Tour de France: Kampen om trøjerne

nullPointtrøjen
Den grønne pointtrøje er den lettest forudsigelige trøje i Touren. Det skyldes, at der kun er meget få ryttere, der reelt har en chance for at tage trøjen. Modsat Giro d’Italia kan man nemlig på forhånd næsten udelukke at det bliver en klassementsrytter, der vinder trøjen, og det efterlader egentlig kun sprinterne som mulige emner.

Pointkonkurrencen er en indlagt konkurrence, hvor det gælder om at score flest point på de indlagte spurter undervejs på etaperne og så i afslutningerne, hvor der står ekstra mange point på spil. Konkurrencen er designet til sprinterne således, at der gives flere point på helt flade etaper end på bjergetaper, og det er en måde at holde kampen i gang mellem feltets hurtigste ryttere, også på de etaper, hvor man på forhånd godt ved, at det ikke bliver en massespurt.

Sprinteren over dem alle hedder Mark Cavendish (Columbia-HTC), der var overdådigt kørende sidste år og tog seks etapesejre. Til gengæld vandt han ikke pointtrøjen, primært fordi Cavendish er alt eller intet, en egenskab der god i forhold til antallet af etapesejre, men knap så velegnet, når man jagter pointtrøjen, hvor regelmæssighed og selvopofrelse er nøgleord. Man skal nemlig være villig til en gang imellem at jagte point på etaper, der ikke ligger til en, en taktik man så Thor Hushovd udøve sidste år.

Cavendish er ikke blot den hurtigste sprinter, han har også det bedste hold til at støtte sig og efter at feltets øvrige hold hurtigt valgte at slå ud i jagten på udbrydere, så tog Columbia det nødvendige ansvar og dedikerede holdet til Cavendish’ jagt på etapesejre. Noget lignende vil ske i år, men grundet Cavendish mangel på succes i foråret og i optakten til Touren kan Columbia i hvert fald indledningsvist håbe på hjælp fra flere af de øvrige hold. Tager han hurtigt to sejre i træk, kan det til gengæld blive meget arbejde at se til for Columbias hjælperytter, men omvendt kan man så tillade sig at sige, at de har deres på det tørre.

Thor Hushovd (Cervelo) vandt trøjen sidste år og er et godt bud på at gentage triumfen. Hushovd er ikke ligeså hurtig som Cavendish, men sidder til gengæld med på etaper, hvor Cavendish ikke kan holde hjul og nordmanden har også kvaliteter på brosten, hvilket Cavendish ikke har vist. Til gengæld har Hushovd haft en langtfra perfekt optakt til Touren, hvor det først var i Tour de Suisse at han begyndte at vise styrke, hvilket han så fulgte op med sejren i det norske mesterskab. Han skal heller ikke bekymre sig om støtten på holdet, hvor Haussler har meldt afbud, men den tidligere vinder Carlos Sastre ikke længere er en rytter man ofrer holdet til fordel for.

Den tredje store kandidat er amerikaneren Tyler Farrar (Garmin-Slipstream), der nok har været sæsonens bedste sprinter og som virkelig har rykket sig siden sidste års Tour, hvor han som alle andre var chanceløs over for Cavendish’ demonstrative magt. Farrar er måske ikke helt ligeså hurtig, men er dygtig til at placere sig og er en hårdfør kompromisløs type, der ikke viger sig og som derved altid får en god placering.

Skal man være lidt hård så er tre ovennævnte ryttere de eneste reelle bud på en vinder af trøjen. Feltets øvrige sprintere har for store mangler til at kæmpe med på sigt, men derfor kan flere godt overraske og blande sig i de enkelte spurter.

Den tidligere tredobbelte verdensmester Oscar Freire (Rabobank) er altid god for en etapesejr, men er efterhånden bedst, når det har været en kuperet dag med udfordringer undervejs, mens der bliver længere og længere mellem sejrene i de store massespurter, hvor Freires topfart er aftaget med alderen. Det samme gør sig gældende for Robbie McEwen (Katusha), der er en snedig sprinter med fantastiske placeringsevner, men hvor alderen også har indhentet ham.

Alessandro Petacchi (Lampre) skuffede voldsomt i Giroen og Touren kunne være en muligt sted for hævn, men Petacchis problem vil være at han er meget afhængig af et tog, og det behov er Lampre-mandskabet ikke stærkt nok til at opfylde. Han tog en etapesejr i Tour de Suisse, men det var vist mere held end forstand og siger ikke meget om Petacchis styrke.

Sprinterfeltet tynder herefter gevaldigt ud og sjældent har Touren været så dårligt besat på sprinterfronten, hvorfor vi måske kan forvente at typer som Fabio Felline (Footon-Servetto), José Joaquin Rojas (Caisse d’Epargne), Gerald Ciolek (Milram) og Edvald Boasson Hagen (Sky) kan lave resultater på enkelte etaper.

Bjergtrøjen
Mens pointtrøjen er den letteste trøje at forudsige, er den prikkede bjergtrøje straks sværere. Bjergetapen gives til den rytter, der har score flest point på Tourens mange stigninger, og som altid gives der flest point på toppen af de helt store bjerge, mens der kun står lidt på spil den første uge af Touren.

Når bjergtrøjen er svær at forudsige skyldes det at der ofte er tilfældigheder involveret i jagten på bjergpoint. Favoritterne plejer sjældent at gå efter andet end klassementet, hvilket har givet trøjen karakter af at være en trøje til de ryttere, der er modige nok til at gå i udbrud på de store bjergetaper.

Sidste års vinder France Pellizotti (Liquigas) er ikke til start, så trøjen skal have en ny ejermand. Det kunne være franskmanden David Moncoutie (Cofidis), der er enhver spåmands store mareridt, fordi han har enorme udsving i sine præstationer og fordi man aldrig ved, hvor man har ham. Moncoutie er humørrytter i ordets oprindelige forstand, han kan sidde i udbrud i bjergene og være umulig at hente for selv feltets største navne, for så dagen efter at gå helt ned og tabe 20 minutter. Har han fundet benene til Touren er der næppe tvivl om, at bjergtrøjen vil være et passende punktum på en karriere, der nærmer sig afslutningen.

Egoi Martinez (Euskaltel) er en meget aggressiv rytter, der nærmest har gjort det til sit varemærke at jagte bjergtrøjer i diverse etapeløb, hvilket han har gjort med rimelig succes. Det er aldrig lykkedes i Touren, hvor niveauet måske er en smule for højt, men da bjergetrøjen også handler meget om at være motiveret til at jagte den, så er Martinez et glimrende bud på en rytter, der har den som sin dagsorden.

Netop det at have bjergtrøjen på dagsordenen er en af forudsætningerne for at vinde den. Mens mange af de store hold satser på enten klassementet eller sprinterne, så findes der også i Touren en række hold, der ikke kan gøre sig forhåbninger i nogen af disse discipliner. Tilbage er der bjergtrøjen og etapesejre, hvilket sagtens kan kombineres og derfor kan det heller ikke overraske, at det særligt vil være de franske hold, der håber på at blande sig om bjergpointene.

Bbox Bouygues Telecom har en interessant rytter i form af Pierre Rolland, der næppe gør sig forhåbninger i klassementet, men som intet problem har med at angribe overalt, også i bjergene, hvor han er hårdfør samtidig med at han har en god acceleration, hvis der skulle opstå et behov for at sprinte om pointene på toppene. Holdkammeraten Cyril Gautier har mange af de samme egenskaber, men som debutant er det nok for meget at håbe på, at han kan holde i længden.

Remy di Gregorio (Francaise des Jeux) har længe været udråbt som Frankrigs nye store bjergrytter, men som tiden er gået er råbene begyndt at fortone sig. Han skal lave sine resultater tidligt på bjergetaperne, men det kan også bringe ham i en position, hvor han er med fremme i bjergkonkurrencen. Det samme gør sig gældende for AG2Rs David le Lay, der som Moncoutie er svær at forudsige, men han er i besiddelse af en meget fornuftig acceleration og kan sidde med blandt de bedste på de mellemsvære bjergetaper. Endnu en franskmand i form af Christophe Moreau (Caisse d’Epargne) kan måske også gøre det, selvom det efterhånden mere er en våd drøm for den franske veteran end et realistisk scenarie.

Ungdomstrøjen
Som optaksskribent er ungdomstrøjen noget at det sjoveste at beskæftige sig med. Det er her, man rigtigt kan kloge sig ved at fremhæve talenter, som man har fulgt siden deres teenage-år. Det handler om at analysere signaler og tegn; om at finde indikationerne på, at de nu endelig er klar til at tage det næste store skridt. Så kan man trygt hvile i troen på, at man havde set det pågældende talent på afstand. Når nu Andy Schleck vandt det store, men nok for de fleste dubiøse, talentløb Fléch du Sud som 18-årig, var det jo nærmest uundgåeligt, at Schleck senere ville opnå store ting, fortæller eksperten sig selv.

Ungdomstrøjen er i år både sjovere og kedeligere end den har været i mange år. Den er sjovere, fordi feltet af profiler og favoritter til trøjen er dybere end i mange år, måske nogensinde. Den er således også kedeligere, fordi favoritterne er så oplagte stjerner, at der ikke er meget sjov i at ’spotte’ dem: vi taler ikke om ryttere, der har den hvide ungdomstrøje som mål, men rettere selve den gule trøje!

Modsat de andre trøjer bliver den hvide ungdomstrøje ikke fordelt på baggrund af en indlagt konkurrence, men tager i stedet udgangspunkt i de unge rytteres placering i det samlede klassement. Den bedst placerede vinder simpelthen ungdomskonkurrencen. De aldersmæssige forudsætninger er dog, at man er født efter 1. januar 1985, og derfor højest er 25 år gammel.

Ungdomstrøjen har en lidt sær rolle i Tour de Frances historie. Konkurrencen blev indført i 1975, men kun i årene 1975-1989, og igen fra og med 2000, har den førende ungdomsrytter ladet sig iføre en hvid trøje. Det er Jan Ullrich, som har rekorden for fleste sejre – tre i streg fra 1996 til 1998 – men tyskeren kunne således aldrig lade sig iføre nogen trøje. De seneste to år har Andy Schleck (Team Saxo Bank) vundet trøjen, og i dette det sidste år, hvor Schleck kan deltage i konkurrencen, kan han altså tangere Ullrichs rekord med endnu en sejr. Den seneste vinder der vandt både den hvide og den gule trøje var Alberto Contador i 2007.

Med Contador og Schleck taler vi altså om ryttere, som ikke blot kæmper om den hvide trøje, men også samlet sejr. Det har dog ikke været tilfældet alle år, hvor mere upåagtede ryttere og samlede placeringer var i spil. 2004 var fx et specielt pauvert år, hvor Vladimir Karpets vandt ungdomstrøjen med en samlet 13. plads, 3 minutter foran Sandy Casar.

På papiret burde rytterne blot køre et ’normal’ klassement; der er ikke noget specielt ved at køre sig til en sejr i ungdomskonkurrencen. Men selvom der ikke er tale om noget indlagt konkurrence som bjergtrøjen eller pointtrøjen, så hænder det, at kampen om ’le maillot blanc’ påtager sig sin helt egen logik og bliver en helt introvert duel. Dette sker typisk, når ungdomsrytterne er langt tilbage i den samlede stilling – det giver de unge lidt frihed.

