Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for Cofidis?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2024 ventes at udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten, men da Ag2r Citroën Team, der burde være blevet bragt som nr. 3 i serien, ikke officielt har præsenteret én eneste signing ved starten på denne serie, bringes analysen af det franske hold først senere. I dag fortsætter vi serien med Cofidis, der endte som nr. 14 på ranglisten i 2023 og nr. 13 blandt WorldTour-holdene.

Du kan se en oversigt over alle transferanalyserne.

BEMÆRK: Transfersæsonen er endnu ikke slut og flere hold har fortsat plads til flere ryttere. Det gælder dog ikke for Cofidis, der har annonceret 30 ryttere og dermed færdiggjort truppen.

Ryttere, der bliver på holdet

Piet Allegaert, Thomas Champon, Bryan Coquard, Ruben Fernandez, Eddy Finé, Simon Geschke, Jesus Herrada, Ion Izagirre, Jonathan Latra, Axel Mariault, Guillaume Martin, Christophe Noppe, Anthony Perez, Alexis Renard, Benjamin Thomas, Hugo Toumire, Harrison Wood, Axel Zingle

Nye ryttere

Ben Hermans (Israel-Premier Tech), Gorka Izagirre (Movistar Team), Kenny Elissonde (Lidl-Trek), Alexis Gougeard (VC Rouen 76), Aimé De Gendt (Intermarché-Circus-Wanty), Stanislaw Aniolkowski (Human Powered Health), Stefano Oldani (Alpecin-Deceuninck), Ludovic Robeet (Bingoal WB), Milan Fretin (Team Flanders-Baloise), Nicolas Debeaumarché (St Michel-Mavic-Auber93), Nolann Mahoudo (CIC U Nantes Atlantique), Oliver Knight (AVC Aix-en-Provence)

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Ryttere, der forlader holdet

Davide Cimolai (?), Max Walscheid (Team Jayco-AlUla), Simone Consonni (Lidl-Trek), Jose Herrada (stopper karrieren), Jelle Wallays (stopper karrieren), Pierre-Luc-Perichon (stopper karrieren), Victor Lafay (AG2r Citroën Team), Wesley Kreder (stopper karrieren), Remy Rochas (Groupama-FDJ), Francois Bidard (stopper karrieren), Alexandre Delettre (St Michel-Mavic-Auber93), Andre Carvalho (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Cofidis er måske nok et af sportens ældste, men bestemt ikke et af sportens største mandskaber. Det franske hold har været at finde i feltet i en lille menneskealder, men de har ikke altid haft det nemt. Selvom de var en del af ProTouren, da den blev indført i 2005, blev holdet degraderet i 2010, og herefter fulgte hele 10 sæsoner uden for det fineste selskab. Først frem mod 2020-sæsonen lykkedes det for mandskabet atter at blive en del af det fine selskab, men med indførelsen af det nye op- og nedrykningssystem stod det også klart, at det kunne blive en kort fornøjelse for Cedric Vasseurs tropper på højeste niveau.

Ambitionerne var imidlertid store, og forud for den første sæson på WorldTouren satsede man stort med investeringen i to store kaptajner i form af Elia Viviani og Guillaume Martin. Håbet var, at det ville bringe holdet sikkert igennem den første treårige cyklus på det højeste niveau, og særligt Vivianis tilstedeværelse skulle sikre, at holdet både vandt en masse cykelløb og også ville kunne hævde sig langt fremme på ranglisterne. Som bekendt gik det slet ikke sådan. Hvor erhvervelsen af Martin med nogen ret kan betegnes som en pæn succes, endte Vivianis eventyr i Frankrig som en gedigen fiasko, og da 2022-sæsonen startede, var det franske hold et af de mandskaber, der var i størst fare for at ende med en nedrykning.

Så galt gik det heldigvis ikke. Forud for sæsonen foretog Vasseur en gedigen hovedrengøring af sin trup, da han sagde farvel til hele 10 ryttere og goddag til intet mindre end 13 nye navne. Ud røg Viviani, der blev direkte erstattet af Bryan Coquard, og derudover blev Ion Izagirre hentet ind som et supplement til Martin i de kortere etapeløb.

Det var modigt at rense så markant ud i truppen forud for så vigtig en sæson, men missionen lykkedes. Cofidis WorldTour-licens blev reddet, og selvom man i tillæg til Viviani havde mistet Christophe Laporte efter dennes indtil da bedste sæson, blev 2022 en stor succes. Efter en 19. plads på verdensranglisten i 2020 og en 14. plads i 2021 endte holdet højst overraskende i top 10 på en fornem 10. plads, og de bare to sejre i 2020 og 12 triumfer i 2021 blev langt overgået med ikke færre end 19 sejre med hele 10 forskellige ryttere. Izagirre, Coquard og Martin havde ellers ikke deres bedste sæsoner - selvom de stod for i alt seks af de 19 sejre - men selvom heller ikke Jesus Herrada, der ar været en af de mest pålidelige ryttere, havde noget stort år, viste særligt erhvervelserne af Benjamin Thomas, der med sine fire sejre blev den mest vidende rytter, og kometen Axel Zingle, der med tre trumfer endte som en delt nr. 2 på sejrslisten, sig som så store succeser, at Cofidis endte i den øvre halvdel blandt de 18 WorldTour-mandskaber.

Derfor er det ikke mærkeligt, at Vasseur har været noget mere afdæmpet på transfermarkedet denne gang, hvilket ellers ikke er hans stil. Siden han forud for 2018 kun hentede fem nye ryttere til holdet, har han skiftet voldsomt ud hver eneste gang. Inden 2019-sæsonen var der plads til 9 nye navne, frem mod WorldTour-comebacket i 2020 hentedes 10 nye mand, inden 2021 var der igen 9 nyerhvervelser, og op til 2022 var det altså 13 nye navne, der skulle indpasses på holdet. I det lys var det lidt af en revolution, at Vasseur nu kun hentede fire nye ryttere - det laveste antal siden optakten til 2003-sæsonen - og det endda efter en transferkampagne, hvor han er gået helt uden om nye store navne.

Det var imidlertid en engangsforeteelse. 2023 var slet ikke noget dårligt år, for selvom holdet ikke nåede samme flyvende højder som i 2024, endte de som en ganske hæderlig nr. 14 på verdensranglisten med et fornuftigt udgangspunkt for at undgå nedrykning om to år. Det blev også til hæderlige 14 sejre, og der var nogle store fisk iblandt. Særligt var det bemærkelsesværdigt, at det lykkes at bryde den 15 år lange tørke i Touren, da Victor Lafay snød alt og alle på 2. etape, og senere vandt Izagirre endda også en enkelt gang. Også i Vueltaen var der succes at hente, da Herrada nok engang var succesfuld på hjemmebanen.

Alligevel går Vasseur i gang med en hovedrengøring. Ikke færre end 12 af de 30 ryttere skiftes ud, hvilket jo papiret synes dramatisk. Det er det dog ikke nødvendigvis. Kaptajnerne, Martin, Coquard, Zingle, Herrada og Izagirre, bliver nemlig alle, hvor de er, og det er primært i holdets enorme katalog af hjælperyttere, der skiftes ud. Meget af det skyldes dog også en delvis nødvendigt, for ikke færre end fem af de 12 ryttere, der siger farvel, stopper karrieren. For nogles vedkommende er det dog også mere af nød end af lyst, mens de øvrige ikke har bidraget med resultater, og det fortæller meget fint historien om, at holdet har et hav af ryttere, der lever en stille tilværelse i anonymitet, og hvis fravær for den udenforstående ikke vil blive bemærket meget.

Desværre betyder det ikke, at holdet ikke efterlades styrket tilbage. Tværtimod. Blandt de 12 ryttere findes nemlig også én af kaptajnerne, da Lafay sagde nej til sit tilbud om at forlænge kontrakten og i stedet drager op nye eventyr, og det er en markant svækkelse. Nogen pointmaskine var han bestemt ikke - således er han blot holdets sjettebedste på verdensranglisten - men hans topniveau er tårnhøjt, hvad han særligt viste i den gyldne åbningsweekend i Touren. Da han fortsat synes i udvikling, er han en af de ganske få ryttere, der ville kunne have leveret større resultater på WorldTouren - særligt hvis han kunne finde lidt af den stabilitet, han slet ikke har haft - og derfor er det en potentiel guldfugl, holdet siger farvel til.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Desværre er der intet direkte bud på en erstatning på listen af nyerhvervelser, der synes uden fokus, skyder med spredehagl og i vidt omfang udgør en satsning på erfarne veteraner, der med nogen risiko mere ender som anonyme erstatninger for holdets hjælpere end for Lafay. Til gengæld er man ganske aktive på det område, hvor Lafay vil blive savnet, for man henter ganske mange ryttere med evner i kuperet terræn - dog også alle i den meget erfarne ende af skalaen.

Den rytter, der som type kan ses som den mest direkte erstatning for Lafay, er Ben Hermans, men desværre har han set sin storhedstid. Det er længe siden, han tog sine mange sejre i ugelange etapeløb, og siden han blev ramt af langtidseffekterne af corona, har han slet ikke været sig selv. Der var tegn på en lille genrejsning i løbet af sommeren, men at tro at den efterhånden 37-årige belgier igen kan blive nogen stor resultatmaskine, er nok en kende optimistisk. Holdet har da også signaleret, at han mest af alt er hentet ind som hjælper for Martin.

Så synes der at være lovet mere frihed til Kenny Elissonde, men også han har set sin storhedstid. Han kørte et fint løb i Ain i august, men ellers havde han et trist år, der kulminerede med en skuffende Vuelta, hvor han ellers endelig var fri for sine helbredsproblemer. Naturligvis kan han stadig måske køre et fint klassement i et mindre bjergløb som netop Tour de l’Ain, men i de store løb ligner også han mest af alt en erfaren hjælper for Martin.

Den sidste erfarne klatrer, der hentes til holdet, er Gorka Izagirre, men det er svært at se hans skifte som andet end et udtryk for et ønske fra brormand. I hvert fald er det længe siden, han har leveret personlige resultater, og det er svært at tro, at det vil ændre sig nævneværdigt i de nye omgivelser.

Sammen med Elissonde og Hermans skal han ikke blot erstatte Lafay. Han skal også erstatte Remy Rochas, og det gør det hele endnu mere problematisk. Nok har franskmanden efter sine mange helbredsproblemer aldrig siden nået det niveau, der gav en top 15 i Vueltaen i 2021, men efter at han i efteråret overvandt sine helbredsproblemer var der små tegn på genrejsning, ikke mindst med den samlede 2. plads i WorldTour-løbet i Guangxi. Nogen resultatmaskine er han ikke, men der er mere fremtid i ham end i Hermans, Elissonde og Izagirre, og derfor er det svært at se holdet som andet end svækket på klatresiden - også selvom det er et begrænset tab, at de erfarne klatrere Jose Herrada og Francois Bidard, der begge har været milevidt fra fordums styrke, utvivlsomt erstattes af bedre folk i form af de tre ovennævnte veterankolleger.

Mere uheldigt er det, at holdet også er svækket på andre områder. Det gælder særligt i massespurterne, hvor de siger farvel til Simone Consonni og Max Walscheid. Ingen af dem var i nærheden af at være sejrsmaskiner, men de vandt altså begge løb i deres tid på holdet. Consonni var samtidig en fremragende lead-out man, når han påtog sig den rolle, og Walscheid vil i den grad blive savnet i Paris-Roubaix, hvor han for alvor åbenbarede sit potentiale med en top 10 i 2023. Derudover siger de også farvel til Davide Cimolai, og selvom han bestemt har set sin bedste tid og nok kan erstattes, er det trods alt en erfaren lead-out man, som den positioneringssvage Coquard nok kunne bruge på et hold, hvis top samlet set svækkes ganske mærkbart.

Der hentes heldigvis også to erstatninger, og her er den mest interessant Stanislaw Aniolkowski. Polakken oplevede en lille opblomstring i foråret, hvor han tog nogle sejre i knap så stærkt besatte løb, men han er desværre aldrig blevet til det, han lignede for et par år siden. Det er yderst tvivlsomt, om han vil vinde løb for sit nye hold, men han giver dem i det mindste en andensprinter ved siden af Coquard og som supplement til Piet Allegaert. Holdet henter også den yngre Milan Fretin, men hans tid på Flanders indikerede ikke, at han har kurs mod at blive topsprinter, og han synes da også mest af alt hentet som lead-out man for Coquard, hvor han kan udfylde lidt af tomrundet, der efterlades af Consonni, Walscheid og Cimolai.

Holdets klart mest interessant nyerhvervelse kan også kaldes semisprinter, men det står vel mere og mere klart, at det er på andre områder, Stefano Oldani har sin styrke. Han havde ikke sit bedste 2023, men i 2022 viste han sit potentiale med sin etapesejr i Giroen, 2. plads i Limburg og stærke afslutning i de italienske klassikere. Med sin kombination af fart og holdbarhed har han potentiale som etapejæger i grand tours, i brostens- og de lettere kuperede klassikere samt ikke mindst i de mange Coupe de France-løb, hvor Cofidis også skal levere. Som type er han anderledes end Lafay, men han giver holdet nogle perspektiver i endagsløbene, som franskmanden også gav dem.

Til brostensløbene henter holdet også Aimé De Gendt, der for nogle år siden var meget spændende i de mindre belgiske løb, hvor han leverede et hav af gode resultater, men i de senere år det gået svært tilbage, og han lægger sig derfor lidt i forlængelse af mange af de øvrige nyerhvervelser, der også synes at have toppet. Til de samme løb siges der farvel til Jelle Wallays, der jo desværre aldrig blev en faktor for holdet og aldrig den rytter, han lignede, da han startede karrieren så stærkt. Derfor endte han da også som anonym hjælper, og på den front ryddes der virkelig ud i rækkerne. I tillæg til Wallays, Herrada og Bidard siger man nemlig også farvel til erfarne Pierre-Luc Perichon, der vil blive savnet for sin rolle på holdet, men ikke var ved fordums styrke i sine sidste år, Wesley Kreder, der fik ødelagt sin karriere af hjerteproblemer, Alexandre Delettre og Andre Carvalho, der havde det meget svært på højeste niveau, og det er ryttere, der alle bestemt kan erstattes.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Det har man forsøgt at gøre med et par unge ryttere, der altid har en vis interesse hos Cofidis, men denne gang har de ikke hentet et talent, der kan få pulsen langt op. Den mest spændende er vel den halvhurtige klassikertype Nolann Mahoudo, som overraskede positivt med sin flotte kørsel på kongeetapen i Sarthe, men ellers ikke har vist noget, der antyder, at han går en stor fremtid i møde. Det gør Nicolas Debeaumarché næppe heller, selvom han altid er meget synlig med sine mange udbrud og bestemt ikke uden styrke. Endelig henter holdet for andet år i træk en ung brite i form af Oliver Knight, men heller ikke han har leveret meget, der antyder en stor fremtid i de flamske klassikere, han drømmer om.

De ender i hvert fald let som de næste i den lange række af anonyme hjælpere, og man kan frygte det samme for holdets to sidste nyerhvervelser. Alexis Gougeard var jo tidligere et stortalent, der betog hele verden med sin etapesejr i Vueltaen, men siden løb han ind i en stor krise. Han rejste sig flot i 2022, hvor han genfandt lidt af sin styrke, inden B&B-kollapset sendte ham tilbage på amatørscenen, hvor han efter et godt år har kørt sig til en ny chance på højeste niveau. Selv hvis han genfinder niveauet fra 2022, ligner han dog mere den udbrudskonge, han altid har været, og det samme gælder for Ludovic Robeet, der højst overraskende har udnyttet en lignende rolle på Bingoal til som 29-årig at få en WorldTour-kontakt. Begge kan bidrage med synlighed, men mange sejre leverer de næppe.

Og det er jo desværre nok fortællingen om Cofidis’ transferkampagne. Nok renser de voldsomt ud i truppen, og nok er flertallet af tabene mest af alt anonyme hjælpere, der sagtens kan erstattes, men flertallet af de ryttere, der hentes til holdet, ender formentlig i samme rolle, uanset om man taler om de erfarne veteraner, de unge talenter eller ryttere i deres bedste alder. Oldani er helt sikkert en uhyre spændende forstærkning i rollen som etapejæger og klassikerrytter, og man kan da også i sit stille sind drømme om et par spurtsejre til Aniolkowski, men når man mister guldfuglen Lafay, Rochas, der netop er blevet nr. 2 i et WorldTour-løb og tidligere vindere i form af Consonni og Walscheid, hvoraf sidstnævnte stod for holdets flotteste klassikerpræstation i 2023, og toget omkring positioneringssvage Coquard synes forringet, er det svært at tro, at Cofidis atter kan overpræstere, som de gjorde i både 2022 og 2023.