Vuelta a Espana-analyse: Den franske darlings comeback

Det føles måske som en evighed, men faktisk er det bare fire år siden. I 2014 tog en ung Tony Gallopin hele verden med storm i et uforglemmeligt Tour de France, hvor han først fik en dag i den fule førertrøje og siden tog en fornem etapesejr med et stærkt soloridt i en ukontrollerbar finale på en mellemkuperet etape. Det folkelige gennembrud i Frankrig kom mindre end et år efter en stærkt overraskende sejr i San Sebastian og efter et forår, hvor han havde vist sig frem på brostenene. Senere på året blev han nr. 3 i GP Montreal, nr. 5 i San Sebastian og nr. 6 til VM, så verden lå nærmest for fødderne for franskmanden med det enorme potentiale.

Året efter viste han også glimrende evner som etapeløbsrytter, da det kun var en katastrofal bjergenkeltstart, der forhindrede ham i at vinde Paris-Nice, og da han i Touren helt frem til anden hviledag holdt sig til i top 10 i klassementet, så det nærmest ikke ud til, at der var grænser for de mange muligheder, den franske darling havde. En 7. plads til VM og i Il Lombardia fulgte, og derfor så det ud til, at den store udfordring for Gallopin ville blive at udvælge sig de rette mål at satse på.

Siden da er han imidlertid forsvundet fra scenen. Hvert eneste år synes han at poppe op i San Sebastian, hvor han næsten altid kører med om sejren, men derudover har de seneste to sæsoner været lidt af en lidelseshistorie for franskmanden. Hans klassikersæsoner er gået helt galt, og i de seneste to år har han været temmelig usynlig Touren, blandt andet som følge af flere uheld.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfor var der også brug for luftforandring for Gallopin, der forud for denne sæson søgte til Ag2r, hvor han så frem til med sin alsidighed at blive en nøglehjælper for Oliver Naesen på brostenene og for Romain Bardet i Touren, samtidig med at han kunne jagte personlig succes i ugelange etapeløb. Han lagde da også ud som torden ved endelig at bryde den endeløse serie af andenpladser i Etoile de Besseges, som han langt om længe vandt, men derefter gik det helt galt. Gennem hele foråret var Gallopin en skygge af sig selv, og det blev der ikke ændret på, da et grimt styrt ved de franske mesterskaber og senere igen i selve Touren tvang ham til at forlade Bardet og co. i utide i det løb, der skulle have været sæsonens helt store mål.

Derfor var det også svært at være specielt optimistisk på hans vegne, da Ag2r annoncerede, at Gallopin ville være deres kaptajn til årets Vuelta. Faktisk var det vel lidt svært ikke at trække lidt på smilebåndet, da holdet endda annoncerede, at han måske skulle køre lidt klassement. Måske havde han vist en lille smule potentiale i den retning i Touren for tre år siden, men at tro, at han efter en elendig sæson skulle kunne bryde af sin rolle som puncheur og begå sig i de spanske bjerge, virkede for en uges tid siden mildt sagt temmelig naivt.

Den, der ler sidst, ler imidlertid bedst, og lige nu er det formentlig Ag2r-manager Vincent Lavenu, der skraldgriner hele vejen til rytterhotellet, mens jeg og andre har travlt med at tørre vores fjogede grin af ansigtet. Lige fra første færd har Gallopin nemlig vist, at det store talent ikke er forsvundet. Måske var enkeltstarten under niveau, men på 2. etape blev det klart, at noget stort var i vente. Da Alejandro Valverde angreb i jagten på Laurens De Plus, der var ved at stjæle sejren fra favoritterne, var det som forventet kun ærkerivalen Michal Kwiatkowski, der kunne sidde med - og Gallopin! Til slut måtte han lade de to stjerner køre, men præstationen vidnede om, at Ag2r-kaptajnen havde passet sin træning efter det kedelige Tour-exit.

Bare to dage senere overraskede Gallopin igen. Denne gang skete det på løbets første store bjergetape, hvor han var den uventede tilstedeværelse i den elitegruppe af klatrere, der klarede udskilningen. Ganske vist fik franskmanden ikke megen opmærksomhed, men det var der, det for alvor stod klart, at vi formentlig i disse dage ser den bedste Gallopin siden 2015.

Det endelige bevis kom så i dag, hvor han tog karrierens anden grand tour-etapesejr tre år efter den første, der blev taget på den franske hjemmebane. Og omstændighederne var stort set de samme, for igen var det en snu og brølstærk Gallopin, der med et stærkt angreb i finalen akkurat forhindrede de eksplosive puncheurs i at spurte om sejren.

Som på 2. etape var det en uventet hård finale, der havde kogt feltet ned til en gruppe bestående hovedsageligt af klassementsryttere, og dermed var det klart, at det hele kunne blive vanskeligt at kontrollere. De store etapefavoritter, Alejandro Valverde, Peter Sagan og Michal Kiwatkowski, var af forskellige årsager alle ude af stand til at organisere en jagt. Som det så ofte før er sket i Vueltaen, var Valverde efterladt med Nairo Quintana, der naturligvis ikke kunne arbejde, efter at holdet havde tabt Richard Carapaz i forbindelse med en sen punktering til den colombianske kaptajn. Sagan havde kun Rafal Majka samt den beskyttede Emanuel Buchmann hos sig, og Kwiatkowski var efter et dumt styrt fanget bagude og efterladt til en desperat jagt.

I søndags var det De Plus, der forsøgte at udnytte det medfølgende kaos, og i dag var det Gallopin, der greb chancen. Mens de mange forsøg fra især George Bennett, der i den seneste måneds tid har udviklet sig til feltets angriber par excellence, blev markeret af medfavoritter som Quintana og Miguel Angel Lopez, var opmærksomheden på Gallopin mindre. Det udnyttede han til at åbne for det gashåndtag, der også havde været så imponerende i søndags, og da først hullet var slået, så han sig ikke tibage. Sagan sendte ganske vist Majka, der efter gårsdagens punktering igen viste, at det ikke er formen, den er gal med, frem, men den lille polak var chanceløs mod Gallopins power i den kun let stigende finale. En frustreret Valverde kunne kun se sig rundt efter en hjælp, der aldrig kom, og derfor kunne Gallopin blæse over stregen til den første triumf siden februars måneds sejr i Bessesges.

Med gevinsten er Ag2r, der bestemt ikke er kommet til Spanien med deres A-hold, nu ”home safe”, og deres Vuelta kan kun blive en succes. Gallopins superform rejser imidlertid spørgsmålet, om der kan være mere i vente, for nu vil han helt sikkert se, om han kan holde sig til i klassementet også. Det rakte som bekendt ganske langt i Touren for tre år siden, og den præstation giver helt sikkert en vis tro på, at han denne gang måske kan holde hele vejen.

Det er klart, at Gallopin hverken er podie- eller top 5-kandidat, men mindre kan helt sikkert også gøre det. Jeg vil stadig have min meget store tvivl om holdbarheden i den tredje uge, men det taler til Gallopins fordel, at de relativt korte og eksplosive stigninger i Spanien passer ham bedre end Frankrig lange bjergpas. Dertil kommer, at han med et ret let sæsonprogram har en friskhed som få, og det er som regel en nøglefaktor i Vueltaen. Risikoen for et kollaps i den tredje uge er stor, men Gallopin har i hvert skrevet sig ind på listen over top 10-kandidater.

Læs også

Spansk mester står foran stor beslutning

På papiret er det Peter Sagan, der kan føle sig mest snydt af Gallopins solonummer, men i det store perspektiv er verdensmesteren en af dagens vindere. Der var nemlig en verden til forskel på den Sagan, der efter en knaldhård finale overspurtede Valverde, der i parentes bemærket ikke er en ueffen afslutter på et stigende opløb, og den lidende slovak, der i søndag ikke var i nærheden af at følge de bedste. Det siger alt om Sagans klasse, at han allerede så hurtigt har kunnet forbedre sig så markant, og med ét synes det nu ganske sandsynligt, at han vil komme fra løbet med en etapesejr. En VM-sejr på en klatrerute virker stadig som et longshot, men Sagans situation er i hvert fald en helt anden, end den var for 24 timer siden.

Valverde blev efter eget udsagn taget på sengen af Sagan, som han slet ikke havde spottet, og han fattede først, at verdensmesteren faktisk havde overlevet, da han på stregen så en regnbue glide forbi. Dermed blev det også igen tydeligt, at Valverde trods alt har sine begrænsninger i forhold til den mere kraftfulde Sagan, der er verdens bedste i disse finaler, men det kan ikke slette indtrykket af en veteran i hopla, og han kan kun ærgre sig over, at Sagans genrejsning måske kan begrænse hans muligheder for at slå til på i første omgang morgendagens etape, der passer ham glimrende.

Trods etapens hårdhed var den som ventet ikke nok til at ryste klassementsrytterne, der alle sad med hjem uden de helt store problemer. Den eneste undtagelse var naturligvis den uheldige Kwiatkowski, der måtte en tur i asfalten, og selvom han faktisk imponerede stort ved trods begrænset hjælp næsten at lukke hullet, endte han alligevel som dagens eneste taber.

Det er klart, at tabet i første omgang kan komplicere en tilbageerobring af trøjen, men i det lange løb er det næppe et stort problem. Kwiatkowski burde nemlig over tre uger ikke være en podiekandidat, og for polakken med det vanvittige løbsprogram handler det først og fremmest om at se, hvorvidt han kan holde hele vejen til Madrid uden at eksplodere. Målet må være en top 10, og for ham er det formentlig enten-eller. Enten eksploderer han på spektakulær vis, eller også kan han holde dampen oppe og forsvare en placering blandt de 10 bedste. I den sammenhæng vil dagens tidstab efter tre bjergrige uger næppe betyde det store. Og så skylder han vist i øvrigt en øl eller to til Bauke Mollema og Ilnur Zakarin, er af en eller anden grund anså det for deres opgave at hjælpe polakken tilbage til feltet, selvom de begge har afskrevet klassementet.

Etapen bød også på et par opløftende præstationer. Det var især rart at se Eduard Prades spurte sig til en flot 4. plads efter en halvsløv start på årets store mål. Efter at han blev vejet og fundet for let af Caja Rural, har han nemlig genrejst karrieren hos Euskadi, hvor han har været bedre end nogensinde. Det er blevet til samlet sejr i Tour of Norway og en andenplads bag Van Avermaet i Yorkshire, men i Vueltaen har det hidtil knebet. I dag viste han imidlertid endelig, at han som afslutter i stigende spurter er ganske god, og kan han ramme et udbrud en af de rette dage, er det bestemt ikke umuligt, at Euskadi faktisk kan tage en store sejr til det lille baskiske mandskab.

Det kan Omar Fraile også, for den baskiske udbryderkonge er endelig tilbage i hopla, efter at styrtet på 2. etape tydeligvis satte ham tilbage. I går var han i verdensklasse med sit arbejde for Miguel Angel Lopez i sidevinden, og i dag viste han, at det ikke var en tilfældighed, at han i Romandiet tidligere i år overspurtede en vis Sonny Colbrelli i en stigende spurt. Der kunne godt ligge en udbrudssejr forude for en af løbets førende specialister i at stikke af fra feltet og gøre arbejdet færdigt.

Dagens måske allerstørste overraskelse var dog nok Ryan Gibbsons. Mens Elia Viviani i sidste ende alligevel kom til kort i den svære finale, var den unge sydafrikaner, der ellers ikke hidtil har været kendt specielt for sin holdbarhed, ganske tæt på at sidde med favoritterne hjem. Det er temmelig bemærkelsesværdigt for sprinteren, hvis karriere efter sidste års flotte Giro ellers så ud til at være gået lidt i stå. Men kendte puncheurs som Jay McCarthy, Davide Formolo, Bjorg Lambrecht, Daniel Moreno, Dries Devenyns, Dylan Teuns og en halvskadet Fabio Felline alle kom til kort, sad Gibbons med næsten hele vejen. Det vidner om, at det skal blive ganske interessant at følge hans udvikling i de kommende år.

Omvendt var der også andre, der var uheldige. Dan Martin var opsat på endelig at vise sig frem i det spanske løb, men den evigt uheldige irer blev ramt af en uheldig punktering, som han også gjorde det i årets Liege og på Mende-etapen i Touren. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan Martin har en nærmest magnetisk tiltrækning på al form for uheld, men det var i det mindste opløftende, at den hurtige reaktion fra UAE viste os, at han denne gang faktisk følte sig klar til at køre finale. Det gjorde Tiesj Benoot formentlig også, men belgieren, der hidtil ikke har fået meget ud af løbet, endte som i sommerens Tour i asfalten og fortsatte dermed den serie af uheld, der har redet ham som en mare siden det flotte forår.

Dermed kan han også gå glip af chancen for at spurte med om sejren, når det i morgen går lås med den fjerde og sidste mellemetape mellem løbets to første bjergslag. Mange udbrydere havde utvivlsomt krydset etapen af som en mulighed, men med Sagans genfødsel bliver der næppe givet ved dørene. Der er med andre ord lagt op til endnu et rendezvous mellem løbets eksplosive puncheurs. Og hvem ved? Måske giver det endnu en mulighed for den fortabte franske darling at forsætte sit bemærkelsesværdige comeback i et løb, der hidtil har udviklet sig til en uventet fransk fest.