Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Tour de Suisse-analyse: Nu vinder Carapaz nok Touren...

Tour de Suisse-analyse: Nu vinder Carapaz nok Touren...

13. juni 2021 23:49Foto: Sirotti

I disse dage køres Tour de Suisse, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 8. etape.

Annonce

Det har altid været et vidt diskuteret emne, om Criterium du Dauphiné eller Tour de Suisse er den bedste forberedelse til Touren. Lige så diskuteret har det været, om man topper for tidligt, hvis man kører med om sejren i de to løb. Det franske løb har været placeret en uge tidligere, mens den schweiziske optakt frem til i år har varet hele ni dage mod de bare otte i Dauphiné. Dauphiné har ofte kunnet præsentere del af Tour-ruten som lokkemad, men til gengæld har Tour de Suisse historisk været rangeret som verdens fjerdemest prestigiøse etapeløb - måske mest af alt grundet en længde, der har givet det en særstatus i forhold til alle andre større etapeløb.

 

Nyere historie taler dog sit tydelige sprog. Hvis man ser på, hvem der faktisk stod på podiet i Paris med den gule trøje og således regner Alberto Contador som vinder af Touren i 2010, er billedet ret entydigt. I dette årtusinde er det kun sket to gange, at Tour-vinderen ikke har kørt i Frankrig, nemlig da Egan Bernal vandt i 2019, og Lance Armstrong sejrede i 2001. I begge tilfælde varmede de op til Tour-triumfen på de schweiziske landeveje, men alle øvrige Tour-vindere i årene mellem 2000 og 2020 havde Dauphiné i benene, da de stod øverst på podiet i Paris. Armstrong og Bernal er endda sammen med Eddy Merckx (selvfølgelig!) de eneste, der har vundet begge løb i samme år.

 

Billedet viser til gengæld også noget andet. Historisk har det vist sig at være en meget dum ide at være i for god form allerede i starten af juni, og faktisk er Dauphiné-Tour-doubler meget mere sjældne, end man skulle tro. Da Ineos-mandskabet blev skabt i 2010, var det faktisk kun lykkedes for Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003) at strække formen langt nok til at vinde begge løb, og den liste er så imponerende, at det tydeligt fremgår, hvor meget klasse den svære double kræver. Derfor var det i mange år konventionel logik, at god Dauphiné-form kunne være et dårligt varsel frem mod Touren, og Contador satte eksempelvis nærmest en ære i altid at stille til start i løbet med begrænsede ambitioner - selv i de år, hvor han var verdens i særklasse bedste etapeløbsrytter.

 

I de senere år har den logik imidlertid ændret sig. Ineos har brudt trenden og gjort det nærmest til en tradition at vinde begge løb. Det gjorde de først med Bradley Wiggins i 2012, og siden har de gentaget det med Chris Froome i 2013, 2015 og 2016 samt Geraint Thomas i 2018. Da Bernal i 2019 måtte acceptere, at Dauphiné naturligvis var Froomes domæne og i stedet blev henvist til Schweiz, lykkedes det ham som nævnt at vinde her i stedet, og han fortsatte senere på sommeren med at blive den første colombianske Tour-vinder nogensinde.

 

Mønsteret er faktisk helt entydigt. Ser man bort fra, at Wiggins i 2011 vandt Dauphiné, men senere styrtede ud af Touren, har Ineos vundet Touren hver eneste gang, de har vundet ét af de to forberedelsesløb. I 2017 kiksede Froome i Dauphiné for alligevel at vinde i Touren, og derfor har en forberedelsessejr ikke været en forudsætning for Tour-triumf, men siden 2012 har billedet været det samme: hvis Ineos vinder et af de to store WorldTour-løb i juni, vinder de Touren med samme rytter!

 

Den trend vil blive brudt i år. For første gang er det lykkedes for briterne at vinde begge de to løb - hvilket siger alt om den uhyggelige bredde, de har opnået efter den voldsomme oprustning hen over vinteren - og da Richie Porte og Richard Carapaz trods alt ikke er siametiske tvillinger og derfor næppe kan deles om en gul trøje til juli, står det klart, at i hvert fald én af dem vil bryde den fine britiske tradition. Da Porte har erklæret, at hans Tour de France blev kørt allerede i sidste uge, og at han er helt indstillet på at være hjælper for Carapaz, Thomas og Tao Geoghegan Hart om nogle uger, er det altså Carapaz, der skal sørge for at holde stimen i live.

 

Det ligner en svær opgave. Hvis Carapaz var blevet bedt om frit at vælge årets Tour-rute blandt dem, der er blevet brugt i de seneste ti udgaver mellem 2012 og 2021, var han gået en stor bue uden om årets udgave af verdens største cykelløb. Med sine to relativt lange og flade enkeltstarter vil den foreliggende rute vel faktisk rangere næstnederst bag den ekstremt tempotunge version i 2012, hvis han var blevet bedt om at rangere løbene. Derfor kom det også bag på flere, at han valgte lige netop 2021 som året, hvor han for første gang skulle kaste sig ud i en fuldtonet satsning på Touren.

 

Det har naturligvis mest af alt sin forklaring i Bernal. Colombianeren havde på forhånd gjort det klart, at han ønskede endelig at få lov at køre på sin europæiske hjemmebane i Italien og samtidig komme tilbage på sporet efter nogle svære år. Med holdets enorme fokus på Touren lå det i kortene, at resten af kaptajnerne skulle deployeres i Frankrig, hvor de to slovenske monstres enorme overlegenhed også gjorde et stærkt kollektiv til den måske vigtigste komponent i jagten på den sejr, holdet helt ekstraordinært missede i 2020.

 

Carapaz synes i hvert fald at have givet sig selv de bedste forudsætninger for at tage kampen op med de to slovenere, og da han i dag steg ned fra podiet som vinder af et Tour de Suisse, der ellers indtil 2019 syntes at være løbet, Ineos bare ikke kunne vinde, kunne han i hvert fald konstatere, at han lige nu ligner briternes mest formstærke Tour-kaptajn. Nok endte Geraint Thomas som nr. 3 i Dauphiné, og nok havde han på forhånd erklæret over for Porte, at han var fint tilfreds med at hjælpe sin ven, men hans kørsel på særligt enkeltstarten og kongeetapen var så foruroligende, at det næppe har været nogen trøst for ham, at han i det mindste stod endnu skarpere end Geoghegan Hart i det lidt overfyldte interne hierarki.

 

Den rust fornemmede man ingenlunde hos Carapaz. Ecuadorianeren var i denne uge stærkeste mand på de schweiziske landeveje, og heller ikke på dagens kongeetape lignede han en mand, der på noget tidspunkt var blot antydningen af at være presset. Ganske vist skuffede han lidt på gårsdagens bjergenkeltstart, der dog også viste sig at passe dårligere til rene klatrere end først antaget, men på de to bjergetaper lignede han en mand i fuld kontrol.

 

Alligevel er det lidt svært at vurdere, hvor god han faktisk var. Han var helt suveræn på 5. etape, hvor han trodsede modvinden og gjorde forskellen på den lette Leukerbad-stigning, selvom vindbetingelserne gjorde det umuligt for alle andre, og han virkede til at være helt i hopla i det eksplosive terræn de første fire dage. I dag var det til gengæld svært at fornemme noget som helst på en kongeetape, der aldrig på nogen måde blev farlig og i stedet endte som den Ineos-procession, vi også så, da holdet fragtede Porte til en stensikker samlet sejr i Dauphiné.

 

Desværre kunne man have frygtet, at etapen ville ende som en lille fuser. Forud for løbet pegede vejrudsigterne på en generel nordlig vind gennem hele ugen, og da løbets i forvejen ret lette finalestigninger alle blev besteget fra syd, var det klart, at det kunne blive svært at gøre de helt store forskelle. Det kunne sagtens blive problematisk for en fyr som Carapaz, der som klatrer nu måske var henvist til bjergenkeltstarten, hvis han for alvor skulle slå til. Da den viste sig mere egnet til andre ryttertyper, kunne han faktisk have fået gevaldigt svært ved at slå Rigoberto Uran, der jo som bekendt kørte som en motorcykel i går.

 

Det havde han imidlertid ikke. På Leukerbad-stigningen åbnede han forskelle, som ikke lå i kortene, og desværre betød den taktiske stop-go-kørsel i modvinden bag ham, at han fik et lidt for stort forspring. Det var i hvert fald stort til nok til at holde Uran bag sig i går, og det betød desværre, at dagens etape fik en kedelig dynamik.

 

Nu var løbets stærkeste ryttere og stærkeste hold nemlig i defensiven, og derfor blev det aldrig farligt. Briterne havde det fint med at lade et udbrud køre hjem, og de var endda ekstra heldige, da den 15-mandsgruppe af superklatrere, der etableredes over de første bjerge, var en endnu mindre trussel mod den gule trøje, end man kunne have frygtet på en dag, hvor den hårde start kunne have sat trøjen under et langt større pres. Nu kunne Ineos sætte sig i sulkyen og lade alle andre jagte, hvis de ville have bonussekunder og etapesejr i spil.

 

Den interesse viste sig at være stor. Imponerende nok var det lykkedes næsten alle nøgleholdene at misse udbruddet, og derfor var der pludselig etableret en stor alliance mellem stort set alle de øvrige klassementshold. Bora med Maximilian Schachmann, EF med Uran, Qhubeka med Domenico Pozzovivo, BikeExchange med Esteban Chaves, Israel SUN med Michael Woods og Jumbo med Antwan Tolhoek og Sam Oomen troede alle så meget på etapesejren, at de beredvilligt gik ind i jagten på et udbrud, der egentlig syntes at have en god chance, men som delvist fik spoleret det hele for sig i kraft af dårligt samarbejde.

 

Derfor havde Ineos et fuldt hold klar, da Michael Matthews som sidste mand fra de øvrige hold slog ud i feltet på den nedre del af den afsluttende opkørsel ad Sankt Gotthardpasset. Stærkt føringsarbejde fra Sebastian Henao, Pavel Sivakov og Rohan Dennis havde mest af alt havde til formål at afholde andre fra at angribe, men var stadig hurtigt nok til at neutralisere udbruddet, hvor den urimeligt formstærke Hermann Pernsteiner ellers leveret endnu et show, der må gøre ham til stensikker mand på det i forvejen skræmmende Bahrain-mandskab til Touren, og det gav ikke just den store appetit på at angribe. Endnu værre var kombinationen af både et stærkt Ineos-hold og kraftig modvind, og derfor kunne man allerede tidligt på stigningen se, at det nok blev lige så svært at gøre forskelle, som det så ud til inden etapen.

 

Forsøgene kom heldigvis. Både Uran og Jakob Fuglsang testede briterne, men hver eneste gang var enten Carapaz eller Eddie Dunbar, der som en mis. Og da Michael Woods kom med sit forventede stød, var situationen endnu mere ideel for briterne, fordi de kunne lade den ufarlige canadier køre væk og stjæle bonussekunder fra Uran, der trods alt var så tæt på førertrøjen, at der absolut ikke var grund til at lade de ekstra sekunder bringe føringen unødigt i fare.

 

Modvinden fik altså en dræbende indflydelse på etapen, men faktisk kunne etapen måske være gået lidt anderledes. Havde Dunbar ikke lagt sit elendige forår bag sig og pludselig fundet sit livs højeste niveau i et løb, hvor de ellers på papiret vigtigste hjælpere Dennis og Sivakov begge underpræsterede, havde Carapaz været temmelig sårbar som ensom mand i en gruppe, hvor han kunne være blevet angrebet på skift. Det kunne måske have åbnet for, at han var blevet tvunget til at vise lidt mere af sin reelle styrke, som han nu fik mulighed for at skjule bag Dunbar, der lukkede langt de fleste huller - bortset fra Urans ret stærke forceringer. På den anden side havde Carapaz så stort et forspring, at han reelt bare skulle holde sig til Uran og Fuglsang - Maximilian Schachmann havde nok at gøre med at overleve - og derfor havde han såmænd nok også klaret opgaven, hvis ikke Dunbar havde kørt så fabelagtigt, at det næsten må være en overvejelse værd, om ikke han skal have en plads til Touren - en plads, han dog nok ikke får i et løb, hvor stabilitet og alsidighed er vigtig.

 

Modvinden og Ineos’ styrke gjorde, at vi ikke blev ret meget klogere - hverken på Carapaz eller de andre. Det så dog ud til, at Uran sammen med Woods var næststærkest og dermed fik colombianeren bekræftet det lovende indtryk fra i går. Ikke blot var han i et sjældent offensivt hjørne, der var også så meget bund i hans forceringer, at det kun var Carapaz og Woods, han ikke kunne ryste.

 

Desværre så Fuglsang ikke helt så skarp ud, som han gjorde forleden, men spørgsmålet er, om han vitterligt var meget stærkere i torsdags. Her var Uran i hvert fald svær at vurdere, fordi colombianeren kørte sit vanlige passive løb - sikkert også ansporet af den covidforstyrrede og dermed tvivlsomme forberedelse - og vi finder aldrig ud af, om Fuglsang kunne have matchet Carapaz, hvis de havde kørt etapen på samme måde. I dag så han i hvert fald ud til at mangle nogle procent i forhold til de tre stærkeste, og i lyset af feltets begrænsede kvalitet, er det måske en tand for tidligt at erklære den totale genfødsel efter det skuffende forår. Det ændrer dog ikke på, at indtrykket er betydeligt bedre, end det var fra februar til april, men det er først i stærkere konkurrence i Touren og til OL, at vi for alvor for at se, hvad han kan.

 

Han led i hvert fald under, at han ikke havde samme frihed som i torsdags. Her havde Ineos det fint med at lade ham køre, men i dag stod han tydeligvis på listen over ryttere, der ikke måtte komme væk. Dunbar lukkede alle hans angreb prompte, og dermed nød han ikke samme luksus som Woods, der blot skulle hugge til én gang, inden han fik lov at køre væk.

 

Canadieren var skam også stærk, og selvom han hverken i dag eller i torsdags måske virkede helt så overbevisende, som hans forår kunne have skabt forhåbninger om, var det anden gang i år, at han spurtede om sejren på en kongeetape. Lidt overraskende var det dog, at det var denne, han kiksede. Da han og Thomas skulle afgøre slaget i Romandiet, var det i hvert fald ikke helt givet, at Woods ville vinde, og da Thomas som bekendt frøs sine fingre og røg i asfalten, fik vi aldrig svaret på, hvem der vitterligt havde været hurtigst i den spurt.

 

Helt anderledes var det i dag. Her var Woods den på papiret hurtigste, da han nåede Andermatt sammen med Gino Mäder, og han lignede da også en mand, der følte sig ret sikker på sig selv, da han tog fronten og kørte den hjem fra spids. Højst overraskende måtte han imidlertid se sig slået, og i stedet blev det til stor hjemmebanesejr til manden, der ellers efter sin lovende start efter eget udsagn mistede sine gode ben i tirsdags og først genfandt dem i går.

 

Heldigvis nåede han at gøre det i tide, og med en 1. og en 3. plads på de to sidste etaper fik han definitivt cementeret sin plads i verdenseliten. Faktisk var dagens bedrift et stort fremskridt, for selvom han tidligere i år vandt en Giro-etaper og tidligere er blevet nr. 2 på bjergetaper i både Vueltaen og Paris-Nice, var dette et helt nyt skridt i hans udvikling. Alle hans øvrige resultater er nemlig kommet via udbrud, men i dag slog han favoritterne for rent bord. Naturligvis var han også snu og heldig i det taktiske spil, da det var ret åbenlyst, at der var flere, som var stærkere end ham, men på en modvindsstigning handler det også om at spille sine kort, og det gjorde Mäder til UG.

 

Dermed fik Bahrain også deres næsten obligatoriske sejr i en stime, der bare synes at blive ved og ved, og som vel indledtes, da Sonny Colbrelli endelig brød sin Romandiet-tørke i slutningen af april. Bare i den seneste uge har de også været dominerede i Slovenien, hvor de vandt to etaper og sikrede sig to andenpladser, og i dette løb har Mäder, Pernsteiner og unge Stephen Williams alle imponeret. Faktisk er det kun kaptajnen, Wout Poels, der lige nu synes at underpræstere, men hans form er til gengæld også en anelse alarmerende, efter at han i dag fejlede i det tidlige udbrud. Desværre mindede hans kørsel dog også om Vueltaen i 2019, hvor han også brændte sig selv af i et tidligt soloridt, og siden løb tør for kræfter, og hans meget aggressive kørsel fra start hjalp ham i hvert fald ikke i finalen. Til gengæld havde holdkammeraten Pernsteiner også en lang opkørsel på egen hånd, og han var ikke just svag i finalen.

 

Det var Schachmann til gengæld. Igen i dag måtte tyskeren sande, at hans klatreevner desværre er for begrænsede, og at han alligevel er meget tæt på at ende på podiet, siger alt om, hvordan modvinden gjorde ruten relativt let, og at modstanden trods alt var begrænset. Derfor skal vi nok også være lidt tilbageholdende med Domenico Pozzovivos genfødsel, selvom det er herligt at se ham tilbage i fronten igen, men på en dag, hvor den i år ellers så skuffende Rui Costa kører med om sejren på en bjergetape, har graden af vanskelighed altså været til at overse.

 

Det gør det også ekstra deprimerende for Esteban Chaves. Drømmen om, at han kom blæsende ud fra en pause, som han gjorde i Burgos, Vueltaen og Catalonien døde i hvert fald definitivt med en uhyre skuffende weekend, der igen tegner det nu helt klassiske billede af, at han kun bliver ringere og ringere gennem et etapeløb. Af samme grund var det måske heller ikke alligevel alt for opløftende takter fra Sam Oomen, der i hvert fald stadig ikke ligner den ryttere, der endte i Giroens top 10 i 2018, selvom han for første gang siden sin operation lykkedes med at køre klassement i et etapeløb. Tilsvarende skal man nok også passe på med at overvurdere, at Mattia Cattaneo endelig kunne holde sig helt fremme i de høje bjerge, når alle tidligere etaper både i dette og andre løb viser, at han i det sværeste terræn har sine begrænsninger, ligesom det må regnes som foruroligende, at Pierre Latour ikke ender længere fremme i et felt med relativt få klatrere.

 

Det skal dog ikke lægge Carapaz til last. Naturligvis havde det været herligt, hvis vi havde fået en lidt klarere fornemmelse af, hvor godt han vitterligt klatrer, men samme situation havde vi jo i 2019. Dengang sad man også tilbage med fornemmelsen af, at Bernals sejr måske var en anelse billig, når hans værste rival var en Rohan Dennis, der forud for det løb aldrig havde været i nærheden af at klatre med de bedste.

 

Som bekendt gik det jo meget godt alligevel. Halvanden måned senere havde Bernal vundet Touren, og dermed fastholdt Ineos-traditionen om, at en sejr i et af de store forberedelsesløb altid fører til Tour-sejr senere på sommeren. Den tradition bliver naturligvis brudt i år, hvor Carapaz og Porte ikke begge kan stå i gult, men følges traditionen, vil Tour-vinderen være én af de to ryttere. Da Porte allerede har kastet håndklædet i ringen, kan Carapaz nu sove ganske trygt - ugunstig rute eller ej. Går det, som det plejer, blev Touren afgjort denne søndag i de schweiziske bjerge!

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour de Suisse
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

Volta a Portugal em Bicic...(2.1) 04/08-15/08

La Coupe du President de ...(2.1) 05/08-08/08

Sazka Tour(2.1) 05/08-08/08

Aubel-Thimister-Stavelot(2.1) 06/08-08/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 07/08

Postnord UCI WWT Vårgår...(1.WWT) 08/08

Tour de Pologne(2.UWT) 09/08-15/08

Ladies Tour of Norway(2.WWT) 12/08-15/08

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka NextHash

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger