Tour de Pologne-analyse: På rette sted på rette tidspunkt

En succesfuld cykelkarriere handler ikke altid bare om gode ben. Det handler også om at være på det rette sted på det rette tidspunkt og gribe de pludselige chancer, der måtte opstå undervejs. Eksempelvis er det vel de færreste, der vil betvivle, at Mikel Landa havde haft et betydeligt smukkere generalieblad, hvis ikke han havde været så pokkers uheldig med nærmest klinisk præcision altid at havne på et grand tour-hold, hvor han enten var næstbedste mand eller låst af et hierarki, som tilsyneladende ikke lod sig ændre.

Noget kunne tyde på, at Luka Mezgec lige nu er på det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt. Allerede i analysen i søndags nævnte jeg, hvordan en ung udgave af sloveneren lignede en sand komet, da han i 2014 vandt ikke færre end fem gange på WorldTouren og blandt andet tog lidt af en skalp, da han sejrede i den afsluttende massespurt i den Giro, der blev vundet af Nairo Quintana. Desværre var hans sidste sejr i Tour of Beijing indtil i søndags også hans seneste på højeste niveau, og i de mellemliggende år har han måttet tage til takke med mere perifere sejre, hovedsageligt på sin slovenske hjemmebane ved enten Tour de Slovenie eller de slovenske mesterskaber.

Det åbenlyse fravær af resultater betød også, at både hans gamle hold, der i dag kendes under navnet Sunweb, og han selv hurtigt indså, at han nok aldrig blev den holdbare sprintertype, som de tre sejre i hans suveræne Volta a Catalunya ellers havde antydet. I stedet accepterede han tilbuddet om at komme til sit nuværende Mitchelton-Scott-hold som en vigtig brik i det lead-out-tog, australierne var ved at bygge op om Caleb Ewan, som var udset til at blive en væsentlig lederskikkelse på sit hjemmebanemandskab. Den opgave udførte han i et par år på et højt niveau, men det betød også, at det hørte til sjældenhederne, at han fik personlige chancer uden for hjemlandet. Og når han endelig gjorde, stod det også klart, at hurtigheden altså ikke var, hvad den engang var.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Men så indtraf en hel serie af omstændigheder, der betyder, at Mezgec nu pludselig kan befinde sig i en rolle, hvor han i 2020 kan øge sin sejrskonto markant og faktisk indtage en ledende rolle på et af sportens mest succesrige mandskaber. Første trin i raketten var, at Yates-brødrene Adam og Simon samt Esteban Chaves lynhurtigt fik så megen succes, at Mitchelton fik smag for klassementet i grand tours og stille og roligt kørte Ewan så meget ud på et sidespor, at det endte i en yderst bitter skilsmisse mellem de to parter. Det førte allerede sidste efterår, hvor Ewan knap fik lov at køre cykelløb for holdet, til, at Mezgec fik lidt flere muligheder end vanligt, men desværre for ham var Matteo Trentin i mellemtiden kommet til. Derfor endte han i stedet i en rolle som sidste mand for europamesteren, en opgave han udførte til UG, da han blandt andet hjalp sin italienske holdkammerat til sejr i sidste års Tour of Guangxi og til to tidlige triumfer i Ruta del Sol i løbet af årets fabelagtige sæsonstart fra den stadig mere succesrige italiener.

Den rolle havde han egentlig også udsigt til at skulle spille næste år - i hvert fald lige indtil Trentin, der ikke selv havde planer om at skifte hold, fik et opkald fra CCC-chef Jim Ochowicz, der er på desperat jagt efter et par stjerner, der med god hjælp fra en masse polske sponsorkroner kan tilføre liv til hans mildt sagt profilfattige orangeklædte hold. Muligheden for at være kaptajn på et hold, der i etapeløb alene jagter etapesejre, var for god til at lade gå fra sig. Og vupti! Med ét befinder Mezgec sig nu som den eneste sprinter på et Mitchelton-hold, hvor han alene var tiltænkt en hjælperrolle.

