UAE Tour-analyse: Tre kliniske slangehug og en brudt forbandelse

Man må håbe, at Alejandro Valverde i årets første uge ikke har brugt alt for megen tid i selskab med de gamle rivaler Philippe Gilbert og Michal Kwiatkowski eller den tidligere holdkammerat Philippe Gilbert. I givet fald har de nemlig sikkert alle haft travlt med at belære ham om, at der er en gran af sandhed i den gamle myte om regnbuetrøjen forbandelse. Alle havde nemlig overordentlig svært ved at leve op til de tårnhøje forventninger med sportens smukkeste trøje på deres skuldre, og et kig i historiebøgerne giver al mulig grund til at støtte påstanden om, at det hele bare bliver lidt mere vanskeligt med det ikoniske symbol tværs over maven.

Hvis han var lidt bekymret for, om han nu også som en anden Peter Sagan kunne fortsætte vinderstimen trods sin nye status, har de første løb heller ikke givet megen grund til i maven at holde fast i den solide isklump, der altid har kendetegnet den kølige veteran. Valverde er nemlig kendt som en sand vindermaskine, der kun sjældent fejler, men i år har alt ikke været ved det gamle. Tværtimod er de mange sejre blevet erstattet af hele fire 2. pladser, en 3. plasds, tre 4. pladser, en 5. plads, en 8. plads, en 10. plads og mere beskedne placeringer som nr. 12, 21 og 25 i tre sprinterløb. Dermed var Valverde stadig sejrsløs, da han i morges slog øjnene op under den arabiske sol - og vi taler altså om den 26. februar, et næsten uhørt sent tidspunkt på sæsonen for den spanske vindermaskine.

Tanken om forbandelsen har derfor været nærliggende, men man har næppe skullet lade sig narre. Mange vil helt sikkert huske, hvordan en desperat Valverde i vinteren mellem 2017 og 2018 som følge af en slem skade, der truede hans fremtidige karriere, gennemførte et trænings- og genoptræningsregime, som kun sportens mest dedikerede blot tør tænke på. Det betød, at han på mirakuløs vis i 2018 var lige så stærk som tidligere, men havde også den pris, at han brændte krudtet af for tidligt. Efter at have knust al modstand i februar og marts var gassen gået af ballonen, da der skulle skrives yderligere historie i Ardennerne, og resultatet blev en sjældent glansløs klassikerkampagne, der tvang Valverde på en tiltrængt ferie.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Valverdes mange sejre er et resultat af et eminent kendskab til egne evner og forståelse for sin krop, ig derfor har han naturligvis været pinligt bevidst om ikke at gentage den fejl. Det har derfor ikke været svært uventet, at han i 2019 har lagt relativt blødt ud. Nuvel, Valverde har sportens højeste bundniveau, og selv på 80% kører han, som ovenstående imponerende resultatliste viser, altid med i front, men man behøver ikke at have set meget af kongeetapen i Valencia for at vide, at verdensmesteren ikke har været ved vanlig styrke.

Da han knuste al modstand på Cresta del Gallo-stigningen i Vuelta a Murcia, hvor det kun var en lidt forsigtig nedkørsel og en ugunstig taktisk situation, der kostede ham sejren, var det imidlertid helt klart, at formen var på helt rette vej frem mod det helt store mål i de sydbelgiske bjerge til april. Derfor var der også grund til forhåbninger om noget stort, da han i søndags stillede til start i UAE Tour, også selvom ingen kunne sige sig fri for at have mistanke om, at han fortsat ikke er ved samme styrke som sidste år.

Dagens kongeetape giver egentlig fortsat indtryk af, at der er plads til forbedring, men alligevel lykkedes det den spanske cykelkonge endelig at frigøre sig fra regnbuens ubehagelige forbandelse, da han med et studium i mesterlig timing for andet år træk erobrede det golde bjerg Jebel Hafeet i den arabiske ørken. Og har man svært ved at forstå, hvorfor dagens sejr var nr. 122 i en lang og glorværdig karriere behøver man blot at se finalen på dagens etape for at forstå, hvorfor veteranen er en sand sejrmaskine.

Det var nemlig så klassisk og snu Valverde-kørsel, som det overhovedet kan være. Ligesom sidste år forholdt han sig helt i ro, mens han lod rivalerne slide silken af med utallige angreb på de stejle skråninger. Heller ikke da Primoz Roglic, Dan Martin, Emanuel Buchmann og David Gaudu en overgang havde distanceret ham med næsten et halvt minut, gik han i panik, for med sin enorme erfaring vidste han præcis, hvor han skulle slå til, og hvad han ville være i stand til på den knap så vanskelige og meget eksplosive sidste del af stigningen.

Derfor sad vi vel alle bare og ventede på, hvornår det første af de berømte slangehug blev sat ind, for enhver vidste, at det ville komme før eller siden. Og præcis som i 2018, hvor det var Miguel Angel Lopez, der skulle fanges, timede verdensmesteren det hele til UG, da han med en første forcering i et snuptag fangede en lidende Dan Martin, der havde måttet slippe under Roglic’ og Gaudus mange forceringer. Her var han ikke uheldig med netop at sidde hos ireren, der som altid var alt for generøs i sit føringsarbejde, og helt uden nærmere eftertanke lod sin ærkerival komme sig i sit baghjul.

Dermed var det helt givet, at Valverde med endnu et klinisk slangehug ville kunne køre alene op til de forreste, og det blev igen gjort med mesterlig timing, så han fangede fronttrioen lige inden den sidste nedkørsel i finalen. Den gav ham mulighed for at få vejret en sidste gang, hvorefter det naturligvis var som at stjæle slik fra børn med et tredje og sidste slangehug at slå til i spurten, som han for 12 måneder siden gjorde det mod en hjælpeløs Lopez.

Sejren var så stilren og klinisk, at der intet andet er at gøre end at bøje sig i støvet for verdensmesteren. Men der bliver ikke megen tid til fejring i aften, for straks melder bekymringerne sig i Movistar-lejren. Var der én rytter, der ikke måtte være med fremme i dag, var det nemlig den førende Roglic, og derfor var der kraftig malurt i bægeret, da Valverde midt i al glæden kunne vende sig rundt og stirre direkte ind i nogle fokuserede slovenske øjne, der med tilfredshed kunne notere, at tabet blot blev de beskedne 4 sekunder, som udgjorde forskellen i tidsbonus.

Dermed fik Roglic til fulde dokumenteret, hvorfor overmennesket Egan Bernal ikke kunne slide ham af i Romandiets bjerge sidste år, eller hvorfor end ikke supereksplosive Julian Alaphilippe på de to første etaper af Bakerlandet Rundt kunne vriste sig fri af det slovenske fænomen. Der er nemlig en grund til, at sloveneren er et af tidens allermest lovende klassementshåb, for udover at være blandt de førende temporyttere dokumenterede han atter i dag, at han også i bjergene hører til blandet de allerskarpeste.

Scenariet kunne derfor ikke være bedre for alverdens cykelfans. Roglic har nu en føring på 14 sekunder ned til Valverde, der fremstår som favorit til at vinde på eksplosive Hatta Dam i morgen og på Jebel Jais på fredag, hvor en meget kraftig modvind ventes at sikre en sandsynlig spurt på toppen af den ellers ret lange stigning. Selvsamme modvind betyder, at det bliver vanskeligt for Valverde at drømme om at køre fra brølstærke Roglic, og skal han vinde, skal det formentlig ske i kraft af bonussekunder. Yderligere to etapesejre vil bibringe ham 20, men Roglic kan sagtens også få del i bonussen, ikke mindst på fredag, og dermed er der lagt op til en knivskarp afslutning, hvor man slet ikke kan udelukke, at også de indlagte spurter kan komme i spil.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Midt i al beundringen over Valverdes kliniske sejr skal man imidlertid ikke glemme, at dagen også bød på opvisninger fra to af sportens klatretalenter. Enhver, der har været vidne til etaperne i Tour La Provence og løbene på Mallorca, ville ganske vist allerede vide, at David Gaudu og Emanuel Buchmann har været flyvende fra sæsonstart, men det var alligevel smukt at se dem konfirmere deres potentiale på den helt store WorldTour-scene i et felt, der er en grand tour værdig.

Særligt Gaudu har altid kunnet få blodet i kog hos sportens fans, lige siden han som helt ung satte tider på La Planche des Belles Filles, der var hurtigere end den, Romain Bardet satte under Touren. Starten i 2017 var trods den manglende stabilitet da også lovende, og derfor var det så smertefuldt at se, hvordan han i 2018 helt forsvandt fra scenen. Heldigvis viste han med et eminent Milano-Torino i oktober, at han måske var på vej tilbage på sporet, og efter i dag er der al mulig grund til, at de franske journalister atter fyrer op under drømmen om en ny hjemlig Tour-vinder, for det står helt klart, at Gaudu er ”the real deal”.

I Provence kørte den klejne FDJ-rytter allerede som en motorcykel, men her var hans styrke skjult i resultatlisten, der var skæmmet af, at stigningerne havde været for lette til at åbenbare den styrke, han vitterligt havde vist. I dag konfirmerede han evnerne på den største scene, for han lignede aldrig en mand, der på noget tidspunkt var i vanskeligheder trods Roglic’ gentagne forceringer. Resten af løbet passer ham ganske vist ikke, men Gaudu kan i hvert fald tage tilbage til Europa med bevidstheden om, at han går en stor fremtid i møde.

Det gør Buchmann også, efter at han fulgte den knusende overlegne kørsel på Mallorca op med endnu en smuk præstation i dag, hvor hans solide ”dieselklatring” bragte ham helt i front i en eksplosiv finale, der ellers ikke passede ham. Noget kunne tyde på, at sidste års Vuelta blot har styrket hans motor yderligere, og at han er klar til i juli for første gang for alvor at teste evnerne som Boras klassementsrytter i Touren. Han skal time formen bedre, end han gjorde sidste efterår, men hans gradvise udvikling er både naturlig og lovende.

Lidt mere malurt må der være i UAE-bægeret. Dan Martin havde fået ordre om at være knivskarp til sit arabiske holds hjemmebaneløb, og han viste da også, at han var blandt de allerstærkeste. Som det desværre ofte er tilfældet for sympatiske og uheldige Martin, manglede han imidlertid det allersidste, og nok engang var det lige-ved-og-næsten i en nærkamp med ærkerivalen Valverde. Hans kørsel var dog solid og en bekræftelse på, at UAE med deres hovedrengøring i ledelsen har vendt et fallitbo til at være et lovende storhold, der er kommet flyvende fra start.

Det var der i det hele taget mange, der i dag gjorde. Det gælder særligt for Ilnur Zakarin, der efter et katastrofalt 2018 synes at være på vej tilbage. Sidste år blev den dårlige tone allerede slået an i dette løb , men da han sidst kørte med om sejren på denne stigning i 2017, endte sæsonen på Vuelta-podiet. Tænker man på, at dagens eksplosive finale tillige var ”anti-Zakarin”, kan man kun være fortrøstningsfulde hos et Katusha-hold, der efter mareridtet i 2018 har set opmuntrende tegn fra kaptajnerne Kittel og Zakarin.

Også Davide Formolo lagde som i 2018 stærkt fra land på denne stigning, hvor han for 12 måneder siden skabte forventninger om, at han måske endelig kunne indfri sit kolossale potentiale. Det skete desværre aldrig, men mon ikke de italienske cykelromantikere igen skruer op for drømmene efter i dag? I hvert fal det opløftende at se den ranglede Bora-klatrer lægge så stærkt fra land.

Listen over opmuntringer tæller også James Knox, der slet heller ikke passede til denne eksplosive stigning, men som efter en lidt svær debutsæson i dag viste, hvorfor han længe har været regnet som en af næste store britiske klatrere. I det hele taget var det en stor dag for Deceuninck, der satte point ind på talentkontoen. Remco Evenepoel fortsætter nemlig med at overgå de selv de vildeste forventninger, da det blot 19-årige fænomen i karrierens første bjergfinale på WorldTouren sluttede som nr. 15 og endda udviste enorm modenhed ved tidligt at slippe og herefter langsomt kæmpe sig tilbage. Ja, jeg har tidligere sagt, at 2019 kommer for tidligt for en så ung rytter, men de ord har jeg netop indtaget til min frokost. Allerede i år kan vi forvente os solide resultater fra sportens nye komet.

Og lad os så også kippe med flaget for Jan Hirt. I tiden på CCC viste tjekken sig som en af de mest lovende rene klatrere, da han gang på gang var med i front på de sværeste af de svære stigninger. Det første år på Astana var en regulær katastrofe, men i dag viste han atter, hvorfor han sikrede sig en plads på WorldTouren. Med tanke på, at dagens finale slet ikke passede ham, kan der derfor være håb om, at den altid ustabile Hirt måske kan rejse sig igen. I givet fald kan Miguel Angel Lopez glæde sig over, at han fået et næsten skræmmende hold til at støtte sig i Giroens bjerge. Og endelig skal det bemærkes, at Geoffrey Bouchard, der har en ganske speciel baggrund, viste, at han i den grad er værd at holde øje med i sit første år på Ag2r.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Listen over tabere tæller naturligvis først og fremmest Richie Porte, men hans kollaps kommer nu ikke som en stor overraskelse. Som vi allerede skrev i går, var det enten-eller med lottokuponen Porte, der altid enten er flyvende eller helt til hundene. Som så ofte før i februar var det sidstnævnte, der gjorde sig gældende, og dermed ser det ud til, at sygdom for Gud ved hvilken gang har slået australieren ud. Man kan håbe, at han genfinder benene til nogle af forårets senere løb, men lige nu ligner han i hvert fald ikke den Paris-Nice-favorit, han gjorde i morges. Og meget bedre blev det ikke af, at slideren Bauke Mollema måske nok kæmpede sig tilbage til en hæderlig 9. plads, men efter en lovende sæsonstart atter måtte indse, at han i de høje bjerge ikke har fordums styrke.

Også Sunweb fik sig lidt af en lussing, da hverken Tom Dumoulin eller Wilco Kelderman kunne være med i front. I årets første løb er det slet ikke nogen katastrofe, men ingen af dem havde lagt skjul på, at de var kommet til Mellemøsten for at køre med om sejren. I det store billede er et februarløb som dette uvæsentligt, men tyskerne går i hvert fald glip af vigtige WorldTour-point, som de havde kalkuleret med at sikre sig i ørkenens nye storløb.

Mange point bliver der heller ikke til Sky. For Gianni Moscon og Michal Kwiatkowski var det naturligvis indlysende, at en så lang stigning kunne være for svær, og det viste sig da også at være tilfældet. For dem er der dog grund til en anelse mere bekymring, ikke mindst for Moscon, der modsat alle rivalerne skal være i storform om ganske få uger i brostensklassikerne. Naturligvis skal man ikke tænde for alarmen allerede nu, men der er ingen tvivl om, at forventningen var større end dette. Det var den også for Gorka Izagirre, der dog også var ganske tvivlsom på en så lang stigning som denne.

Andre er mere rolige. Det gælder særligt for Vincenzo Nibali, for der var ingen, der havde forventninger til den italienske stjerne, der i de senere år har haft for vane slet ikke at præstere i årets første løb. Derfor var dagens resultat ganske hæderligt. Langt værre er det for Tejay van Garderen, der virkede enormt motiveret, men fik et mentalt knæk nr. 747, da han på de sidste kilometer eksploderede totalt og dermed ikke synes at have kunnet bruge skiftet til EF til noget positivt. Og for Dimension Data endte det hele også katastrofalt, da Roman Kreuziger fortsatte sin katastrofale sæsonstart, og Louis Meintjes ingen tegn på fremgang viste.

Alle sammen kan de da også godt skyde en hvid pind efter den samlede sejr. Med mindre Jebel Jais bliver en taktisk affære, som de svage Movistar- og Jumbo-hold ikke kan kontrollere, ligner det fra nu af et opgør mellem Roglic og Valverde, men den bliver som sagt også knivskarp og formentlig afgjort på bonussekunder.

Allerede om 24 timer bliver vi meget klogere, når støvet har lagt sig på Hatta Dam. Scorer Valverde nemlig ikke tidsbonus her, bliver det nemlig meget vanskeligt at knække Roglic på fredagens etape. Heldigvis passer den stejle mur ham glimrende - og denne gang kan han nøjes med et enkelt klinisk slangehug for at vise, at han ingenlunde lider under nogen regnbueforbandelse.