Transferanalyse 2024: Hvordan gik det for Movistar Team?

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi senere indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2024 ventes at udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten, men da Ag2r Citroën Team, der burde være blevet bragt som nr. 3 i serien, ikke officielt har præsenteret én eneste signing ved starten på denne serie, bringes analysen af det franske hold først senere. I dag fortsætter vi serien med Movistar Team, der endte som nr. 12 på ranglisten i 2023 og nr. 11 blandt WorldTour-holdene.

Du kan se en oversigt over alle transferanalyserne.

BEMÆRK: Transfersæsonen er endnu ikke slut og flere hold har fortsat plads til flere ryttere. Det gælder også for Movistar Team, der i skrivende stund har 28 ryttere på kontrakt. Udfyldes en af eller begge de sidste to pladser, vil en opdateret analyse blive bragt i forbindelse med holdoptakten senere på vinteren.

Ryttere, der bliver på holdet

Alex Aranburu, Jorge Arcas, Will Barta, Ivan Garcia Cortina, Fernando Gaviria, Ruben Guerreiro, Johan Jacobs, Oier Lazkano, Enric Mas, Gregor Mühlberger, Mathias Norsgaard, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Vinicius Rangel, Ivan Romeo, Einer Rubio, Sergio Samitier, Gonzalo Serrano, Ivan Ramiro Sosa, Albert Torres

Nye ryttere

Nairo Quintana (holdløs), Davide Formolo (UAE Team Emirates), Remi Cavagna (Soudal-Quick Step), Pelayo Sanchez (Burgos-BH), Carlos Canal (Euskaltel-Euskadi), Javier Romo (Astana Qazaqstan Team), Jon Barrenetxea (Caja Rural-Seguros RGA), Manlio Moro (Zalf Euromobil Fior)

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ryttere, der forlader holdet

Jose Joaquin Rojas (stopper karrieren), Gorka Izagirre (Cofidis), Imanol Erviti (stopper karrieren), Carlos Verona (Lidl-Trek), Matteo Jorgenson (Jumbo Visma), Max Kanter (Astana Qazaqstan Team), Oscar Rodriguez (INEOS Grenadiers), Lluis Mas (Illes Balears Arabay Cycling), Abner Gonzalez (?), Juri Hollmann (Alpecin-Deceuninck)

Hvordan gik transfersæsonen?

2024 var året, alle i Movistar-organisationen frygtede. Siden man forud for 2005-sæsonen hentede ham til holdet fra Kelme, har Alejandro Valverde været holdets talisman, og selvom han undervejs har kørt på sammen med stjerner som Francisco Mancebo, Oscar Pereiro, Joaquim Rodriguez, Luis Leon Sanchez, Daniel Moreno, Rui Costa, Nairo Quintana, Ion Izagirre, Richard Carapaz, Marc Soler, Mikel Landa, Miguel Angel Lopez og Enric Mas, har han - naturligvis med undtagelse af sin karantæneperiode - været holdets absolutte lederfigur. Med sin ufattelige evne til altid at levere topresultater har han været en garanti for, at det spanske hold altid opnåede et eller andet, og i hver eneste sæson, hvor han ikke var karantæneramt, endte han som holdets mest pointgivende rytter, selvom han var omgivet af et hav af andre stjerner.

Det er den epoke, der sluttede for et år siden, og som holdet af gode grunde har skævet nervøst til. Gang på gang var de blevet reddet af, at den spanske evighedsmaskine valgte at forlænge sin karriere endnu engang, men nu det var altså slut nu. Det efterlod et gigantisk tomrum, som aldrig ville kunne udfyldes, men værre var det, at det uundgåelige skete på noget, der vel kunne betegnes som det værst tænkelige tidspunkt.

