Valkenburg flashback 1938: første gang i Holland

Valkenburg, Holland. Søndag den 4. september 1938.

For første gang skulle det professionelle verdensmesterskab i landevejscykling foregå i Holland, og arrangørerne havde valgt en djævelsk hård rute med den senere så berømte Cauberg-stigning helt nede i den sydlige Limburg-provins, der, med Maastricht som hovedby, presser sig som en kile ind mellem Belgien og Tyskland.

Dette er ’Hollands alper’. Folk der bor her behøver ikke, som de fleste andre hollændere at frygte havet, for her er der højder op til 300 meter over havets overflade.

Cauberg er 1200 meter lang, er 137 meter høj, har 69 højdemeter og et gennemsnit på 5,8 %, men stiger sine steder helt op til 12%.

Så det var på dette sted, på den 10,1 km. lange rute, at en stor del af de langt over 100.000 tilskuere, havde valgt at stå. Det var her, mente man, at VM ville blive afgjort. Og det fik de ret i.

Rutens anden stigning, som ligeledes bidrog kraftigt til rytternes lidelser, var Geulhemerberg, som også var til at tage og føle på: 120 meter høj, 800 meter lang og et gennemsnit på 7,5 %.

Hårdeste VM nogensinde?
Da de 36 startende ryttere tidligt på formiddagen og i godt vejr blev sendt ud på de 27 omgange, i alt 273 km., var ingen af dem klar over, at de skulle deltage i et af de hårdeste VM-løb, der nogensinde er kørt. Kun tre belgiere, tre schweizere, en hollænder og en luxemburger fuldførte. Det vil sige, at ingen franskmænd, tyskere eller italienere var i stand til at fuldføre løbet. Det er ret bemærkelsesværdigt.

Ej heller de fire danskere, Werner Grundahl, Falk Hermansen, de to uheldige helte fra VM i København året før, hvor de begge blev diskvalificeret, Knud Jacobsen og den danske helt fra 1937, Arne Petersen, magtede at køre igennem.

Grundahl og Falk Hermansen udgik allerede på syvende omgang, Arne Petersen på 10. og på 13. omgang fik Knud Jacobsen krampe på vej op ad Cauberg. Han måtte slippe feltet og valgte derefter at stå af, da han nåede målet.

Men de var ikke alene om at have det svært. Den forsvarende mester fra Fortunen 1937, Eloi Meulenberg, kunne heller ikke klare mosten og stod også af.

Tour-vinderen opgiver
Blandt de opgivende italienere var også storfavoritten, Gino Bartali. Han havde i juli måned vundet Tour'en for første gang, så italienerne så i ham den kommende verdensmester. Men sådan skulle det ikke gå. Bartali blev aldrig verdensmester og han placerede sig heller ikke på noget tidspunkt inden for top-5 ved et VM.

Den 5. september 1938 beskrev Politiken Bartalis exit på følgende måde:

"Han viste allerede på 20. Omgang Tegn til at ville udgå, men de mange Italienere ved Maalet tiggede og bad ham om at fortsætte, og saa sled han videre til han på næstsidste Omgang midt på Bjerget Cauberg vendte Cyklen og kørte tilbage."

Barske vejrbetingelser
Det gode vejr som løbet var startet i holdt sig til ca. halvdelen var kørt, men så var det også slut. Et frygteligt tordenvejr brød ud, og regnen begyndte at styrte ned. Det blev den ved med resten af løbet, og det var kraftigt medvirkende til det store mandefald.  

På sidste omgang kom fire mand afgørende fri. Det var den ukendte hollænder, Piet van Nek, der på hjemmebane, og til sine landsmænds store tilfredshed, tog chancen og kom med, da toget gik. Derudover var det de to schweizere, Paul Egli og Leo Amberg samt belgieren Marcel Kint.

Egli havde flere gange tidligere i løbet været alene i udbrud, men som i 1934 ved VM i Leipzig og i '37 ved København, måtte den angrebslystne schweizer se sig indhentet og besejret.

Egli og Amberg blev henholdsvis nr. to og tre, slået på stregen af den nye verdensmester, Marcel Kint. Egli fik hermed medalje to år i træk, idet han erobrede bronze i København.

På vej op ad Cauberg for sidste gang satte de tre andre van Nek af. De to schweizere stod nu med alle kortene på hånden. På de sidste kilometer stak de på skift, men Kint kørte dem ind hver gang.

Snu belgier
Alligevel troede mange, at nu skulle det endelig lykkedes for Egli, der helt klart var stjernen på det schweiziske mandskab og som på grund af sin offensive stil måske havde fortjent at vinde. Og han var da også uhyggeligt tæt på den helt store triumf denne gang.

Han åbnede spurten, og omkring 200 meter før stregen førte han med ca. 5-6 længder, men han måtte altså se sig besejret på selve stregen af Kint, der, på klassisk og karakteristisk vis i hin svundne tider, stadig havde en cykelslange svunget om sine skuldre.

Kint (1914-2002) vandt dermed Belgiens 6. VM-titel.

Kint, alias ”Den Sorte Ørn”, vandt 50 sejre i løbet af sin karriere og huskede selv sejren i Valkenburg således:

"Det var dengang der lå brosten på Cauberg. Vejret var utrolig dårligt, og det regnede og var koldt. Det var den rene tortur, og det var derfor, at kun otte mand kom i mål. Det var en yderst vanskelig rute, i hvert fald for vanskelig for van Nek, der blev sat af. Jeg husker, at målet var lige efter toppen af Cauberg, og at de to schweiziske ryttere ikke var noget problem for mig i spurten. Vi tog hjem med tog over Paris og Roubaix og derefter på cykel den sidste del af vejen. Da jeg kom hjem til Courtai, var der en, der råbte efter mig og spurgte om, hvordan det var gået. ’Læs avisen i morgen’ råbte jeg tilbage."

Efter Egli og Amberg kom van Nek ind på fjerdepladsen 11 sekunder efter. Derefter fulgte Edward Vissers fra Belgien, 1'18" efter, Neuville, ligeledes fra Belgien, 2'45" efter, Hans Martin fra Schweiz, 12'53" efter og nr. otte og sidst blev luxemburgeren Arsene Mersch, i samme tid. Kun otte mand var kommet i mål. Det var det samme antal fuldførende som ved VM i Budapest i '28, men det er ikke "rekorden" for fuldførende. Den har Reims i 1947, da kun 7 ud af 31 startende kom over stregen.

Resultat:
1. Marcel Kint (Belgien) 7.53'25" (34,599 km/t.)
2. Paul Egli (Schweiz)
3. Leo Amberg (Schweiz)
 

René Preuthun er forfatter til bøgerne ”For Enden Er Regnbuen”, ”De Store Klassikere” og ”Der Er Et Yndigt Løb”. I de følgende dage kan du læse flere ’Valkenburg flashbacks’.
 

Læs også

Giro d'Italia: Hovedudfordrerne (****)