Vuelta a Espana-analyse: Er der overtræk på energikontoen?

Det skulle have været deres store dag. På gårsdagens pressemøde gjorde Movistar intet for at skjule, at de havde store planer om at bringe Alejandro Valverde i rødt på dagens enkeltstart og dermed bringe sig selv i en god position, hvor de med to kort i den absolutte top kunne udnytte deres kollektive overtal til at sætte Simon Yates under pres. Ganske vist har Alejandro Valverde måske ikke de senere år kørt de samme gode flade enkeltstarter som tidligere, men i Vueltaen præsterer han stort set altid, og han var trods alt ”bare” oppe mod en lille brite, der aldrig har excelleret på lange enkeltstarter med relativt meget fladt terræn.

For tredje gang i træk blev Movistars fest imidlertid ødelagt. Efter den meget lovende indsats på La Camperona, hvor Quintana havde vist sig som den bedste af klassementsrytterne, så alt ellers lyst ud, men siden da er det kun gået den forkerte vej. Det startede i lørdags, hvor spanierne havde arbejdet stenhårdt gennem helt dage for at vinde etapen med deres colombianske stjerne, men hvor de i stedet fik Yates lige i nakken og endte med at forære ham 10 værdifulde bonussekunder. I søndags gentog det sig på Lagos de Covadonga, hvor Quintana drømte om at gentage sejren, men hvor han på hele turen op ad bjerget virkede til at være i defensiven og have rigeligt at gøre med at følge Yates og Miguel Angel Lopez.

I dag var trumfen så Valverde, der med overraskende god kørsel også på de længere stigninger, pludselig havde indskrevet sig som vinderkandidat. Ganske vist er spanieren langt fra tempospecialist, men et blik ned over top 7 i klassementet viste tydeligt, at han som udgangspunkt burde ende etapen som klassementets vinder. Vi skal trods alt ikke længere tilbage end til 2015 for at finde en fornem 3. plads til Valverde på en endda endnu fladere rute i Burgos.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Det så da også i første omgang fint ud for det store hjemmebanehold, da Valverde passerede første mellemtid som nr. 4. Ganske vist var han blot et par sekunder hurtigere end Yates, der havde lagt hårdt ud, men al logik sagde, at den fladere anden del i modvind burde favorisere den mere kraftfulde Valverde. Sådan gik det imidlertid slet ikke, for mens Yates i første omgang holdt stand, var det Valverde, der sejlede ned gennem stillingen på strækningen mellem de to mellemtider, og selvom Yates til slut eksploderede og tabte tid på det afsluttende stykke, endte den forventede tidsgevinst til Valverde som et tab på 7 sekunder, til den mand, han i dag havde planer om at levere en syngende lussing.

Bedre blev det ikke af, at Quintana også tabte tid. Egentlig gjorde colombianeren det som forventet med en fin 26. plads, og det var da også ventet, at han ville smide et par sekunder til sin britiske rival, men at han skulle distanceres med hele 42 sekunder, var bestemt ikke en del af den plan, der var blevet udtænkt på Movistar-tegnebrættet i går aftes. Resultater er, at Valverde og Quintana nu er hhv. 0.33 og 1.15 efter Yates, og den samlede sejr synes nu pludselig meget længere væk end for et par timer siden.

Alt håb er langt fra ude endnu, for Quintana gjorde sig selv den store tjeneste at holde Miguel Angel Lopez bag sig. Da der stadig hersker usikkerhed om, hvorvidt Yates har den langsigtede holdbarhed, står spanieren trods alt stadig med de bedste kort, hvis briten igen skulle knække. Valverdes sejr ser nu svær ud, for spanieren har trods alt mest været i defensiven på de lange stigninger, men hjemmebanefavoritterne har stadig den store fordel, at de har to kort at spille, og at de fortsat er i pole position, hvis Yates vitterligt skulle falme igen.

Det sidste virker mere og mere usandsynligt, for Yates har fint fulgt sin defensive plan, der betyder, at han er kommet langt friskere frem til de afgørende etaper end i Giroen, hvor han ikke sparede et eneste gram energi i de første to uger. Alligevel er der måske lidt håb for rivalerne. Det var nemlig ret bemærkelsesværdigt, hvor meget tid Yates tabte på det sidste stykke, hvor han helt klart havde nået sin grænse. Med andre ord kunne noget tyde på, at briten igen er kommet til at grave lidt for dybt, og det skal man passe meget på med i en grand tour.

Hvis han er i tvivl, skal han blot spørge sin landsmand, Chris Froome. Sidste år knuste briten alle rivalerne på løbets enkeltstart, der lå på præcis samme tidspunkt i løbet. Dagen efter ventede der imidlertid en tårnhøj regning for Sky-stjernen, der på Los Machucos oplevede en af sidste største kriser i grand tour-sammenhæng. Efterfølgende indrømmede han da også, at han nok havde gravet lidt for dybt på tidskørslen, og at det havde kostet, da han dagen efter ramte en af løbets sværeste stigninger.

I år er designet af ruten stort set det samme. I morgen venter nemlig en måske endnu sværere stigning, den stejle Balcon de Bizkaia i Baskerlandet, og det er svært ikke at frygte, at Yates måske skal betale en pris for det meget hårde udlæg i dag. Det var i hvert fald tydeligt, at han ikke længere var frisk til slut, og med tanke på hans markante niveaufald i den tredje uge af alle tidligere grand tours, ligner det en risiko.

Det er imidlertid også det eneste, Movistar kan hænge deres hat på. Holder Yates niveau hele vejen, vinder han Vueltaen, for hidtil er det kun Lopez og momentvis Quintana, der har kunnet presse ham på stigningerne. Med et forspring på mere end et minut ned til dem begge, kræver det en regulær nedtur, hvis han skal smide sejren væk, ikke mindst fordi hans hold med Jack Haig og ikke mindst en tydeligvis efterhånden ganske formstærk bror Adam er ganske godt udrustet i sit forsøg på at forsvare trøjen.

For Lopez gled sejren også betydeligt længere væk. Egentlig gjorde den lille colombianer, der kun én gang i karrieren (i Tour de Suisse 2016) har kørt en relativt god enkeltstart, det ganske hæderligt, og han lykkedes i sin mission med at køre lige op med Quintana. Problemet var, at han fik sig en større lussing af Yates end ventet, og dermed er der nu ganske langt op til førstepladsen. Intet er umuligt, hvis Yates taber niveau de kommende dage, men mon ikke Lopez havde håbet, at det som ventet var Valverde og ikke Yates, der havde stået som etapens store vinder. Han ved trods alt, at han kan køre fra spanieren, mens det kniber noget mere med at sætte briten til vægs.

Det var dog ingen af de fire store favoritter, der imponerede mest. Det var derimod Steven Kruijswijk og Enric Mas, der med hhv. en 4. og en 6. plads endte som de klart bedste af klassemenstrsytterne. Mest overraskende var Mas’ præstation, for selvom spanieren længe har været at regne som et af sportens største etapeløbstalenter, er det bestemt ikke på enkeltstarten, han har brilleret. Ganske vist gjorde han det hæderligt i Tour de Suisse, hvor han viste betydelig fremgang, men der er trods alt langt fra en 24. plads i Schweiz til en 6. plads i Vueltaen.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Mas’ præstation fortæller os imidlertid tre ting. Først og fremmest siger det, at han vitterligt skal tages helt seriøst som en grand tour-kandidat i fremtiden. Han har nemlig i de seneste dage vist, at han besidder den motor, der skaber de helt store stjerner. Faktisk er han bare blevet bedre og bedre, som løbet er skredet frem, og han har nu kurs mod at følge nogenlunde samme mønster som et andet talent, Richard Carapaz, gjorde i Giroen, hvor også han bare blev bedre og bedre undervejs.

For det andet fortæller det, at man skal vælge sit hold med omhu, hvis man vil forbedre sine tempoevner. Det er ikke uden grund, at dagens overraskelser alle kørte for BMC og Quick-Step, der begge er kendt for at fokusere særligt meget på netop tidskørsler. Således var det ikke blot Mas, der leverede en mindre sensation. Det samme gjorde den anden unge Quick-Step-klatrer, Laurens De Plus, der efter nogle svære dage igen fik vist, at han fortsat har et ret stort potentiale, samt Kasper Asgreen, der i dag endelig viste, at han vitterligt er et stort, stort tempotalent. For BMC overraskede ekstremt formstærke Dylan Teuns, der altid har haft enkeltstarten som den store akilleshæl, ved at køre sin anden gode tidskørsel i løbet, og holdet havde også den amerikanske mester, Joey Rosskopf, der kørte sin bedste enkeltstart i Europa, på en lidt overraskende andenplads.

Endelig bekræfter Mas’ præstation grundregel nr. 1: at det i den tredje uge af engrand tour først og fremmest handler om friskhed. Mas’ flotte kørsel i de seneste dage har vist, at han var en af de ryttere med mest momentum, og derfor var det ikke helt uventet, at han i hvert fald kunne køre over forventning. En 6. plads var der næppe mange, der havde regnet med, men det har været tydeligt, at Mas’ pose fortsat er temmelig fuld.

Det er også det, der forklarer Kruijswijks flotte enkeltstart. Modsat Mas har han tidligere kørt ganske gode enkeltstarter, især sent i grand tours, men dette må alligevel være hans bedste på så relativt let en rute som denne. Kruijswijk er imidlertid herostratisk berømt for sin store motor mod slutningen af grand tours, og hans flotte kørsel de seneste dage, har da også vist, at han igen har masser i tanken. Efter en hård Tour kunne man denne gang have frygtet, at det ville knibe lidt til slut, men Kruijswijk har igen i dette løb vist, at han er feltets dieselmotor par excellence, og at han er prototypen på en rytter, der faktisk kan vise sig bedre kørende i den sidste af to på hinanden følgende grand tours.

Om det også kan blive til samlet sejr, er nok mere åbent. Ganske vist passer de længere stigninger i den tredje uge ham langt bedre end de foregående, men hidtil har han været et niveau under de allerbedste. Det udelukker ikke, at hans gode momentum og store friskhed kan komme ham til gode, men der skal trods alt ske lidt af en omvæltning til sidst, hvis han skal trække sig sejrrigt ud af en kamp, hvor flere mand idtil nu har været bedre end ham.

Der er imidlertid også undtagelser fra reglen. Thibaut Pinot har i de seneste dage tydeligt vist, at han er i formfremgang, og derfor var der næppe mange, der var voldsomt overraskede, da han blæste forbi første mellemtid i foreløbig 6. bedste tid. Derefter gik det imidlertid kun tilbage, og Pinot fik effektivt slukket det podiedrømme, der ellers så småt var begyndt at spire frem efter den flotte præstation på Lagos de Covadonga.

Desværre bekræfter det et kedeligt mønster for franskmanden, der har gentaget Rigoberto Urans meget særprægede enkeltstartsformkurve gennem karrieren. Begge var de kendt som svage temporyttere, indtil de pludselig med ét blev så gode, at de faktisk var i stand til at vinde enkeltstarter på WorldTour-niveau. Evnerne forsvandt imidlertid for dem begge lige så hurtigt, som de var kommet, og i dag kørte Pinot ligesom i de to foregående Giroer en enkeltstart, der slet ikke står mål med tidligere tiders præstationer. Det er et problem, han skal løse, hvis han ikke som Uran skal ende som en solid podiekandidat, der aldrig rigtigt kommer i nærheden af en grand tour-sejr.

Samme Uran fulgte da også sit velkendte kendelige mønster med en alt andet en spektakulær enkeltstart. Egentlig var en 28. plads ganske pænt for en mand, der i de senere år som regel har haft problemer med at komme i top 100, men det står klart, at han aldrig igen bliver den rytter, der knuste al modstand i Giroen i 2014. I det hele taget bliver dette løb ikke en stor succes for Uran, der sikkert sidder som ”the best of the rest” bag de syv mand, der klart har skilt sig ud som de stærkeste.

En top 10 burde det imidlertid med sikkerhed blive til, men kampen om de sekundære placeringer er knivskarp. Det er nemlig svært at finde et klart mønster blandt de ryttere, der er placeret i og omkring udkanten af top 10. Ion Izagirre fortsatte den kedelige tendens med at køre efter hans standard dårlige enkeltstarter i år, og han fik derfor ikke opbygget det ønskede forspring. Der hersker samtidig stor usikkerhed om hans langsigtede holdbarhed, men det samme er tilfældet for Tony Gallopin, der heller ikke fik det ønskede udbytte af dagens tidskørsel.

Læs også

Optakt: 6. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den helt store taber var dog Wilco Kelderman, der i top 20 i klassementet burde være den i særklasse bedste temporytter. Dagen i dag endte imidlertid som en regulær katastrofe, hvor han endte med at tabe tid til ryttere, han klart burde slå, og det står nu soleklart, at den elendige forberedelse altså i sidste ende forhindrede den unge hollænder i at komme blot i nærheden af sit topniveau. Også Emanuel Buchmann gjorde det betydeligt dårligere end ventet, og da også han har virket træt de seneste dage, er det snart sagt alle rytterne mellem 8. og 15. pladsen, der risikerer at få ned i den tredje uge. Det gør det hele totalt uforudsigeligt.

Der var dog én ting, der ikke var uforudsigeligt. Det er vel kun 1. etape, der havde en større favorit end dagens enkeltstart, og ligesom for godt to uger siden var det i dag Rohan Dennis, der skilte sig ud som en mand, der ville være næsten umulig at slå. Han levede da også til fulde op til forventningerne med en knusende magtdemonstration, der viser, at han i den grad er klar til at tage kampen op med Dumoulin i kampen om regnbuestriberne om et par uger. Ligesom sidste år har han fået det maksimale udbytte af Vueltaen, og han virker til at være præcis, hvor han skal være, inden det gør løs i Innsbruck.

Meget interessant er det også, at han nu for anden gang i år vinder en grand tour-enkeltstart i den tredje uge. Tidligere havde han meget svært ved at holde niveau i de lange etapeløb, men den svaghed synes han at have overvundet. Som mange ved, har jeg ikke meget tiltro til hans projekt om at udvikle sig til grand tour-rytter, men han synes i hvert fald at have fået det ud af bestræbelserne, at han nu er betydeligt mere konkurrencedygtig sent i de tre uger lange etapeløb. Det samme er i øvrigt Rosskopf, der også i Giroen sidste år viste, at han er værd at holde øje med på sene enkeltstarter i etapeløb.

Det er Victor Campenaerts til gengæld ikke, og det ligner efterhånden et mønster, at europamesteren har det svært i grand tours. I både Giroen og Vueltaen fik han en lang enkeltstart på en ganske perfekt rute, men begge gange skuffede han eklatant. I de seneste dage har han ellers set stærk ud, men noget kunne tyde på, at han ikke besidder evnen til at præstere på vanligt niveau mod slutningen af de lange løb.

Jonathan Catsroviejo kan til gengæld være fint tilfreds med en 3. plads. Det var aldrig realistisk for ham at true Dennis, og set i det lys var præstationen ganske fin. Han er stadig ikke så god som for to år siden, men både i dag og ved EM har han vist, at han igen skal tages seriøst over lange distancer. Med tanke på den fine klatring, han har vist i år, kan han måske blive ganske interessant ved VM. Det samme kan Nelson Oliveira, der sidste år blev nr. 4 i Bergen, og som ganske vist skuffede lidt i dag, men står betydeligt bedre end sidste år, hvor han var syg gennem store dele af Vueltaen. Og endelig må man tage hatten af for Michal Kwiatkowski, der stadig holder dampen oppe, og selvom han tydeligvis ikke er helt frisk længere, har han foreløbig undgået det store kollaps, vi var mange, der frygtede.

Det er dog ikke et eventuelt Kwiatkowski-sammenbrud, der er det mest interessante. I de kommende dage vil alle have blikket stift rettet mod Yates, der som bekendt skabte sig lidt af et overtræk på energikontoen i Giroen, indtil banken pludselig smækkede kassen hårdt i. Foreløbig har han været langt mere mådeholden og slet ikke så ekstravagant i sin kørsel som i Giroen, men til sidst på dagens ellers flotte enkeltstart kom der måske det første lille tegn på, at der efterhånden kigges med mere kritiske øjne på Yates’ stadig mere konto.

Hvor meget er der tilbage? Kører vi igen på overtræk? Eller har han denne gang fundet denne gang mere goodwill, end han havde fra et par måneder siden i Italien? Vi ved det ikke. Den baskiske mur vil gøre os langt klogere.