Nu er det ikke altid bare nok at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Hvis ikke man lynhurtigt griber mulighederne, kan man hurtigt glide ned i hierarkiet. Derfor er det også så heldigt, at Trentins exit pudsigt nok falder sammen med, at Mezgec tilsyneladende fem år efter den første har fundet sin anden ungdom, og efter dagens dybt imponerende spurtsejr på den hårde bakke i Bielsko-Biala i Tour de Pologne på bare fire dage har spurtet sig til sejr to gange og dermed pludselig genstartet den lavine af WorldTour-triumfer, som ellers var endt så brat i efteråret 2014. Med ét kan Mezgec nu se frem til at få en relativt beskyttet rolle på et Vuelta-mandskab, der i første omgang er bygget op om Esteban Chaves, men hvor usikkerhed om colombianerens niveau efter sin lange sygdomsperiode formentlig vil føre til, at der gives lidt ekstra frihed til andre ryttere. Og her står Mezgec først for som en af dem, der kan udnytte den mulighed.

Formen synes i hvert fald at være bedre end nogensinde. Mens Mezgec talrige gange har vist, at han i klassiske massespurter slet ikke er hurtig nok, som vi i år har set det i UAE Tour, Driedaagse De Panne, Tour of Norway og Criterium du Dauphiné, hvor han i til tider endda ret svage sprinterfelter slet ikke har været i nærheden af de bedste. Til gengæld har han igen fået smag på at afslutte efter hårde dage, og nu synes han at være på vej til at finde tilbage til den rolle, der gav ham de tre flotte sejre i Catalonien for nu fem år siden.

De første små tegn kom allerede i Tour de Slovenie, hvor han imponerede med sin klatring på en 2. etape, hvor han siden relativt nemt kunne sætte de lette drenge til vægs i spurten, og hvor han på den hårde 5. etape desværre måtte sande, at den endnu hurtigere Giacomo Nizzolo også havde overlevet bakkerne. Det er dog efter sommerpausen, at han for alvor har foldet sig ud og med sin kørsel i Polen vist, at han fortjener en fremtrædende rolle på de hårde sprinteretaper i en Vuelta, hvor et meget stærkt sprinterfelt dog vil gøre det umuligt at vise sig frem på de fladeste etaper.

Til gengæld kan han blive livsfarlig, når terrænet er hårdt. Hvor søndagens sejr i den meget specielle og lynhurtige faldende spurt i Katowice alene handlede om timing og snilde, blev der i dag ikke delt gaver ud på den knaldhårde bakke i Bielsko-Biala. Her var det nemlig benene, der talte, som blandt andre Pascal Ackermann og Ben Swift måtte sande, da der blev åbnet op på de seneste meter. Og dem ikke blot havde Mezgec - de var også så gode, at han var helt suveræn, da han krydsede stregen som første mand.

Sejren markerer endda lidt et nybrud for Mezgec. Hidtil har hans speciale været at kæmpe sig over hårde stigninger og derefter spurte på flad vej. Det var sådan, han vandt sine første sejre i Catalonien og i de senere år har vundet i Slovenien. Til gengæld har han ikke vist meget i stigende spurter og puncheurfinaler, men noget kunne tyde på, at han måske skal til at rette fokus i den retning også.

Hans manglende resultater i den slags afslutninger fik imidlertid mig til at ryste voldsomt på hovedet, da Mitchelton i dag for andet år i træk satte sig frem for at lægge pres på, da feltet efter nogle flade dage endelig ramte den første kategori 1-stigning. I første omgang kunne det ligne et forsøg på at sætte den ret hurtige Nicolas Schultz op til en spurt, men den teori faldt hurtigt til jorden, da australieren sammen med Tsgabu Grmay faktisk var givet opgaven at stå for det hårde føringsarbejde. Dermed stod det klart, at det kun kunne være Mezgec, der havde meldt om gode ben, men det virkede nu en kende optimistiske i lyset af det ret stærke felt af puncheurs og bakkestærke sprintere, det polske løb har samlet.

