Tour de Suisse-analyse: Vidunderbarnet heldige uheld

Held i uheld, blessing in disguise, Glück im Unfall… Det er ikke mærkeligt, at mange sprog har et udtryk for det forhold, at det, der i første omgang kan synes at være drønærgerligt, ender med at få et overraskende positivt udkomme. Det gælder ikke mindst inden for sporens verden, hvor listen over atleter, der efter et tilbageslag er kommet måske endda stærkere tilbage og har opnået et resultat, de ellers næppe havde haft inden for rækkevidde.

Måske kan Egan Bernal indskrive sig som den næste i rækken. Nu er det ganske vist alt for tidligt at drage konklusioner om, hvordan sommerens Tour vil falde ud, men det er nu alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan en hel serie af uheld nærmest synes at bane vejen for, at den lille colombianer om en måneds tid skal overhale Nairo Quintana indenom og blive den første Tour-vinder fra det sydamerikanske land.

Det var ellers slet ikke meningen, at Bernal skulle køre Touren i beskyttet rolle. Han skulle i stedet forsøge at vinde Giroen og derefter stille sig til rådighed for Chris Froome og Geraint Thomas i Frankrig, men efter tre styrt er den situation nu vendt helt rundt. Først betød et brækket kraveben, at Bernal slet ikke kom til start i Italien og i stedet havde udsigt til en rolle som tredjeviolin i Touren. Dernæst faldt Froome på tragisk vis fra, hvormed han pludselig blev løftet ind i en position som holdets beskyttede plan B. Og sluttelig styrtede Thomas så tidligt i Tour de Suisse, at han nu vil komme til Frankrig med flere spørgsmål end svar om sit eget niveau efter en sæson, hvor han har vist meget lidt.

Læs også

Hollænder vinder kongeetape - Tobias Lund mister førertrøjen

Bernal derimod har vist langt mere, og selvom der naturligvis ikke er tvivl om, at Thomas er holdets kaptajn, tyder mere og mere på, at colombianeren vil få stort set samme opbakning og dermed indtage samme position, som netop Thomas gjorde sidste år. Efter den samlede sejr i Paris-Nice og den fornemme kørsel i Catalonien viste Bernal nemlig i dag, at han er knivskarp og klart til allerede efter halvandet år på WorldTour-niveau at løfte et kaptajnansvar i Touren på sportens stærkeste etapeløbshold.

Det var nu på ingen måde uventet, at Bernal satte alle på plads på dagens første bjergetape i Tour de Suisse. Ikke blot var feltet relativt svagt - og det var ikke blevet stærkere med Thomas’ exit - vi har også i løbet af det første års tid lært, at Bernal er typen, der altid er i form. Derfor kom det ikke som nogen sensation, at han kørte en fornem enkeltstart i søndags, og lige så forventet var det, at han i dag satte sig igennem som den bedste klatrer i sportens længste ugelange etapeløb.

Desværre betød en mildt sagt uheldig billeddækning af etapen, at vi aldrig fik lov at se, hvordan Bernal egentlig kørte væk, men resultatet kan ikke diskuteres. Efter fornemt forarbejde fra Kenny Elissonde, der endelig viste lidt af den guldform, han havde, da han sidste år lagde grunden til Froomes monsterridt på Colle delle Finestre, fløj colombianeren tilsyneladende væk fra alle rivalerne og kørte sig sikkert i førertrøjen.

Alligevel vokser træerne ikke helt ind i himlen. Sandheden er nemlig, at Jan Hirt og Domenico Pozzovivo, der skulle vise sig som de nærmeste rivaler, faktisk kørte i hvert fald lige så stærkt på etapens sidste del. Med tanke på, at ingen af dem har Bernal antrit og acceleration - da slet ikke dieselmotoren Hirt - var præstationen måske i virkeligheden slet ikke så overlegen som forventet. Det ændrer dog ikke på, at Bernal allerede nu har lagt løbet i et jerngreb, da også Ineos som helhed med Elissonde, Castroviejo og den genfødte Ben Swift viste, at de har et af de absolut stærkeste mandskaber.

Alligevel skal han måske vente sig en trussel fra lidt uventet kant. Selvom han egentlig bare kom til løbet for at hjælpe Pozzovivo og vinde enkeltstarterne, bekræftede Rohan Dennis nemlig det fine indtryk fra 2. etape, da han med en 12. plads på etapen nu er nr. 2 i klassementet. Med tanke på, at han naturligvis vil slå colombianeren på lørdagens enkeltstart, kan Bernal ikke sove helt trygt. Alligevel er det svært at se Dennis blive en langsigtet trussel, for dagens ret eksplosive og korte etape passede australieren godt. På de lange stigninger, som venter både fredag og søndag, har han det som regel betydeligt sværere, og det bliver bestemt ikke bedre af, at hans restitution lader meget tilbage at ønske. Blandt bjergetaperne var dette således den, der passede ham allerbedst, og særligt på søndagens nu modificerede monsteretape kan man frygte, at australieren eksploderer helt.

Den bør til gengæld passe langt bedre til Hirt og Pozzovivo, der som rene klatrere elsker årets usædvanligt hårde rute. For dem gælder imidlertid, at de får svært ved at matche Bernal på lørdag, og de vil derfor skulle køre fra colombianeren i bjergene. Det bliver ikke let i et løb, hvor det traditionelt er svært for Giro-ryttere at holde formen hele vejen, og hvor antallet af ryttere, der efter den italienske grand tour er startet stærkt for siden at falde helt sammen i weekenden, er alenlang.

Det ændrer dog ikke på, at Hirt og Pozzovivo ligner de værste rivaler, hvis de kan holde dampen oppe. Pozzovivo har ofte vist, at han mestrer kunsten at kombinere de to løb, og da han denne gang ikke kørte klassement i Italien og således er friskere end tidligere, burde han kunne holde formen til slut. Faktisk var det godt at se ham slutte etapen så stærkt af, for efter en sæson, hvor et styrt i Fleche Wallonne kostede ham sine personlige chancer i foråret og satte ham markant tilbage inden Giroen, kunne man frygte, at den aldrende italiener måske ikke helt havde fordums styrke. I dag fik han vist, at det i hvert fald er for tidligt allerede nu at sende ham på cykelpension.

Pozzovivos stabilitet gjorde hans deltagelse i front stensikker allerede forud for etapen. Det var derimod overraskende at se Hirt køre så godt. Det skyldtes nu ikke etapens karakter, for lige siden sit gennembrud på Rettenbachferner i netop dette løb, har han vist, at han er eminent på de stejleste procenter. Snarere skyldtes forbløffelsen, at han i søndags faktisk blev sat af, da Pozzovivo forcerede på sidste stigning, og der var derfor tale om lidt af en genfødsel.

Svingende præstationer er imidlertid det, der kendetegner Hirts karriere. Han tilbringer det meste af sæsonen langt fra sit bedste niveau, men når han endelig finder benene, er han fantastisk. Selv indenfor få dage kan han variere helt enormt, som vi så det i Romandiet, hvor han faldt helt sammen tidligt i løbet, men var en af de bedste på kongeetapen. Og vi så det i Giroen, hvor han skuffede fælt i løbets første del, men sluttede fremragende og var meget tæt på at vinde kongeetapen i løbets tredje uge. Desværre betyder den manglende stabilitet også, at vi ikke aner, om han vil være lige så god i morgen og på søndag, selvom etaperne her passer hans dieselmotor endnu bedre.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Dagens skuffelse var naturligvis Enric Mas, men som jeg allerede bemærkede i optakten i går, var der en vis sandsynlighed for, at spanieren ville få det svært. Det er nemlig et gennemgående træk, at han altid har det svært i sine første løb efter en pause. Også i sidste års Vuelta så vi ham lægge svagt ud, inden han fra 13. etape og frem avancerede fra en 12. til en 2. plads. Der er derfor ingen grund til at være blot den mindste smule bekymret på hans vegne. Jeg vil blive meget overrasket, hvis ikke han finder formen som minimum til den sidste del af Touren.

Han var imidlertid slet ikke den eneste, der skuffede. Værst gik det for Wilco Kelderman, men det var trods alt ikke helt uventet med tanke på den lange pause, han har haft siden styrtet i Catalonien, og på, at han allerede i søndags lignede en mand tæt på eksplosion. Værre var det for Roman Kreuziger, der måske nok styrtede i Fleche Wallonne, men ikke har samme undskyldning for en præstation, der i hvert fald ikke gav grundlag for at tro, at det bliver i år, at han kører sit første gode etapeløb i det, der efterhånden ligner en menneskealder.

Drømmen om, at Simon Spilak ligesom i 2017 kunne rejse sig ud af det blå og igen blive den klasserytter, han var i årene frem til og med 2015, døde brat, da han leverede en præstation, som var helt i overensstemmelse med det, vi har set fra ham i det sidste lange stykke tid. På samme måde var der ikke nogen genrejsning af den fallerede Sergio Henao, der ellers så så stærk ud i søndags, eller af Mathias Frank, der nok efterhånden må sande, at han ikke længere har niveauet til andet og mere end en rolle som hjælper.

