Optakt: 15. etape af Giro d’Italia

null

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Meget ofte har løbets næstsidste søndag budt på en stor bjergetape, men ofte har den mest ageret opvarmning til voldsommere udfordringer i den tredje uge. Det gælder bestemt ikke i år, hvor den anden uge atter rundes af med en bjergetape. Denne gang kan man nemlig med nogen ret argumentere for, at det er løbets kongeetape, som afvikles en uge inden afslutningen. I hvert fald er det både den eneste meget lange bjergetape - med sine 222 km er det løbets klart længste - og etapen med flest højdemeter, når der skal klatres 5700 i Dolomitterne, hvor man også skal op i små 2300 m højde. Det hele slutter med en lang dobbeltstigning stigning op mod skisportsbyen Livigno, og selvom den bestemt ikke er den vanskeligste, må man formode, at etapens samlede vanskelighed og en stejl afslutning vil sikre et brag af et bjergslag, der giver klatrerne en af deres allerbedste chancer for at vinde afgørende tid.

 

Med en distance på 222,0 km er der som sagt tale om løbets klart længste etape, der fører feltet fra Manerba del Garda til toppen af Mottolino-stigningen i udkanten af Livigno. Som navnet antyder ligger startbyen ud til Gardasøen, der ligger på grænsen mellem Po-sletten og Dolomitterne, og derfor melder bjergene sig næsten med det samme. Man lægger således ud med at køre mod nordvest ad let stigende veje, inden det hurtigt går videre mod nordvest op ad kategori 3-stigningen Lodrino (7,3 km, 4,5%), der stiger med 5-7% over de første 4 km, men derefter bare med 2-4% over de sidste 3,3 km frem mod toppen, som rundes efter 37,7 km.

 

 

En meget teknisk nedkørsel leder nu mod vest ned til dalen, hvor man kører mod nord ad let stigende dalveje frem til Richiedei. Her tager man hul på dagens næste udfordring, når man kører mod nordvest og vest op ad kategori 2-stigningen Colle di San Zeno (13,9 km, 6,6%, max. 14%), der er en uhyre ujævn stigning med 3 km med tocifrede procenter, men også 5 km med procenter på under 6 og herudover hovedsageligt procenter på 6-7. Toppen rundes efter 64,7 km, hvorefter endnu en meget teknisk nedkørsel mod nordvest og sydvest ned til dalen, der efter 83,3 km nås i Pisogno, der ligger ud til den store sø Lago d’Iseo.

 

Nu er det slut med den hårde start. I stedet tager man hul på den lette midterfase, når man over mere end 50 km kører ad lange, lige og let stigende dalveje mod først nordøst og siden nord på langs floden Fiume Oglio, idet man undervejs efter 130,3 km kører dagens første spurt, inden man efter 138,0 km når frem til byen Edolo.

 

Her tager etapen fat igen, når man kører mod nordvest op ad den frygtede kategori 1-stigning Passo del Mortirolo (12,6 km, 7,6%, max. 16%) - dog ikke fra det sværeste side. Herfra stiger den jævnt med 7,9% over de første 9,0 km, inden der venter en let kilometer med 2,5% frem mod de sidste 2,6 km, der stiger jævnt md 9,6%.

 

Toppen rundes efter 155,4 km, hvorefter en uhyre teknisk nedkørsel leder mod nord tilbage til dalen, der nås efter 169,2 km, hvor det går mod nordøst og nord ad en let stigende dalvej, der går langs floden Adda. Den forlader man til slut for at køre mod nord op ad en bakke (3,1 km, 7,5%), på hvis top dagens anden spurt køres efter 193,2 km, hvorefter det går mod vest af en let faldende vej ned til dagens Intergiro-spurt, der kommer efter 197,6 km.

 

Nu indledes finalen, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Passo di Foscagno (14,6 km, 6,5%, max. 12%), der indledes med 1600 m med 7,7%, men derefter stiger helt jævnt med 6,3% frem mod toppen, som rundes efter 213,3 km. Derefter indledes de sidste 8,7 km med en kort og meget let nedkørsel, der fører mod nordvest, inden man slutteligt kører mod nordvest og syd op ad den afsluttende kategori 1-stigning Livigno (Mottolino) (4,7 km, 7,7%, max. 19%). Den stiger helt jævnt med 6,4% over de første 2900 m, inden de sidste 1850 m er de sværeste med 9,8%, herunder med 500 m med 12,7% lige omkring den røde flamme. Man drejer skarpt med 2000 m igen, hvorefter vejen kun bugter sig let med et hårnålesving med 800 m igen, inden vejen bugter sig ind på den 50 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 5716 højdemeter.

 

Mottolino-stigningen har aldrig tidligere været brugt som mål for et stort cykelløb, men der har to gange tidligere været mål i Livigno, begge gange i dette løb. Det var senest i 2005, hvor Ivan Ramiro Parra tog en solosejr med 1.50 ned til en duo bestående af Tadej Valjavec og Jose Rujano, og derudover var det i 1972, hvor Eddy Merckx forsvarede trøjen ved at tage sin tredje etapesejr.

 

 

 

 

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Det ser ud til, at det gode vejr får en brat ende i næste uge, men rytterne får én sidste dag med godt vejr i denne omgang. Søndagen bliver solrig med kun få skyer, og en temperatur på 20 grader ved starten, op til 23 grader i dalen og 11 grader i målbyen i højderne. Der vil være en let vind, der i løbet af dagen vil tiltage fra en styrke på 7 km/t til 15 km/t i finalen, og den vil kortvarigt komme fra sydsydøst, men langt det meste af dagen fra sydsydvest. Det giver uafbrudt med- og sidemedvind frem til Fosagno-stigningen, hvor der vil være modvind på første halvdel og sidemedvind på anden halvdel. Efter toppen vil der være uafbrudt sidemedvind, indtil man får mod- og sidemodvind over de sidste 2 km.

 

Analyse af 14. etape

Her kan du læse min analyse af, hvordan den vilde duel mellem Filippo Ganna og Tadej Pogacar på 14. etape understregede behovet for at få indført en fænomenlov.

 

Favoritterne

Denne Giro er som bekendt meget atypisk. Modsat Touren og Vueltaen, der i stigende grad er gået over til korte, intense bjergetaper, har italienerne været meget mere old-school. Her har man fastholdt traditionen med de store bjergetaper med de lange distancer, de mange højdemeter og gerne også de høje højder. Samtidig har man - og her er de ikke helt så alene - insisteret på, at den tredje uge skal være benhård.

 

Sådan er det bare ikke i år. Ønsket om at få Tadej Pogacar til start har betydet, at man har skruet betydeligt ned på alle parametre. Etaperne er kortere, der er færre højdemeter, målbjergene er lettere, og den tredje uge er slet ikke så brutal som vanligt.

 

Alligevel tyder det på, at løbsdirektør Mauro Vegni ikke helt kunne holde sig i skindet. Det er kun en rigtig Giro, hvis der har væren en rigtig ”tappone”, altså en stor bjergetape med mange højdemeter og lange distancer. Derfor vender vi i morgen for en enkelt dag tilbage til traditionen, når det gælder løbets kongeetape. Den er naturligvis løbets længde med en distance på mere end 220 km, og med næsten 6000 højdemeter er det en ordentlig mundfuld.

 

Alligevel siger det meget, at jeg har været i tvivl om, hvorvidt man skal kalde den kongeetapen. Jeg kan i hvert fald sagtens finde argumenter for, at det er 20. etape, der skal have det prædikat. Den er ganske vist både kortere og med markant færre højdemeter, og den har end ikke mål på toppen. Til gengæld byder den på brutale Monte Grappa, der potentielt kan skabe betydeligt større forskelle end morgendagens etape - i hvert fald hvis den gør lige så ondt, som den gjorde i 2010.

 

Morgendagens kongeetape er nemlig på én gang old-school og samtidig ny. Ja, den er voldsom, men den lever helt op til prædikatet om en mere human Giro. Dobbeltstigningen til sidst er i hvert fald ikke Giro-historiens stejleste, og man kan godt frygte, at de ikke skaber de helt store forskelle. Hvis ikke den samlede etape havde været så svær, havde forskellene i hvert fald næppe været større end på 2., 8. og 10. etape, der ikke gjorde nogen væsentlig forskel overhovedet (fraregnet Pogacar på 2. etape), og det er således helhedsbilledet og den akkumulerede træthed, der skal sikre, at vi får et stort slag.

 

 

Heldigvis hjælpes vi af vinden. Det bliver en ren medvindsdag, men desværre skal rytterne selvfølgelig dreje ind i modvind, netop som de rammer de stejle to sidste kilometer. Til den tid bør medvinden dog have hjulpet med at gøre etapen så hård, at vi får noget adskillelse, når procenterne virkelig tager fat, selvom det kun er over de sidste 1850 m.

 

Heldigvis skal de også over Mortirolo forinden, men det er meget typisk for denne Giro, at det selvfølgelig sker via den lette og ikke den frygtede, stejle side. Det ændrer ikke på, at det er dagens sværeste stigning, men fra denne side er Mortirolo altså ikke noget særligt og i hvert fald ikke et bjerg, der er så skræmmende, som navnet antyder.

 

Nej, det er en etape, der skal gøres hård, og hvem er det så, der skal gøre det? Det kan meget vel blive UAE. Egentlig tilsiger logikken jo, at Pogacar gerne vil let igennem dagen med Touren i tankerne, men efter dagens enkeltstart var han meget ærlig. Dette er kongeetapen, og den vil han gerne vinde. Derfor ved vi, at araberne vil gå efter en slovensk sejr - hvis de kan.

 

Det er nemlig problemet. Nok har de set stærke ud på de sidste to bjergetaper efter den dårlige start, men det er altså en voldsom etape at skulle kontrollere på egen hånd. Det er bestemt ikke sikkert, at de kan det. Så kan man selvfølgelig sige, at Pogacar kunne gøre arbejdet selv ved at lave et stort soloridt på Mortirolo eller fra bunden af Foscagno, men det tror jeg trods alt ikke, han vil. Hvis sejren kun er inden for rækkevidde, hvis han skal grave meget dybt, tror jeg, at hensynet til Touren trumfer ønsket om at vinde denne kongeetape. Der kommer trods alt andre bjergetaper senere, ikke mindst 20. etape. Hvis han skal vinde, vil jeg forvente, at det skal ske via holdet, og at han igen kører afventende og satser på enten en spurt eller et relativt sent angreb på sidste stigning eller måske nær toppen af Foscagno.

 

Kan UAE få hjælp? Ikke af hold, der vil vinde etapen. Alle ved, at de ikke kan slå Pogacar, og derfor skal der andre motiver i spil. Det kan der imidlertid også komme, nemlig kampen om 2. pladsen. Det er som sagt en etape, der skal gøres hård, og derfor kan der være andre hold, der har lyst til at lægge pres på.

 

Hvem skal det være? Ineos har jo allerede 2. pladsen, så det er næppe dem. Til gengæld er det sandsynligt med både Bahrain, Ag2r og Bora. Bahrain og Bora har allerede taget initiativ på andre etaper, og Ben O’Connor må have fået enorm selvtillid i dag. Alle tre hold - ikke mindst Ag2r - har også lidt at skyde med, og de kunne sagtens lægge et pres på Mortirolo og Foscagno. Tiberi har ganske vist indikeret, at han vil køre mere defensivt, men det betyder jo ikke, at hans hold ikke kan slide på rivalerne.

 

Det kan de også blive tvunget til. Hvis han misser udbruddet, vil jeg næsten blive overrasket, hvis ikke Romain Bardet angriber på Mortirolo. Her kunne Ineos også tage en chance med Thymen Arensman, og det vil bestemt heller ikke være usandsynligt, hvis Jan Hirt, Michael Storer eller Lorenzo Fortunato angreb tidligt. Særligt Storer og Bardet vil også forsøge at ramme det tidlige udbrud, og dermed kan vi sagtens havne i en situation, hvor der er hold, der er tvunget til at give UAE en hånd undervejs, ganske enkelt for at holde podierivaler i skak.

Der bliver i hvert fald en vild kamp om at ramme udbruddet. Den første del er let, men jeg vil blive overrasket, hvis ikke der er hold, der sørger for, at udbruddet først kører på de to første stigninger. Her er starten så hård, at der er en god chance for, at Hirt, Bardet og/eller Storer kommer afsted, og dermed er der en god chance for, at UAE får hjælp undervejs. Det er bestemt heller ikke umuligt, at udbruddet først kører efter stigningerne - men dog usandsynligt - og det vil passe UAE endnu bedre. Man må næsten tro, at der så vil slippe et udbrud afsted på det lange dalstykke, men her bliver det langt lettere for araberne at sikre, at gruppen ikke bliver alt for stærk.

 

Når udbruddet er kørt, er der ét spørgsmål: er UAE stærke nok til at skabe samling med den hjælp, de måtte få undervejs? Det kan gå begge veje. Selvom han så godt ud i forgårs og kørte godt i dag, ved vi ikke helt, hvordan Felix Grossschartner har det efter sit styrt. Mikkel Bjerg og Domen Novak er også kendt for at være svingende, og Rafal Majka så ikke så godt ud på 10. som på 8. etape, hvor han til gengæld virkede flyvende. Med medvind som modstander er det bestemt ikke sikkert, at UAE er stærke nok.

 

Hvis de har det niveau, de har haft de seneste to bjergetaper, tror jeg dog på dem. Det skyldes også, at de formentlig får hjælp. Jeg vil tro, at Bora, Ag2r og/eller Bahrian før eller siden kommer frem, enten for at gøre det hårdt i finalen eller for at holde snor i Bardet-Storer-Hirt-Arensman, der har angrebet enten tidligt, på Mortirolo eller tidligt på Foscagno. Der er mange usikkerheder om UAEs styrke, men kommer de tæt på det, vi så i Appenninerne, tror jeg på dem. Mit bedste bud er derfor, at UAE får det favoritopgør, Pogacar har ønsket sig.

