Vuelta a Espana-analyse: Den baskiske sensation

Oscar hvem? Man kan ikke fortænke de mange kommentatorer, der i dag desperat måtte lede i papirerne efter informationer om etapevinderen på den stejle La Camperona-stigning i dag, for den unge basker hatr mildt sagt ikke gjort meget for at gøre opmærksom på sig selv. Selv følger jeg sporten meget tæt og vidste da også, hvem Rodriguez var, men først og fremmest fra de mange Euskadi-pressemeddelelser, hvor han ofte er blevet omtalt som et stort talent. I UCI-løb har han imidlertid ikke vist meget andet end offensiv kørsel, og hidtil var karrierens højdepunkt vel den ret beskedne 20. plads, han sikrede sig i det nyligt overståede Volta a Portugal.

Har man studeret resultatlisterne fra årets Vuelta, har det imidlertid været klart, at han ikke var dårligt kørende. En 28. plads på La Covatilla i søndags havde i hvert fald vist så gode ben, at det så ganske realistisk ud, at han kunne køre sig til en top 10 i den store 32-mandsgruppe, der skulle afgøre den første af weekendens 3 store bjergetaper. Et kort blik på udbruddets sammensætning viste dog, at en sejr burde være uden for rækkevidde, for i en gruppe med navne som Rafal Majka, Ilnur Zakarin og Bauke Mollema, der alle enten har været i top 4 i en grand tour, gjorde det mildt sagt ikke realistisk at tro på baskisk sejr.

Det så da også ud til at gå helt efter bogen, da etapens store favorit, den hidtil så velkørende Majka, efter fornemt forarbejde fra Marcus Burghardt og Jay McCarthy fra bunden af den stejle rampe sagde farvel til sine følgesvende. Lidt overraskende var det, at Dylan Teuns, der burde være træt efter at have været i udbrud tre dag i træk, senere kom op til polakken, men i lyset af hans historik på korte, stejle mure var det ingen sensation.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Det var det til gengæld, da kameraet kort efter spottede Rodriguez, der stille og roligt trak de to stjerner ind. Med en modenhed og ro, der er vigtigere end noget andet på stejle mure som denne - spørg bare Merhawi Kudus, der som så ofte før eksploderede totalt efter at have overvurderet sig selv på den nedre del - fik han gradvist lukket hullet. Ingen ville kunne have fortænket den 23-årige basker, der aldrig tidligere har været i nærheden af et lignende resultat, i at gå i panik i en situation, hvor han i en Vuelta-finale var omgivet af to af sportens største stjerner, men det gjorde han ikke. Tværtimod satte han med det samme et velplaceret angreb ind, og uden at gå i rød zone kunne han slå et hul, som han kunne holde på den sidste stejle del, der tidligere har knækket et hav af overmodige ryttere.

Rodriguez’ sejr er vel den mest uventede i en grand tour siden Alexander Foliforovs choksejr på en bjergenkeltstart i Giroen for to år siden, men den kunne ikke falde på et meget bedre sted. Baskerlandet har altid været en sportens mest passionerede regioner, men desværre har den økonomiske krise ramt de cykelgale nordspaniere voldsomt hårdt. Euskaltel er forsvundet for længe siden, og siden da har man kæmpet en desperat kamp for at holde organisationen bag, Fundacion Euskadi, oven vande. Det lykkedes kun sidste år i kraft af en kapitalindsprøjtning fra Mikel Landa, der følte sig ansporet til at give lidt tilbage til de folk, der havde startet hans karriere.

Sideløbende har Euskadi-Murias-mandskabet stille og roligt opbygget en solid organisation, der har gjort det muligt at stige i graderne, så man forud for denne sæson kunne få adgang til det fine selskab af prokontinentalhold. Det første år er gået over forventning, men det har først og fremmest været i kraft af Eduard Prades’ mange topresultater i april, maj og juni. Mikel Bizkarra har vist sig frem i de spanske bjerge og Jon Aberasturi og Enrique Sanz i et par spurter, men derudover har der ikke været noget, der skulle give tro på en etapesejr i holdets første Vuelta.

Med dagens triumf er basisk cykelsport nu mere levende end længe, og der er helt sikkert lagt op til en regulær folkefest, når Vuelta-cirkusset når frem til regionen på onsdag. En gentagelse af dagens triumf bliver det næppe til senere i løbet, men det kan også være lige meget, for fra nu af vil alt blot være en bonus for et hold, der næppe havde drømt om at komme blot i nærheden af dagens resultat.

