Tour de Romandie-analyse: Giro-favorittens træningstur og Tour-kongens genfødsel

Der er ryttere, der gennem hele karrieren drømmer om at vinde et WorldTour-løb. De udgør langt hovedparten af feltet og udgør gruppen af ryttere, som de er flest. Mange går sejrsløse igennem en hel karriere, og det er kun de færreste, der nogensinde får indfriet ambitionen om endda at sejre i et løb i en sportens fineste serie.

Og så er de andre. De unikke talenter, til hvem sejrene også på den største scene nærmest kommer af sig selv. De helt særlige ryttere, der med Peter Sagan som det vel mest lysende eksempel kører med om sejren også på WorldTouren lige fra første færd.

Et sådant fænomen er Primoz Roglic. Manden, der startede sin karriere som skihopper og nærmest ved et tilfælde endte som cykelrytter. Manden, der trods sin begrænsede erfaring vandt Slovenien Rundt i 2015, og som derved sikrede sig adgang til WorldTouren. Manden, der i sin første Giro ved det, som lignede endnu et tilfælde, blev nr. 1 og 2 på de to enkeltstarter. Og manden, der efter at have vundet en etape i sin første Tour, i sit første forsøg som klassementsrytter endte som nr. 4 i verdens største cykelløb efter et forår, hvor han havde vundet næsten alt, han havde rørt ved.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

I denne uge er han så i gang med igen at vise, at han er noget helt særligt. Jumbo har demonstrativt insisteret på, at Steven Kruijswijk er holdets kaptajn, og at Roglic trods sin status som forsvarende mester alene er i Schweiz for at træne til Giroen, og den rolle synes han egentlig at have taget på sig. Selvom billederne ikke viste det helt tydeligt, så det nemlig ud til, at han på dagens knaldhårde 1. etape kørte sig helt i hegnet for sin holdkammerat, da Geraint Thomas, Emanuel Buchmann, Michael Woods og David Gaudu højst overraskende var ved at sende hollænderne ud af kampen om den samlede sejr. I hvert fald var han ved at blive sat fra favoritgruppen, da kameraerne endelig efter en længere pause atter rettede fokus mod forfølgergruppen, og det kan næsten kun forklares med, at Roglic forinden på den sidste bakke havde ofret sig 100% for Kruijswijk.

Der er bare det med folk som Roglic, at de kan vinde, selvom de bare er på træningstur. I går var han bare 0,3 sekund fra at sejre på prologen, og i dag var han der så igen, da han trak endnu et våben op af sit alsidige arsenal i den spurt mellem feltets klatrere, der afgjorde dagens etape. Trods sine anstrengelser tidligere på etapen havde han alligevel overskud til at overspurte alle rivalerne og sætte 10 vigtige bonussekunder ind på kontoen og dermed sætte sig tungt på den førertrøje, han senest kørte i, da han for 12 måneder siden fik skovlen under Egan Bernal i en mindeværdig duel. Samtidig kan han nu se tilbage på 16 løbsdage, der indtil nu har budt på tre 1. pladser, fire 2. pladser, to tredjepladser, en 7. plads og en 11. plads samt samlede sejre i begge sine etapeløb, og det er således kun på sine massespurter, hvor han er blevet hhv. nr. 26, 26, 38, 38 og 40, at han ikke har været med helt i front. Det siger meget om slovenerens tårnhøje klasse og enorme alsidighed.

Med dagens sejr har han nu lagt løbet i et jerngreb, men spørgsmålet er stadig, om han vitterligt slet ikke tænker på at forsvare sidste års titel. I sit vinderinterviews udelukkede han bestemt ikke muligheden for at gå efter den samlede, men da kommentarerne havde været en tur gennem Jumbos pressetjeneste, var han igen fuldstændig i sin opbakning til Kruijswijk. I dag kørte han også helt loyalt som hjælperytter, men alene det forhold, at han kastede sig ud i den hæsblæsende spurt kunne indikere, at han også har visse personlige ambitioner.

Og noget kunne tyde på, at det er Roglic, der skal slå til, hvis hollænderne skal ende øverst på podiet. Det var nemlig svært bekymrende, at Kruijswijk ikke var i stand til at svare, da Thomas åbnede ballet på den lille mur i finalen. Her var det i første omgang kun Gaudu, der kunne svare, og Kruijswijk var heller ikke med, da Woods senere kørte alene op. Den ellers normalt så stabile hollænder så heller ikke ud til at have diamanter i benene, da han efter en hård føring var ved at blive sat af, og da han modsat Roglic skal køre fra Thomas inden enkeltstarten, hvis han vil have en chance for at vinde samlet, er der ikke just meget, der tyder på, at Jumbo kan forsvare titlen, hvis de holder fast i det nuværende hierarki.

Dagens positive oplevelse var nemlig at se, at Thomas endelig har fået kørt efterårets mange flødekager af sig og omsider er blevet konkurrencedygtig igen. Waliseren var nemlig i et overdådigt kørehumør, der først gav sig udslag i det stærke angreb på den sidste mur, hvor han efterfølgende var den klart mest generøse i føringsarbejdet, og siden i et meget kraftfuldt sidste forsøg under den røde flamme, hvor han var ganske tæt på at løbe med det hele. For første gang i år ligner Thomas den Tour-konge, han jo vitterligt er, og da han har enkeltstarten som et skræmmende våben, kunne meget tyde på, at løbet kan blive det ønskede opgør mellem Giro-favoritten Roglic og den regerende Tour-vinder Thomas.

Det er ellers ikke, fordi det skorter på ryttere med god form. Buchmann viste igen, at han er en vidunderlig offensiv rytter, da han satsede stort med et fornemt angreb allerede mere end 20 km fra mål og endda undervejs var ved at gentage de store soloridt, han leverede først på Mallorca og senest med den fantastiske sejr på kongeetapen i Baskerlandet. Og unge Gaudu fik vist, at den lidt skuffende kørsel i Baskerlandet og Fleche Wallonne er lagt bag ham, og at han er klar til at bygge videre på den forrygende start i Emiraterne, da han få dage efter sin fornemme kørsel i Liege var eneste mand, der i første omgang kunne følge Thomas. Og Woods fik med sin fornemme opkørsel vist, at den form, han endelig fandt sidste søndag, fortsat er intakt, og at også han bliver en nøglefigur i dette løb.

Problemet for dem alle er bare, at de ikke kan køre enkeltstart, og selvom der venter flere stigninger på den eksplosive 3. etape, har de reelt kun 4. etape som en chance for at vinde tid inden søndag. Med tanke på den skræmmende styrke, Thomas i dag viste, og vindunderbarnet Roglics enorme stabilitet virker det trods alt ikke specielt realistisk, at de skulle kunne sætte tid nok i banken på Torgon-stigningen på lørdag.

I det hele taget gav etapen mange flere svar, end vi havde ventet. Allerede i optakten fremhævede jeg, at etapen formentlig ville være hårdere, end mange troede, og at det sandsynligvis var EF-mandskabet, der ville sætte gang i gaden. Amerikanerne er nemlig kommet til løbet med et superhold at klatrere, og når man har fem mand, der i realiteten kan køre klassement, skal man naturligvis udnytte enhver mulighed, terrænet byder.

En af dem kom i dag, og derfor var det herligt at se amerikanerne, der efter deres drømmestart strutter af selvtillid, gøre præcis det, jeg havde spået: lægge et knaldhårdt pres for at se, om det kunne skabe muligheder for offensiv kørsel. Det gjorde det heldigvis også, da Woods havnede i en kvartet, hvor han var den på papiret hurtigste, men desværre for ham lykkedes det Jumbo at få skabt samling. Og faktisk endte den ellers så underholdende strategi med at ramme dem lige i ansigtet, da holdets bedste temporytter, Daniel Martinez, lidt overraskende ikke kunne sidde med og dermed fortsatte de lidt kedelige tendenser fra Baskerlandet. Og da man slagtede den ellers enormt velkørende Hugh Carthy i forsøget, og heller ikke tempostærke Tanel Kanget sad med de bedste, står man nu kun med ét kort i kampen om den samlede sejr. Da Woods hører til blandt feltets mest temposvage, er det ikke just nogen trumf at sidde tilbage med.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Derudover var de fleste af de forventede navne med i front. Det gjaldt Rui Costa, der igen viste, at Schweiz har en magisk effekt på hans form, som landet tilsyneladende også har på Simon Spilak, der for første gang i en menneskealder viste sig frem forrest i et cykelløb. Her sad han sammen med en tilsyneladende meget velkørende Ilnur Zakarin, der angreb igen og igen i den afsluttende fase og ligner en mand, der kan rejse sig efter søndagens skuffelse. Sebastien Reichenbach bekræftede også de ganske lovende tendenser, han har vist for nyligt og giver dermed FDJ to spændende kort at spille, Guillaume Martin var med igen efter et fornemt Liege, Tyrkiet-vinderen Felix Grosschartner led, men kom alligevel med de bedste hjem, Jan Hirt bekræftede den genfødsel, han indledte i Tour of the Alps, og James Knox fik igen vist, at han er et mere og mere spændende navn.

Der var dog også overraskelser. Særligt var det helt uventet, at et Movistar-hold, der er kommet med en svag trup, var mest talrigt repræsenteret i finalen. Det var ikke overraskende, at Carlos Betancur, der vel næppe har været bedre i mange år, fulgte op på sin flotte prolog med fornem kørsel, der med lidt mere is i maven måske kunne have indbragt en spurtsejr. Mere uventet var det, at Winner Anacona og særligt det ellers fallerede talent Eduardo Sepulveda begge kunne holde sig til i en gruppe, hvor en fyr som Martinez altså ikke var med. Lige så opløftende var det at se veteranen Mathias Frank, der ellers ikke har vist meget i de senere år, holde sig til, ligesom en yderst velkørende Damien Howson leverede noget af det bedste, vi har set fra ham. Og allermest imponerende var det at se den tidligere langrendsløber Carl Fredrik Hagen, der ellers har skuffet i sæsonstarten og senest blev syg i Tyrkiet, endelig vise, hvorfor vi er mange, der har glædet os til at følge ham i den første sæson på WorldTouren.

Der var også skuffelser. Martinez var naturligvis den største, men også Remco Evenepoel fik sig lidt af en øjenåbner. Den ellers meget selvbevidste belgier måtte alligevel sande, at der er forskel på junior- og eliteklassen, da han for første gang blev kastet ud i et af sportens historiske løb. Det gik fint i det relativt ukomplicerede Tour of Turkey, men da han for første gang blev kastet ud i en knaldhård etape, hvor der blev kørt stærkt igennem en hel dag i bjergrigt terræn, rakte motoren altså ikke. Og i virkeligheden er det meget rart at se, at han trods alt ikke kan komme direkte fra juniorklassen og køre med hos verdenseliten på den helt store scene. Det modsatte havde nemlig været næsten skræmmende.

Det er nu ellers ikke, fordi det skorter på skræmmende magtdemonstrationer. Det var i hvert fald urovækkende for rivalerne at se, hvordan Tour-kongen Thomas for første gang viste, at der altså var en grund til, at han stod øverst på podiet i Paris. Og ikke mindst må det gøre næsten ondt at se, at vores slovenske skihopsfænomen kører så pokkers stærkt, at han vinder, selv når han angiveligt bare er på træningstur. Tænk, hvor modbydelig han bliver, når han i Italien om et par uger rent faktisk kører for at vinde. Man kan godt forstå, hvis Dumoulin, Bernal, Yates og co. begynder at ryste lidt i bukserne!