 

 

Til gengæld regner jeg ikke med vilde angreb fra distancen. Jo, fra Bardet, Storer og Hirt samt måske Arensman, der har mindre at miste, men jeg vil forvente, at top 5 holder sig i skindet. Ganske vist har Tiberi og O’Connor tabt en del tid, men det er for tidligt at satse stort, særligt fordi Tiberi allerede har sagt, at han i hvert fald frygter denne voldsomme etape. Mit gæt vil derfor være, at kampen mellem de bedste skal vente til Foscagno og måske endda helt til sidste stigning. Herefter vil spørgsmålet være, om medvind og etapens samlede vanskelighed i det, der formentlig bliver en ret hård jagt på udbruddet, ikke har gjort etapen så hård, at vi trods de lette stigninger vil se nogle fornuftige forskelle til sidst - og som sagt regner jeg med en konservativ Pogacar, der satser på en spurt, et sent angreb på sidste stigning eller allertidligst et angreb på den allersidste del af Foscagno.

 

Jeg tror altså mest på et favoritopgør. Det har - hvis vi ser bort fra uheld - reelt kun én mulig vinder, og derfor bryder jeg mit princip. Nedenfor rangerer jeg ikke efter vinderpotentiale, men efter forventet styrkeforhold i et favoritopgør. Skal Pogacar slås, skal det være via udbrud eller uheld, og jeg runder derfor af med en sektion, hvor jeg giver mine bedste bud på vindere fra et udbrud.

 

Dermed har jeg også indikeret, at jeg peger på Tadej Pogacar. Dagens enkeltstart tyder i hvert fald ikke på, at han er ved at være træt - og hvorfor skulle han være det, når han har kørt med håndbremsen trukket siden den første enkeltstart, indtil han åbnede op igen i dag? - og vi ved jo også, at han restituerer bedre end stort set alle andre end Jonas Vingegaard. Selv en småtræt Pogacar ville i øvrigt kunne vinde i dette felt, og derfor er spørgsmålet mere, om hans hold kan hente udbruddet, og hvordan han vinder.

 

Førstnævnte tror jeg som sagt på, men også sidstnævnte er åbent. Jeg er lidt spændt på, hvor defensivt han griber det an. Mit gæt er, at han enten satser på en spurt, som han gjorde sidste lørdag, eller at han venter med et angreb til sidste stigning, Fokus på Touren må som sagt stadig have forrang, men uanset hvordan han gør, skal det ske noget meget mærkeligt, hvis han ikke gør det færdigt - hvis altså udbruddet hentes - og herefter kan kalde sig vinder af fire etaper, hvilket vil være ny rekord for ham i grand tour-sammenhæng.

 

Derefter rangerer jeg som sagt efter styrkeforhold, og her går jeg med Daniel Martinez. Dagens enkeltstart var ikke alt for god, men som beskrevet i analysen var der nok en god forklaring på det. Vi har i hvert fald set, at han er tæt på at være tilbage på sit tårnhøje niveau fra 2022, og det var så højt, at han bør være stærkeste mand her. Sådan har han også set ud indtil nu, ikke mindst da han på Oropa kom tilbage fra en defekt og vel derefter stadig lignede stærkeste mand efter Pogacar.

 

Er han så holdbar? Martinez har jo ikke kørt mange grand tours, hvor han har haft sit niveau, men i 2021 blev han bare bedre og bedre - og i den tredje uge var han vel endda bedre end sin kaptajn, Egan Bernal. Det taler for, at vi kan se det samme nu. Her viste han også, at han klarer de store bjergetaper, og han vil som colombianer elske højderne. Vi ved også, at han er den bedste afslutter, hvis det i modvinden til sidst kommer til en spurt, og i det hele taget er han den rytter, der næst efter Pogacar passer bedst til en kort målstigning. Derfor ligner han for mig næstbedste mand.

 

Derefter går jeg med Antonio Tiberi. Han er stadig et ubeskrevet blad, men i grand tour-sammenhæng er han særligt interessant, fordi han i Vueltaen bare blev bedre og bedre. I dag kørte han sit livs enkeltstart, og det taler for, at vi vil se det samme i dette løb. Det er rigtigt, at han har mistet nogle sekunder i de eksplosive finaler de seneste gange, men det var forventeligt, når han brugte så mange kræfter på enten at angribe eller endda slide rivalerne ned fra spids. Vi er stadig ved at lære ham at kende, men denne gigantiske bjergetape burde passe hans dieselmotor. I højderne er han en ubekendt, og derfor er der selvsagt flere spørgsmål end ved mange andre, men den Tiberi, der var så stærk mod slutningen af Vueltaen og kørte så fornemt i dag, burde præstere fremragende på denne form for etape sent i en grand tour.

 

Min ubekendt er Ben O’Connor. Som mange sikkert husker, har jeg hele tiden været ret forbeholdende over for hans niveau, for han har skuffet på de fleste bjergetaper i år - ja, faktisk i de sidste sæsoner. Jeg kan godt tvivle på, hvor langt hans topniveau rækker, men vi har i hvert fald sent, at han godt kan holde stand i en grand tour, som vi så det i Touren i 2021 og i Vueltaen i 2022. Vi har imidlertid også i begge løb set, at han har dårlige dage i lange løb, og derfor jan man ikke satse pensionsopsparingen på ham i morgen. Jeg kan også godt frygte, at etapen bliver for voldsom. Hans dieselmotor elsker jo ellers lange, seje stigninger, men det har bare været et mønster nu mange gange, senest i Alperne og på 2. etape, hvor han dog også betalte en pris for sit overmod, at han efter en stærk start er falmet. Jeg frygter, at det kan ske i morgen på denne slags etape, men da han som udgangspunkt bør elske lange stigninger, og da han var flyvende i dag, tør jeg med al min usikkerhed ikke rangere ham lavere end på denne 4. plads.

 

Jeg er også usikker på Geraint Thomas, men jeg har jo allerede i analysen luftet min bekymring. Hans enkeltstarter er i hvert fald et stykke fra det niveau, vi så sidste år, og det er svært bekymrende, når vi taler om en ældre herre. Det er også bekymrende, at han nu to gange i træk er eksploderet mod slutningen af en enkeltstart. Til gengæld har han ikke vist svaghedstegn i bjergene endnu, men sandt er det også, at der er blevet kørt meget defensivt på nogle lette bjergetaper. Det er først nu, han for alvor bliver testet. Som udgangspunkt er en stor bjergetape sent i en grand tour en gave for Thomas, og da han har set godt ud indtil nu, tør jeg heller ikke afskrive ham, men jeg synes, at mere og mere indikerer, at vi ikke vil se den samme stærke Thomas, som vi så sidste år.

 

 

Men så har Ineos jo heldigvis en anden? Thymen Arensman er selvfølgelig låst af Thomas, hvis ikke han lykkes med at ramme udbruddet eller angribe tidligt (som nævnt ovenfor), men der burde være en chance for at se en god Arensman. Den slags kan man bestemt ikke altid regne med, når vi taler om en mand, der er så svingende som ham, men han er jo heldigvis ret pålidelig sent i grand tours. Det er klart, at det skaber bekymring, at han pludselig viste svaghedstegn i tirsdags, men jeg har en mistanke om, at hans dieselmotor ikke var varm efter en hviledag. Han var i hvert fald fremragende i lørdags, hvor finalen end ikke passede ham. Nu kommer vi til en stor bjergetape, der er skræddersyet til selvsamme dieselmotor, og vi er kommet endnu dybere ind i løbet, hvor han plejer at være bedst. Med Arensman er der ingen garantier, men manden, der har vundet Vueltaens kongeetape efter et stort ridt og været tæt på at gøre det samme i Giroen, bør køre stærkt på denne etape.

 

Den anden rytter, der er kendt for sine gyldne tredjeugesben, er Jan Hirt. Han har allerede præsteret bedre i starten af løbet, end han plejer - endda i eksplosive finaler, der har passet ham dårligt - og nu kommer vi til den del af løbet, der passer ham, og den eneste bjergetape, der for alvor passer ham. Som Arensman har han en stor udbrudshistorik i den tredje uge, hvor han vandt en stor bjergetape som denne i 2022, og hvor han endte som nr. 2 på kongeetapen i 2019. Han ligner en mand, der er tæt på samme høje niveau som i 2022, og hvis han finder det, kommer han - særligt på en etape som denne - langt i dette felt. Det er klart, at han risikerer at ende længere tilbage, fordi han formentlig vil angribe tidligt eller gå i det tidlige udbrud, men jeg regner med at se en stærk Hirt i morgen.

 

Skal man se på indtrykket indtil nu, skulle Einer Rubio stå foran Arensman og Hirt. Han har i hvert fald ikke vist svaghedstegn i bjergene indtil nu, men jeg har stadig lidt tvivl. Det ligner i hvert fald et ret kraftigt niveauspring i forhold til det, vi tidligere har set, og det vil jeg gerne se bekræftet på en ”rigtig” bjergetape som denne. For ham taler, at han sidste år nåede sit livs højeste niveau i den tredje uge, og at han som colombianer vil elske højderne. For ham taler også, at han sidste år kørte sin bedste bjergetape på Monte Bondone, hvor etapen havde ligheder med denne. Mod ham taler, at han skal have hævet sit niveau markant siden dengang, og han sidste år også endte med at tabe niveau efter nogle hårde dage. Han er et usikkert kort, men det, han har vist indtil nu, har været lovende.

 

Det har det også for Lorenzo Fortunato. Italieneren har til fulde i dette løb bekræftet det forøgede niveau, vi har set gennem hele sæsonen. Han har imidlertid også været en smule svingende og på de sidste to bjergetaper har han ikke virket så overbevisende som på Oropa. Til gengæld så vi i 2021, hvor han havde sin bedste Giro, at han var bedst i den tredje uge, og meget taler også for, at en dieselklatrer som ham vil være flyvende på denne form for etape. Jeg er blevet en smule mere i tvivl efter hans seneste dage i bjergene, fordi han generelt er så svingende, men jeg ser omvendt heller ingen afgørende grund til at ændre på mine store forventninger til en mand, der nu pludselig også kan køre en brugbar enkeltstart.

 

Større spørgsmål er der dog ved Michael Storer. For ham er det helt ubetrådt land at køre klassement i en grand tour, og vi aner ikke, hvordan han vil klare denne etape så sent i løbet. Han har vist et tårnhøjt niveau indtil nu, ikke mindst på 8. etape, hvor han trods deltagelse i udbrud fulgte med feltet næsten hele vejen, og selv da han på 10. etape angiveligt var lidt småsyg, gik det godt. Dagens flotte enkeltstart indikerer, at han er rask, men nu står han over for en helt ny opgave. Han er ikke en klassisk klatrer, og jeg vil tro, at denne form for etape passer ham dårligere end de foregående. Derudover bekymrer det mig, at den vilde Storer, vi så i Vueltaen i 2021, slet ikke var så vild i den tredje uge. I forvejen har han altid været kendt for sine udsving, og jeg er alvorligt bekymret for hans holdbarhed. Jeg kan godt frygte, at det bliver svært, men med ham kan det gå begge veje.

 

Da jeg jo har besluttet for at rangere efter styrkeforhold, rangerer jeg Rafal Majka her. Egentlig burde han vel stå højere på listen, for på Prati di Tivo var han helt sikkert stærkere end flere af de ovennævnte. Han har dog også en ret låst rolle, og da UAE kommer på arbejde for at hente udbruddet, skal vi nok ikke forvente, at han ender helt i front. Særligt på en dag med medvind ser man dog ofte, at de bedste bjerghjælpere vil ende meget langt fremme, selv når de har ført meget, og det gjorde Majka jo også på 8. etape. Han så knap så stærk ud på 10. etape, men på denne form for bjergetape i den tredje uge bør han være endnu bedre. Hans topniveau er i hvert fald stadig blandt de højeste.

 

Det måske allerstørste spørgsmål er Alex Baudin. Jeg havde store forventninger til ham inden løbet, men jeg havde ikke for alvor set ham som klassementsrytter. Han har imidlertid overrasket igen og igen, og selv på 10. etape, hvor han endte med at føre hårdt for O’Connor, mistede han igen tid til Tiberi, Hirt, Storer og Fortunato. Til gengæld har han indtil nu også mere lignet en lidt mere eksplosiv type end en ren klatrer, og denne type etape kan derfor udfordre ham. Indtil nu har han bare ikke vist svaghedstegn, og dagens suveræne enkeltstart viser i hvert fald, at han stadig er frisk, hvad han også var i den tredje uge sidste år. Det er klart, at han igen kan ende som trækdyr for O’Connor, men i lyset af hans aktuelle 10. plads vil han nok være beskyttet, indtil O’Connor måtte sidde med så gode ben, at han føler sig helt sikker på, at han kan gøre en forskel.

 

Her hjælper det også, at Ag2r har endnu et bud, nemlig Valentin Paret-Peintre. Baseret på ren styrke vil jeg nok endda rangere ham højere end Baudin, men det er også klart, at han er længere nede i hierarkiet. Hans opgave er at ramme udbruddet, og hvis det mislykkes, skal han være hjælper. Der er imidlertid også en holdkonkurrence at tænke på, og derfor skal han køre helt til stregen. Hvis Baudin slipper tidligt, vil han formentlig også få lov at blive siddende hos O’Connor, der trods alt er plan A, og derfor vil jeg forvente, at han ender ret langt fremme, hvis ikke han brænder sig selv op i et udbrud, hvad der dog er en ret god chance for. Han er selvfølgelig altid en lottokupon, men han har bekræftet det tårnhøje niveau, vi så i Alperne.

 

Jeg tror ret meget på Nairo Quintana. Inden løbet var jeg ret usikker på, hvor god han kunne blive efter sin ringe sæsonstart og sin lange pause, men nu er der al mulig grund til optimisme. Han har udviklet sig med raketfart, og i tirsdags var han meget tæt på de bedste. Nu er vi endnu længere henne i løbet, og derfor er han formentlig endnu bedre nu. Dertil kommer, at vi nu rammer en bjergetape, der passer langt bedre til en ren klatrer som ham - ikke mindst en mand, der elsker højderne. Hans primære mål vil være at ramme udbruddet, og derfor kan han sagtens ende langt tilbage, men al logik tilsiger, at vi på denne etape vil se den bedste Quintana, vi har set indtil nu. Vi ved også, at han vil sidde ved Rubio så længe, han kan. Spørgsmålet er bare, hvor meget bedre han er blevet siden i tirsdags. Pilen burde kun kunne pege én vej.

 

 

Mindre optimistisk er jeg på vegne af Romain Bardet. Det har været et ret nedslående løb for franskmanden, der har levet op til al min pessimisme inden løbet. I starten kunne man forklare det med sygdom, men den forklaring er jo ikke længere gangbar. Heldigvis har han stadig kørt på et relativt højt niveau, og han er også en mand, der har vist sine evner på store bjergetaper sent i en grand tour. Han kæmper også hele vejen, men da hans mål er udbruddet, kan han også miste mere tid, end han burde. Det burde ikke ende i den totale katastrofe, men jeg har svært ved at tro, at vi pludselig ser en flyvende Bardet.

 

Indtil nu har han dog været bedre end Filippo Zana. Italieneren har kæmpet med at finde sit niveau fra sidste år. Dengang fandt han det dog også først i den tredje uge, og der er derfor håb om, at det kommer nu. Han har imidlertid også et ret stort hul, der skal lukkes, og han er fortsat et ret ubeskrevet blad. Sidste år lykkedes det ham heller ikke at være med helt fremme på de bjergetaper, hvor han ikke var i udbrud, og han skal derfor gerne have hævet sit niveau. Det er der også håb for, når vi taler om en relativt ung rytter, men vi har bare ikke set endnu i år.

 

I den anden ende af aldersspektret finder vi Domenico Pozzovivo. Mange vil helt sikkert elske at se ham præstere godt, men jeg er ikke alt for optimistisk. Hans niveau i den første uge var tårnhøjt, men i alle de grand tours, han har kørt fra og med Giroen i 2020, og hvor han ikke er udgået tidligt, har han hurtigt tabt niveau. Jeg synes allerede, at vi så de takter i udbruddet i tirsdags, og derfor frygter jeg, at han begynder at kæmpe med holdbarheden. Helt galt går det næppe, men vi vil næppe se en lige så god Pozzovivo, som vi har set hidtil.

 

En anden veteran er Damiano Caruso. Det er klart, at hans styrt kan have hæmmet ham i en periode, men jeg er bange for, at vi har set den bedste version af ham. Han skuffede allerede inden styrtet, og hans enkeltstart i dag var ikke prangende, når han lignede en mand, der kørte fuld gas. Omvendt tilsiger både styrt, historik og dieselmotor, at han bør blive bedre og bedre, og jeg vil tro, at vi ser den bedste Caruso, vi har set indtil nu. Han vil sikkert forsøge at ramme udbruddet, men sker det ikke, skal han sidde hos Tiberi så længe som muligt. Så må tiden vise, hvor langt det nuværende niveau rækker.

 

Det virker helt absurd at nævne Magnus Sheffield på en bjergetape som denne, men i tirsdags klatrede han jo altså med de bedste. Det var dog også en helt anden bjergetape end denne, og al logik tilsiger, at en fyr som ham skal have det vanskeligere på en stor etape som denne. Omvendt kunne hans motor passe fint til en dag, der handler om nedslidning, og han bør også være hjulpet af, at der er tale om jævne stigninger, der ikke er alt for stejle. Indtil nu er han bare blevet bedre og bedre, og da han skal sidde hos Thomas så længe som muligt, kan han komme langt, hvis ikke han slider sig selv ned i et udbrud. Dagens styrt skaber selvfølgelig en del usikkerhed, men Ineos har ikke meldt ud, at han skulle have slået sig voldsomt.

 

Det har været opløftende at se Davide Piganzoli indtil nu. Han er ikke tæt på at følge de bedste, men han gør det pænt, og han synes at holde niveau. I dag kørte han også en ganske god enkeltstart, og det indikerer, at han fortsat er frisk. Vi er stadig ved at lære ham at kende, men umiddelbart burde denne form for bjergetape passe ham. Så ung en rytter kan sagtens ende med at eksplodere totalt, men indtil nu er der intet, der tyder på det.

 

Endelig vil jeg pege på Giovanni Aleotti. Hans genrejsning har for mig været løbets bjergmæssige overraskelse, for den havde jeg godt nok ikke set komme. Det er imidlertid nu, han skal bevise, hvad han kan på en rigtig bjergetape, og da han indtil nu har vist sig bedst i mere eksplosivt terræn, kan jeg godt frygte, at dette bliver vanskeligere. Samtidig er hans holdbarhed ikke specielt velbeskrevet, og når han samtidig præsterer på et indtil nu for ham uhørt niveau, kan det gå begge veje. Vi kan bare heller ikke komme uden om, at han indtil nu har været bedre end flere af de ovennævnte.

 

Jeg vil forvente, at særligt Felix Grossschartner, men også Domen Novak vil være blandt de allerstærkeste, men da de kommer på arbejde, er der grænser for, hvor langt de kommer. Dagens enkeltstart indikerer, at der stadig er liv i Georg Steinhauser, men misser han udbruddet, tager han nok en dag i gruppettoen, som også den flyvende Simon Geschke risikerer at gøre det, og Giulio Pellizzari virker træt. Michel Ries har virkelig imponeret, men jeg vil være varsom med en mand med så svingende et niveau. Det samme kan siges om Arkeas anden lottokupon, Alessandro Verre, der har været endnu bedre, men som ligner en mand, der er faldet ned i et af sine huller. Attila Valter, Aurelien Paret-Peintre, Michael Valgren Jhonatan Narvaez, Kevin Vermaerke, Maximilian Schachmann, Julian Alaphilippe, Thomas Champion, Lilian Calmejane, Edoardo Zambanini, Simone Velasco, Jan Tratnik, Martin Marcellusi, Ewen Costiou,Christian Scaroni, Alessandro piccolo, Alessandro De Marchi, Alessandro Tonelli, Pelayo Sanchez, Nicola Conci og - måske - lottokuponen Andrea Bagioli er fint kørende, men der er grænser for, hvor langt de kommer på en etape som denne, mens Esteban Chaves igen synes at kæmpe med holdbarheden, og Juan Pedro Lopez som frygtet inden løbet virker træt. Også Luca Covili, Chris Hamilton og Amanuel Ghebreigzabhier kan komme et stykke, og jeg tror stadig ikke på nogen stor genfødsel af Tobias Foss eller Luke Plapp, der begge vil finde etapen svær. Til gengæld ligner Vadim Pronskiy en mand, der kan være ved at finde de gode ben i den tredje uge, han plejer, mens Nick Schultz stadig er en skygge af sig selv, selvom han plejerat flyve i den tredje uge. Det samme er Jefferson Cepeda. Endelig synes Henok Mulubrhan ikke så stærk som tidligere.

 

Foruden uheld er det udbrud, der er en trussel mod Pogacar, og som nævnt ovenfor må en udbrudssejr stadig anses som ret sandsynlig. Mit bedste bud er Jan Hirt, der er omtalt ovenfor og har vist, at han er klar til at satse, efterfulgt af Valentin Paret-Peintre, der er omtalt ovenfor og har masser af frihed. Dernæst følger - i prioriteret rækkefølge - Michael Storer, Nairo Quintana, Romain Bardet, Lorenzo Fortunato, Filippo Zana, Einer Rubio, Domenico Pozzovivo og Damiano Caruso, der også alle er omtalt ovenfor. Herefter har jeg Georg Steinhauser, hvis vi kan stole på, at han er tilbage efter sin tilsyneladende krise, og Simon Geschke efterfulgt af Magnus Sheffield, Davide Piganzoli og Giovanni Aleotti. Alessandro Verre er en joker, hvis han genfinder sit niveau, og derudover kan Michel Ries overraske, men jeg har svært ved at se andre vindere.

 

BEMÆRK: Hvis udbruddet bliver hentet, er der næsten reelt kun ét vinderbud, og derfor bryder jeg mit princip om at rangere efter vinderpotentiale. Jeg tror som nævnt ovenfor mest på et favoritopgør, og derfor er nedenstående en rangering efter forventet styrkeforhold. Skal Pogacar slås, skal det formentlig være af uheld eller udbrud, og jeg har givet mine bedste udbrudsbud i et separat afsnit ovenfor og på listen nedenfor.

 

BEMÆRK OGSÅ: Det er desværre ikke mig, der liveopdaterer fra kongeetapen søndag. Af samme grund kommer søndagens analyse også nok ret sent, men jeg håber stadig at få optakten til 16. etape på allerede søndag aften (dog meget sent).

 

Feltet.dks vinderbud: Tadej Pogacar

Øvrige vinderkandidater: Daniel Martinez, Antonio Tiberi

Outsidere: Ben O’Connor, Geraint Thomas, Thymen Arensman, Jan Hirt, Einer Rubio

Jokers: Lorenzo Fortunato, Michael Storer, Rafal Majka, Alex Baudin, Valentin Paret-Peintre, Nairo Quintana, Romain Bardet, Filippo Zana, Domenico Pozzovivo, Damiano Caruso, Magnus Sheffield, Davide Piganzoli, Giovanni Aleotti

 

Kandidater til et udbrud (i prioriteret rækkefølge): Jan Hirt, Valentin Paret-Peintre, Michael Storer, Nairo Quintana, Romain Bardet, Lorenzo Fortunato, Filippo Zana, Einer Rubio, Domenico Pozzovivo, Damiano Caruso, Georg Steinhauser, Simon Geschke, Magnus Sheffield, Davide Piganzoli, Giovanni Aleotti

 

> FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT