Vuelta a Espana-analyse: Med et mareridtsårs forsinkelse

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-

Jeg kan huske, at jeg forud for 2020-sæsonen havde en række spørgsmål, jeg glædede mig til at få svar på. Ét af dem var, om Fabio Jakobsen kunne tage det sidste skridt op i eliten og aspirere til titlen som verdens hurtigste sprinter. Selvom det var Caleb Ewan, der dominerede i Touren det år, var det Dylan Groenewegen og Sam Bennett, der flere gange dokumenterede, at de målt på ren topfart var sportens ypperste atleter, men Jakobsen nærmede sig med lynets hast, ikke mindst da han to gange i Vueltaen slog Bennett - også selvom begge spurter viste, at Bennett fortsat var marginalt hurtigere.

Vi fik dog hurtigt at se, at Jakobsen stadig manglede lidt. Han og Groenewegen konfronteredes nemlig fra sæsonstart i Valencia, og her lagde Jumbo-sprinteren ud med at vinde to massespurter - den første endda med en sådan autoritet, at det er svært at huske noget så imponerende. Jakobsen rundede dog løbet af med at slå sin landsmand, og dermed stod det klart, at der ikke manglede meget, inden der måske kunne blive et tronskifte i toppen af det internationale sprinterhierarki.

Læs også

Sidste etape af Tour of Türkiye neutraliseret

Faktisk var vi måske så tæt på at se netop den på den fatale augustdag i Katowice for et år siden. Efter en lang nedlukning skulle hollænderne genoptage deres duel om sprintertronen i den forkortede sæson, da coronavirus endelig løsnede sit greb og tillod cykelverdenen at genoptage sine aktiviteter. Som bekendt var Jakobsen nemlig på vej til at gå forbi sin landsmand i den dramatiske højhastighedsspurt, da hele verden ramlede sejren. I stedet for at diskutere, om Jakobsen nu vitterligt var på vej til at blive verdens hurtigste, blev hele cykelverdenen i stedet hensat i en kollektiv bøn for den stakkels hollænders liv.

Heldigvis blev bønnerne hørt - og endda mere end det. Jakobsen ikke bare overleverede, han kom også tilbage i feltet. Godt otte måneder efter den dramatiske dag i Katowice satte Jakobsen atter et nummer på ryggen, da han gjorde comeback i Tyrkiet, men det stod hurtigt klart, at der var alenlang vej. Selvom han senere i løbet kunne deltage lidt i noget forberedelse af spurterne for Mark Cavendish, stak det i hjertet at se, hvordan hollænderen blev sat som den første hver eneste gang, en motorvejsbro skulle passeres. På det tidspunkt kunne man i den grad tvivle på, om det stadig var relevant at spørge, om Jakobsen kunne blive verdens hurtigste.

Det kunne man også, da Jakobsen senere hjalp Bennett til to sejre i Algarve. Også her var hans bidrag i finalerne yderst begrænset, og derfor lignede det ved første øjekast heller ikke en god ide, at han senere blev sendt til Dauphiné, der i årets udgave ikke bød på én eneste sprinteretape. Tværtimod endte hans forsøg på at køre 3. etapes ganske vanskelige puncheurspurt ikke uventet som en fiasko, der næppe har styrket hans selvtillid.

Til gengæld gav løbet ifølge ham selv en robusthed, og siden det løb har han angiveligt følt, at han var tilbage. Det blev helt synligt for omverdenen, da han efter sommerpausen vandt to etaper i Vallonien, hvor han og Groenewegen sjovt nok fordelte massespurterne imellem sig, selvom de aldrig rigtigt kom til at spurte mod hinanden, og pludselig var det måske ikke helt så urealistisk at tro, at den interne hollandske rivalisering om sprintertronen kunne genoptages.

Det opløftende var egentlig ikke så meget Jakobsens sejre. Feltet var ikke skræmmende, og da Groenewegen aldrig rigtigt spurtede med i forbindelse med hans to gevinster, var den eneste større skalp, han sikrede sig i en direkte udmåling på topfart, at han slog Fernando Gaviria for rent bord på 2. etape. Det havde for år tilbage været en stor bedrift, men i lyset af colombianerens trængsler var det kun nok til at bevise, at Jakobsen igen er blevet god - ikke at han er blevet supergod.

Det opløftende var snarere, at han vandt løbets sidste etape, der bestemt ikke havde en let finale. Faktisk var afslutningen så vanskelig, at både Groenewegen og den i år så godt klatrende Gaviria blev sat af. Selv i tiden før styrtet havde det været en ganske fin bedrift af den normalt ret tunge Jakobsen at vinde i terræn, der satte så mange sprintere til vægs, og det var derfor denne dag, at vi fik det endelige bevise på, at Jakobsen skulle tages helt seriøst som topsprinter i årets Vuelta. Farten så han allerede ud til at have, men nu havde han også bevist, at han ikke behøvede et 120 km langt billardbord og et overlegent tog for at vinde.

Efter at han i søndags havde sat en fed streg under, at han er en af feltets topsprintere, og formentlig smed en sejr væk på en lidt hovedløs beslutning om at køre en fuld spurt bare 15 km fra stregen, kom den store og følelsesladede forløsning så i dag, da Jakobsen to år efter sin seneste Vuelta-etapesejr - og i øvrigt også to år siden sin sidste sejr på WorldTouren, hvis man ser bort fra det bizarre faktum, at han faktisk vandt den famøse spurt i Polen - blæste først over målstregen op ad en lille bakke i udkanten af en mindre spansk by på den spanske højslette og tog det, der vel må have været den mest populære sejr i cykelsporten i ganske mange år. Ét år og 12 dage efter at hele cykelverdenen havde bedt for hans liv, blev samme cykelverden sat i kollektiv ekstase over et comeback, som kan måle sig med det, Mark Cavendish leverede for små to måneder siden på de franske landeveje.

Efter præstationen i Vallonien var det jo ikke overraskende. Dengang så vi, at chancen for en Jakobsen-etapesejr i dette løb var ganske god. Det imponerende var, at det skete på en af de dage, hvor det ikke lå i kortene, at det var ham, der skulle krydse stregen først.

Vueltaens evige og tilsyneladende uforbederlige sjusk med deres løbsbøger havde skabt en del forvirring om, hvor svær en finale arrangørerne havde fundet frem til denne ellers ret begivenhedsfattige tirsdag, hvor et totalt fravær af vind betød, at det meste af dagen endte som en gigantisk langgaber, men da det stod klart, at der var tale om en 400 m lang bakke med en gennemsnitlig stigningsprocent på knap 5, var det ret åbenlyst, at den ikke lå til Jakobsens højreben. Ikke at han ikke skulle regnes som vinderkandidat, for de fleste sprintere kan begå sig på så kort en bakke, men der var mere oplagte specialister i denne form for finale.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Én af dem var Arnaud Demare. Nok er franskmanden også god i flade spurter, men denne finale var præcis af typen, som helst ville have dem. Derfor så det også ud til, at en nu næsten et år lang WorldTour-sejrstørke for sidste sæsons sejrskonge var på vej til at få sin afslutning, da det sidste år så suveræne FDJ-tog endelig viste sin klasse og med Ramon Sinkeldam og Jacopo Guarnieri som de velkendte lokomotivførere for første gang i år satte Demare i scene på den vis, de gjorde dag ud og dag ind i 2020.

I den situation burde Demare ikke kunne slås. Jo, måske af Jasper Philipsen og Michael Matthews - to andre specialister i stigende spurter - hvis de havde bundet kampen om franskmandens hjul. Men ikke af Jakobsen, der efter min bedste hukommelse ikke tidligere har vundet en større spurt på en bakke af denne type.

Men da Demare blev passeret, var det ikke Philipsens grønne trøje, han anede ud af sin højre øjenkrog. Ej heller kunne han skimte navnet BikeExchange på den blå trøje, der dukkede op med en faretruende fart. Nej, det var Jakobsens Deceuninck-trøje, der ikke blot passerede Demare, men også gjorde det med en sådan autoritet, at det slet ikke står til diskussion, hvem der var den hurtigste mand i dagens finale.

Nu kan de spekulationer, der ellers blev sat på pause den 5. august 2020, endelig starte igen. Kan Jakobsen true den position på toppen af sprintertronen, som Groenewegen med sine uhyre overbevisende spurter i Vallonien og Danmark igen synes at have indtaget, og som Bennett med en fremragende sæsonstart også stadig synes at være i spil til? Det svar får vi næppe i år, hvor der ikke umiddelbart er udsigt til flere konfrontationer mellem de to hollændere, og hvor ireren allerede er gået på vinterferie med et beskadiget knæ, men særligt hvis Jakobsen kan være lige så dominerende i de kommende massespurter i denne sjældent sprintervenlige Vuelta, vil han kunne sende os på sæsonpause med lige så mange spændende spørgsmål, som han gjorde, da han for to år siden to gange slog Bennett på de spanske landeveje.

Til gengæld var det endnu en bitter pille at sluge for Demare. Som bekendt er det ingen skam at blive slået af Jakobsen - forud for styrtet ville det være en sjældenhed, at det lykkedes for franskmanden - men at det skulle ske i en sådan finale efter et sublimt forarbejde af toget, gør utvivlsomt ondt på en mand, der i 2020 vandt i tide og utide, men som i år kun synes at kunne vinde i mindre løb, hvor modstanden er begrænset.

Så galt er det dog ikke. Det er Jakobsen, vi taler om - ikke en sekundasprinter fra et lokalt spansk ProTeam. Demare kørte faktisk en ganske overbevisende spurt, hvor det var meget få, der kom i nærheden af ham. Og vigtigst af alt fik hans supertog vist, at de stadig kan, når de smider den forsigtige tøven, som de efter eget udsagn havde alt for meget af i søndagens fiasko. Med flere af den slags lead-out kan Demare sagtens håbe på, at WorldTour-tørken bliver brudt.

Så var det straks værre for Matthews. Allerede i sidste års Giro fik man fornemmelsen af, at han ikke længere er den superpuncheur, han var, da han blandt andet blev den blot anden rytter i historien til at gøre rent bord i de to puncheurspurter i Canada, eller da han tog en mindeværdig sejr i Rodez i Touren. Det er bare ikke mange af den slags spurter, han har kørt i de senere år, men i dag fik han chancen. Selvfølgelig var det ikke en rigtigt Matthews-spurt - dertil var den lidt for let - men det var alligevel lidt overraskende, at han ikke var i nærheden af at gøre megen fremskridt fra den ellers hæderlige position, han havde sikret sig.

I det billede kan Jasper Philipsen være mere fortrøstningsfuld, selvom han efterfølgende lignede dagens mest skuffede mand. At det ikke blev til to etapesejre, skyldtes nemlig først og fremmest, at han blev lukket inde og tabte alt sit momentum, netop som Demare åbnede sin spurt. Den træfsikre belgier havde ellers igen sikret sig det perfekte udgangspunkt bag det stærkeste tog og dokumenteret, hvorfor han endte i top 3 i alle sine spurter i Touren, men denne gang var han bare svært uheldig, at Matthews og Jakobsen passerede ham netop, som der skulle åbnes, og dermed var hans spurt ødelagt, allerede inden den kom i gang. Men dermed kan han også se på de kommende etaper med fortrøstning, fordi han allerede én gang har slået dagens suveræne sejrherre.

Dagens positive overraskelse var selvfølgelig Magnus Cort. Ikke at det var overraskende, at danskeren er lynhurtig i denne slags stigende finaler, men der var to forhold, der talte imod et dansk topresultat. Dels har Cort selv erkendt, at der nok skal arbejdes lidt med formen i løbets første halvdel - en påstand, hvis korrekthed blev dokumenteret på enkeltstarten - og dels lå det ikke i kortene, at den positioneringssvage Cort uden støtte ville komme blot i nærheden af en ordentlig position. For en gangs skyld lykkedes det imidlertid, og som en af de tre i særklasse hurtigste fik, Cort, der ganske klart fik skovlen under Matthews, bevist, at han stadig skal regnes som en topsprinter, når han får styr på den evige positioneringshurdle.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Den udfordring plejer Alberto Dainese også have, og det gjorde det bare endnu mere overraskende, at han i dag kunne sikre sig en 4. plads. Den lille italiener har nemlig ikke megen støtte, og normalt regnes han som en af de tungeste sprintere, selv på en lille bakke som denne. Den viste sig i det overordnede billede dog slet ikke at være så grim endda, for når selv tonstunge Riccardo Minali kommer i top 10, står det ikke lige for, at Monte Zoncolan mister sin status som Europas mest frygtede stigning til den lille opkørsel på den spanske højslette.

En anden vinder var Piet Allegaert, der også drog fordel af den stigende finale. Nogen rigtig sprinter er belgieren ikke, men siden han choksejrede i Tour de l’Eurometropole, er han begyndt at dyrke den side af sporten noget mere. I år er det faktisk gået ganske glimrende med først og fremmest enorm konsistens, og selvom han ikke er verdens hurtigste, vidner det om den positioneringsevne, der ofte er det allervigtigste for en sprinter.

Det må Jon Aberasturi også sande. Han var ellers tidligere en konge i netop den disciplin, men i år har det ikke rigtigt fungeret. Når han samtidig kører på et i denne sammenhæng stort set ubrugeligt hold, kan det ikke undre, at han heller ikke i dag fik lejlighed til at vise den fart, vi har set flere gange i år.

Fart har vi til gengæld ikke rigtigt set hos Matteo Trentin, der i år på spurtfronten har været en skygge af den sprinterkonge, han var i dette løb i 2017. Selvfølgelig var det oplagt, at etapen ville blive hans chance - hvis ikke han skulle spurte i dag, er det svært at finde dage, hvor det skulle blive hans tur - men med tanke på årets resultater - havde der været betydeligt mere værdi i at satse på Sebastian Molano, der ville have elsket denne afslutning. Når man kender til cykelsportens rotationsprincipper, lå det i kortene, at det var en dag for italieneren, men havde UAE villet chancemaksimere, havde de udnyttet, at de havde en hurtigere mand og en mand, der er meget bedre som lead-out man end som afslutter.

Lidt mere skuffende var det at se Jordi Meeus. Denne form for finale burde have været perfekt for belgieren, men der var ikke meget fremdrift i hans spurt. Det er lidt bekymrende, for det har i et år uden mange muligheder været lidt svært at fornemme præcis, hvor hurtig han er, men denne gang er der dog en vis sandsynlighed for, at det nylige styrt er en del af forklaringen på trængslerne. Det er i hvert fald for tidligt at udelukke, at Meeus kan gøre det bedre senere i løbet.

Så havde klassementsrytterne mere at juble over. Ganske vist er det ret klart, at Ineos har set sidevinden som en mulighed for at slå Primoz Roglic, men hovedparten af favoritterne jublede, da de så en vejrudsigt med næsten vindstille vejr. Derfor endte en kedsommelig etape som en halv hviledag, som de meget vel kan ende med at gentage i morgen - i hvert fald indtil de potentielt mere farlige sidste 30 km.

Måske var det også en fordel for Jakobsen, at etapen blev så nem og kedelig, men det skal ikke lide ham til last. Det er nemlig ofte en supersprinters præference, og Jakobsen er jo netop en supersprinter i ordets mest oprigtige forstand. Nu er spørgsmålet, om han atter er klar til at gribe ud efter den sprintertrone, han var så tæt på at indtage, da han var på vej til at passere Groenewegen i Katowice i Polen for et år siden. Efter i dag kan spekulationerne i hvert fald starte på ny - bare med et mareridtsårs forsinkelse.

SE VUELTAEN PÅ DISCOVERY+ UDEN AFBRYDELSER OG BINDING TIL KUN 99,-