Vuelta a Espana-analyse: Den forbandede modvind

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Allerede da Vuelta-ruten langt om længe blev præsenteret i februar, stod det klart, at vi skulle vænne os til noget nyt. I nu efterhånden mange år har vi vænnet os til, at løbets nøglepunkt har været den næstsidste weekend, i forbindelse med hvilken der ofte har været afviklet tre brutale bjergetaper, ofte i de asturiske bjerge, som er kendt for sine rædselsfulde procenter. Da løbsdirektør Javier Guillen åbenbarede layoutet for årets udgave af den spanske grand tour, stod det imidlertid klart, at der var et ønske om at bryde formatet. Efter to udgaver med en næsten urimeligt let tredje uge blev tyngdepunktet flyttet nogle dage bagud, så de asturiske bjerge denne gang først skal besøges på det tidspunkt, man normalt ser det i de øvrige grand tours, nemlig dybt inde i den tredje uge.

Det er klart, hvad der var Guillens ønske. Han ønskede naturligvis at bevare spændingen så meget som muligt, men helt reduceret den næstsidste weekend til en negligerbare fase havde han dog ikke. Han havde trods alt designet to ret pæne bjergetaper i bjergene vest for Madrid, og selvom de netop er kendt for at være lange mere end svære, var det nok ikke en del af Guillens drejebog, at løbets 14. og 15. etape skulle ende med en ren våbenhvile mellem favoritterne.

Læs også

Endnu en dansk junior-sejr i udlandet

Efter dagens gigantiske fuser af en bjergetape er det imidlertid meget vel sådan det kan ende. Det har hele tiden stået klart, at morgendagens lange, men bløde bjerge efterfulgt af en let finale mere egner sig til udbrud end fuldtonet favoritopgør, men dagens tur rundt i bjergene Extremadura havde bestemt potentiale til at gøre lidt mere skade. Desværre må Guillen mere end de fleste vide, at disse bløde bjerge kun bliver seværdige, hvis vinde står rigtigt, og da det åbenbart er helt almindeligt, at der er vestenvind i den region, må Guillen have vist, at han risikerede at skuffe alverdens cykelfans med designet af denne bjergetape.

Det nye bjerg Pico Villuercas kunne helt sikkert godt have givet et fint cykelløb. Noget festfyrværkeri var det aldrig blevet - dertil var stigningen alt for let - men lidt klogere på styrkeforholdet kunne vi sagtens være blevet. Hvis altså vinden havde stået rigtigt. Da rytterne i går kunne konstatere, at den åbenbart dominerende vestenvind ikke blot ville melde sin ankomst, men også gøre det med en styrke, der kunne mærkes, og lokalkendte samtidig kunne berette, at stigningen for store deles vedkommende var pivåben, kunne de næsten skrive manuskriptet på forhånd. Dagens bjergetape så måske nok spændende ud på papiret, men den kunne næsten ikke blive andet end en fuser. Det var nemlig præcis, hvad Picon Blanco, hvor modvinden også rasede, blev, og her var der tale om et betydeligt vanskeligere bjerg.

Sådan gik det da også. Da rytterne havde færdiggjort deres knap fem timer rundt i den spanske bageovn, var der ikke mange, der var blevet spor klogere på, hvordan årets Vuelta vil ende. Langt oppe af bjerget var selv feltets relativt tunge folk med i et felt, der kun ganske langsomt kunne slides ned i den kraftige vind, og det intetsigende udkomme var derfor lige så kedeligt, som det var forventeligt.

Alligevel kunne man måske godt have forventet, at der ikke havde lagt sagt en sær apati ned over hele feltet nærmest fra det øjeblik, Guillen sendte rytterne afsted kort efter middag. Normalt ser man på sådanne etaper enten, at der er benhård kamp om udbruddet, eller at der tidligt kører en stor gruppe med alle de oplagte klatrefavoritter. I dag skete ingen af delene imidlertid. Jo, den store gruppe kom væk med det samme, men blandt de navne, der burde havde øjnet sig en udbrudssejr i dag, var der blandt de 18 navne kun at finde Romain Bardet, Clement Champoussin og Jay Vine. Resten af gruppen bestod enten af alt for tunge, for formsvage eller for uprøvede ryttere.

Bardet må i hvert fald have svært ved at fatte sit eget held. Så snart den gruppe var blevet etableret blinkede hans navn med rødt, når man skulle udpege den store etapefavorit, men alligevel må han have været en anelse bekymret. Det på papiret skræmmende Bahrain-mandskab, der havde så mange gode potentielle etapevinderbud, at man kunne være alvorligt bange for, at det ville komme til håndgemæng på taktikmødet, når det skulle besluttes, hvem der skulle jagte udbruddet, var reelt helt fraværende. Jo, de havde skam sendt Jan Tratnik afsted, men han er så tung, at det vist ikke kunne læses som andet end en taktisk offensiv, hvor sloveneren måske skulle bruges til at føre fladlandet mellem de to passager af den nye stigning.

På den måde kunne der sagtens have været mening i Bahrains taktik. Egentlig havde Damiano Caruso med sin føring i forgårs signaleret, at han skam havde ambitioner om at forsvare sin bjergtrøje, men da hans vigtigste opgave i givet fald havde været at mandsopdække Bardet, stod det ret hurtigt klart, at prikkerne alligevel ikke var en arabisk prioritet. Dermed kunne Bardet med det samme sætte flueben ud for første mission, nemlig at erobre bjergtrøjen, og med Carusos frivillige kapitulation kunne han tillige tage et gigantisk skridt mod også at vinde den endegyldigt.

Men så måtte Bahrain da ville noget andet. Det var vel svært at forestille sig, at et så potent mandskab ville være tilfredse med et udkomme, der reelt kun talte en frivillig overdragelse af bjergtrøjen. Tratniks tilstedeværelse i udbruddet indikerede, at der måtte være planer om at lægge et hårdt pres og skabe det benhårde løb, der måske kunne bringe Jack Haigs dieselmotor i offensiven, når man med 2,8 km igen endelig slap ud af den lammende modvind.

Det skete imidlertid aldrig. Araberne forblev passive hele dagen, og det eneste resultat af anstrengelserne blev, at der helt sikkert venter et julekort fra Bardet til december. I lyset af at modvinden helt forventeligt lammede finalen, gav det i sig selv fin mening, at man ikke spildte kræfter på en storslået offensiv, der næppe havde haft et brugbart resultat, men som minimum kunne man vel have forventet, at løbets suverænt stærkeste hold var gået efter en etapesejr fra et udbrud, når nu holdet trods Haigs fornemme kørsel trods alt får meget svært ved at erobre den samlede sejr.

Forhåbentlig får vi en forklaring på, hvad der forårsagede den arabiske passivitet, men da først de havde strakt våben, lå det i kortene, at der ikke ville ske det store. Movistar kunne sagtens have haft større planer, men med kun én klatrer, Carlos Verona, til at støtte Enric Mas og Miguel Angel Lopez kunne de ikke rigtigt gøre andet end at vente til den sidste stigning, hvor de da også pligtskyldigt gjorde, som man kunne forvente med først et tidligt pres fra Nelson Oliveira og Jose Joaquin Rojas og siden dagens højdepunkt, et angreb fra Lopez. Med så begrænset en trup var det svært at få mere ud af en sådan etape, end de faktisk gjorde.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Ineos skulle naturligvis heller ikke noget. Efter to gange at have skudt sig selv så kraftigt i foden, at der må være blevet bestilt en kørestol fra Storbritannien med hurtig levering i Spanien, var det vist slut med selv at køre deres kaptajner agterud - i hvert fald indtil Egan Bernal viser stigende form. Adam Yates’ nylige styrt gjorde det endnu mindre oplagt at gå til etapen med en offensiv indstilling, og snarere var de nok glade for, at modvinden neutraliserede etapen og gav Bernal mere tid til at finde formen og Yates mere tid til at lægge styrtet bag sig.

Dermed blev den store vinder vel også Primoz Roglic. Nok er der intet, der tyder på, at han havde spor af vanskeligheder, hvis vinden havde stået anderledes, men som løbets reelt førende rytter er enhver dag uden tidstab en god dag. Derfor kan det heller ikke undre, at han og Jumbo efter to lidt mere aggressive dage vendte tilbage til den strategi, der har været temaet for deres kørsel de første to uger, nemlig at køre med håndbremsen solidt trukket, indtil der måtte opstå en situation, hvor Roglic eventuelt kan slå til. Det gjorde der ikke i dag, og Roglics eneste opgave blev til slut at neutralisere så meget af Lopez’ forspring, at colombianeren nok ærgrer sig betydeligt over, at 4 sekunder var det sølle udbytte af 2,8 km solokørsel.

Mest af alt var dagen dog god, fordi den bekræftede, hvad vi så tidligere, nemlig at Jumbo bare bliver bedre og bedre. Det kan nu ikke undre, at Sepp Kuss og Steven Kruijswijk, er altid er bedst i uge 3, har stigende formkurve, men også Sam Oomen kører på et niveau, vi ikke har set længe. Med tanke på dagens hollandske magtdemonstration må rivalerne med skam erkende, at den eneste svaghed, der hidtil har været i Roglics panser, nemlig holdet, synes forsvundet som dug for solen - særligt nu, hvor Ineos med en uhyre træt og formsvag Richard Carapaz og en forslået Dylan van Baarle er blevet en skygge af det superhold, de var fra start.

Alligevel blev vi en smule klogere. Vi fik selvfølgelig set, at Roglic fortsat synes overlegen, og at Mas fortsat ligner nr. 2 i hierarkiet. Vi fik også set, at Lopez som forventet synes at blive bedre og bedre, og at Haig er lige så velkørende, som han har været hidtil. Vigtigst var det dog at se, at Bernal denne gang hang med, da Roglic åbnede halvt for gassen, og dermed tyder det helt forventeligt på, at colombianeren nok skal finde et fornuftigt niveau i den tredje uge - også selvom det er svært at tro, at vi når at se Giro-Bernal i denne Vuelta. Til gengæld blev det til en lussing til Yates, men også det var forventet. Hele tiden har det været sandsynligt, at han ville tabe niveau i den anden halvdel, og selvom styrtet er en anden og ligeledes plausibel forklaring, lå det i kortene, at briten formentlig ville blive taberen blandt de seks, der hidtil har skilt sig ud som de bedste, og som var det igen i dag.

Derudover blev vi ikke alt for meget klogere. Felix Grossschartner synes fortsat meget velkørende og lukrerede også på en eksplosiv finale, der passede ham, og Aleksandr Vlasov, Louis Meintjes, David de la Cruz og Gino Mäder må sande, at de er et niveau under de bedste. Det opløftende var at se Giulio Ciccone rejse sig fornemt med en offensiv, der modsat Lopez’ blev lanceret, mens der stadig var modvind og derfor dømt til at fejle, men som sammen med angrebet på 12. etape viser, at benene slet ikke er så ringe endda - slet ikke når hans solokørsel i modvinden må have kostet en del kræfter.

Det mest interessante endte dog med at blive kampen om førertrøjen. Med den givne vejrudsigt virkede det usandsynligt, at Odd Christian Eiking ville tabe trøjen til Roglic, men han kom alligevel under angreb af sin tidligere kaptajn, Guillaume Martin, der sammen med Remy Rochas iværksatte en flot, men måske også lidt for tidlig offensiv. Eiking så kortvarigt ud til at være i en lille krise, men det lykkedes ham at holde trøjen og dermed igen vise den stabilitet, han mere end noget andet har savnet. Han kan nu sende en tak til vejrguderne for en modvind, der gav ham et sandsynligt og altså også vellykket trøjeforsvar, og nu må han så bare håbe, at der ikke bliver en regning at betale i morgen, hvor stigningerne måske nok er moderate, men hvor der vil vente en hel dag i medvind, og hvor en eksplosiv fyr som Eiking løber en betydeligt større risiko for slet og ret at blive slidt ned.

Uanset hvordan det går, kan Intermarché, der generelt rider på en vild bølge lige nu, kalde sig en af Vueltaens stensikre vindere, men de må slås med DSM, der i løbet også har fantastisk momentum lige nu, om, hvem der skal øverst på podiet som løbets største positive overraskelse. Det så ellers ikke opløftende ud for tyskerne, da Bardets klassement gik fløjten, inden slaget rigtigt var kommet i gang, men med nu tre etapesejre og en sandsynlig bjergtrøje har holdet genfundet den flotte melodi, de spillede så smukt under sidste års offensive Tour. Strategien er den samme, og den bliver effektueret på samme imponerende facon, som den gjorde i Frankrig i 2020.

Det er i hvert fald ikke sikkert, at succesen stopper her. Bardet bekræftede igen i dag, at han er blevet som genfødt efter sommerpausen, for det var bestemt ikke en let opgave at gøre det færdigt i dag. Nok var han den soleklare favorit, men da alle hans rivaler begyndte at angribe ham i tide og utide inden stigningen, og hans på papiret værste rival, Champoussin, endda fik alibi til at sidde på hjul gennem det meste af de sidste 50 km, var det pludselig ikke helt så enkelt. Endnu mere kompliceret blev det, da modvinden som forventet gjorde finalen langt mere taktisk end fysisk, men alligevel havde Bardet styrken til på stigningens stejleste stykke at gøre den forskel, der sikrede ham sejren. Til gengæld mislykkedes Champoussin, der jo ellers så genfødt ud i tirsdags, med at udnytte sin taktisk gunstige position, og dermed blev vi nok engang mindet om, at stabilitet ikke er hans varemærke.

I stedet var det den stadig mere lovende Jay Vine, der var den største trussel, men desværre blev han ikke den fare, han burde været. At han endte på etapens 3. plads, er mildt sagt et mirakel, for han lignede en mand direkte på vej hjem til Australien, da han bragede i asfalten og længe blev siddende på vejen. Hvordan det lykkedes ham at rejse sig så meget, at han ikke blot gennemførte, men også kørte med om sejren, må stadig stå tilbage som løbets største mysterium - og en klar understregning af potentialet.

Læs også

Se Lotto-stjernes knusende sejr

Det er helt sikkert noget af det, vi vil huske etapen for. Der er i hvert fald ikke mange andre højdepunkter, Vines flotte kørsel skal slås med. Den frygtede fuser blev desværre til virkelighed, men med et sådant design har Guillen utvivlsomt også vidst, at der var en betydelig risiko for et sådant udkomme. Heldigvis betyder det bare, at hans intention om at koncentrere spændingen i den tredje uge blot i endnu højere grad bliver til virkelighed, for efter så lang tids pause uden en ordentlig bjergfinale kan der tegne sig et ganske anderledes klatrehierarki, når vi endelig rammer Spaniens vanskeligste bjergregion. Og her er stigningerne heldigvis så stejle, at den forbandede modvind ikke igen kan ødelægge showet!

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-