VDB: Bettini og Boogerd var dopede

nullHet Laatste Nieuws har åbenbart fået et kig på interviewet, før magasinet rammer kioskerne, og intervieweren lægger ud med at karakterisere Vandenbroucke som den ærlige rytter, der ikke bedyrer sin uskyld.

VDB: ”Det er rigtigt, at jeg aldrig har sagt, at jeg ikke har taget doping. Men på den anden siden har jeg heller aldrig tilstået det modsatte. I 1990’erne vidste alle, hvad de andre ryttere brugte og så gjorde man i princippet bare det samme. Nye dopingprodukter blev introduceret i feltet af de såkaldte ”pionerer”. At det italienske Gewiss-hold var epo-pionererne, vidste alle. Furlan, Berzin, Argentin .. på et tidspunkt så kørte de fyre simpelthen ti kilometer hurtigere end alle andre. Jeg har aldrig fået chancen for at være pioner. For at være den første, der prøvede et nyt produkt”.

Det lyder næsten, som om du er lidt ked af det?

”Selvfølgelig. Hvis noget havde tilbudt mig et sådant produkt, så havde jeg uden tvivl taget det. Men det var der aldrig nogen, der gjorde. Og alle havde grebet sådan en chance med begge hænder. Hvordan ville du reagere, hvis nogen tilbød dig et ulovligt produkt, men som ikke kunne spores, og som med ét slag gjorde dig til den bedste journalist i hele landet?

Jeg ville sandsynligvis ta’ det. Og konklusionen må jo så være, at hvis alle tog de samme produkter, så …

”Ja - jeg havde klasse. Jeg blev født til at være rytter og til at vinde. I 1994 vandt jeg som 19-årig kongeetapen i Tour Mediteranéen på Mont Faron, hvor jeg slog Davide Cassani (nu TV-journalist og Michael Rasmussens banemand red.) og Yevgeni Berzin (Giro d’Italia vinder 1994 red.). De havde begge en hæmatokrit på 60!! Min var 42. Michele Ferrari og Luigi Cecchini havde pumpet dem fulde af dope, mens jeg kørte rundt på vand og brød. Min største præstation var ikke sejren i Liege-Bastogne-Liege. Det var på Mont Faron i 1994”.

”Jeg vandt Liege-Bastogne-Liege i stor stil i 1999. Og på ærlig vis uanset hvad folk end måtte tro. Fordi jeg ved 100 % sikkert, at jeg den dag ikke havde indtaget andet, end hvad både nummer to, tre, fire og fem havde. Vi havde nemlig alle sammen taget det samme og kæmpede derfor på lige fod. Det var et ærligt løb med et ærligt resultat. Den dag - og det år - var jeg bare den bedste i feltet. Det vidste alle”.

Man behøver næppe at være den skarpeste kniv i skuffen for derefter at konkludere, at top fem i Liege-Bastogne-Liege 1999 iflg. Vandenbroucke var præparerede til langt op over hårrødderne. Og hvem er det så, han strækker den anklagende pegefinger ud imod? Top fem så således ud:

1. Franck Vandenbroucke (Belgien) Cofidis           6.25.36
2. Michael Boogerd (Holland) Rabobank                   
3. Maarten Den Bakker (Holland) Rabobank             
4. Michele Bartoli (Italien) Mapei-Quick Step             
5. Paolo Bettini (Italien) Mapei-Quick Step