Også Hugh Carthy havde en svær etape, men for ham var det naturligvis knald eller fald. Ligesom Pozzovivo og Hirt kunne det med ham efter Giroen gå begge vej, og det blev desværre den forkerte, selvom hans EF-hold havde ført det meste af etapen. Allerede i Italien faldt han lidt sammen i de sidste dage, og noget kunne tyde op, at han efterhånden trænger til pause.

Etapen bød dog også på sine opmuntringer. Ikke mindst må man tage hatten af for Tiesj Benoots foragt for tyngdekraften. Al logik siger, at den store belgier burde blive sat af på en stigning som denne, men ligesom han tidligere har gjort i Dauphiné og Tirreno, viste han i dag, at han klatrer bedre, end hans fysiske fremtoning giver indtryk af. Det betyder naturligvis ikke, at han pludselig får klassementsambitioner i Touren - det er helt urealistisk - men hans chancer for at vinde en etape som del af en angrebstrio, der også tæller Thomas De Gendt og Tim Wellens, er bestemt ikke dårlige.

Patrick Schelling fortsætter også med at imponere. Allerede i Lugano, hvor han sammen med Ulissi kom op til Nibali og Pogacar, efter at de var kørt væk, viste han, at han havde fundet sit livs form. Det bekræftede han med dagens flotte og offensive kørsel, og han ligner således en rytter, der har fortjent endnu en chance på højere niveau, efter at han blev til overs som følge af IAMs ærgerlige kollaps. Marc Soler, der af en eller anden grund er blevet udskreget til at være en klatrer på et niveau, hans resultater slet ikke berettiger, leverede sin vel nok bedste klatrepræstation siden Catalonien sidste år og bragt sig med tanke på enkeltstarten i en glimrende position, hvis han kan bakke det op på de kommende bjergetaper. Og endelig kørte Patrick Konrad en etape på et forventet niveau og viste, at det stærke Bora-hold også vil være i stand til at yde kometen Emanuel Buchmann god støtte i bjergene om et par uger.

Etapen bød også på to meget interessante comebacks. Det mest iøjnefaldende kom naturligvis fra Fabio Aru, der med en hæderlig præstation bekræftede indtrykket af, at operationen måske virkelig har løst hans problemer. Allerede i Lugano gjorde han det bedre end ventet, og selvom der naturligvis stadig er lang vej til den Aru, vi kender, er der i hvert fald grund til en vis optimisme.

Endnu mere overraskende var det at se Lennard Kämna. Tyskeren, der tidligere var et gudsbenådet tempotalent, har ellers intet vist, siden han sidste år måtte tage en frivillig pause som følge af motivationsproblemer. Personligt havde jeg da også afskrevet ham som et af de tabte talenter, men i dag viste han, at det er for tidligt. Nu mangler han bare at genfinde de tempoevner, der gav ham medaljer ved U23-rytternes VM, et verdensmesterskab i holdløb og et topresultat i Vueltaen, og så kan det får alvor blive rigtigt interessant.

Midt i det hele glemmer man næsten Antwan Tolhoek. På sin vis var det meget passende, at han netop tog sin første store sejr i dette løb, hvor han for to år siden fik sit gennembrud ved i Roompot-trøjen at vinde bjergkonkurrencen. Og samtidig var det passende, at det skulle ske efter nogle dage, hvor han var faldet helt igennem og lignede en mand, der efter en forvejen skidt Giro trængte til pause. Manglende stabilitet har nemlig altid været hans varemærke, men når han endelig finder benene, er han en klasserytter. Det så vi især med hans flotte kørsel i Californien sidste år, og i dag viste han det igen. Primoz Roglic ville dog nok have ønsket, at han også havde vist det lidt i Italien for et par uger siden - i øvrigt præcis som Sepp Kuss, der også først fandt formen i Dauphiné efter en skuffende kørsel i Giroen.

Den slags formudsving har Bernal ikke. Når den lille colombianer sætter et nummer på ryggen, kan man næsten altid regne med, at han er med i kampen om sejren. Noget kunne i hvert fald tyde på, at han har kurs mod at kunne skrive Tour de Suisse på en sejrsliste, der allerede Paris-Nice, Tour of California, Tour de l’Avenir og Tour of California. Skulle det lykkes og blive afsættet til en stor Tour, var det måske alligevel ikke så ærgerligt, at det sagde knæk i kravebenet, da cyklen skred ud i en rundkørsel i begyndelsen af maj. Det kan i virkeligheden vise sig at ende som karrierens heldigste uheld.