Tour de France: Outsiderne

nullPå Feltet.dk har vi set os nødsagede til at ændre i vores traditionelle koncept. Fornyelsen sker af nødvendighed, men vi går til de nye tilstande ikke med vemod eller bitterhed, for revolutionens detonator er smuk og inspirerende: Tour de France feltets kvalitet er simpelthen så højt, og mængden af kvalificerede bud så bastant, at favoritfeltet i denne omgang deles op i tre grupper: outsiderne, favoritterne og storfavoritterne.

Som tidligere år vil de udvalgte ryttere blive tildelt stjerner alt efter, hvor stor en favorit rytteren vurderes at være. Der vil i denne artikel blive kigget nærmere på de ryttere, der bedst kan betegnes som outsidere. For disse outsideres vedkommende skal det noteres, at det vil være en overraskelse, såfremt en af disse løber med den samlede sejr, og rytterne tildeles derfor blot én stjerne. Disse ryttere forventes altså ikke at fremtræde på den endelige top-10, når feltet når Paris, men de besidder alligevel noget ekstra – noget latent, uudfoldet eller spændende – der i sidste ende gør, at de må tildeles én stjerne i favoritværdighed.

Denne artikel vil siden blive fulgt op af en artikel om favoritterne, og siden fem artikler, der hver især portrætterer de fem ryttere, som Feltet.dk betragter som Tourens største favoritter til den samlede sejr.

Mikel Astarloza Chaurreau (Euskaltel–Euskadi): (*)
Efter fem sæsoner hos franske Ag2r var det lidt pudsigt, at Mikel Astarloza pludselig ’spang ud’ som basker i 2007, hvor han skrev sin første kontrakt med Euskaltel. Han faldt fint til på holdet og kørte allerede i sin første sæson hos baskerne sig til sit fornemmeste resultat med en flot niendeplads i Tour de France. Selvom Astarloza ikke formåede at følge op på de fine takter året efter - det blev til en femtendeplads – kan man ikke helt regne Astarloza ude. Spanieren har nemlig forfinet den effektive klassementmetode, der bygger på lige dele af stabilitet og listig snuhed.

I denne sæson har Astarloza, som oftest er tilfældet, haft en fin sæson med top-5 placeringer i Volta Ciclista a Catalunya Critérium du Dauphiné Libéré. I sidstnævnte løb kørte han sig til den flotte placering på samme måde, som han traditionelt har gjort det i de store løb. Efter stabil kørsel i bjergene og nogle habile enkeltstarter, formåede Astarloza således at liste sig let af sted på sjette etape, og vinde vigtig tid på sine konkurrenter. På den måde strøg han bl.a. forbi danske Jakob Fuglsang i klassementet, uden egentlig at være bedre, men ved snu og siden solid kørsel. Det er derfor i kombinationen af stabilitet og umiddelbar ufarlighed, at Astarlozas farlighed består.

På sine gode dage kører Astarloza en fin enkeltstart, men hans største styrke er nu en gang i stabiliteten i bjergene. Hos Euskaltel-Euskadi udgør Astarloza derfor den konstante modpol til den mere flygtige, men måske også mere talentfulde Igor Anton, der har væres temmelig usynlig i denne sæson. Derfor vil det primært være op til Astarloza, at give den orange horde af baskiske fans en sikker dosis succes, omend der skal et mindre mirakel til før Astarloza stryger helt til tops. Især fordi Astarloza faktisk aldrig vinder. Baskerens eneste sejr går tilbage til 2003, hvor Astarloza kørte sig til den samlede sejr i Tour Down Under. Men derfor skal de andre hold alligevel ikke give 29-årige Astarloza alt for lang snor, skulle han liste sig med i et udbrud.

Vladimir Efimkin (Ag2r-La Mondiale): (*)
Russiske Efimkin er en fornøjelig rytter; en gave til tv-seeren. Mens de fleste ryttere vælger en defensiv strategi, når de er ved at blive sat, så lader Efimkin sig ikke sådan slå ud. På en given bjergetape vil man ofte se Efimkin angribe, blive hentet og sat, og siden atter nå op, når favoritterne igen tager det roligt. Men selvom Efimkin tydeligvis er på syregrænsen, ser han på Vinokourovsk manér situationen som sit tilsnit til atter at angribe, selvom han kort forinden er blevet sat. Resultatet er, at Efimkin ofte vil forekomme placeret i limboland: hele tiden på grænsen af sine evner, enten lige ved at blive hægtet af eller i gang med et dubiøst angreb.

På sin ejendommelige facon beriger Efimkin derved de cykelløb, han deltager i. I modsætning til den komplette og muntre Denis Menchov, eller den følelseskolde og tunge Vladimir Karpets, forekommer den mindre Efimkin mere ilter og fejlbarlig i sin evigt opsøgende kørestil. Hvis et af Efimkins karakteristika er, at han til tider savner timing til sine angreb, er det samtidig denne fejl, som har givet den 27-årige russer sin første sejr i Tour de France sammenhæng. I sidste års udgave fløj Efimkin nemlig ind som nummer to på niende etape, som altid placeret skønt i ingenmandsland: langt efter den nu dopingdømte Riccardo Ricco, kun få sekunder før feltet, men nok til at tage en skrivebordssejr.

Som type er Efimkin altså en angribende bjergrytter, som til tider forsvarer sig hæderligt på enkeltstarter; allround-evner som dog stadig mangler at vise sig i Grand Tour sammenhæng. Foruden den førnævnte skrivebordssejr sluttede Efimkin på en samlet tiendeplads i sit første Tour de France, hvorved Efimkin fulgte op på de lovende og solide takter, som han i 2007 fremviste under Vuelta a España, hvor det blev til en samlet sjetteplads og en etapesejr undervejs. Selvom Efimkin, sin uregerlige stil på trods, har vist sig rimelig holdbar over tre uger, så mangler han stadig at bevise, at han rigtig kan følge med de allerstærkeste på en bjergetape – han kommer typisk ind i gruppen efter.

Hos Ag2r kan Efimkin forvente rigelig med støtte, især set i lystet af, hvor perifer en favorit han er. Det franske mandskab har haft en frygtelig sæson, nærmest uden sejre, og holdet vil primært se til Efimkins efter succes i klassementet, da altid stabile Tadej Valjavec sidder Touren over. Holdet har dog for vane at hoppe et niveau til Tour de France, og med ryttere som Cyril Dessel, John Gadret, og veteranen Stéphane Goubert vil holdet typiske være talstærkt repræsenteret på bjergetaperne, og Efimkin omringet af blåhvide mænd.

Linus Gerdemann (Milram): (*)
I sine efterhånden seks år som professionel har Gerdemann levet en lettere omflakkende tilværelse, og mangler endnu at køre en kontrakt til ende. Efter nogle lovende måneder hos Team CSC, fik Gerdemann revet sin kontrakt i stykker og skrev en tre år lang kontrakt med T-Mobile. Efter de efterfølgende hektiske år på T-Mobiles, med sponsorflugt og navneændringer, hvor holdet til sidst kom på amerikanske hænder, købte Milram til denne sæson Gerdemann fri af sin kontrakt, hvor han er tiltænkt en rolle som holdets store, tyske klassementshåb. Gerdemann har altså gennem årene hele tiden været meget bevist om sit eget værd, og hvor han gerne ville køre, og har endvidere været god til at spille på, at forskellige holdledelser har troet lige så meget på talentet, som tyskeren selv.

Som en af Milrams største profiler har Gerdemann både leveret det man kunne forvente, og så alligevel ikke. Det har generelt været en lidt spøjs sæson, hvor formen er kommet og gået. Et fint forår blev slået an med en top-10 placering i tyskerens favoritløb, Tirreno-Adriatico, men resultaterne udeblev i resten af foråret. I optakten til Tour de France blev det i første omgang til en vigtig tysk hjemmesejr i Bayern-Rundfahrt, men Gerdemann skuffede fælt i Tour de Suisse, hvor han slet ikke viste sig fremme.

