Tour of Turkey-analyse: Har de hollændere da ingen grænser?

Som danskere har vi egentlig ikke noget at klage over. Med beskedne 5,7 millioner indbyggere er det lykkedes os i cykelmæssig sammenhæng langt at overgå det, vores beskedne størrelse burde give anledning til. I 90erne vandt Rolf Sørensen to monumenter, og Bjarne Riis stod øverst på podet i Tour de France, og i de seneste år har vi oplevet en gylden generation, der i de senere år med navne som Jakob Fuglsang, Michael Valgren, Søren Kragh, Magnus Cort, Mads Pedersen og senest også Kasper Asgreen har givet os det ene store resultat efter det andet.

Alligevel kan man ikke lade være med at skæve misundeligt til hollænderne. Ganske vist har de en befolkning, der trods deres beskedne areal er tre gange så stor som den danske, men alligevel er det bemærkelsesværdigt, hvordan de fostrer den ene verdensstjerne efter den anden. Trodse deres flade terrn havde de for år tilbage en imponerende samling af klatrere med Robert Gesink, Steven Kruijswijk, Bauke Mollema og Wilco Kelderman, der alle leverede en stribe toppræstationer i grand tours, og nu har de endda i Tom Dumoulin en af de absolut bedste ikke blot i etapeløb, men også på enkeltstarter. I de seneste 2-3 år har Dylan Groenewegen etableret sig som verdens hurtigste sprinter, Wout Poels har vundet et af sportens monumenter, og i disse dage er vi alle vidner til, hvordan Mathieu van der Poel med stormskridt er ved at erobre klassikerscenen.

Tilsyneladende stopper det ikke her. Det er nærmest absurd, at en mand af Groenewegens klasse allerede nu i en alder af bare 25 år allerede skal til at se sig over skulderen for ikke at blive overhalet indenom. Ikke desto mindre er det i hvert fald noget, han skal være opmærksom på, efter at Fabio Jakobsen med dagens sejr i Tour of Turkey sendte endnu et klart signal om, at han har kurs direkte mod toppen af det internationale og dermed også det hollandske sprinterhierarki.

Læs også

Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Allerede det første år i det professionelle felt var ganske fornemt for Jakobsen, men sejrene var stadig sporadiske og kun sjældent taget i selskab med de allerhurtigste. I efterårets Tour of Guangxi var det imidlertid tom om, han nåede et nyt niveau. I hvert fald fik han på top etaper ram på Pascal Ackermann, der i det efterår var helt ustyrlig, samt ikke mindst den ellers så overlegne Groenewegen i det kinesiske etapeløb.

I første omgang kunne man måske affærdige succesen med manglende form hos konkurrenterne i årets allersidste løb, men den forklaring synes nu at være gennemhullet som en si. Allerede da Jakobsen i Volta ao Algarve fik Ackermann og Arnaud Demare til at ligne juniorer på 1. etape, havde man fornemmelsen af, at et større gennembrud kunne være i vente. Det blev til fulde bekræftet, da han i overlegen stil forsvarede sin titel i Scheldeprijs, der er kendt som sprinternes verdensmesterskab. Alligevel kunne man også der affærdige resultater med, at de bedste igen var fraværende.

Den kritik er det nu ganske vanskeligt at fastholde, efter at Jakobsen i dag med klar margin slog Sam Bennett. Måske er ireren ikke så kendt i den brede offentlighed, da han endnu har succes i Touren til gode, men man skal ikke have set mange massespurter i de seneste to år for at vide, at han tilhører den absolutte creme af sprintereliten. I sidste års Giro gav han gang på gang Elia Viviani tørt på, og i år har for rent bord sat både Groenewegen og Fernando Gaviria til vægs.

På den baggrund er det lidt af en skalp, Jakobsen i dag sikrede sig i det nordvestlige Tyrkiet, da årets sidste massespurt i Tour of Turkey fandt sted i byen Edremit. Selvom Bennett efter en yderst rodet og hektisk spurt, hvor alle favoritterne kortvarigt så ud til at være lukket inde, helt som forventet havde fundet Jakobsens hjul, var den ellers indtil nu så overlegne irer slet ikke i nærheden af blot at røre Jakobsen, da den unge hollænder efter endnu et forrygende lead-out af Maximilano Richeze åbnede for gassen. Hvor han i tirsdagens spurt, ærgrede sig over at have åbnet for tidligt, begik han denne gang ingen ungdommelige fejltagelser og viste med sin overlegne sejr, at hans topfart gør ham i stand til at slå verdens absolut bedste.

Sejren er ikke mindst lovende, fordi den blev leveret i en spurt, der var så ren, som den kunne være. Efter bare 120 ganske lette kilometer blev det nemlig en regulær udmåling af topfart, der fandt sted på den lange, lige vej, hvor der ikke var skyggen af sving i adskillige kilometer inden spurten. Naturligvis drog han igen fordel af Richezes overlegne ekspertise, da argentineren med akrobatisk finesse fandt et hul, der forhindrede ham i at blive lukket inde, men Jakobsens spurt var også selv overlegen og af tårnhøj klasse.

Dermed blev der også sat en stopper for Bennetts successtime, så han nu ”blot” er noteret for 9 sejre på de seneste 15 etaper i det tyrkiske løb. Og ligesom sidste år var det en ung Quick-Step-sprinter, der lidt overraskende fik hans skalp, efter at Alvaro Hodeg også slog til på den letteste etape i sidste års løb. For afvekslingens skyld var det til gengæld måske ganske fint, at vi nu har fået afværget risikoen for, at Bennett med hele fem etapesejre ville gøre løbet til en temmelig monoton forestilling.

Trods Jakobsens flotte spurt var det dog i cykelverdenen en helt anden, der trak de største overskrifter. For første gang siden juni sidste år lykkedes det nemlig Mark Cavendish at køre med om sejren i en massespurt. Efter nu i to omgange at være blevet sat tilbage af kyssesyge har det ellers lignet en kedelig og trist deroute for supersprinteren, der intet har vist i årets første løb, og efter en regulær fadæse på 1. etape lignede en mand, der gjorde klogt i hurtigst muligt at køre cyklen i garagen. Allerede da han i går arbejdede flot på den sidste stigning så han imidlertid ud til at være langt bedre end længe, og det bekræftede han til fulde med dagens fine spurt.

Naturligvis er det tydeligt, at Cavendish er et stykke fra sit gamle niveau, men nu er der i det mindst lys for enden af tunnelen. Ikke blot gjorde det unge Dimension Data-hold det flot ved med meget aktiv kørsel i finalen at aflevere briten i en god position, i selve styrkeudmålingen mod Jakobsen og Bennett var han også ganske konkurrencedygtig. Med tanke på det, de to rivaler har vist på det seneste, er det faktisk et ganske opsigtsvækkende resultat, som viser, at der bør være en sejr eller to gemt i Cavendish, hvis han fortsætter fremgangen og/eller stiller til start i et løb, hvor han ikke er oppe mod folk fra toppen af sprintereliten. Drømmen om at vinde flere Tour-etaper ser stadig urealistisk ud, men nu er der i hvert fald en fin mulighed for, at han ikke skal forlade sporten via bagdøren som en ydmyget mand.

Helt anderledes må stemningen være hos Caleb Ewan. Australierens sidste chance for at vise sig frem i en klassisk massespurt inden Giroen endte nemlig igen som en fuser. Egentlig havde han ellers gjort alt rigtigt, da han i erkendelse af sit togs åbenlyse mangler igennem ganske lang tid sad limet til Bennetts baghjul og dermed havde indset, at han ikke kunne stole på, at hans hold kunne bringe ham i position. Desværre betød et svaj, netop som han skulle springe igennem det hul, der også åbnede sig for Richeze, Jakobsen og Bennett, at han mistede alt momentum, og selvom han faktisk som på 1. etape viste en ganske hæderlig fart, var det da for sent at rette op på det tabte. Dermed synes den uendelige serie af uheld, der også betød et styrt på 6. etape i Paris-Nice samt på gårsdagens etape, som ellers havde været en fremragende chance for at tage en sejr, ingen ende at ville tage, og manden, der var hentet ind som Lottos nye vindermaskine, står dermed fortsat blot noteret for en enkelt sejr. Heldigvis kan han glæde sig over, at håndleddet synes ok efter gårsdagens møde med asfalten, og at han formentlig har bedre chancer på 4. og 6. etape end i dagens store boulevardspurt.

Læs også

Cavendish overgår legende

For de øvrige sprintere var der som forventet kun stumperne at slås om, og her viste den stadig mere lovende Christophe Noppe igen fornem form, efter at han i gårsdagens finale havde sikret sig en nærmest sensationel 5. plads. Matteo Malucelli og Luca Pacioni fik igen bekræftet, at de fortsat er blandt de hurtigste på niveauet lige under WorldTour-stjernerne. Og endelig var det ganske interessant at se den unge Matthew Gibson, der sidste år vandt en etape i Tour de l’Avenir og tog en del sejre i mindre 2.2-løb efter en meget svær start på tiden hos Burgos med en 7. plads viste, at han på helt lette sprinteretaper er en mand, der skal holdes øje med, ikke mindst når han med tiden får lidt mere råstyrke.

For klassementsrytterne var det bare en dag, der skulle overstås, og heldigvis slap de alle nådigt igennem den lette dag inden løbets to vigtigste etaper. I morgen vil vi måske få yderligere nogle små indikationer på, hvem der har formen til at blande sig, men det er først på lørdag, at det helt store slag om den samlede sejr skal slås. Til gengæld er det meget sandsynligt, at vi har set det sidste til både Jakobsen og hollænderne i dette løb - og det er om ikke andet for os andre meget rart, at der trods alt er grænser for, hvor og hvor meget folkene fra fladlandet kan vinde.