Movistar er nemlig ikke, hvad de var engang. Mandskabet har eksisteret siden 1980 under navnene Reynolds, Banesto, Illes Balears, Caisse d’Epargne og senest Movistar, og de har i lange perioder været en af sportens giganter med ikke færre end syv sejre i Tour de France samt fire sejre i både Giroen og Vueltaen. For mindre end 10 år siden var holdet sågar en sand magtfaktor, for efter at man havde toppet verdensranglisten to gange tidligere i 1992 og 2008, endte man som verdens bedste hold fire år i træk mellem 2013 og 2016.

Siden da er det imidlertid gået stærkt ned ad bakke, og det tog for alvor fart med en meget mærkelig transferstrategi forud for 2020-sæsonen. En hel cykelverden så måbende til, da et af sportens store hold med en meget klar identitet som etapeløbs- og bjergmandskab med hovedvægt på spansktalende ryttere blev forvandlet til en uoverskuelig samling af unge navne, hvor det var svært at se nogen som helst sammenhæng eller ide i truppens sammensætning. Angiveligt var der et ønske om at internationalisere holdet og satse mere på ungt talent - to ambitioner, der da også kom tydeligt til udtryk i den nye trup - men det var meget svært at se, at der var nogen som helst langsigtet strategi bag nyere tids måske mest forvirrende transfersæson.

Identiteten forsvandt fuldstændigt. Én ting var, at man var ude af stand til at fastholde store navne som Nairo Quintana, Mikel Landa og Andrey Amador, ligesom man tidligere havde måttet sige farvel til eksempelvis Izagirre-brødrene, Richard Carapaz og Jonathan Castroviejo. Noget andet var, at man slet ikke fandt erstatninger i den ånd, der havde givet holdet så stor succes. Væk var den spansktalende klatreidentitet, da nyerhvervelserne bestod af en hel serie unge ryttere fra flere dele af Europa, der mest af alt havde det tilfælles, at deres styrker lå i et helt, helt andet terræn end det, Movistar hovedsageligt har begået sig i. Og værre var det, at kun meget få af de unge navne havde resultater, der gav håb om nogen stor sæson i 2020.

Der var derfor bange anelser hos mange iagttagere, der frygtede, at holdet helt alene ville afhænge af de tre topnavne, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler, og den anelse blev desværre bekræftet. Bedre blev det ikke af, at de tre topnavne stort set havde en identisk kalender, og at de alle underpræsterede markant i andre løb end i Touren og Vueltaen. Skal man være lidt hård, var Movistar i 2020 nærmest kun eksisterende i de to løb, mens de var rene statister i stort set alle andre begivenheder, og resultatet blev et år med bare to sejre og et drastisk styrtdyk på verdensranglisten, hvor holdet gled helt ned som nr. 15 blandt de 19 WorldTour-hold - en dramatisk omvæltning for et hold, der altså endte øverst på listen hele fire gange i træk.

Heldigvis indså manager Eusebio Unzue, at der skulle mere kød på benet, og derfor hentede han frem mod 2021-sæsonen Miguel Angel Lopez og Ivan Garcia Cortina til holdet, mens han forud for 2022-sæsonen supplerede med Alex Aranburu og Ivan Ramiro Sosa - dog desværre delvist kun som erstatning efter Lopez’ kontroversielle exit. Det er imidlertid ikke tilfældigt, at holdet helt frem til en fornem slutspurt kæmpede en kamp for overlevelse på WorldTouren, for selv med de nye navne har holdet været et af de svagere i den fineste division. En manglende bredde har betydet, at holdet kun for alvor har været en faktor i de løb, hvor de er stillet til start med deres relativt få topnavne, og da Valverde i de sidste år ikke var den uhyre stabile garant for resultater, han tidligere var, har Movistar i de senere år kun været synlig i ganske få løb.