Med Gerdemann er det altså lidt usikkert, hvad man får. I dette regnestykke er det vigtigt, at Gerdemann reelt ikke har megen erfaring i de lange etapeløb. Gerdemann har kun kørt Touren én gang, nemlig i 2007, hvor det blev til en flot etapesejr, men en placering godt nede i det samlede klassement. I fjor måtte Gerdemann sidde Touren over efter et modbydeligt styrt under Tirreno-Adriatico. At Gerdemann siden kom stærkt tilbage i efteråret, kronet med en sikker sejr Deutschland Tour, bekræftede således blot mistanken om talentets format. For der er ingen tvivl om, at Gerdemann både er talentfuld og tilmed komplet som ryttertype. Han kører en fortrinlig enkeltstart, og på sine gode dage kan også gøre forskellen i bjergene, hvor han med sin sælsomt vuggende stil, udgør en tysk pendant til danske Chris Anker Sørensen. Den charmerende kørestil kan dog ikke skjule, at holdbarheden over tre uger stadig er et stort spørgsmålstegn. Derudover kan man argumentere for, at Gerdemann endnu mangler at bevise, at han kan bemægtige sig de hårdeste stigninger, som f.eks. Mont Ventoux.

Kim Kirchen (Team Columbia): (*)
Op til sidste års Tour de France var Kirchen et meget varmt navn, ofte nævnt som en outsider til podiet, også her på siden. Ruten lå godt til Kirchen, der med sin stærke acceleration op ad stigninger og generelt gode afslutning dels kunne nyde godt af den kuperede første uge. Dertil kom, at mange af rutens afslutningsbjerge var relativt lette, hvilket samlet set gav indtrykket af en perfekt rute for en rytter med Kirchens evner.

Kirchen nyder ikke samme favoritværdighed i år, hvor flere faktorer har medvirket til, at Kirchen er forsvundet fra favoritradaren. For det første har Kirchen haft en uheldig sæson, hvor et tidligt styrt betød, at han måtte sidde forårsklassikkerne over, og først har vist tegn på form i det netop overståede Tour de Suisse. Kirchen vandt en flot etapesejr, og selvom den uselektive rute betød, at løbet ikke gav de mest tydelige indikationer på form, viste Kirchen rigeligt til at bevise, at han nok skal være klar i Monaco.

For det andet levede Kirchen ikke op til alt ’hypen’ i fjor. Jovist, Kirchen kunne da lade sig iføre den gule trøje på sjette etape, og holdte den frem til 10. etape, hvor Kirchens begrænsninger dog også blev åbenbare. På den taktisk set episke etape til Hautacam tabte Kirchen næsten fire minutter til sin luxembourgske rival Fränk Schleck. Stigningen var simpelthen for hård, og Kirchen for tung, så selvom Kirchen overordnet kørte stabilt og solidt resten af løbet, var han aldrig blandt de bedste på stigningerne, og sluttede ligesom 2007 på en samlet syvendeplads, langt fra podiet.

Alt dette vil formentlig blive ignoreret, og Kirchen vil igen komme på alles læber i løbet af Tourens første uge, der atter er den 30-årige Kirchen skræddersyet. Især sjette etape til Barcelona, hvor det til sidst stiger op mod Montjuïc, passer luxembourgerens eksplosive afslutning godt. Endvidere viste Kirchen i fjor hidtil uanede evner på specielt løbets to enkeltstarter, hvor han sluttede henholdsvis nummer to og tre. Den kuperede Monaco-enkelstart burde derfor ligge godt til Kirchen, der under alle omstændigheder vil være blandt favoritterne til at iklæde sig den gule trøje efter holdløbet.

