UAE Tour-analyse: Business as usual

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK

Hvordan var det nu, at 2020-sæsonen startede for Tadej Pogacar? Nå ja, det var, da han på bakken i Cullera pludselig viste hele verden, at han faktisk også var en god puncheur ved at slå selveste Alejandro Valverde i en puncheurspurt, hvor veteranens navne stod malet med flammeskrift allerede fra morgenstunden. Men hvordan startede hans 2021-sæson så? Nå ja, det var i den golde arabiske ørken, hvor han måske nok lignede en mand, der havde nået sin grænse, men alligevel lykkedes med at overspurte Adam Yates på toppen af Jebel Hafeet.

Ja, vi har efterhånden vænnet os til det. Når han indleder sin sæson, slår den fænomenale Tour-konge til, så snart han får første chance for at gøre brug af sine eminente klatreben. Og mellem de forskellige sæsonstarter er der hver gang gået et år, hvor han har vundet her, der og alle vegne - selvfølgelig mest markant i den helt ufattelige 2021-sæson, hvor han vandt ikke blot Touren, men også to monumenter og suverænt toppede verdensranglisten.

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)

Hvis man mener, at to gentagelser er nok til at udgøre en trend, har man heldigvis trygt kunnet tage på arbejde denne onsdag eftermiddag, hvor UAE Tour nok engang bød på årets første bjergslag på WorldTouren og grundet tidsforskellen på et tidspunkt, hvor mange har andet at gøre end at se cykelløb. Mønsteret er jo i hvert fald så klart, at det jo næsten ikke kunne gå anderledes, end at sloveneren nok engang ville åbne sin sæson med en sejr og dermed fuldende sit hattrick med succesfulde sæsonåbninger.

Sensationen udeblev da også, da røgen havde lagt sig efter det første klatreslag i sportens fineste division. Denne gang var det ikke på Jebel Hafeet, hvor han sidste år fik skovlen under Yates, at det første opgør stod, men derimod på det betydeligt blødere bjerg Jebel Jais, der under de to tidligere besøg i det arabiske løb aldrig har gjort skyggen af forskel i kampen om sejren. Der var altså tale om to vidt forskellige bjergfinaler, men alligevel blev udfaldet det samme.

Arrangørernes motivation for at bytte rundt på rækkefølgen af løbets to nu klassiske bjergfinaler er åbenlys. Grundet Jebel Jais’ beskedne sværhedsgrad har løbet reelt været afgjort efter slaget på det meget stejlere Jebel Hafeet, og derfor har det været helt naturligt at gemme det bedste til sidst, hvis man ville bevare spændingen. Det havde bare den konsekvens, at dagens etape på tilsvarende vis blev blottet for den spænding, Jebel Hafeet måske havde kunnet frembyde.

Årets klassementsfelt i UAE Tour er nemlig ikke helt så stærkt, som vi har set tidligere, og et af kendetegnene er, at der ikke er specielt mange spurtstærke klassementstyper. Der er ingen Primoz Roglic eller Valverde at finde i årets felt, og når man betænker, hvordan Pogacar nærmest synes at blive hurtigere dag for dag, siden det i en lidt sen alder gik op for ham, at han faktisk kunne spurte, skulle man være kreativ for at finde en vej til at besejre den til tider næsten usårlige slovener.

Den mulighed kunne man sagtens have set på Jebel Hafeet. Her havde Yates tydeligvis Pogacar i tovene for et år siden, og for to år siden gav briten ham endda så syngende en lussing på selvsamme bjerg, at hans kind formentlig stadig er øm, når han rører ved den. Når man betænker, hvor fremragende en enkeltstart Yates kørte i går, og at Aleksandr Vlasov både i går og i Valencia beviste, at han slet og ret er flyvende lige nu, stod det ikke mejslet i granit, at Pogacar nødvendigvis ville være bedst, hvis de havde dystet på et bjerg, hvor man rent faktisk kunne gøre forskelle.

Men det gjorde de ikke. Nu stod slaget i stedet på Jebel Jais’ beskedne procenter, og da vejrguderne endda sendte en pæn modvind ind over det meste af det golde ørkenbjerg, stod det klart, at der reelt kun var to mulige udfald, nemlig de to udfald, vi så ved de tidligere besøg på bjerget. I 2019 endte det i den forudsigelige spurt, hvor Roglic sejrede foran Tom Dumoulin, og sidste år havde Pogacar og Yates så ensidigt et blik for hinanden - en luksus, de kunne tillade sig, fordi Jebel Hafeet allerede havde sendt dem langt, langt foran alle andre - at det endte i det rene anarki, hvor en snu Jonas Vingegaard udnyttede giganternes interne kamp til at snige sig væk til en flot sejr.

Problemet var bare, at den slags anarki ikke virkede specielt sandsynlig i dag. Med den nye rækkefølge i løbets opbygning var forskellene endnu så små, at Pogacar og Yates ikke kun være helt så enøjede, som de havde været det for et år siden. Dermed lå det i kortene, at der burde være en større grad af kontrol og dermed udsigt til en spurtafgørelse. Og i en sådan var det vel kun Pogacars egen holdkammerat, lynhurtige Joao Almeida, der havde skyggen af chance for at slå ham.

Alligevel sad man med fornemmelsen, at det måske kunne gå lidt anderledes, da slaget efter en lang indkøring på den nedre og lette del af bjerget blev åbnet. UAE-mandskabet valgte nemlig en højst usædvanlig og temmelig spøjs taktik, der ikke var helt uden risiko. I stedet for at bruge Rafal Majka, som Pogacar allerede inden løbet havde meldt i superform, til at arbejde entydigt for en spurt, var polakken vel løbets allermest offensive rytter med en endeløs byge af angreb hver gang, farten gik i stå efter endnu en regruppering.

Det var bestemt ikke den mest logiske taktik. Majka kom flere gange afsted i grupper med flere af Pogacars rivaler, og i et løb, hvor Ineos-mandskabet på papiret var nærmest renset for klatrere, kunne man sagtens forestille sig, at den slags kunne have skabt en uheldig situation, hvor Majka havde etableret et udbrud, som i sidste ende kunne ende med et tidstab til kaptajnen i forhold til rivaler, som havde kørt en bedre enkeltstart end UAEs flyvende polak. Risikoen var i hvert fald undervejs til stede, ikke mindst da en gruppe med Majka, Rein Taaramae, Chris Harper, Ruben Guerreiro, Andreas Leknessund og Gino Mäder havde åbnet et lovende hul. Måske bestod den gruppe ikke af rivaler, Pogacar ikke kunne knuse på Jebel Hafeet, men den kunne have kostet ham den ellers så sikre etapesejr.

Læs også

Tidligere Tour de France-vinder vender tilbage

Det gjorde den heldigvis ikke. Majka var klog nok til at sætte sig på hjul igen, og bag dem viste Ineos, at de var betydeligt mere robuste, end nogen havde drømt om, da en skræmmende stærk Filippo Ganna og ikke mindst kometen Luke Plapp, der var dagens helt store oplevelse, med australierens hårde føringsarbejde fik raget kastanjerne ud af ilden for Yates. Herefter blev det hele lidt mere enkelt, da modvind blev til sidevind, og procenterne tog så meget til, at favoritterne endelig kunne angribe hinanden lidt, men helt forudsigeligt blev det heller ikke i år, at Jebel Jais skabte nogen videre udskilning. Da Joao Almeida samtidig havde indset, at hans ben åbenbart slet ikke rakte til at køre krav på en beskyttet rolle og lynhurtigt blev degraderet til hjælper, var der pludselig så mange hjælperessourcer til råde, at Almeida og Majka over de sidste små 2 km i modvind let kunne sætte storfavoritten i scene til verdens mest forudsigelige spurtsejr.

Resultatet blev, at Pogacar overtog den førertrøje, han allerede var favorit til at overtage ved etapens start, og han kunne i kraft af bonussekunder styrke sin position yderligere, men reelt blev vi ikke meget klogere, end vi var tidligere på dagen. På forhånd stod det nemlig klart, at det var Yates og Vlasov, der burde vise sig som Pogacars værste rivaler - ikke mindst efter at de begge havde kørt for dem fabelagtige enkeltstarter i går - og i dag så det også ud til, at de tre var i deres egen liga. Det gjorde det både, da favoritterne angreb hinanden undervejs, og da de skilte sig i selve spurten, hvor de som de eneste kunne vinde lidt tid på rivalerne.

Til gengæld blev vi ikke spor klogere på deres interne styrkeforhold. Dertil var stigningen alt for let, og at Pogacar ville vinde spurten med Yates som nr. 2 og Vlasov som nr. 3 var lige så forventeligt, som regn- og stormvejr har været det i den forrygende 2022-udgave af en dansk februar måned. Faktisk er det vel de to tabere, der har mest grund til at være tilfredse med udfaldet. Den alt andet end eksplosive Vlasov undgik at tabe nogle sekunder til de to langt mere eksplosive rivaler, og Yates kunne lukrere på en lidt for tidlig fejring fra Pogacar til at lukke den sidste del af et hul, der kortvarigt var så stort, at det nok kunne have kostet briten og russeren et sekund eller to.

Til gengæld lærte vi en masse om det langt mere mudrede hierarki bag de tre forhåndsfavoritter, og her var det vel skuffelserne, der stod først for. Mest markant var det vel, at Tom Dumoulin, der efter den fine enkeltstart må have startet dagen med en drøm om at ende den i en rød førertrøje, fik sig en gedigen lussing i sin første bjergfinale i næsten halvandet år. Det er naturligvis ildevarslende - i hvert fald da der i skrivende stund ikke er givet en god forklaring på kollapset - men der er heller ingen grund til overdramatisering. Dumoulin havde også en gedigen offday på første bjergetape, da han kørte løbet i 2019, og han har aldrig været flyvende på denne tid af året. For tre år siden rejste han sig markant på anden bjergetape, og der er derfor slet ingen grund til at begrave hollænderens Giro-drømme - i hvert fald ikke endnu.

Det er der heller ikke for Almeida, selvom portugiseren var den anden skuffelse. Majkas offensive taktik skyldtes formentlig behovet for at beskytte to kaptajner, og da George Bennett var slået ud, var det vigtigt ikke at brænde den eneste tilbageværende hjælper op i en defensiv taktik, hvor man hurtigt kunne komme på bagkant. Almeida havde åbenlyst en beskyttet status, indtil han hurtigt indså, at han lige nu ikke har benene til den drømmedebut for UAE, han havde håbet på. Men heldigvis er der lang tid til Giroen, og for Giro-kandidater er det faktisk sjældent en god ide at køre alt for stærkt nu.

I stedet var det fire andre, der kunne matche de tre favoritter, der stigningen viste sjældne tænder mod slut, og det stod hurtigt klart, at formbarometeret fra de første løb ikke har ændret sig væsentligt. Det var i hvert fald en fornøjelse at se en aggressiv Jan Hirt sætte sit eget angreb i scene med hjælp fra en meget stærk Rein Taaramae og med offensiv kørsel bekræfte superformen fra Oman i en finale, der rimede så lidt på Hirts dieselklatreregenskaber, at han næppe kunne have designet stigningen dårligere. På samme måde var Pello Bilbao akkurat lige så velkørende som på kongeetapen i Valencia, hvor han indså, at det var en pokkers dum ide, at han forinden havde smidt sit klassement i et forsøg på at agere hjælper for Luis Leon Sanchez.

Det var også en fornøjelse at se Romain Bardet fremme. Flyvende så han ikke ud til at være, men det var endnu et vidnesbyrd om den genrejsning, hans flotte efterår antydede. Der er utvivlsomt ikke flere Tour-podier i hans efterhånden halvgamle ben, men den totale deroute, han havde kurs mod i 2019 og 2020, er i hvert fald afblæst.

Bardets, Bilbaos og Hirts tilstedeværelse i front kunne man sagtens have forudset. Det var gruppens syvende og sidste medlem, der fik pulsen i vejret. Allerede da han knuste al modstand i det alternative Tour Down Under og pulveriserede Luke Durbridge ved de australske mesterskaber i 2021, viste Plapp sig som så kolossalt et talent, at alverdens storhold angiveligt gik i budkrig - en budkrig, Ineos naturligvis vandt. Da australieren for en måned siden kørte fra alt og alle under linjeløbet ved de australske mesterskaber, var der allerede udbytte af investeringen, men efter i dag står det klart, at det slet, slet ikke stopper her.

Plapp fortalte i januar, at han slet ikke aner, hvilken ryttertype han er. Han har nemlig meget, meget begrænset landevejserfaring, og ud over at have bevist, at han kan begå sig på kortere enkeltstarter og køre fremragende enkeltstarter, har han ikke vist meget af sit virkelig potentiale. Det gjorde han imidlertid i dag, hvor han var her, der og allevegne. Knap havde han lukket hullet til Majka-gruppen, inden han kørte med de bedste, og slutteligt kom han med et stærkt angreb på sidste kilometer, som tvang Majka til at overtage fra Almeida, hvis ikke australieren skulle løbe med sejren. Nu kan Ineos kun ærgre sig over, at de lod deres supertalent smide tid på de flade etaper - og så naturligvis over, at et styrt under gårsdagens opvarmning betød et unødvendigt stort tidstab, fordi han skulle starte på almindelig cykel på en enkeltstart, hvor potentialet til et topresultat var stort.

Læs også

Giro d’Italia: Favoritten (*****)

I det hele taget var det en stor dag for Ineos, der jo ellers havde en temmelig blandet dag i går. I dag var den entydigt positivt, da Ganna for anden gang overgik alle forventninger på en bjergetape. Naturligvis var denne højhastighedsstigning med lave procenter en sand gave for den store italiener, men der var trods alt næppe mange, der havde forventet, at han blot skulle være to sekunder fra at overtage førertrøjen. Den italienske presse vil nu igen helt sikkert indlede deres vanlige spekulationer om, at italieneren bør satse på grand tours, men dem har han klogelig afvist for længst. Han havde trods alt sine begrænsninger på Montagne de Lure i Provence, og det vil han helt sikkert have igen, når procenterne på lørdag bliver helt anderledes.

Der var også andre, der havde grund til at være tilfredse. Guerreiro viste mod slutningen nok engang, at han er en fremragende afslutter, selvom han alt for sjældent viser det, og i dag forsvarede han sig godt på en lang stigning, der bestemt ikke er hans spidskompetence. Damien Howson, der ellers virkede skræmmende formsvag på Mallorca, viste nok engang, at han klatrer storartet, når han en sjælden gang er i form, Jai Hindley så betydeligt bedre ud end i tidligere løb og den ellers slet ikke eksplosive Geoffrey Bouchard byggede videre på det fornemme 2021. Sebastian Berwick, der ellers slet, slet ikke har været i nærheden af at leve op til det forrygende Sun Tour i 2020 viste pludselig glimt af sit talent, og Louis Meintjes synes at fortsætte sin genrejsning fra sidste sæson i et løb, hvor han grundet nylig sygdom var helt uden ambitioner. Mäder kan vel også være fint tilfreds, når man betænker, hvordan han plejer at starte sin sæson, og endelig så vi igen, at Bob Jungels efter sin operation er helt anderledes konkurrencedygtig end i de seneste sæsoner, hvor han ofte var blandt de første til at blive sat.

Til gengæld var det endnu en våd klud i ansigtet for Fausto Masnada, der nu ikke længere kan betegne nedturen i Oman som udtryk for en enkelt dårlig dag. David de la Cruz var efter et fint Valencia også overraskende svag, selvom det var en finale, der passede ham uhyre dårligt. Efter det stærke efterår og den flotte enkeltstart kunne man nok også have haft forventninger om, at Neilson Powless kunne gøre andet og mere end at hænge på som det tynde øl. Og Chris Harper er næppe spor tilfreds med, at han var ude af stand til at gribe den chance, som Dumoulins kollaps frembød.

Nej, det ville være forkert at sige, at Jebel Jais ikke gjorde os klogere. Det gjorde det bløde bjerg bestemt, men helt forventeligt handlede alle svarene alene om, hvem der ikke vil vinde løbet. I spørgsmålet om, hvem der ender med at stå øverst på podiet på lørdag, tegner der sig præcis samme billede som i går eftermiddags, for vi blev ikke spor klogere på, hvordan styrkeforholdet mellem Pogacar, Yates og Vlasov. Vi fik bare den Pogacar-sejr, der stod skrevet i drejebogen, allerede da løbet blev skudt i gang søndag morgen, men det er vi jo efterhånden vant til, når Pogacar kører sin første afsluttende stigning i en ny sæson.

Det var på alle måder ”business as usual” denne onsdag eftermiddag i Mellemøsten.

 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (MED KAPTAJNER)
 DELTAG I SÆSONSPILLET 2022 (UDEN KAPTAJNER)

 FÅ DISCOVERY+ TIL HALV PRIS MED FELTET.DK