Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Criterium du Dauphiné

Optakt: Criterium du Dauphiné

02. juni 2024 14:59Foto: Sirotti

I mere end tre uger har overskrifterne været domineret af navne som Tadej Pogacar, Daniel Martinez, Geraint Thomas, Ben O’Connor og Antonio Tiberi, men nu er det tid til at glemme alt om Giroens hovedaktører. Tour de France lurer i horisonten, og med søndagens start på Criterium du Dauphiné begynder forberedelserne til verdens største løb for alvor. Den store Grand Depart finder sted om mindre end en måned, og det er derfor nu tid til at finde ud af, hvem der er på vej mod noget stort, og for hvem fiaskoen lurer på de franske landeveje. Det franske løb regnes som den store Tour-generalprøve, hvor en hel serie af de største favoritter til verdens største cykelløb skal slås om sejren i sportens måske hårdeste ugelange etapeløb og samtidig fintune formen mod sæsonens helt store mål, selvom vi i år må undvære Tourens to største favoritter.

Artiklen fortsætter efter videoen.

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

Mens mange af verdens bedste etapeløbsryttere har været involveret i en hård kamp om den eftertragtede maglia rosa på de italienske veje, har de fleste af de øvrige ryttere fra den eksklusive kategori af stjerner med omhu forberedt sig på deres store forsøg på at vinde verdens største cykelløb, Tour de France, der starter om mindre end en måned. Nogle er allerede vendt tilbage til konkurrence i nogle af maj måneds mindre løb, men det er søndagens start på Criterium du Dauphiné, der for alvor markerer begyndelsen på den stribe af afgørende etapeløb, som tjener som den vigtigste forberedelse frem mod sommerens store begivenhed.

 

Criterium du Dauphiné spiller en helt unik rolle blandt de mange forberedelsesløb. Med sin placering i de franske Alper er det et af kun to løb - det mindre Route d’Occitanie, der i år er aflyst, i Pyrenæerne er det andet - der kan tilbyde rytterne en chance for at teste sig selv i det terræn, som de vil møde igen til juli. På den facon er løbet den franske analog til det italienske Tour of the Alps og det spanske Vuelta a Burgos, idet de alle tre fungerer som opvarmning til deres hjemlands grand tour. Alle afvikles de et par uger inden starten på det tre uger lange løb, og alle finder de sted i en af de mest bjergrige egne af det land, der er hjemsted for den pågældende grand tour.

 

 

Mens rytterne dyster på landevejene, er arrangørerne involveret i en helt anden kamp. I mange år har Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse begge hævdet, at netop deres løb er det bedste sted at forberede sig til Touren, og mens det naturligvis altid hovedsageligt er et spørgsmål om individuel præference, hvad der foretrækkes, er det et hyppigt diskussionsemne. Det schweiziske løb har indtil 2021 været én dag længere en dets franske modstykke og finder stadig sted en uge tættere på Tour-starten, og rytterne har alle forskellige ideer om hvilket af de to, der indgår i den ideelle opbygning. I den forstand er kampen meget sammenlignelig med den, der finder sted mellem Paris-Nice og Tirreno-Adriatico, som også begge hævder, at netop de er den bedste forberedelse til Milano-Sanremo og de senere klassikere. I de senere år er der imidlertid ingen tvivl om, at Criterium du Dauphiné har vundet duellen.

 

Løbet blev første gang afviklet i 1947, da den lokale avis Dauphiné Libéré besluttede at arrangere et løb i Dauphiné-regionen under navnet Criterium du Dauphiné Libéré. Med sin placering i Alperne bare et par uger inden Tour-starten opnåede det hurtigt stor berømmelse og anerkendelse som et vigtigt forberedelsesløb, og dets forbindelse til La Grande Boucle har været nær lige siden starten. Det er således ingen overraskelse, at de fire femfoldige vinder af Touren alle har vundet Dauphiné, inden de senere på sommeren har stået øverst på podiet i Paris.

 

I mange år var Criterium du Dauphiné det sidste store franske løb, der holdt sig fri af Tour de France-arrangørerne ASO, som ellers har sat sig tungt på den franske kalender. Til sidst tvang økonomiske problemer imidlertid avisen til at overgive ansvaret til den franske sportsgigant i 2010, hvor navnet blev ændret og forkortet til det nuværende Criterium du Dauphiné.

 

Ikke overraskende har ASO forsøgt at øge synergien mellem Criterium du Dauphiné og Touren i en bestræbelse på at tiltrække flere Tour-favoritter, og den tilgang har givet pote. Selvom løbet altid har forsøgt at inkludere nogle nøglesektioner fra Tour-ruten for at give rytterne en chance for at teste strækningen under løbsbetingelser, har ASO taget det et skridt videre. I 2011 inkluderede de præcis den samme enkeltstart i Grenoble, som en måned senere var en del af Touren, og i 2012 besteg man Grand Colombier, der senere den sommer gjorde sin Tour-debut. I 2013 var hovedattraktionen muligheden for at klatre op til Alpe d’Huez og videre op ad den helt nye Col de Sarenne, som senere samme år var en afgørende del af 18. etape af Touren.

 

Kun i 2014 og 2016 havde man meget lidt forbindelse mellem de to løb, men i 2015 genoptog man ideen. Her var der således hele tre etaper, der havde direkte forbindelse til Tour-ruten: en holdtidskørsel, der i natur og distance mindede om den, der var på programmet i Touren, en bjergetape med en finale i Pra Loup, der var helt identisk med en tilsvarende etape i Touren, og et første møde med den smukke Montvernier-stigning, der også var med i Touren. I 2017 var der to ligheder med Touren: en enkeltstart af nogenlunde samme distance som den, der ventede i Marseille på 20. etape i juli, samt et møde med den stejle Mont du Chat, der også skulle bestiges senere på sommeren på 9. etape.

 

I 2018 var det det tilbagevendte holdløb på 3. etape, der var den helt store attraktion for ryttere med Tour-ambitioner, idet der ventede en stort set identisk etape på tredjedagen af den franske grand tour, og i 2019 var det 4. etapes enkeltstart, der var henlagt til en rute, som arrangørerne havde forsøgt at designe, så den mindede mest muligt om Tour-enkeltstarten i Pau. I 2020 besøgte man Col de la Madeleine, og i 2021 skulle man over dobbeltstigningen Pré-Cormet de Roselend, der også genbesøgtes i Alperne i juli. I 2022 er den store attraktion, at 7. etape brugte store dele af Tourens 12. etape, idet man skulle over både Galibier og Croix de Fer, men måske skal vi nu til at vænne os til mindre synergi. Hverken i 2023 eller i 2024 var eller er der nemlig væsentlige ligheder med det, der venter.

 

Disse initiativer har ellers fået flere og flere ryttere til at foretrække Criterium du Dauphiné, og samtidig har Tour de Suisse tabt lidt af sin status. Det franske løb kan nu prale af, at Tour-vinderen med bare tre undtagelser hvert eneste år siden 2009 er sluttet i top 10 i deres løb bare en måned inden hyldesten i Paris (2009: Alberto Contador sluttede som nummer 3, 2010: Alberto Contador sluttede som nummer 2 (og blev senere frataget sin Tour-sejr), 2011: Cadel Evans blev nummer 2, 2012: Bradley Wiggins vandt, 2013: Chris Froome vandt, 2014: Vincenzo Nibali blev nummer 7, 2015: Chris Froome vandt, 2016: Chris Froome vandt, 2017: Chris Froome blev nr. 4, 2018: Geraint Thomas vandt, 2020: Tadej Pogacar endte som nr. 4, 2022: Jonas Vingegaard endte som nr. 2, 2023: Jonas Vingegaard vandt). Kun Egan Bernal, der vandt Tour de Suisse i 2019, og Tadej Pogacar, der vandt Tour de Slovenie i 202, har brudt trenden, og inden det var den seneste Tour-vinder, der slet ikke kørte Dauphiné, faktisk Lance Armstrong, der i 2001 afveg fra sin faste kalender ved at deltage i (og vinde) Tour de Suisse, inden han senere på sommeren slog Jan Ullrich i Frankrig.

 

I 2018 blev tendensen brudt, fordi en kalenderændring som resultat af VM i fodbold betød, at Tour-starten blev skubbet en uge, hvorfor mange vurderede, at Dauphiné med sin afslutning næsten en måned inden begyndelsen på verdens største løb kom en anelse for tidligt. Resultatet var det svageste felt i mange år med kun få Tour-kaptajner, mens Tour de Suisse oplevede en lille renæssance. I 2019 var styrkeforholdet mellem de to løb dog genetableret, og Bernal var det eneste større Tour-navn, der kørte i Schweiz - ganske vist fordi Dauphiné var Chris Froomes desværre meget tragisk domæne.  Fra 2021 har Tour de Suisse været en dag kortere, men det ændrede ikke appellen i 2021, hvor de fleste favoritter var til start i Frankrig. Sådan var det også i 2022, selvom løbet for andet år i træk måtte undvære Pogacar, men alligevel syntes der at være et mere ligeværdigt felt, end der plejede. Den ligeværdighed var der dog slet ikke sidste år, hvor snart sagt alle Tour-favoritter - med Pogacar som den store undtagelse - kørte i Frankrig.

 

Den ligeværdighed ser vi heller ikke i år, hvor det franske løb igen vundet kampen, selvom det er mere lige end sidste år. Ganske vist må de se bort fra den planlagt deltagelse fra Vingegaard, ligesom Pogacar puster ud efter, men de har deltagelse af begge to øvrige fra ”The Fabulous Four”, nemlig Remco Evenepoel og Primoz Roglic. Derudover kan de prale af ikke mindst Juan Ayuso og Carlos Rodriguez, men også navne som Aleskandr Vlasov, Sepp Kuss, Jai Hindley, Felix Gall, Guillaume Martin, Mikel Landa og David Gaudu, der alle har kurs mod at spille fremtrædende roller senere på sommeren. Til sammenligning er Joao Almeida, Richard Carapaz, Felix Gall, Tom Pidcock og Enric Mas de Tour-kaptajner, der i skrivende stund af Tour de Suisse på menuen.

 

 

Mens Criterium du Dauphiné er et godt forberedelsesløb, der giver megen information om formen hos de vigtigste Tour-favoritter, er det ofte også afgørende ikke at være for god for tidligt. Den tidlige termin betyder, at vinderen af Dauphiné ganske sjældent er endt øverst på podiet i Touren, og udover Wiggins, Froome, Thomas og Vingegaard, der i nyere tid har brudt tendensen i 2012, 2013, 2015, 2016, 2018 og 2023, er det kun Louison Bobet (1955), Jacques Anquetil (1963), Eddy Merckx (1971), Luis Ocana (1973), Bernard Thevenet (1975), Bernard Hinault (1979, 1981), Miguel Indurain (1995) og Lance Armstrong (2002 og 2003), der har lavet the double - en ganske stjernespækket liste, der viser, at det kræver noget helt specielt at levere denne bedrift.

 

Criterium du Dauphiné er imidlertid mere end Tour-forberedelse, og som et WorldTour-løb med vigtige point på spil er dets selvstændige betydning endda vokset i de senere år. I de seneste sæsoner har vi set nogle af de bedste klatrere fra Giroen rejse direkte til Frankrig for at drage maksimal fordel af deres gode post-Giro-form. I 2011 kom Joaquim Rodriguez direkte fra en 4. plads i Giroen og endte med at vinde to etaper og slutte som nummer 5 i Frankrig, og året efter var det hans holdkammerat Daniel Moreno, der efter en 20. plads i Giroen tog to sejre i Dauphiné. I 2013 var det Elia Viviani og Samuel Sanchez, der benyttede Giro-formen til at vinde etaper i Frankrig, og i 2014 kom Wilco Kelderman direkte fra Giroen, da han sluttede som nummer 4. I 2015 blev Benat Intxausti nummer 5 efter at have kørt et fornemt løb i Italien, men i de seneste år er tendensen blevet brudt, også selvom Pello Bilbao i 2018 udnyttede benene fra Italien til at vinde en etape. I år forsøger Antonio Tiberi og Lorenzo Fortunato dog at bryde den tendens.

 

Mens Criterium du Dauphiné har haft overhånden, hvad klassementsryttere angår, har det været anderledes for sprinterne. Løbet har ganske vist som regel mindst to muligheder for de hurtige folk, men Tour de Suisses mange småkuperede rundstrækninger har altid haft en større appel. Ingen af løbene passer til de rene sprintere, og derfor har folk som Marcel Kittel og André Greipel typisk foretrukket det flade ZLM Tour, der igen i år som noget relativt nyt afvikles samtidig med Dauphiné. I Dauphiné har sprinterfeltet som regel været domineret af folk fra Giroen og de franske stjerner, og efter et par år med større appel til de hurtige folk synes den tendens at være vendt tilbage. I de seneste ro år har de fladere etaper også alle relativt hårde, men i år tager man det til et helt nyt niveau, da kun én etape lægger op til en form for massespurt. Alligevel har Sam Bennett kastet sig ud i løbet, men derudover er Mads Pedersen, Hugo Page, Ivan Garcia Cortina, Dorian Godon og Axel Laurance de eneste deltagende sprintertyper - og de er alt andet end klassiske sprintere.

 

Sidste år var feltet som sagt uhyre stærkt med deltagelse af næsten alle Tourens favoritter, men alligevel var Jonas Vingegaard i kraft af Tadej Pogacars fravær kolossal favorit. Danskeren viste sig da også i særklasse, og selvom han overraskende blev slået af Mikkel Bjerg på enkeltstarten og måtte se udbryderen Giulio Ciccone vinde den sidste bjergetape, var to etapesejre rigeligt til at sikre en knusende magtdemonstration og en samlet sejr med 2.23 ned til Adam Yates og 2.56 ned til Ben O’Connor. Vingegaard havde planer om at forsvare titlen, men det har det baskiske styrt sat en stopper for, og da Yates dropper løbet, mens O’Connor puster ud efter Giroen, skal der denne gang findes et helt nyt podium.

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Da løbet blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, var ruten altid bygget op efter en helt fast model. Man lagde ud med en kort prolog, hvorefter der ventede to lettere etaper, hvoraf den ene var for sprinterne og den anden en smule mere kuperet. Onsdag var rammen om en ofte meget lang enkeltstart på mere end 40 km, inden løbet afsluttedes med fire hårde bjergetaper. Ofte var der mål på toppen af en stigning om torsdagen og på lørdagens kongeetape, mens fredags- og søndagsetaperne var som skabt til udbrud.

 

Da ASO overtog ansvaret, begyndte de at fravige denne formel, og selvom man i starten oftest holdt fast i traditionen med en prolog og en lang enkeltstart, har man i stil med udviklingen i Touren stille og roligt bevæget sig i retning af færre og færre kilometer i kamp mod uret, samtidig med at man har varieret linjeløbsetaperne betydeligt. Siden prologen i 2012 har der kun været prologer i 2014, 2015, 2016 og 2018, og den lange enkeltstart var helt væk i 2014, 2015, 2016, 2018 og 2020. I 2015 og 2018 var der pludselig et holdløb på programmet, og generelt har bjergetaperne været spredt langt mere ud over alle 8 dage, end det tidligere var tilfældet.

 

2020-ruten var speciel, fordi coronakrise og ny kalenderplacering betød, at løbet blev forkortet til fem dage, hvorfor man droppede alle de fladere etaper i et løb, der derfor reelt bestod af lutter bjergetaper. Ser man bort fra det usædvanlige år, synes arrangørerne dog måske at have fundet et mere fast mønster. Modsat tidligere er det kuperede Massif Central blevet en tilsyneladende fast komponent, hvor man er startet med først et svært rundstrækningsløb, der har givet ideer til de mest holdbare af sprinterne eller til udbrud og sene angreb, inden der har ventet en lille bjergetape, som har kunnet give den første ide om hierarkiet.

 

Derefter har været tre fladere dage i terrænet mellem Massif Central og Alperne, hvor der har været chancer for to spurtafgørelser for enten holdbare eller klassiske sprintere samt nu igen en enkeltstart om onsdagen, dog indtil 2022 i et langt kortere format end i gamle dage. Det hele er sluttet nu med tre dage i Alperne, hvor fredagsetapen har haft karakter af opvarmning inden de to afgørende etaper, hvor lørdagsetapen ofte har været den sværeste, og søndagsetapen er en kort, intens sag, hvor alt har kunnet vendes på hovedet til allersidst, som det skete i 2014, 2015, 2017 og 2020.

 

 

Den opskrift følges i store træk også i 2023, men man har i den grad skruet op for sværhedsgraden i det, der trods fraværet af Alpernes højeste og mest berømte bjerge må kaldes historisk hård. Allerede fra start mærker man, at det er ekstra vanskeligt i år, for denne gang åbner man med tre og ikke to dage i Massif Central, og de to af dem har endda mål på toppen af stigninger. Som kompensation herfor er den indledende rundstrækningsetape lettere end vanligt og løbets letteste etape med stor sandsynlighed for en massespurt, men herefter venter altså to afslutninger i mere end 1200 m højde - dog på toppen af ganske bløde stigninger, der lægger op til puncheurfest og spurtafgørelser, og som ikke er så svære, at eksempelvis Mads Pedersen skal give op på forhånd.

 

Derefter fortsætter den genetablerede tradition med en enkeltstart om onsdagen, men som de to foregående år er den længere end 30 km og faktisk den længste i løbet siden 2011. Torsdagsetapen er som altid en lettere sag, men i år er intet let, hvorfor sprinterne virkelig skal arbejde for en potentiel massespurt, inden det hele igen i år slutter med tre etaper i Alperne. Denne gang er der imidlertid ingen blød opvarmning, da de alle tre lægger op til store klassementsslag - endda på stigninger, der er langt stejlere, end man typisk ser det i de franske alper.

 

Løbet fastholder sin nye tradition med en indledende rundstrækningsetape i Massif Central, men som i 2022 skruer man ned for vanskelighederne. Ja, faktisk er der end ikke 2000 højdemeter på programmet på løbets letteste etape, og derfor vil det være en dødssynd, hvis de få sprintere i løbet ikke sikrer sig den mest oplagte massespurt. Herefter går der ren puncheurfest i den på de to sidste dage i Massif Central, hvor der to dage i træk skal sluttes på toppen af stigninger, hvor procenter på 4-5 lægger op til, at de eksplosive folk kan jagte vitale bonussekunder med deres spurtstyrke.

 

Klassementskampen indledes dog først for alvor om onsdagen, hvor vi altså igen skal vænne os til, at der er en ganske lang enkeltstart på programmet. Med sine 34,4 km er der endda tale om den længste, siden Tony Martin slog Bradley Wiggins over 42,5 km i 2011, og terrænmæssigt er der med ca. 400 højdemeter og nogle bløde powerstigninger nærmest tale om en tro kopi af den rute, der sidste gav anledning til Mikkel Bjergs choksejr foran Jonas Vingegaard og Remi Cavagna. Derefter sættes klassementskampen på pause for en enkelt dag, når torsdagen byder på 2300 højdemeter i det kuperede terræn omkring Lyon, hvor sprinterne skal arbejde for det, hvis de vil forhindre en udbrudsfest.

 

Det vil i hvert fald være sidste chance for de hurtige folk i denne sprinterfjendtlige udgave. Derefter venter nemlig de tre obligatoriske dage i Alperne, og de er historisk brutale. Det skyldes ikke stigningernes historie, deres højde eller antallet af højdemeter, men derimod nogle voldsomme målstigninger, der alle lægger op til stort drama. Det gælder allerede om fredagen, der i år bestemt ikke er en blødere sag, men derimod med det samme vil give svar, når man for første gang siden 2011 vender tilbage til Le Collet d’Allevard, der med sine lange strækninger med procenter på 8-10 kan skabe store forskelle, som den gjorde, da Joaquim Rodriguez tog en suveræn solosejr fra 13 år siden.

 

Lørdag skrues der imidlertid op for sværhedsgraden, når der som altid er kongeetape på programmet. Her tilbringer man nemlig hele dagen i Alperne, og derfor skal der klatres 4500 højdemeter over kun godt 160 km. Det hele slutter med et brag af en finale på den spritnye stigning Samoëns 2000, hvor 4 km med tocifrede stigningsprocenter henleder tankerne mere på Vueltaen end på de bløde alpestigninger, vi kender. Som altid i Dauphiné er intet dog afgjort før til allersidst, for selvom årets finaleetape ikke lægger op til de angreb fra distancen, der i 2014, 2017 og 2020 vendte løbet helt på hovedet, betyder endnu et brutalt finalebjerg, at den førende rytter alligevel kan miste det hele. Nok er Plateau des Glières en relativt kort og eksplosiv sag med en næsten flad finale, men en voldsom start med atter for Alperne atypisk stejle procenter vil sørge for, at rivalerne har alle chancer for at gribe ud efter den samlede sejr til allersidst i en udgave, der må betegnes som den vanskeligste i mange år.

 

 

1. etape

Da det fortsat blev arrangeret af avisen Dauphiné Libéré, startede løbet altid med en prolog i en af de store alpebyer, ganske ofte med en lille stigning undervejs. Siden ASOs indtog er rammerne blevet meget friere, og generelt er antallet af enkeltstartskilometer blevet kraftigt reduceret. Det førte i 2013 til, at man indledte løbet med en linjeløbsetape, og i 2015 og 2017 skippede man prologen til fordel for kuperede rundstrækningsløb, der blev vundet af hhv. Peter Kennaugh og Thomas De Gendt via udbrud, mens man i 2016 havde noget så eksotisk som en bjergprolog. I 2018 var der helt usædvanligt ingen lang enkeltstart, og derfor vendte prologen for en kort bemærkning tilbage, men siden har den igen været væk. I stedet synes arrangørerne at have forelsket sig i ideen om kuperede rundstrækningsløb, der både kan vindes fra udbrud og sene angribere, som De Gendt, Kennaugh og senest Brent Van Moer i 2021, eller i en spurt i en reduceret gruppe, som Edvald Boasson Hagen gjorde i 2019, hvor løbet ganske vist ikke åbnedes med en rundstrækning, og som Wout van Aert og Christophe Laporte har gjort de sidste to år. Det kuperede rundstrækningsformat genbruges i år, men i forhold til sidste år skrues der markant ned for sværhedsgraden med en næsten flad sidste rundstrækning, og da det i år er løbets letteste etape, synes det givet, at løbets få sprintere igen i år skal spurte om den første sejr.

 

Med en distance på 172,5 km er der skruet lidt op for længden af en etape, der igen i år afvikles på rundstrækninger i det kuperede Massif Central. Værtsbyen er denne gang Saint-Pourcain-sur-Sioule, hvor der er både start og mål, og man bruger det nu velkendte format med først en stor rundstrækning og siden et par omgange på en kort rundstrækning.

 

 

Den første rundstrækning er i år 113,7 km lang og er henlagt til det kuperede område sydvest for byen, der ligger i et fladt område umiddelbart øst for et meget kuperet terræn. Derfor er der relativt fladt, når man lægger ud med at køre ad lange, lige veje mod sydvest ned til dagens første udfordring. Den rammer man, når man drejer mod syd for at passere kategori 4-stigningen Cote de Jenzat (1,4 km, 6,9%), der efter 500 m med 4,7% stiger med 6-9% frem mod toppen, som runders efter 17,5 km. Den leder op til et plateau, som følges mod syd, inden man drejer mod vest for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Gannat (2,5 km, 6,0%), der stiger med 6-7% over de første 2 km, inden den flader ud med 4,9% frem mod toppen, som rundes efter 26,9 km.

 

En let nedkørsel fører nu mod nordvest, inden det man kører mod sydvest og nordvest igennem fladt terræn frem til dagens vanskeligste udfordring. Den melder sig, når man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Chouvigny (2,4 km, 7,9%), der er en jævn stigning med top efter 44,4 km. Derfra fortsætter det med at stige, mens man kører mod nordvest og nord, indtil man efter 52 km når byen La Bosse, hvor man samlet har kørt op ad en 9,0 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 4,3.

 

Her drejer man mod nordvest for at køre ad en let nedkørsel tilbage til dalen, der nås efter 58,7 km. Her kører man mod sydøst ad flade veje, inden man drejer mod nordøst for at køre op ad en bakke (1,3 km, 4,8%), der har top efter 73 km. Derfra falder det mod nord ned til dagens spurt, der køres efter 77,3 km. Herfra kører man mod vest, nord og nordvest ad lange, lige og let stigende veje, inden man drejer mod først nordøst og siden sydøst for nu at køre ad faldende veje ned til den afsluttende rundstrækning, som rammes efter 111,5 km, inden man kører frem til stregen, som krydses for første gang efter 113,7 km.

 

Etapen afsluttes nu med to omgange på den 29,4 km lange runde. Den indledes med, at man kører mod sydvest, syd og igen sydvest ad lange, lige og kun let kuperede veje, indtil man når det sydligste punkt. Herfra zigzagger man sig skiftevis mod nordvest og nord igennem det let kuperede terræn, inden man i byen Montord, der på sidste omgang nås med 14,3 km, drejer mod nordvest. Kort efter rammer man en bakke (600 m, 6,4%), der på sidste omgang har top med 11,5 km igen.

 

Herfra fortsætter det med at stige, indtil man i det vestligste punkt drejer mod øst, hvorefter en næsten helt lige vej leder ind til mål. I starten er den kraftigt faldende, men til slut falder den kun let, den sidste kilometer med 1,2%. Den sidste bløde kurve kommer med 4500 m igen, og derefter er det en helt lige og 6 m bred vej, der leder frem til stregen.

 

Etapen byder på i alt 1953 højdemeter.

 

Det synes at være blevet en tradition for Dauphiné at starte med ret uforudsigelige etaper, der akkurat er så svære, at de vil være for hårde for langt de fleste hurtige folk. Sådan har det ofte været, men i år skrues der ned for uforudsigeligheden. Etapen er betydeligt lettere end vanligt, og den lille bakke på rundstrækningen er så kort, at den ikke kan gøre væsentlig skade. Da det er eneste oplagte sprinteretape på årets brutale rute, er det derfor svært at tro, at det ikke vil slutte med en halsbrækkende massespurt på den lange, lige og faldende vej ind mo mål.

 

Saint-Pourcain-sur-Sioule har kun én gang tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb. Det var i Paris-Nice i 2015, hvor Michael Matthews vandt en massespurt foran Davide Cimolai og Giacomo Nizzolo.

 

 

 

 

 

 

 

 

2. etape

Criterium du Dauphiné plejer altid at byde på mindst to chancer for sprinterne, og meget ofte er den første af disse kommet på mandagens etape, inden bjergene tårner sig op i Alperne i løbets anden halvdel. Også den trend har ASO brudt i de senere år, og nu synes traditionen i stedet at være, at man over de første to dage skal besøge det kuperede Massif-Central. Sådan er det også på årets ganske brutale rute, men i år har man taget vanskelighederne til helt nye højder. Sprinterne kan i hver fald glemme alt om at blande sig, for allerede her bydes der på løbets første bjergfinale på Col de la Loge med top i mere end 1200 m højde. Det lyder dog betydeligt voldsommere, end det er, for selvom de sidste 30 km næsten alle går op ad, er der tale om en ganske blød stigning, der lægger op til, at løbets puncheurtyper skal spurte om sejren - medmindre ubeslutsomheden er så stor, at det udbrud kan overraske.

 

Med en distance på 142,0 km er der tale om en meget kort etape, der fører feltet fra Gannat til toppen af Col de la Loge. Startbyen ligger i fladlandet mellem to kuperede områder i Massif Central, og derfor er det kun ganske let kuperet, når man lægger ud med at køre mod sydøst ad lange og lige veje. I byen Chateldon, der nås efter 30,5 km bliver det en anelse mere kupere, når man drejer mod syd for at køre ned langs kanten på det kuperede område.

 

Det besøger man, når man drejer mod øst for at køre op ad kategori 3-stigningen Cote de Fagot (5,3 km, 5,4%), der er en ganske jævn stigning med top efter 45,1 km. Den leder op til et plateau, som følges mod først sydøst, så syd og dernæst øst igennem først fladt, siden faldende og slutteligt let stigende terræn. Det forlader man, når man fortsætter mod øst op ad kategori 2-stigningen Col Saint-Thomas (4,5 km, 6,6%), der er en ujævn sag. Således stiger de først 2 km med 6-7%, inden der venter et næsten fladt plateau frem mod de sidste 1300 m, som stiger med 10,8% frem mod toppen, som rundes efter 67,4 km.

 

Nu bliver det meget lettere. En helt lige nedkørsel leder videre mod øst, inden man drejer mod sydvest for at køre ad let kuperede veje, der generelt er let stigende. Efter 89,7 km drejer man mod nordøst, hvorefter det generelt er let faldende, indtil man når frem til dagens spurt, der kommer efter 100,9 km. Nu drejer man mod sydøst for at køre ad en lige og let faldende dalvej ned til finalen.

 

 

Den indledes, når man forlader dalen ved at dreje mod sydvest og køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Georges-en-Couzan (7,0 km, 5,8%), der stiger jævnt med 4-6% hele vejen frem til toppen, som rundes efter 124,4 km. Herefter indledes de sidste 17,6 km med et fladt plateau, der følges mod vest, inden man drejer mod nord for at køre op ad kategori 3-stigningen Col de la Croix Ladret (3,1 km, 6,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 134,3 km.

 

Herfra resterer blot 7,7 km, der alle er let stigende med en beskeden stigningsprocent på 2,5, idet den bliver stejlest til sidst, hvor den sidste kilometer stiger med 4,1%. Det går ad en 6 m bred vej, der er uden sving med er ganske snoet. Den sidste skarpere kurve kommer dog med 1600 m igen, hvorefter vejen bugter sig let med først 1000 m igen og siden med 500 m igen, hvorefter man rammer den 330 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2665 højdemeter.

 

Det virker voldsomt at slutte med en næsten 30 km lang stigning i den normalt lette fase af løbet, men profilen er voldsommere end etapen. Det er ikke nogen klassementsdag, men det er en chance for hurtige folk som Primoz Roglic, Juan Ayuso og Remco Evenepoel til at gå efter nogle bonussekunder. Det er dog sandsynligt, at de vil skulle slås med Mads Pedersen, for hvis danskeren er i form fra start efter sin pause, er det en finale, der er inden for hans rækkevidde. Denne slags etaper kan godt skabe så meget pokerspil, at et udbrud kan holde, særligt hvis en tungere type har vundet 1. etape, men da der er få etaper for Pedersen, virker det ikke usandsynligt, at han vil give den et skud og forsøge at sikre, at det hele ender i en puncheurspurt, der synes ganske åben.

 

Col de la Loge har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

3. etape

Efter de første to dage i Massif Central plejer der at være lys for enden af tunnelen for sprinterne, da man her typisk bevæger sig ned i fladlandet vest for Alperne. Det gør man imidlertid ikke i denne historisk brutale udgave, hvor man tager sig endnu en dag i den kuperede region i midten af Frankrig. For anden dag i træk er der en dag mål på en stigning, denne gang i hele 1341 m højde, men akkurat som på den foregående etape er vanskelighederne til at overse. Igen er der tale om en blød stigning, der lægger op til endnu en puncheurspurt, og derfor vil det formentlig være de samme ryttere, der for anden dag i træk skal slås om sejren og potentielt vigtige bonussekunder, idet målbakken denne gang dog er længere og derfor vanskeligere.

 

Med en distance på 181,7 km er der tale om en lidt længere etape, der fører feltet fra Celles dur Durolle til Les Estables, hvor der er mål på toppen af Cote des Estables. Hele etapen afvikles i det kuperede Massif Central, men arrangører er fra start meget nådige, da man holder sig i dalen. Det stiger kortvarigt mod syd, når man forlader startbyen, men derefter går det mod syd ad snoede og faldende veje, der afbrydes af to mindre bakker, inden man fortsætter mod syd op ad kategori 4-stigningen Cote d’Augerolles (2,6 km 5,2%), der er en jævn stigning med top efter 22,1 km.

 

En teknisk nedkørsel leder nu mod sydvest, inden det går mod sydøst ad en lang, uhyre snoet og let stigende dalvej. Senere bliver det stort set helt fladt, når man kort inden byen Ambert, der passeres efter 54,3 km, drejer mod syd for at køre ad nu helt lige veje frem til dagens spurt, der kommer efter 75,8 km, hvorefter man fortsætter kortvarigt videre mod syd igennem dalen.

 

Den forlader man, når man drejer mod sydøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Cote de Saint-Victor-sur-Arianc (3,1 km, 9,4%), der efter 2 km med ca. 8% stiger med ca. 10% frem mod toppen, som rundes efter 87,6 km. Den leder op til et plateau, hvor man kører mod sydøst, nordøst og igen sydøst ad let faldende veje, inden det går mod sydøst op ad lille bakke, inden det kortvarigt flader ud. Herefter rammer man en kun ganske let snoet nedkørsel, der leder tilbage til dalen, som nås efter 118,9 km.

 

Den forlader man med det samme for at køre mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de Retournac (3,2 km, 5,4%), der stiger med 5.7% over de første 2 km og derefter med 4,5% frem mod toppen, som rundes efter 125,0 km. Herfra fortsætter det imidlertid med at stige let, mens man kører mod først sydøst og siden syd, så man til slut er kørt op ad en lang stigning (15,9 km, 3,1%), der har top efter 137 km og slutter med 2,0 km med 6,3%.

 

Det betyder dog ikke, at det bliver lettere. Det er således skiftevis stigende og fladt, mens man fortsætter mod syd, hvorefter det går mod syd op ad kategori 3-stigningen Cote de Valogeon (2,0 km, 5,2%), der stiger med 6-8% over de første kilometer, men derefter blot med 2-4% frem mod toppen, som rundes efter 147,1 km.

 

 

Nu bliver det en smule lettere, idet det kun er let kuperet, mens man kører videre mod syd, inden man drejer mod sydvest for at køre op ad en bakke (2,4 km, 4,1%), der har top efter 160 km og siden ad en let nedkørsel. Efter 171,9 km drejer man mod sydøst, hvorefter det er let stigende, indtil man fortsætter mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote des Estables (3,8 km, 5,2%), der leder op til mål, der er tale om en uhyre jævn stigning, der stiger med mellem 4,5% og 5,0% hele vejen, herunder med 4,9% over den sidste kilometer. Stigningen går ad en næsten helt lige og 6 m bred vej, der kun bugter sig ganske, ganske let, indtil man rammer den 300 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 2831 højdemeter.

 

Etapen minder uhyre meget om den foregående, og der skal endda spurtes på en bakke, der har stort set de samme procenter som på 2. etape. Samlet set er finalen denne gang noget lettere, men til gengæld er målbakken længere, og det vil nok øge chancen for de lidt lettere folk Primoz Roglic, Remco Evenepoel og Juan Ayuso i forhold til en tungere fyr som Mads Pedersen. Persongalleriet bør dog være nogenlunde det samme, og selvom man på en etape som denne aldrig helt kan udelukke en udbrudssejr, må man næsten formode, at vinderen af 2. etape også fører løbet og derfor vil sikre, at det ender i endnu en puncheurspurt.

 

Les Estables har ikke tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

4. etape

Inden ASO overtog fra den gamle ledelse, fulgte løbet et helt fast mønster, hvor der altid lå en 40-50 km lang enkeltstart om onsdagen. Siden magtskiftet har der imidlertid været plads til betydeligt flere eksperimenter, hvor det mest gennemgående træk har været, at man ligesom i Touren har skåret gevaldigt ned på enkeltstartskilometerne. Som regel har der stadig været en halvlang en af slagsen, men slet ikke med samme distance som tidligere. I 2018 var den helt usædvanligt afløst af et holdløb, men mønsteret synes at være, at den har genfundet sin plads. I hvert fald er den som i 2017, 2019, 2021, 2022 og 2023 med igen - 2020-udgaven var jo forkortet og derfor uden enkeltstart - og ligesom de seneste to år vender man endda delvist tilbage til fortiden. Med en distance på hele 34,4 km er der nemlig tale om den længste enkeltstart, siden Tony Martin i 2011 slog Bradley Wiggins over 42,5 km - de seneste to år har distancen været hhv. 31,9 km og 31,1 km - og ligesom sidste år og modsat 2022-udgaven, der var helt flad, er der tale om en let kuperet sag med godt 400 højdemeter. Igen i år kommer højdemeterne kommer dog næsten udelukkende i form af bløde powerstigninger, og derfor vil specialisterne stadig slikke sig om munden, hvis blot ikke de er alt for tunge, som Mikkel Bjerg ikke var det, da han sidste år slog Jonas Vingegaard på en tilsvarende rute.

 

I alt skal der tilbagelægges hele 34,4 km mellem Saint-Germain-Laval og Neulise. Akkurat som sidste år køres der i området omkring Loire-dalen, men da man kører tværs over dalen, er det ikke fladt, men let kuperet. Det gælder dog ikke for starten, for efter at der er faldende, når man via to sving kører ud ad byen, går det ad lige og let faldende veje mod sydøst og øst, idet man undervejs drejer i en rundkørsel. Efter 5,3 km drejer man mod nord, hvorefter det i stedet bliver let stigende, og sådan fortsætter det, når man efter 8,2 km drejer mod øst for ad køre ad en helt lige vej frem til første mellemtid, der tages efter 10,0 km.

 

Efter tidstjekket fortsætter man videre mod øst ad den lige og let stigende vej, indtil man efter 12,1 km drejer mod nord fors at køre ad en helt lige nedkørsel, der leder ned til Loire-floden. Den krydser man for nu at køre mod sydvest, nordøst og øst op ad en stigning (2,5 km, 3,6%), der har top efter 17,2 km. Her drejer man mod først sydøst og siden øst for at køre ad en let kuperet og ganske snoet vej, inden man drejer to gange i rap efter hhv. 21,9 km og 22,4 km for at passere en hovedvej. Derfra går det mod nordøst op ad en stigning (2,3 km, 3,1%), på hvis top dagens anden mellemtid tages efter 24,9 km.

 

Efter det sidste tidstjek kører man videre mod nordøst ad en helt lige og let stigende vej. Først efter 29,4 km drejer man mod nordvest for nu at køre ad lige og let faldende veje. Med 3,2 km igen er der et ganske blødt sving, hvorefter det går mod sydvest og vest ad en kun ganske let snoet og næsten helt flad vej ind til målbyen. Her rammer man en lille bakke (500 m, 5,5%), der har top med 300 m igen, hvorefter det er helt fladt frem til stregen. Der er ingen sving efter svinget med 3200 m igen, og derefter bugter den 5 m brede vej sig kun ganske let, indtil man rammer den 150 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 427 højdemeter mod 408 højdemeter på sidste års 31,1 km lange rute.

 

I gamle dage havde Dauphiné ofte relativt flade enkeltstarter, men i de senere år har de ofte været mere kuperede. Efter 2022-udgavens fladbanesag følger årets rute den nye tradition, men man skal bestemt ikke overgøre vanskelighederne. Faktisk er der tale om en næsten tro og kun lidt længere kopi af sidste års enkeltstart. Højdemeterne findes mest af alt ad lange og lige veje, hvor det stiger let og jævnt, og der er således kun i begrænset omfang tale om rigtig klatring. Det er stadig en enkeltstart for specialister, dog af den lidt lettere slags, og derfor er enkeltstarten bestemt ikke en gave til klatrerne, der vil tabe tid på en rute, der heller ikke byder på mange tekniske udfordringer, som vi så det sidste år, da Mikkel Bjerg choksejrede foran Jonas Vingegaard og Remi Cavagna.

 

 

Neulise har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

5. etape

Inden ASO overtog ansvaret, var det helt fast, at Dauphiné altid sluttede med fire store bjergetaper, hvor der oftest var mål på toppen om torsdagen og lørdagen og flade finaler fredag og søndag. Den faste tradition har ændret sig i de senere år, hvor der også i løbets anden halvdel har været enkelte muligheder for sprinterne, selvom bjergerne altid har domineret weekenden. I 2018 vendte man tilbage til den gamle model med fire store dage i bjergene, men den nye tradition med en fladere torsdagsetape har været den nye norm. Heller ikke i år skal man ind i bjergene endnu, men hvis sprinterne havde drømt om at få noget foræret, må de tro om. Denne torsdag bydes der nemlig på 2300 højdemeter i det stærkt kuperede terræn omkring Lyon, og selvom de sidste ca. 35 km er hovedsageligt flade, skal løbets få sprintere arbejde for det, hvis de vil sikre en massespurt og forhindre et udbrud i at løbe med det hele.

 

Med en distance på 167,0 km er der tale om en relativt kort etape, der denne gang fører Amplepuis til Saint-Priest, der er en forstad i Lyon. Startbyen ligger i det kuperede terræn vest for storbyen, og det mærker man hurtigt. Man lægger ud med at sno sig mod syd igennem ganske kuperet terræn, der generelt er let stigende. I byen Saint-Just-la-Pendue, der nås efter 29,3 km, drejer man mod sydøst for at køre op ad en lang, ikke-kategoriseret stigning (15,3 km, 2,2%), idet man undervejs kører dagens spurt efter 32,6 km.

 

Toppen rundes efter 42,5 km, , hvorefter det går videre mod sydøst ad en kort nedkørsel, inden man kører mod syd op ad kategori 4-stigningen Cote de Croix de Signy (1,6 km, 4,6%), der har top efter 49,7 km. Herfra kører man videre mod sydøst på et fladt plateau, inden en kringlet nedkørsel fører videre mod sydøst ned til dalen. Den forlader man med det samme for at køre mod sydøst op ad kategori 2-stigningen Cote de Duerne (5,0 km, 6,9%), der er en helt jævn stigning med top efter 76,2 km.

 

Herefter venter en ultrakort nedkørsel, der fører videre mod sydøst, inden man kører op ad en lille bakke, der har top efter 81,2 km. Derfra venter en lang nedkørsel, der fører videre mod sydøst, og som i starten er teknisk, men siden helt let og fører direkte end til Rhone-dalen, der nås i byen Givors. Den forlader man dog med det samme for at køre videre mod sydøst op ad kategori 3-stigningen Cote de Givors (3,8 km, 4,6%), der er en jævn stigning med top efter 111,5 km. Her drejer man mod sydvest, men det fortsætter med at stige, så man i byen Croix Regis, der nås efter 116,5 km, er kørt op ad en 10,6 km lang stigning med en gennemsnitlig stigningsprocent på 3,3.

 

 

Herefter er de sidste ca. 50 km meget lettere. Man kører kortvarigt mod syd ned og op ad en bakke, inden en let nedkørsel fører mod øst tilbage til Rhone-dalen, der nås efter 131,4 km i byen Vienne. Her drejer man mod nord og senere øst for at køre ad lange, lige og let stigen dalveje, inden man kører mod nord op ad kategori 4-stigningen Cote de Bel-Air (1,8 km, 5,1%), der er en helt jævn stigning med top efter 144,0 km.

 

Herfra resterer fortsat 23,0 km, der indledes med en let nedkørsel, som fører mod nord ned fra højdedraget og tilbage til dalen. Her kører man mod vest og nord ad helt flade veje ind mod Lyon og målbyen, hvor de sidste 5 km også er helt flade. Her kører man ad en stor hovedvej med nogle ret skarpe kurver, indtil man med 3200 m drejer skarpt ind på en mindre vej. Derefter er der endnu et skarp sving med 2200 igen, hvorefter der er en 90-graderskurve med 1800 m igen. Herefter er vejen imidlertid næsten helt lige med kun en svag kurve, der leder ind på den 1300 m lange og 6 m brede opløbsstrækning

 

Etapen byder på i alt 2307 højdemeter.

 

Dette er den sidste af de potentielle to sprinteretaper, men den er slet ikke så enkel som den første. Enkeltstarten vil have sikret, at forskellene er store, og da mange hold samtidig vil spare sig frem mod de sidste tre bjergetaper, er der al mulig grund til at give et udbrud en chance. Det gælder ikke mindst i et felt med ganske få sprintere, og derfor skal der arbejde for føden, hvis det skal lykkes at sikre endnu en massespurt på den lange, lige vej ind mod mål.

 

Saint-Priest har ikke tidligere i dette årtusinde været målby for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

6. etape

I de gode, gamle dage sluttede Dauphiné som sagt altid med fire store bjergetaper i Alperne, men den nye tradition med en hård start i Massif Central betyder, at man nu plejer at nøjes med tre af slagsen. Den nye trend er også, at fredagsetapen mest er en mere eksplosiv opvarmningsetape inden weekendens to store dage i Alperne, men sådan bliver det ikke på årets brutale rute. Her byder alle tre dage på for de franske Alper meget svære finalestigninger, og selvom det meste af fredagsetapen som altid består ad et langt, relativt fladt transportstykke, er der lagt op til et brag af en finale på Le Collet d’Allevard, hvor stejle procenter i 2011 var rigeligt til at skabe pæne forskelle og en suveræn solosejr til Joaquim Rodriguez.

 

I alt skal der tilbagelægges 174,1 km, der fører feltet fra Hauterives til toppen af Le Collet d’Allevard. Startbyen ligger i Rhone-dalen vest for Alperne, hvor målstigningen findes, og det meste af etapen er derfor ganske let. Således lægger man ud med at køre mod øst ad en helt lige og let stigende vej, inden man drejer mod nord for at køre ad en nedkørsel, der ender efter 21,6 km. Herefter bliver det fladt, når man kører videre mod nord igennem dalen, indtil man drejer mod nordøst for at køre op ad et højdedrag via kategori 4-stigningen Cote de La Cote-Saint-André (1,8 km, 6,7%), der har top efter 31,6 km.

 

En kort nedkørsel leder mod nordvest, inden man kører mod nordøst ad en let snoet vej, der generelt er let stigende, inden man kører mod først syd, så sydøst og siden nordøst ad lange, lige og flade veje. Efter 75,3 km drejer man mod sydøst for at køre mod sydøst, syd og nordøst ad en i starten lidt kringlet, men siden let nedkørsel, der efter 96,6 km. Nu kører man mod syd op ad en bakke og derefter ad flade veje frem til dagens spurt, der kommer efter 105,3 km.

 

Nu ændrer etapen karakter. Man kører kortvarigt mod øst videre igennem fladlandet, men hurtigt drejer man mod nordøst for at køre op ad kategori 2-stigningen Col du Granier (8,9 km, 5,4%), der over de første 6 km stiger med 2-6%, inden de sidste 2,9 km stiger med 6-9% frem mod toppen, som rundes efter 129,4 km.  Herfra resterer imidlertid fortsat 44,7 km, der indledes med en teknisk nedkørsel, der fører mod øst ned til dalen, hvor man kører mod syd ad let kuperede veje og dernæst mod nordøst og syd ad lige og let stigende veje.

 

De leder frem til byen Allevard-les-Bains, der nås efter 160,7 km, og her drejer man mod øst for at køre op ad målbjerget Le Collet d’Allevard (11,2 km, 8,1%), der er uden for kategori. De første 4 km er de letteste, for selvom den tredje kilometer med 10,6% er stigningen stejleste, stiger den her med 6-8%. Derefter stiger den imidlertid jævnt med 8-10% resten af vejen, indtil den flader ud med 4,5% over de sidste 200 m. Stigningen har et hav af hårnålesving, hvoraf de sidste kommer med 1000 m, 700 m og 500 m igen, inden der er en skarp kurve, der leder ind på den 100 m lange og 6 m brede opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 3442 højdemeter.

 

 

Stigningerne i de franske alper er kendt for blødere procenter, men det gælder bestemt ikke for dette målbjerg. Her taler vi om en langt mere alvorlig sag, og vi så da også, at stigningen i 2011 skabte ganske betydelige forskelle, ikke mindst til den sejrende Joaquim Rodriguez, der havde 31 sekunder ned til nummer 2. Selvom det meste af etapen er ret let, er der derfor lagt op til det første helt store bjergslag, der vil give en helt klar indikation på, hvem der kan vindes årets udgave af Frankrigs næststørste etapeløb.

 

Le Collet d’Allevard har kun én gang tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var på i dette løb i 2011, hvor Joaquim Rodriguez kørte alene hjem til en suveræn solosejr med 31 sekunder ned til Robert Gesink og 39 sekunder ned til Jurgen Van Den Broeck, mens den førende Bradley Wiggins som nr. 6 smed 54 sekunder, men forsvarede trøjen

 

 

 

 

 

 

 

7. etape

Det har været en tradition i mange år, at kongeetapen i Criterium du Dauphiné er kommet om lørdagen, og selvom årets tre bjergetaper kan minde meget om hinanden og alle har svære målbjerge, gælder det også i år. Her venter nemlig et stort slag i Alperne, hvor man ganske vist kører uden om de mest berømte bjerge, men stadig skal over tre bjergpas, inden det hele slutter på det spritnye bjerg Samoëns 2000. Akkurat som fredagens er der tale om et langt vanskeligere bjerg, end man normalt ser i de franske alper, og da det byder på hele 4 km med tocifrede stigningsprocenter, burde det trods udsigten til endnu en bjergetape søndag være stensikkert, at vi denne lørdag også i år har en ret god ide om, hvem der vil vinde løbet, når de 4500 højdemeter er tilbagelagt.

 

 

I de seneste år har begge de to alpeetaper i weekenden været korte, og det gælder også i år, hvor man om lørdagen blot skal køre 155,3 km, der fører feltet fra Albertville til toppen af Samoëns 2000. Startbyen ligger i dalen midt i Alperne, og man lægger ud med at køre mod nordøst ad lange, lige og stigende dalveje. Efter 16,4 km drejer man mod nord for at køre op ad en stigning (4,2 km, 6,3%), der har top efter 22 km, inden det går videre mod nordøst ad et kort plateau.

 

Nu går det for alvor løs, når man kører mod sydvest og nordvest op ad kategori 1-stigningen Col des Saisies (9,4 km, 6,6%), der stiger jævnt med 6-9% over de første 6 km - dog med en næsten flad kilometer 2 - inden den stiger jævnt med 6-7 over de næste 3 km frem mod de sidste 600 m, der stiger med 4,0% hen mod toppen, som rundes efter 33,3 km.

 

En ikke alt for svær nedkørsel leder nu mod nord ned til dalen, idet den undervejs afbrydes af en bakke (700 m, 12,2%) med top efter 41,5 km, inden man kører mod nordøst ad lange, lige og let stigende veje. Kort efter byen Megève, der passeres efter 52,7 km drejer man mod nord for at køre ad en let nedkørsel ned til byen Sallanches, der passeres efter 66,7 km, hvorefter det går mod nord ad en lang, lige og kun ganske let faldende dalvej.

 

Etapen tager fat igen, når man drejer mod nordvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Cote d’Araches (6,1 km, 7,1%), der efter en let første kilometer stiger med 8-10% over 3 km, inden den stiger med 6.8% over de sidste 3,1 km frem mod toppen, som rundes efter 85,9 km. En let nedkørsel leder nu mod nordvest ned til dalen, hvor man i byen Taninges, der nås efter 96,8 km, rammer en 37,8 km lang rundstrækning, hvor der skal køres en omgang.

 

Den indledes med, at man kører mod nordvest ad en lige og flad dalvej, inden man kører mod nordvest og øst op ad kategori 1-stigningen Col de la Ramaz (13,9 km, 7,1%), der er relativt ujævn. Efter en første kilometer med 8,4% stiger de næste 5 km stiger således hovedsageligt med 6-7%, inden der venter 3 km med 8-12%. Herefter bliver den igen lettere, når de sidste 3,9 km stiger med 5-8% frem mod toppen, som rundes efter 118,1 km. Herfra resterer fortsat 37,2 km, der indledes med en for det meste let, men midtvejs meget teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest og syd ned til dalen, hvor rundstrækningen afsluttes.

 

Efter denne rundtur kører man mod sydøst ad en helt lige og let stigende dalvej, idet man undervejs kører dagens spurt efter 135,5 km. Den leder direkte frem til byen Samoëns, hvorfra man kører mod sydvest, sydøst og igen sydvest op ad målbjerget Samoëns 2000 (10,0 km, 9,3%), der er uden for kategori. Den starter let med 2 km med hhv. 3,3% og 7,3%, men derefter venter fire kilometer med 10-13%. Nu bliver den en smule lettere med 3 km med 8-9%, inden den flader lidt ud med 7,6% over den sidste kilometer. Stigningen har en del hårnålesving, de sidste med 2000 m, 1700 m, 1100 m og 1000 m igen, men derefter bugter den 6 m brede vej sig kun ganske let ind på den 100 m lange opløbsstrækning.

 

Etapen byder på i alt 4497 højdemeter.

 

Det er en spritny stigning, men det er en perle, som burde være garanti for drama. Det er ret sjældent at finde så voldsomme procenter på et bjerg i de franske alper, og da den kommer som afslutning på en svær dag med flere bjerge, burde det ende som det vigtigste bjergslag med ganske betydeligt forskelle. Etapen åbner også op for, at man kan tage chancer med angreb fra distancen, men med dalstykket frem til sidste stigning, burde det ende i det helt store bjergslag til sidst - uanset om et udbrud ender med at køre med sejren, inden klassementsrytterne når så langt.

 

Samoëns 2000 har ikke tidligere i dette årtusinde været bugt som mål for et stort cykelløb.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

8. etape

De fleste kan vel huske 2017-udgaven af løbet, hvor en aggressiv Chris Froome tidligt fik isoleret den førende og voldsomt stærke Richie Porte, der blev angrebet fra start til mål, og til slut måtte lade Jakob Fuglsang køre hjem til karrierens klart største sejr. Arrangørerne oplevede en gentagelse i 2020, hvor isolerede Thibaut Pinot tabte løbet til Daniel Martinez, men vi får nok ikke nogen meget aggressiv finaleetape i år. Efter fuserne i 2019 og 2021, hvor stærke hold kunne lægge sidste etape i et jerngreb, og en 2023-etape, der lagde op til, at man kunne tage den slags chancer ved at angribe fra distancen, går man i år nemlig tilbage til modellen fra 2022, hvor et meget svært målbjerg inspirerede til defensiv kørsel. I år slutter løbet nemlig på Plateau des Glières, der akkurat som de to foregående målstigninger byder på voldsomme procenter, man sjældent ser i Alperne. Selvom vi således ikke skal regne med, at der kommer store angreb langt udefra, er der med så brutal en afslutning skabt alle forudsætninger for, at førertrøjen alligevel kan skifte ejermand til allersidste.

 

Det er blevet en tradition, at den sidste bjergetape er en kort sag, og det gælder også i år, hvor der skal køres bare 160,6 km mellem Thônes og stigningen Plateau des Glières. Start og mål ligger faktisk meget tæt på hinanden, og derfor består det meste af etapen af en rundtur i Alperne, idet man åbner med en omgang på en 42,9 km lang rundstrækning. Man lægger ud med at køre mod sydvest ad flade dalveje frem til Annecy-søen, som følges mod syd ad let stigende veje. Nu forlader man imidlertid allerede dalen, når man kører mod syd op ad kategori 1-stigningen Col de la Forclaz de Montmin (7,1 km, 7,3%), der er en meget jævn sag. Således stiger de første små 4 km bare med 3-7%, men derefter stiger de sidste 3,8 km med 9,5% i snit og har en kilometer med 11,3%.

 

 

Toppen rundes efter 14,2 km, hvorefter en teknisk nedkørsel fører videre mod syd ned til dalen, hvor man kortvarigt kører mod sydøst ad flade dalveje. Herefter går det mod nordøst op ad kategori 3-stigningen Col des Esserieux (4,2 km, 5,4%), der er en jævn stigning med top efter 32,1 km. En ultrakort nedkørsel leder nu mod nordæst, inden det går mod nord ad først let stigende og siden let faldende veje tilbage til startbyen, som passeres efter 42,9 km.

 

Efter rundstrækningen drejer man mod nordøst for at køre op ad en stigning (6,3 km, 4,6%), på hvis top dagens spurt køres efter 52,7 km. Derfra går det mod nord ad lange, lige og let faldende vej, der leder ned til et helt fladt område, der nås i byen Bonneville. Her kører man mod nordvest ad en helt lige og flad vej frem til udkanten af byen Annemasse på grænsen til Schweiz.

 

Man forlader dog ikke Frankrig. I stedet indleder man finalen ved at dreje mod sydvest for at køre op ad kategori 1-stigningen Le Saléve (12,1 km, 6,8%), der kommer i fem etaper med først 2 km med 7-8%, siden 2 km med 5-6%, dernæst 3 km med 9-11%, herefter 3 km med 6-7% og slutteligt 2,1 km med bare 3-5% frem mod toppen, som rundes efter 103,1 km.

 

Herfra resterer forsat 57,5 km, der indledes med, at man kører videre mod sydvest ad først en ultrakort nedkørsel og siden den ikke kategoriserede Col des Pitons )4,3 km, 3,8%), der har top efter 115. Herfra venter en uhyre teknisk nedkørsel, der fører mod sydvest og sydøst ned til byen Groisy, der nås efter 138,1 km. Her drejer mand mod nordøst for at køre op ad en bakke, inden det går mod sydvest ned ad bakken igen. Nu kører man mod sydøst ad en lang, lige og let stigende vej, der leder direkte frem til den brutale afslutning.

 

Den tager fat, når man kører mod sydøst og nordøst op ad kategori 1-stigningen Plateau des Glières (9,4 km, 7,1%), hvis data i den grad snyder. Således stiger de første 4 km næsten uafbrudt md 10-11%, idet kilometer 2 dog stiger med kun 7,4%, inden den flader ud med 2 km med 7-8%. Herefter tager den fat igen med en kilometer med 9,6%, inden de sidste 2,4 km kun er ganske let stigende med 0-2%, dog med 3,5 over de sidste 400 m. Stigningen har en del hårnålesving på den nedre del, men det sidste kommer med 3300 m igen, hvorefter den 6 m brede vej kun bugter sig ganske let og over de sidste 1700 m er helt lige.

 

Etapen byder på 3999 højdemeter.

 

Der er utvivlsomt tale om det letteste af de tre målbjerge, og da etapen ikke indbyder til angreb fra distancen, er der en vis sandsynlighed for, at den førende rytter vil kunne forsvare sig. Den nedre del af bjerget er dog ganske brutalt, og hvis trætheden efter syv hårde dage er ved at melde sig, er der bestemt rigeligt med procenter til, at førertrøjen kan skifte ejermand til allersidst. Det er i hvert fald sket mange gange i Dauphiné, og i en sjældent åben udgave af løbet kan det bestemt ikke afvises, at det ville kunne ske igen i 2024.

 

Plateau des Glières har kun to gange tidligere i dette årtusinde været mål for et stort cykelløb. Det var i Tour des Pays de Savoie i 2014, hvor Louis Vervaeke tog en solosejr med 29 sekunder ned til Dmitry Ignatiev og 32 sekunder ned til Yoann Barbas, og i Tour de l’Avenir i 2013, hvor en ung Julian Alaphilippe vandt sidste etape med 51 sekunder ned til Matej Mohoric og 1.39 ned til Adam Yates.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Favoritterne

Criterium du Dauphiné er altid et af årets mest imødesete løb, fordi det giver en første mulighed for at vurdere formen på Tour-favoritterne. Ser man bort fra 2018, hvor kalenderændringen førte til et usædvanligt tamt felt, samt en måske lidt halvsløj 2022-udgave har det i særdeleshed været tilfældet i de senere år, hvor snart sagt alle Tour-favoritter har prioriteret det franske løb over Tour de Suisse. Mest markant var det selvfølgelig i 2020, hvor den coronakaotiske kalender betød, at klassementsfeltet i Dauphiné nærmest én til én var identisk med det, vi så i Touren - i hvert fald indtil det store styrt i netop Dauphiné kombineret med den pauvre form hos Geraint Thomas og Chris Froome fik rystet posen lidt inden Tour-starten.

 

 

Sådan er det desværre ikke helt i år. Det er en gevaldig bet, at løbet må undvære Tadej Pogacar, hvad der hele tiden har været planlagt, samt nu også Jonas Vingegaard, der ellers havde planlagt at forsvare sin titel, indtil der som bekendt kom et styrt i vejen. Det er en skam, for med dansk deltagelse havde vi haft tre af ”The Big Four” til start, da både Primoz Roglic og Remco Evenepoel bruger løbet som sidste forberedelse. Arrangørerne har da bestemt heller intet at klage over i et felt, der også tæller to af de andre helt tunge Tour-favoritter, nemlig Juan Ayuso og Carlos Rodriguez, men de må alligevel sande, at Tour de Suisse i år har haft lidt mere held med at tiltrække Tour-favoritter, end de plejer. Det er i hvert fald planen for Egan Bernal, Joao Almeida, Enic Mas, Richard Carapaz og Tom Pidcock at finde de sidste løbskilometer i Schweiz, og medmindre Adam Yates har planer om slet ikke at varme op i år - hvad hans bror jo ikke gjorde sidste år og derfor næppe heller gør i år - kunne den lille brite også sagtens ende med at befinde sig i Schweiz om en god uges tid.

 

Evenepoel, Roglic, Ayuso og Rodriguez er dog rigeligt til at sikre, at det som altid er Dauphiné, der har mest karakter af den store generalprøve, og i virkeligheden er det næsten en gave, at hverken Pogacar eller Vingegaard er til start. Det betyder nemlig, at vi går ind til et sjældent åbent Dauphiné, som vi ikke har set det siden 2021, hvor vi også havde en udgave uden de tungeste Tour-favoritter, og Richie Porte endte med at løbe med det hele.

 

Det er ikke nogen ny situation, at flere Tour-navne støder sammen i Dauphiné, men betydningen af et godt resultat allerede i juni har været lidt forskellig over årene. Tidligere syntes der at være en meget klar tendens til, at løbet hovedsageligt var forberedelse, og mange af favoritterne var ofte meget langt efter de bedste. Det er eksempelvis sigende, at Alberto Contador selv i de år, hvor han var totalt dominerende, aldrig vandt det franske løb, og han satte nærmest en ære i at understrege, at han for alt i verden ikke måtte være for god i generalprøven.

 

Det har imidlertid ændret sig, siden Sky i 2011 satte sig på løbet. Siden da er Dauphiné i stigende grad blevet betragtet om et sted, man går efter sejren og ikke mindst et betydeligt selvtillidsboost på vejen mod juli. Således så vi i 2012, 2013, 2015 og 2018 lavede ”The Double” med først Wiggins, siden med Froome to gange og til sidst med Thomas. I den specielle 2020-sæson havde Primoz Roglic uden et styrt utvivlsomt også vundet Dauphiné på vejen mod den Tour, han var ”åh så tæt” på at vinde, og i 2022 er der næppe nogen tvivl om, at Jonas Vingegaard kunne have vundet Dauphiné, hvis ikke hans slovenske kaptajn havde været i førertrøjen - en bedrift, han fuldendte på sin vej til sin anden Tour-sejr sidste år. Der er stadig ryttere, der som regel er langt fra niveauet i Dauphiné - det plejede eksempelvis at være tilfældet for Vincenzo Nibali, når han brugte det som Tour-forberedelse - men nu om dage er Tour-favoritterne generelt mere konkurrencedygtige end tidligere.

 

Det forhold, at rytterne som regel har meget forskellige måder at forberede sig på, gør også Dauphiné til et af de sværeste løb at spå om. Usikkerheden bliver ikke mindre af, at alle favoritterne kommer til løbet efter en lang pause, og derfor ved de aldrig heller ikke selv helt, hvor de står. Med andre ord kan løbet være lidt af et lotteri at forudse, også selvom ruten som regel er så svær, at der ikke er mange tilfældigheder involveret.

 

Det burde der heller ikke være i år, hvor ruten nærmest én til én følger det mønster, ASO har fastlagt de seneste år - i år bare med en skærpet sværhedsgrad, så vi har den vanskeligste udgave måske endda i hele ASOs regeringstid. Vi har i de seneste år haft samme mønster med to kuperede dage i Massif Central, tre mellemdage, hvoraf den midterste er den vigtige enkeltstart, og slutteligt tre dage i bjergene, hvoraf vi har haft en lidt lettere fredag, kongeetapen om lørdagen og en eksplosiv dag om søndagen, hvor der er potentiale til at få det hele til at eksplodere fra distancen, som vi så det i særlig 2014, 2017 og 2020. I de første år efter magtovertagelsen i 2010 eksperimenterede ASO meget med de gamle arrangørers meget ensartede format, og efter nogle år med at finde sig til rette synes de nye arrangører nu at have fundet det format, de finder som det rette.

 

I år skruer man imidlertid lidt på sværhedsgraden på nærmest alle parametre. Man tager lige en ekstra dag i Massif Central på bekostning af en af mellemetaperne, og selvom de to stigninger begge er bløde, har man endda mål på en stigning på to af de tre dage i det kuperede område. Enkeltstarten får en ekstra tand og er den længste siden 2011, og selv den ene af de to sprinteretaper er så svær, at sprinterholdene virkelig skal stramme sig an, hvis de vil forhindre en udbrudssejr. Den væsentligste forandring er dog nok karakteren af de tre alpeetaper. Det kan godt være, at der mangler nogle højder og nogle historiske bjerge i år, men bjergfinalerne er voldsomme.

 

De franske alper er jo ellers kendt for deres lange, jævne stigninger uden voldsomme procenter, men her har man fundet tre bjergfinaler, der er langt stejlere, end man normalt ser det. De er måske ikke så lange - særligt søndagens finale er ganske puncheuragtig - men de er alle så vanskelige, at de kan gøre stor skade. Der i hvert fald ingen let fredag denne gang, og blandt de seneste mange er det den udgave, der har stillet størst krav til klatreevnerne. Det modsvares så af den historisk lange enkeltstart, og dermed stilles der voldsomme krav til alsidigheden i år.

 

Med den komposition af løbet har der typisk været tre afgørende etaper, men i år er der fire, da fredagens etape ikke er en blød mellemvare. Alt peger på, at det bliver enkeltstarten og de tre bjergetaper, der bliver afgørende.

 

 

Den første vigtige observation er i den sammenhæng, at enkeltstarten er ved at genvinde sin betydning, efter at ASO også i dette løb har skruet gevaldigt ned for dens betydning. Det er nu tredje gang i træk, at vi skal køre mere end 30 km, og vi overgår som sagt altså distancen fra de seneste to år.  I virkeligheden har vi en ret god ide om, hvad vi skal forvente på onsdag. I 2022 var ruten pandekageflad, men sidste år havde man en enkeltstart, der nærmest én til én var identisk med denne. Distancen var i store træk den samme, det samme var antallet af højdemeter, og højdemeterne findes endda på samme måde, nemlig som nogle bløde powerstigninger, som de store maskiner sagtens kan mose op ad, hvis de ikke er alt for tunge. Selvfølgelig er det en gave til klatrerne, at man ikke har en tonserenkeltstart, men det er altså stadig en specialistenkeltstart, hvor tempoevnerne bliver afgørende.

 

Sådan var det også sidste år. Her choksejrede Mikkel Bjerg som bekendt foran Jonas Vingegaard, hvilket jo fint fortæller, at det i hvert fald ikke er nogen bjergenkeltstart. Derefter var det de relativt klatrestærke specialister Remi Cavagna og Fred Wright, og derudover blev Rune Herregodts nr. 7, Nelson Oliveira nr. 9, Jonathan Castroviejo nr. 10 og Luke Durbridge nr. 12. Ben O’Connor og Adam Yates bekræftede deres forbedrede tempoevner som hhv. nr. 5 og 8, men at de temposvage klatrere ikke nød oplevelsen, var tydeligt. Carlos Rodriguez, der dengang ikke kørte enkeltstarter som i Romandiet, smed som nr. 25 hele 1.48 til Vingegaard, David Gaudu tabte 2.10 som nr. 34, Richard Carapav var 2.27 efter som nr. 43, Max Poole, der klatrede som en drøm i løbet, fik en lussing på 2.31 som nr. 46, Mikel Landa måtte betale 2.37 som nr. 48, hvilket var 2 sekunder mindre end nr. 49, Lenny Martinez, og helt galt gik det for Enric Mas, der som nr. 55 smed hele 2.28. I år er distancen jo altså ca. 3 km længere, og regningen bliver derfor næppe mindre.

 

Det fortæller historien om, at det bliver svært at vinde, hvis ikke man er tempostærk. Som modsvar hertil er naturligvis, at de tre bjergetaper er så voldsomme. Er man flyvende, vil en god klatrer over tre dage jo sagtens kunne vinde de 2.28, som Mas smed sidste år, hvis den førende rytter ikke er flyvende på stigningerne. Bjergmenuen er så voldsom, at en ren klatrer godt kan vinde, men han skal vitterligt være på et meget højt niveau. Det bliver et løb, der vanskeligt vindes, hvis ikke man kører stærkt på onsdag, men det nytter omvendt intet, hvis ikke man er blandt de allerbedste i bjergene.

 

Med andre ord er det et Dauphiné, som det skal være, nemlig en miniudgave af Touren. Man testes på de to vigtigste talenter, nemlig klatre- og tempoevner, men derudover betyder den generelt brutale rute med hele tre svære bjergetaper til slut også, at det er det i særklasse vanskeligste WorldTour-etapeløb - i år dog sammen med Tour de Suisse, der også har en helt vanvittig rute. Her testes restitution og holdbarhed på en anden måde end i de andre ugelange løb, selvom vi selvfølgelig slet ikke taler om de prøvelser, man finder i en grand tour.

 

En anden faktor, man altid skal indregne i Dauphiné, er evnen til at kontrollere løbet. Som sagt har vi været vidner til nogle afslutningsetaper, hvor både Alberto Contador, Richie Porte og Thibaut Pinot har tabt løbet, fordi deres hold var for svage, og det kan ske igen. I år bliver holdet dog næppe helt så afgørende. Det er traditionelt sidste etape, der har været vanskeligst at kontrollere - også fordi det er her, behovet for at tage chancer med tidlige angreb er størst - men den er i år betydeligt lettere at holde styr på. Lørdagens etape ser noget vanskeligere ud, men den kommer tidligere i løbet, hvor lysten til at gamble typisk er mindre. Etaperne har stadig et design, hvor man kan komme i problemer, men det ligner en rute, hvor holdet ikke bliver helt så vigtigt som tidligere.

 

Kan de fem øvrige etaper komme i spil? 2. og 3. etape slutter på stigninger, men det er helt, helt bløde opkørsler, hvor det er udelukket, at der kommer forskelle mellem de bedste. Her er der lagt an til puncheurspurter, og det kan være guf for typer som Roglic, Evenepoel og Ayuso, der her kan sikre sig potentielt 20 bonussekunder. Stigningerne er dog ikke alt for vanskelige, og en potentielt formstærk Mads Pedersen vil formentlig også forsøge at gå efter dem. Man kan heller ikke helt udelukke en udbrudssejr på 2. etape, hvis en tungere sprinter har vundet 1. etape, men formentlig vil der skulle spurtes om sejren begge dage. På tredjedagen vil den førende rytter i hvert fald formentlig gå efter at forsvare trøjen. I forhold til klassementet bør 1. og 5. etape til gengæld ikke komme i spil. Åbningsetapen er den letteste, så den skal løbets få sprintere gå efter. Det skal de også om torsdagen, men her skal de arbejde for føden, hvis de vil undgå en udbrudssejr. Om det lykkes eller ej, er klassementsrytterne imidlertid helt ligeglade med.

 

Hvordan bliver det så med det vejr, hvor vinden kan blive en faktor i bjergene? Optakten her skrives med mere end en uge til de afgørende dage i bjergene, og derfor er alt naturligvis med forbehold. Vi åbner med en overskyet og ikke specielt varm søndag, hvor der er en ganske lille risiko for byger. Mandag ventes der at komme en smule mere sol, og der ventes modvind på anden halvdel af den lange trippelopkørsel til sidst, hvad der er godt nyt for Pedersen-typerne og dårligt nyt for Roglic-typerne. Vejret bliver næsten det samme tirsdag, hvor der til gengæld venter en medvindsfinale, hvad Roglic-typerne så kan glæde sig over.

 

Vejret til onsdagens enkeltstart ser perfekt ud med sol, tørvejr samt svag og ensartet vind, inden varmen melder sig på en smuk torsdag, hvor temperaturen kan nå 27 grader. Når vi rammer bjergene fredag fortsætter solen og varmen, men der kan komme en eftermiddagsbyge, og klatrerne kan glæde sig over, at der vil være medvind på målbjerget. Lørdag - og det er langt ude i fremtiden - ser vejret mere ustabilt ud med risiko for tordenbyger, og denne gang lugter det af modvind på målbjerget, der dog er så stejlt, at det ikke bør dæmpe festen alt for meget. Det hele slutter - som det ser ud nu - med mere ustabilt vejr søndag, hvor det igen lugter af medvind på målbjerget.

 

Konklusionen er, at det - som så ofte før - ligner et løb for den komplette etapeløbsrytter. Betydningen af så lang en enkeltstart er stor, men med tre så svære bjergfinaler er chancen for at genvinde det tabte bedre end vanligt. Vindretningen hjælper klatrerne yderlige på to af de tre dage, og bjergetaperne bør passe de rene klatrere fornuftigt. Der er dog generelt tale om kortere målbjerge, og denne gang skal man være god på relativt stejle procenter, ligesom søndagens finale appellerer særligt til eksplosive folk. Puncheurtyperne kan få lidt bonus mandag og tirsdag, men på så svær en rute er det tvivlsomt, om det vil blive afgørende. Endelig stilles der over otte så svære dage krav til holdbarhed og restitution.

 

 

Feltet er som sagt også i år ganske fremragende, selvom schweizerne i år har haft mere succes med at dæmpe følelsen af total Tour-generalprøve, og fraværet af både Pogacar og Vingegaard gør som sagt, at det er den mest åbne udgave siden 2021 - en åbenhed, der jo altså bliver ekstra udtalt af den velkendte usikkerhed om formen hos hovedaktørerne.

 

Det er derfor også med meget stor tøven, at jeg peger på Primoz Roglic. Løbet har vel fire store favoritter, og udfordringen er, at der er så mange spørgsmål ved dem alle, at jeg har svært ved for alvor at tro på dem. For Roglics vedkommende er det naturligvis hans nuværende niveau. Selvom han rejste sig flot i 2023 og senest kørte en fornem Vuelta efter at have vundet ikke færre end tre ugelange etapeløb og en Giro, står det i hvert fald klart, at han ikke længere er den helt naturlige storfavorit, han tidligere var til alle korte etapeløb. Niveauet var i 2023 stadig ikke, som da han var bedst, og i hans alder skal man som bekendt altid bevise sig selv.

 

Det var i det lys, at hans sæsonstart i Paris-Nice var så katastrofal. For snart sagt alle andre kunne man bortforklare det, men det var svært med Roglic. Her taler vi om en mand med noget nær sportens højeste bundniveau, og som har været kendt for altid at præstere meget tæt på sit bedste. Det var han end ikke i nærheden af - manden, der ikke siden Tirreno i 2017 havde gennemført et WorldTour-etapeløb uden at vinde enten en etape eller samlet (!!!), sluttede som nr. 10 og opnåede en 3. plads som sin bedste etapeplacering - og det bekymrende var, at han hverken han eller hans hold havde nogen god forklaring på årsagen. Skuffelsen hos ham selv var i hvert fald så tyk, at man skulle skære sig igennem.

 

Desværre nåede vi ikke at få et klart svar i Baskerlandet. Han knuste al modstand på den indledende enkeltstart, hvilket var et uhyre opløftende tegn, men ikke nødvendigvis alt for sigende om hans evner i bjergene. I 2022, hvor han kørte samme løb med en knæskade, vandt han nemlig også den korte, indledende enkeltstart - en disciplintype, han mestrer som få - men i bjergene var han ikke meget værd. Sporene fra Paris-Nice og hans alder skræmmer således fortsat, selvom hans gode start i Baskerlandet giver et vist håb.

 

Det er også det håb, der gør ham til min favorit. Det er i hvert fald i forhold til ham, jeg har de mindste spørgsmålstegn - selvom de stadig er store. Hans holdskifte og de mange ændringer, det kræver, kan trods alt til dels forklare noget af katastrofen i marts, og modsat sine værste rivaler har han ikke været alvorligt skadet eller har ry for at være en langsom starter. Tværtimod er han kendt for at være et sandt uhyre efter enhver højdetræningslejr, og selvom han måske ikke er det uhyre, han tidligere var, vil jeg forvente, at han er tættere på 100% end i hvert fald Evenepoel og Ayuso.

 

Når man dertil lægger, at det kun er de to, han måske ikke slår på enkeltstarten, og at han på onsdag bør vinde betydeligt med tid på alle andre, at han kan vinde bonussekunder på 2. og 3. etape, at hans hold måske er det allerstærkeste, og at de relativt korte, men meget stejle målbjerge passer ham sim fod i hose, bliver han min - meget lille - favorit. Men jeg bliver desværre heller overrasket, hvis han falder igennem, som han gjorde, da han sidste var til start i Frankrig.

 

I virkeligheden ville jeg gerne pege på Juan Ayuso. Det er i hvert fald hans topniveau og forberedelse, jeg er mindst i tvivl om. Han har i år også klart taget endnu et skridt, men han har stadig til gode at ramme et topniveau, der kan matche Roglic og Evenepoel, da de var bedst. Roglic var i hvert fald klart bedre end spanieren så sent som i Vueltaen, og selvom Ayuso er blevet bedre, var han trods alt ikke lysår fra rivalerne i Baskerlandet eller bare tæt på Vingegaard i Tirreno.

 

Alligevel har jeg en grum mistanke om, at han meget vel kan ende på podiet i Touren i år. Den niveaufremgang kan sagtens eksplodere senere på sommeren, men spørgsmålet er, om den gør det endnu. Vi har nemlig lært Ayuso at kende. Han er en langsom starter, og selvom han kom godt fra land i år, manglede han stadig en del procent i sine første løb. Først og fremmest er det værd at huske, at Ayuso plejer at skuffe fælt i San Sebastian, når han kommer ned fra højderne for at få sine første løbskilometer inden Vueltaen.

 

Jeg frygter, at det samme kan ske denne gang. Jeg vil forvente, at han er bedre, end han har været i optakten til Vueltaen, men skal han vinde her, skal han være tæt på 100%. Til gengæld har han også et større potentiale for at have løftet sit niveau mærkbart siden Vueltaen end Roglic og Evenpoel, og vi ved nu, at han har hele pakken. Både i Tirreno og Romandiet viste han, at han har en reel chance for at slå Roglic på enkeltstarten, og at han ikke bør tabe nogen bondegård til Evenepoel.

 

 

Han hjælpes i den grad også af, at de svære etaper kommer til sidst, og af den særligt brutale rute, der appellerer til hans dieselmotor. Bjergetaperne kunne passe ham bedre, da målbjergene er korte, men de er stadig svære, og højdemeterne er i weekenden også mange - præcis som hans dieselmotor elsker. Han kan måske få bonus på de to puncheuretaper, hvis det flasker sig, og han har et skræmmende hold, akkurat som han plejer. Det store spørgsmål er bare, hvor langt han denne gang er fra de 100%, om han kan undgå sine dårlige dage, og om hans motor når at blive varmet, inden det for alvor går løs på fredag.

 

Egentlig havde jeg Remco Evenepoel som min favorit. Det er ellers ikke, fordi der har været nogen grund til at blive imponeret over den lille belgier i år. Tværtimod var han chokerende langt fra sit vanlige niveau i Algarve - selvom han vandt - og ikke mindst Paris-Nice, hvor han - med al respekt - end ikke kunne slå Matteo Jorgenson. I Baskerlandet nåede vi aldrig at se, hvad han kunne, men selv uden styrtet havde han fået svært ved at slå Roglic på den indledende enkeltstart, hvis ikke sloveneren var kørt forkert til sidst. I det lys var hans forår mindst lige så urovækkende, som det var for Roglic.

 

Når jeg alligevel havde Evenepoel som favorit for nogle dage siden, skyldes det hans træning. Han var nemlig slet ikke i højderne i sæsonstarten eller foråret, og det kan meget vel forklare hans pauvre niveau. Vi ved til gengæld, at han plejer at komme ned fra bjergene som et sandt uhyre på samme måde, som Roglic gør det. Det så vi med hans skræmmende kørsel i San Sebastian og starten på Vueltaen i 2022, og det så vi med hans overmenneskelige magtdemonstration på 1. etape af Giroen i 2023. I det lys havde jeg en forventning om, at vi ville se den allerbedste Evenepoel i dette løb, og selvom han plejer at kæmpe med dårlige dage og holdbarhed, har han robustheden til otte dage, selvom denne rute er hård.

 

Problemet er den brækkede skulder. Mit første indtryk var, at det ikke ville sætte ham væsentligt tilbage i forberedelserne frem mod Touren. Det er også stadig mit indtryk, men Dauphiné er noget andet. Skal man tro hans træner, mangler han stadig en del procent, og selvom de kommer til løbet for at køre klassement, bliver de ikke overraskede, hvis han får en dårlig dag. Og det er netop min bekymring. Evenepoel har tendens til dårlige dage, når trætheden melder sig, og spørgsmålet er, om han har robustheden til denne brutale rute.

 

Deres udmeldinger kan være røgslør, men det er svært at tro, at hans skadespause ikke har kostet ham et eller andet. Spørgsmålet er, om det har kostet nok til at koste ham sejren. Han må stadig ventes at vinde tid på alle andre end den i klassementssammenhæng uinteressante Josh Tarling på onsdag, og vi ved, at denne slags korte, stejle bjerge er dem, der indtil nu har passet ham bedst. Han har denne gang også et konkurrencedygtigt hold, og det hele står og falder med ham selv. Har forberedelsen været god nok til, at han kan undgå dårlige dage? Spørgsmålene ved Roglic og Ayuso gør heldigvis, at han kan vinde med mindre end 100%, men meldingerne fra holdet sender ham alligevel ned på listen.

 

Alle disse spørgsmål åbner også døren for Carlos Rodriguez. Trods sejren i Romandiet og den flotte Tour har han nok til gode for alvor at bevise, at hans topniveau kan matche de tre favoritters. Det er imidlertid også ret åbenlyst, at han udvikler sig ganske hurtigt, og det niveau, han havde i Romandiet, var i hvert fald ganske pænt - ikke mindst fordi han lignede en mand, der aldrig helt nåede 100% i et forår, der startede bemærkelsesværdigt elendigt.

 

Den uforklarlige krise kom han imidlertid ud af, og hvis han kan undgå et af sine mange styrt, ved vi fra Vueltaen i 2022, hvor han kørte stærkt i San Sebastian og Burgos inden løbet, at han kan være god i sine forberedelsesløb, hvad han grundet skader ikke var i Dauphiné sidste år. Hans forår har desværre også lært os, at han ikke nødvendigvis er en mand, man kan regne med, men rammer han sit bedste, og er de tre favoritter lidt under niveau, har han en reel chance for at vinde.

 

Det skyldes også, at han - måske - endelig er blevet komplet. Siden den flotte enkeltstart i Vueltaen i 2022, har han kørt den ene katastrofeenkeltstart efter den anden, men det fik han rettet op på i Romandiet. Ganske vist var ruten ikke flad, men den anden halvdel var næsten rent tons, og her kørte han også fremragende. Han må stadig regne med at tabe tid til Roglic, Ayuso og Evenepoel, men selvom usikkerheden er stor, vil en præstation som i Romandiet gøre, at tabet ikke bliver uoverskueligt - særligt fordi den lange distance bør passe ham. Den brutale rute med mange højdemeter og svære bjerge passer perfekt til hans dieselmotor, og den er så svær, at man kan vinde, selvom man ikke er den bedste på onsdag. Holdet er ikke det stærkeste denne gang, men som nævnt er det næppe nogen katastrofe på denne rute. Han har én gang i år vist, at han kan vinde stærkt besatte etapeløb på WorldTouren, og det ligner en reel mulighed, at det sker igen denne gang.

 

Hvis Roglic ikke er på toppen, har Bora en fremragende plan B. Desværre har Jai Hindley været uhyre svingende i år, og derfor er han svær at regne med, men der er alligevel grund til særlig optimisme denne gang. Han har jo ellers været kendt som en mand, der kun for alvor kan præstere i grand tours, hvor hans dieselmotor kommer til sin ret, men i år lagde han flyvende fra land i Tirreno, hvor han både kørte sit lovs enkeltstart og har helt jævnbyrdig med Ayuso i bjergene. Desværre gik det galt efterfølgende, og i resten af foråret var han omvendt betydeligt ringere, end han plejer.

 

 

Tirreno giver imidlertid håb om, at vi måske kan se den bedste udgave af Hindley nogensinde. Han plejer først for alvor at præstere omkring sine grand tours, og det gjorde han også sidste år, hvor han først endte som nr. 4 i dette løb - indtil Tirreno hans klart bedste præstation i et ugelangt løb - inden han kørte en fremragende Tour-start, hvor han lignede en ret sikker nr. 3, indtil et styrt satte ham voldsomt tilbage. Vi kender hans tårnhøje topniveau i bjergene, og selvom vi formentlig kun ser ham helt på toppen i slutningen af en grand tour, er han en af de få, der kan true de allerbedste i bjergene, som han gjorde det med Ayuso i Tirreno tidligere i år. Allerede sidste år kørte han en chokerende god enkeltstart i dette løb, og kan vi tage Tirreno som udtryk for, at han har forbedret sig yderligere, behøver onsdagen ikke at ende i den totale katastrofe.

 

Bjergene er svære nok til at indhente det tabte, og den brutale rute passer hans dieselmotor bedre end et mere klassiske ugelangt etapeløb. Selvfølgelig er Roglic kaptajn, men i et jævnbyrdigt løb kan det være en fordel at sidde med to mand, og særligt, hvis Evenepoel har trøjen efter enkeltstarten, virker det ikke helt umuligt, at Hindley måske endda kan få en taktisk fordel. Det virker ikke helt på månen at tro, at Bora kan vinde løbet med andre end Roglic.

 

Jeg tager en chance ved at rangere Tao Geoghegan Hart her. Det er nemlig klart, at den udgave af briten, vi så i foråret, ikke har en chance for at vinde dette løb. Der er imidlertid også en god forklaring på hans trængsler. Vi kender alle historien om hans styrt og grimme skade, og derfor vil det være overraskende, hvis han er helt tilbage, når foråret har været så svært. Alligevel skal han stå højt, Havde jeg fået lov at skrive denne optakt i maj 2023, kunne han faktisk sagtens være endt som min favorit. Jeg føler mig i hvert fald stadig ret overbevist om, at han havde vundet en Giro, hvor han kørte sit livs enkeltstarter - og slog Roglic klart to gange - og lignede bedste mand i bjergene, hvis altså ikke det hele var endt så tragisk. Den udgave af Geoghegan Hart ville være meget svær at slå på en rute, hvor han kan blande sig med de bedste på alle fire nøgleetaper, hvor han kan gå efter bonus i de to puncheurspurt, og hvor hans dieselmotor er skabt til en brutal afslutning.

 

Spørgsmålet er bare, om han er kommet langt nok. Det vil overraske meget, men det var nu alligevel opløftende at se ham i Romandiet. Hans enkeltstart var stadig langt under niveau, men han kørte i top 10 på kongeetapen og endte som samlet nr. 9. Fremgangen var i hvert fald så stor, at der er grund til at forvente en meget bedre Geoghegan Hart nu, hvor han er ved at være klar til Touren. Vi ved, at han gerne kører stærkt i optakten til en grand tour - han vandt Tour of the Alps frem mod Giroen for et år siden - og derfor kan vi forvente at se noget af det bedste, vi kan få fra den nuværende Geoghegan Hart. Han har et svagt hold, hvad der kan være et problem mod stormagterne fra Bora, UAE og Soudal, men som for Rodriguez gælder, at det på denne rute ikke nødvendigvis koster ham sejren. Usikkerheden er stor, men potentialet er så meget større, at man er nødt til at give ham så høj en rangering som denne.

 

 

Jeg rangerer Pavel Sivakov her, men det er på potentiale mere end stensikker forventning. En skade i Valencia betød nemlig, at hans forår var til skraldespanden, selvom han fik sin sejr i Abruzzo, og det var bekymrende, at han var så chokerende længe om at komme i form. I forvejen har vi jo desværre lært, at Sivakov i ganske lange - og for lange - perioder er meget langt fra sit bedste.

 

Til gengæld har vi også set et tårnhøjt topniveau, når han er bedst, og det bedste ved det hele er, at det er fundet i perioderne op til grand tours. Han kom i hvert fald ned fra højderne som et uhyre i 2022, hvor han var ”best of the rest” bag Evenepoel i San Sebastian, knuste al modstand i Burgos og startede Vueltaen uhyre overbevisende. Sidste år var han også skræmmende stærk i efteråret, hvor han havde forberedt sig til en Vuelta, han - sikkert grundet holdskiftet - ikke blev udtaget til.

 

Det giver mig håb om, at vi ser samme Sivakov nu, hvor han har forberedt sig frem mod Touren. Det er nok tvivlsomt, om det er nok til at vinde, men han og Ayuso udgør en potent duo, der også kan have fordele i det taktiske spil. Bjergene minder meget om dem, han imponerede på i Burgos og San Sebastian i 2022, og han har før vist, at han har en vis holdbarhed over en uge. Enkeltstarten er en sten i skoen, for den har ikke været prangende de seneste år, men vi skal ikke glemme, at han i den omtalte Vuelta i 2022 kørte en fremragende enkeltstart, inden corona sendte ham ud af løbet. Med tanke på det boost, UAEs supermateriel giver alle i disse år, synes det sandsynligt, at han på onsdag kan køre sit livs enkeltstart - hvis han altså er det uhyre, han før har været inden en grand tour, og ikke den tamme rytter, han desværre oftest er.

 

Det skaber en ret interessant dynamik i løbet, at jeg allerede er nået til løjtnanten til den tredje af de tre topfavoritter. I hans alder skal man altid bevise sig selv én gang til i en ny sæson, men den eksamen bestod Mikel Landa til UG md kryds og slange i Catalonien, hvor han var en soleklar ”best of the rest” bag en vis slovener, der vandt fire ud af syv etaper. Desværre blev også han sat tilbage af et - andet end det mest berømte - styrt i Baskerlandet, men han slap så nødigt fra uheldet, at jeg vil forvente, at han er tæt på sit allerbedste. Desværre er Landa ikke den garanti, han tidligere var. Sidste år havde han sit bedste forår nogensinde, men derefter oplevede han sit livs krise i sommermånederne, hvor han var en skygge af sig selv i Dauphiné, Touren og den første del af Vueltaen, indtil han pludselig fandt sig selv i den anden halvdel.

 

 

Derfor føler jeg mig heller ikke stensikker på, at vi ser den bedste Landa. Bedre bliver det ikke af, at han får en stensikker regning - og den bliver voldsomt dyr - på onsdag, men skal Landa vinde et ugelangt etapeløb, giver denne rute ham stadig en af de bedre chancer. Det sikrer den brutale finale, hvor han har en chance for at indhente al den tid, han taber på onsdag. Det er et problem, at Evenepoel formentlig har trøjen, når de rammer bjergene, men er belgieren grundet sine skader milevidt fra sit bedste, er det tid til nok engang at skrige ”Free Landa”. Det er i lyset af enkeltstarten stadig svært at vinde, men den Landa, vi så i Catalonien, vil være en af de allerbedste bjergryttere i dette løb.

 

Herefter bliver det betydeligt mere mudret, for jeg har svært ved at se andre end de nævnte vinde. Med Vingegaard ude skal Visma forsøge at sikre sig deres hattrick i løbet med enten Sepp Kuss eller Matteo Jorgenson¸ der jo er i den helt særlige situation, at han i år har vundet et etapeløb, hvor han har slået både Roglic og Evenepoel på én gang. Det var imidlertid Paris-Nice, hvor klatreudfordringerne er helt anderledes end i dette løb. Dette er et regulært bjergløb, og her har Jorgenson ikke vist meget. Ja, faktisk er der en grund til, at han slet ikke regner med, at han kan blive grand tour-rytter.

 

Den analyse er jeg egentlig meget enig i, men jeg kan godt se ham blande sig over en uge. Det så vi i hvert fald i Romandiet sidste år, hvor han klarede den brutale Thyon 2000-stigning aldeles fornemt. Det var dog også i et felt, der var af en helt anden kaliber end dette, og hvis Jorgenson pludselig sidder med de bedste i dette løb, vil det være helt, helt nyt på så svære bjerge. Til gengæld er det også ret klart, at skiftet til Visma har forbedret ham helt enormt, og disse kortere, stejle stigninger giver ham i hvert fald en bedre chance end 20 km lange bjerge på dage med 5000 højdemeter.

 

Da han vandt i det svage felt i Oman, var det også på - dog noget kortere - bjerge, der ikke var lange, og derfor er det ikke på månen at se en forbedret Jorgenson køre stærkt her - særligt fordi han formentlig klatrer betydeligt bedre end i marts, hvor hans primære fokus var på klassikerne. Skiftet til Visma bør også have forbedret den enkeltstart, der allerede i Romandiet viste sig overraskende god, og dermed har han den rette alsidighed. Spørgsmålet er bare, om han vitterligt klatrer godt nok, selvom jeg har en forventning om at se den bedste Jorgenson nogensinde.

 

På potentiale rangerer jeg imidlertid Felix Gall som den næste. Han viste i hvert fald et helt fabelagtigt topniveau sidste år, ikke mindst i den sidste del af Touren. Det er måske ikke alt for sigende for hans evner i ugelange løb, men når man ser på hans præstation i Tour de Suisse, hvor han også var flyvende, er der grund til at tro, at han igen i år kan være blandt de bedste i sit forberedelsesløb frem mod Touren.

 

Alligevel er der to usikkerheder. Den ene er enkeltstarten. Hans enkeltstart i Schweiz må stadig stå mejslet i granit som en af de svageste fra en vinderkandidat i nyere tid, og selvom han gjorde det fint i Touren, taler alt for en lussing på denne tonserrute. Den anden er hans elendige forår. Han har aldrig været stabil, men i de seneste to år har han kørt stærkt i april. Det lykkedes ham slet ikke i år, hvor han - nu hvor Sam Bennett også er kommet i gang - sammen med den skadede Victor Lafay nærmest er den eneste Ag2r-rytter, der ikke har præsteret i år. Heldigvis tyder alt på, at alle Ag2r-rytter bliver flyvende før eller siden, og det boost bør på et eller andet tidspunkt smitte af på en mand, der stadig er i udvikling. Denne rute giver ham mulighed for at kompensere for onsdagens tab, og ser vi endelig en måske endda boostet udgave af den Gall, vi så i 2023, er der altså ikke mange, der klatrer som ham - heller ikke i dette stærke felt.

 

Alternativet hos Visma er Sepp Kuss. Det er jo på papiret et ret godt kort, for den Kuss, vi så i Giroen, Touren og ikke mindst Vueltaen i 2022, var måske endda bedre end nogensinde. I forvejen har vi længe vist, at han er blandt verdens allerbedste klatrere, og ser man på topniveau i bjergene, skulle han stå højere på denne liste. Hans enkeltstart har altid været en katastrofe, men kan han gentage sit ridt fra Vueltaen, kan han begrænse sit tab så meget, at den bedste Kuss vil have en reel chance for at vinde løbet i bjergene.

 

Problemet er bare, at dette ikke er en grand tour. Kuss’ motor er bedst over tre uger, og hans resultater i ugelange løb, hvor han ellers ofte har været kaptajn, har næsten uden undtagelse været skuffende. I dette forår har det endda været ekstra pauvert, for her har han været langt under vanlig standard. Alligevel er der håb. Det er først nu, han skal toppe, og Kuss plejer først at være god frem mod sine grand tours. Denne brutale rute giver også langt flere mindelser om en grand tour end et mere klassisk etapeløb, og det øger chancen for, at hans motor når at blive varm. Det er også en klar fordel, at de svære etaper kommer til sidst, men er det nok? Det vil i hvert fald være et særsyn pludselig at se den bedste Kuss i et løb, der ”kun” varer otte dage.

 

Bora har også et tredje kort, nemlig Aleksandr Vlasov, men det er desværre svært at se ham vinde. Russeren er ellers kommet ganske pænt tilbage efter det skuffende 2023, men han er stadig langt fra den rytter, han var i 2022. En 5. plads i Paris-Nice, en 4. plads i Catalonien og en 2. plads i Romandiet vidner om et solidt og også ret stabilt niveau, men i alle tre løb er hans mangler også blevet udstillet. Han klatrer aldrig op med de bedste, og mest bekymrende er det, at han også har vist de udsving, vi kender ham for. Det var tydeligt i Paris-Nice, hvor han startede skidt og sluttede stærkt og igen i Catalonien, hvor han startede stærkt de første på de første to bjergdage, men kørte uhyre skuffende de sidste to dage. I forvejen ved vi fra hans grand tours, at han har for store udsving.

 

 

Derfor er denne brutale rute ikke godt nyt. Én ting er, at han næppe klatrer godt nok til at være med i kampen om podiet. Noget andet er, at han skal være god på næsten alle etaper. Til gengæld bliver hans enkeltstart bare bedre og bedre, som vi så i Vueltaen og Romandiet, og det er trods alt en stor gevinst på denne rute. Hans generelt høje niveau i år gør også, at han næppe falder igennem, og som en del af en stærk Bora-trio kan han måske endda få en taktisk fordel. Det er bare svært at se, at det skulle bringe ham hele vejen.

 

Så er der feltets helt store joker, nemlig Antonio Tiberi. Den titel får han naturligvis i kraft af sin kalender. De fleste, der skal presse det sidste ud af formen efter Giroen, venter en ekstra uge til Tour de Suisse, og erfaringerne med Giro-Dauphiné-kombinationen er også blandet. For de fleste synes det at gå skidt. Ofte starter de stærkt, inden de falder sammen til sidst, men vi ser også de omvendte mønstre som med Joaquim Rodriguez i 2011 og Pello Bilbao i 2018, hvor de blev bedre til sidst. Der er imidlertid også folk, der holder hele vejen. Benat Intxausti fulgte en stærk Giro i 2015 op med en samlet 4. plads i 2015, og i 2014 endte Wilco Kelderman først som nr. 7 i Giroen, inden han var endnu bedre i Dauphiné, hvor han endte som nr. 4.

 

Chancen for at gøre det godt i begge løb er altså til stede, og Tiberi så heldigvis også ud til at komme godt ud af løbet, hvor han som i Vueltaen bare blev bedre og bedre. Han kørte vel endda sin bedste bjergetape på 20. etape, og løbet bekræftede, at han kan klatre på et højt niveau. Hans enkeltstart er også kommet langt op at ringe, og hans dieselmotor passer til at kunne gøre det godt en uges tid endnu. Desværre er der også mange bedre klatrere i dette løb, og spørgsmålet er, om denne brutale rute trods alt ikke er en hæmsko for denne svære double. Det vil tiden vise, men er der en mand, der kan gøre det, er Tiberi vel et af de bedre bud.

 

Det er helt nyt, at vi skal til at nævne Chris Harper i denne slags optakter. Den fine udvikling, han var igennem i 2023, er imidlertid accelereret ganske voldsomt i år. I Catalonien fik han jo sit helt store gennembrud med placeringer som nr. 6, 8 og 5 på de tre bjergetaper, hvad der kastede en samlet 6. plads i et ganske pænt felt af sig. Han startede til gengæld svagt i Alperne, men det kan have hængt sammen med kulden, for han så meget bedre ud på kongeetapen, hvor han styrtede. Denne brutale rute burde passe godt til hans dieselmotor, for han har for vane at blive bedre og bedre, som han senest blev det i Catalonien. Det er desværre også klart, at enkeltstarten koster for dyrt til et absolut topresultat, når ganske mange klatrer bedre end ham, men med benene fra Catalonien er han bestemt top 10-kandidat i dette felt.

 

UAE har selvfølgelig også tre kort at spille. Et tredje bud er Marc Soler. Han er jo ikke verdens største klatrer, men når han rammer formen, overrasker han ofte. Det gjorde han senest i Vueltaen, hvor han startede løbet som en af de allerbedste klatrere, og hvis han rammer samme niveau, kan han godt komme ganske langt. Han har desværre ikke helt reddet med på UAE-bølgen på enkeltstarterne, men han er trods alt mere tempostærk end mange andre. Spørgsmål er så, om ikke denne rute er for brutal til en mand, der ikke er topklatrer, men omvendt har han altså før overrasket på meget svære stigninger i både Vueltaen og Catalonien. Mit gæt vil nok være, at han mangler for meget, da han har for vane at skulle bruge tid på at varme motoren op - sidste år havde han også Touren i benene inden Vueltaen - men den bedste Soler kan sagtens gøre det pænt i et løb som dette.

 

Hvor meget kan vi forvente af Louis Meintjes? Ser man bort fra hans parodi på en etapesejr på den tragiske etape i Baskerlandet, har han vist nul og niks i år. Det er imidlertid helt efter standarden. Meintjes er kendt for kun at finde formen, når vi nærmer os sommeren. Dauphiné har derfor altid været hans løb. Ja, faktisk er han endt i top 10 hver eneste gang, hvis man ser bort fra de år, hvor han var i sin store krise. Nr. 9 i 2016, nr. 8 i 2017, nr. 6 i 2022 og senest nr. 7 i det stærke felt i 2023 er i hvert fald en statistik, man vanskeligt kan argumentere imod. Denne brutale rute passer ham endda bedre end tidligere, og selvom han får en gevaldig lussing på onsdag, har han de seneste to år vist, at en lang enkeltstart ikke forhindrer ham i at gå i top 7. Spørgsmålet er bare, hvor langt niveauet rækker i dag. Han har intet vist i foråret, og selv inden hans styrt, var sidste års Tour ikke overbevisende, hvorefter skaden betød, at resten af året var ødelagt. Han har nået en alder, hvor man i moderne cykelsport altid skal bevise sig selv igen, og derfor kan det sagtens ende galt. Det kan bare ikke benægtes, at han nu to år i træk har gjort det bedre, end langt, langt de fleste havde ventet på forhånd.

 

Det bliver en fornøjelse at se Giulio Ciccone igen. Italieneren har jo praktisk talt været ude indtil nu, og han kommer til løbet efter en vild sæson, hvor han var bedre end nogensinde - særligt da han slog Roglic og Evenepoel i Catalonien. Desværre afslørede samme sæson også hans svagheder, nemlig at han synes at kæmpe med både holdbarhed, stabilitet og evner på de store bjergdage. Indtil nu har han været bedst i mere eksplosivt terræn, og derfor kan denne rute være for voldsom. Omvendt er det mere finalebjergene end bjergetaperne, der er svære, og det burde ikke være uoverskueligt for italieneren. Stigningerne passer ham i hvert fald bedre end sidste år, hvor han gik ned på kongeetapen, inden han vandt kongeetapen. Det ændrer dog ikke på, at hans meget svage enkeltstart betyder, at han skal stramme sig an for at komme i top 10, og selvom han i Romandiet og ikke mindst Frankfurt kom godt i gang efter sin pause, har han også til god til fulde at bevise, at han er helt tilbage efter at være kommet af med den cyste, der ødelagde hele foråret.

 

Et af løbets spørgsmålstegn er Tobias Johannessen. Er han for meget puncheur til at begå sig på denne rute? Sidste år skuffede han i hvert fald i bjergene, da han endte som nr. 15, men i 2022 endte han til gengæld i top 10. Det var imidlertid også i en udgave, hvor feltet var svagere end i år, og vi så sidste år i Touren, at han kørte overraskende godt i de høje bjerge. Det gjaldt særligt i den sidste uge, hvor han endte i top 10 på begge de to sidste bjergetaper, og det taler også for, at han har motoren til denne brutale rute, hvor stigningernes begrænsede længde også må tale til hans fordel. Det gør enkeltstarten til gengæld, for vi har i de seneste to år set, at der venter en dyr regning på onsdag. Til gengæld er der også en god chance for, at vi i bjergene ser den bedste Johannessen nogensinde. Han er trods alt stadig meget ung, og desværre fik vi i et uheldsramt forår ikke set, hvad han kunne, når han er på toppen - mens hans start i det kontroversielle løb i Var, hvor han var den reelle vinder, og hans 6. plads i Fleche indikerer, at han kan have taget det næste skridt.

 

Bahrains andet bud er Santiago Buitrago. Den lille colombianer har åbenlyst taget et nyt skridt i år. Det så vi særligt i Paris-Nice, hvor han var bedre end nogensinde - dog også pokkers uheldig - men desværre har sæsonen også vist hans klare begrænsninger. Han havde det svært på kongeetapen i Baskerlandet, og det har jo desværre været mønsteret: at han er mere puncheur end klatrer. Jeg vil derfor blive overrasket, hvis ikke disse bjerge er for voldsomme. Det var i hvert fald tilfældet i Vueltaen, hvor han akkurat fik klemt sig ind i top 10 i et felt, der i den nedre del af toppen ikke var skræmmende. Vi mangler at se, at han har forbedret sig tilstrækkeligt i det terræn, der venter her. Enkeltstarten er heller ikke en styrke, men som vi så tydeligt i Baskerlandet, har han som alle andre fra Bahrain forbedret sig ganske betydeligt i den disciplin nu, hvor de har opgraderet deres materiel.

 

 

Skal vi tro på IIan Van Wilder? Det er vel efterhånden lidt svært. Mere og mere tyder på, at han vil være for begrænset i bjergene, hvor han altid synes at komme til kort. I forvejen lider han jo under, at han nok kun er nr. 3 i Soudal-hierarkiet, og hvis Evenepoel har trøjen efter onsdag, ender han jo nok som hjælper. Han kan dog sikre sig mere frihed med en god enkeltstart, og selvom han ikke helt er blevet den temporytter, jeg havde håbet, så vi senest i Romandiet, at han bestemt har onsdagen som en klar fordel. I samme løb så vi også hans livs klatrepræstation, men desværre var det også på nogle ret lette målbjerge. Mit gæt vil være, at han stadig er for begrænset med så voldsom en bjergmenu som denne, men heldigvis giver Romandiet mig også et håb for, at jeg kan tage fejl.

 

En joker kunne være Laurens De Plus. Belgieren er aldrig blevet til det, vi ventede, men han er kommet stærkt tilbage efter sin lange krise. Sidste år endte han som nr. 10 i en Giro, hvor han førte nærmest uafbrudt i den tredje uge, og selvom det var i et svagt felt, viste det trods alt, at hans niveau er pænt. Han viste også i samme løb, at hans enkeltstart efterhånden er blevet et ret slagkraftigt våben, og denne rute burde tillige passe perfekt til en dieselmotor som ham, selvom han nok havde foretrukket længere og mere moderate målbjerge. Han har ikke fundet Giro-niveauet i foråret, men han synes også at være en rytter, der mest af alt præsterer i forbindelse med sine grand tours. I dette løb ventes Ineos ikke at skulle styre showet, så lad os se, hvor langt han kan komme i dette felt.

 

Jeg skal vel også nævne David Gaudu, men det er af pligt mere end forventning. Han kom jo ellers hæderligt tilbage efter sit skadesramte forår med fin kørsel i Jura-løbene og ikke mindst på højere niveau i Romandiet. Det ændrer dog ikke på, at selv den Gaudu, vi så i april, var langt fra den Gaudu, vi kender, og som vi ikke har set siden 2022. I forvejen skræmmer sporene, fordi han to år i træk har skuffet fælt i dette løb, også i 2022, hvor han ellers var flyvende i Touren. Nu kom han så katastrofalt i gang efter pausen i det svagt besatte Mercan’Tour Classic, og det kan i lyset af den optakt og han generelt katastrofale periode, der rækker helt tilbage til 2022, være svært at tro på en mand, der også står til en stensikker lussing på enkeltstarten. På den anden side endte han trods alt i top 10 i Touren for et år siden, og han kørte i Romandiet stærkt nok til at give en tro på, at han stadig kan ramme et hæderligt niveau. Det er bare svært at se det ske i dette løb.

 

Endelig vil jeg nævne Clement Berthet. Det havde jeg forsvoret at gøre for bare to dage siden, men nu så vi i Mercan’Tour Classic, at han har taget sit niveau til helt nye højder. Det er dog også sandt, at det var i et meget svagt felt, hvor han altså blev slået af Lenny Martinez, der havde brugt et hav af kræfter på at kæmpe sig tilbage efter et styrt. Selvfølgelig er det ingen skam at blive slået af FDJs juvel, men styrtet betød, at han var tættere på, end han burde være. Når man ser på, hvem han ellers slog, er niveauspringet nok ikke helt så stort endda, og vi har da heller aldrig set ham køre i top 10 på bjergetaper på dette niveau. Hans enkeltstarter er også blandt de svageste, og hans primære rolle er at hjælpe Gall. Omvendt ved vi jo, at enhver Ag2r-rytter overrasker i år, så lad os se, hvor meget af det boost der er smittet af på den tidligere mountainbiker.

 

BEMÆRK: Dette er et ASO-løb, og det betyder jo desværre, at foreløbige startlister er en by i Rusland. De plejer dog at udsende en sådan 48 timer inden starten, så jeg satser på at opdatere optakten med blandt andet de sidste stjerner, dansker- og holdoversigt fredag aften.

 

OPDATERING: Gall kommer ikke til start.

 

OPDATERING 2: Der er kommet en foreløbig startliste, hvorfor optaktens sidste dele nu er færdiggjort. Der er afbud fra Johannessen, der følger en alternativ vej til Touren via Bruxelles og Slovenien.

 

OPDATERING 3: Den endelige startliste er kommet, og der var kun marginale ændringer, der har ført til små justeringer af holdoversigten.

 

***** Primoz Roglic

**** Juan Ayuso, Remco Evenepoel

*** Carlos Rodriguez, Jai Hindley, Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov, Mikel Landa

** Matteo Jorgenson, Sepp Kuss, Aleksandr Vlasov, Antonio Tiberi, Chris Harper, Marc Soler, Louis Meintjes, Giulio Ciccone, Santiago Buitrago, Ilan Van Wilder, Laurens De Plus, David Gaudu, Clement Berthet

* Cristian Rodriguez, Jonathan Castroviejo, Steven Kruijswijk, Ivan Ramiro Sosa, Neilson Powless, Guillaume Martin, Dylan Teuns, Lorenzo Fortunato, Jack Haig, Wareen Barguil, Carlos Verona, Tiesj Benoot, Valentin Madouas, Lukas Nerurkar, Andreas Leknessund, Bart Lemmen, Krists Neilands, Romain Gregoire, Nicolas Prodhomme, Igor Arrieta, Remy Rochas, Harold Tejada, Kobe Goossens, Callum Scotson, Tim Wellens, Gregor Mühlberger, Javier Romo, Darren Rafferty, Georg Zimmermann, Davide Formolo, Oier Lazkano, Michal Kwiatkowski,  Matteo Sobrero, Clement Champoussin, Anthn Charmig, Toms Skujins, Ådne Holter, Luca Vergallito, Odd Christian Eiking, Derek Gee, Jonas Gregaard, Andreas Kron, Edoardo Sepulveda, Kenny Elissonde, James Knox, Antonio Pedrero

 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Danskerne

Hos Lidl skal Mads Pedersen forsøge at vinde i hvert fald 1. og 5. etape og kæmpe med om sejren på 2. og 3. etape, ligesom det ikke kan udelukkes, at han giver enkeltstarten et skud. Hos Lotto kan Jonas Gregaard måske forsøge at teste sig i klassementet, men han skal snarere jagte udbrud, som det også gælder for Andreas Kron, der tillige burde stå meget stærkt til puncheurspurterne på 2. og 3. etape. Hos Astana skal Anthon Charmig formentlig primært støtte Lorenzo Fortunato og Harold Tejada samt jagte udbrud i bjergene, og hos Uno-X burde Magnus Cort være fri til at jagte resultater på de fem første etaper - og endda gå i udbrud i bjergene - hvis han er frisk på at spurte lidt. Hos Soudal skal Casper Pedersen være bodyguard for Remco Evenepoel, hvorfor han næppe får lov at spurte, og hos Israel-PT har Jakob Fuglsang formentlig frihed til at køre offensivt, ligesom han skal støtte Dylan Teuns og Krists Neilands. Endelig skal Christopher Juul hos Jayco støtte Chris Harper.

 

Holdoversigt

Nedenfor gennemgår jeg de ryttere, der foruden de ovennævnte kan spille en rolle.

 

Team Visma | Lease a Bike: Kuss og Jorgenson er de erklærede kaptajner. Steven Kruijswijk fandt et ret højt niveau til dette løb i 2022, men det er tvivlsomt, om han stadig kan genfinde de takter efter et skadesramt 2023, selvom hans Catalonien faktisk var opløftende. Bart Lemmen er spændende, men en 2. plads i et meget svagt felt i Norge fortæller, at dette bliver for voldsomt. Tiesj Benoot kan komme et stykke, men næppe hele vejen, selvom han tidligere er blevet nr. 4 i Schweiz, og Koen Bouwman var senest meget formsvag i Norge.

 

UAE Team Emirates: Med Ayuso, Sivakov og Soler har holdet hele tre gode kandidater. Bjergene er for voldsomme for Tim Wellens, mens Igor Arrieta i år har manglet for meget.

 

Decathlon AG2R La Mondiale: Med Galls afbud handler det om Berthet, der ligner bedste bud, samt Nicolas Prodhomme, der dog har manglet for meget, senest i onsdags.

 

BORA-hansgrohe: Roglic er den store kaptajn, men holdet har også Hindley og Vlasov. Bjergene er for voldsomme for Matteo Sobrero og Bob Jungels, der er rene hjælpere.

 

Soudal-Quick Step: Evenepoel er den klare kaptajn, men der kan opstå muligheder for Landa og Van Wilder. James Knox har ikke fundet benene i år, og Gianni Moscon er stadig en skygge af sig selv.

 

Lidl-Trek: Geoghegan Hart må være kaptajn med Ciccone i en sikkert fri rolle. Carlos Verona har skuffet igen i år, og selvom han klatrer godt, er dette trods alt for voldsomt for Toms Skujins.

 

Uno-X Mobility: Efter afbuddet fra Johannessen bliver det svært at køre klassement. Andreas Leknessund vil sikkert forsøge, men han vil finde bjergene for voldsomme, og det samme gælder for Ådne Holter trods den fine podieplads i Norge, Odd Christian Eiking og Idar Andersen.

 

Bahrain-Victorious: De erklærede kaptajner er Tiberi, Buitrago og Jack Haig. De to førstnævnte ligner de bedste bud, mens det er svært at tro på Haig, der har skuffet igen i år. Rainer Kepplinger havde en skuffende Giro og klatrer ikke godt nok.

 

Groupama-FDJ: Målet må være at køre klassement med Gaudu. Valentin Madouas har været i top 10 i Touren, men han har aldrig klatret alt for godt i ugelange løb. Vi så i Tirreno, at bjergene bliver for lange for Romain Gregoire, og Remy Rochas har trods lovende momenter været for svingende. Quentin Pacher og Kevin Geniets klatrer pænt, men klassement kan de ikke køre.

 

INEOS Grenadiers: Det må handle 100% om Rodriguez med De Plus som en joker. Jonathan Castroviejo klatrer så godt, at han er top 20-kandidat, men næppe mere end det, mens Michal Kwiatkowski i dag ikke længere klatrer godt nok til at køre klassement i et løb som dette.

 

Cofidis: Guillaume Martin er den klare kaptajn, men hans løb i onsdags var trods styrtet slet ikke opløftende i lyset af hans lange krise. Kenny Elissonde skuffede igen i onsdags, og bjergene er for voldsomme for Gorka Izagirre, Jonathan Lastra og Axel Mariault.

 

Movistar Team: Ivan Ramiro Sosa så efter styrtet ganske fornem ud i onsdags, hvor han bekræftede sin fine sæson, men det er svært at tro, at han kan være stabil over tre bjergetaper, at topniveauet stadig er højt nok, og at regningen på onsdag ikke bliver for stor. Gregor Mühlberger var stærk i onsdags, men niveauet her er et felt andet, mens bjergene bør være for svære for en i år ellers velkørende Javier Romo. Onsdagens løb fortsatte nedturen for Antonio Pedrero og Davide Formolo, og der er trods alt grænser for Oier Lakzano i denne slags terræn.

 

Team dsm-firmenich PostNL: Den erklærede kaptajn er Warren Barguil, men det er i endnu en trist - men også uheldsramt - sæson svært at se, at han pludselig kan blande sig helt fremme.

 

Arkea-B&B Hotels: Cristian Rodriguez har nået et flot niveau i år, og nedturen i onsdags kan forhåbentlig forklares med maveproblemer. Vi så dog også i Tirreno og Catalonien, at han får svært ved at gå i top 10 på dette niveau. Laurens Huys og Clement Champoussin fortsætter med at skuffe.

 

Lotto Dstny: Efter afbuddet fra Harm Vanhoucke må holdet være uden klassementsambitioner. Jonas Gregaard kan gøre det pænt, men har til gode at finde sine gode ben i år. Edoardo Sepulveda har set sin bedste tid, som vi har set flere gange i år, senest i onsdags, og bjergene er for svære for Andreas Kron.

 

EF Education-EasyPost: De unge drenge Lukas Nerurkar og Darren Rafferty, der var uheldig, gjorde det alle hæderligt i onsdags, men ikke godt nok til et topresultat i dette felt. Kaptajnen er formentlig Neilson Powless, der skal rejse sig efter sit uheldige forår, men selv den bedste udgave af ham vil få det vanskeligt på så svære bjerge, som det også gælder for Sean Quinn og Harry Sweeny.

 

Intermarché-Wanty: Meintjes må være den klare kaptajn. Kobe Goossens er endelig tilbage efter sin skade, men han er altid kommet til kort på dette niveau. Bjergene er for svære for sidste års etapevinder Georg Zimmermann, der også har haft en skuffende sæson.

 

Team Jayco-AlUla: Harper er den erklærede kaptajn. Callum Scotson bekræftede i Ungarn, at han har forbedret sin klatring så meget, at top 20 ikke kan udelukkes. Stigningerne bør være for voldsomme for Davide De Pretto.

 

Alpecin-Deceuninck: Holdets bedste bud er Luca Vergallito, men efter en sløj indsats i Norge er det svært at se ham for alvor blande sig. Bjergene er for svære for Jason Osborne, der skuffede igen i Norge, og Xandro Meurisse er fortsat en skygge af sig selv.

 

Astana Qazaqstan Team: Lorenzo Fortunato kommer fra Giroen, men han skal hæve sit niveau betragteligt, hvis han skal gøre det bedre i dette meget stærkere felt. Harold Tejada har stadig ikke genfundet de lovende takter fra Paris-Nice og skuffede igen i onsdags. Anthon Charmig har altid manglet lidt på dette niveau, og sæsonen er en regulær katastrofe for den engang så lovende Santiago Umba.

 

Israel-Premier Tech: Bedste bud er Dylan Teuns, der er kommet stærkt tilbage i år. Han endte som nr. 6 i 2019, men dengang var ruten betydeligt lettere, og disse bjerge bør være for voldsomme. Krists Neilands har været på et højt niveau siden Touren sidste år, men han vil også finde bjergene for voldsomme, og det samme gælder for Derek Gee og Hugo Houle. Der er desværre 

 

FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Primoz Roglic
Juan Ayuso, Remco Evenepoel
Carlos Rodriguez, Jai Hindley, Tao Geoghegan Hart, Pavel Sivakov, Mikel Landa
Matteo Jorgenson, Sepp Kuss, Aleksandr Vlasov, Antonio Tiberi, Chris Harper, Marc Soler, Louis Meintjes, Giulio Ciccone, Santiago Buitrago, Ilan Van Wilder, Laurens De Plus, David Gaudu, Clement Berthet
Cristian Rodriguez, Jonathan Castroviejo, Steven Kruijswijk, Ivan Ramiro Sosa, Neilson Powless, Guillaume Martin, Dylan Teuns, Lorenzo Fortunato, Jack Haig, Wareen Barguil, Carlos Verona, Tiesj Benoot, Valentin Madouas, Lukas Nerurkar, Andreas Leknessund, Bart Lemmen, Krists Neilands, Romain Gregoire, Nicolas Prodhomme, Igor Arrieta, Remy Rochas, Harold Tejada, Kobe Goossens, Callum Scotson, Tim Wellens, Gregor Mühlberger, Javier Romo, Darren Rafferty, Georg Zimmermann, Davide Formolo, Oier Lazkano, Michal Kwiatkowski, Matteo Sobrero, Clement Champoussin, Anthn Charmig, Toms Skujins, Ådne Holter, Luca Vergallito, Odd Christian Eiking, Derek Gee, Jonas Gregaard, Andreas Kron, Edoardo Sepulveda, Kenny Elissonde, James Knox, Antonio Pedrero
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Criterium du Dauphine
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger