Tour of Guangxi-analyse: Lefeveres uforklarlige magi

Misundelse kan være en grim ting, men man kan nu ikke fortænke mange holdmanagere i at skæve temmelig misundeligt til Patrick Lefevere, når de møder ham. Mens mange kæmper med at få det bedste ud af deres hold, også selvom flere af dem har ganske flotte budgetter, lykkes det år efter år den belgiske købmand med et ikke alt for imponerende budget at blive sæsonens mest vindende. Ikke blot topper hans mandskab med statsgaranti alle sejrslister år efter år, han har også en fabelagtig evne til at sprede sejrene ud på mange ryttere, så selv hjælpere, der ikke har skyggen af vinderkarakteristika, med jævne mellemrum ender øverst på podiet.

Mange har ledt efter forklaringen på Lefeveres magi, men ingen har kunnet udpege den præcise årsag. Et blik for talent er naturligvis en væsentlig årsag, når man ser på antallet af unge ryttere, der er blomstret i Lefeveres stald, men noget andet er det, der på afstand ligner en god atmosfære. Det ser ganske enkelt ud til at, rytterne er pokkers glade være for at være på holdet, og det er meget sjældent, at ryttere forlader Lefevere og co. med sure miner.

Når holdet alligevel periodevis har været præget af lidt for meget svingdør, skyldes det alene holdets succes. Med sejre følger nemlig øgede lønkrav, men ikke nødvendigvis et større budget, og derfor har Lefevere ofte måttet lade store navne smutte, selvom de egentlig havde mest lyst til at blive. Det var eksempelvis tilfældet med Elia Viviani, hvis succes berettigede en større løn, som den belgiske købmand ikke kunne matche, hvorfor han nødtvunget måtte lede efter et andet mandskab. Det var tilfældet med Fernando Gaviria, der fik dollartegn i øjnene, da UAE udnyttede usikkerheden om Deceunincks fremtid til sidste efterår at lægge en millionkontrakt på colombianerens bord. Niki Terpstra måtte smutte til Direct Energie, da samme usikkerhed betød, at Lefevere ikke kunne tilbyde ham en kontrakt. Og selvom det ikke er sagt offentligt, er det vel svært at se andre end økonomiske årsager til, at Michal Kwiatkowski smuttede til Sky.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

En anden grund til, at rytterne har forladt holdet, er, at det er svært at blive kaptajn på et hold med så mange chancer. Dan Martin og Enric Mas forlod eksempelvis holdet, fordi de ikke kunne få den opbakning, deres klassementsdrømme krævede. Marcel Kittel turde ikke blive på holdet af frygt for, at Gaviria skulle overhale ham i det interne sprinterhierarki, hvilket kunne koste ham deltagelsen i Tour de France. Og Matteo Trentin måtte væk fra alle klassikerstjernerne for at få den frihed han søgte

Kendetegnende for dem alle er imidlertid, at de alle har forladt holdet i en i hvert fald udefra set god forståelse. Og er man i tvivl om de varme følelser for holdet, skal man blot se på, hvordan rytterne har sagt farvel til holdet. Viviani viste eksempelvis klassen ved at vinde to WorldTour-løb, EM og en etape i Slovakiet, inden han sluttede af med en 2. plads i Tacx Pro Classic, selvom han egentlig allerede for længst have indledte sin OL-satsning på banen. Philippe Gilbert tog den smukkest tænkelige afsked ved at vinde to etaper i Vueltaen, inden et styrt knuste drømmen om at sige farvel med en VM-sejr, selvom holdet ganske enkelt ikke havde tilbudt ham muligheden for at fortsætte på et hold, han gerne ville blive på. Tony Martin mobiliserede kræfterne til at være helt afgørende i holdets sejr ved VM i holdløb i Qatar, hvor han endda også vandt enkeltstarten. Terpstra sagde farvel ved også at vinde VM i holdløb og endda blive nr. 2 i sit allersidste løb, Paris-Tours. Matteo Trentin rundede sin tid på holdet af med et drømmeefterår, hvor han vandt fire Vuelta-etaper og Paris-Tours samt blev nr. 4 ved VM. Rigoberto Uran sagde et flot farvel ved at vinde GP de Quebec og vinde sølv ved VM i holdløb.

Nu kan vi så også føje Mas til listen over ryttere, der har ønsket at sige Lefevere en varm tak for tilliden ved at slutte godt af. Man kunne ellers ikke fortænke Mas i at rette blikket mod 2020 og fremtiden som Movistar-kaptajn efter en gennemført elendig sæson, hvor foråret var en dyb skuffelse, og hvor den store Tour-satsning blev ødelagt af sygdom, der henviste ham til rollen som hjælper for sensationen Julian Alaphilippe. Det skyldes ikke mindst, at anden halvdel af sæsonen mildt sagt ikke er specielt inspirerende for bjergryttere, hvis ikke de kører Vuelta eller har flair for endagsløb. Og ingen af delene gjaldt for Mas, for hvem en Tour-Vuelta-double i hans unge alder ville være for meget, og hvis store styrke, restitutionsevnen, slet ikke kommer til ret i klassikerne.

Alligevel bed Mas tænderne sammen og trænede hårdt frem mod sæsonafslutningen. Den første fornemmelse fik vi allerede i Canada, hvor han var lige ved at snyde alle favoritterne med et sent angreb i Montreal, hvor de eksplosive stigninger ellers slet ikke passede ham. Og helt tydeligt blev det i Italien, hvor han først blev nr. 10 i det uhyre eksplosive Milano-Torino, der slet ikke er et løb for ham og siden kørte et imponerende Il Lombardia, hvor han åbenlyst var en af de stærkeste på stigningerne, men manglede de sidste procent i forhold til de mere etablerede endagsryttere.

Derfor havde Mas da også udmærket sig som en af favoritterne til denne uges Tour of Guangxi, men der var alligevel lang vej til at sikre sig karrierens første store etapeløbssejr. Nok var Mas den store klassementsstjerne i et felt, der var svagere end i de første to udgaver af det relativt nye kinesiske løb, men heller ikke ruten i Asien passede ham specielt godt. Ligesom i de to foregående år var forventningen nemlig, at løbet alene skulle afgøres på den 3,5 km lange Nongla-stigning, der kom efter en kort og let dag i fladt terræn og dermed var så eksplosivt - og dermed ugunstigt for Mas - at det kunne få selv Milano-Torino til at ligne et bjergmaraton.

Alligevel levede Mas op til sin status som den store stjerne på en dag, hvor han bekræftede sin status som løbets på papiret bedste klatrer. Det så ellers kortvarigt ud til, at Deceuninck havde dummet sig, da et tidligt angreb fra Remi Cavagna så ud til at låse spanieren så meget, at han aldrig fik skabt den tidligt udskilning, som man egentlig burde have brug for på så kort en stigning, der for ham nødvendigvis måtte køres hårdt. Derfor var det bekymrende, at gruppen stadig var overraskende stor, da føringsarbejde fra Loic Vliegen og senere fra Tomasz Marczynski havde kørt Cavagna ind.

Heldigvis for Mas var der ingen grund til panik. En sen ruteændring, der ikke fremgik af løbsbogen, betød nemlig, at stigningen denne gang var forlænget, og dermed var der flere stejle stykker til sidst, og da Antwan Tolhoek endelig åbnede favoritternes bal, var det tydeligt, at Mas havde styr på tingene. Med stor autoritet gik han med hollænderen, mens en tydeligt mere lidende Daniel Martinez kom med som sidste mand i den trio, der hurtigt sejlede væk fra rivalerne. Og mens Tolhoek forcerede igen og igen, lignede Mas en mand, der aldrig var i vanskeligheder, men derimod blot ventede på at sætte sit sidste fremstød ind. Og selvom Martinez havde mere at skyde med, end han i første omgang gav udtryk for, var Mas reelt uden konkurrence på en dag, hvor han endelig tog sin første sejr siden triumfen på kongeetapen i sidste års Vuelta, og hvor han sørgede for, at det formentlig kun er uheld, der kan forhindre ham i at tage sin første etapeløbstriumf på WorldTouren.

Sene løb er ofte en chance for at redde en sæson, som Mas nu så flot har gjort det, og kongeetapen blev i den grad også en comebackscene ud over alle grænser. De to andre ryttere i fronttrioen havde ganske vist ikke en arbejdsgiver at sige et flot farvel til, men de var alligevel på revanchejagt, og derfor vil også de være yderst begejstrede for at have taget turen til Kina, der nu har sikret, at de kan tage hul på vintertræningen med betydeligt mere selvtillid.

Det gælder i hvert fald for Martinez. Colombianeren kom ellers så fantastisk fra start, da han besejrede Miguel Angel Lopez i en colombiansk duel på kongeetapen i Paris-Nice, men siden da er det kun gået den forkerte vej. Et styrt i juni kostede ham Tour-deltagelsen, og da han endelig var klar til comeback i Tour of Utah, blev han syg 24 timer inden starten. Derfor ankom ham temmelig uforberedt til en Vuelta, der blev én lang lidelseshistorie, men som heldigvis har lagt grundstenen til et comeback i 2020. Det viste han først med et fornemt og meget synligt VM på en rute, der slet ikke havde skrevet navnet Martinez noget sted i sin manual, inden han i dag gav Mas kam til sit hår i Guangxi, hvor han reelt sikrede sig karrierens anden podieplads i et WorldTour-etapeløb.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Det gælder også for Tolhoek. Nok vandt han en bjergetape i Tour de Suisse, men det kan ikke slette indtrykket af en sæson, hvor han slet ikke fik bygget videre på de fine takter, han viste sidste år i Californien, Dauphiné og sin første Tour. Tværtimod floppede han fælt i en Giro, hvor det var ham, der ofte manglede ved Primoz Roglics side, når sloveneren alt for tidligt blev isoleret i bjergene. Og siden da har han ledt og ledt efter formen uden den store succes, hvilket blandt andet blev tydeligt i et Tour de Pologne, hvor hans hjælper, Jonas Vingegaard, overstrålede ham totalt. I dag viste han imidlertid, at klassen stadig er der, og at han blot er én af de mange lovende ryttere, Jumbo skal finde plads til i deres kabale næste år.

I virkeligheden fortsætter listen over comebackryttere. Den omfatter nemlig også Diego Rosa, der sov lidt i timen, da Tolhoek angreb, men kørte så stærkt mod slutningen, at han faktisk nåede forbi hollænderen til sidst. Det blev kulminationen på en fornem sæsonafslutning, hvor han endelig fik lagt sin kyssesyge bag sig - ingen nogen let sag, som Benat Intxausti og Mark Cavendish kan bevidne - og hvor han allerede i de italienske klassikere viste, hvorfor han for et par år siden blev nr. 2 i Il Lombardia. Ganske vist betød sygdommen, at han aldrig fik noget ud af tiden på Ineos, men med hans genrejsning tegner fremtiden sig nu ganske lys på et Arkea-mandskab, hvor han måske nok skal hjælpe Nairo Quintana og Warren Barguil, men hvor han også burde kunne få nogen frihed.

Der var også andre, der kan bruge løbet i Kina til at tage selvtillid med sig videre på vinterferie. Det gælder for David De La Cruz, der efter et mareridt på Ineos nu kan drage videre til UAE med en vis tro på, at der er lysere tider på vej. Det gælder for Martijn Tusveld, der bestemt ikke har levet op til forventningerne i sin første tid som professionel, men allerede i en flot Vuelta viste, at han er på rette vej. Det gælder for Davide Villella, der efter en anonym tid på Astana drager til Movistar med et stærkt efterår i ryggen efter at have bekræftet sin status som en af de bedste oktoberryttere. Det gælder for Maximilian Schachmann, hvis 11. plads måske ikke står mål med hans klasse, men som er kommet ganske langt efter sit grimme styrt i Touren. Og det gælder for Peter Stetina, der efter nogle sløje år hos Trek er kommet fint tilbage i efteråret, inden han skal til et nyt, endnu ikke-annonceret hold, og som gjorde det fint i en finale, der slet ikke passede ham.

Der var også andre, for hvem etapen snarere blev kronen på en allerede flot sæson. Nok havde Felix Grossschartner større ambitioner efter en 2. plads i sidste års løb, men en 5. plads er nu ganske hæderlig, når han ankom til løbet med stor usikkerhed om formen efter en Vuelta, der blev efterfulgt af en lang løbspause som afslutning på en sæson, hvor han vandt WorldTour-løbet Tour of Turkey. Det gjaldt for lottokuponen Odd Christian Eiking, der måske nok har svinget i form, så skuffelserne har været lige så hyppige som regnvejr i vores herlige danske efterår i år, men som i glimt har vist sin klasse, blandt andet i Catalonien, på Sicilien og ikke mindst med sejren foran Barguil og Lutsenko på kongeetapen i Arctic Race. Det gælder for den anden unge nordmand, Carl Fredrik Hagen, der på imponerende vis stadig har noget at skyde med efter sin sensationelle top 10 i Vueltaen. Det gælder for Lilian Calmejane, der efter næsten en deroute i løbet af foråret og Touren er kommet stærkt tilbage i efteråret, og selvom han åbenlyst er træt nu, ikke kan være helt utilfreds med at slutte pænt af i et WorldTour-løb. Det gælder for sprinteren Jonas Koch, der leverede en mindre sensation ved at blive nr. 13 på en etape, der blev for hård for selv Matteo Trentin. Og det gælder ikke mindst for Cavagna, der denne gang måske nok måtte ofre sine chancer i et tidligt angreb, som skulle sætte Mas op, men som alligevel bekræftede sit store niveauspring ved at holde sig til de bedste og ende som nr. 15.

Der var imidlertid også ryttere, der måtte sande, at den 20. oktober altså var en postgang for sent. Det var nu nok ikke nødvendigvis det, der var årsagen til skuffelsen for den indtil i dag så overbevisende Guillaume Martin. Snarere betalte franskmanden formentlig nok engang prisen for, at han altid føler sig dårlig på første stigning, hvilket naturligvis er et problem på en etape af denne karakter. Det gælder også for Merhawi Kudus, der ellers lagde så stærkt ud for Astana i foråret, men generelt slet ikke har kunnet bygge videre på det fine momentum, som ellers gav ham en tidlig kontraktforlængelse. Det gælder endda for Trentin, der ellers har været med helt i front fra dag 1 i en sæson, hvor han har været her, der og alle vegne. Og det gælder for Alexandr Riabushenko, der ellers med sejren over motorcyklen Lutsenko i Coppa Agostoni endelig fik konfirmeret potentialet fra U23-tiden, men som efter gårsdagens fine 2. plads alligevel måtte sande, at sæsonen var blevet lidt for lang.

Det var den imidlertid ikke for Mas, som den i øvrigt aldrig er det for Patrick Lefeveres mandskab, der som regel vinder det første løb i januar og tager den sidste sejr i oktober. Denne gang bliver det den spanske guldfugl, der runder endnu en fantastisk sæson for det belgiske mandskab af ved at tage endnu en sejr i et WorldTour-løb. Mens hans kommende arbejdsgiver Eusebio Unzue sikkert ryster på hovedet over at se, hvordan to af hans kaptajner, Mikel Landa og Richard Carapaz, sagde et nærmest pinligt farvel til Movistar med uhyre ringe præstationer i de italienske klassikere, havde Mas lyst og vilje til at sige et ordentligt tak til det hold, der bragte ham op i verdenseliten. Det ønske er han ikke alene om, for alle synes at føle sig i en vis gæld til holdet, der får de fleste til at blomstre.

Jo, man forstår godt, hvis Unzue og de andre er lidt misundelige på den magi, den belgiske købmand mestrer.