Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Vuelta a Espana-analyse: Vivianis vilde vanvindssæson

04. september 2018 19:03Foto: Sirotti

I disse dage køres Vuelta a Espana, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 10. etape.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Sprintere er et helt andet folkefærd end de fleste andre ryttere. Hvor langt de fleste sætter kvaliteten af sejre over kvantiteten af sejre, holder de hurtige folk altid særligt nøje øje med den tæller, der viser, hvor ofte de har vundet. Naturligvis står grand tour-etapesejre og de få sprinterklassikere højt på enhver sprinters ønskeliste, men meget ofte betyder det næsten lige så meget at vinde med en vis regelmæssighed. Det er nemlig altid sprinterne, der topper alle sejrslister, og en god sprinter med hyppige sejre kan derfor fastholde et positivt momentum på et hold, og det tager så meget af presset væk, at også andre ryttere ofte blomstrer. Derfor er den bedste forsikring - selvom der naturligvis aldrig findes garantier i topsport - for en succesfuld sæson at sikre sig en hurtig afslutter, der både kan vinde tidligt og ofte.

 

Elia Viviani er et godt eksempel på dette. Den hurtige italiener har aldrig lagt skjul på, at han drømmer om at vinde i Giroen og i klassikerne, hvor særligt Milano-Sanremo står højt på hans ønskeliste, men han har også i mange år sat sig helt offentlige mål for antallet af sejre. I starten skulle han altid vinde mere end i den foregående sæson, og siden var målet at nå et tocifret antal sejre, hvad han endelig nåede sidste år, hvor han for første gang vandt 10 gange.

 

I år kunne han tillade sig at stile højere. Efter at Sky meget generøst lod ham slippe ud af sin kontrakt, så han kunne gribe sit livs mulighed, da Quick-Step viftede en lukrativ kontrakt foran hans øjne, kom han endelig til et hold, hvor han kunne forvente et helt hold til at støtte sig. Og ikke blot fik han stillet flere hjælpere til rådighed, han fik samtidig et helt dedikeret tog udelukkende bygget op om ham og et løbsprogram, der var designet til, at han skulle vinde konstant gennem hele sæsonen.

 

Læs også
Jury truede Pogacar med diskvalificering

 

Allerede i mine optakter forud for sæsonen fremhævede jeg da også Elia Viviani som en af årets 10 bedste transfers, for det lå næsten på den flade at forudse, at matchet mellem et af verdens bedste tog og en italiener, der igennem efteråret 2017 havde været bedre end nogensinde, kun kunne blive en succes. Fra start var det således næsten givet, at han ville blive en af sæsonens mest vindende. Spørgsmålet var bare, hvor langt op på listen han kunne nå.

 

Efter de første otte måneder af 2018 kan vi lukke den diskussion. Med dagens suveræne spurtsejr i det nordvestlige hjørne af Spanien nåede den officielle tæller helt op på 17 triumfer i år, og dermed har han et forspring på hele fire ned til Alejandro Valverde og Dylan Groenewegen, som deler andenpladsen. Selvom de to sidstnævnte helt sikkert ikke er færdige med at vinde endnu, synes det stærkt usandsynligt, at de vil kunne nå deres italienske rival. Viviani kan nemlig se frem til to eller tre massespurter senere i denne Vuelta, og med den suverænitet, han hidtil har udvist, kan han meget vel ende løbet med hele 20 gevinster. Det er der næppe andre, der kommer i nærheden af.

 

Spørgsmålet må nu være, hvad det kan blive til for Viviani. Vi skal tilbage til 2015 for at finde den seneste rytter, der sejrede 20 gange, da Alexander Kristoff i sin drømmesæson nåede den grænse. Derudover har også Peter Sagan med 22 i 2013, André Greipel med 21 i 2010, Mark Cavendish med 23 i 2009, Tom Boonen med 20 i 2006, Erik Zabel med 20 i 2001 og ikke mindst Alessandro Petacchi med 25, 21 og 23 sejre i hhv. 2005, 2004 og 2003 været på den rigtige side af det magiske tal i dette årtusinde, og det må nu være et oplagt mål for Viviani at nå så langt op ad listen som muligt.

 

Petacchis vilde 25 sejre i 2005 er nok uden for rækkevidde, men der kan sagtens vente flere gevinster på Viviani også efter Vueltaen, for den utrættelige italiener er så sulten, at han formentlig vil gøre alt for at komme så langt op på listen som overhovedet muligt. Også efter det spanske løb er der nemlig flere gode chancer, også selvom VM i år ikke er en option.

 

Problemet er i den sammenhæng Fernando Gaviria. Hidtil har de to sprinterstjerner trivedes side om side i skøn harmoni, men man kunne sagtens forestille sig, at der vil komme visse konflikter senere på året. Den italienske kalender byder på enkelte sprinterløb, der er oplagte mål for Viviani, men først og fremmest er det i Nordeuropa, de hurtige folk kan boltre sig, ikke mindst i tiden frem mod Paris-Tours. Her vil en sulten Gaviria, der som bekendt ikke har kørt meget de seneste måneder, formentlig også have ambitioner, ikke mindst i den franske klassiker, som han tidligere har vundet. Den allerstørste chance for at øge sejrskontoen betydeligt kommer imidlertid i det sprintervenlige Tour of Guangxi, og da Viviani altid har haft smag for eksotiske sprinterløb, vil han sikkert lægge billet ind på det løb også. Det vil Gaviria imidlertid også, for han gjorde næsten rent bord sidste år. For første gang i denne sæson kan der derfor være en lille konflikt mellem de to sprinterstjerner, og det er nu op til Patrick Lefevere at vise, at han fortsat mestrer kunsten at få store navne til at trives i hinandens selskab.

 

I første omgang handler det imidlertid for Viviani om at få fuldt udnytte af Vueltaen, og her ser det ganske lovende ud. Quick-Step oplevede ellers et halvpinligt nederlag i torsdags, hvor storfavoritten Viviani totalt missede sin chance, da det ellers normalt så fejlfri belgiske supermandskab for en sjælden gangs skyld totalt fejllæste spurten. Viviani viste sig ganske vist som den suverænt hurtigste, men kunne i kraft af den dårlige position kun nå frem til en tredjeplads, et resultat, der må have været smertefuldt for en mand, der har blikket stift rettet mod antallet af sejre.

 

Derfor var det også en ekstra tændt Viviani, der stillede til start i dag. Ikke blot havde han nemlig måttet se sig slået i torsdags, han måtte i lørdags også indse, at han havde overvurderet sig selv, da han sendte sit hold frem for at føre på en etape, der i sidste ende var for hård. Derfor stod løbets forventede altdominerende sprinter efter 9 dage med bare én gevinst, hvad der helt sikkert ikke behagede den ærgerrige italiener.

 

I dag fik han og holdet imidlertid deres revanche og det endda med maner. Dagens etape er nemlig den allerbedste forklaring på, hvorfor Viviani i år har vundet i nord, syd, øst og vest. Hans sammentømrede tog har hørt til de allerbedste og i stort set hvert eneste løb afleveret deres stjerne ideelt, og kombineret med Vivianis egen evne til at læse spurterne og træffe de rigtige beslutninger har det været et march, der har været næsten umuligt at besejre.

 

I dag var opvisningen total i en sådan grad, at det blev tydeligt for enhver, hvor stor en forskel det gør at have et helt hold til at bakke sig op. Mens de øvrige sprintere i løbet, der er kendt for sit bjergrige terræn, har fået stillet et par mand til rådighed, har Viviani som den eneste et hold, der næsten 100% er bygget op omkring ham. Lægger man dertil, at hans tog med Michael Mørkøv og Fabio Sabatini er et af verdens bedste, og at Viviani samtidig igen i dag viste, at han har en topfart, som ingen i dette felt kan matche, er Vivianis sejre i massespurterne i dette løb nærmest en trivialitet, i hvert fald så længe de ikke begår fejl, som de gjorde det i sidste uge.

 

Læs også
Optakt: 5. etape af Giro d’Italia

 

Dagens præstation var en af årets smukkeste. Først kontrollerede Kasper Asgreen sammen med de ørvige sprinterhold det meste af etapen, inden han til slut lancerede toget med godt 2 km igen. Derefter holdt først Pieter Serry og siden Dries Devenyns farten høj, indtil Peter Sagan forsøgte at kaste grus i maskineriet ved at sende Lukas Pöstlberger i offensiven. Det var op til Laurens De Plus at holde den østrigske mester i snor, og det gjorde han glimrende, inden Mørkøv og Sabatini til slut gjorde arbejdet færdigt ved at aflevere Viviani så perfekt, at han kunne starte sin spurt præcis, hvor han ville.

 

Derfor var det for de andre sprintere reelt også bare en kamp om andenpladsen, og den ville sandsynligvis gå til den mand, der vandt kampen om Vivianis hjul. Til den position var der to oplagte favoritter, nemlig Sagan og Giacomo Nizzolo, der begge har vist sig eminente i positionskampen. Det var da også dem, der endte som de store tabere i torsdags, hvor de som ventet havde truffet den forkerte beslutning at spille på Quick-Step-hesten, der fejlede, og i dag var det også præcis de to, der var linet op bag den italienske mester.

 

Herfra kunne de imidlertid ikke stille meget op, og de kunne kun igen med gode spurter bekræfte, at de efter Viviani er løbets næsthurtigste, og at de har en positioneringsevne, der må gøre de fleste misundelige. Desværre er strategien med at gribe Vivianis hjul næppe det, der fører dem til sejr, for det var som bekendt ikke dem, der kunne gribe muligheden, da Quick-Step fejlede i torsdags. Med udsigt til nu bare tre sprinteretaper kunne det derfor se ud til, at det ikke bliver i denne Vuelta, at Nizzolo, der ellers endelig ser ud til stabilt at være tilbage, får taget den forløsende første grand tour-etapesejr, eller at Peter Sagan får brudt hans mageløse serie af grand tour-andenpladser - en liste, der foreløbig tæller tre i løbet af de seneste fire etaper.

 

Sagan havde ellers gjort sit bedste for at give sig selv en chance for at vinde etapen. Den lille stigning i finalen var en oplagt chance for at sætte rivalerne under pres, og Bora gjorde da også præcis, hvad de skulle, da de sendte Marcus Burghardt og Davide Formolo og siden også Rafal Majka til fronten. Desværre betød modvinden, at de stort set ingen skade gjorde, og da selv stor Max Walscheid kort efter toppen fik kontakt igen, blev det klart, at det havde været skønne spildte kræfter.

 

Derfor blev de sidste 25 km da også temmelig kedsommelige, for nu var der ikke længere hverken terræn eller tekniske udfordringer til at true Quick-Step-dominansen. Ganske vist forsøgte Sagan et sidste trick ved at angribe Pöstlberger, så han derigennem måske kunne tvinge Viviani til at skulle åbne for tidligt, men reelt set blev etapen afgjort, da feltet rundede toppen af stigningen, uden at Bora havde gjort den helt store skade.

 

Derfor var alle da også relativt friske, da de nåede frem til mål, og i en ukompliceret finale uden sving gav det derfor mulighed for at få en reel udmåling af topfarten. Her viste de tre første sig som de klart stærkeste, men bag dem var der flere opløftende momenter. Ikke mindst var det flot at se unge Nelson Soto, der ellers styrtede slemt for et par dage siden og i kraft af sine begrænsede klatreevner lignede en mand, der ville kunne få det svært i den sidste del af løbet.

 

Hidtil har han da heller ikke haft én eneste chance for at spurte, men i dag slog han til, da lejligheden bød sig. En fjerdeplads i grand tour-debuten er et fremragende resultat og viser igen, at Soto har nogle positioneringsevner, der kan bringe ham langt. Han har i de spanske løb i sin første sæson i Europa ofte haft svært ved at hænge på hele vejen, men når han har siddet med hjem, har han leveret bemærkelsesværdigt stabile resultater med sejren i Vuelta a Madrid som højdepunktet. Det bliver næppe til mange flere muligheder for Soto, der også kan få svært ved at gennemføre, men i dag fik han atter vist, at han er værd at holde øje med i fremtiden.

 

Etapen var også en stor opmuntring for Marc Sarreau. Franskmanden havde en svær start på sin professionelle karriere, men sidste efterår fik han sit helt store gennembrud, da han regulært besejrede en ellers meget formstærk Viviani i Poitou-Charentes og siden gav Bouhanni kamp til stregen i Fourmies. I år har han også vundet flere løb i Frankrig, men det har hidtil knebet på WorldTour-niveau. Senest skuffede han lidt i Tour de Pologne, og da Molards førertrøje i dette løb degraderede ham til en hjælperrolle, så det ikke ud til, at det var her, han skulle vise sig konkurrencedygtig på højere niveau. I dag kørte han imidlertid en meget flot spurt, og havde det ikke som så ofte før været får en dårlig position, kunne det måske endda være blevet til endnu mere.

 

Spurten havde imidlertid også sine tabere. Det gælder først og fremmest Nacer Bouhanni, der ellers har fløjet rundt på en lyserød sky siden den store comebacksejr i torsdags. I dag kunne han imidlertid ikke lukrere på en Quick-Step-fejl, og han var aldrig i nærheden af noget som helst. Dermed blev det også en understregning af, at Bouhanni nok stadig er en god sprinter, men at han ikke er den vindermaskine, han var, da han dominerede spurterne i både Giroen og Vueltaen i 2014.

 

Læs også
Giro d'Italia-analyse: Var det tronskiftet, der blev konfirmeret?

 

Når man nævner vindermaskine og Vuelta i samme sætning, er det klart, at tankerne automatisk ledes hen mod Matteo Trentin, der som bekendt var helt dominerende sidste år. Årets udgave af det spanske løb har imidlertid været en stor fiasko for europamesteren, der slet ikke er i samme form som tidligere. Dagens lige boulevardspurt efter en let etape var måske ikke hans kop te, men man kunne nok have forventet et bedre resultat end en 10. plads. Desværre ser sidste års dominerende skikkelse ud til at ende som en parentes i årets løb.

 

Endelig fortjener også Walcheid et par ord med på vejen. Jeg har tidligere undret mig over, hvorfor i alverden Sunweb har sendt den lynhurtige, men også meget tunge sprinter til en bjergrig Vuelta, hvor han ikke vil få meget at skulle have sagt. I dag fik han endelig sin store chance i en helt flad boulevardspurt, der ikke kunne have passet ham bedre, men heller ikke her slog han til, formentlig fordi han var mærket af at have været sat på stigningen. Naturligvis er Walscheid kun i Spanien som erstatning for den sygdomsramte Phil Bauhaus, men mon ikke det havde været bedre for både ham selv og holdet, hvis man i stedet havde sørget for lidt mere støtte til Wilco Kelderman, der virker i stand til at kunne køre med om podiet, men som ikke har det bedste hold til at bakke sig op?

 

Kelderman var en af de mange ryttere, der fik sig en forskrækkelse på en etape, der ellers ikke bød på den store dramatik for klassementsrytterne. Et usædvanligt stort antal punkteringer ramte nemlig et hav af favoritter, herunder Kelderman to gange. Heldigvis kom den sidste inden for de sidste tre kilometer, hvormed han undgik tidstab, og derfor fik etapen som ventet ingen konsekvenser i klassementet.

 

Det kunne den ellers have gjort, for Alejandro Valverde havde sit livs chance for at komme i rødt, hvis han havde samlet det sidste bonussekund op i den indlagte spurt. Det forsøgte han imidlertid slet ikke, og det viser igen, at veteranen er 100% loyal, og at Movistar satser 100% på Quintana. For den lille colombianer passer det nemlig fint, at det er Yates’ og ikke hans tropper, der skal holde styr på en sæk lopper på morgendagens udbrudsetape, og det kan Valverdes drøm om at få en måske sidste dag i rødt i en lang karriere ikke stå i vejen for.

 

Og derfor er det altså Mitchelton-Scott, der har ansvaret for at forsøge at kontrollere morgendagens etape, der med sit uvejsomme terræn er den allermest oplagte dag for et udbrud overhovedet. Det vil de næppe gøre meget for, og derfor er der gode muligheder for at en snu rytter måske kan gå sig et par dage i rødt, hvis han er villig til at gå i offensiven i det, der meget vel kan blive en hæsblæsende start. For klassementsrytterne fortsætter nedtællingen mod fredagens næste store slag på La Camperona - og hos Viviani er blikket stift rettet mod torsdag, hvor han har næste chance for at føje endnu et kapitel til sin vilde vanvidssæson.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Vuelta a España
Nyheder Profil Resultater
KOMMENTARER

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Circuit de Wallonie(1.1) 09/05

Itzulia Women(2.WWT) 10/05-12/05

Tour du Finistère(1.1) 11/05

Boucles de l'Aulne - Châ...(1.1) 12/05

Tour of Hellas(2.1) 15/05-19/05

Orlen Nations GP(2.NCUP) 15/05-19/05

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 16/05-19/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?