Volta a Catalunya-analyse: Den catalanske udbryderkonge

Siden folkeafstemningen i oktober 2017 har det ikke let for Carles Puigdemont og de andre catalanske separatister. Flere af dem er blevet ramt af den spanske stats jernnæve og blevet sendt bag tremmer, og senest har Puigdemont selv måttet se sin parlamentariske immunitet blive ophævet af Europa-Parlamentet. Drømmen om at skabe en catalansk udbryderstat er i hvert fald ikke kommet spor nærmere i løbet af de godt tre år, der er gået, siden vælgerne satte deres kryds.

Men måske er der inspiration at hente lige for næsen af dem. Etableringen af en udbryderstat må kunne faciliteres af en catalansk udbryderkonge, og en sådan findes inden for cykelverdenen. I dag lykkedes det nemlig Thomas de Gendt at understrege sin status som netop det, da det lykkedes ham at køre alene hjem til sejr på sidste etape i den 100. udgave af den catalanske cykelstolthed, Volta a Catalunya.

På overfladen kan det måske ligne en ganske ordinær bedrift og ikke noget, der burde trække synderligt mange overskrifter. Det er trods alt ikke første gang, De Gendt vinder et stort cykelløb fra et udbrud. Tværtimod er det ikke uden grund, at den belgisk maskine er kendt som feltets vel nok bedste udbryder, for samtlige af de 16 professionelle sejre, han nu har opnået, er opnået på den facon.

Læs også

UAE-dominans på regnfuld Romandiet-enkeltstart - dansker med topresultat

Det bemærkelsesværdige er, at dagens sejr i Catalonien var den femte i det spanske løb, og det gør det til en ret enestående bedrift. Man skal ikke kende meget til ugelange etapeløb for at vide, at udbrud generelt har en langt vanskeligere skæbne i de korte etapeløb end i grand tours, hvor der jo altid i løbet af ethvert tre uger langt løb er adskillige etaper, der vindes af en gruppe lykkeriddere. Sådan er det sjældent i de korte etapeløb, hvor den generelle friskhed, de generelt mindre tidsforskelle og de færre muligheder for feltets store navne giver en langt mere kontrolleret form for cykelløb uden de pusterum, som feltet har behov for at tage sig, når de er i aktion næsten hver dag over tre uger.

Alligevel er det altså lykkedes De Gendt at vinde i Volta a Catalunya hele fem gange i bare otte udgaver. Med andre ord har belgieren efter dagens triumf vundet fem af de bare 56 etaper, der er kørt, siden han i 2013 for første gang kørte først over stregen på de catalanske landeveje. Kun tre gange er han kommet tomhændet hjem, og han har vundet næsten hver 10. etape, der er kørt i den ganske lange periode. Den slags kunne måske være muligt for en sprinter eller en bjergrytter, men aldrig for en type som De Gendt, der i et ugelangt løb som dette har langt færre muligheder end mere klassiske vindertyper.

Men Volta a Catalunya er et godt løb for De Gendt-typer. Skal man pege på et kortere WorldTour-etapeløb, hvor udbrydere har særligt gode muligheder, er det utvivlsomt det catalanske løb, der melder sig. Etaper med færre end 2000 højdemeter er sjældenheder, og derfor løber sprinterne skrigende væk, så snart de under sæsonplanlægningen blot hører, at den spanske region bliver nævnt. Feltet er spækket med klatrere, der trives på de kuperede ruter, der i sig selv er svære at kontrollere, og når antallet af sprintere som regel kan tælles på én hånd, giver det sig selv, at udbrud meget ofte vil holde hjem.

Det bemærkelsesværdige er således ikke, at der også i årets udgave var tre udbrudssejre ud af seks mulige. Det utrolige er, at De Gendt har vundet så mange af dem, men det fortæller kun alt for godt, hvorfor han i løbet af sin karriere har taget hele 14 udbrudssejre i etapeløb på WorldTouren spændende over de tre grand tours, Paris-Nice, Tour de Suisse, Tour de Romandiet, Criterium du Dauphiné og altså Volta a Catalunya. På sine store dage er De Gendt nemlig uhyggelig, og det siger meget om hans klasse, at hans sejre i dette løb er opnået både med et vildt soloridt på en sprintervenlig sag, et af de flotteste ridt på en forkortet modvindsetape, jeg kan huske, en fantastisk klatrepræstation på kongeetapen i Pyrenæerne og nu hele to gange på den klassiske afslutningsetape på Montjuic-stigningen i Barcelona.

Heller ikke i dag lå det på den flade for De Gendt. Barcelona-etapen har historisk været en af de sværeste at kontrollere, og den kuperede start i bakkerne i udkanten af den spanske millionby har næsten altid ført til dannelsen af et gigantudbrud med en hel stribe af klasseryttere. Sådan var det også i dag, hvor en sand angrebsregn førte til etableringen af en gruppe på hele 32 mand, hvor De Gendt kunne se sig rundt og få øje på den ene klasserytter efter den anden som eksempelvis en anden udbryderkonge i Luis Leon Sanchez, den dobbelte monumentvinder Dan Martin, den flerfoldige podierytter i grand tours Rigoberto Uran og derudover fire yderligere ryttere med top 10-placeringer i grand tours for blot at nævnte noget af det potentiale, der var i den gruppe, der skulle afgøre etapen.

Faktisk så det svært ud for De Gendt. Det er en slet skjult hemmelighed, at belgieren skal bruge mange løb for at finde formen, og den tendens bliver som for mange andre bare mere udtalt med årene. I dag kører han således kun stærkt i sin anden grand tour - det er blandt andet derfor, at han i år for anden gang i karrieren satser på at køre alle tre - og vi har efterhånden lært, at han er meget langt fra sit niveau i de første løb, og at det ofte først er netop i Catalonien, at han finder benene.

Sådan har det bare ikke rigtigt været i år. De Gendt har været endnu mere træg i optrækket denne gang, hvor han var milevidt fra sit niveau i Paris-Nice og også åbnede dette løb med en for ham horribel enkeltstart. Forleden kunne man dog fornemme, at der måske var ved at være hul igennem, og det blev til fulde bekræftet i dag, hvor De Gendt satte alle de 31 ryttere klasseryttere til vægs med et af de soloridt, han mestrer som få.

Det så ellers længe ud til, at det kunne blive Matej Mohoric, der løb med sejren. Han og De Gendt var nemlig kloge nok til at vide, at det handlede om at komme væk fra gruppen så hurtigt som muligt, for 32 mand kan aldrig nogensinde etablere blot skyggen af samarbejde. Kommer man først væk fra disse gigantudbrud, har man altid gode chancer for at holde, og sådan gik det da også, da De Gendt og Mohoric allerede på den første af de seks ture op ad den ikoniske Montjuic-stigning fik slået et lovende hul til de 30 forfølgere.

Det burde egentlig være et hul, der kunne lukkes, men forfølgerne fandt aldrig ind i et samarbejde. På stigningen forsøgte gruppens klatrere anført af Clement Champoussin, der efter et dybt skuffende løb endelig fandt sine gode ben, ganske vist at gøre forskellen, men Montjuic er desværre ikke verdens sværeste stigning. Ingen var for alvor i stand til at gøre forskellen - også fordi flere af de største navne som Martin og Uran har været uhyre formsvage gennem hele løbet - og derfor endte det bare i en gang rod, hvor de på papiret dårligere klatrere i front kunne holde forspringet hele vejen.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Da det stod klart, at det var et tomandsopgør, var det også indlysende, hvem der skulle vinde hvor. Mohoric satte hver eneste gang den nedkørselssvage belgier af på den ellers ikke specielt krævende nedkørsel, og da han tillige nok er en anelse hurtigere end den ellers hurtige De Gendt, var det klart, at Lotto-rytteren måtte føre forskellen på sidste tur op ad stigningen. Det lignede da heller ikke en umulighed for en mand, der har vundet på Mont Ventoux og på Port Ainé i dette løb, men den Mohoric, der sidste år var tæt på at vinde i Liege, kunne godt blive en hård nød at knække på en ardennerstigning som denne.

Heldigvis for De Gendt hører det til sjældenhederne, at Mohoric klatrer, som han gjorde i Liege. Faktisk er vel netop den dag hans hidtil bedste i så svært terræn, og derfor lykkedes det den brølstærke belgier at blæse fra sloveneren på stigningens sidste meter. Og denne gang var Mohoric så stegt, at end ikke han fremragende nedkørsel og De Gendts svage ditto kunne ændre på, at det blev De Gendt, der tog sin femte sejr i løbet og ikke Mohoric, der tog sin første. Og det kan vi danskere så glæde os over, for med den slovenske ”fiasko” i dette løb er Danmark nu det eneste land, der har vundet etaper i alle årets fire WorldTour-etapeløb. Nu ligger presset på dig, Jakob Fuglsang, når det fra næste mandag går løs på de baskiske landeveje.

De Gendts bedrift var flot, men man kan diskutere, om han egentlig skulle have haft chancen. Det kan nemlig godt være lidt frustrerende at se, hvor mange Valverde-etaper Movistar har smidt på gulvet i de spanske etapeløb i løbet af årene. I gamle dage kunne man måske nok forstå det, for dengang vandt spanieren så tit, at man måske nok kunne undvære en sejr i nu og da, men i en tid, hvor man indtil dette løb havde meget svært ved at se, at den hensygnende veteran nogensinde skulle vinde på WorldTouren igen, er der ikke råd til at kaste så gode muligheder, som der bød sig i Barcelona i dag, i grams. Valverde har nemlig ud af det blå fundet sin 117. ungdom i dette løb, og selvom vi nu igen har fået bevist, at der sikkert venter en 118. en af slagsen også, er det lidt uforståeligt, at det spanske storhold ikke på mere dedikeret vis har forsøgt at sætte veteranen i scene, så han kunne få endnu en stor sejre og samtidig sikre mandskabet noget tiltrængt succes, endda i et af årets vigtigste løb.

Selvfølgelig var det klart, at dagens etape ville blive svær at kontrollere, og det er da også kun to gange i løbet af de første otte udgaver lykkedes at få en spurt, som ikke helt tilfældigt begge gange er blevet vundet af netop Valverde. Men når nu det igennem hele løbet har stået mejslet i granit, at Marc Solers form er af en karakter, så den ikke fortjener flere chancer, kan man undre sig over, at spanierne igen lod medkaptajnen søge muligheden i et udbrud, hvor han havde selskab af to holdkammerater i form af Dario Cataldo og Sergio Samitier.

Naturligvis er der ingen garanti for, at udbruddet kunne være hentet, eller at den i dag knap så hurtige Valverde havde vundet spurtet, men chancen for succes havde i hvert fald været større, hvis man havde gjort forsøget. Og med tanke på hvor tæt på de faktisk kom, da de mod slutningen fik kaldt deres folk tilbage for at sætte Ineos-mandskabet under pres, er det bestemt ikke umuligt, at Valverde kunne have spurtet om sejren, hvis ikke de havde ladet det britiske mandskab, der jo helst så udbruddet stjæle bonussekunderne, kontrollere begivenhederne og ladet forspringet vokse for meget.

Nu kom offensiven i stedet til at tjene det formål at forsøge at ryste Ineos, og det skal spanierne bestemt have ros på. Det lå bare også i kortene, at det projekt ikke lod sig gøre. Ganske vist har Barcelona-etapen før skabt forskydninger i klassementet, men førertrøjen har aldrig skiftet ejermand, og når forskelle er gjort, er det altid sket, fordi lidt mere sekundære ryttere har kunnet udnytte manglen på kontrol til at køre væk, som blandt andre Simon Yates og Michele Scarponi tidligere har gjort det. Den slags lader sig bare kun gøre, når det førende hold er svagt, og det vil være synd at sige, at det prædikat passer på det Ineos-mandskab, der endte med at rydde podiet og dermed overgå bedriften fra Dauphiné i 2012, hvor de ”kun” besatte 1., 2. og 4. pladsen - sjovt nok også med en brite foran en australier og en anden brite!

Med så stærkt et førerhold kunne udskilningen kun ske bagfra, og så endte eneste væsentlige forskel i stedet med at blive, at Sepp Kuss ikke gled ud af top 10, da han og Nairo Quintana som de eneste af toprytterne ikke kunne følge de bedste. Dermed endte løbet som en stor skuffelse for det ellers så succesrige Jumbo-mandskab, der må sande, at deres amerikanske guldfugl stadig er så ustabil, at hans fremtid som etapeløbsrytter stadig virker noget skrøbelig, samtidig med at løbet her kun har bidraget til frygten for, at Steven Kruijswijk er ovre sin bedste tid. For Quintana var det heller ikke spor bedre, da det nu er andet etapeløb i træk, hvor han falder sammen til sidst, hvilket bidrager til billedet af, at colombianerens engang så fremragende restitution totalt er gået fløjten - et forhold, der har været hovedårsagen til hans kollaps i grand tour-sammenhæng.

Det kollaps har Ineos ikke oplevet, for selvom de er gledet ned fra deres position som den ukronede etapeløbskonge, har de trods alt vundet en grand tour hvert eneste år siden 2011 med 2014 som eneste undtagelse. Alligevel kommer magtdemonstrationen her på et tørt sted, når nu de i stigende er blevet overskygget af de to slovenske fænomener Primoz Roglic og Tadej Pogacar både i korte og lange etapeløb, og faktisk er denne triumf den første i et ugelangt løb på WorldTouren, siden Egan Bernal vandt Tour de Suisse for næsten to år siden.

For Adam Yates er det også den første europæiske etapeløbssejr på højeste niveau, men det er kun fuldt fortjent for briten, der har været en af de allerbedste i de korte løb i de seneste nu tre sæsoner. Efter det uendeligt lille nederlag til Roglic i Tirreno i 2019, efter det ærgerlige taktiske nederlag til Miguel Angel Lopez i Catalonien i 2019 og efter den dumme grusvejspunktering, der ødelagde en mulig sejr i Baskerlandet i 2019, havde han fortjent at få den store sejr, som hans supermandskab her hjalp ham med at sætte i scene. Og da løbet samtidig viser, at Richie Porte vitterligt har rejst sig efter nedturen i 2019 og første del af 2020, og at Geraint Thomas stadig har et højt niveau, når han endelig finder en form, der i dag kun indtræffer relativt sjældent, har det bare været en knaldgod uge for briterne, der også kunne se Rohan Dennis genrejse sig selv som temporytter.

I det hele taget blev den 100. udgave af Volta a Catalunya genrejsningens løb. Udover Dennis og Valverde er Esteban Chaves tilbage som vinder på WorldTour-niveau, og Wilco Kelderman er kommet bemærkelsesværdigt hurtigt tilbage efter uheldet ved Gardasøen. Og endelig har De Gendt efter et trist 2020 vist, at han trods en alder på 34 år ikke er færdig endnu. Og når han engang kører cyklen i garagen, kan det være, at der venter ham en royal fremtid. Skulle det lykkes Puigdemont og co. at få etableret deres catalanske stat ville det i hvert fald kun være passende, at de gjorde den til et monarki og fluks udnævnte De Gendt til udbryderstatens udbryderkonge.