Kirchens største problem, og årsagen til at han heller aldrig bliver den store klassikerrytter mange havde forventet er, at Kirchen simpelthen ikke magter løb, der har en distance på over 200 kilometer. Benene zappes for kræfter, og udholdenheden slår simpelthen ikke til. Så selvom syvende etape mod Andorra ellers passer Kirchen fint, med Andorras moderate længde og stigningsprocenter, vil selve etapens længde på 224 kilometer sikkert gøre, at luxembourgeren allerede her falder et gevaldigt stykke ned i klassementet. At Kirchen får problemer på de lange og hårde etaper betyder dog ikke, at Kichen vil være ude af billedet til en top-10 placering. Kirchen er en intelligent rytter, og vil sikkert være mere bevidst om sine begrænsninger i denne omgang. Kirchen kan derfor forventes at søge det rigtige udbrud – på jagt efter succes og minutter – og langsomt gnave sig ind i topstriden.

Andreas Klöden (Astana): (*)
Når Andreas Klöden har stået på Tour de France podiet to gange, og i flere år blev betragtet som et seriøst bud på en vinder, kan det selvfølgelig virke underligt, at tyskeren i år end ikke kan betragtes som et sikkert bud på at slutte blandt de ti første. Men Klöden befinder sig i en helt anden situation, end da han i 2006 sluttede som nummer to i Tour de France. For det første er Klöden placeret langt, langt nede i det komplicerede og rivaliserende Astana-hierarki; i udgangspunktet underordnet Alberto Contador, Lance Armstrong og Levi Leipheimer.

I virkeligheden kan Klöden bedst betragtes som luksushjælper – en rolle som han på Astana udfylder sammen klasseryttere som Yaroslav Popovych og Haimar Zubeldia. Klöden har dog det det meste af sin karriere ageret løjtnant for andre stjerner, primært Jan Ullrich og Alexandre Vinokourov, så tilstanden er ham ikke ubekendt. Men Andreas Klöden er efterhånden blevet 34-år, og hans bedste GT-placering siden 2006 er en tyvendeplads i sidste års Vuelta a España. I og med det kan være svært nok at placere Klöden i holdets interne hierarki, og det derfor er temmelig usikkert, hvordan Klöden vil blive benyttet, er det svært at virkelig tro på Klöden. Chancerne for Grand Tour sejr synes efterhånden forpasset.

Hvis Klöden historisk set har været flygtig og skrøbelig i det store etapeløb, har han altid været et sikkert bud i kortere etapeløb, især dem med en enkelt bjergetape og enkeltstart undervejs. I sin karriere har han samlet store sejre i Baskerlandet Rundt, Paris Nice (begge 2000), Tirreno-Adriatico (2007), og i fjor vandt han Tour de Romandie og sluttede nummer to i Tour de Suisse. I denne sæson har Klöden tilsyneladende manglet det ekstra, og det er kun blevet til sekundære placeringer og en enkelt sejr på enkeltstarten i Giro del Trentino.

Den ellers tempostærke tysker skuffede specielt på den afgørende enkeltstart i Tour de Suisse, i et løb, hvor han ellers havde virket stærk, om end en kende for passiv til for alvor at true Fabian Cancellara. Klöden kørte dog en god prolog, hvilket tyder godt for Klödens personlige chancer. For Klöden handler det nemlig primært om, at blive taget seriøst som en regulær udfordrer, specielt internt. Nøglen til at springe op i det Kasakhiske mandskabs rangstige, ligger for Klöden i at køre en fantom enkeltstart i Monaco, hvor den kuperede rute passer tyskeren perfekt. Mulighederne ligger altså i rivalisering og usikkerhed; i at så tvivl om holdets umiddelbare struktur.

Vicenzo Nibali (Liquigas): (*)
Der er ingen tvivl om, at Nibali resultatmæssigt ikke har gjort sig lige så fortjent til den delte kaptajnrolle som sin tjekkiske holdkammerat Roman Kreuziger. Dels undgik tjekken det totale sammenbrud, som ramte Nibali i løbet af Tour de France sidste år, dels har den to år yngre Kreuziger simpelthen vundet mere betydningsfulde løb. Men Nibali er i modsætning til Kreuziger et italiensk stjernefrø, og internt på Liquigas har man store forhåbninger for 24-årige Nibali. Og den unge italiener, der stammer fra Sicilien, har da også samlet sin portion af flotte sejre, heriblandt i ProTour-løbet GP Quest France-Plouay (2006) samt Giro del Trentino (2007).

Sejre er det ikke blevet til i denne sæson, men Nibali har gennemgående kørt fint og synligt sæsonen igennem. Specielt i de ugelange etapeløb har han gjort det godt og er sluttet i top-10 i dem alle, heriblandt Tour of California, Tirreno-Adriatico, Baskerlandet Rundt og for nylig i Critérium du Dauphiné Libéré, hvor det blev til en solid syvendeplads. Formen skulle altså være i orden for Nibali, der i denne sæson har fået en mere rolig opbygning til Touren, hvor han i modsætning til sidste sæson ikke har kørt Giro d’Italia forinden.

Nibalis største problem er, at han endnu ikke udvist den nødvendige holdbarhed over tre uger. Omvendt har han forbedret sig år for år, og under alle omstændigheder ligner han et godt bud på en hvid ungdomstrøje, i hvert fald i starten af løbet. For Nibali er en komplet rytter, der både besidder styrke på stigningerne, store som små, samt en god enkelstart.

Franco Pellizotti (Liquigas): (*)
Det har taget nogle år for Pellizotti at finde sig selv som etapeløbsrytter. I flere år blev han ellers betragtet som en rytter, der aldrig rigtig ville slå igennem; måske mere egnet til endagsløbene. Som løjtnant hjalp han Danilo Di Luca til samlet sejr i 2007. Året efter, oven på Di Lucas afgang, tog Pellizotti selv bolden op kørte lidt uventet ind på den samlede fjerdeplads, få sekunder fra podiet. I denne sæson måtte den langhårede italiener dele kaptajnrollen med Ivan Basso, men Pellizotti viste sig som holdets stærkeste kort og sluttede på en samlet tredjeplads. Pelizzotti har altså, noget forunderligt, formået at oppe sit eget niveau samtidig med at Giro d’Italia feltet er blevet stærkere de seneste år.

Som etapeløbsrytter er Pellizotti kendetegnet ved stabilitet; dagene hvor han fuldstændig falder igennem er få. Alligevel må han betegnes som lidt af en ekstrem rytter. Dette skal forstås på den måde, at han oftest blot hænger på – han kan skimte de andre favoritter ud af øjenkrogen. Men så er der de dage, hvor Pellizotti simpelthen er den bedste; hvor de andre favoritter blot kan se de gyldne, krøllede lokker forsvinde længere og længere ud i horisonten. På sådanne dage er resultatet oftest storslåede sejre som årets Giro-etape til Blochaus, eller bjergenkeltstarten opad Plan de Corones (2008).

På trods af så spektakulære præstationer kan Pellizotti ikke betragtes som en favorit til årets Tour. For det første har han aldrig formået at køre klassement i to store etapeløb på en sæson, ligesom han aldrig før har haft held med at køre klassement i Tour de France. Sidst han kørte Touren var i 2006, hvor han endte med at køre efter etapesejre, hvilket meget vel også kan blive tilfældet i år. Alligevel må det medgives, at Pellizotti har oppet sit niveau så meget, at et fransk gennembrud ikke kan afvises.

Sammen med Vicenzo Nibali og Roman Kreuziger udgør Pellizotti en grusom trehovedet, limegrøn Liquigasdrage, hvis styrke består i, at ingen af tre dele anses for at være blandt de største favoritter. Skulle Pellizotti falde igennem, kan man let forstille ham agere mentor for de to unge håb. Samtidig er han et oplagt emne til en etapesejr, blandt andet fordi han er god i det semikuperet terræn, der kendetegner mellemetaper, samtidig besidder han glimrende spurt, især på skrappe afslutninger.

Michael Rogers (Team Columbia): (*)
Tiden hvor Michael Rogers gik under betegnelsen talent er for længst forbi. Manden er nu 29-år, og det synes muligt nogenlunde at vurdere australierens evner. Når der stadig forekommer at være noget under overfladen, noget uudfoldet, skyldes det primært at han under Touren 2007 styrtede ud af løbet; styrtede fra mulighederne for at vise sit talent og sande jeg.

Når myten, eller ’drømmen’ om Rogers lever uanfægtet videre, netop fordi Rogers’ karrierer lidt er druknet i skader og uheld. Rogers blev af helbredshensyn – måske lidt overbeskyttende – holdt helt ud af de store etapeløb i 2008, hvor han i stedet kørte sig en masse fine placeringer hjem i ugelange etapeløb, uden dog at vinde nogen af dem. Han står noteret for en enkelt sejr de sidste to sæsoner: januars australske mesterskaber i enkeltstart, vundet med få sekunder foran nyprofessionelle Cameron Meyer (Garmin-Slipstream).

Men det er efterhånden muligt at bestemme omfanget af Rogers’ talent, forcerne og manglerne, med rimelig sikkerhed, uden at forvente en pludselig opblomstring. Den tidlige karrieres fantastiske enkeltstart, der resulterede i tre VM-trikoter på stribe, synes forduftet til fordel for solide evner i bjergene. Enkelstarten kommer stadig til sin ret i de kortere etapeløb, men gemmer sig under træthed og middelmådighed når løbet går over tre ugers strabadser.

Som så mange andre går Rogers til Tour de France med Giro d’Italia i benene. Rogers sluttede på en samlet ottendeplads, godt med fremme i starten af løbet, men ganske anonym i resten af løbet, hvor han langsomt røg ned i klassementet. Selvom undertegnede tror at Rogers går styrket til Tour de France oven på at have gennemført Giroen, så ligner det endnu en diskret topplacering i omegnen af top-10, men langt fra den reelle kamp om podiet.

Problemet er selvfølgelig, at Rogers ’kun’ er solid; han mangler en niche, og det på et Columbia mandskab, der ellers excellerer i ekstremer: vindertyper og specialister. Rogers synes at have mistet de tidlige års evne til at vinde, og han kan hverken følge med de bedste opad eller på enkeltstarterne, og så er resultatet oftest en placering mellem otte og fjorten. Som de andre af Team Columbias klassementryttere vil Rogers dog kunne køre sit klassement i ro og mag, mens Mark Cavendish og dennes hjælpere sikrer det amerikanske mandskab en tilstrækkelig mængde succes i starten af løbet. Derudover kan Rogers se frem til et forspring til flere af de andre favoritter efter holdløbet; klar til trygt, sejrsløst og anonymt at glide længere og længere ud i ligegyldigheden.

Luis Léon Sanchez Gil (Caisse d'Epargne): (*)
Man fristes til at sige, at det var et spørgsmål om tid før Luis Léon Sanchez endelig ville få ’sin’ sejr i Paris-Nice. Gennem samtlige sæsoner som professionel har dette løb været det første og største sæsonmål for Sanchez. Paris-Nice er ikke Tour de France, men alligevel viste Sanchez nogle af de takter, man lidt havde savnet forinden. På 3. etape til La Montagne de Lure, blev han godt nok blev sat af Alberto Contador, men fulgte i stedet godt med Fränk Schleck.

Den præstation gav lovning på mere, for Sanchez har til tider har haft problemer på de hårde stigninger, ligesom holdbarheden har været svingende for den nu 25-årige spanier. Ud over de begrænsninger har Sanchez ellers vist sig velsignet med en bred vifte af evner. Foruden en glimrende enkeltstart er han en glimrende afslutter, men det er nedkørslen, der er spanierens farligste våben. Den fantastiske nedkørselsteknik skaffede i 2008 Sanchez dennes første etapesejr i Tour de France sammenhæng, ligesom samme våben lå bag dette års samlede sejr i Paris-Nice: dagen hvor Contador knækkede. Med flere farlige, afsluttende nedkørsler i dette års Tour-rute styrkes Sanchez’ muligheder, men vigtigst af alt, så virker det for første gang sandsynligt, at Sanchez faktisk får muligheden for at udforske sit talent. I denne omgang skal Sanchez nemlig ikke agere hjælperytter for Alejandro Valverde, omend han nok må dele de yderst kvalificerede hjælperyttere med den tidligere vinder af Tour de France, Oscar Pereiro Sio.

