Vuelta a Espana-analyse: 26 and counting

Ved hver eneste grand tour stiller 22 håbefulde hold til start med drømmen om, at de kommende tre uger skal byde på mindst én etapesejr. Med 21 etaper på menuen er det klart, at mindst et hold må gå tomhændet hjem, men listen over tabere ender altid med at blive meget længere. Og når de slagne mandskaber skal pege på en syndebuk, er det naturligt at rette blikket mod sportens vindermaskine nr. 1, Quick-Step.

Quick-Step har altid været kendt for at have mindst én supersprinter, men det har ikke betydet, at de automatisk har været dominerende i de store massespurter i grand tours. Faktisk har de ofte måttet se navne som Marcel Kittel, Mark Cavendish og André Greipel sætte dem til vægs i de senere år, og selvom de to førstnævnte undervejs har også været i deres tjeneste, er det langt fra altid, at Quick-Step har kunnet sætte sig igennem på sprinterscenen.

Den tid er imidlertid nu definitivt ovre. I de senere år har der ellers været almindelig konsensus om, at tiden med dominerende sprinterhold hører fortiden til. Dagene, hvor Mario Cipollinis, Alessandro Petacchis eller Cavendishs tog kunne knuse rivalerne den ene dag efter den anden, er nu blot en fjern erindring, og i stedet har tendensen i de seneste år været meget kaotiske massespurter, hvor ikke ét hold har været dominerende, og hvor det snarere har været evnen til positionering og at bevare køligheden i kaos, der har været nøglen til sejr.

Læs også

Optakt: 8. etape af Giro d’Italia

Nu ser et imidlertid ud til, at vi nærmer os de gode gamle dage, og denne gang er det Quick-Step, der har overtaget rollen som sportens sprinterkonger. I 2017 havde man med hhv. Fernando Gaviria, Kittel og Matteo Trentin den dominerende sprinter i alle tre grand tours, og den tendens er fortsat i år. Elia Viviani var den mest succesrige i Giroen, og Gaviria var sammen med Dylan Groenewegen den eneste til at vinde to massespurter i årets Tour. Med tanke på, at sprinterne som regel er feltets største vindermaskiner, er det derfor ikke overraskende, at Quick-Step forud for denne Vuelta havde vundet ikke færre end 25 af de 105 grand tour-etaper, der har været kørt i de seneste to sæsoner!

Og udsigten til, at der skal lægges yderligere til den statistik på den spanske landeveje i de kommende uger, ser aldeles lovende ud. I hvert fald stiller Quick-Step igen med Viviani, der har haft en helt ufattelig første sæson i den blå trøje, og som kommer til start med en frisk sejr i Hamburg i benene. Samtidig er han den eneste af feltets topsprintere, der er blevet sendt til Spanien med et hold hovedsageligt bygget op omkring ham, og han har fået stiller sit supertog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini til sin rådighed. Med andre ord har det hele tiden ligget nærmest på den flade, at Viviani vil blive altdominerende i årets Giro.

Det varede da heller ikke længe, inden den italienske mester slog til. Han havde måske håbet at kunne blande sig i den stigende finale på 2. etape, men den viste sig som bekendt at være alt, alt for hård for de hurtige folk. I dag fik han imidlertid den første virkelige chance, og her viste han med det samme, at de andre sprintere skal være mere end almindeligt heldige, hvis de skal til fadet på sprinteretaperne i årets løb.

Det var ellers ikke, fordi Quick-Step fik mange gaver. Tværtimod betød Vivianis tårnhøje favoritstatus, at der ikke var megen interesse i at give belgierne en hjælpende hånd, da den knaldhårde etape med mere end 3000 højdemeter skulle kontrolleres. Faktisk var det først til allersidst, at Peter Sagan sendte Marcus Burghardt frem, men derudover var hele arbejdet overladt til Quick-Step.

Det klarede de imidlertid til perfektion, først med Kasper Asgreen og Pieter Serry, der leverede en jætteindsats gennem en hel dag forrest i feltet. Heller ikke til sidst, da Lotto Soudal, Ag2r og Bora forsøgte at kaste grus i det velsmurte belgiske maskineri var der skyggen af hjælp at hente, men heller ikke det kunne knække Quick-Step, der med sublimt arbejde fik skabt samling til slut.

Det store arbejde kostede imidlertid også på ressourcerne, og da holdet i Enric Mas og Laurens De Plus endda også har to klassementsryttere at beskytte, var der lige pludselig knaphed i finalen, da Viviani skulle afleveres. Heldigvis kunne de glæde sig over, at Vueltaens bjergrige rute betyder, at ingen andre hold er kommet med et forkromet lead-out, og der var der ingen hold, der var i stand til at dominere finalen på samme måde, som man kunne have forventet, at belgierne ville gøre det.

Og så har Viviani jo Michael Mørkøv. Egentlig var danskeren oprindelig tiltænkt en rolle som tredjesidste mand i toget inden Viviani og hans tro væbner Fabio Sabatini, men med sublime præstationer senest for Alvaro Hodeg i Tour de Pologne har danskeren tilsyneladende overtaget pladsen som Vivians bedste våben. I dag var det da også igen Mørkøv, der stod for at guide Viviani igennem den kaotiske finale, og det gjorde han med den klasse og kølighed, der efterhånden er blevet hans varenærke.

I kaosset ventede Mørkøv tålmodigt, samtidig med at han med klinisk timing stille og roligt førte Viviani frem fra en ret tilbagetrukket position, så han under den røde flamme var præcis, hvor han skulle være. Her lod han de andre brænde kræfterne af, indtil Danny Van Poppel som forreste sprinter pludselig befandt sig i vinden og følte sig tvunget til at starte en lang spurt.

Det var Mørkøvs signal til at træde an, og herefter førte han elegant sin kaptajn op på siden af hollænderen. Herefter var det op til Viviani selv at gøre arbejde færdigt, og det gjorde han ganske suverænt med den selvsikkerhed, der følger af en sæson, hvor stort set intet er gået galt.

Læs også

Chokeret vinderkandidat taber flere minutter

Efter den opvisning er der noget, der kunne tyde på, at Quick-Step bliver helt umulige at have med at gøre i årets spurter, for ikke blot kørte Mørkøv suverænt, Viviani viste også, at han i dette felt er løbets bedste sprinter. Selvom han i år ikke altid har haft den højeste topfart, var han i dag ganske suveræn, og med tanke på Sagans halvsvage form virker det svært at se, hvem der skal kunne slå Viviani på de kommende sprinteretaper.

Netop det er måske faktisk hans største svaghed. For når holdene allerede nu lægger alt ansvaret på skuldrene af det unge og urutinerede Quick-Step-hold, virker det endnu mere usandsynligt, at de vil få hjælp de kommende dage. Og i dette løb er man ikke til start med etablerede maskiner som Philippe Gilbert, Zdenek Stybar og Niki Terpstra, der kan føre solen sort, men med et ungt hold, der kan få svært ved at holde den gående over tre uger. I forvejen er Vueltaen kendt for at være lidt af en udbrudsfest, og nu betyder Vivianis suverænitet endda, at også sprinteretaper måske kan blive et mål for angriberne.

Det var ikke helt uventet, at det var Giacomo Nizzolo, der var Vivianis værste rival, men selvom han blev slået ganske klart i den italienske duel, føles det garanteret som en halv sejr for den tidligere italienske mester. Nizzolo har nemlig været igennem et sandt skadeshelvede, der har budt på tilbageslag efter tilbageslag gennem de seneste to sæsoner, så det må for ham nærmest føles som et lille mirakel, at han nu igen kan køre med om etapesejre i en grand tour. Ganske vist har han i Polen, Hamburg og London flere gange vist, at han er på vej tilbage, men det må være noget helt særligt, at han nu også kan vise sig frem i de lange etapeløb, der altid har været hans foretrukne begivenheder.

Der er dog fortsat et stykke vej at gå. I årene 2015 og 2016 var Nizzolo den bedste italienske sprinter og viste flere gang, at han var hurtigere end Viviani. Han vandt endda det italienske mesterskab på en hård rute, og i det hele taget lå verden for hans fødder. I dag blev han imidlertid ganske klart overspurtet af sin engang langsommere landsmand, og det viser, at der fortsat er lidt vej, inden vi definitivt kan sige, at vi har den gamle Nizzolo tilbage.

Den gamle Sagan har vi i hvert fald heller ikke, for det har i de seneste dage været meget tydeligt, at han fortsat er mærket af sit Tour-styrt. I dag spurtede han sig alligevel til en 3. plads, og faktisk kunne det være blevet til endnu mere, hvis ikke han var blevet lukket inde til allersidst. Det siger alt om Sagans høje klasse, at han trods den alt andet end optimale form alligevel kan vise sin sublime næse for positionering og køre sig på podiet i løbets første massespurt. Det virker fortsat meget usikkert, om han kommer i nærheden af at nå en form, der vil gøre ham konkurrencedygtig på en VM-rute, der i forvejen er et longshot for ham, men han skal nok komme til at spille en rolle i dette løb. Det gør Sagan altid - form eller ej.

Mere bitter har Nacer Bouhanni grund til at være. Franskmanden rejste sig nemlig ganske glot fra den megen modgang og viste, at han fortsat skal regnes som en af feltets hurtigste sprintere. Skal han slpå Viviani, har han imidlertid brug for et stærkt tog til at tage kampen op med Quick-Step, men her er han ramt af, at Cofidis-manager Cedric Vasseur tilsyndeladende har mere travlt med sin personlige vendetta mod den kontroversielle sprinter end med at vinde cykelløb.

Det var ellers en kærkommen chance for Cofidis til for en gangs skyld at vinde lidt i en grand tour, hvis man havde givet Bouhanni den berettigede opbakning, men det kunne der åbenbart ikke blive plads til på det stjernebesatte Cofidis-mandskab. Derfor må holdets bedste bud på en etapevinder nøjes med Kenneth Vanbilsen i finalerne, og det betød da også, at den ellers positioneringsstærke franskmand måtte starte sin spurt bag sine værste rivaler. Da han heller ikke har samme kick som i sin storhedstid, rækker en sådan position næppe til en sejr, og det er en skam for en Bouhanni udrustet med et dedikeret tog ville i et felt som dette sagtens kunne vinde en etape. Lad os håbe for Vasseur, at det lykkedes for holdets mange øvrige stjerner at tage den sejr i stedet.

Van Poppel måtte som sagt starte sin spurt fra spids, og det var for tidligt. Hollænderen gled ned på en lidt skuffende 5. plads efter et fejltimet lead-out, som desværre har vist sig at være lidt af en dårlig vane for ham og hans tog. Vi så det samme mønster i Giroen og Tour de Pologne, hvor han ligeledes var fremme alt for tidligt, og der er således en timing at forbedre, hvis det skal blive til endnu en Vuelta-etapesejr til den stadig ganske hurtige hollænder.

Dagens store skuffelse var Matteo Trentin, der sidste år var i gudeform i dette løb. Den nykårede europamester kom ganske vist tilbage, så han kunne spurte sig til en 8. plads, men først efter at have været sat i finalen. Det burde aldrig kunne ske for en mand, der normalt er blandt de mest holdbare folk, men noget tyder på, at han trods EM-sejren ikke er på toppen. I hvert fald skuffede han også på stigningerne i Polen og igen i går på 2. etape, og det står efterhånden mere og mere klart, at det ikke er 2017-udgaven af Trentin, der er kommet til Spanien. Da han i forvejen får det svært i årets betydeligt stærkere sprinterfelt, ser det ikke ud til, at Trentin vil spille en rolle, der på nogen måde står mål med den dominans, han oplevede sidste år.

Læs også

Cavendish overgår legende

Nogen dominans kommer der heller ikke fra Max Walscheid. Tyskeren er feltets eneste rene sprinter, og det er der en ganske god grund til. I de senere år er sprinterne nemlig i stort tal gået en stor bue uden om Vueltaen, hvis bjergrige rute kun er for mere holdbare typer. Derfor har det aldrig givet mening at sende det tyske talent til Spanien, for mens han flere gange har vist, at hans topfart kan være skræmmende, hører han også til blandt feltets allertungeste. I dag kunne han da heller ikke sidde med på den såkaldte sprinteretape med mere end 3000 højdemeter, og det virker ikke sandsynligt, at han får meget med hjem fra det spanske løb. Det er rigtigt, at han kun er med som sen erstatning for sygdomsramte Phil Bauhaus, men spørgsmålet er, om Sunweb, der ellers er god til at tage vare på deres talenter, gør Walscheid en tjeneste ved at give ham tre ugers tæsk i de spanske bjerge.

Tæsk var der ikke til klassementsrytterne, for de kom alle let igennem en etape, der blev kørt ganske fredsommeligt, indtil Lotto satte rav i den til slut. Dermed kom de alle sikkert med feltet hjem, også den uheldige Zakarin, der efter gårsdagens styrt må prise sig lykkelig for dagens relativt lette etape. Det var imidlertid en stakket frist, for allerede i morgen venter løbets første seriøse bjergtest, der vil give de første små svar på, hvem af favoritterne der har fundet de gode bjergben frem.

Om de også skal køre om etapesejren, er nok mere usikkert på en rute, der ser god ud for et udbrud. Og derfor skulle det ikke undre, hvis det igen bliver Quick-Step, der løber med sejren, for Maximilan Schachmann og Julian Alaphilippe har i år vist, at belgierne også er farlige på den slags etaper. Foreløbig står tælleren på 26. Spørgsmålet er, hvad den stopper på i Madrid om små tre uger.