Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Optakt: Tour du Doubs

Optakt: Tour du Doubs

14. april 2024 14:05Foto: Unipublic / Sprint Cycling Agency

Efter flere uger på de flamske brosten er det tid til at rette fokus mod stigningerne og de kuperede klassikere. Inden de store løb i Belgien får nogle af de bedste franske klatrere igen i år chancen for at teste formen en sidste gang i hele tre kuperede endagsløb i Jura-bjergene, og efter de to første løb rundes serien af med seriens ældste løb, Coupe de France-løbet Tou du Doubs, der for blot anden gang afvikles i foråret, og som ligeledes for blot anden gang tillige byder på en bjergafslutning på løbets vartegn, Larmont-stigningen.

Artiklen fortsætter efter videoen.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Løbets rolle og historie

April måned er kendt som årets vigtigste for de store endagsryttere. Først kæmper de tunge drenge om sejrene i de store brostensløb, inden det lette kavaleri bringes ind forud for ardennerklassikerne. Sideløbende med de store internationale begivenheder er samme periode imidlertid også den vigtigste for de franske ryttere, der i disse uger oplever den klart travleste periode i deres meget prestigefulde Coupe de France-løbsserie.

 

Løbene i denne serie er i april måned hovedsageligt relativt flade, men der er en undtagelse. Det ældgamle Paris-Camembert plejer at runde serien af aprilløb af og på tirsdagen inden Amstel Gold Race give de franske puncheurs og klatrere en chance for at teste benene inden Ardennerne. Løbets korte stigninger minder dog mere om Amstel Gold Race end de belgiske ardennerklassikere, og derfor har sågar også sprintere kunnet vinde løbet.

 

Læs også
Optakt: 12. etape af Giro d’Italia

 

Fremover får franskmændene imidlertid yderligere tre chancer. Skipper de Amstel Gold Race, hvor stigningerne for nogle vil være for korte, kan de blive i Frankrig og om fredagen, lørdagen og søndagen teste benene på stigninger, der minder mere om det, vi finder, når de rammer Ardennerne rigtigt i Belgien i den efterfølgende uge. Måske bliver det nu også den eneste mulighed, da løbet i Camembert er blevet rykket frem til onsdagen inden Flandern Rundt.

 

Det sker via en videreudvikling af det relativt nye etapeløb Tour du Jura. Det blev skabt i 2003 som et lokalt fransk løb under navnet Tour du Revermont og fandt sted i Jura-bjergene. Derfor omdøbte man det i 2006 til Tour du Jura, der i højere grad fortæller, at der er tale om et klatretungt løb, men løbet var fortsat blot en del af den franske kalender.

 

Det ændrede sig imidlertid i 2017, hvor løbet blev et 2.2-løb på UCI-kalenderen. Sådan fungerede det i fire udgaver, hvor det var et ganske kort løb over to eller tre etaper afviklet enten i april eller maj. Med sin kuperede profil blev det et udstillingsvindue for unge klatrere, og efter at veteranen Thomas Degand i 2017 havde vundet foran de unge talenter Fausto Masnada og Guillaume Martin, fik vi i de efterfølgende år sejre til Carl Fredrik Hagen og Kobe Goossens i deres sidste sæson, inden de blev professionelle.

 

Løbet blev som så mange andre aflyst i 2020, og den pause brugte arrangørerne til at videreudvikle det. I stedet for at forsøge at gøre det til et 2.1-løb valgte man at splitte det op i to endagsløb, Grand Prix Besancon Doubs og Tour du Jura Cycliste. Ideen var, at de to kuperede løb skulle afvikles over to på hinanden følgende dage, og man fandt en god kalenderplacering fredagen og lørdagen inden de to belgiske ardennerklassikere.

 

Desværre kastede coronavirus igen grus i maskineriet i 2021, men denne gang lykkedes det at afvikle løbene. De blev nemlig rykket til efteråret, hvor de slog sig sammen med Coupe de France-løbet Tour du Doubs, der også afvikles i Jura-bjergene og altid har haft plads i september. Her etablerede man en løbsblok over tre dage i september, og det blev en ganske stor succes, der blev vel modtaget og gav sejre til Biniam Girmay, Benoit Cosnefroy og Dorian Godon.

 

Det var dog et engangstilfælde. I 2022 fastholdt Tour du Doubs sin isolerede placering i efteråret, og de to nye løb rykkede tilbage til den oprindeligt tiltænkte dato i april. Her er det håbet, at de kan udvikle sig til ardennerfolkenes klassikerforberedelse, og måske kan de på sigt også blive en del af Coupe de France. Sidste år flyttede Tour du Doubs, der som det eneste af de tre altså er en del af Coupe de France, endda med, hvormed der bydes på hele tre kuperede endagsløb i Jura-bjergene.

 

Tour du Doubs er et ganske gammelt løb, der første gang blev afviklet i 1934. Efter en kort pause under krigen vendte det tilbage til kalenderen i 1948, men efter 1954-udgaven forsvandt det igen, og det så ud til, at det var definitivt. Ikke desto mindre lykkedes det at genskabe det næsten 40 år senere, da det i 1993 kortvarigt vendte tilbage, men desværre var det igen slut, næsten før det var begyndt, da de næste udgaver alle blev aflyst.

 

Et nyt forsøg på at puste liv i løbet blev imidlertid gjort i 1999, og denne gang havde man mere held. Siden da har det været en årligt tilbagevendende begivenhed, og i 2010 fik det den ultimative anerkendelse for et fransk endagsløb, da det blev en del af Coupe de France. Det er et 1.1-løb på UCI-kalenderen, og selvom det ikke er løbsseriens største løb, har det gradvist fået et mere internationalt præg og nogle ganske prominente vindere. Hidtil har det været afviklet i september, men i 2023 flyttede det altså med de to øvrige løb til en plads i april.

 

Tour du Doubs er anderledes end mange af løbene i Coupe de France, der typisk passer bedst til sprintere eller klassikerryttere. Det finder nemlig sted i Pontarlier i Jura-bjergene, og det gør det til det hårdeste løb i serien. Det afspejles i vinderlisten, der inkluderer navne som Philip Deignan, Arthur Vichot, Jerome Coppel, Rein Taaramae, Eduardo Sepulveda, Valentin Madouas og Jesus Herrada, mens ryttere som Pierre Rolland, Rudy Molard, Thomas Voeckler, Guillaume Martin, Aurelien Paret-Peintre og Thibaut Pinot alle har været på podiet.

 

Læs også
Begge kaptajner udgået: Storhold afviser rygterne

 

Løbet afvikles på en kuperet rute, hvilket har gjort det yderst selektivt og skabt til ardennerspecialister, og selv klatrere har gjort det godt. Som regel har der været en lille gruppe, der har skullet afgøre det i en spurt, eller en ensom rytter er kørt alene til stregen. I de senere år er det kun i 2012, 2021 og 2022, at en større gruppe har afgjort det i en spurt. Siden 2010 har vi endda haft hele syv solosejre, og den chance øges blot i de kommende år. I hvert fald har man i 2023 for første gang placeret målet på toppen af løbets vartegn, Larmont-stigningen, der ellers plejer at blive efterfulgt af en nedkørsel, og sådan er det igen i 2024.

 

Sidste år var altså den første med mål på Larmont-stigningen, der med sine bløde procenter bestemt ikke er verdens sværeste. Faktisk endte udgaven som en af de mindst selektive på en dag, hvor voldsom tåge gjorde det praktisk talt umuligt for rytterne at se målstregen. Hele 21 mand spurtede om det og sluttede inden for 5 sekunder, og ud af tågen dukkede Jesus Herrada op som den hurtigste, da han tog sejren for næsen af lokale Thibaut Pinot, der blev snydt for en stor sejr på sin hjemmebane, og formstærke Nans Peters. Herrada vender i år tilbage for at forsvare titlen og er igen oppe mod Peters, men da Pinot jo har stoppet karrieren, bliver der ikke deltagelse af hele sidste års podium denne gang.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Ruten

Tour du Doubs er som sagt en yderst kuperet sag, der finder sted i området omkring Pontarlier i Jura-bjergene. Ruten er blevet varieret flere gange i tidens løb, men altid haft Larmont-stigningen som sit nøglepunkt. Den første del af løbet har varieret fra år til år, men det har været helt fast, at man er sluttet løbet med en tur op ad Larmont, inden man er kørt ned til målet i Pontarlier, hvor stregen har været placeret bare én kilometer efter nedkørslen.

 

Det var imidlertid ikke kun kalenderplaceringen, der var ny i 2023. Det var også ruten. Måske har der været et ønske om at øge synergien med de to øvrige løb, som løbet altså nu afvikles i forlængelse af. De har som bekendt begge mål på en stigning, og det fik Tour du Doubs nu også. Nu flyttede man nemlig målet til toppen af Larmont, der endda også skulle bestiges fra en ny og vanskeligere side, og selvom det stadig er en relativt let stigning, forventedes det afgørende at forandre løbets dynamik. Om det er sådan, det skal være fremover, er for tidligt at sige, men i 2024 genbruger man i hvert fald totalt ruten fra 2023.

 

Også i år er der tale om et relativt langt løb, som denne gang består af 200,9 km, der som altid fører løbet fra Morteau til Pontarlier, men altså for anden gang med mål på toppen af Larmont-stigningen i byens udkant. Fra starten følger man en let stigende vej mod sydvest, inden det går mod nord opad Col du Tonet (7,5 km, 2,8%), der er en meget let stigning med top efter 15,2 km. En nedkørsel fører nu mod nord ned til dagens første spurt, der kommer efter 23,5 km, inden det fortsætter med at falde, når man kører videre mod nordøst ad en teknisk nedkørsel.

 

I bunden fortsætter man mod nordøst op ad en ikke-kategoriseret stigning (4,7 km, 4,9%), der har top efter 43,6 km, hvorefter man følger et fladt plateau videre mod nordøst, inden man drejer mod nordvest for at køre op ad Belleherbe (1,7 km, 4,6%), der er en ganske let stigning med top efter 51,0 km. Herfra går det videre mod sydvest ad det flade plateau forbi dagens anden spurt, der kommer efter 73,2 km, inden en let nedkørsel fører videre mod sydvest.

 

I bunden fortsætter man med det samme mod sydvest op ad Longeville (5,3 km, 5,5%), der er en helt jævn stigning med top efter 101,8 km, hvorefter det igen går ad et fladt plateau mod sydvest. I løbets vestligste punkt drejer man mod syd for at køre op ad en bakke (3,9 km, 4,3%) med top efter 119,5 km, inden man fortsætter mod syd og senere sydøst forbi dagens sidste spurt, som kommer efter 145,0 km. Kort efter spurten drejer man mod nordøst og senere øst for at køre frem mod dagens næste udfordring.

 

Den tager man hul på, når man drejer mod sydøst for at køre op ad Col de la Republique (5,1 km, 3,5%), der stiger med 4-5% over de første 3 km, men derefter flader ud frem mod toppen, som rundes efter 165,0 km. Herfra indledes de sidste 35,9 km med en let nedkørsel, som fører mod sydøst, inden man kører næsten hele vejen rundt om søen Le Doubs via en helt flad vej, som går langs dens bred.

 

Læs også
Pogacar fremhæver konkurrent: Han er den eneste, der har vist nosser

 

Nær dens nordligste punkt forlader man dog bredden for at køre op ad en bakke (1,6 km, 5,6%) med top efter 182,0 km, hvorefter en teknisk nedkørsel fører mod nordøst og sydvest tilbage til søen. Den forlader man, når man følger floden Le Doubs mod nordvest, nordøst og nord via en let faldende vej frem til udkanten af Pontarlier.

 

Her indtræffer sidste års nyskabelse, når løbet igen afrundes med, at man kører mod øst, sydøst og nordøst op ad Larmont-stigningen, der over 6,4 km stiger med 5,4% i snit, herunder med et maksimum på 13% lige i bunden. Der er tale om en uhyre jævn stigning, der stiger med ca. 6% frem til den røde flamme, hvor det kortvarigt bliver helt fladt, inden det stiger let over de sidste 700 m, så den sidste kilometer i alt stiger med 2,0% i snit. Stigningen har mange hårnålesving på den nedre del, men over de sidste 2 km går det ad en helt lige vej frem til mål.

 

Løbet byder som i 2023 på i alt 2903 højdemeter mod 2974 højdemeter i 2022.

 

 

 

 

 

 

 

Læs også
20-årig landsholdsdansker tager stor sejr og sikrer sig førertrøje

 

 

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

 

Vejret

Heller ikke til dette løb kunne kontrasten til sidste år være meget større. I 2023 var det 2-3 grader og så tåget, at Kevin Vauquelin endte som nr. 9, fordi han ikke kunne se stregen. I morgen bliver det i stedet solrigt med kun få skyer og en temperatur, der vil være 19 grader ved starten og 21 grader i bunden af sidste stigning. Der vil være en let vind (11-13 km/t) fra først vestsydvest og siden vest. Det giver efter et første stykker med sidemedvind et langt stykke med sidemodvind, indtil man får sidevind kort efter Longeville. Kort inden Republique får man sidemedvind, som var ved hele vejen frem til målbjerget. Her vil der være medvind, indtil man med 3600 m igen får sidevind. Slutteligt vil der være sidemedvind over de sidste 2500 m.

 

Favoritterne

Tour du Doubs er som sagt et af de hårdeste Coupe de France-løb. Er man i tvivl skal man blot kaste et blik på de foregående års top 10, der klart viser, at det som regel er klatrerne, der blander sig helt fremme. Det har dog også været muligt for lidt tungere folk at blande sig, og blandt andre har Stefan Küng og Dorian Godon vundet inden for de seneste år. Nok er Larmont en længere stigning, men den er ikke verdens stejleste.

 

Den slags sejr bør vi dog ikke se i fremtiden. Beslutningen om at flytte målet til toppen af Larmont forvandler afgørende løbet. Tidligere var det en ret taktisk affære, hvor man aldrig helt vidste, hvem der kunne overleve, men det vil en bjergfinale ændre på. Nu skal man klatre godt for at være i spil til sejren.

 

Når det er sagt, er Larmont ikke noget Monte Zoncolan. Der er en grund til, at de tungere folk kunne komme tilbage på nedkørslen, og selvom man nu har en sværere opkørsel, er det ikke et bjerg, der sprænger feltet til atomer. Det skyldes også, at løbet generelt er relativt let. Nok nærmer vi os 3000 højdemeter, men særligt i den sidste del er der meget fladland, hvorfor det bliver en ret eksplosiv sag.

 

Det taler også for, at det skal afgøres på sidste stigning. Særligt efter dagens løb, hvor det stod klart, at FDJ slet ikke er usårlige, og når de tillige skal klare sig uden David Gaudu. Særligt Cofidis, Caja Rural og Burgos må have fået selvtillid af de seneste dage, og derfor vil det være overraskende, hvis ikke vi får et kontrolleret løb, hvor det hele skal afgøres til sidst.

 

Det er den tredje bjergfinale i træk, men stigningen er helt anderledes end de foregående. Den er reelt 5,4 km lang. Her stiger den jævnt med 6%, og den er derfor helt uden de samme stejle procenter som de to foregående dage. Vi kender den også fra sidste år, og her var den endnu mindre selektiv end ventet. Det endte i noget nær en massespurt, hvor hele 21 mand sluttede inden for 5 sekunder.

 

Læs også
Geraint Thomas udpeger Pogacars svaghed

 

Jeg vil dog være varsom med at bruge det løb som pejlemærke. Vejret var horribelt med hård modvind på det meste af stigningen, det var iskoldt, og det var så tåget, at Kevin Vauquelin endte som nr. 9, fordi han ikke kunne se stregen. Nu får vi et helt andet løb, hvor det gode vejr ikke bidrager til vanskeligheden, men med medvind på stigningen bør der kunne gøres forskelle på helt anden vis end sidste år. Det plejer vi også at se fra gamle dage, når der ikke var mål på toppen.

 

Det vil dog stadig undre mig, hvis vi får en solosejr. Mest taler for, at der skal spurtes i en lille gruppe af de bedste, men så enkelt er det ikke. Det kan sagtens ende i noget taktisk rod og stop-go-kørsel, hvor det kan blive en smule tilfældigt, hvem der vil vinde. Jeg vil mene, at der er en god chance for, at vi får en lidt tilfældig vinder, men med medvind skal man stadig klatre fornuftigt for at have en chance. Muligheden for en spurt er dog også god, særligt hvis Jesus Herrada er så godt kørende, at han kan sidde med, hvorefter Guillaume Martin bliver sat til at føre. Her er det værd at huske, at den sidste kilometer kun stiger med små 2%, og at det derfor er en næsten flad spurt.

 

Den form for tilfældighed gør det også næsten umuligt at pege på en entydig favorit, men i det mindste kender vi styrkeforholdet efter de seneste dage. Feltet er dog betydeligt svagere, da mange af de bedste klatrere tager sig en fridag. Således savner vi ikke blot Gaudu, men også navne som Felix Gall, Cristian Rodriguez, Ewen Costiou og Jordan Jegat.

 

Jeg prøver at gå med Jesus Herrada. Det havde jeg bestemt ikke regnet med ved ugens start, og jeg er da efter hans lange krise heller ikke sikker på, at han kan følge de bedste. Hans 13. plads i Besancon var dog opløftende, og i dag så han da også ganske fornuftig ud i det angreb, der ødelagde hans chancer. Blandt klatrerne i dette felt, er han entydigt den hurtigste, og derfor bør han vinde, hvis det ender i en spurt. Da Cofidis samtidig kan sidde med to mand i det taktiske spil, kan han vinde på flere måder. Derfor tror jeg, at han bryder krisen med et titelforsvar.

 

Holdet har dog også en anden af de store favoritter. I dag rejste Guillaume Martin sig fra de døde, og med de ben vil han være en af de stærkeste. Han er bestemt ikke hurtig, men er det en spurt mellem klatrere er han bestemt ikke uden chance - og ellers må han vinde via taktik. Efter i dag virker det heller ikke umuligt, at Kenny Elissonde kan indgå i det taktiske spil, men det skal flaske sig, hvis han skal vinde.

 

Jeg har også meget fidus til den genrejste Harm Vanhoucke. Med de ben, han har haft indtil nu, bør han være blandt de bedste, og så kan han spille sine kort i det taktiske spil. Vigtigst er det dog, at han bør være en af de hurtigste. Han er bestemt ikke kendt for sin fart for flad vej, men blandt klatrerne i dette felt vil jeg tro, at han er en af de hurtigste. Han ledsages af Sylvain Moniquet, der ikke har samme spurt, men sammen kan de have muligheder i det taktiske spil, som også Edoardo Sepulveda kan gøre det, hvis han på denne powerstigning kan bekræfte det lovende indtryk fra i dag. Johannes Adamietz kan næppe være med hele vejen.

 

Det er også en stor chance for Victor Langellotti til at få sin sejr. Han klarede dagens svære stigning ganske opløftende, og nu kommer vi til en mere eksplosiv sag, der passer ham bedre. Skal man pege på en mand, der kan køre alene hjem, er det ham, men selvom han ikke har for vane at spurte på flad vej, vil jeg også tro, at han er en af de ryttere, der har en chance, hvis Herrada falder fra. I det taktiske spil vil han kunne sidde sammen med Jose Manuel Diaz, der dog passer dårligere til denne stigning end til dagens og skal alene hjem for at vinde. Jokeren er hurtige Jetse Bol, der var i top 10 sidste år, og selvom han formentlig får det for hårdt, viste Besancon, at han ikke helt kan afskrives. Endelig har de Eric Fagundez, der også bør komme langt og formentlig kan køre en pæn spurt. Ander Okamika og Sergio Chumil kommer næppe hele vejen.

 

Selvfølgelig skal man også give Lenny Martinez en vis rangering. Han led i varmen i dag, og det er klart, at det ikke må ske igen i morgen. Hvis til gengæld han har de ben, han havde i fredags, er han sammen med Langellotti nok det bedste bud på en mand, der kører fra alt og alle. Han har desværre næppe alt for megen frihed i det taktiske spil, og kommer han ikke alene væk, skal han nok vinde via sin spurt. Det bliver svært, for selvom han har vundet to spurter på stigninger, vil det undre mig, hvis han kan vinde i denne ret flade finale. Han vil formentlig også være ret alene, da hverken Reuben Thompson eller Enzo Palenikan ventes at være helt fremme.

 

Jefferson Cepeda var igen i dag en af de stærkeste, og det vil han være igen i morgen. Han er en af de ryttere, der måske kan køre alene hjem, men selvom han har lidt punch, tyder intet på, at han kan vinde en spurt på disse procenter, som vi også så i Brabantse Pijl i onsdags. Til gengæld vil han stå med muligheder i det taktiske spil, hvor han dog formentlig vil være alene. Holdets joker er den hurtige Fernando Barcelo, der har kørt godt på det sidste, men efter fredagens løb er det svært at tro, at han overlever, som det også gælder for den ellers imponerende David Gonzalez. De unge Julen Arriola-Bengoa og Samuel Fernandez har gjort det godt, men de kommer næppe hele vejen.

 

Læs også
Van der Poel dropper planer om at køre vildt sommerprogram

 

Ag2r kommer med Clement Berthet og Nicolas Prodhomme, der begge bør være blandt de stærkeste, særligt Berthet. Han er nok også den hurtigste af de to, men jeg har svært ved at se ham vinde en spurt. I dette felt er det ikke helt umuligt, men de skal nok udnytte overtallet i det taktiske spil. Holdets joker er Nans Peters, der sidste år endte som nr. 3 og vil være en af favoritterne i en spurt. Han har været brugt som ren hjælper, og intet tyder på, at han har formen, men sparer de ham til denne lettere stigning, kan han reelt vinde. Jordan Labrosse bør få det for svært.

 

Arkea kommer i en meget svagere formation til dette løb. De har til gengæld en mand, der kan vinde en spurt, nemlig Louis Barré, der passer godt til dette løb. Han har bare skuffet længe, og på baggrund af hans resultat i fredags er det svært for alvor at tro på ham. Holdets bedste kan meget vel være Raul Garcia Pierna, der har forbedret sin klatring enormt og blev brugt som hjælper forleden. Han skal dog væk i det taktiske spil for at vinde, og hans form er ret ukendt. Unge Louis Rouland er i form, men det vil undre, hvis han er med helt fremme, og Embret Svestad-Bårdseng har haft det svært i år.

 

Uno-X må sande, at Johannes Kulset efter gårsdagens uheld heller ikke kunne være med i dag. Han vil dog have en bedre chance på denne lettere stigning, men han skal væk i det taktiske spil. Alternativet er seriens udbryderkonge, Ådne Holter, samt den velkørende Idar Andersen, men det er svært at se dem helt fremme. Jokeren er hurtige Fredrik Dversnes, der er ved at være i form, men denne stigning må være for svær.

 

Hos Kern Pharma har Unai Iribar og Ibon Ruiz vist, at de har formen til at komme langt. Begge har også en bedre spurt end de fleste, men det vil stadig være overraskende, hvis de hænger med hele vejen - og derefter vinder en spurt, der formentlig vil være mod Herrada. Drømmen er, at hurtige Pau Miquel kan overleve, men denne stigning bør være for svær i lyset af det, vi så i går, som det også gælder for Inigo Elosegui og Jordi Lopez.

 

Total savner i den grad Jegat. Egentlig har de et godt kort i Mathieu Burgaudeau, der burde være skabt til dette løb, hvor han kan vinde en spurt. Han har bare været formsvag hele året, og fredagens løb indikerede ingen ændring. Alternativet er halvhurtige Fabien Doubey, men også han var langt væk i søndags, og stigningen er for svær for formsvage Valentin Ferron, mens Alan Joussaume stadig har det svært.

 

Bardiani kommer med en joker i Martin Marcellusi. De seneste dage har været for svære, men her kan han ikke helt afskrives. Han har i hvert fald den gode spurt, men som vi så i dagens udbrud, vil det være svært for ham at overleve. Manuele Tarozzi kommer næppe hele vejen.

 

Euskaltel får det svært. Drømmen er en spurt med Gotzon Martin, der godt kunne være med på en stigning som denne, men han bekræftede i dag, at han er uden form. Alternativet er Xabier Berasategi, der godt kan spurte, men vi fik i fredags bekræftet, at han er for formsvag, mens James Fouché er for tung.

 

På kontinentalholdene er der en joker i Alexandre Delettre. Logikken tilsiger, at det bliver for svært, men skulle han overraske igen, kan han reelt vinde denne spurt. Derudover kan Alexis Guerin, Clement Braz Afonso, Joris Delbove, Nicolas Breuillard, Theo Delacroix, Remi Capron, Samuel Leroux, Jonas Rapp og Jaka Primozic alle komme langt, men det skal flaske sig, hvis de skal vinde.

 

***** Jesus Herrada

**** Harm Vanhoucke, Victor Langellotti

*** Lenny Martinez, Guillaume Martin, Clement Berthet, Sylvain Moniquet, Nicolas Prodhomme

** Jose Manuel Diaz, Kenny Elissonde, Raul Garcia Pierna, Fernando Barcelo, Louis Barré, Jetse Bol, Johannes Kulset, Ibon Ruiz, Unai Iribar, Mathieu Burgaudeau, Alexandre Delettre, Martin Marcellusi
* Eric Fagundez, Ådne Holter, Alexis Guerin, Clement Braz Afonso, Joris Delbove, Idar Andersen, Fredrik Dversnes, Fabien Doubey, Pau Miquel, Gotzon Martin, Xabier Berasategi, Louis Rouland, David Gonzalez, Reuben Thompson, Ander Okamika, Julen Arriola-Bengoa, Nicolas Breuillard, Theo Delacroix, Remi Capron, Samuel Leroux, Jonas Rapp, Jaka Primozic, Samuel Fernandez, Sergio Chumil, Manuele Tarozzi, Jordi Lopez, Inigo Elosegui, Embret Svestad-Bårdseng, Enzo Paleni, Johannes Adamietz, Jordan Labrosse

 

Danskerne

Hos Uno-X skal Marcus Sander Hansen støtte primært Johannes Kulset samt Idar Andersen, Ådne Holter og måske Fredrik Dversnes - hvis ikke han rammer udbruddet.

 

Tidligere udgaver af løbet

Du kan gense Jesus Herradas sejr fra 2023, Valentin Madouas’ sejr fra 2022, Dorian Godons sejr fra 2021, Loic Vliegens sejr fra 2020, Stefan Küngs sejr fra 2019, Julien Simons sejr fra 2018, Romain Hardys sejr fra 2017, Samuel Dumoulins sejr fra 2016 og Eduardo Sepulvedas sejr fra 2015.

 

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Jesus Herrada
Harm Vanhoucke, Victor Langellotti
Lenny Martinez, Guillaume Martin, Clement Berthet, Sylvain Moniquet, Nicolas Prodhomme
Nicolas Prodhomme, Jose Manuel Diaz, Kenny Elissonde, Raul Garcia Pierna, Fernando Barcelo, Louis Barré, Jetse Bol, Johannes Kulset, Ibon Ruiz, Unai Iribar, Mathieu Burgaudeau, Alexandre Delettre, Martin Marcellusi
Eric Fagundez, Ådne Holter, Alexis Guerin, Clement Braz Afonso, Joris Delbove, Idar Andersen, Fredrik Dversnes, Fabien Doubey, Pau Miquel, Gotzon Martin, Xabier Berasategi, Louis Rouland, David Gonzalez, Reuben Thompson, Ander Okamika, Julen Arriola-Bengoa, Nicolas Breuillard, Theo Delacroix, Remi Capron, Samuel Leroux, Jonas Rapp, Jaka Primozic, Samuel Fernandez, Sergio Chumil, Manuele Tarozzi, Jordi Lopez, Inigo Elosegui, Embret Svestad-Bårdseng, Enzo Paleni, Johannes Adamietz, Jordan Labrosse
DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Tour du Doubs
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Vuelta a Burgos Feminas(2.WWT) 16/05-19/05

Veenendaal-Veenendaal(1.1) 18/05

Orlen Nations GP(2.NCUP) 15/05-19/05

Veenendaal-Veenendaal(1.1) 18/05

Antwerp Port Epic / Sels ...(1.1) 19/05

Ronde van Limburg(1.1) 20/05

Tour of Estonia(2.1) 23/05-25/05

Ford RideLondon Classique(2.WWT) 24/05-26/05

Marcel Kint Classic(1.1) 25/05

Rund um Köln(1.1) 26/05

Annonce

Annonce

Alpecin-Deceuninck

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Arkéa - B&B Hotels

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Qazaqstan

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Decathlon AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - EasyPost

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lidl - Trek

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Soudal - Quick Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM-Firmenich PostNL

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jayco AlUla

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Visma | Lease a Bike

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

VIL DU HJÆLPE OS MED AT LAVE DANMARKS BEDSTE CYKELMAGASIN?