Tour de Pologne-analyse: Den ligegyldige massespurt

Egentlig skulle denne analyse have handlet om Fabio Jakobsen og Pascal Ackermann. Om, hvordan vi endelig fik en indikation af et svar på spørgsmålet, om hvem af de to sprinterkometer der er den hurtigste. Om hvordan samme Jakobsen atter må indse, at han som sprinter har sine mangler i positionskampen, mens Ackermann med hjælp fra Rudiger Selig er som en fisk i vandet i de hektiske finaler. Og om at Fernando Gaviria synes at have mistet den næse for positionering, som ellers tidligere var hans styrke, og at Danny Van Poppel endelig synes at være på vej tilbage efter et svært forår.

Konklusionerne vrimlede allerede rundt i mit hoved i minutterne efter den hæsblæsende massespurt i Zabrze, der havde leveret en hel stribe af de svar, jeg efterlyste i tidligere analyser, og på lange stræk bekræftede de tendenser, der havde gjort sig gældende på løbets første sprinteretaper. Analysen havde faktisk allerede taget så meget form inde i mit hoved, at den mere eller mindre var klar til at blive nedfældet på papir, og jeg skulle egentlig bare runde min live-opdatering af, inden jeg kunne lukke ned for tre dages sprinterfestival med at tegne et billede af sprintertalenternes hierarki, styrker og svaghed og bruge de seneste dages massespurter til at se frem mod Vueltaens spurtopgør, hvor både Jakobsen og Gaviria ventes at blive hovedaktører.

Med ét blev tankerækken imidlertid afbrudt og alle overvejelserne afløst af en tom følelse, der gjorde mig næsten helt flov over, at jeg i de forløbne minutter havde glemt alt om, at Bjorg Lambrecht tidligere på dagen havde været involveret i et styrt. Et kortfattet link blev af en bruger sendt til mig via Feltet.dks spørgesektion, og bare et enkelt klik senere var adrenalinrusen fra sprintergiganternes kamp erstattet af en stor klump i maven. Det på overfladen så harmløse link, der på ingen måde gav indikation af, hvad der ventede, ledte nemlig direkte til en polsk nyhedsside, der som den første berettede om, at Lambrechts styrt ikke blot var alvorligt, som det i første omgang forlød, men havde så tragiske konsekvenser, at den på papiret så ligegyldige sprinteretape for altid vil stå mejslet i hukommelsen hos alle os, der fulgte med fra sidelinjen denne mandag i august.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

I de mellemliggende timer har det været umuligt at samle tankerne om nogets om helst. De første timer var præget af chok og medfølelse, der gjorde det komplet håbløst at samle sig om at skrive noget som helst. Men nøjagtigt, som det har været tilfældet for arrangørerne af Tour de Pologne, meldte virkeligheden sig hurtigt igen, og mens polakkerne har skullet overveje, hvorvidt deres arrangement overhovedet skulle fortsætte, har jeg gået som katten om den varme grød og forsøgt at finde ud af, om det ville give mening at skrive ét eneste sammenhængende ord om dagens tragiske etape på en måde, så det ikke ville antage et præg af koldsindet kynisme.

Polakkerne er endt med samme fornuftige løsning, som Giro-arrangørerne fandt frem til, da Wouter Weylandt omkom under den italienske grand tour for et lille årti siden. Dengang blev den efterfølgende etape neutraliseret og afviklet som en mindeparade, hvor belgierens Leopard-Trek-holdkammerater fik lov at rulle først over stregen sammen med Weylandts nære ven, Tyler Farrar, og på samme måde vil morgendagens 4. etape tage form som en mindeparade til ære for Lambrect, der vil blive husket af et samlet felt ført an af Lotto-mandskabet, hvis det belgiske hold kan mobilisere kræfterne og overskuddet til at forblive i Polen i yderligere et døgns tid. Herefter vil cykelløbet gå videre og blive afviklet præcis, som Lambrecht formentlig ville have ønsket det, hvis han på nogen måde havde kunnet givet sit besyv med, og de afsluttende tre etaper vil alle blive afviklet på den sportslige facon, det oprindeligt var tiltænkt.

