Vuelta a Espana-analyse: Kunsten af lære af sine fejl

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Det er svært at bebrejde et hold, der tager initiativ. Særligt når det gælder Ineos, der ofte - i mange tilfælde uberettiget - er blevet beskyldt for at køre maskinelt og kedeligt, vil det være hårdt at kaste om sig med kritik, når briterne forvandler en etape, der på papiret så relativt fredelig ud, til en af de mere dramatiske i årets Vuelta. Alligevel blev der nok hævet et øjenbryn eller to denne eftermiddag i det glohede Sydspanien, da det britiske storhold på den sene stigning på dagens 10. etape satte sig frem og indledte en massakre, der med ét forvandlede et ellers halvsovende felt til et mylder af grupper spredt ud over det meste af Andalusien.

Det var ikke, fordi etapen manglede potentiale. Ethvert studium af den stigning, de af og til småsadistiske Vuelta-arrangører havde fundet som krydderi på en ellers ret flad dag i det sydspanske, ville afsløre, at der sagtens kunne skabes et blodbad, hvis man ville. Det var da heller ikke helt utænkeligt, at et stadig mere selvtillidsfuldt Movistar-mandskab ville forsøge at isolere Primoz Roglic i en faldende og flad finale, hvor han måske kunne blive sårbar. Spørgsmålet var bare, om deres lidt tunge og stærkt svækkede hold havde styrken til at gøre det.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Det lå til gengæld ikke i kortene, at det var Ineos, der skulle forvandle søndagsturen til et blodbad - akkurat som det ikke lå i kortene, at det var briterne, der skulle gøre søndagens etape langt hårdere og mere selektiv, end vi havde set ved seneste udgave af samme etape for 12 år siden. Som det var temaet for søndagens analyse, havde Egan Bernals pludselige venden-rundt-på-en-tallerken og forvandling af en defensiv til en offensiv indstilling jo ramt ham og briterne så gevaldigt i nakken, at det nu var ret åbenbart, at tiden arbejdede så meget for colombianeren, at der ikke var andet at gøre end at udnytte, at en relativt let anden uge måske kunne bringe Giro-benene frem til den vanskeligste del af løbet i uge 3. Det var i hvert fald svært at forestille en mere markant illustration af, at tålmodighed nok er en dyd i denne Vuelta, hvor holdets stjerne er kommet lidt underpræpareret til start.

Selvfølgelig har Bernal og Ineos travlt. Hvis de vil vinde løbet, skal der hentes adskillige minutter på Roglic inden enkeltstarten, og selvfølgelig kunne de ligesom Movistar drømme om at fange Roglic i en isoleret klemme på toppen af dagens modbydelige bjerg - det var utvivlsomt det, der var planen - men måske skulle de have lyttet lidt mere til de meget vise ord, Bernal selv ytrede på hviledagen, hvor han gjorde det klart, at man jo ikke kan angribe, hvis ikke man har benene.

Og det har Bernal åbenlyst ikke. Det havde han ikke i søndags, og det havde han ikke i dag, da Richard Carapaz’ vilde forcering højst uventet blev fulgt op af et angreb fra selveste Roglic, der jo ellers har gjort så stor en dyd af at trække håndbremsen, at man i perioder har haft den mistænkt for at sidde fast. Den vilde offensiv efterlod i stedet for anden gang på tre dage Ineos med en resultatliste, de formentlig gemmer langt væk for ikke at ødelægge humøret inden middagen i aften.

Udover at isolere Roglic var håbet måske, at Adam Yates kunne lukrere på offensiven. Det var en på alle måder glimrende finale for briten, der ofte har vist sine evner på de stejle stigninger, og med tanke på, at han ikke har for vane at blive bedre, som løbet skrider frem, gav det jo egentlig fint mening at sætte briten i scene - i hvert fald hvis man definitivt har opgivet at vinde løbet for Bernal. Problemet er bare, at etapen også endte som en lussing til Yates, der med sin uventet svage kørsel straks rejser spørgsmålet, om vi er nået til det punkt i løbet, hvor silken plejer at være blive slidt af. Den risiko har hele tiden været overhængende, og selvom det er for tidligt at drage den konklusion, bliver der noget at tænke over i den britiske lejr, når den ene kaptajn ikke viser den ventede fremgang, og den anden kaptajn heller ikke i denne grand tour synes at kunne holde sit ellers ganske høje topniveau.

Det mest smertelige var vel næsten, at Roglic næsten synes at gøre en dyd af ydmygelsen. Hans defensive kørsel har været så entydig, at det virker helt ulogisk, at det var på netop denne etape, at han pludselig skulle indlede sin store offensiv. Med en teknisk nedkørsel til mål var det bestemt ikke den oplagte dag at tvinge sig selv til at tage unødige chancer - det måtte han jo også selv senere erfare på den mere kedelige måde - og derfor er det vel svært at læse hans angreb som andet end et udtryk for, at han blev lidt småprovokeret. Modsat Bernal, der jo bekendt lod sig inspirere af Jens Otto Krag og hurtigt forvandlede sin erklærede defensiv til en offensiv, har Roglic jo holdt sig helt konsekvent til samme drejebog, der virkede så godt i 2019, indtil han i dag nærmest skreg ”Tror I virkelig selv på det der?”, da han pludselig kom blæsende ud af et felt, hvor han egentlig bare skulle følge med.

Også Roglic måtte imidlertid sande, at Krags ide om at skifte standpunkt ikke altid er en god ide i en grand tour. Nedkørslen var den åbenlyse grund til, at det netop på denne etape var oplagt at holde sig til planen, og hans offensiv fik nu den kedelige konsekvens, at han måtte en tur i asfalten. Heldigvis syntes han at slippe helt problemfrit fra mødet med asfalten, men det blev nok en påmindelse til ham selv om, hvad det er, der står i det manuskript, han fik udarbejdet, inden han rejste til Spanien. Mon ikke Roglic igen trækker håndbremsen nu frem mod den tredje uge - udover at han naturligvis lige vil sikre sig de sekunder, han næsten ikke kan undgå at vinde på morgendagens mur i Valdepeñas de Jaen?

Helt uden formål var offensiven dog ikke. Roglic kan nu sætte yderligere 37 sekunder i banken i forhold til det hold, der på forhånd lignede den største trussel mod et hattrick, og han kan glæde sig over, at Sepp Kuss som altid har kurs mod at finde formen til den tredje uge, hvor han meget vel kan vise sig at blive lige så værdifuld, som han var sidste år. Alligevel var det vel Movistar, der endte som de største vindere i det klassementsspil, de formentlig selv havde startet, hvis ikke Ineos havde gjort det.

Én ting er de golde fakta, der bragte dem meget tættere på at sikre sig to mand på podiet. Noget andet er, at de måske i dag så en sprække i Roglics panser, som de næppe havde ventet. Selvfølgelig kan man ikke argumentere imod, at sloveneren som forventet var i særklasse, når han rundede toppen 20 sekunder foran sine forfølgere, men magtdemonstrationen blev slet ikke så suveræn, som man kunne have frygtet, da han på nul komma fem syntes at have kørt alle så langt agterud, at man næsten nåede at frygte en magtdemonstration i stil med den, vennen Tadej Pogacar havde leveret i Alperne under Touren.

Tiderne var ikke helt til at blive kloge på, men sandt er det i hvert fald, at Roglic ikke øgede på stigningens sidste del, hvor det lykkedes en stadig flyvende Enric Mas, der ikke viser tegn på træthed endnu, en stadig bedre Miguel Angel Lopez og en uhyre velkørende Jack Haig at begrænse skaden så meget, at der blot skulle endnu et klodset Roglic-styrt til for at rette op på skaden. Selvfølgelig ser sejren stadig meget fjern ud, men de to Movistar-ryttere kan måske alligevel lugte lidt mere slovensk blod, end de kunne i morges - særligt da hvis Lopez holder sit mønster og bare bliver bedre og bedre undervejs, og Mas modsat sidste år lykkes med at holde formen hele vejen.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Til gengæld skal de også tage Haig seriøst. Vi så alle, hvor skræmmende stærk den unge australier var i Dauphiné og begyndelsen af Touren, og med tanke på hans stærke kørsel nu må det bekymre, at han som bekendt havde en ret tvivlsom forberedelse, som meget vel kunne føre til en stigende formkurve. Denne meget eksplosive afslutning burde ikke være noget for Haig, og alligevel viste han ikke de store svaghedstegn, da han fik motoren varmet op og fik lukket hullet op til Mas og Kuss, der i første omgang var forsøgt at gå med Roglic.

Til gengæld bliver han mere og mere alene på det ellers så stærke Bahrain-hold. Mikel Landa plejer ellers at være en kriger, og da han i Giroen i 2017 styrtede ud af klassementet, viste han stor moral ved at vinde etape og bjergtrøje og ikke rejse hjem, men i dag virkede han nærmest opgivende, da han med det samme lod sig falde tilbage, efter at Ineos havde indledt deres massakre. Samtidig mistede Gino Mäder lidt terræn i en finale, der dog heller ikke passede ham overhovedet, og da Damiano Caruso slet ikke kunne følge op på søndagens vilde ridt, synes araberne nu kun at have et meget serøst kort at spille. Det kort er til gengæld også fremragende, og som bekendt kan ét godt kort være nok til at vinde i mange spil - måske også i denne Vuelta.

En anden vinder var Felix Grossschartner, der måske ikke kunne følge de bedste, men fik det maksimale ud af en eksplosiv finale, der passede ham langt bedre end de store bjergetaper. Også Aleksandr Vlasov fik kæmpet sig tilbage til fronten, men det er desværre svært at komme udenom, at han heller ikke i dette løb har været i stand til at finde sidste års niveau, der som bekendt var så højt, at han blev nr. 2 på Angliru i dette løb. Lige nu er der intet, der tyder på lignende meritter i dette løb.

Heldigvis undgik han den ekstreme yoyokørsel, vi så i Giroen. Den har Giulio Ciccone til gengæld overtaget, da han lidt uventet blev den store taber på en etape, der ellers ikke burde have passet ham helt skidt. Desværre giver det næring til den bekymring, man hele tiden har kunnet have i forhold til hans grand tour-ambitioner, nemlig den manglende stabilitet. Det er lige så ventet som ærgerligt, at netop Ciccone veksler gode og dårlige dage med den hyppighed, han har gjort i dette løb. Nej, så er der langt mere stabilitet over dieselmotorerne David de la Cruz, der ellers nok engang lignede det nedkørselsoffer, han så ofte har været, og Louis Meintjes, der sjældent har udsving, men denne gang bare har et højere niveau, end de har haft i mange år. Og så må man begejstres over, at Fabio Aru i karrierens sidste løb endelig viser lidt af den stabilitet, han ellers har savnet siden virus og arterieforsnævring satte karrierens i stå.

Den stabilitet synes Michael Storer også at have. Med tanke på at han har holdt sit tårnhøje niveau fra Tour de l’Ain til fredagens sejr på Balcon de Alicante, lå det i kortene, at han var manden, man skulle følge med, hvis man ville dagens etape, da et brølstærkt og yderst potent 31-mandsudbrud endelig kom fri efter den forudsigelige vanvidsstart, der førte til næsten to timers kamp om at komme afsted. Spørgsmålet var bare, om den ellers meget svære stigning alligevel ville være lidt for kort til, at hans motor kunne køre alle de stærke rivaler over.

Det viste sig slet ikke at være noget problem. Storer var akkurat lige så suveræn, som man kunne fornemme baseret på hans overlegne kørsel i fredags, og hvis denne form holder, synes DSM at kunne ende med at gå på vandet i en Vuelta, der pr. definition er god for udbrydere. Hvis bare finalen er hård nok, synes det tyske hold blot at skulle gøre deres yderste for at få deres australske komet med i udbruddet, for så synes han lige nu at være næsten umulig at slå. Det eneste, han kan ærgre sig over, er, at han fik skrevet den kontrakt med FDJ på et tidspunkt, hvor hans sejrskonto stadig stod på 0. Fire sejre senere kunne der nok være kommet lidt flere nuller på hans løncheck.

Heldigvis var han ikke den eneste, der imponerede. Mens det desværre var at forvente, at tunge folk som Matteo Trentin, Magnus Cort og de formsvage Alex Aranburu og Maximilian Schachmann ville komme til kort i en finale, der jo grundlæggende var for klatrere, var det herligt at se Clement Champoussin og Mauri Vansevenant rejse sig igen. Begge startede sæsonen som lyn og torden i februar, men begge har de også været temmelig langt fra det niveau siden dengang - også i dette løb. I dag var de imidlertid begge uhyre overbevisende, da de kørte fra en formstærk Geoffrey Bouchard, en topklatrer som Guillaume Martin og den så flyvende Odd Christian Eiking, og det skaber håb for, at de endelig kan udfolde det store potentiale, de har vist siden de alleryngste år.

Eiking lever dog nok med nederlaget. Da det stod klart, at Roglic holdt sit løfte om at aflevere trøjen ganske gratis, blev hans primære opgave alene at forhindre, at Martin stjal de 29 sekunder, der kunne knuse hans drøm, netop som han var ved at falde ind i den tungeste drømmesøvn. Derfor er det også svært at vide, hvor meget han havde haft i stængerne, hvis ikke han og Martin havde kørt deres eget løb, men han virkede i hvert fald ganske overbevisende på stigningen og ikke mindst på nedkørslen, hvor han effektivt fik udnyttet en velkendt svaghed hos Martin. Dermed fik han langt om længe den fortjente belønning for den superform, han har vist siden Tour de Wallonie, og Intermarché fortsætter deres drømmesommer, der startede efter Touren, og som er fortsat i Ain, San Sebastian, Belgien og nu Vueltaen, hvor de nu hører til de sjældne hold, der har haft førertrøjen to gange med to forskellige ryttere. Og hvis ellers Eiking modsat Rein Taaramae kan holde sig på cyklen, burde han kunne køre rundt i rødt i hvert fald indtil på lørdag.

Det er nemlig her, det næste store klassementsslag venter, for selvom der utvivlsomt vil være forskelle igen i morgen - også større, end man i første omgang skulle tro - er det trods alt ikke på muren i Valdepeñas de Jaen, man hverken vinder eller taber Vueltaen. Det gør man først og fremmest i den tredje uge, og det vidste Bernal alt om, da han rejste til Spanien med en velplanlagt drejebog i lommen. Desværre for ham - men ikke for de cykelfans, der har fået knaldgodt cykelløb som resultat - har han haft pokkers svært ved at følge den, og én grundig lektion var åbenbart ikke nok til at lære af sine fejl. På lørdag - eller måske allerede i morgen - finder vi ud af, om to lektioner var det.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-