Transferanalyse: Hvordan gik det for Movistar Team

Vanligvis har vores holdoptakter bestået af en indledende transferanalyse, inden vi har analyseret holdets muligheder i den kommende sæson. Sådan vil det også være i år, når vi i januar indleder serien, men denne gang bringer vi altså transferdelen endnu tidligere som en appetizer til det, der venter senere.

Over 18 dage bringer vi en vurdering af transfersæsonen for hvert af de 18 hold, der i 2022 vil udgøre WorldTouren. Analyserne bringes i den omvendte rækkefølge af UCI-ranglisten. I dag fortsætter vi med Movistar Team, der endte som nr. 12 blandt WorldTour-holdene i 2021.

Du kan finde holdoptakten til deres 2021-sæson her.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Ryttere, der bliver på holdet

Jorge Arcas, Inigo Elosegui, Imanol Erviti, Ivan Garcia Cortina, Abner Gonzalez, Juri Hollmann, Johan Jacobs, Matteo Jorgenson, Enric Mas, Lluis Mas, Gregor Mühlberger, Mathias Norsgaard, Nelson Oliveira, Antonio Pedrero, Jose Joaquin Rojas, Einer Augusto Rubio, Sergio Samitier, Gonzalo Serrano, Alberto Torres, Alejandro Valverde, Carlos Verona

Nye ryttere

Gorka Izagirre (Astana-Premier Tech), Alex Aranburu (Astana-Premier Tech), Ivan Ramiro Sosa (INEOS Grenadiers), Oscar Rodriguez (Astana-Premier Tech), Max Kanter (Team DSM), Will Barta (EF Education-Nippo), Oier Lazkano (Caja Rural-Seguros RGA), Vicinius Rangel Costa (Telcom-On Clima-Osés Const)

Ryttere, der forlader holdet

Miguel Angel Lopez (Astana Qazaqstan Team), Dario Cataldo (Trek-Segafredo), Marc Soler (UAE-Team Emirates), Davide Villella (Cofidis, Solutions Crédits), Hector Carretero (Equipo Kern Pharma), Gabriel Cullaigh (Saint Piran), Juan Diego Alba (Drone Hopper-Androni Giocattoli), Sebastian Mora (?)

Hvordan gik transfersæsonen?

Det er svært ikke at beundre den tidligere manager, Jose Miguel Echavarri, og den nuværende chef, Eusebio Unzue. I en sport, hvor nye hold kommer og går med samme hast, som Deceuninck-QuickStep plejer at vinde cykelløb, har de to spaniere været i stand til at holde liv i det største spanske mandskab uafbrudt siden 1980. I langt den største del af perioden har det endda under navnene Reynolds, Banesto, Illes Balears, Caisse d’Epargne og senest Movistar været en af sportens mastodonter med ikke færre end syv sejre i Tour de France samt fire sejre i både Giroen og Vueltaen.

Derfor var det også så smertefuldt at se, hvad der skete op til 2020-sæsonen. En hel cykelverden så måbende til, da et af sportens store hold med en meget klar identitet som etapeløbs- og bjergmandskab med hovedvægt på spansktalende ryttere blev forvandlet til en uoverskuelig samling af unge navne, hvor det var svært at se nogen som helst sammenhæng eller ide i truppens sammensætning. Angiveligt var der et ønske om at internationalisere holdet og satse mere på ungt talent - to ambitioner, der da også kom tydeligt til udtryk i den nye trup - men det var meget svært at se, at der var nogen som helst langsigtet strategi bag nyere tids måske mest forvirrende transfersæson.

Identiteten forsvandt fuldstændigt. Én ting var, at man var ude af stand til at fastholde store navne som Nairo Quintana, Mikel Landa og Andrey Amador, ligesom man tidligere havde måttet sige farvel til eksempelvis Izagirre-brødrene, Richard Carapaz og Jonathan Castroviejo. Noget andet var, at man slet ikke fandt erstatninger i den ånd, der havde givet holdet så stor succes. Væk var den spansktalende klatreidentitet, da nyerhvervelserne bestod af en hel serie unge ryttere fra flere dele af Europa, der mest af alt havde det tilfælles, at deres styrker lå i et helt, helt andet terræn end det, Movistar hovedsageligt har begået sig i. Og værre var det, at kun meget få af de unge navne havde resultater, der gav håb om nogen stor sæson i 2020.

Der var derfor bange anelser hos mange iagttagere, der frygtede, at holdet helt alene ville afhænge af de tre topnavne, Enric Mas, Alejandro Valverde og Marc Soler, og den anelse blev desværre bekræftet. Bedre blev det ikke af, at de tre topnavne stort set havde en identisk kalender, og at de alle underpræsterede markant i andre løb end i Touren og Vueltaen. Skal man være lidt hård, var Movistar i 2020 nærmest kun eksisterende i de to løb, mens de var rene statister i stort set alle andre begivenheder, og resultatet blevet år med bare to sejre og et drastisk styrtdyk på verdensranglisten, hvor holdet gled helt ned som nr. 15 blandt de 19 WorldTour-hold til den kommende sæson - en dramatisk omvæltning for et hold, der endte som nr. 1 fire år i træk mellem 2013 og 2016.

Heldigvis indså Unzue, at der skulle mere kød på benet, og derfor hentede han frem mod denne sæson Miguel Angel Lopez og Ivan Garcia Cortina til holdet. Med fem kaptajner var holdet ikke længere helt så afhængige af bare tre ryttere, og det gik da også langt bedre end i katastrofeåret 2020. Denne gang blev det til 15 sejre og en podieplads i en grand tour, men holdet endte stadig på en beskeden 13. plads på ranglisten - fortsat meget langt fra den tid, hvor Unzues tropper var at regne som hørende til blandt sportens giganter.

Desværre kan man nok frygte, at Unzues tid som manager for et af de absolutte tophold er ovre. I et interview i vinterpausen erkendte den erfarne manager i hvert fald, at han slet ikke har budgettet til at matche de bedste hold, og at det er meget svært for ham at tiltrække de navne, han drømmer om. Økonomien er derfor en væsentlig del af holdets delvise deroute, men det er også svært ikke at være kritisk over opgøret med holdets identitet som etapeløbshold. Da Garcia Cortina havde en skuffende 2021-sæson, var holdet fortsat stort set udelukkende eksisterende i etapeløbene - samt i de kuperede endagsløb med Valverde - og på resultatsiden er alt derfor ved det gamle. Problemet er bare, at en stor del af holdet nu udgøres af ryttere, der ikke rigtigt passer til holdets DNA, og som ikke har bidraget med alt for meget på resultatsiden.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

I omtalte interview gjorde Unzue det imidlertid også klart, at strategiskiftet er kommet for at blive, og det er da også konklusionen efter en transfersæson, der må give anledning til bekymring i det spanske hovedkvarter. Der er i hvert fald ikke gjort noget væsentligt for at styrke den etapeløbstrup, der leverede de fleste af resultaterne i 2021, og i stedet er der først og fremmest oprustet på klassikersiden.

Det kunne man måske nok leve med, hvis etapeløbsdivisionen er blevet rippet. Hele to af holdets fem kaptajner forlader skuden, og de bliver slet ikke erstattet. Derfor er der al mulig grund til at være bekymret for, om Movistar kan matche præstationerne fra den trods alt kun småhæderlige 2021-sæson.

Det var dog ikke planen, at det skulle gå så galt. Faktisk havde de jo allerede i løbet af sommeren forlænget med Lopez, der angiveligt trivedes i sine nye omgivelser, men den trivsel varede som bekendt kun frem til en højdramatisk dag under Vueltaen. Det er stadig temmelig uklart, hvad der præcist skete på den vilde 20. etape, men resultatet af Lopez’ kontroversielle exit var i hvert fald, at forholdet var beskadiget for bestandigt og ingenlunde kunne genoprettes. Begge parter fandt det bedst, at deres veje måtte skilles, og dermed nåede blækket på kontraktforlængelsen end ikke at blive tørt, inden den lå i skraldespanden, og Lopez var rejst hjem til Astana.

Den udvikling kom naturligvis så sent, at det var umuligt at finde en erstatning for Lopez, og derfor må man formode, at Unzue er brændt inde med en masse penge, der kan bruges på en oprustning frem mod 2023 - også fordi Valverde til den tid stopper karrieren (hvis man tør tro på, at det nogensinde sker) og frigiver yderligere midler. I det lys er 2022 nok en slags mellemår, der skal overstås, og det bliver kun endnu tydeligere, når man noterer sig, at også Soler forlader holdet, desværre uden at der er indhentet en oplagt erstatning.

Man kan sagtens argumentere for, at Soler var stagneret. Angiveligt var begge parter da også enige om, at der var brug for luftforandring, og det var derfor ikke en ulykkelige skilsmisse. Meget af nedturen i 2021 skyldtes imidlertid også uheld og de to styrt, der sendte ham ud af Giroen og Touren, og på et hold, der i den grad mangler profiler, vil det kunne mærkes, at Soler ikke længere er at finde i stalden - ikke mindst fordi han faktisk bidrog med én af holdets WorldTour-sejre i 2021, da han på en regnfuld dag i Romandiet snød alt og alle og kørte alene hjem.