På sin vis er det passende, at det netop er tirsdagens etape, der vil tage form som en hyldest til Lambrecht Stortalentet var nemlig kommet til Østeuropa som et brandvarmt bud på en samlet vinder af det polske løb, der alle dage har været et sted, hvor stortalenter har fejret deres første store triumfer. Det var her, en ung Dan Martin i 2010 tog sin første store etapeløbssejr. Det var her, Peter Sagan i 2011 fortsatte sin kometagtige entre på den internationale scene ved i sin anden sæson at vinde et stort etapeløb på WorldTouren. Det har her supertalenterne Moreno Moser og Michal Kwiatkowski udkæmpede et mindeværdigt opgør om fremtidens cykeltrone på de stejle polske stigninger i 2012. Det var her, Ion Izagirre for første gang viste, at han havde potentialet til at blive en af verdens bedste i ugelange etapeløb. Og det var her Dylan Teuns for to år siden bragede ind på den internationale cykelscene ved at sejre i det polske etapeløb som led i en drømmesommer, hvor han på mindre end en måned vandt ikke færre end tre store etapeløb.

Hvis alt var gået vel, kunne vi måske have føjet Lambrecht til den liste. Da jeg i sidste uge skrev optakt til løbet, havde jeg faktisk en overgang placeret den unge belgier som favorit til at vinde hele skidtet. Efter et magisk forår, hvor han havde lagt en lidt svær første professionel sæson bag sig og med tre top 6-placeringer i Brabantse Pijl, Amstel Gold Race og Fleche Wallonne dokumenteret, at hans forrygende U23-resultater ikke var noget tilfælde, stod det nemlig klart, at det blot var et spørgsmål om måneder snarere end år, inden den første WorldTour-sejr ville komme på cv’et. Og hvis der var et løb, der lå til Lambrechts højreben, var det lige netop Tour de Pologne, der med sine eksplosive stigninger er som skabt til en superpuncheur af hans støbning. Og hvad ville være mere passende, end at Lambrecht tog sin første store triumf i løbet, der om noget er talenternes holdeplads, og hvor hans landsmand Teuns blot to år tidligere havde gjort nøjagtig det samme?

I sidste ende betød den desværre lidt svingende form og ærgerlige ustabilitet, at Lambrecht gled ned på en fjerdeplads på favoritlisten, men det kan ændre på, at tirsdag meget vel kunne være endt som hans dag af helt andre og langt mere positive årsager end dem, der nu er grunden til, at den 6. august vil stå i hans tegn. Morgendagens mur i det sydlige Polen så nærmest ud til at være designet af Lambrecht selv. For blot fire måneder siden blev den unge belgier nr. 4 på Mur de Huy i Fleche Wallonne, hvor lignende stejle procenter altid er rammen om et af forårets højdepunkter, og for godt et år siden spurtede Lambrecht sig til sejr på kongeetapen i Tour des Fjords på de lidt mere moderate procenter, der udgjorde den sidste del af 4. etapes finale. Med andre ord besad Lambrecht præcis de kvaliteter, der skulle til for som den første at krydse stregen i Kocierz tirsdag eftermiddag.

Desværre bliver det ikke ham selv, men formentlig i stedet hans holdkammerater, der vil sørge for, at det alligevel bliver en Lotto-trøje, der først når toppen af den polske mur. På den måde kan etapeafslutningen blive så tyk af symbolik, at det næsten ikke er til at bære. Hvor havde han fortjent at sætte Diego Ulissi, Sergio Higuita, Davide Formolo, Miguel Angel Lopez og Rafal Majka til vægs lige præcis i den afslutning og dermed dokumentere over for os alle, at den næste belgiske ardennerspecialist var født. Og hvor havde han dog fortjent at realisere de drømme, der må være blevet vakt yderligere til live efter et forår, hvor han fik vist, at det ikke er uden grund, at han som U23-rytter vandt Liege-Bastogne-Liege, blev nr. 2 i tre af de fire største bjergrige ungdomsetapeløb og vandt sølv ved sidste års klatrervenlige VM i Østrig. Og hvor havde hele cykelverdenen fortjent at lære denne unge belgier bedre at kende, for ikke blot var Matchbox, som holdkammeraterne kaldte ham, en hamrende dygtig cykelrytter, han var også et yderst sympatisk og meget behageligt bekendtskab.

Det havde jeg selv fornøjelsen af at opleve ved sidste års VM. Her trak jeg ham nemlig til side efter pressekonferencen ved et løb, hvor han netop havde sikret sig en sølvmedalje, og hvor han ubetinget havde været stærkeste, men desværre ikke klogeste rytter. Her mødte jeg en ydmyg og reflekteret fyr, der var helt bevidst om egne evner og begrænsninger, og som jeg efter samtalen kunne unde al den succes, som det enorme talent kunne afstedkomme.

Vi fik en god snak om de fremtidige muligheder. Om hvorvidt han skulle satse fuldt ud på klassikerne og de forrygende evner som puncheur, eller om han skulle gå efter grand tours og etapeløb, som hans 2. plads i Tour de l’Avenir kunne inspirere til at satse på. Selv var han i tvivl om, hvilken retning karrieren ville tage, og det samme var jeg. I første omgang gav han udtryk for, at klassikere og eksplosive finaler ville være hans fokusområde, men han udelukkede ikke, at tre uger lange etapeløb måske kunne blive et fokusområde i fremtiden. Og derfor rundede jeg min artikel af om sølvmedaljevinderen af med følgende konstatering: ”I dag viste han i hvert fald, at hans potentiale i de kuperede klassikere er stort. Fremtiden må vise, om han kan brede paletten ud til at omfatte mere også på allerhøjeste niveau.”

Desværre blev den fremtid så kort, at vi aldrig fik svaret på det spørgsmål. Fra i dag vil Lambrecht altid fremstå som talentet, der aldrig fik lov at indfri et potentiale, der eller syntes at kunne have ført ham så langt. Der var for pokker da en grund til, at det var ham, der endte lige bag en vis Egan Bernal i 2017-udgaven af Tour de l’Avenir. Og når man ser, hvordan sidste måneds Tour de France forløb, er det svært at rumme al den urimelighed, som har frarøvet Lambrecht muligheden for at forsøge at opnå i hvert fald dele af den succes, det colombianske fænomen har udsigt til i de kommende år.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Men først og fremmest er tabet menneskeligt. Det sportslige vil altid komme i anden række, og i dag er det derfor først og fremmest Lambrechts familie, venner og holdkammerater, man skal have medfølelse med. Derfor er det heller ikke dagen at bruge mange kræfter at reflektere over det sprinterbrag, der udspillede sig i sekunderne inden de tragiske meldinger udgik fra et polsk hospital og fandt vej til de polske medier.

Jeg lover at bruge masser af tid på ved senere lejligheder at reflektere over, at Jakobsen i dag bekræftede tesen om, at han er hurtigere end Ackermann, men at dagens deklassering var symptomatisk for de positioneringsproblemer, der synes lige nu at være den største forhindring i kampen mod tyskeren om den fremtidige sprintertrone. Heldigvis kommer der utvivlsomt masser af muligheder for den slags refleksioner også i den nærmeste fremtid, men i dag hører de sig ikke til. Lige nu fremstår massespurten trods sin store dramatik nemlig som noget af det mest ligegyldige, der fandt sted på de polske landeveje denne eftermiddag.

Mandag og tirsdag tilhører kun Bjorg Lambrecht. I hans sted vil det forhåbentlig være hans holdkammerater, der fører Lotto-trøjen først op ad den polske mur i morgen som et billede på den storslåede karriere, som supertalentet havde fortjent, og som meget vel for alvor kunne have taget fart netop på de veje, der nu i stedet bliver rammen om et trist og dybt urimeligt farvel til en glad belgisk dreng, der både var en fremragende cykelrytter og et på alle måder sympatisk og imødekommende menneske.