Mens der er baskisk fest, er der formentlig polsk begravelsesstemning. Majka var kommet til Spanien for at gentage sidste års store sejr på La Pandera-etapen, og i dag fik han foræret et straffespark, han umuligt kunne brænde. Ganske vist var det en stærk gruppe, der gjorde ham selskab, men med tanke på usikkerheden om Zakarins form efter styrtet på 2. etape, Mollemas knap så overbevisende præstation i onsdags, Henaos markante niveaufald siden sidste års Paris-Nice og den træthed, Teuns måtte føle efter flere dage i udbrud, lå det til Majkas højreben at gøre arbejdet færdigt. Bedre blev det endda af, at han havde Marcus Burghardt og Jay McCarthy hos sig, og de to kunne med en jætteindsats sikre, at udbruddet ikke blot holdt det hårdt jagtende felt bag sig, og samtidig forhindre, at Ben King eller andre lykkeriddere med et tidligt angreb kunne snyde etapens store favorit med et angreb af den karakter, der nu allerede gar givet amerikaneren to etapesejre.

Som det skete sidste år på Xorret de Cati måtte Majka imidlertid se sig overmatchet, men hvor han sidste år på en lignende mur havde set sig slået af en af sportens stjerner, Julian Alaphilippe, var det denne gang en nobody, der totalt overrumplede stjernen. Det bliver formentlig til en søvnløs nat for Majka, der næppe helt kan forstå, hvad i alverden der lige skete for et par timer i det solbeskinnede Nordspanien.

Dylan Teuns må sidde tilbage med en bittersød fornemmelse. På den ene side var det endnu en forspildt mulighed, for den unge belgier er som bekendt specialist på stejle mure som disse. På den anden side var det vel et mindre mirakel, at han for tredje dag i træk kunne køre med om sejren. Selvom det sikkert kan være svært for ham at se lige nu, er det yderst opløftende, at belgieren, der tidligere har haft lidt svært ved at holde niveau over flere dage i træk, nu har vist som feltets udbryder nr. 1 dybt inde i Vueltaens anden uge. Det lover godt for fremtiden.

I det hele taget var det en dag for sportens talenter. Bjorg Lambrecht har ellers ikke haft den nemmeste første sæson på WorldTouren, men i dag fik han endelig vist sit potentiale på allerhøjeste niveau. En fjerdeplads i så skrapt et selskab viser, at potentialet stadig er stort, og at han i den grad er værd at holde øje med ved det kommende VM-løb for U23-ryttere. Også Laurens De Plus gjorde t pænt i en finale, der ikke just passede ham, ligesom også den tidligere toer i Tour de l’Avenir, Edward Ravasi, med en fin top 10 fortsatte de positive takter fra den første del af sommeren, hvor han endelig viste sig frem efter en svær start hos UAE.

Til gengæld var der også mange, der havde grund til skuffelse. Det gælder vel særligt Zakarin, der på den nedre del af stigningen tydeligvis følte sig i stand til at køre med om sejren. Han fik sig imidlertid lidt af en lussing, og han ligner ikke umiddelbart en mand, der er i spil til en etapesejr i løbet. Om det er efterveerne af styrtet fra 2. etape eller træthed efter en hård Tour skal vi lade være usagt, men man kunne have forventet mere af den langlemmede russer, også selvom eksplosive stigninger bestemt ikke er hans force.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Det er det til gengæld for Henao, der med dagens præstation satte en tyk streg under, at den Henao, der betog verden for blot få år siden, ikke længere eksisterer. Endnu værre gik det for Mollema, der efter en ellers ret lovende start på løbet ser ud til at betale prisen for en lang sæson. I hvert fald har han nu underpræsteret markant i sine to seneste udbrud, og med tanke på det, han har været igennem i år, vil det ikke være mærkeligt, hvis han efterhånden har halvondt i stængerne.

Mens kommentatorerne havde travlt med at læse op på Rodriguez’ begrænsede meritter, udkæmpedes der længere nede ad bjerget det ventede store slag mellem favoritterne, men desværre betød det store fokus på udbruddet, at kameradækningen af kampen blev temmelig kaotisk. I toppen blev udfaldet som forventet, for Nairo Quintana, Simon Yates og Miguel Angel Lopez viste sig at være løbets stærkeste og de klare favoritter til at skulle kæmpe om sejren.

Desværre fik vi aldrig at se, hvad Lopez virkelig kunne, for den uheldige colombianer blev ramt af en defekt, der ikke kunne være kommet på et dårlige tidspunkt. Faktisk var det ganske imponerende, at han alligevel kunne begrænse sit tab så flot, og der er da også al mulig grund til at antage, at Astana-kaptajnen kunne have kørt med Quintana og Yates. Om han også kunne være kørt fra dem, får vi aldrig at vide, men i det, der kan ligne en knivskarp duel med Quintana om den samlede sejr, kan de 20 sekunder, han smed i dag, vise sig at blive ganske afgørende.

Det ligner nemlig fortsat en colombiansk duel, for selvom Yates i dag kørte en flot etape, hvor han viste, at han faktisk har evnen til at forbedre sin form i løbet af en grand tour, var det ildevarslende, at han i dag måtte lade Quintana køre til sidst. Dette var nemlig en Yates-stigning, mens den var alt for kort til en ren klatrer som Quintana. Set i det lys må det være foruroligende, at han i dag smed seks sekunder, for selvom det i sig ikke er en katastrofe, kan man frygte, at det bliver betydeligt mere på Lagos de Covadonga på søndag, hvor den colombianske stjerne vil være langt mere på hjemmebane.

Dagens positive overraskelse var Enric Mas. Jeg skal ellers ikke lægge skjul på, at jeg i den første del af løbet har væren en anelse skuffet over spanieren, men det er måske i virkeligheden urimeligt. Jeg er bare så pokkers begejstret for hans store talent, at jeg måske havde skruet forventningerne lidt for voldsomt i vejret. Derfor var det livgivende i dag at se, at de opskruede forventninger faktisk slet ikke var uberettigede, og at Mas vitterligt er et af sportens store grand tour-talenter. Særligt opløftende er det, at han er blevet bedre i løbets anden halvdel, for det er netop holdbarheden, der hidtil har været det helt store udestående spørgsmål i forhold til ”den nye Contador.”
 

En anden vinder i var Thibaut Pinot, der efter skuffelsen på La Covatilla rejste sig flot. Han var ellers flere gange i krise på stigningen, men med klassisk klog Pinot-kørsel, som da han for et par år siden stille og roligt trak Contador ind på kongetapen i Ruta del Sol, lykkedes det ham at komme tilbage og endda svare på Valverdes suveræne spurt til sidst. Det lover særdeles godt for en mand, der efter en ikke helt optimal forberedelse burde blive bedre og bedre, som er mere komfortabel på de lange stigninger senere i løbet, og som har det langt bedre i de koldere temperaturer. Den gode form gør det bare endnu mere ærgerligt, at der ligger knap to minutter og blæser rundt i den sydspanske sidevind, efter at en uopmærksom Pinot tabte dem for en uges tid siden.

Også Wilco Kelderman ville ønske, at han kunne tage tilbage til Murcia-regionen og finde de knap to minutter, han på grund af en defekt smed væk. Igen i dag gjorde hollænderen det nemlig fremragende, og selvom han til slut tabte lidt tid, var han ubetinget en af de stærkeste. Procenterne var på papiret lidt for høje for den ret store Sunweb-kaptajn, der var bedre på søndagens powerstigning, men alligevel var han en af de mest aktive i føringsarbejdet bag Yates og Quintana. Den yderst friske Kelderman burde også blive bedre og bedre i de kommende dage, og da han blandt klassementsrytterne er i særklasse på enkeltstarten, har han udsigt til endnu et topresultat, der måske endda kan blive bedre end sidste års fjerdeplads.

Valverde fortjener naturligvis også applaus, for efter nedturen i søndages viste den spanske veteran sig atter flot frem. Det kan dog også konstateres, at det er meget fornuftigt af Movistar at satse 100% på Quintana, for når han ikke kan køre med de bedste på en mur som denne, kan han få vanskeligheder på Lagos de Covadonga på søndag. Derfor skal han også fortsat vurdere, hvor mange kræfter han vil investere i en podieplads, der er inden for rækkevidde, eller om han skal holde fuldt fokus på det VM, der hele tiden har været hans store mål.

Dagens sidste vinder er Steven Kruijswijk. Den hollandske dieselmotor kunne næppe designe en stigning, der passer ham dårligere, og derfor var det ganske flot, at han sad med favoritterne hjem, især fordi han skuffede i søndags. Selvom han har Touren i benene, er Kruijswijk som bekendt kendt for sin evne til altid at toppe i den tredje uge, og noget kunne altså tyde på, at han kan gentage det denne gang, selvom han for første gang forsøger sig i klassementet i to på hinanden følgende grand tours.

Der er dog næppe den helt store glæde i LottoNL-lejren. George Bennett var nemlig dagens helt store skuffelse, og hans nedtur kom lidt som et lyn fra en klar himmel. Ganske vist er heller ikke han skabt til eksplosive stigninger som denne, men med den fremgang, han i Polen viste i netop dette terræn, var der grund til at håbe på meget mere end dette. Måske blev det hele alligevel lidt for meget for newzealænderen, for som jeg filosoferede over helt tilbage i begyndelsen af august, da han fløj op ad de polske stigninger, har der hele tiden været en risiko for, at han har toppet for tidligt. Noget kunne tyde pp, at det måske er endt sådan, selvom LottoNL endnu ikke har meldt noget ud om årsagerne til dagens lille kollaps.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Den anden skuffelse var Ion Izagirre, men hans tidstab er måske knap så uventet. Som jeg skrev i gårsdagens optakt, har jeg hele tiden regnet med, at han før eller siden ville få vanskeligheder, for stabilitet og holdbarhed har aldrig været hans spidskompetence. Med tanke på hans flotte kørsel hidtil havde jeg ikke ventet, at det ville ske allerede nu på en mur, der faktisk passede baskeren udmærket. Nu venter vi blot på at se, om der var tale om en enkelt dårlig dag, som det før er set fra den ret svingende Izagirre, eller om der er tale om en mere vedvarende tendens.

En tendens er der i hvert fald tale om for Emnauel Buchmann, der efter en meget lovende start nu flere  gange har vist, at styrtet på 7. etape har sat ham en del tilbage. I hvert fald er det tankevækkende, at han lige siden det ublide møde med asfalten har været markant dårligere end først i løbet, og hans lille nedtur gør det kun endnu mere ærgerligt for Bora, at Majka i dag ikke kunne gøre arbejdet færdigt. Heldigvis er der tid endnu for polakken, men det virker usandsynligt, at Buchmann kan køre med om den top 5-placering, han i starten lignede en kandidat til.

En top 5 er stadig inden for rækkevidde for Rigoberto Uran, men det er sejren til gengæld ikke. I dag blev det nemlig helt tydeligt, at han er den lille af de tre colombianere, og selvom han med sin store friskhed nok skal køre sig til et fint resultat, er det også klart, at han ikke er i nærheden af sit niveau fra Touren sidste år. Et rent colombiansk podium er bestemt stadig muligt, men efter i dag lyser Urans stjerne ikke helt så klart.

Andre ryttere fortjener også en kommentar med. Tony Gallopin fortsætter med at overgå alle forventninger, men der er nok stadig grund til at frygte, at elastikken før eller siden vil knække for den ellers så formstærke franskmand. Det er den definitivt gjort for Michal Kwiatkowski, hvis helt forudsigelige kollaps er fulgt efter et vildt program med Tour, Polen Rundt og nu Vuelta. Selvom han nok nu vil rette blikket mod VM og måske droppe klassementet, vil det være en overraskelse, hvis den efterhånden ret trætte polak kan blande sig i kampen om regnbuetrøjen på de østrigske landeveje. Heldigvis kan Sky glæde sig over, at David De La Cruz rejste sig efter en meget skuffende start på løbet og nu igen kan have kurs mod en top 10, hvis han kan fortsætte de lovende takter.

Det får han lejlighed til at vise i morgen, for der bliver absolut ingen mulighed for at komme sig. Hvis man syntes, at La Camperona var svær, tager man forhåbentlig ikke løbsbogen med som godnatlæsning i aften. De to kommende dage bliver nemlig kun endnu hårdere, og allerede i morgen kan der igen være vendt op og ned på hierarkiet. Her venter nemlig den helt nye Les Praeres-stigning, der til fulde kan matche dagens finale i sværhedsgrad, og dermed får især Lopez heldigvis en chance for med det samme at jagte oprejsning for dagens store nedtur. Hvis altså ikke vi igen bliver vidner til en af de sensationer, der har været det dominerende tema for bjergetaperne i årets Vuelta.