10 lovende transfers: Da Jumbo gik på rov hos rivalerne

Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom jeg har begrænset mig selv til udelukkende at se på WorldTouren.

I en artikelserie bringer vi de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge. Inden da kan du tjekke første, anden og tredje artikel med de 10 bedste transfers forud for 2021-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Rohan Dennis (fra Ineos Grenadiers til Jumbo-Visma)

At sætte pensionsopsparingen på, at satsningen på Rohan Dennis vil ende som en succes for Jumbo vil af de fleste investeringsrådgivere nok blive betegnet som højrisikabel adfærd. Historien viser nemlig tydeligt, at der langt fra er nogen garanti for, at den kontroversielle australier er den store gevinst.

Tag nu bare den netop afsluttede 2021-sæson. Jovist, Dennis vandt skam enkeltstarten i Volta a Catalunya og kørte et fremragende Tour de Romandie, hvor han både vandt prologen og var fabelagtig i rollen som hjælper for Geraint Thomas. Han missede som bekendt også kun bronzemedaljen på OL-enkeltstarten med så yderlig en kant af neglene, at man skulle have en lup frem for at registrere det.

Alligevel vil Ineos-ledelsen nok ikke føle, at de fik meget ud af australieren. Hans OL-bedrift kom som bekendt i den australske landsholdstrøje, og han kørte kun ganske få løb. Faktisk kom hans eneste optræden efter OL i et Tour of Britain, hvor han ikke virkede knivskarp, og han kørte slet ikke en grand tour, selvom planen egentlig var, at han skulle være en nøglehjælper i Touren. I det hele taget var Dennis’ sæson præget af så megen mystik, at det er svært for udenforstående helt at finde ud af, hvad i alverden der foregik.

Til gengæld skal vi ikke huske langt tilbage for at komme i tanker om, hvor værdifuld Dennis kan være. Faktisk skal vi bare godt et års tid tilbage til sidste års meget sene Giro for at forstå, hvad en flyvende Dennis er i stand til. Havde australieren således ikke været så fabelagtig i løbets tredje uge, synes det temmelig sikkert, at vi i dag havde talt om Wilco Kelderman eller Jai Hindley som vinder af sidste års italienske grand tour. Uden den mageløse hjælp fra Dennis, som sørgede for, at chefen aldrig blev sårbar i en ubehagelig Sunweb-sandwich, synes det nemlig udelukket, at Tao Geoghegan Hart kunne have grejet den vanskelige taktiske situation så gunstigt, at han var endt med den lyserøde trøje, der i sidste ende blev hans ejendom.

I løbets døende dage var Dennis nemlig slet og ret fremragende. Vi havde skam set, hvor stærke klatreevner han havde opnået, da han halvandet år forinden var blevet nr. 2 bag Egan Bernal i Tour de Suisse, men at han nærmest ene mand kunne vende en grand tour på hovedet, var der næppe nogen, der nogensinde havde drømt om. Og når Jumbo hurtigt kastede snøren ud efter Dennis, var det utvivlsomt i en forhåbning om, at Dennis kan opnå samme niveau igen.

Om det vil lykkes, ved vi ikke. I 2021 lykkedes det i hvert fald ikke, og i en alder af snart 32 år er Dennis tættere på sin karrieres afslutning end dens begyndelse. Mindre kan imidlertid også gøre det. Som vi så i Romandiet, er en formstærk Dennis stadig en uopslidelig altmuligmand, der kan føre solen sort også i ganske bjergrigt terræn, og det er præcis den egenskab, Jumbo skal bruge, når de i den kommende sæson skal vinde etapeløb med Primoz Roglic og Jonas Vingegaard. I den forgangne sæson var han også stadig god for to enkeltstartssejre på WorldTouren, som ethvert hold altid kan bruge, og som vi så i Tour of Britain, er han muligvis fortsat verdens bedste holdløbsrytter. Den evne får han måske ikke brug for i den kommende sæsons grand tours, men det kan jo gøre i 2023.

Nej, der er langt fra nogen garanti for, at Dennis bliver nogen succes, og da han har neddroslet de personlige ambitioner - i hvert fald som klassementsrytter - ganske betydeligt, bliver han ikke nogen pointmaskine. Hvis til gengæld han finder sit niveau på et hold, hvor alle synes at blomstre op, kan han til gengæld også være den perfekte hjælperytter, som ethvert ambitiøst etapeløbshold drømmer om. Et ambitiøst etapeløbshold er Jumbo-Visma i hvert fald, og derfor er der basis for, at det kan ende som et lykkeligt ægteskab - og at man så stjæler en værdifuld rytter fra en af sine værste rivaler, gør jo ikke just investeringen ringere!