Vuelta a Espana-analyse: Den lille bakke med de mange svar

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Da årets Vuelta-rute blev præsenteret lige inden jul for mere end et halvt år siden, var det ikke svært at finde interessante nedslagspunkter. De fleste faldt vel hen over turen op i Sierra Nevadas iltfattige luft på 15. etape. Turen op ad stejle La Pandera var utvivlsomt også en etape, mange noterede sig, ligesom det var tilfældet med det herlige gensyn med muren Les Praeres på 9. etape. Også den pandekageflade enkeltstart i Valencia-regionen blev udset som en nøgleetape.

Til gengæld var der næppe mange, der havde sat kryds ved 4. etape. Jo, det havde løbets puncheurs, for i den ellers normalt så puncheurvenlige Vuelta var den lille, stejle bakke i Baskerlandet, der var rammen om den første finale på spansk grund, den eneste chance for den slags ryttere til at jagte en sejr i årets løb. Den kunne bestemt også få en beskeden rolle at spille i klassementet, for med bonussekunder på stregen lå det i kortene, at den slovenske superpuncheur Primoz Roglic nok skulle hente en eller anden form for tidsgevinst. I den slags finaler opstår der også let huller, og dårlig position ville sagtens kunne indebære en regning på et par sekunder, men nogen nøgledag var der bestemt ikke udsigt til, at det ville blive.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Det blev det bestemt heller ikke, for forskellene var akkurat lige så begrænsede som ventet, da en lynhurtig etape som forventet endte i et syrebad af en puncheurspurt på de stejle baskiske procenter. Alligevel blev vi efter den 900 m lange opkørsel betydeligt mere klogere, end nogen kunne have drømt om ved etapens start.

Nu skal man naturligvis passe voldsomt meget på med at drage skråsikre konklusioner på baggrund af 900 m spurt op ad en mur. Det er trods alt noget helt andet end det bjergrige terræn, der sammen med enkeltstarten ventes at afgøres årets Vuelta, men alligevel er det svært ikke at skrive nærmest en hel lærebog med alle de indikationer, vi fik serveret i løbet af det ganske korte tidsrum, den lille puncheurspurt varede.

Vi kan jo starte med det indlysende. Al snak om, at Roglic skulle være kommet til løbet i halvsvag form, blev effektivt aflivet. Det gjorde den faktisk allerede, inden tv-billederne meldte deres ankomst, for på det tidspunkt havde Jumbo allerede sat sig frem for sammen med Bora-mandskabet at jagte benhårdt bag et uhyggeligt stærkt udbrud, det ville kræve mange kræfter at få styr på. Den slags havde Roglic utvivlsomt ikke bedt sit hold om at spilde kræfter på, hvis ikke han følte, at benene ville række til også at gøre det færdigt.

I virkeligheden var det lidt unødvendigt. Ligesom sidste år, hvor han to gange lånte trøjen ud til Intermarché, havde det været fint at lade Alexey Lutsenko sole sig lidt i rampelyset og taget presset og opmærksomheden lidt væk. Nok er kasakken ikke en hr. hvem-som-helst, men et par minutter kunne han fint have fået.

Roglic har imidlertid haft en temmelig pauver sæson. Nok har han vundet fire gange i år - herunder samlet i to af sportens allerstørste etapeløb - men kun én gang har han krydset stregen først i et linjeløb, nemlig på kongeetapen i Paris-Nice. Det er ganske uhørt for en mand, der plejer at være ekstremt sejrssulten og af nogle endda er blevet betegnet som grådig, og man skal nok ikke undervurdere betydningen af den enorme sejrssult, der har ophobet sig i en for ham lidt halvtrist og i hvert fald atypisk sæson.

Samtidig fik han sendt et alvorligt varselsskud. Når benene tilsyneladende var gode, kunne han lige så godt én gang for alle fortælle alle, at der ikke var tidlige svaghedstegn, der kunne udnyttes, inden topformen indfandt sig. Det signal sendte han allerede, da hans hold tog ansvar, men signalværdien blev mangedoblet, da han efterfølgende også gjorde det færdigt med en autoritet, der gav mindelser om den tid, hvor han var allerbedst.

Det bedste af det hele var ikke, at Roglic vandt etapen. Det kunne han såmænd nok også have gjort, hvis ikke han er helt på toppen, for han har altid været en ganske sublim puncheur. Snarere var det, at han gennem hele finalen lignede ”den gamle Roglic” igen. Nu har det ellers igennem hele sæsonen, særligt i Dauphiné og under Touren, været et tema, hvordan hans positionering har været helt til hest, og hvordan han har flakket rundt i feltet og tabt dumme positioner - alt sammen et lille krisetegn. I dag havde hans hold ellers efterladt ham temmelig alene, men det generede slet ikke sloveneren, der på hele bakken bevægede sig rundt på overskudsagtig maner, fandt den rette position og slutteligt gjorde arbejdet færdigt med den autoritet, han også havde, da han vandt puncheurfinaler i Suances i 2020 og i Paris-Nice i 2021. Overskuddet rakte endda også til at overspurte Julian Alaphilippe i kampen om bonussekunder i bonusspurten og dermed sende endnu et signal om, at der var mere 2019 og 2020 end 2022 over den Roglic, vi så i dag.

I det hele taget var det en fremragende dag for Jumbo. Det var en af den slags dage, hvor man næsten ville forvente, at Sepp Kuss kunne tabe et par sekunder, men løjtnanten holdt sig fremragende til. Det kunne indikere, at han nok engang har brugt Touren til at finde sin bedste form, og Jumbo synes at stå med en ganske potent duo i kampen om den samlede sejr. Det kan der til gengæld også blive brug for på en dag, hvor Robert Gesink og Rohan Dennis viste, at det bestemt ikke er alle, der er kommet til Spanien med deres bedste klatreben.

Det er Julian Alaphilippe i hvert fald ikke. Verdensmesteren var på forhånd udset som manden, der kunne slå Roglic, og han viste, da også tro på egne evner, da han sendte Remi Cavagna til fronten for at føre og fik efter bonussekunderne undervejs. Vi skulle imidlertid ikke langt op ad bakken, inden det stod klart, at den halvsvage form fra Tour de l’Ain ikke er blevet forbedret væsentligt i mellemtiden.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Heldigvis var der andet, der var opløftende for Quick-Step. Det er mig lidt en gåde, hvordan Remco Evenepoel kunne starte stigningen helt ude af position - jeg ved i skrivende stund ikke, om han har haft uheld - men han var i hvert fald langt væk fra fronten bare med få hundrede meter igen. Hvordan han alligevel lykkedes med at ende som nr. 8, er en mindre gåde, men det kan kun indikere, at det belgiske vidunderbarn er kommet til løbet med præcis den superform, hans sejr i San Sebastian indikerede. Ligesom Jumbo må han til gengæld se med stor bekymring på et hold, hvor Ilan van Wilder sammen med Alaphilippe tabte tid, og hvor Fausto Masnada stadig er den skygge af sig selv, han har været, siden hans lovende fremgang blev bremset af kyssesyge.

Det lignede ellers så stærkt et kollektiv med hele tre potentielle klassementstrusler, men nu ligner det en belgisk enmandshær. Det stærkeste kollektiv har dog hele tiden været Ineos, og de kom vel fra etapen som nogle af de største tabere. Det skyldtes ikke så meget, at Ethan Hayter måtte sande, at denne slags finaler nok er lidt for hårde til, at han kan vinde i dette selskab, for den risiko var klar på forhånd - og en 7. plads er jo trods alt ikke ringe. Nej, det skyldtes, at Richard Carapaz bekræftede den bekymring for niveauet, som hans svage kørsel i Polen skabte.

Det var nemlig slet ikke den Carapaz, vi kender. Som altid startede han bakken i en god position, men da der blev åbnet for gassen, gled den normalt så aggressive terrier blot længere og længere bagud. Det havde ikke været bekymrende, hvis vi havde talt om Gino Mäder, Ben O’Connor eller Louis Meintjes, for hvem punch er lige så fremmede, som regnvejr er det i Europa i denne sommer, men for en mand, der normalt ville være en sikker top 10-rytter i en finale som denne er det et alarmerende svaghedstegn - særligt når man har Polen med i erindringen også.

Til gengæld kan Ineos sætte flueben ved Pavel Sivakov. Nu må vi se, om han har toppet for tidligt, når han allerede har kørt rasende stærkt i flere uger, og om han denne gang kan holde niveau hele vejen, men en 5. plads i denne slags finale er et sublimt resultat for den formstærke franskmand. I det hele taget var der tæt på fuld plade for Ineos, når man ser bort fra Carapaz. Den punchløse Carlos Rodriguez klarede etapen til UG, og selvom den bedste Tao Geoghegan Hart havde kørt med om sejren, var det opløftende at se, at den så svingende brite er kommet til løbet med ganske fin form. Problemet er bare, at det formentlig kun er Carapaz, der er vinderkandidat, og han lignede bestemt ikke en vinder i dag.

Det gjorde til gengæld Enric Mas. Forud for løbet lød han ellers så opgivende, at jeg faktisk havde fortrudt, at jeg havde rangeret ham som min fjerdestørste favorit til den samlede sejr. Den fortrydelse var der slet ingen grund til, for i dag lignede han i en finale, der var alt for eksplosiv til ham, igen den rytter, der siden sidste års Vuelta, hvor han endte som nr. 2, har nået helt nye højder. Man skal næppe undervurdere betydningen af det selvtillidsboost, den inden løbet så usikre spanier fik i dag, og nu kan man håbe, at Touren bare var en kort krise i en ellers uhyre overbevisende sæson. Selvfølgelig gør det enormt ondt at se, at Alejandro Valverde som frygtet synes at have mistimet forment til sin sidste grand tour, men Movistars vigtigste mission er på sporet - og det er særligt vigtigt i forhold til kampen for overlevelse på WorldTouren.

Mas var imidlertid ikke alene. Der var flere af dieselklatrerne, der klarede sig så fint i denne finale, at de må være i form. Det gælder særligt for Ben O’Connor, der var som en fisk i vandet i en for ham ellers alt andet end ideel finale. Også Gino Mäder holdt sig ganske fint til, selvom etapen kun passede ham marginalt bedre, end de hollandske sprinteretaper gjorde, og Bahrain kan endda også glæde sig over, at den forud for løbet så tvivlsomme Mikel Landa i hvert fald kom fint fra den første lille test. Så lever de nok med, at Santiago Buitrago var helt ude af stand til at brillere på samme måde, som han gjorde, da han vandt puncheurfinalen i Burgos.

Det arabiske mandskab har i hvert fald mere grund til tilfredshed end BikeExchange. Nu er Simon Yates i stigende grad holdt op med at blande sig i disse finaler, men han skulle i hvert fald sørge for at holde sig til. Det gjorde han også, for han sad ganske perfekt placeret undervejs, men da spurten blev åbnet, var det foran ham, at hullet opstod. Med tanke på hvor eksplosiv en fyr, Yates er, var det bestemt ikke et opløftende tegn, når vi i forvejen må stille store spørgsmål ved hans stabilitet og holdbarhed.

Han så imidlertid bedre ud end Miguel Angel Lopez. Den lille colombianer lignede jo ellers en mand, der var på vej tilbage på sporet i Burgos, men det gjorde han bestemt ikke i dag. Tværtimod gled han fra en god position kun baglæns, og det er bestemt ikke opløftende, når vi ved, hvor svært han i år har haft ved at finde sit niveau. Vi må også sande, at Vincenzo Nibali næppe skaber samme mirakel som i Giroen, for han syntes at eksplodere totalt fra en ellers glimrende position og en endte med at tabe så megen tid, at han vel allerede har opgivet sit klassement.

Det har Bora ingen grund til at gøre. Jai Hindley, der i grand tours plejer at være temmelig rusten i uge 1, sad ganske fint med, og det samme gjorde Wilco Kelderman. Hollænderen bekræftede sine puncheurevner, men det var Hindleys fine start, der er det vigtigste, hvis tyskerne vil vinde deres anden grand tour i år. Til gengæld var der en gedigen lussing til Sergio Higuita, som ellers bad sit hold jagte hele dagen, og han var præcis så skidt kørende, som man kunne frygte efter en sæson, hvor hans niveau har været meget svingende.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Det er vanskeligere at finde ud af, hvad man skal mene om UAE. Joao Almeida var langt efter i en finale, der burde have passet ham storartet, og selvom det vel var et dårligt tegn, har vi også i år set, at hans punch har været helt væk, og at han nu synes at køre enhver stigning på sin enkeltstartsagtige maner. Et klarere krisetegn var det for Juan Ayuso, der lignede en hængt kat hele dagen, men man kan håbe, at supertalentet forvandles lige så pludseligt, som han blev mellem San Sebastian og Getxo. Den slags udsving er ikke lovende for hans klassement, men det synes ikke helt givet, at han ikke kan have bedre ben de kommende dage.

EF kan også være fint tilfredse. Hugh Carthy, der ligner deres bedste kort, undgik et tidstab, og så lever de nok med, at Esteban Chaves trods sin gode position bestemt ikke virker flyvende, og at Rigoberto Uran næppe heller her pludselig forvandler sin sæson. Intermarché klarede det også ganske storartet med Domenico Pozzovivo og Louis Meintjes, der med statsgaranti er startet stigningen næsten bagerst, og mens det er en skam, at Jan Hirt er helt bag om dansen, er det ikke overraskende, at tjekken starter en grand tour i gruppettoen, som han plejer. Det var Giroen, der var undtagelsen, og han finder sikkert benene senere, som han plejer. For DSM var det også fint, at Thymen Arensman undgik at tabe sekunder, som han plejer at gøre i disse eksplosive finaler, og så ser en uhyre velkørende Remy Rochas mere og mere spændende ud.

Det gør Mads Pedersen i den grad også. Al logik tilsagde, at denne finale ville være for svær for danskeren, og det burde den stadig være. Når man ser på etapens top 10, består den således udelukkende af klassementsryttere, alsidige Hayter og Quentin Pacher, der igen bekræftede, at han er ved at udvikle sig til en af verdens bedste puncheurs - og så altså den danske sprinter. Vi vidste nok, at han kunne spurte op ad stejle bakker, når de ikke er alt for lange - det har han bevist i Besseges tidligere i år - men denne bakke var længere, etapen var meget vanskeligere, og modstanden var af en helt anden kaliber. At Pedersen kan blande sig med ryttere, der nærmest har halv størrelse af ham, vidner om, at han har taget den klatring, han allerede har forbedret voldsomt i år, til et helt nyt niveau.

Det skulle vi måske også i virkeligheden forvente. Vi ved jo, at han altid er skræmmende stærk, når han kommer ud af Touren, men til gengæld plejer det at knibe i foråret. I år har han været uhyggeligt stærk gennem hele sæsonen, og så burde det jo give sig selv, at hans post-Tour-form ville skabe et mirakel som det, han leverede i dag. Med de klatreevner synes Sam Bennett i hvert fald godt at kunne glemme en grøn trøje, der allerede ser meget dansk ud, og når Juan Pedro Lopez med sit lead-out tillige så meget mere formstærk ud end i Burgos, hvor han var coronaramt, var det på alle måder en herlig dag for Trek.

Pedersens vanvidsform var imidlertid blot et af mange svar, dagens etape gav os. Vueltaen blev ikke afgjort af de sekunder, Roglic vandt i dag, og vi skal passe meget på med at overfortolke på en spurt, der ikke giver mange mindelser om bjergene. Alligevel var det overraskende, hvor mange svar eller i hvert fald indikationer, en lille baskisk bakke kunne give. Det havde end ikke løbsdirektør Javier Guillen nok regnet med, da han præsenterede ruten i december.

STREAM VUELTA A ESPANA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE