Frank Vandenbroucke ser ud til at komme sig over sit selvmordsforsøg i starten af sidste uge. Men fremtiden ser ikke lys ud. En grim socialt deroute har nået et foreløbigt absolut lavpunkt. Gazetta dello Sport har talt med VDBs kone, Sarah Vandenbroucke, der endegyldigt har forladt den depressive rytter.
Artiklen fortsætter efter videoen.
”Medierne er hele tiden fulde af fortællinger om, at Frank nu er forladt og alene. Men der er ingen, der ser sagen fra min og vores fælles datter Margauxs side. Hun har set ting, som et barn på 5 år aldrig skulle have været vidne til. Og nu havde jeg endegyldigt fået nok. Jeg var simpelthen færdig og kunne ikke klare mere”, siger Sarah Vandenbroucke.
På spørgsmålet, om Frank Vandenbroucke var fortsat med det dopingmisbrug, som han ellers højlydt benægtede længere eksisterede, svarer hun:
”Gennem de sidste par år har han gjort det fuldstændig systematisk. Amfetaminer og kokain. Og sovemedicin i meget store doser, som havde hallucinerende bivirkninger. Det gjorde ham aggressiv, ond og voldelig. Jeg har ikke tal på de mange gange, hvor han har tævet mig. Til sidst stak jeg af og gemte mig hos mine forældre sammen med Margaux. Det er godt tre uger siden”.
Frank Vandenbroucke har været i psykiatrisk behandling siden 2002 hos den belgiske psykiater Jef Brouwers. Men havde det nogen effekt?
”Det første år gik generelt godt til trods for en del op- og nedture. Men derefter gik det meget hurtigt dårligere. Jef Brouwers måtte til sidst give op og kunne ikke hjælpe Frank. Problemet er, at Frank ikke selv tror, han er syg. Og han har derfor ingen intentioner om at blive helbredt, selv om han har lovet mig tusindvis af gange af passe sin behandling”.
Frank Vandenbroucke og Sarah mødtes under Vuelta a Espana 1999, hvor hun var ansat på Saeco-holdet. De blev gift i efteråret 2000 og datteren Margaux blev født i 2002. I 1999 var Frank stadig højtflyvende og blev af masser af cykeleksperter og –fans betragtet som den nye Eddy Merckx. Nedturen startede kun få måneder efter.
”Jeg har desværre kun deltaget i den voldelige og triste del af hans liv. Og det er synd, for når han en sjælden gang er sund, rask og velafbalanceret, så er han en god far. Nu trænger jeg bare til at leve et roligt og stille liv sammen med min datter. Jeg kan ikke længere bære rundt på Franks problemer”.