Tour of California-analyse: Hvordan i alverden bliver de ved?

Man må næsten ryste på hovedet af forbløffelse. Forbløffelse over, at Deceuninck-Quick Step kan fortsætte med at vinde her, der og alle vegne og endda med ryttere, man normalt ikke vil betegne som udprægede vindertyper, og over, at de uanset den åreladning af talent, der næsten finder sted hver eneste vinter, alligevel altid at fortsætte, hvor de slap, som om intet var hændt. Naturligvis topper de altid sejrslisterne på grund af vindermaskiner som Elia Viviani, Fabio Jakobsen og Julian Alaphilippe, men det har altid været påfaldende, at sejrene er spredt ud over en stor del af holdet, og at også holdets hjælpere meget ofte ender med at tage en succes i ny og næ.

Et godt eksempel er denne uges Tour of California. Her kom belgierne nemlig for en gangs skyld med en trup, der ikke få mange menneskers blod i kog. Holdet kom ganske vist med Jakobsen, der på papiret ville være feltets hurtigste sprinter, og han fik med Maximilano Richeze og Michael Mørkøv stillet et stærkt hold til rådighed. Resten af truppen var imidlertid ikke specielt skrækindjagende, for det bestod primært af holdets solide arbejdsmænd. Ganske vist havde man Zdenek Stybar, men nogen vindermaskine har han aldrig været, og Remi Cavagna, Kasper Asgreen og Tim Declercq har hidtil mest ageret stærke trækheste, hvoraf det kun er Cavagna, der indtil i går havde vundet et cykelløb. Holdet kom endda til løbet uden klassementsrytter, og derfor var det primære mål at vinde en af løbets sprinteretaper med Jakobsen og derefter se, om man ikke kunne få et eller andet med hjem på de mere kuperede dage også.

Det kunne de i den grad. Efter tre dage står belgierne med to sejre, og det endda selvom holdets eneste ”rigtige” vinder, Jakobsen, slet ikke slå til på den indledende etape, der ellers var holdets bedste chance i hele løbet. Som skrevet i analysen for to dage siden kom storholdet endda nærmest katastrofalt fra start, da de leverede en sjælden kikset præstation i Sacramento i søndags, hvor Asgreen, Stybar og Michael Mørkøv slet ikke havde blik for, at de undervejs havde tabt Jakobsen og med deres tårnhøje tempo på de sidste kilometer nærmest alene sørgede for, at deres hollandske kaptajn ikke havde skyggen af chance for at komme tilbage i position.

Læs også

Vingegaard er tilbage på cyklen: Det er fantastisk

Siden da har de i den grad taget revanche. I går leverede Asgreen en af årets større sensationer, da han slog fire på papiret langt mere klatrestærke ryttere på den lille rampe op til målet i Lake Tahoe, og i nat var det så en anden af arbejdsmændene, der slog til, da Cavagna tog karrierens anden sejr ved på 3. etape leverede et af de soloridt, der er blevet hans varemærke, men som kun meget sjældent fører noget med sig.

Det er bemærkelsesværdigt, at det ”selvfølgelig” skulle være Deceuninck, der løb med en udbrudssejr, som ellers var relativt billigt til salg. Feltet er spækket med hold, der havde flere mere oplagte vinderkandidater end belgierne, for selvom der ikke var tale om en klassisk klassementsetape betød tilstedeværelsen af ikoniske Mount Hamilton midtvejs på den lange etape samt den flade finale, at etapen på papiret lå bedre til mere udprægede vindere, der selvfølgelig kunne klatre, men som også havde en god spurt. Cavagna er ganske vist kendt for sin kolossale motor og ukuelige angrebslyst, men nogen klatrer er han ikke, og i en spurt har han heller ikke meget at stille op.

Alligevel var det altså den stærke franskmand, der kørte først over stregen efter et af årets hidtil flotteste soloridt. Efter en hektisk og kaotisk start kom han nemlig afsted med kun det spændende amerikanske talent Alex Hoehn som selskab, og efter at have sagt farvel til sin ledsager allerede på Mount Hamilton gik tempospecialisten i enkeltstartsmode over de sidste mere end 60 km, og selvom han til slut havde mere end 200 km og 3000 højdemeter i benene, var hans sejr siden aldrig truet.

Cavagnas soloridt var eminent og sejren fortjent, men man kan også undre sig de øvrige holds passivitet. Det lå nemlig i kortene, at et udbrud havde fremragende chancer for at holde hjem, for som skrevet i gårsdagens optakt var det kun det overlegne EF-mandskab, der havde råstyrken til at kontrollere en så svær etape. I går filosoferede jeg lidt over, om de følte sig trygge ved Tejay van Garderens forspring ned til Richie Porte og George Bennett inden kongeetapen, og om de trods førertrøjen alligevel ville forsøge at profitere af det hårde terræn og den kollektive styrke, som de så flot gjorde det på 2. etape, men i nat stod det hurtigt klart, at de tilsyneladende har al mulig tiltro til, at van Garderen kan gøre arbejdet færdigt på fredag. I hvert gjorde de aldrig antræk til at forcere farten, og da ingen af de øvrige klassementsryttere havde holdet til at sætte sig op mod løbets suverænt bedste mandskab, endte etapen slet ikke i samme smukke drama som for to år siden.

Det betød til gengæld også, at et udbrud havde alle chancer for at køre hjem, og den mulighed blev da også grebet i starten, hvor der blev lagt ud som lyn og torden. Desværre havde Rohan Dennis sneget sig med i den første lovende 19-mandsgruppe, og ham kunne EF naturligvis ikke lade køre nogen vegne. Det betød, at det efter en knaldhård jagt atter blev neutraliseret, og da Cavagna og Hoehn kort efter sneg sig væk, kastede alle rivalerne overraskende tidligt håndklædet i ringen. Med al respekt for Hoehn, der er en meget lovende klatrer, var det nærmest en gave til Cavagna, som relativt let kunne køre den blot 21-årige amerikaner, der kun er i gang med sin tredje sæson på kontinentalniveau, midt over på en meget krævende etape, hvor ungersvenden betalte prisen for sin manglende råstyrke. Da de fleste sprintere faldt fra undervejs, og jagten først kunne indledes efter Mount Hamilton, hvor forspringet allerede var alt for stort, var Cavagnas sejr derfor aldrig truet.

Den stilstand udnyttede to af feltets udbrydere, Ben King og Simon Geschke, til at snige sig væk, og efter at have passeret den stakkels Hoehn, der akkurat ikke fik det topresultat, han havde fortjent, kunne de sikre sig de to resterende podiepladser. Det havde imidlertid kun kosmetisk betydning og handlede vel mest om, at King skulle vise sig frem på hjemmebanen, og Geschke skulle have lidt selvtillid efter en forfærdelig sæsonstart, hvor to styrt har betydet, at han har tilbragt mere tid i sygesengen end på landevejen.

Således blev det også en relativt kedsommelig etape, hvor rytterne kunne puste lidt ud efter mandagens drama, men det hele endte nu alligevel med, at der blev føjet endnu et kapitel til bogen med Asgreen-overraskelser. Først var der den sensationelle 2. plads i Flandern Rundt, i nat kørte han fra van Garderen, Moscon, Pogacar og Schachmann på den stejle rampe op mod mål, og denne gang viste han så, at han også kan spurte.

Med pointtrøjen på sine skuldre kunne han lige så godt forsøge at samle de resterende point op i feltets spurt, men det lå bestemt ikke på den flade. Sprinterne Jasper Philipsen, der som bekendt vandt en massespurt i Tour Down Under, Travis McCabe, der blev nr. 2 bag Peter Sagan på 1. etape, samt Davide Ballerini og Edwin Avila var nemlig alle kommet med over, og særligt Philipsen viste stor interesse i at teste sine sprinterben efter en skuffende spurt i søndags. Selvom den hurtige belgier endda fik et flot lead-out af sit hold, lykkedes det Stybar at køre Asgreen så flot frem og danskeren at levere så imponerende en spurt, at han nærmest sensationelt krydsede stregen som feltets første mand. Endnu engang må man forbløffes over, hvordan den danske supermand bliver ved med at levere i tide og utide og i alle slags terræner. Det næste bliver vel, at han vinder morgendagens massespurt og følger det op med en sejr på Mount Baldy på fredag…

Sådan går det nu nok ikke. I morgen gælder det den eneste tilbageværende klassiske sprinteretape i løbet, og her skal Asgreen igen på job. Her der det nemlig alle mand for Jakobsen, der forud for løbet lignede løbets eneste reelle bud på en etapevinder. Sådan er det langt fra gået, og efter de første tre dage har holdets bedste vinderbud klart stået i skyggen af sine hjælperyttere. Efter den lidt kiksede start er der imidlertid gået hul på bylden, og når først Deceuninck er kommet i gang, er de sjældent til at stoppe. Hos belgierne kan både hjælperyttere og kaptajner nemlig vinde, og efter at arbejdsmændene har stjålet rampelyset de seneste to dage, vil det vel kun være passende, hvis chefen i morgen sørger for at fuldende hattricket.