Volta a Catalunya-analyse: Boras geniale kup

Der er helt sikkert mange managere, der misundeligt skæver til Deceuninck-Quick Step i et forsøg på at greje, hvad i alverden det er, de gør så godt, og hvorfor de har udviklet sig til en ustoppelig vindermaskine. Listen over forklaringer er lang, men en af de væsentligste er utvivlsomt deres fantastiske evne til at spotte og udvikle talenter. Bare i deres nuværende trup finder man navne som Julian Alaphilippe, Enric Mas, Fabio Jakobsen og Alvaro Hodeg, der alle er blevet spottet af manager Patrick Lefevere, og som alle enten allerede er eller er på vej til at live verdensstjerner.

Lefeveres evige problem er bare også, at det er så pokkers svært at holde på guldet. Det varer ikke mange minutter, inden en af hans guldfugle er slået igennem, før de første tilbud begynder at vælte ind. Op til denne sæson mistede han Fernando Gaviria, Jhonatan Narvaez og Laurens De Plus, der alle var blevet professionelle under hans vinger, og tidligere også hjemmeavl som Matteo Trentin og Michal Kwiatkowski (der ganske vist have et kort ophold hos Caja Rural forinden) blevet lokket væk af flere muligheder og/eller en federe løncheck.

På årets tabsliste er det Niki Terpstra og Gaviria, der har tiltrukket sig den største opmærksomhed, men måske er det igen noget af Lefeveres eget opdræt, han ærgrer sig mest over at have mistet. Ganske vist markerede Maximilian Schachmann sig i sine unge år først og fremmest som tempospecialist, og da han i 2017 blev professionel, skabte han heller ikke som en anden Gaviria, Alaphilippe, Mas eller Jakobsen store overskrifter med det samme. Det krævede imidlertid blot et enkelt år i det professionelle felt, inden fremskridtene begyndte at komme, og derfor gjorde det utvivlsomt også ondt på Lefevere, at han ikke kunne overtale den lovende tysker til ikke at hoppe på vognen, da et af de to tyske hold tilbød ham en rolle som en af deres fremtidige stjerner.

Læs også

Sådan vil Pogacar lave Giro-Tour-double

Allerede sidste år gav Schachmann prøver på sit talent, da han vandt en stor bjergetape i Giroen, var mindre end 500 m fra at vinde Fleche Wallonne, vandt bronze ved EM i enkeltstart, blev nr. 4 i BinckBank Tour og vandt en etape på hjemmebanen i Deutschland Tour. Det hele startede imidlertid på en regnvåd dag i Catalonien, hvor unge Schachmann tog hele feltet på sengen og snød dem på en ellers stensikker sprinteretape, hvorefter han overspurtede Diego Rubio og sikrede sig karrierens første sejr endda i et løb på WorldTouren.

På den måde var det også ganske passende, at Schachmann i dag konfirmerede sit enorme potentiale ved at gentage bedriften bare 12 måneder efter, at han sidst havde løftet armene i triumf på de catalanske landeveje. I en næsten tro kopi af sidste års kunststykke snød han igen et hungrende sprinterfelt, der stadig ikke er kommet sig over at være blevet snydt af Thomas De Gendt i mandags, og den eneste forskel var denne gang, at den tyske motorcykel denne gang kørte så stærkt, at hans følgesvende Andrey Amador, Tejay van Garderen og Bert-Jan Lindeman end ikke kunne følge med ham, selvom han i kraft af sin spurt ingenlunde havde nogen grund til at køre fra dem. I den sammenhæng skal det bemærkes, at benævnte trio tilsammen har ikke færre end tre top 5-placeringer i grand tours, og alle tre også har vundet etaper i de tre uger lange etapeløb, hvilket siger alt om, hvor forrygende Schachmann kører i øjeblikket.

Det krævede da heller ikke den store spåkugle at forudse, at han ville blive en nøglespiller på dagens etape. Den unge tysker er nemlig kommet blæsende ind til sæsonen, og vi kan stadig kun ærgre os over, at vi aldrig fik at se, om han kunne have taget kampen op mod en vis Alaphilippe på Strade Bianches grusveje, hvor en uheldig punktering satte ham ud af spillet på et tidspunkt, hvor han lignede en mand i suverænt overskud. Dagen efter tog han sin revanche ved at sætte alle til vægs i GP Industria, og i denne uge har han i løbet af de første fire dage angrebet i tide og utide, ligesom han har vist sine afslutterevner med en 4. plads i tirsdagens puncheurfinale.

Derfor var det også så oplagt, at Schachmann skulle forsøge sig med et angreb på en etape, der med sin hårde start indbød til offensiv kørsel. Det lykkedes ellers overraskende godt for sprinterne at holde styr på tingene i den meget aggressive indledning, og det kom som lidt af en overraskelse, at det lykkedes dem at lukke for angrebsfesten, da en lille gruppe på blot fire mand var kørt væk. Samtidig viste Michael Matthews og André Greipel lynhurtigt deres intentioner ved at sende deres respektive mandskaber frem for at føre, og lige pludselig lignede den oplagte udbryderetape alligevel en sag for sprinterne. Billedet stod kun endnu klarere, da også Phil Bauhaus og Ryan Gibbons sendte deres folk til fronten.

Sådan var det utvivlsomt også gået, hvis det altså ikke lige var netop Schachmann de havde ladet slippe væk. Den unge tysker kan ganske enkelt ikke stoppes i disse dage, og da først han havde sagt farvel og tak til sine følgesvende, stod det hurtigt klart, at heller ikke feltet ville se ham igen. Det kan godt være, at ugens løb har bekræftet, at han nok aldrig bliver en rigtig klatrer, men når bare han slipper for de længste stigninger, synes der ikke at være meget den alsidige tysker ikke mestrer. Nu kan man blot håbe, at han ikke bare ender som slagtekvæg for en vis slovakisk eksverdensmester, når han om et par uger stiller til start i Ardennerne, der er hans helt store mål.

Dermed blev det for anden gang en supermand, der snød sprinterne for en chance i det ugelange løb på WorldTouren, der altid giver aggressive ryttere de bedste chancer. Mest grund til ærgrelse har naturligvis Matthews, der endte med at vinde feltets spurt, men han kan i det mindste trøste sig med, at denne uge kun har bekræftet, at hans form efter det dumme uheld i Paris-Nice synes så god, at han nok skal blive en faktor i klassikerne. Derfor ærgrer Sunweb sig utvivlsomt mere over, at evigt uheldige Wilco Kelderman, der ellers endelig var ved at komme sig ovenpå den sygdom, der slog ham ud i Paris-Nice, for tredje år i træk er sendt til tælling i kraft af et styrt i marts. Forhåbentlig er konsekvenserne denne gang ikke så vidtrækkende, at Tom Dumoulin må undvære sin løjtnant i årets Giro.

Det var nu ikke så underligt, at Matthews vandt spurten. Helt som forventet viste terrænet sig nemlig at være knaldhårdt, og det skulle vise sig at være for svært for mange sprintere. Alvaro Hodeg forlod da også hurtigt løbet i erkendelse af, at årets rute slet ikke passer til den tunge colombianer, og heller ikke Hugo Hofstetter eller Mikel Aristi kunne sidde med. Mest grund til ærgrelse har stakkels André Greipel, der ligesom på 1. etape tog et flot initiativ til at stå for jagten, vel vidende at stigningerne kunne blive for svære. Det blev de desværre også, og den ellers ganske formstærke tysker måtte sande, at han heller ikke denne gang fik mulighed for at spurte sig til en forløsende sejr efter en svær start på sæsonen.

Derfor er det heller ikke mærkeligt at se folk som Matthews, Ryan Gibbos, Patrick Bevin, Daryl Impey og Jay McCarthy dominere spurten. De er nemlig alle af den holdbare type, som altid har elsket det kuperede catalanske terræn. Der er dog ét navn i dagens top 10, der skiller sig markant ud, nemlig Phil Bauhaus. Den store tysker hører normalt til blandt feltets tungeste sprintere, og det må betegnes som et mindre mirakel, at han klarede dagens stigninger. I sidste endte rakte benene ikke til, at han kunne sætte sin sædvanlige hurtighed igennem efter så hård en etape, men det må betegnes som lidt et gennembrud, at han overhovedet kom så langt.

Det gjorde Gibbons også, og han fik dermed lidt oprejsning ovenpå et løb, der ikke er gået som håbet. Den unge sydafrikaner har ellers været en af årets åbenbaringer efter en sæsonstart, der har overrumplet både ham selv og holdets ledelse, og han kom derfor til Catalonien med store forhåbninger. En defekt på 1. etape blev desværre fulgt op af en overraskende skidt præstation i den stigende spurt i tirsdags, men dagens flotte spurt giver forhåbninger om, at han måske kan gå efter sejren i morgen. Det ville i givet være stærkt tiltrængt for et Dimension Data-hold, der igen i år synes på sammenbruddets rand og godt kunne bruge noget andet at tænke på, efter at de i eftermiddag desværre også var helt usynlige på de belgiske brosten, hvor de ellers har haft store planer om at spille en væsentlig rolle.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

For klassementsrytterne blev det ikke en let dag, da Schachmanns stædighed betød, at der skulle køres stærkt igennem hele dagen. Forskydninger i klassementet blev det imidlertid ikke til, og dermed er det status quo inden de to sidste etaper. Det vil det formentlig også være efter lørdagens etape, der ikke ser ud til at skulle blive martret af den frygtede catalanske sidevind, og det er derfor i Barcelona på søndag, at det store slag skal slås. Her er der i hvert fald lagt op til, at klassementsrytterne igen skal indtage en hovedrolle.

Spørgsmålet er bare, om ikke de også her skal slås med en vis hr. Schachmann. Det er i hvert fald næppe det sidste, vi har set til den tyske komet i denne uge, og det gør nok alligevel lidt ondt i Lefeveres hjerte at se guldfuglen betage cykelverdenen i nye klæder.