Det var altså i den situation, at Valverde nu siger farvel, og af en eller anden grund brugte Unzue slet ikke de penge, han må have frigivet, til at hente nye topnavne ind, hvis man ser bort fra en tvivlsom sprintersatsning på Fernando Gaviria - en satsning, der også stred mod holdets klatreidentitet. Alligevel kom holdet hæderligt igennem sæsonen, selvom hverken Gaviria eller holdets stjerne, Mas, havde den bedste sæson. En 12. plads på ranglisten er langt fra tidligere tiders storhed, men det placerer i hvert fald mandskabet på relativt sikker afstand af nedrykning efter den første sæson i den treårige nedrykningscyklus. Valverde efterlod i hvert ikke så stort et hul, som man kunne have frygtet.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Overraskelsernes schweiziske holdeplads

Der er dog stadig et stykke vej til toppen af ranglisterne, og den vil Movistar næppe heller nærme sig i 2024, hvor man kan diskutere, om de står styrket tilbage efter transfersæsonen. Denne gang har Unzue ellers været ganske aktiv med erhvervelsen af hele otte nye ryttere, hvoraf særligt ét navn skiller sig ud, men på tabssiden er også et par navne, som det gør ondt at sige farvel til.

Den store nyhed er naturligvis, at Nairo Quintana vender hjem. Det kom som en stor overraskelse for det meste af cykelverdenen, da den bombe sprang i slutningen af oktober, og det er mildt sagt et interessant projekt. Det er indlysende, at colombianeren i mange år har været et stykke fra sit højeste niveau, men i 2022 vandt han stadig to etapeløb, kørte i top 5 i Catalonien (hvor han var pokkers tæt på at vinde) og Paris-Nice, inden han endte på den 6. plads i Touren, som siden er blevet ham frataget. Udfordringen er naturligvis, at ingen aner, hvor den snart 34-årige colombianer står efter et år, hvor de colombianske mesterskaber, der kastede en 3. plads af sig, var han eneste optræden i et UCI-løb.

Det vil være en betydelig overraskelse, hvis han er på samme niveau. Den lange pause og alderen må have kostet, og udgangspunktet var derfor også, at han i grand tours skulle hjælpe Mas, men han ventedes også at køre sin egen chance i andre etapeløb. De seneste meldinger går imidlertid på, at han kan få en endnu mere prominent rolle om kaptajn i Giroen. I lyset af det niveau, han havde for bare et års tid siden, er det svært at tro, at han ikke vil styrke et ret profilfattigt Movistar-hold, men kun tiden kan vise, om der bliver tale om et kup eller en mere ligegyldig investering.

Holdet henter også to andre etablerede topnavne i form af Davide Formolo og Remi Cavagna, men heller ikke her er der nogen garanti for succes. Formolo er i hvert fald også for længst på den anden side af sin storhedstid, og selvom han lykkedes med at tage to flotte sejre i det italienske efterår, er det bekymrende, at hans niveau har været gradvist aftagende og nåede sit foreløbige lavpunkt i 2023. På den anden side skal han styrke holdet i kuperede endagsløb, hvor de efter Valverdes exit har sine mangler, og hans profil passer også fint til mange af de mindre spanske løb, hvor holdet skal score en god del af sine point. Som hjælper i grand tours er han utvivlsomt også en forstærkning, men det er tvivlsomt, hvor stor en pointmaskine han bliver.

Signingen af Cavagna er langt mere kontroversiel, fordi den er endnu et eksempel på, at holdet bevæger sig væk fra sit DNA. I hvert fald er han ikke prototypen på en Movistar-rytter, og det mest bekymrende er, at han skifter til holdet for at satse på brostensklassikerne. Som hans tidligere manager, Patrick Lefevere, har gjort opmærksom på, rimer positionskamp og teknik ikke just på den ellers uopslidelige franskmand, og det ligner ikke et projekt, der vil gavne holdet. Man kan også frygte, at Cavagna ikke kan fastholde sit tårnhøje enkeltstartsniveau ved at forlade Soudal og skifte til et hold, der tidligere var en stormagt på tidskørslerne, men som har haft det svært i disciplinen i de senere år. At Cavagna er en forstærkning, siger dog sig selv. Han så i 2023 ud til at klatre bedre end nogensinde, hans enkeltstart bør trods alt stadig være god, og på et hold med færre stjerner bør han kunne få noget frihed til at jagte de udbrudssejre, der er hans helt store speciale.

Alt sammen er det indtil nu lovende, men der er én grund til, at det samlede transferregnskab alligevel kan ende med at gå i minus. Holdet mister nemlig Matteo Jorgenson, og det er et tab, der gør pokkers ondt. Amerikaneren fik sit helt store gennembrud i 2023, hvor han viste et helt uventet potentiale i brostensklassikerne, men først og fremmest blev så god i bjergene og på enkeltstarterne, at han går en lovende fremtid som etapeløbsrytter i møde - dog nok mere i ugelange løb end i grand tours. Han endte med sin 35. plads på verdensranglisten som holdets mest scorende rytter, særligt via sin flotte kørsel i Romandiet og Oman, og han efterlader således et stort, stort hul, der kun bliver større, hvis man tager i betragtning, at han næppe har toppet endnu.

De øvrige tab er knap så alvorlige, men det gør nu ondt at miste Carlos Verona. Hans opgave har ikke så meget været at jagte personlige resultater, men han har været en skattet hjælper. Han nåede et tårnhøjt niveau i 2022, hvor han også vandt kongeetapen i Dauphiné, men i 2023 var han desværre ikke af samme styrke. Det gør tabet knap så markant, men på et hold, der i dag sjovt nok mangler stærke klatrere, vil han blive savnet.

I det bjergrige terræn siger holdet også farvel til Oscar Rodriguez, der ganske overraskende fået kontrakt med Ineos. Han havde én god dag i 2023, da han var tæt på at vinde i Limousin, men allerede inden det grimme styrt i Giroen havde han i en lang periode været helt anonym. Limousin-ridtet viser, at han måske stadig kan have noget at byde på, men i første omgang virker tabet knap så markant. Det gør det heller ikke, når man igen siger farvel til Gorka Izagirre, der i dag synes milevidt fra fordums styrke, og unge Abner Gonzalez viste aldrig et niveau, der gjorde det sandsynligt, at han skulle have en stor fremtid på WorldTouren.

Holdet henter til gengæld to andre forstærkninger i bjergene. De sidste fem nyerhvervelser er alle unge talenter, der nok engang er det store fokus for det ”nye” Movistar, og blandt disse er to specifikt hentet for deres evner som klatrere. Mest interessant er Pelayo Sanchez, der i 2023 bragede ind på scenen med sin 2. plads på Mallorca. Trods en udbrudssejr i Asturien lugtede det senere af, at det nok mere var udslag af god januarform end et grænseløst potentiale, men da han pludselig kørte en rystende god tredje uge af Vueltaen, hvor han var tæt på at vinde 20. etape og blandede sig med favoritterne i bjergene, beviste han, at han har sin berettigelse på højeste niveau. Han bliver i hvert fald spændende at følge.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Den anden nye klatrer er Javier Romo. Den tidligere triatlet lagde ud med brask og bram for Astana i 2021, men herefter viste han nærmest intet, indtil han blev en flot nr. 7 i Burgos i år. Angiveligt har han været ramt af en del helbredsproblemer i den mellemliggende periode, og da han i kraft af sin fortid stadig er meget grøn i sporten, kan han sagtens vise sig at have en lovende fremtid. Både han og Sanchez er i hvert fald interessante tilføjelser.

De sidste tre nye ryttere viser til gengæld, at holdet fortsat har ambitioner i andre løbstyper end dem, der har været holdets DNA. De henter i hvert fald Carlos Canal, der jo har haft for vane at blande sig i massespurter. Det har han nu ikke haft den store succes med, og det vil være helt forkert at satse på ham som sprinter. Til gengæld har han vist en vis holdbarhed, der kombineret med hans fart gør ham interessant. Også han imponerede særligt på Mallorca allerførst på sæsonen, men gjorde det hæderligt gennem hele året. Noget rasende stort talent er han nok ikke, men på et hold, der mangler vindertyper, gør hans fart ham interessant i klassikerne, både på brostenene, hvor han dog er helt ude erfaring, og i mere kuperede løb.

Hvis han har tænkt sig at køre massespurter, vil han erstatte Max Kanter. Tyskeren var endnu en af de nyerhvervelser, der faldt uden for holdets traditionelle fokusområder, men det lykkedes aldrig for alvor at sparke gang i hans karriere. 2022 var egentlig lovende, men 2023 blev ikke en succes - også fordi han ofte skulle køre lead-out for Fernando Gaviria. Det er bekymrende, at holdet siger farvel til en af de få lead-out men for den positioneringssvage colombianer, der har kurs mod at ende som den lidt forudsigelige fiasko, og en ekstra sprinter er altid god at have, når man jagter point. Noget uoverskueligt tab er det dog ikke.

Endelig henter holdet to ryttere med knap så udtalte spidskvaliteter. Overraskende er det, at de giver chancen til Jon Barrenetxea, der mest af alt er kendt som en uopslidelig udbryderkonge og ikke har leveret væsentlige resultater. Han ligner umiddelbart en mand, der mest af alt skal udfylde en hjælperrolle, men præcis det samme kunne man sige, da de hentede udbryderkongen Oier Lazkano, der har kurs mod at være meget mere end det. Derfor kan han måske overraske. Uventet er det også, at de henter den italienske banerytter Manlio Moro som også falder helt uden for holdets traditionelle identitet. Hans resultater på banen er store, da han er en del af det italienske forfølgelseshold, men på landevejen har han endnu ikke excelleret. Om han kan nå de resultater i brostensløbene og på enkeltstarterne, som han drømmer om, må tiden vise, men det vil nok tage nogen tid - særligt fordi han i 2024 vil have fuldt fokus på banen ved OL.

Resultatet af disse mange unge ryttere er også, at holdet bliver kraftigt forynget. Der ryddes nemlig også ud i den gamle garde. Ikke blot siger man farvel til Izagirre. To af holdets største kulturbærere, der har kørt på holdet, siden Ruder Konge var knægt, indstiller nemlig karrieren. Det gælder Jose Joaquin Rojas og Imanol Erviti, hvis betydning for holdets kultur kan være ganske betydelig, ligesom de tager en enorm erfaring med sig. Til gengæld har de i de seneste år også begge været et stykke fra deres bedste, og sportsligt kan de derfor sagtens erstattes. Det samme kan udbryderkongen Lluis Mas, der aldrig for alvor blev andet end hjælper, samt uge Juri Hollmann, der var endnu en af holdets meget mystiske nyerhvervelser, og som aldrig havde udsigt til at bidrage med andet end hjælpearbejde i løb, hvor holdet ikke har haft sit fokus.

Samlet set er der derfor både skidt og kanel for det spanske storhold. Udskiftningerne er mange, men om det bliver en succes, vil i vidt omfang afhænge af, om Quintana bliver en succes eller ej - og det er pokkers svært at spå om. Han skal imidlertid opnå et ret højt niveau, hvis han skal kompensere for det store tab af Jorgenson, der ligesom Verona og - i lyset af Gavirias muligheder - Kanter vil blive savnet. Formolo og Cavagna udgør heldigvis begge forstærkninger, men også to risikable af slagsen, og endelig har Unzue heldigvis også forsøgt at sikre fremtiden, når nu Jorgenson forsvinder, men erhvervelsen af Sanchez, Romo og Canal, der alle synes at have et vist, men ikke helt åbenlyst potentiale.