Før man tilskriver Sanchez for stor favoritværdighed skal man dog huske, at meget af ’hypen’ bygger på Paris-Nice; et tvivlsomt sammenligningsgrundlag. I modsætning til sine største konkurrenter var Paris-Nice Sanchez’ fjerde etapeløb i den unge sæson – ovenpå deltagelsen i Tour Down Under (samlet 12), Tour Méditerranéen (samlet sejr), og Tour du Haut Var (etapesejr). Sanchez gik altså til Paris-Nice på et helt anderledes grundlag. Desuden mangler Sanchez stadig at bevise holdbarhed over tre uger, ligesom han ofte virker en anelse tung på de hårdeste stigninger. Efter det forrygende forår har det desuden knebet med at ramme topformen. Som optaktsløb valgte han og holdet det mindre franske etapeløb Route du Sud frem for Tour de Suisse eller Critérium du Dauphiné Libéré, og selv i dette overkommelige selskab var Sanchez langt fra i stand til at køre med om sejren.

Christian Vande Velde (Garmin-Slipstream): (*)
Det virkede ellers som om at Christian Vande Velde havde fundet sig til rette i sin rolle som luksushjælper på de største etapeløbshold. Amerikanerens første år blev tilbragt på Lance Armstrongs US Postal, siden Roberto Heras’ Liberty Seguros og fra 2005-2007 Team CSC under Ivan Basso, Carlos Sastre og Fränk Schleck. Flere af de største stjerner har således nydt godt af Vande Veldes mange kvaliteter; kendt som en komplet rytter, der både kunne køre opad og samtidig besad en ok enkeltstart.

Men intet havde forberedt cykelverdenen på, hvordan Vande Velde i en alder af 32 år pludselig brød igennem med en fjerdeplads i Tour de France. Det var således på alle punkter, at den stille amerikaner fra Illinois forbedrede sig: han var pludselig blandt feltets bedste bjergryttere, og enkelstarten havde også fået et gedigent nøk opad.

Den første lille indikation på, at Vande Velde måske havde noget skjult potentiale kom hos det danske mandskab, hvor Vande Velde første gang lugtede sejres sødme, da han tilkæmpede sig en beskeden sejr i Luxembourg Rundt. Jonathan Vaughters, der havde kørt sammen med Vande Velde i US Postal dagene, så potentiale i Vande Velde, og bragte ham over som kaptajn til sit uprøvede Garmin-Slipstream mandskab fra 2008.

Bag Vande Veldes uventede transformation - har Vaughters og Vande Velde siden forklaret - lå et helt holds opbakning; et hidtil uset og uudnyttet potentiale; samt et nøje konstrueret trænings- og løbsprogram. Vande Velde har stadig holdets opbakning og fysiske potentiale, men Vande Velde og Vaughters har ikke haft held med at genskabe den samme optakt som i fjor. Den 33-årige amerikaners optimale forberedelser blev forpurret af et voldsomt styrt under Giro d’Italia, med flere ribbensbrud til følge. Siden har Vande Velde kæmpet med formen, og selvom han under Schweiz Rundt viste beskeden fremgang, så virkede han langt fra topformen.

Derfor kan Vande Velde kun betragtes som en farlig outsider. I topform ville Monaco-enkelstarten have passet ham perfekt, men i stedet skal Vande Velde håbe på, at han langsomt kan køre sig ind i løbet. Rammer han formen, vil han i denne omgang stole mere på sig selv – måske endda nok til at angribe – ligesom han efter holdløbet kan forvente et godt udgangspunkt før bjergene, hvor han endelig skal bevise, at der ikke er tale om et one-hit-wonder.