Vuelta a Espana-analyse: Storslået fransk mandsmod og koldblodigt britisk pokerspil

Når ruten til en grand tour bliver præsenteret, er det altid enkeltstarterne og bjergetaperne, der tiltrækker sig den største opmærksomhed. Det er da også helt korrekt, at det som regel er på disse etaper, at de største forskelle gøres, men det betyder ikke, at de nødvendigvis er de hårdeste. Meget ofte hører man ryttere fortælle om, at tilsyneladende tilforladelige etaper, hvor favoritterne er sluttet i samme tid, faktisk har været de allermest udmarvende, og selvom de måske ikke på dagen har gjort den store forskel, er det de dage, der bidrager til at skabe den akkumulerede træthed, som i sidste ende kan vise sig helt afgørende, når de afgørende bjerge venter sidst i løbet.

Det er meget ofte de kuperede udbrudsetaper, der beskrives som løbets hårdeste, for de bliver meget ofte kørt i et rasende tempo, der kan efterlade selv den stærkeste nærmest åndeløs. På disse dage er der nemlig et halvt felt, der ser det som en af deres allerbedste chancer for at vinde etapen, ikke mindst hvis finalen ikke er alt for hård, og det betyder, at det som regel går over stok og sten i op til to timer, inden et nærmest desperat felt, der råber på pause, til slut lader en gruppe køre væk. Ofte sker det, inden tv-billeder kommer på, og når endelig seerne får adgang til showet, lader man sig ofte snyde til at tro, at det har været en let dag, fordi et træt felt ruller til stregen, mens et udbrud slås om sejren.

Det var også et sådant scenarium, der var lagt op til på dagens etape, hvor 207 km med næsten 4000 højdemeter, en ikke alt for svær finale samt stort set ikke én eneste meter flad vej lagde op til et rigtigt indianercykelløb i to halvdele, hvor først en vanvidsstart skulle lægge grunden til et stærkt udbrud, inden feltet endelig skulle kunne tage den lidt med ro.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Sådan gik det bare ikke. I løbet af de første to timer, der blev tilbagelagt med vanvittige 48 km/t trods et meget uvejsomt terræn, har klassementsrytterne formentlig trøstet deres ømme stænger med, at der var udsigt til ro og hygge, når endelig feltet ville lade elastikken knække. Et hav af grupper måtte som ventet gøre forgæves forsøg, inden dagens udbrud endelig blev etableret, og det var derfor også givet, at det ville blive en brøkstærk gruppe, der ville blive dannet, for i en sådan vanvidsstart er det kun de stærkeste, der kan være med.

Der blev formentlig draget et kollektivt lettelsens suk, da feltet endelig resignerede og lod 19 mand køre væk. Nu stod den nemlig på ro og stille Mitchelton-kontrol resten af vejen. Det var i hvert fald, hvad de fleste troede - altså lige indtil den kedelige besked indløb over radioen: Thibaut Pinot havde udnyttet det stenhårde tempo til at snige sig med!

Det var klart, at det var en farlig situation. Ganske vist havde franskmanden tabt lidt tid i sidevinden og vist uventede svaghedstegn på La Covatilla, men kun en tåbe frygter ikke en mand, der så sent som i Giroen kun frarøvet en podieplads via en dårligt timet og meget slem lungebetændelse. Problemet var bare, at Mitchelton foretog en gambling, der kunne have kostet dem voldsomt dyrt. Australierne havde nemlig også sendt Jack Haig med, og da han var gruppens næstbedst placerede, var de koldblodige nok til at lægge ansvaret over på andres skuldre.

Derefter udspillede der sig lidt af en nervekrig, som Pinot udnyttede til at opbygge sig et forspring på næsten fem minutter og bringe sig i en position, hvor han måske kunne lave det helt store kup. Mitchelton, der i forvejen har et ry for ikke at være de mest føringsvillige i feltet, var iskolde, og til slut turde Movistar ikke længere. Quintana ligner sammen med Lopez i øjeblikket løbets største favorit, og det store hjemmehold turde ikke løbe den risiko, Pinot udgjorde, og måtte egenhændigt sørge for, at løbet hverken gled Quintana, Lopez eller Yates af hænde.

Resultatet blev en voldsomt opskruet jagt gennem en hel dag, hvor der aldrig nogensinde faldt ro på, og i det spil var der vel kun én vinder. Mange vil mene, at Mitchelton ikke var deres ansvar voksent og ikke just kørte som et hold, der er kommet til Spanien for at vinde, men de spillede spillet og vandt. Det var nemlig Movistar, der på løbets hidtil hårdeste etape måtte slide sig selv halvt ihjel, mens australierne gennem hele etapen knap løftede en finger. Selv Haig havde alibi til at sidde på hjul i front, og derfor var der ikke mange, der kom lettere igennem end det hold, der egentlig skulle have betalt en pris for at være i førertrøjen.

Det har helt sikkert skabt en vis bitterhed i Movistar-lejren, der ellers har været meget forsigtige med ikke at bruge unødige kræfter i løbets første halvdel, men som i dag i den grad sled på alle ressourcerne. På den anden side kan de glæde sig over, at holdet var stærkt nok til at løfte ansvaret og neutralisere faren, selvom de ikke fik skyggen af hjælp undervejs.

Særlig grund er der til at glæde sig over, at Richard Carapaz, der først blev kaldt til løbet i sidste øjeblik, synes at have banket den værste rust af sig og nu igen ligner den rytter, der tidligere i år blev nr. 4 i Giroen. I hvert fald kontrollerede den lille ecuadorianer suverænt den knaldhårde finale, som Movistar for to år siden netop ikke havde kunnet styre og derfor smidt en sikker Valverde-sejr væk. Carapaz lukkede effektivt alle angreb ned, inden Quintana atter viste sin store styrke ved selv at sætte en offensiv ind, og da Valverde efterfølgende spurtede sig tilbage i grønt, var der i det mindste enkelte lyspunkter på en dag, der ellers gik som de spanske helte havde håbet.

Det gjorde det bestemt heller ikke for Astana. Ganske vist afværgede de katastrofen, og Miguel Angel Lopez viste selv med et effektivt svar på Quintanas sene angreb, at han i den grad er i hopla, men det kunne være gået helt galt for kasakkerne i løbets vanvittige indledning. Her punkterede den lille colombianer nemlig, mens det gik allerstærkest, og efterfølgende måtte hele holdet tilbringe mere end en time i desperat jagt for at komme tilbage. Det lykkedes, men havde han ikke været omgivet af et af de stærkeste mandskaber, kunne han meget vel have været sendt helt ud af klassementet på en tilsyneladende ufarlig etape.

Desværre kostede det også kasakkerne chancen for at jagte sejren. Omar Fraile viste ellers storform ved trods det hårde arbejde faktisk at komme med i et udbrud, som var reserveret til feltets stærkeste, men der var ikke meget skud tilbage i de trætte baskiske stænger. Fraile var slet ikke i stand til at spille en rolle i finalen, og dermed gik han glip af en gylden mulighed, for etapens aggressive finale, hvor de bedste klatrere endte med at neutralisere hinanden, havde været skræddersyet til baskeren, hvis han blot havde været frisk endnu.

Læs også

Starttider: Enkeltstart på 3. etape af Romandiet Rundt

En endnu større taber var dog Pinot. Det er egentlig en skam, for franskmandens storslåede offensiv havde fortjent en helt anden og langt bedre skæbne. Med deltagelse i flere udbrud allerede tidligt på etapen havde han vist, at han øjnede en chance for at udnytte netop denne etape til at vinde lidt af den tid, han tabte i sidevinden, tilbage, og det så længe også ganske lovende ud. Problemet var, at han var i en næsten umulig mission i en gruppe, hvor Rafal Majka, Jack Haig, Omar Fraile og Franco Pellizotti alle fik forbud mod at samarbejde med franskmanden, da de alle havde klassementsryttere at beskytte. Særligt problematiske var Majka og Haig, der lynhurtigt viste sig som to af de allerstærkeste, og da de derfor effektivt kunne neutralisere alle Pinots mange forsøg på at koge gruppen ned til en bedre samarbejdende størrelse, var der ikke meget at stille op, da franskmanden mistede holdkammeraten Leo Vincent, som i den indledende fase havde spillet en nøglerolle i at opbygge forspringet.

Selvom Pinot egentlig viste stor styrke, var det derfor en kamp, han var dømt til at tabe, og han blev bestemt ikke hjulpet af, at ryttere som Bauke Mollema, Dylan Teuns, Nicolas Roche og Tiesj Benoot, der alle kun havde etapesejren i tankerne, slet ikke havde benene til at yde ham meget støtte. Resultatet blev, at de stærkeste effektivt neutraliserede hinanden, så det i stedet blev et ukontrollerbart indianercykelløb, hvor det var rytterne fra andet geled, der kunne snige sig væk og afgøre sejren imellem sig. På den facon smed Majka og Haig nok en gylden chance for en etapesejr væk, men da Pinots udbytte i sidste ende endte med bare at være 12 sekunder, fik de på effektiv vist elimineret en trussel mod deres kaptajner.

Det ukontrollerbare cykelløb var til gengæld en gave for Alessandro De Marchi. Det var tydeligt, at italieneren langt fra var den stærkeste i gruppen, og han indrømmede da også efterfølgende, at benene ikke havde været de bedste. Den taktisk komplicerede situation betød imidlertid, at offensiv kørsel belønnede sig, og i den sammenhæng er der ikke mange i denne verden, der kan matche italieneren. Det er ikke uden grund, at han i Vueltaen, der som bekendt er udbrydernes paradis, allerede har taget to solosejre, så da de store navne stirrede stift på hinanden, var han ikke sen til at køre væk.

Endnu bedre blev det af, at han fik den ideelle makker. Nok har Jhonatan Restrepo i sin karrieres begyndelse med blandt andet en top 10 i Tour Down Under, vist sig som et yderst lovende talent, men i de seneste knap to år har han af uransagelige årsager ikke kunnet træde en bule i en blød hat. Faktisk har han været så skidt kørende, at man reelt har kunnet spørge, om han havde sin berettigelse på WorldTouren, men i dag rejste han sig endelig igen.

Mod De Marchi var han imidlertid oppe mod overmagten, for Restrepo er fortsat ikke ved fordums styrke. Derfor lå det også i kortene, at den brølstærke italiener ville sætte sin følgesvend på den stejle bakke i finalen, og det gjorde han uden det store omsvøb. Dermed kunne han tage sin tredje etapesejr og BMCs anden i årets udgave af løbet, der dermed ikke er endt som den katastrofe, man kunne frygte efter Richie Portes tidlige kollaps. Og måske venter der endnu flere næste år, for De Marchi har forlænget kontrakten med holdet, der næste år hedder CCC, fordi manglen på en fremtidig klassementsrytter betyder, at han i 2019 vil kunne køre grand tours med det ene formål at gøre, hvad han gør allerbedst: angribe, angribe og angribe.

Udbruddet blev til gengæld en forspildt mulighed for Tiesj Benoot, der var kommet til Spanien med så store ambitioner, men som led i den sydspanske varme, og siden er blevet sat voldsomt tilbage af et grimt styrt på 7. etape. Set i det lys var det dog ganske opmuntrende, at han faktisk kunne køre med om sejren på en vild etape som denne, og derfor er der måske alligevel håb for, at den stærke belgier kan få noget med hjem, selvom de bedste etaper for hans ryttertype desværre alle var koncentreret i den første halvdel. Og så er det værd at bemærke sig, at gamle Franco Pellizotti for anden gang i løbet kørte med om en etapesejr og dermed er ved at sige et flot farvel til feltet, inden den snart 41-årige veteran ventes at køre cyklen i garagen om en måneds tid.

Udover at Quintana, Lopez, Uran og Izagirre alle kørte med ganske stor autoritet i finalen og dermed bekræftede det positive indtryk fra tidligere, var der ikke meget at aflæse i favoritternes interne kamp. Steven Kruijswijk og George Bennett sov lidt i bunden af stigningen, da EF lagde pres på, men de afværgede hurtigt katastrofen. Det samme gjorde Louis Meintjes, der ser ud til som altid at blive bedre og bedre, Enric Mas, der desværre ikke synes at være helt så stærk som tidligere, men derudover fik vi kun bekræftet, hvad vi allerede vidste, nemlig at David de la Cruz og især Fabio Aru er et stykke fra de bedste. Særligt for sidstnævnte er det alarmerende, for de synes ikke længere at være udsigt til det comeback i den tredje uge, man ellers kunne have håbet på, og det ligner desværre endnu en stor nedtur for den tidligere vinder af løbet, der af uransagelige årsager er en skygge af sig selv.

Mest ærgerligt var det, at Emanuel Buchmann mistede tid. Den store tysker virkede ellers så brølstærk i løbets indledning, men desværre har han været en helt anden rytter efter styrtet på 7. etape. Noget tyder på, at det uheld har sat ham mere tilbage end oprindeligt troet, og han ligner ikke længere den mulige top 5-kandidat, han gjorde i løbets første dage. Set i det lys må det være slemt frustrerende for Bora, at de ikke holdt en tilsyneladende velkørende Majka inde i klassementet, og at de i dag måske forspildte en mulighed for igen at bringe polakken i spil til en samlet top 10.

Hvorvidt Buchmann vitterligt er på vej mod et kollaps, må vi vente yderligere 48 timer med at finde ud af, for det næste store slag venter først på fredag på La Camperona, Inden da gør de imidlertid klogt i ikke at undervurdere torsdagens 12. etape, der er langt, langt sværere, end profilen antyder. Alle ser frem til de store forskelle, der kan gøres på de tre bjergetaper i weekenden, men måske bliver grundlaget for udfaldet skabt i disse dage. En grand tour bliver nemlig ikke nødvendigvis vundet af den stærkeste, men derimod af den mest holdbare. Derfor var dagens etape måske vigtigere, end resultatet afslører.