De øvrige tab er knap så profilerede, men det skyldes i høj grad også, at man i 2021, der bestod af fem kaptajner omgivet af en hær af hjælpere. I tillæg til Lopez og Soler er det derfor primært hjælperyttere, der siger farvel, men desværre er der heriblandt nogle af stærkere af slagsen.

Det gælder eksempelvis Hector Carretero. Det kan godt være, at han alt for ofte befandt sig milevidt fra sit højeste niveau, men når han endelig fandt det, var det fornemt. Det så vi i hans rolle som hjælper for Richard Carapaz i Giroen i 2019, og det så vi i år, hvor han kørte fremragende i slutningen af april og her tog karrierens første sejr. Han har dog angiveligt selv ønsket at vende hjem til Kern Pharma som kaptajn, og det synes ikke at være Movistars eget valg, at han skal væk.

Det synes snarere at være tilfældet, når det gælder holdets to italienere, Davide Villella og Dario Cataldo. Blandt dem er Cataldo utvivlsomt det største navn, men han har i de seneste år tilsyneladende været ramt så hårdt af alderen, at det kun er hans erfaring, der for alvor kan blive savnet. Så er det straks mere ærgerligt, at Villella siger farvel, for selvom han ikke har været på det niveau, der engang indbragte ham en 4. plads i Lombardiet, nåede han i et flot efterår at vise, at han stadig har en berettigelse som en af de stærkere hjælpere på det profilfattige Movistar-hold.

Holdet har også tabt tålmodigheden med to talenter. Både Juan Diego Alba og Gabriel Cullaigh kom til mandskabet som et par lovende navne, men ingen af dem slog til i deres tid i spansk tjeneste. For Albas vedkommende har han været milevidt fra et konkurrencedygtigt niveau, og da han i forvejen ikke havde vist alt for meget som U23-rytter, er det meget naturligt, at det ikke blev til kontraktforlængelse. Mere ærgerligt er det, at Cullaigh, der var yderst spændende før sin WorldTour-karriere, men det lignede allerede fra start et fejlmatch at sende en britisk sprinter til et spansk klatrehold. Det kan godt være, at holdet har forsøgt at ændre sin identitet, men det var ikke det rette sted for en ung sprinter at udvikle sig, og man kan nu håbe, at han kan få karrieren tilbage på spore hos et britisk kontinentalhold. Endelig bliver der ikke til kontraktforlængelse for banerytteren Sebastian Mora, men det kan ikke undre, da han først og fremmest var hentet ind som led i en støtteindsats frem mod baneløbene ved OL I Tokyo, og modsat makkeren Albert Torres har han intet vist i landevejssammenhæng.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

Tabene er altså til at tage og føle på, og desværre synes nyerhvervelserne ikke at kunne kompensere herfor. Ganske vist er der et par spændende navne iblandt, men det er helt åbenlyst, at der slet ikke er en erstatning i Lopez-klassen. Som sagt er der ikke gjort det store for at opruste etapeløbstruppen, og snarere fortsætter bestræbelserne på at udvide truppens bredde.

Der er dog én rytter, der skal forsøge at udfylde det hul, Lopez og Soler efterlader. Unzue risikerer næppe at skulle i behandling for ludomani, men han har åbenbart en vis hang til gambling. Det er i hvert fald svært at se det anderledes, når han tør satse butikken på Ivan Ramiro Sosa, hvis karriere har været præget af nærmest ufattelige udsving. Desværre har han i de seneste to sæsoner mest befundet sig i et stort, sort hul, hvor også Ineos tabte tålmodigheden, men to gange fik han dog vist, at han stadig kan. Det skete, da han slog den ellers uovervindelige Remco Evenepoel på Lagunas de Neila i Burgos sidste år, og da han i februar kørte fra alt og alle på Mont Ventoux i et ellers stjernebesat Tour de la Provence. Unzue håber naturligvis, at Sosa på mere stabil vis kan finde det tårnhøje topniveau, han har vist flere gange, og han kan finde et håb i, at vi trods alt så det for mindre end et år siden. Valverde har givet udtryk for, at Sosa er tiltænkt en betydelig rolle, og hvis dette storsats giver pote, kan der være tale om et sandt kup. Hvis til gengæld trenden fra 2020 og 2021 fortsætter, ligner det en fiasko.

Den anden etapeløbssigning er Oscar Rodriguez. Spanieren blev efter sin choksejr i Vueltaen regnet som et af de mest spændende klatretalenter, men hos Astana stagnerede. En stærk sommer vidnede dog om, at der måske kan genfindes noget af fordums styrke, og selvom vi nok aldrig kommer til at se ham i front i de store løb, vil han med sit sommerniveau utvivlsomt lave resultater i mindre etapeløb og give værdifuld støtte i bjergene i grand tours. Nogen erstatning for Lopez eller Soler er han dog ikke.

Det er Gorka Izagirre heller ikke. Den erfarne spanier vender efter sin tid hos Bahrain og Astana ”hjem”, men desværre har de seneste år vist, at han ikke længere har samme niveau, som da han var bedst. I de seneste år har holdet i den grad manglet bredde i bjergene, og derfor vil hans ankomst have værdi, men det bliver som hjælper og næppe som manden, der selv skal levere resultater.

Anderledes forholder det sig med Alex Aranburu, der sammen med Sosa er den store nye signing. Hans kontrakt sætter imidlertid en streg under holdets fokusskifte, for han er slet ikke en type efter Movistars DNA. Således skal hans resultater komme i klassikerne og på enkelte etaper i grand tours og slet ikke i klassementet. Det ændrer dog ikke på, at der er tale om en virkelig gevinst. Holdet har i den grad manglet vindertyper og kaptajner, og selvom han har vundet alt, alt for lidt, har Aranburu vist, at hans potentiale er stort. På samme måde som det var tilfældet med Garcia Cortina, er det lidt svært at se ham som et perfekt match med holdet, men med den nye identitet er der ingen tvivl om, at han vil styrke holdet betragteligt - i hvert fald hvis det går bedre end med satsningen på Aranburu.

Den nye identitet kommer også til udtryk med beslutningen om at satse på Max Kanter. I gamle dage havde massespurter slet ikke interesse for holdet, men det har de nu. Cullaigh var den første satsning, og nu kommer i stedet Kanter, der kan betragtes som en direkte erstatning for briten. Desværre er der grund til at frygte, at det går lige så ilde som med det første forsøg. Kanter viste ganske vist sit potentiale i 2020, men han har aldrig indfriet potentialet fra U23-tiden og har gang på gang vist, at han har det meget svært i positionskampen. I det lys er det svært at tro, at det bliver en succes at sende ham til et hold, der er uden sprintererfaring og uden et tog til at støtte ham.

De sidste tre signings er udtryk for den blandede landhandel, der har kendetegnet Movistar i de seneste år. En amerikaner på det spanske hold virker helt forket, men er i tråd med den mere internationale strategi, og i det mindste er Will Barta som potentiel etapeløbsrytter en satsning, der ligger mere i tråd med det, vi kender fra Movistar. Han havde et katastrofalt 2021, men hans stærke Vuelta i 2020 vidnede både om klatreevner og ikke mindst en fremragende enkeltstart, der giver håb om, at han kan lave resultater i etapeløb, der ikke er alt for svære. Først og fremmest er han dog en god hjælper, hvis han kan genfinde sit niveau fra 2020.

Holdet henter også Oier Lazkano, der gjorde enorme fremskridt for Caja Rural i et meget flot og synligt efterår, og derfor er det lidt svært at sige, hvor langt han kan komme. Han er dog først og fremmest angriber, og det vil nok primært være som hjælper, i udbrud og i mindre løb, vi vil se ham. Endelig fastholder mandskabet sit fokus på Sydamerika med erhvervelsen af den unge brasilianer Vicinius Rangel. Han har meget lidt international erfaring, men han har været en ganske stærk skikkelse på den spanske scene og viste med sin 9. plads ved VM, at han også kan begå sig på højeste U23-niveau. Som type er han lidt svær at putte i en kasse, men han ligner mere en klassikertype med pæne klatreevner og en god spurt end den klassiske Movistar-klatrer. Om han kan komme langt, er til gengæld meget svært at sige på baggrund af det yderst begrænsede erfaringsgrundlag.

Der er altså flere spændende navne på listen over nye ryttere, men der er stadig grund til at frygte, at Movistar igen taber det momentum, de delvist fik genopbygget i 2021. Tabet af Lopez er kolossalt, også Soler vil blive savnet meget, og selvom særlig Sosa og Aranburu er interessante ryttere, der har potentiale til at levere resultater med det samme, fremstår holdet ubetinget svagere end i 2021 - også fordi der ryddes ud i flere gode og solide hjælpere. Bedre bliver det ikke af det element af sats, der er over flere af de nye ryttere, ikke mindst Sosa. Der er bestemt en chance for, at de kan blomstre og gøre det til en fornuftig sæson, men risikoen for, at det bliver et svært år, er desværre overhængende.