De fem største af favoritterne til ungdomstrøjen, Andy Schleck (Team Saxo Bank), Robert Gesink (Rabobank), Roman Kreuziger (Liquigas), Tony Martin (HTC-Columbia) og Jakob Fuglsang (Team Saxo Bank), er alle blevet behandlet andetsteds, enten som outsider, favorit eller storfavorit. Da disse ryttere netop er beskrevet uddybende andetsteds, begrænser denne artikel sig til komparative sammenligninger af disse fem rytteres styrker og svagheder, muligheder og begrænsninger, hvorefter resten af potentielle, men usandsynlige, vindere introduceres.

Andy Schleck (f. 1985) er som forsvarende vinder den største favorit, med Roman Kreuziger og Robert Gesink, begge fra 1986, som de nærmeste rivaler. Luxembourgeren viste sig i fjor klart bedst med en samlet andenplads, mens ungdomstrøjen i 2008 blev vundet mere knebent foran Roman Kreuziger. Siden sidste års Tour de France har Schleck og Kreuziger begge underpræsteret en smule og – målt på resultater – har de ikke udviklet sig yderligere. Begge var uheldige i forårsklassikkerne, men man fornemmer også, at både Schleck og Kreuziger har holdt noget tilbage for netop at satse på Touren. Da det før har virket som om, at Kreuziger måske toppede for tidligt i Tour de France og generelt har haft for mange løbsdage i løbet af sæsonen, er dette års rolige forberedelser måske lige netop det, der skal til før Kreuziger tager det sidste spring frem. Er dette tilfældet, handler det for Kreuziger ikke blot om en placering i bunden af top-10, men om podieplaceringerne. Potentiale og klasse er der nemlig ingen der betvivler hos tjekken.

Gesink mangler modsat de andre to stadig at gennemføre sit første Tour de France – han styrtede tidligt ud af løbet i fjor. Gesink blev ligeledes bagefter forhindret i at tage en podieplacering i Vuelta a España på grund af endnu et styrt. Der er klare signaler på, at Gesink restituerer ganske glimrende, men hvis der er mere usikkerhed omkring hollænderens samlede placering, er det altså fordi, han har det med styrte på uheldige tidspunkter.

Hvis Kreuziger og Schleck har skuffet, eller i hvert fald underpræsteret det seneste års tid, så har Gesink forbedret sig. Et, på trods af styrtet, flot Vuelta a España blev efterfulgt af en smuk sejr i det hårde endagsløb Giro dell'Emilia, og i indeværende sæson har Gesink også været bedre til at veksle gode ben til resultater. Gesink vandt således en yderst overbevisende sejr på kongeetapen i Tour de Suisse, hvor han var helt suveræn. Hvis Kreuziger og Schleck mangler at give resultatmæssige indikationer på topform, så kan man rettere frygte at Gesink måske er for langt fremme i sine forberedelser. Schleck og Kreuziger vurderes derfor højere end Gesink af den simple grund, at disse har historien med sig.

Af ryttertype er Gesink og Schleck nærmest identiske. Begge er relativt høje, spinkle klatrere, der således skal forsøge at begrænse tidstabet på løbets enkeltstarter. Gesink har gennem tiden kørt fine enkeltstarter, mens Schleck har mere lunkne resultater. Omvendt har Gesink det med at skuffe på enkeltstarterne, når det virkelig gælder, senest i Tour de Suisse, mens Schleck rettere har det med at overraske positivt. Kreuziger er dog den klart mest alsidige af de tre. Tjekken er en sand prologspecialist, og det er kun et spørgsmål om tid, før han også vil dominere de længere enkeltstarter. Hvor Kreuziger er snu, opfindsom og accelerationsstærk i sine angreb, så har han modsat Schleck og Gesink ikke vist uendelig potentiale i de højeste bjerge endnu, snarere tvært om.

Ser man på de tre rytteres placeringer i holdenes interne hierarki, så står alle til mindst beskyttede roller. Alle tre skal dog dele hjælperyttere med andre. Svagest står Roman Kreuziger, der kan forvente, at hvis den italienske vinder af Giro d’Italia, Ivan Basso, har fundet topformen frem til Touren, så vil italieneren få førsteprioritet. Omvendt kan Gesink se frem til mere støtte end resultaterne berettiger, da han kører på hollandske Rabobank, et hold der historisk har værdsat nationale sejre – en top-10 placering til Gesink vil formentlig vække mere begejstring end en top-5 placering til Denis Menchov.

Under disse tre storfavoritter finder vi Tony Martin (HTC-Columbia) og danske Jakob Fuglsang (Team Saxo Bank), begge af årgang 1985. Begge er meget lovende ryttere, som dog står tvivlsomt i deres holds hierarki, og som begge lever højere på forventet potentiale end reelle resultater. Martin har således hele sin profkarriere fejlet på de hårde stigninger, og tyskeren virker ærlig talt en smule tung. Ligeledes har han haft problemer med restitutionen over tre uger. Omvendt er Martin allerede blandt feltets stærkeste enkelstartsryttere, så stedet han skal forbedre sig, er helt åbenlyst, i hvert fald hvis det skal blive til GT-succes.

Hvor Martin har vist åbenlyse begrænsninger i de store etapeløb, så hviler en stor del af hypen omkring Fuglsang baseret på gisninger og håb. På grund af et tidligt styrt og efterfølgende skade nåede Fuglsang således ikke at vise sin holdbarhed over tre uger i sidste års Vuelta. Alligevel har Fuglsang vist så megen klasse i sine to sæsoner som professionel, senest med en tredjeplads i Tour de Suisse, at de andre hold med rette bør frygte ham. Modsat Martin virker Fuglsang også mere balanceret som rytter, med gode resultater i bjerge, enkeltstarter og hårde endagsløb.

Mens Fuglsang formentlig vil agere og arbejde hovedsageligt for brødrene Schleck, vil Martin helt sikkert ende med at køre massespurter for Mark Cavendish. Dette antyder ligeledes, at resten af det nedre favoritfelt til ungdomstrøjen heller ikke kan forvente lige så meget støtte fra holdets side, da forventningerne simpelthen er lavere.

Først to centraleuropæere der kan forvente relativ meget frihed på deres respektive hold. Esteren fra Cofidis, Rein Taaramäe (1987), har virkelig imponeret inden for det sidste halvandet år, specielt i de hårde, ugelange etapeløb. I sidste års Vuelta var Taaramäe yderst synlig og aggressiv, men formåede aldrig at forsøge sig i den samlede stilling. Simon Spilak (Lampre-Farnese Vini, f. 1986), var ligeledes meget aggressiv i sidste års Tour de France og foretrak øjensynligt potentielle etapesejre end en beskeden samlet placering. Men Spilak kan klatre. Efter Alejandro Valverdes dopingdom står Spilak nu noteret for sejren i årets Tour de Romandie, og et gennembrud i de store etapeløb synes forestående.

Sidst skal nævnes italienske Eros Capecchi (Fuji-Servetto), belgiske Kevin Seeldrayers (QuickStep) og portugisiske Rui Alberto Costa (Caisse d'Epargne), alle af årgang 1986. Seeldrayers vandt Giroens ungdomstrøje i fjor, mens Capechhi og Costa stadig mangler at køre samlede placeringer hjem i etapeløb over tre uger. Hvor Seeldrayers måske er mere konstant, forekommer han også mindre talentfuld end de to andre. Capecchi og Costa har nemlig begge i korte øjeblikke vist stor klasse, men har hidtil ikke vist megen stabilitet. Seeldrayers derimod forekommer altid som om at han kører over evne. Modsat Seeldrayers ligger der noget potentiale, noget spændende gemt i Costa og Capecchi, der lige pludselig kan tænkes at dukke frem.