Analyse: 10 lovende transfers - del 2

Kriterierne for at komme på listen er mange, men fælles for dem alle er, at der skal være tale om et holdskifte, der tilfører væsentlig værdi til holdet. Der behøver ikke at være tale om en rytter, der i sig selv vil bidrage med mange sejre, og der kan lige så vel være tale om en værdifuld hjælper, der kan hjælpe andre med at stryge til tops, og som udfylder et væsentligt hul i truppen. Der er heller ikke nødvendigvis tale om en stor stjerne, og der kan lige så vel være tale om et stort talent, der står foran et gennembrud, som en rytter, der synes at matche sit kommende hold og derfor kan forventes at hæve sit niveau i et omfang, så der for alvor bliver tale om ”value for the money”.

Listen består således af et miks af topnavne, talenter og mindre profilerede ryttere, og det er derfor helt bevidst, at nogle af de mest profilerede holdskifter ikke er med. Først og fremmest skal der være tale om transfers, der tilfører væsentlig værdi til i første omgang holdet og i anden omgang rytteren, selvom der også kan blive plads til skifter, hvor man kan diskutere, om det for rytteren nu også er det rette valg. Det er først og fremmest holdet, der er i centrum. Jeg har dog set bort fra ryttere, der går ind til deres første eller anden sæson på højeste niveau, da disse vil blive analyseret i en separat artikel, ligesom jeg har begrænset mig selv til udelukkende at se på WorldTouren.

Nedenfor bringer vi de de næste tre af de 10 transfers i vilkårlig rækkefølge, efter at de første tre blev bragt i en tidligere artikel i går. De sidste fire kommer i en senere artikel. Inden da kan du tjekke de 10 bedste transfers forud for 2020-sæsonen for at se, om investeringerne fra dengang viste sig at give resultat.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Adam Yates’ skifte fra Mitchelton-Scott til INEOS Grenadiers

I 2020 var der ikke rigtigt noget, der fik som ventet. Coronavirus vendte op og ned på kalenderen, og de unge løver leverede den ene sensation efter den anden. Lidt mere under radaren er det gået, at 2020 også blev året, hvor der kom et markant drop i antallet af samlede etapeløbssejre for det hold, der i årevis har været det førende i løb over flere dage. Naturligvis skyldtes det i vidt omfang den kraftigt reducerede kalender, der kostede hele fire af de store WorldTour-etapeløb, som normalt køres i foråret og sommeren, samt sæsonafslutningen i Kina, men det er alligevel bemærkelsesværdigt, at de eneste kortere etapeløb, som det britiske gigantmandskab sejrede i, var de relativt beskedne Route d’Occitanie og Coppi e Bartali.

Grand tour-succesen blev sikret ved Tao Geoghegan Hart, men i det hele taget har det været lidt mere tyndt med ugelange etapeløb på det seneste. Holdets veteranstjerner, Geraint Thomas og Chris Froome, har i stigende grad fokuseret enøjet på grand tours, Richard Carapaz er meget selektiv i forhold til sin form, der stort set kun topper til grand tours, hvorfor han end ikke har været tæt på at vinde et af WorldTourens ugelange etapeløb tidligere, og selvom Pavel SIvakov i 2019 brød igennem med to samlede sejre af denne type, har det i de seneste to år i vidt omfang været Egan Bernal, der har skullet hjemføre denne slags triumfer i den slags løb.

Det har vist en bekymrende afhængighed af én rytter, der i det kommende år endda muligvis kan være sat ud af spillet i dele af sæsonen grundet den vedvarende rygskade, som synes mere alvorlig end først antaget. I det lys er det mere end velkomment, at holdet opgraderes mere markant end noget andet ved indhentning af fem ryttere, der på de fleste hold ville kunne tiltvinge sig en selvstændig kaptajnrolle.

I grand tour-sammenhæng er Adam Yates bestemt ikke den mest interessant af de fem, men i forhold til ”hullet” i de ugelange etapeløb kommer han måske som manna fra himmelen. Den lille brite har gang på gang vist, at han mangler den fornødne holdbarhed til at køre med om sejren i de længste etapeløb, men her er det britiske superhold også så rigeligt stærkt besat - tænk på Bernal, Thomas, Carapaz, Geoghegan Hart og på sigt måske også Sivakov, Laurens de Plus og Daniel Martinez - at der ikke er brug for væsentlig forstærkning på det område. Hvis Bernal er ukampdygtig, Thomas og Carapaz igen er meget ensporede i deres fokus, Geoghegan Hart er lige så ustabil, som han plejer, og Sivakov, De Plus og Martinez stadig har lidt at bevise, er der brug for en garanti for succes i ugelange etapeløb.

Den slags plejede Richie Porte, der vel var kongen af den slags løb tidligere, at være garant for, men selvom han havde en voldsom og flot opblomstring i årets Tour, er der ikke megen garanti at hente i en mand, der i de senere år generelt har været i tilbagegang. Det har Yates til gengæld ikke. Lige så skuffende han har været i grand tours, lige så overbevisende har han i 2019 været i de ugelange etapeløb, hvor hans topniveau har været næsten skræmmende.

Bare tag 2019 som eksempel. Efter opvarmning med kongeetapesejr i Valencia og en beskeden 5. plads på en enkeltstartstung rute i Andalusien, kørte han i Tirreno-Adriatico minsandten fra en vis Primoz Roglic på en stigning - en bedrift, han var næsten helt alene om i den sæson - og blev grundet enkeltstarten kun slået med mindre end et sekund af den slovenske sejrsmaskine. Kort efter satte han blandt andre Bernal til vægs i de catalanske bjerge, hvor han ligeledes endte som en samlet nr. 5, inden han rundede serien af med en 5. plads i Baskerlandet Rundt, hvor han vandt den dramatiske sidste etape, og hvor han uden punktering på 2. etapes grusveje formentlig havde taget den samlede sejr som løbets vel nok stærkeste på stigningerne. Det helt store svendestykke kom dog i dette forår, hvor han i UAE Tour slet og ret kørte Tadej Pogacar midt over i UAE Tour - endda kort efter at den senere Tour-vinder havde vist storform med to etapesejre og samlet triumf i Valencia som led i formopbygningen mod det arabiske løb, der var uhyre vigtigt for hans sponsorer og således var hans store forårsmål.

Yates har vitterligt været uhyggelig i de kortere etapeløb i de seneste to sæsoner, men desværre har han stædigt insisteret på, at grand tours skulle være hovedmålet. Sådan bliver det næppe på Ineos, hvor han umuligt kan stå først i køen til de begrænsede antal kaptajnkasketter, der skal uddeles til de lange etapeløb. Meget kunne tale for, at Dave Brailsford er manden, der kan få den lille brite til at gå fuldtonet efter forårets mange kortere løb og de ardennerklassikere, hvor hans potentiale er indlysende, men alt for uudforsket - bare tænk på sejren i San Sebastien, 2. pladsen bag Tim Wellens i Montreal og 2. etape i årets Tour, hvor han alene kørte på til en potent duo bestående af Julian Alaphilippe og Marc Hirschi på den eksplosive Col d’Eze. Bliver det prioriteringen, ligner det et ægteskab, der kun kan blive lykkeligt for begge parter.

Jack Haigs skifte fra Mitchelton-Scott til BahrainVictorious

Indrømmet! Man kan diskutere, om det for Jack Haig selv er den bedste beslutning at forlade Mitchelton-Scott netop i et år, hvor et farvel til Adam Yates og et fortsat kollaps i grand tour-sammenhæng for Esteban Chaves, endelig ville så ud til at give den talentfulde australier chancen som kaptajn i et af de store etapeløb. For den nye arbejdsgiver er der til gengæld tale om et lille kup, der vil kunne tilføre væsentlig værdi til et mandskab, der efter McLarens exit er i økonomiske vanskeligheder.

Der manglede ellers ikke så meget på etapeløbsfronten i 2020. Holdet leverede den ret enestående bedrift at sikre sig top 10-placeringer med hele fem forskellige ryttere i de tre grand tours. Mikel Landa blev nr. 4 i Touren, Pello Bilbao nr. 5 i Giroen, Wout Poels nr. 6 i Giroen og Hermann Pernsteiner og Damiano Caruso nr. 10 i hhv. Giroen og Touren. Alligevel er det også ret sigende, at holdet aldrig for alvor var i spil til den samlede sejr, at kun Landa lignede en mulig podiekandidat, og at Ruta del Sol blev et bevis på, at Bilbao og Dylan Teuns er for begrænsede i bjergene og Mikel Landa for begrænset på enkeltstarterne til for alvor at blive farlige i ugelange etapeløb.

I netop Ruta del Sol blev Haig imidlertid nr. 2 foran de tre esser fra Bahrain-mandskabet, og det er et vidnesbyrd om, at han kan tilføre væsentlig værdi til holdet. Nok tyder meget på, at hans dieselmotor også egner sig bedst til grand tours, hvor han næppe (endnu) har Landas klasse, men med sin fabelagtige rolle som løjtnant for Simon Yates i flere af de længste etapeløb, en 4. plads i Paris-Nice i 2019, uhyggelig overbevisende kørsel sidste efterår i løb, der egentlig ikke passede ham specielt godt og en stærk sæsonstart med 2. pladser i Valencia (bag Tadej Pogacar) og Ruta del Sol (bag Jakob Fuglsang) vidner om, at der er meget at komme efter, hvis den 27-årige australier langt om længe frigøres fra Mitchelton-mandskabets snærende bånd.

Det er ikke helt så oplagt, at Haigs skifte entydigt bliver en succes, som det kan være for mange andre transfers. Dels er Haig stadig en ganske svingende størrelse, del eksempelvis var uendeligt langt fra sit topniveau i hele anden del af 2020-sæsonen, og man kan godt være en anelse bekymret for, om det er en tendens, han kan bryde. Dels er Bahrain-mandskabet ikke et hold, der nødvendigvis har fået alle deres folk til at trives og blomstre.

Det er dog ganske tankevækkende, at holdet altså formåede at få fem mand i top 10 i de store løb i år, selvom det forud for sæsonen vel kun var Landa og måske Poels, der for alvor aspirerede til den slags hæder. Pernsteiner, Caruso og Bilbao er bestemt ikke blevet ringere efter skiftet til holdet, og selvom han faldt sammen på enkeltstarterne i den arabiske trøje, fandt Rohan Dennis for alvor sine klatreben på netop det hold. Historikken er med andre ord ikke ringe, og man skal ikke lægge meget til Haigs niveau fra sidste del af 2019 og første del af 2020, før det begynder at blive rigtigt sjovt.

I første omgang skal holdet vise, at de satser på ham og ikke bare placerer ham i rollen som slave for Landa, men med en treårig kontrakt tyder det på, at holdet ser et langsigtet perspektiv i deres talentfulde australier. Måske har han ikke været typen, der som en anden Remco Evenepoel er kommet bragende ind på den internationale scene, men hans fremgang har været støt og overbevisende. På et Bahrain-mandskab, der er stærke i bjergene, men mangler en klar kaptajn ved siden af Landa, synes Haig at kunne være manden, som vil udfylde et lidt for stort tomrum.

Læs også

Ayuso er stadig mærket af kuldechok

Michael Woods’ skifte fra EF Pro Cycling til Israel Start-Up Nation

Der er en verden til forskel på det relativt beskedne Israel Start-Up Nation-mandskab, vi så i 2020, og den stjerneparade, israelerne kan præstere i 2021. Truppen har fået en gevaldig ansigtsløftning, og selvom holdet er et af de få, der har valgt at satse på erfarne, etablerede navne og ikke de unge vidunderbørn, er det et ganske fint mandskab, der er blevet samlet til lejligheden.

Det er klart, at al fokus vil centrere sig om Chris Froome, men det står også tindrende klart, at hans fremtidsudsigter er temmelig tågede. Det vil i hvert fald være dumt af israelerne at satse entydigt på, at han igen bliver konkurrencedygtig, og derfor er der i høj grad brug for, at andre af holdets større navne leverer resultater og dermed også bidrager til at lette lidt af presset på den britiske grand tour-stjerne.

I det lys er signingen af Michael Woods særdeles velvalgt. Det kan godt være, at han kun har vundet fem løb som professionel, men deres kvalitet viser alt om klassen. To gange har han taget Vuelta-etapesejr - den ene på den brutal Balcon de Bizkaia-stigning og den anden efter et vildt og vanvittigt cykelløb i en uhyre stærk gruppe - han har kørt fra en serie af verdens allerbedste på murene i Tirreno, han har slået Richie Porte på denne hjemmebane i Australien, hvor den kommende Ineos-rytter som regel er umulig at slå, og han har sat en pæn del af verdenseliten eftertrykkeligt til vægs på den stejle Superga-stigning i Tirreno.

Det bedste er, at han stadig synes i udvikling. Nok er han allerede en ældre herre, men den tidligere løbers sene entre i cykelsporten har betydet, at han bare bliver bedre og bedre. Således er tre af hans sejre faldet inden for det seneste års tid, og havde finalen på 14. etape i årets Vuelta ikke være så teknisk - ikke just spidskompetencen for den canadiske puncheur - havde han formentlig kunnet kalde sig tredobbelt etapevinder med fire store sejre inden for et års tid. Dertil skal lægges, at han lignede bedste mand ved VM i 2018, at han i Liege blev nr. 2 i 2018, var 3. bedste mand i 2019 og 5. bedste mand i et 2020, hvor han ellers var på vej tilbage fra et lårbensbrud og stadig led under ikke at have kørt Tour.

Woods har vitterligt cementeret sin status som en af verdens allerbedste ardennerryttere, og nu er han også blevet en vinder. Desværre gør hans mildt sagt beskedne enkeltstart ham knap så velegnet som klassementsrytter, men han kan så meget andet. Med en genfødt Dan Martin, der i år slog Roglic i en puncheurafslutning i Vueltaen og fra en helt håbløs position kørte et fabelagtigt Fleche Wallonne, har israelerne en af de mest potente duoer i ardennerløbene og Lombardiet. Samtidig er Woods skabt til at jagte etaper i de ugelange WorldTour-løb, hvor stigningerne ofte er relativt korte og eksplosive, og skulle der dukke en enkeltstartsfri rute op, kan han sågar også gå efter et samlet topresultat. Og endelig viste han i årets Vuelta, at han kan være guld værd som hjælper for en kaptajn - i Spanien var det Hugh Carthy - og den rolle kan han sagtens spille igen for enten Martin eller Froome i årets grand tours.

Israel SUN er uhyre ambitiøse, og deres markante opgradering skal føre til resultater også i de største løb. Den økonomisk tunge satsning på Froome er mildt sagt risky business, og derfor stilles der et uhyre stort krav til holdets stadig relativt få andre store navne. I det lys kommer Woods som kaldet fra himlen, for han vil med ét gøre løbet langt mere konkurrencedygtigt i et hav af løb, hvor de i år var alt, alt for afhængige kun af Martin, der som bekendt ikke er en størrelse, man kan regne 100% med.