Mitchelton insisterede imidlertid. Efter den hårde forcering på bakken sendte de Grmay i offensiven, så han sammen med Matej Mohoric og Simon Geschke kunne udgøre en stærk trio, som med et forspring på mere end 30 sekunder kortvarigt så ud til at kunne snyde sprinterne. Det tvang Bora og Deceuninck til at føre så knaldhårdt for hhv. Ackermann og Petr Vakoc, at det ret store felt, der i første omgang havde overlevet den lange stigning over de tre omgange på rundstrækningen stille og roligt blev barberet ned til kun godt 70 mand. Og blandt dem sad Mezgec sikkert helt i front på hjul af det Ineos-mandskab, der mod slutningen overtog initiativet i deres forsøg på at sætte formstærke og genfødte Swift op til sejr.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Allerede her stod det klart, at Mitcheltons tiltro til Mezgec måske ikke var helt dum. Det hårde tempo på bakken betød nemlig, at det kun var med gode ben, at man kunne sikre sig en plads i forreste del af det langstrakte felt. Og tilsyneladende havde Mezgec igen problemer med at holde fast i Swifts eftertragtede baghjul, selvom blandt andre Ackermann, hvis hold med kun begrænset hjælp fra Deceuninck havde kontrolleret hele etapen i håb om, at tyskeren kunne forvandle sidste års 4. plads til en sejr, slet ikke havde kræfterne til at bringe sig frem i forreste del af feltet.

Det havde Mezgec derimod, og selvom et stærkt angreb fra to af løbets favoritter i form af Miguel Angel Lopez og Davide Formolo tvang Ineos til at åbne for gassen med Vasil Kiryienka, Michal Golas, Salvatore Puccio og Owain Doull, inden Tao Geoghegan Hart leverede et fabelagtigt lead-out, som Swift ikke kunne have ønsket sig bedre, havde Mezgec alligevel overskud til at fyre en spurt af, så det sang i hele den sydlige del af Polen. Benene var så gode, at det var ham, der tog initiativ, da Geoghegan Hart endelig begyndte at tabe fart, og selvom både Vakoc og Swift, som sad på hver sin side af ham, begge åbnede stort set samtidig, var de ikke i nærheden af at matche Mezgec.

Sejren var så overlegen, at det må give smag på mere. Og måske skyldes hans manglende resultater i denne typer finaler i virkeligheden, at han bare har været på det forkerte hold. Med holdkammerater som Michael Matthews, Simon Gerrans, Michael Albasini, Daryl Impey og Trentin er det i hvert fald ikke mærkeligt, at det har været svært for Mezgec at få lov at køre disse afslutninger, og noget kunne tyde på, at han har et hidtil skjult talent, som hans øvrige karakteristika da også burde antyde, at han har. Faktisk gav han allerede en lille antydning af det, da han tidligere i år blev nr. 5 på Hatta Dam i UAE Tour - et resultat, jeg helt havde glemt i det mylder af resultater, som vælter ind i løbet af en lang cykelsæson - og det er noget, han nu kan få lejlighed til at dyrke i fremtiden, hvor Impey vil være den eneste tilbageværende af de mange superpuncheurs, som Mitchelton-Scott-mandskabet har haft i de seneste år.

Det er dog ikke helt sikkert, at Mezgec faktisk var bedste mand i dag. Eduard Prades må i hvert fald ærgre sig gul og grøn over, at han ikke havde fået tilkæmpet sig en bedre position i bunden af bakken. Selvom spanieren måtte zigzagge sig vej gennem det mylder af ryttere, der eksploderede i syre på den hårde polske bakke, kom han mod slutningen blæsende med en fart, som i hvert fald var højere end Mezgecs. Naturligvis havde han modsat sloveneren fordel af ikke at skulle spurte i den direkte modvind, men Prades’ spurt var i hvert fald så imponerende, at udkommet ikke havde været givet, hvis han havde holdt sig til i front.

Desværre er det ikke første gang, det sker. Faktisk er det en kedelig tendens, at Prades er så begrænset i positionskampen, at han har et generalieblad, som slet ikke afspejler, hvor god en puncheur han egentlig er. Det er således slet ikke tilfældigt, at han først som 31-årig forud for denne sæson fik chancen på WorldTouren, og at han forud for 2018-sæsonen faktisk så ud til at måtte ende sin karriere, da ingen tilsyneladende viste interesse i hans talent.

Heldigvis gav Euskadi-Murias ham en livline, som han til fulde drog fordel af i et jubelår, hvor han tog samlede sejre i Tour of Turkey, der som bekendt er et WorldTour-løb, og Tour of Norway og blev nr. 2 bag Greg Van Avermaet i Tour de Yorkshire. Det var de resultater, der åbnede døren på klem hos Movistar, men desværre har han i år slet ikke været på samme niveau. Nok lagde han stærkt fra land ved at spurte sig til en etapesejr i Provence i februar, og nok endte han som samlet vinder i Aragonien, men trods relativt meget spillerum på det ellers stjernebesatte hold, har Prades slet ikke været på samme niveau som i 2018. Nu kan man håbe, at dagens resultat er udtryk for, at han har genfundet sit tårnhøje niveau fra sidste år - og hvis Movistar så også kan lære ham at positionere sig, kan også han ende med at befinde sig på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, nu hvor Movistar stille og roligt er ved at blive lænset for profiler.

I det hele taget var det genfødslernes onsdag. Nok kunne Swift ikke omsætte Ineos’ flotte forarbejde til sejr, men med en 3. plads fik briten igen sat en fed streg under, at det var en god ide for ham at komme hjem til Storbritannien. Efter to år på et UAE-hold, der bragte ham så langt ud mod en deroute, at han lignede en mand på vej mod et karrierestop, har han siden et Tour de Suisse, hvor han igen klatrede, som da han blev nr. 2 på Alpe d’Huez for et par år siden, igen været den fantastiske rytter, han engang var. Siden blev han på suveræn vis britisk mester, og i dag spurtede han sig så til en 3. plads på WorldTour-niveau. Og med tanke på, at han ligesom Mezgec hidtil har specialiseret sig i flade spurter efter hårde dage, er det faktisk ikke noget ringe udkomme af dagens strabadser.

Det er 4. pladsen til Vakoc bestemt heller ikke. Allerede da Deceuninck mod slutningen satte Pieter Serry og siden Remi Cavagna frem for at føre, kunne man ikke undgå at blive helt varm om hjertet. På en etape, der utvivlsomt ville være for hård for Fabio Jakobsen, kunne det nemlig kun betyde, at Vakoc endelig var klar til igen at blande sig i front, efter at et grimt styrt i Sydafrika i begyndelsen af 2018 havde bragt hans karriere alvorligt i fare. Faktisk tog det ham et helt år at vende tilbage til konkurrence, og i dag var han så endelig klar til også at køre for et personligt resultat, endda på WorldTouren. Længe så det ud til, at han aldrig ville blive sig selv igen, men efter i dag kan man have et berettiget håb om, at vi igen får at se, hvorfor han for et par år siden med sin sejr i Brabantse Pijl etablerede sig som et af de mest brandvarme talenter.

Etapen bød også på flere vindere. Eksempelvis var det godt at se det stagnerede talent Chris Hamilton, som ellers ikke er specielt eksplosiv, med en 9. plads vise, at den flotte kørsel i Australien i foråret måske er en indikation på, at han endelig er klar til at vise sig på højeste niveau. Og endnu mere opløftende var det at se Marc Sarreau som den eneste relativt klassiske sprinter klemme sig ind i top 10. Nok har vi i de franske løb set, at han har opnået en helt ny robusthed, men der er stadig langt til derfra at vise det på en WorldTour-etape, hvor alle de på papiret mere holdbare folk som Ackermann og Clement Venturini kom til kort. Det har taget lidt tid at overføre resultaterne fra mindre franske begivenheder til den store scene, men nu synes Sarreau langsomt at være der.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Til gengæld måtte Ackermann sande, at han ikke har samme ben som sidste år. Dengang blev det til en 4. plads i en umiddelbart endnu hårdere kørt finale, men denne gang manglede han overskuddet til blot at holde sig fremme, da Ineos åbnede for gassen. En 20. plads og et trøjeforsvar er bestemt ikke ringe for en stor fyr som Ackermann, men noget kunne tyde på, at han enten ikke helt har samme klatrestyrke eller samme form, som han havde sidste år.

I det hele taget er det sjovt at sammenligne resultatet med det fra 2018, hvor suveræne Michal Kwiatkowski knuste rivalerne. Dengang blev Enrico Battaglin og Enrico Gasparotto hhv. nr. 3 og 5 i præcis samme finale, mens de i dag blot blev nr. 7 og 11. For 12 måneder siden kørte de imidlertid også for hhv. Jumbo og Bahrain-Merida, mens de nu kører for hhv. Katusha og Dimension Data - WorldTourens to suverænt mindst succesrige mandskaber. Måske er det et glimrende udtryk for, hvorfor det tilsyneladende bare ikke er en god ide at skifte til de to hold, som af uransagelige årsager slet ikke er i stand til at få deres talent til at blomstre.

Har de gode ben, kan det ikke udelukkes, at Prades og Swift kan køre klassement i dette løb, men modsat sidste år var der ingen af favoritterne til den samlede sejr, som fik del i bonussekunderne. De lettere folk kom alle til kort, og det var også forventeligt på en dag, hvor modvinden ville favorisere de lettere folk. Alligevel kunne man aflæse enkelte tegn, som måske kan give en indikation af, hvem der vil gøre det godt, når de afgørende etaper afvikles de kommende to dage.

Mest positivt ser det ud for Pierre Latour. Sidste års vinder af Tourens hvide trøje har ellers haft et rædselsfuldt år, der er blevet lagt i ruiner af et styrt i Mellemøsten i februar, og som betød, at han var i så ringe form i juni, at Ag2r i sidste øjeblik tog ham af Tour-holdet. I dag endte han som nr. 5 i en afslutning, der bestemt ikke lå specielt godt til ham, ligesom han undervejs samlede et bonussekund op. Noget kunne tyde på, at franskmanden nærmer sig den guldform, han havde i juni og begyndelsen af Touren sidste år, og at han bliver værd at holde øje med i Vueltaen, hvor han endda vil have en friskhed, de færreste kan bryste sig af.

På samme måde fik Rafal Majka med en 6. plads i en finale, der bestemt ikke var hans, vist, at han er helt klar til at vinde på hjemmebanen. Det samme er hans medkaptajn Formolo, der ikke alene kørte med Lopez, men også havde overskud til alligevel at blive nr. 15. Hamilton ser skarp ud, og også Ion Izagirre holdt sig fint til i rollen som medkaptajn sammen med Lopez, som med sit angreb også fik sendt et fint signal. Spændende bliver det ligeledes at følge det unge Jumbo-mandskab, der havde Jonas Vingegaard, Neilson Powless og Antwan Tolhoek helt i front i en finale, der ellers ikke lå til deres højreben. Og så ser stabile Domenico Pozzovivo som altid ud til at være, hvor han skal, ligesom Geoghegan Hart leverede et lead-out, der kun kan skyldes glimrende form

Værre ser det ud for andre. Værst er det vel for Diego Ulissi, der burde have kørt med om sejren i denne afslutning, men som blot blev nr. 12 efter nærmest at have stået stille i spurten. Unge Sergio Higuita fik heller ikke vist meget af den hurtighed, vi så i Californien, ligesom Bob Jungels og James Knox trods en god position ved begyndelsen af bakken endte påfaldende langt tilbage. Det samme gjorde ellers hurtige og eksplosive Carlos Betancur. Og helt galt gik det for Amaro Antunes, der er gået helt i stå efter skiftet til CCC, Ben O’Connor, der atter tabte tid og er en skygge af det talent, der imponerede i Giroen sidste år, samt Simon Spilak, der fortsat må undre sig over, hvor de gamle superben fra storhedstiden er blevet af.

Alt sammen er det imidlertid blot små tegn. Neutraliseringen af gårsdagens etape betyder, at vi fortsat er på relativt bar bund i forhold til at vurdere styrkeforholdet mellem favoritterne, og man skal passe på med at overfortolke en stigende spurt som denne. De første virkelige svar får vi først i morgen, når det gælder den første af de to afgørende etaper. Til gengæld bliver der heller ikke mange chancer for at føle hinanden an, for uden 4. etape og med en usædvanligt let udgave af den afsluttende etape kan det meget vel vise sig, at det er torsdagens etape, der vil bestemme vinderen af årets udgave af Tour de Pologne.

Hvem det bliver er stadig helt åbent, men Mezgec bliver det ikke. Heldigvis er cykelsporten så herligt skruet sammen, at der ikke kun er én vinder. Og når regnebrættet fredag skal gøres op, vil det i hvert fald stå klart, at sloveneren er en af løbets store sejrherrer. Trentins exit er tilsyneladende en appelsin, der er faldet ned i han turban, og med de resultater, han er begyndt at levere, ser det pludselig ud til, at manden, der bare skulle være Ewans lead-out man pludselig står til en nøglerolle på et af sportens bedste mandskaber. Og måske vil det allerede komme til udtryk, når der om et par uger åbnes op for tre ugers spansk cykelfest.