Vuelta a Espana-analyse: Den colombianske bjergfest blev fransk

Enhver, der som jeg har lært cykelsporten at kende i 90erne og begyndelsen af 00erne, er vokset op med den evindelige franske klagesang. I desperation over ikke at være i nærheden af at have en rytter, der - i hvert fald efter Richard Virenques deroute - ikke var i nærheden af at kunne køre regelmæssigt med om sejren i grand tours, endte det hele i en ynkelig klagesang, hvor forklaringen på den stolte nations nedtur blev tilskrevet alle andre. Det er da heller ikke forkert, at dopingbrugen i hvert fald efter Cofidis.skandalen var mere udbredt uden for Frankrig, men det kan ikke skjule, at landet i den grad også var sakket bagud i en sport, der blev mere og mere moderne og professionel.

Lige siden den gyldne generation med Thibaut Pinot, Arnaud Demare, Nacer Bouhanni, Bryan Coquard, Pierre Rolland og Romain Bardet og senere også Julian Alaphilippe, Warren Barguil og Pierre Latour meldte sig på banen, er al den snak forstummet. Det er næste svært at forstå, at hjemlandet til sportens største cykelløb for få år siden var i en regulær krise, hvor deres hold skrabede bunden af alle ranglisterne, og hvor deres berettigelse i de største franske løb snarere skyldtes national chauvinisme end reel sportslig berettigelse. I dag fremstår landet nemlig som et af verdens absolut stærkeste med topryttere i alle slags terræner, og i de senere år er landets to stærkeste mandskaber, FDJ og Ag2r, endda også begyndt at kunne blande sig med de større hold på ranglisterne.

Det kræver blot et kig på denne Vuelta at forstå, hvor langt franskmændene var kommet. Forud for løbet var der vel næppe mange, der havde de helt store forhåbninger til nationen. Ganske vist havde de i Thiabut Pinot en af løbets topfavoritter, men foruden ham så det tyndt ud. Ag2r kom med et regulært B-hold, Bouhanni havde ikke vundet et cykelløb i et par måneder, og ud over ham havde Cofidis heller ikke meget at komme med.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Forud for anden hviledag kan vi imidlertid gøre en helt uventet status. Ag2r har allerede to etapesejr med Alexandre Geniez og Tony Gallopin, og sidstnævnte holder sig endda til i toppen af klassementet. Cofidis har vundet en etape med Bouhanni, Luis Angel Mate har haft bjergtrøjen siden 2. etape, og Jesus Herrada har endda ført løbet i to dage. Endelig har FDJ haft Rudy Molard i rødt i en lille uge, og i dag kom så den helt store triumf, da Pinot sejrede på løbets måske allermest prestigefulde etape op til mytiske Lagos de Covadonga.

Det er svært ikke at være begejstret for Pinots sejr. Den sympatiske franskmand oplevede nemlig karrierens helt store nedtur, da en slem lungebetændelse kostede ham en sikker podieplads i Giroen bare 24 timer inden den store finale i Rom. Faktisk var tilstanden så alvorlig, at han måtte på hospitalet i stedet for at køre parade i den italienske hovedstad, og den kostede ham endda deltagelsen i sæsonens andet store mål, Tour de France.

Derfor var vi sikkert mange, der ønskede os lidt medgang for Pinot i årets Vuelta, men sådan skulle det ikke gå. Jeg lagde fra starten af løbet ikke skjul på, at jeg havde store forventninger til franskmanden, selvom han forsøgte at tage presset af sig selv ved at tale om sig selv som etapejæger. Hans kørsel viste imidlertid, at han ville meget mere end det, og derfor var det også så ærgerligt, at Pinot som så ofte før var et let bytte, da feltet splittedes i Murcias sidevind for 10 dage siden. De knap to minutter, der stadig blæser rundt i Murcia-regionen, kunne nemlig have gjort ham til en reel vinderkandidat i løbet, efter at han i dag viste, at han stille og roligt har opbygget en form, der gør ham til en af løbets absolut stærkeste.

Som bekendt er der imidlertid intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. Havde Pinot ikke været kørt agterud, er det tvivlsomt, om de tre hovedkombattanter, Simon Yates, Nairo Quintana og Miguel Angel Lopez, havde været så ligeglade med den franske stjerne, som de rent faktisk var, da han opmærksomt udnyttede deres interne rivalisering til at snige sig væk på et tidspunkt, hvor de tre kamphaner fortsatte deres stop-go-kørsel. Faktisk var Pinot nærmest luft for de tre stjerner, der havde rigeligt med at holde sig til hinanden, og da først franskmanden havde slået et hul på 15 sekunder, stod det da også klart, ar han kun kunne hentes, hvis en af de tre faktisk kunne køre væk. Det lykkedes ganske vist til sidst for Miguel Angel Lopez, men på det tidspunkt var løbet allerede kørt.

Dermed kunne Pinot indskrive sig i den meget eksklusive klub over ryttere, der har vundet etaper i alle tre store etapeløb, en liste, der fra dette felt kun tæller Rohan Dennis, Nairo Quintana, Fabio Aru, Matteo Trentin, Daniele Bennati, Alejandro Valverde og Vincenzo Nibali. Og man kan bestemt ikke sige, at Pinots sejre hører til i småtingsafdelingen. Tværtimod har han med dagens sejr vundet på Vueltaens og Tourens to mest mytiske stigninger, da hans stor Tour-etape som bekendt blev vundet på selveste Alpe d’Huez. Også dengang kom triumfen efter en generelt svær tid, hvilket blot understreger den fightervilje, der altid har været Pinots kendetegn.

Med sejren avancerer han også til en samlet syvendeplads, men selvom han helt åbenlyst er i formfremgang og næppe bliver dårligere i den tredje, virker podiet stadig til at være uden for rækkevidde. Havde vi talt om 2016-sæsonen, havde det været anderledes, for dengang gjorde Pinot så mageløse fremskridt i kampen mod uret, at han ikke blot blev fransk mester, men også slog en vis Tom Dumoulin i Tour de Romandie. De evner er imidlertid forsvundet som dug for solen, og i de seneste to år har der været meget langt mellem Pinots enkeltstartssnaps. På den anden side er i hvert fald fire af de syv foranliggende ryttere, der bør gøre det ringere end franskmanden på tirsdag, så opgive kampen skal han i hvert fald ikke.

Pinot kunne som sagt lukrere på, at han var oppe mod tre kamphaner, der helt åbenlyst er meget tæt på at være på samme niveau. Mistanken om, at Simon Yates ville få det sværere på dagens lange stigning var i hvert fald ubegrundet, for han syntes at være fuldt på højde med både Miguel Angel Lopez og Nairo Quintana. Og modsat i går var han denne gang tvunget til at tage ganske meget ansvar i føringsarbejdet, og han klarede derfor den ikke helt lette opgave med bravur.

Skal man pege på én rytter, der måske havde et lille overtag, var det vel Lopez. Colombianeren havde valgt en strategi, der var helt anderledes end den meget defensive kørsel fra i går, og efter at hans Astana-hold gennem hele etapen havde vist, at i dag skulle væres Lopez’ store dag, kastede han denne gang al forsigtighed overbord og angreb næsten fra bunden af målstigningen. Det viste sig at være en anelse overmodigt, da Movistar på det tidspunkt stadig havde en velkørende Richard Carapaz til at neutralisere offensiven. Det har formentlig kostet de kræfter, han manglede til slut, hvor han i sidste ende som den eneste viste sig faktisk at kunne køre væk, men også det viste sig at være næsten helt spildt, da Yates med sin klassiske spurt på de sidste kilometer stort set kunne neutralisere faren.

Skal man pege på en lille taber, var det Quintana, der lignede den svageste af de tre. Den lille colombianer havde ikke lagt skjul på, at han drømte om at gentage sin sejr på løbets vigtigste bjerg, men i dag kunne han intet andet stille op end at sidde limet til Yates’ baghjul. Det i sig selv naturligvis ganske imponerende, men der er ingen tvivl om, at en Quintana i storform havde kørt etapen helt anderledes.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Det betyder dog ikke, at Quintana ikke kan vinde løbet. Der hersker fortsat stor usikkerhed om, hvorvidt Yates faktisk kan holde hele vejen, og falder briten til slut sammen, står Movistar ganske stærkt med hele to kaptajner til at holde Lopez i snor. På en flad tonserenkeltstarter er Yates, Lopez og Quintana meget svingende og jævnbyrdige, og det kan derfor lige så godt blive den ene som den anden, der ender tirsdagens etape som den bedste af de tre kombattanter. Kommer Quintana ud med yderligere tidsgevinster i forhold til Lopez, ser det slet ikke dumt ud.

Det helt store spørgsmål er imidlertid, om Quintana overhovedet kan fastholde kaptajnrollen. I dag var Alejandro Valverde ganske vist sat af undervejs, men med god hjælp fra Steven Kruijswijk udnyttede han favoritternes indbyrdes rivalisering til at bringe sig tilbage i spillet. Man kan diskutere, om Movistar fik det maksimale ud af deres overtal, for det endte lidt for ofte med, at det var Valverde, der måtte lukke huller. På den anden side var det ret tydeligt, at ingen af dem sad med det helt store overskud, og Yates var over dem som en mis hver eneste gang, de lagde op til et forsøg.

Valverde står imidlertid nu i en situation, hvor han måske kan køre sig i førertrøjen på tirsdag. Ganske vist skal vi helt tilbage til 2015 for at finde Valverdes sidste gode enkeltstart på en flad rute, der aldrig rigtigt har været hans kop te, men lige netop i Vueltaen har han altid overpræsteret i kampen mod uret. Det gjorde han ikke i 2016, hvor han var træt mod slutningen af sin tredje grand tour, men i 2015 blev han nr. 3 bag Dumoulin og Bodnar på den flade rute i Burgos. I lyset af de seneste resultater kan han næppe gentage den bedrift på tirsdag, men mindre kan også gøre det. 26 sekunder til Yates er i hvert fald ikke uoverkommeligt, når man betænker, at den lille brite kun har kørt gode enkeltstarter på korte eller kuperede ruter, og flasker alt sig, kan Valverde måske endda bringe sig i rødt med et forspring på et halvt minuts penge.

En sådan situation vil naturligvis sætte holdet i lidt af et dilemma. Hidtil har Valverde beredvilligt ofret sig for Quintana, men går Valverde indtil de sidste tre bjergetaper med et stort forspring ned til den colombianske kaptajn, skal det blive meget interessant, om man faktisk beder Quintana vente på Valverde, der trods alt i dag tydeligt måtte indse, at han skal køre defensivt, hvis han i de høje bjerge skal matche Yates og Lopez, der nok vil gribe den interne kamp lidt anderledes an, hvis Valverde pludselig for alvor skal regnes som en reel vinderkandidat.

Dagens helt store oplevelse var imidlertid ikke en af de etablerede navne. Det var derimod Enric Mas. Enhver, der har iagttaget spaniernes første tid som professionel, har bemærket hans kolossale potentiale, men indtil det første klassementsforsøg i en grand tour er man altid usikker på holdbarheden. Det er der imidlertid ikke længere den store grund til. Mas synes nemlig at have den helt rigtige motor, for han er bare blevet bedre og bedre, som løbet er skredet frem. Igen i dag var han næsten fuldt ud på niveau med Lopez, Yates og Quintana, og havde det ikke været for hans halvdårlige enkeltstart, kunne han endda lugte et podium.

Det er måske trods alt mere realistisk for Steven Kruijswijk, der igen i dag viser, at han - selvfølgelig - er som skabt til at køre to grand tours i træk. Ganske vist måtte han ligesom Valverde undervejs lade sig falde tilbage, men den eksplosive stop-go-kørsel var heller ikke just hans kop te. I stedet holdt han på klassisk Kruijswijk-maner et stabilt tempo, der konfirmerede hans position i top 5. I teorien har han endda god mulighed for at lukke en stor del af hullet til topkandidaterne på enkeltstarten, for selvom han bestemt ikke er specialist på en flad tonserrute, bør han trods alt have mere power end de tre letvægtere, der lige nu sidder på første-, tredje- og fjerdepladsen. Og det gode ved Kruijswijk er, at vi ved, at han i hvert fald ikke eksploderer til sidst.

Det så til gengæld længe ud til, at der var andre, der havde kurs mod en sådan eksplosion i dag. Jeg kunne i hvert fald ikke lade være med at få en følelses af deja-vu, da Tony Gallopin som den første klassementsrytter slap næsten fra bunden af stigningen. I 2015 havde han nemlig i Touren også holdt sig til præcis to uger, indtil han var kollapset mod slutningen. Derfor lignede det en tilsvarende krank skæbne, da han som en slagen mand måtte lade rivalerne køre alt, alt for tidligt.

Velvidende at en lang stigning ikke er hans naturlige force, greb han imidlertid udfordringen klogt an og langsomt pacede han sig selv mod toppen. Da støvet havde lagt sig, krydsede Gallopin stregen som nr. 12 foran flere rivaler til den samlede top 10, og det ventede sammenbrud er derfor i hvert fald udskudt et par dage. Det skal blive ganske interessant at se, om han denne gang kan holde den sidste uge også.

Wilco Kelderman var en anden rytter, der blev sat tidligt, men også han kom faktisk hæderligt op som nr. 14. For ham må det imidlertid være en stor skuffelse, for modsat Gallopin er han en etableret grand tour-rytter. Hans begrænsede forberedelse betød, at han hele tiden har været lidt at et wildcard, men efter den lovende start sagde logikken, at han skulle blive bedre undervejs. Det er imidlertid ikke sket, og selvom han har udsigt til en solid tidsgevinst på tirsdag, kan det blive meget svært for ham at finde vej til top 10.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Emanuel Buchmann og Ion Izagirre kørte også begge stigningen med stor klogskab og undlod som på de foregående etaper at gå for dybt for tidligt. For begge var resultatet ganske opløftende. Buchmann stoppede blødningen og viste, at han er langt mere komfortabel i de høje bjerge, og Izagirre udskød igen det mulige kollaps, vi er nogle, der har frygtet. Han skal stadig overleve den sidste uge, men med den klogskab og defensive kørsel, han hidtil har udvist, har han givet sig de bedste forudsætninger for at holde hele vejen.

Etapen bød også på to eklatante tabere, der forsvandt fra toppen af klassementet, netop som de havde givet løfter om oprejsning efter en svær start. Det gælder naturligvis først og fremmest Fabio Aru, der efter den lovende indsats på Les Praeres, blev gravet ned i hullet igen, lige så hurtigt som han havde stukket hovedet op. Dermed fortsætter den kedelige og ustabile kørsel fra årets Giro. På den anden side plejer han i denne situation jo pludselig at vise sig selv frem som tempospecialist. Det skal blive interessant at se, om han på tirsdag kan skabe endnu en sensation a la den, han leverede på Giroens enkeltstart for et par måneder siden.

For de la Cruz ser det du til, at gårsdagens nedkørsel knækkede hans moral. Han havde ellers endelig vist lidt løfter efter en generelt svær sæson på La Camperona, men efter at hans svaghed på nedkørsler i går havde givet ham lidt af en mavepuster, slap han i dag feltet med det samme. Dermed er han nu definitivt ude af klassementet, og da Michal Kwiatkowski efter et styrt også nu er langt, langt efter de forreste, ser det ud til, at vi for en gangs skyld skal opleve en grand tour, hvor Sky ingen rolle spiller i toppen af den samlede stilling.

Det skaber til gengæld plads til andre, og det er faktisk lidt forfriskende at være vidner til et løb, hvor der ikke er et Sky-tog, der kan lægge løbet i et jerngreb. Tværtimod har vi denne gang været vidner til et opgør mand mod mand mellem løbets tre store kamphaner, hvor det på nuværende tidspunkt er meget svært at sige, hvem der vil trække sig sejrsrigt ud af opgøret. Nu har Valverde endda også åbenbaret sig som en fjerde vinderkandidat, og vi har vel derfor et bredere kandidatfelt end længe set på dette tidspunkt i løbet.

I hvert fald blev der igen i dag lagt en voldsom dæmper på den colombianske bjergfest, både Lopez og Quintana ellers lagde op til fra starten på dagens etape. I går var det en britisk partycrasher, der ødelagde ballet, og i dag blev festen igen begravet i tricoloren, som den har været det i store dele af to første uger. Alle klarede hovedkombattanterne sig fint igennem hovedretten, og det er derfor desserten i den tredje uge, der vil afgøre slaget. Bliver det britisk, colombiansk eller spansk? Fransk bliver det trods alt næppe, selvom det indtil nu har været Tourens hjemland, der har domineret bjergfesten i Spanien.