Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO
Analyse: 2020-sæsonens 12 overraskelser

Analyse: 2020-sæsonens 12 overraskelser

10. december 2020 16:45Foto: A.S.O. / Alex Broadway

2020-sæsonen var på alle måder alletiders mærkeligste, men det var ikke kun coronavirus og en sær og kompakt kalender, der gjorde det hele lidt anderledes. Det forløbne år bød nemlig også på flere overraskelser end normalt, ikke mindst fordi sæsonen fortsatte den nyere trend med uhørt tidlige gennembrud for sportens unge talenter. Vores ekspert, Emil Axelgaard, kaster et blik på 12 ryttere, der i løbet af sæsonen leverede præstationer, de færreste havde forventet d. 1. januar.

Annonce

Vidunderbørnenes tidsalder gjorde sit indtog i 2019, hvor juniorverdensmesteren vandt Clasica San Sebastian, en nyprofessionel vandt tre bjergetaper og tog en samlet tredjeplads i Vueltaen, en crossrytter leverede et af de vildeste comebacks i nyere tid, og Tour de France blev vundet af en historisk set uhørt ung rytter, men den accelererede i 2020. Remco Evenepoel, Tadej Pogacar, Marc Hirschi, Filippo Ganna, Tao Geoghegan Hart, Jai Hindley og Wout van Aert bidrog alle til at sætte veteranerne så godt og grundigt til vægs, at man nu om dage næsten må anses som ”over the hill”, når man har nået den anden halvdel af 20erne.

 

Det var dog ikke kun de unge drenge, der overraskede i det forløbne år. Også en stribe ældre ryttere leverede undervejs resultater, som de færreste havde forventet, da vi for nu knap et år siden tog hul på en sæson, der på alle måder blev helt anderledes, end nogen kunne have forudset. Det var således ikke kun kalenderen, der virkede helt forkert. Meget ofte måtte man også gnide øjnene en ekstra gang, når man undervejs kastede et blik på diverse resultatlister.

 

Derfor er det kun passende at runde sæsonen af med at samle op på alletiders mærkeligste sæson med at se på 12 af de mærkeligste og mest overraskende resultater. De opregnes i helt tilfældig rækkefølge og tæller både store, etablerede navne og ryttere, der ved sæsonens start mest af alt kunne regnes som opkomlinge. Kriteriet for at komme på listen er således ikke, at en lille rytter slog de store. I langt de fleste tilfælde er der i stedet tale om større navne, der overraskede i uvant terræn, ældre ryttere, der pludselig fandt et niveau, der syntes tabt for evigt, eller lovende ryttere, der leverede endnu bedre resultater, end man kunne have drømt om, da vi sidst pakkede julegaver ud og spiste risalamande.

 

Den schweiziske komets vilde efterår

Vi var mange, der havde store forventninger til Marc Hirschi. Det er trods alt ikke hvem som helst, der bliver både verdens- og europamester for U23-ryttere i en alder af bare 20 år. Det er heller ikke hvem som helst, der i sin første sæson som professionel bliver nr. 3 i Clasica San Sebastian og er bare millimeter fra at vinde kongeetapen i BinckBank Tour - et løb, der med lidt held endda kunne være endt med samlet sejr.

 

Hirschis stjerne dalede lidt i starten af sæsonen, hvor han mildt sagt ikke var imponerende - senere skulle det vise sig, at det skyldtes helbredsproblemer - og da sæsonen genstartede, antydede hans august heller ikke, at noget stort var i vente. Nej, hvis man skulle bevare optimismen forud for hans Tour-debut skulle man skue tilbage til 2019 og håbe, at han langt om længe genfandt de takter, der gjorde os så begejstrede for et år siden.

 

 

Men så tog Fanden ved den schweiziske ungersvend. Både 1., 2. og 3. plads blev det til undervejs i et Tour de France, hvor særligt hans vanvidsridt i Pyrenæerne stadig efterlader mange med åben mund og polypper, og senere fulgte en kort, men vild klassikerkampagne, der bød på bronze til VM og sejr i Fleche Wallonne samt en 2. plads i Liege-Bastogne-Liege, hvor man ikke behøver at være schweizer for at tro, at Hirschi havde stået øverst på skamlen, hvis ikke Julian Alaphilippe pludselig fik en voldsom trang til at søge til venstre. Faktisk sad man med fornemmelsen af, at han med lidt held også kunne have vundet både Brabantse Pijl og Flandern Rundt, hvis ikke han følte, at han trods alt trængte til lidt pause.

 

Hvis nogen havde foreslået, at Hirschi ville opnå de resultater i løbet af de kommende år, havde jeg efter hans flotte 2019 uden tøven købt den. Hvis nogen havde sagt, at han skulle opnå hele molevitten i løbet af få måneder allerede i 2020, havde jeg slået en højlydt latter op. Hirschis gennembrud kom på alle måder både hurtigere og meget mere kraftfuldt, end nogen kunne have drømt - inkl. den 22-årige schweizer, der mødte op til Touren med det ydmyge mål at gennemføre og vise sig selv frem!

 

Vidunderbarnets Vanvidsridt i Vogeserne

Da champagnepropperne sprang ved midnat d. 1. januar, var der helt sikkert mange, der havde Tadej Pogacar som en giftig outsider til årets Tour de France. Nuvel, det ville da være en overraskelse, hvis det slovenske vidunderbarn skulle vinde verdens største cykelløb i første forsøg, men overraskelsen ville vel egentlig være mindre, end da han i sin allerførste grand tour ikke bare blev nr. 3, men vandt hele tre bjergetaper - en bedrift, der er så uhørt, at end ikke Chris Froome har opnået det i sin ellers lange og dominerende grand tour-karriere. I vidunderbørnenes tidsalder skulle man være beredt på det meste fra det slovenske supertalent, der inden nedlukningen endda nåede at vise, at han hen over vinteren havde gjort yderligere fremskridt.

 

Det er således ikke Tour-sejren, der berettiger ham til en plads på denne liste. Den var nok uventet, men ikke noget stort chok. Det var derimod de omstændigheder, der gjorde, at det blev ham, der sang højst på den slovenske nationalmelodi d. 20. september, for da landsmanden Primoz Roglic kom igennem den sidste bjergetape med et solidt forspring på 57 sekunder, var Jumbo-Visma-rytterens sejr så sikker, at selv Pogacar og UAE-mandskabet allerede gjorde en hvid cykel klar til den Paris-etape, hvor hans hvide ungdomstrøje skulle fejres.

 

 

Forude ventede nemlig kun én væsentlig udfordring, nemlig en enkeltstart. Og selvom Pogacar skam havde overrasket på en flad rute i Algarve i 2019 og endda slået Roglic ved de slovenske mesterskaber på en bjergenkeltstart, hvor den ”gamle” af de to slovenere havde dummet sig ved ikke at skifte cykel, var der ingen i denne verden, der ved deres fulde fem kunne tro, at Pogacar pludselig skulle have lakeret sin Paris-cykel i en helt ny farve. Én ting var, at han måske på en superdag kunne slå sin rival - noget andet var at gøre det med de krævede 57 sekunder. Og noget helt tredje var at gøre det så eftertrykkeligt, at han endte med at vinde løbet med en solid margin på 59 sekunder.

 

Ikke desto mindre var det, hvad der skete, på en dag, hvor han ifølge efterfølgende udsagn udnyttede, at han kendte sin vens svaghed. Han vidste nemlig, at en lynhurtig start mentalt kunne knække den Roglic, der på denne altafgørende dag, hvor livsdrømmen kunne indfris, intet havde at vinde, men alt at tabe. Og det var præcis, hvad der skete, da de nedslående tider løb ind i øret på manden i gult, der tydeligvis blev mere og mere desperat og tråddet som følge deraf stadig mere firkantet, indtil det stod klart at en ellers hæderlig 5. plads på etapen ikke var i nærheden af at forhindre Vidunderbarnets Vanvidsridt i Vogeserne i at vende løbet totalt på hovedet og knuse den livsdrøm, der bare en time tidligere havde været snublende nær på at blive til virkelighed, men som nu altså stadig er en drøm, der skal indfris i 2021.

 

At Pogacar før eller siden ville vinde Touren, skulle man ikke være spåmand for at forudse. At det kunne ske i 2020, skulle man heller ikke være cykelorakel for at se. Men at det skulle ske på vanvittig vis på nyere cykelsports måske allermest dramatiske dag, var imidlertid så vanvittigt, at lørdag d. 19. september 2020 formentlig for alle cykelfans for altid vil stå fremhævet som en af de mest minderige dage, de nogensinde har tilbragt foran et tv.

 

”Bjerggeden” sætter letvægterne på plads

Forestil jer en Wout van Aert-quiz afholdt i december 2019. Vinder belgieren Strade Bianche? Meget sandsynligt. Vinder han Milano-Sanremo? Bestemt ikke umuligt. Nupper han også to Tour-etapesejre? Ganske muligt, når nu han vandt allerede i 2019. Tager han medalje ved VM i enkeltstart? Det må han være kandidat til. Spurten han mod Van der Poel om sejren i Flandern Rundt? Det ville da kun være passende.

 

På mange måder blev Van Aerts sæson, som man kunne have ventet. Naturligvis var det imponerende, at han stort set kunne sætte flueben ud for alle sine sæsonmål - eller i hvert være meget tæt på - men alle de ovennævnte præstationer lå på ingen måde på den urealistiske side af de forhåndsforventninger, man kunne have haft sidste jul.

 

 

For hovedparten af sæsonens vedkommende er der således ingen grund til overhovedet at overveje at nævne Van Aert på en liste over ryttere, der overraskede i 2020. Men der er én væsentlig undtagelse: hans klatring. Hvis selvsamme december-quiz var sluttet med et spørgsmål om, hvorvidt Van Aert på Tour-etapen med fleste højdemeter ville ende som nr. 3 foran alle klassementsrytterne - vel at mærke efter at have ageret trækdyr og ikke været i udbrud - havde de fleste nok slået en hånlatter op og ringet efter en taxa, så den åbenlyst berusede quizmaster kunne blive fragtet sikkert hjem i seng.

 

Ikke desto mindre var det sådan det fik, da Van Aert d. 17. september overspurtede hele banden af klassementsstjerner og sikrede sig en 3. plads på Tourens 18. etape bag den sejrende udbrudsduo bestående af Michal Kwiatkowski og Richard Carapaz. Naturligvis var omstændighederne på etapen ganske specielle, fordi etapen var designet på en måde, så det gav mening for Primoz Roglic i en dårligt samarbejdende favoritgruppe at afvente sine distancerede holdkammerater Van Aert og Tom Dumoulin, men det var alligevel en så vild bedrift, at Van Aert for nyligt kårede netop det resultat som det, han nærer mest stolthed ved at have leveret.

 

Det var imidlertid ikke bare den ene dag, at Van Aert tog verden med storm. Gennem hele Touren klatrede han så godt, at han med sit store korpus var helt malplaceret i et felt hovedsageligt bestående af let- og fluevægtere. Mest demonstrativt var det, da han på Grand Colombier hægtede sig på den slagne Egan Bernal og nærmest måtte trække i bremsen, da han fulgte den forsvarende Tour-vinder hele vejen til toppen af Jura-bjergenes monster. Får dage senere chokerede han stort igen ved på enkeltstarten at køre stærkere op ad La Planche des Belles Filles end mange af løbets bedste og klatrere. Slutteligt opnåede han endda sølv på en knaldhård VM-rute, og selvom det nok ikke var sket på den oprindeligt planlagte bjergrute i Schweiz, var han endnu engang det malplacerede element i en frontgruppe af lette klatrere og ardennerspecialister.

 

Nej, 2020 var på alle måder et helt vildt og overraskende år for Van Aert. Ikke så meget på grund af alle de point, han hovedsageligt scorede i løb, der åbenlyst lå til hans højreben. Det kunne man ikke forundres stort over. Det kunne man til gengæld over, at belgieren pludselig skulle regnes til feltets bjerggeder.

 

Det italienske wattmonsters uhyggelige overtagelse af enkeltstartstronen

Hvis man kan vinde bronze ved VM i enkeltstart, kan man også vinde guld. Det er en ikke helt urimelig konklusion, slet ikke når vi taler om en ung rytter med sine bedste år foran sig, og som i 2019 åbenlyst var i en rivende udvikling.

 

Alligevel er der næppe nogen, der havde spået, at Filippo Ganna i 2020 ville blive et altdominerende monster i enkeltstartsdisciplinen i et omfang, så alle rivaler på forhånd var henvist til at køre om 2. pladsen. Det er ellers bare et år siden, at man kunne have en berettiget frygt for, at Remco Evenepoel i de kommende år kunne gøre alle individuelle tidskørsler til en spændingstom ørkenvandring, men med Gannas pludselig magtovertagelse er det nu snarere en hel cykelverden, der glæder sig til at få det belgiske vidunderbarn tilbage i mangen, så spændingen i disciplinen måske kan genskabes.

 

 

Da Ganna i januar i San Juan blev slået af netop Evenepoel på årets første enkeltstart, der ganske vist blev afviklet på almindelige cykler, lå det ellers ikke i kortene, at italieneren ville være på alles læber et lille års tid senere. Ej heller var augustsejren ved de italienske mesterskaber særligt overbevisende, men herfra tog Fanden ved Ineos-talentet, der ellers i tiden hos UAE lignede en rytter, der aldrig rigtigt ville slå igennem.

 

I Tirreno lagde han ud med at sende alverdens kæbekirurger på dårligt timet overarbejde midt i en coronatid, da han på den klassiske sidste enkeltstart ikke blot slog Fabian Cancellaras fire år gamle ruterekord, men snarere pulveriserede den i uhørt grad ved over den bare 10,1 km lange distance at køre hele 26 sekunder hurtigere end det schweiziske tempomonster - en præstation, der fik en hel cykelverden til at sende kæben direkte ned i asfalten af ren forbløffelse. Herfra drog han videre til et VM, hvor han ved første mellemtid var så overlegen, at man næsten kunne tro, at der var tale om en fejlmåling, og selvom han tabte lidt terræn til slut, endte det i endnu en magtdemonstration - en magtdemonstration, der blev total i Giroen, hvor han på tre vidt forskellige ruter tre gange gav blandt andre den for blot et år siden overlegne Rohan Dennis bøllebank tre gange i træk.

 

Man kan endda argumentere for, at Gannas overlegne enkelstartsdominans ikke var det mest overraskende i sæson. Nej, det var vel egentlig hans nærmest sensationelle sejr på samme Giros store bjergmaraton på 5. etape, hvor han på utrolig vis slæbte sine 82 km først op over de mere end 4000 højdemeter i det sydligste Italien. Det var på alle måder så vildt og voldsomt, at det var svært at forstå - hvis altså ikke det bare var en helt generel tendens, at Ganna i det hele taget var et fænomen, som i 2020 var ganske svært helt at fatte.

 

Hjælperytterens sensationelle Giro-sejr

Da Giroen sluttede den 25. oktober, gik det på alle måder helt, som man kunne have spået. Ineos endte øverst på podiet med en brite, der ikke overraskende havde sat sin væsentligste rival til vægs på den sidste enkeltstart i Milano. Det var jo lige præcis det, mange havde ventet, da de forud for løbet pegede på den i Tirreno genfødte Geraint Thomas som løbets forhåndsfavorit, når nu ruten med sine mere end 60 km enkeltstart var skræddersyet til rytteren, der kort forinden var blevet nr. 4 ved VM i enkeltstart, selvom han under hele løbet havde kørt uden cykelcomputer og ikke anede, om han var købt eller solgt.

 

Det hele var i hvert fald ventet, indtil man fik set ordentligt efter. Manden, der tronede øverst på podiet i Milano, var jo rød- og ikke sorthåret. Han havde vist også betydeligt flere fregner, end Thomas havde, sidst han var i hele cykelverdenens rampelys. Og så kunne det jo ikke helt passe, at samme brite endte med at vinde løbets ungdomstrøje, for det er vist mange år siden, Thomas sidst var i spil til den slags hæder.

 

 

Sagen var bare den, at Thomas aldrig havde været bare tæt på at vinde løbet. Faktisk havde han heller aldrig været tæt på Milano, for waliseren sad i flyveren på vej hjem, allerede længe inden løbet havde forladt Sicilien efter de første fire dage. En dum vanddunk betød, at Giroen sluttede, før den var begyndt, for den rytter, mange havde ventet at se som samlet vinder tre uger senere.

 

Heldigvis har Ineos et så stort reservoir af uudforsket talent, at man som regel kan trække lidt ekstra frem, når noget forsvinder. Og det var præcis, hvad Dave Brailsford gjorde dette efterår i Italien, da han flyttede anførerbindet over på den spinkle underarm på Tao Geoghegan Hart, der ellers kun var kommet til Italien for at agere sidste mand i bjergene for selvsamme Thomas.

 

Resten er som bekendt historie. Thomas endte med overhovedet ikke at være savnet på et Ineos-hold, der genopfandt sig selv og med offensiv kørsel vandt hele syv af de 21 etaper samt ikke mindst den selvsamme med den rødhårede brite. Vi vidste jo ellers godt, at Geoghegan Hart var et stort klatretalent, der først for alvor kom til udfoldelse i Dauphiné og Californien i 2018, men hver eneste gang, han havde fået sin egen chance, var det gået galt, enten i kraft af styrt som i sidste års Giro eller i kraft af dårlig form som i sidste års Vuelta.

 

Måske var det fraværet af pres, der gjorde forskellen. I hvert fald var Geoghegan Hart helt uden forventninger til sig selv - faktisk i en sådan grad at det endte med at koste ham en bil som betaling for et dumt væddemål med sin bror - og pludselig lykkedes det ham stabilt over tre uger at levere på det niveau, han længe havde indikeret, at han havde. Nok var Rohan Dennis helt afgørende i at overvinde det alt for store tidstab, han led på en Etna-etape, hvor han efter eget udsagn mentalt var helt fraværende, men som løbets bedste klatrer var det bestemt også egne evner, der gjorde, at Geoghegan Hart endte som den vel mest overraskende grand tour-vinder siden Chris Horner i Vueltaen i 2013. I virkeligheden var sejren her endnu mere uventet, for Geoghegan Hart skulle jo slet ikke have kørt klassement. Men som Chris Froome fandt ud af i Vueltaen i 2011, kan man som Ineos-hjælper godt ende med at løbe med det hele, hvis bare man er god nok, og omstændighederne er de rette.

 

Det australske talents chokerende 2. plads i verdens næststørste cykelløb

I virkeligheden var Geoghegan Hart ikke den største overraskelse i en Giro, der på alle måder gik helt anderledes end ventet. Briten havde nemlig været så lovende, at man sagtens kunne se ham køre med de bedste i en svagt besat Giro, og havde det ikke været for hans låste rolle, havde de fleste nok fremhævet som en outsider til i hvert fald podiet.

 

Det var der til gengæld næppe nogen, der havde gjort, når talen var faldet på Jai Hindley. Bevares, australieren var da i U23-klassen regnet som et af de mange australske klatretalenter, men ligesom mange af sin landsmand havde han føjet sit navn til listen over ryttere, der aldrig rigtigt så ud til at blive til det, vi håbede. 2. pladsen i Polen Rundt var skam flot, men også lidt tilfældig i et løb, hvor manglen på kontrol var hovedoverskriften, og hvor han mildt sagt blev rundbarberet af danske Jonas Vingegaards i dennes vanvidsridt på kongeetapen. Og jo, han vandt skam Herald Sun Tour i februar i ganske overlegen stil, men det vil være synd at sige, at en kamp mod Sebastian Berwick i de australske bjerge kan sammenlignes med at vinde Giroens kongeetapen med en passage af mytiske Stelvio.

 

Nej, Hindley var ikke nævnt nogetsteds i optakten til årets Giro. Sunweb afslørede ellers hurtigt, at han faktisk havde en beskyttet rolle som plan B bag Wilco Kelderman, og modsat Geoghegan Hart havde han således en rimelig forventning om, at han faktisk ville være med i kampen om top 10-placeringerne. Alligevel var der næppe noget menneske på denne jord, der i deres inderste følte sig overbevist om, at han ville være i stand til at køre med om den samlede sejr.

 

 

Ikke desto mindre var det, hvad der skete. Mens Kelderman falmede i de høje bjerge, voksede den Hindley, der på Piancavallo-etapen havde ofret sig for sin kaptajn og revet feltet så meget itu, at kun Kelderman og Geoghegan Hart stadig hang på, så meget med opgaven, at det hurtigt stod klart, at han og Geoghegan Hart havde et ekstra gear i bjergene. Og selvom man kan diskutere den Sunweb-taktik, som betød, at man satte sig imellem to stole og hverken satsede helhjertet på australierens klatre- eller hollænderens tempoevner var det helt fortjent, at Hindley endte som løbets nr. 2.

 

Til gengæld afslørede løbets enkeltstarter også, at der er lang vej igen, hvis han for alvor skal cementere sin status som en førende grand tour-kandidat i et løb, hvor stjernerne også er til start. Årets Giro var nemlig præget af et usædvanligt svagt felt, da først de få stjerner enten falmede eller forsvandt undervejs, og det er derfor nu op til Hindley at bevise, at 2. pladsen ikke blot var et resultat af omstændighederne. Den opgave får han i 2021, og her kan han ikke længere drage fordel af rollen som underdog. Det er nemlig svært at tro, at Hindley ikke vil blive nævnt betydeligt mere som mulig podiekandidat næste gang, han stiller til start i en grand tour.

 

Tempomaskinens vanvid i bjergene

Det kan godt være, at det var Geoghegan Hart og Hindley, der fik al opmærksomheden i Milano, da den fede dame sang Giroen til ende, men i virkeligheden stod ”Man of the Match” slet ikke på podiet. Hvis ikke det havde været for Rohan Dennis, er det nemlig meget sandsynligt, at der var blevet sunget på hollandsk den søndag i Italien, for havde Dennis på Stelvio-etapen ikke vendt hele løbet på hovedet, er det meget usandsynligt, at Goeghegan Hart havde indhentet det tidstab til Wilco Kelderman, han opbyggede i de første dage, hvor han bare var løjtnant.

 

Stelvio-etapen var nemlig designet på en måde, så overtal var guld værd. Målbjerget var relativt let, og alene på det havde Kelderman aldrig tabt så meget tid, at hans lyserøde trøje var kommet i fare. Og havde Geoghegan Hart været på egen hånd, kunne han måske nok have gjort en forskel på Stelvio, men det er meget sandsynligt, at den ville være blevet udvisket igen på det dalstykke, der ledte frem til finalestigningen.

 

Men så rejste Dennis sig pludselig som en Fugl Føniks. For et år siden så hans karriere ellers ud til at ligge i ruiner, da han under mystiske omstændigheder pludselig forsvandt fra Touren og endte med at blive smidt af holdet på det Bahrain-mandskab, hvor han endte som en fiasko. Derfor vakte det også nogen hovedrysten, at Ineos hentede ham til holdet, for hvordan ville de da få indpasset en figur, der har ry for at være svær at have med at gøre, ind i et hold, der primært er kendt som en velsmurt kollektiv maskine.

 

Dennis gjorde imidlertid alle kritikerne til skamme med sine vanvidsridt først på Stelvio og siden i Sestriere, hvor han endegyldigt bankede de sidste søm i Keldermans ligkiste. Det var svært ikke at få en følelse af deja-vu, da australieren pludselig knuste alt og alle på stigningerne, for et år tidligere havde vi oplevet præcis det samme, da Dennis pludselig ud af det blå dukkede op som Egan Bernals værste rival i Tour de Suisses bjerge. De klatreevner havde han bare slet ikke vist siden dengang, og forud for løbet var mange faktisk bekymrede for, om Ineos var stærke nok til at støtte Geraint Thomas, hvis Tao Geoghegan Hart ville være eneste mand, der kunne side med dybt inde i finalerne på bjergetaperne.

 

 

I den første del af løbet var der da heller intet, der tydede på, at Dennis havde fundet de schweiziske klatreben frem igen. Men pludselig, da Geoghegan Hart manglede dem allermest, var de pludselig tilbage, og Dennis viste sig mere loyal, end man kunne have forestillet, da han dagen inden en for ham vigtig enkeltstart reelt solgte sine sejrschancer med et ridt, der kostede Sunweb den sejr, de ellers ikke kunne smide væk. Nok vidste vi alle, at Dennis havde fine klatreevner - det havde schweizerne jo selv set i deres bjerge - men at han dybt inde i den tredje uge af en grand tour, hvor han traditionelt har været sendt til tælling, kunne køre etablerede klatrestjerner som Vincenzo Nibali og Jakob Fuglsang midt over, var der næppe nogen i denne verden, der havde forestillet sig - næppe heller Dennis selv.

 

Veteranen, der fik sin podieplads i overtid

Som optaktsskribent får man ofte hug for sine fejlskud. Noget, jeg oftest har måttet lægge øre til, er min stædige insisteren på, at Richie Porte havde en Tour-sejr i benene. Ikke sjældent har jeg fremhævet den lille australske klatrer som den første trussel mod Chris Froomes fortsatte dominans i verdens største cykelløb, men gang på gang er den store satsning gået op i røg i en Tour-karriere, der har været martret af uheld med sygdom i 2014, en dum punktering i 2016 og de næste obligatoriske løbsafbrydende styrt på 9. etape i både 2017 og 2018.

 

Derfor slap min tålmodighed også op. Efter at jeg i 2019 lod tvivlen komme ham til gode og nok engang fremhævede ham som Ineos-mandskabets største trussel trods et forår, der mildt sagt havde været alt end overbevisende, gav jeg op. Porte kom end ikke i top 10, og i det hele taget var han i både 2019 og indledningen på 2020 så langt fra den fabelagtige rytter, der i mange år spiste ugelange etapeløb til morgenmad, at alt pegede i retning af, at alderen havde indhentet australieren så meget, at 5. pladsen i 2016 ville ende som hans bedste grand tour-resultat. Og efter næsten to år med uafbrudte skuffelser blev det til 0 stjerner, da der denne gang skulle deles favoritetiketter ud. Det var umuligt at blive ved med at tro på en mand, der ikke havde været på sit bedste niveau siden det sidste ”9. etapesstyrt” mere end to år inden årets Tour-start den 27. august.

 

 

Men i det mærkelige år 2020, hvor man altid skulle regne med, at udfaldet blev det modsatte af det, man havde troet, lykkedes det minsandten Porte i karrierens overtid at indfri sin livsdrøm på et tidspunkt, hvor der vel næppe var andre end ham selv, der i sin vildeste fantasi havde troet, at det stadig skulle kunne lykkes. Måske var han ikke den ustoppelige klatremaskine, der i 2017 og 2018 satte alt og alle til vægs, når bjergene meldte sig, men for første gang i sin karriere lykkedes det ham trods en lidt rusten start at undgå uheld og sygdom samt at holde niveau over alle tre uger. I løbets anden halvdel var han oftest den nærmest rival til den suveræne slovenske duo, og han rundede det hele af med en enkeltstart, der mindede os om hans allerbedste præstationer i kampen mod uret. Selv da det obligatoriske uheld ramte i form af en punktering på grusvejen på løbets sidste bjergetape, blev det denne gang ikke løbsødelæggende, men derimod med imponerende ro, som kun en hærdet ulykkesfugl kan præstere, overvundet.

 

Måske havde han bare brug for at vide, at det var nu eller aldrig. Næste år lægger han nemlig grand tour-ambitionerne på hylden, når han vender tilbage til rollen som luksushjælper på Ineos, og derfor var det i allersidste øjeblik, at det lykkedes. På mange måde var Portes podieplads det mest tilfredsstillende i årets Tour, for det er svært at mene, at den uheldige australier ikke havde fortjent bare én gang at se, hvor langt han kunne komme, hvis uheldene for en gangs skyld ikke skulle ødelægge det hele. Paradoksalt nok kom muligheden bare på det tidspunkt, hvor stort set hele cykelverdenen var i gang med at sende ham på cykelstjernernes plejehjem.

 

Det italienske vraggods’ genfødsel

I vidunderbørnenes tidsalder er der noget tilfredsstillende, når veteranerne viser, at de stadig har deres berettigelse, som Porte gjorde i Touren. Han var imidlertid ikke den eneste af cykelsportens bedstefædre, der pludselig steg op fra de døde og med ét mindede os om, hvorfor vi tidligere havde beundret dem.

 

Et andet eksempel er Domenico Pozzovivo. ”Professoren” lignede ellers noget, der hørte fortiden til, da Bahrain på uhyggeligt kynisk maner kastede ham bort som udtjent vraggods, da et grusomt styrt sidste sommer efterlod ham med så svære skader, at han frygtede for sin karriere. Det skulle dog ikke blive skaden, men snarere manglen på en kontrakt, som udgjorde den største trussel, indtil NTT i juledagene hev ham op fra den mellemøstlige mødding og gav ham en sidste chance for at vise sit værd som den grand tour-rytter, han altid har været.

 

Der var dog intet, der tydede på, at det var mere værd end blot den hyldest, holdet fortjent fik for at give ham en mere værdig behandling. Hverken i foråret, august eller den for ham meget korte Tour var der blot en antydning af fordums klasse, og kombinationen af en skadesplaget krop og en dåbsattest, der afslørede en alder på næsten 38 gjorde, at der næppe var mange, der bemærkede, at han - efter at en selfiestang havde sendt ham lidt for tidligt hjem fra Frankrig - skulle forsøge at rejse sig en sidste gang i Giroen.

 

 

Men så pludselig! På Etna rejste Pozzovivo sig som en anden Fugl Føniks, og mange gned sig sikkert en ekstra gang i øjnene, da den lille italiener på vulkanens skråninger gjorde Jakob Fuglsang selskab som dagens stærkeste. ”Var det ikke…?” var der sikket mange, der uforstående udbrød, da den lille italiener pludselig gik i angreb, og igennem hele løbets første halvdel fortsatte han endda med at vise, at han sammen med danskeren var den bedste klatrer i de første dage, særligt på den for ellers meget uheldsramte 10. etape.

 

I sidste ende gik det dog ikke. Pozzovivo falmede i de døende dage og endte løbet lige uden for top 10. Senere kom det dog frem, at han havde gennemført løbet med store smerter som følge af komplikationer med den albue, han havde brækket et år forinden. I det lys var Pozzovivos indsats intet mindre en heroisk, og han fik samtidig over for Bahrain bevist, at man ikke nødvendigvis er vraggods, bare fordi man nærmer sig de 38. Araberne var dog næppe de eneste, der ikke havde set det stærke gensvar komme fra den lille italiener.

 

Den colombianske opkomling giver stjernerne klø

Sejr blev til imidlertid ikke til for Pozzovivo, men det gjorde det for andre. En af de mest overraskende triumfer kom i årets Dauphiné. Det franske løb har efterhånden udkonkurreret Tour de Suisse så eftertrykkeligt, at der næppe er tvivl om, at det i dag er det mest prestigiøse af de ugelange etapeløb, og det blev kun endnu mere markant i coronaåret 2020, hvor startlisten var så stjernespækket, at man sagtens kunne have troet, at det var Tour de France, der var startet lidt tidligere end planlagt.

 

Spekulationerne forud for løbet var da også mange. Ville Primoz Roglic være lige så suveræn som i Tour de l’Ain? Eller ville det i stedet være Tom Dumoulin eller Steven Kruijswijk, der ville være stærkest på Jumbo-mandskabet? Ville Ineos kunne rejse sig efter nederlaget i Ain med deres tre stjerner Egan Bernal. Geraint Thomas og Chris Froome og den så uhyre formstærke Pavel Sivakov? Ville Emanuel Buchmann og Thibaut Pinot være lige så stærke som i Touren et år tidligere? Eller ville opkomlingen Tadej Pogacar være lige så overbevisende som i foråret?

 

I sidste gik sejren slet ikke til én af forhåndsfavoritterne. Naturligvis skyldtes det omstændighederne, for ingen kan benægte, at Roglic havde vundet løbet i overlegen stil, hvis ikke et styrt havde revet ham ud af løbet, bedst som hans jerngreb var så stramt, at ingen andre rigtigt kunne få vejret. Bernal forlod løbet med rygproblemer, Froome og Thomas var pinligt langt fra deres bedste niveau, Buchmann og Kruijswijk blev ligeledes sat ud af spillet af styrt, Dumoulin var stadig en skygge af sig selv, og også Pinot blev sat voldsomt tilbage af en tur i asfalten.

 

 

Alligevel var der mange stjerner til at tager over. De fleste havde nok Miguel Angel Lopez, Nairo Quintana, Mikel Landa, Pogacar, Enric Mas, Adam Yates, Richie Porte, Bauke Mollema eller Romain Bardet som sandsynlige arvtagere, når nu de største favoritter var sat ud af spillet, men i stedet endte sejren med at gå til Daniel Martinez - et scenarium, der næppe stod i én eneste drejebog ved løbets begyndelse.

 

Naturligvis vil Martinez’ sejr altid stå i skyggen af de mange uheld til favoritterne, men det ændrer ikke på, at colombianeren slog et hav af bedre forberedte stjerner, da han i sit første løb efter nedlukningen tog tyren ved hornene på den sidste bjergetape og kørte fra alt og alle. Pinot, der havde overtaget Roglics førertrøje, kæmpede heroisk mod både skader og et overraskende svagt hold, men trods ukuelig fight kunne han helt alene ikke kontrollere den ukontrollerbare angrebskaskade, der væltede ind over ham denne søndag i Alperne. Den stærkeste af rivalerne var hverken Pogacar, Lopez, Landa eller Mas, men derimod den colombianske opkomling, der ellers aldrig tidligere havde været bare tæt på at vinde et WorldTour-etapeløb på dette niveau, indtil han på løbets sidste stigning kørte fra Pocagar, Sivakov og Dumoulin og med en 2. plads tog karrierens største og mest uventede sejr.

 

Det skabte store forventninger frem mod Touren, men desværre gik det fra start lige så ilde, som da vi sidst var vidner til et Dauphiné-chok fra Jonathan Vaughters hold med Andrew Talansky i 2014. Ligesom amerikaneren blev Martinez sendt ud af klassementskampen af et styrt, faktisk allerede på 2. etape, men han rejste sig flot med en smuk etapesejr i Massif Central. Det var måske en sejr på den helt store scene, men Martinez’ 2020-sæson vil først og fremmest blive husket for chokket i Alperne nogle uger forinden.

 

Danskeren, der slog supersprinteren

Hvis der er noget, der kendetegner Polen Rundt, er det løbets mange massespurter. Det meste af det store østeuropæiske land er nemlig fladt som en pandekage, og løbet har derfor altid fungeret som fluepapir for supersprinterne, der her finder et WorldTour-løb med langt flere masespurter, end man ser i mere sydlige etapeløb på højeste niveau, hvor der for de tunge drenge er irriterende mange bjerge.

 

Sådan var det også i coronaåret 2020. Faktisk måtte sprinterne have tættekammen frem for at finde attraktivt terræn i tiden lige efter nedlukningen, for august måned var nærmest én lang bjergfest nærmest uden fladbane, alt sammen kulminerende med en Tour, der var mere sprinterfjendtlig end meget længe. Derfor var det heller ikke mærkeligt, at supersprinterne i større grad end vanligt valfartede til Polen Rundt, der var gået i den modsatte grøft og havde designet en mere sprintervenlig rute end længe, da hele tre af de bare fem etaper i den forkortede udgave var skabt til de hurtigste af de hurtigste.

 

De var der i rigt mål. Hele tre supersprintere i form af Dylan Groenewegen, Fabio Jakobsen og Pascal Ackermann førte feltet an. Der var de unge kometer Jasper Philipsen og Alberto Dainese. Der var tidligere spurtvindere i grand tours som John Degenkolb og Luka Mezgec. Der var Marc Sarreau, der altid er god for et hav af sejre hvert år. Og i det hele taget var der stort set intet hold, der var til start uden en sprinter.

 

Også Trek kom med deres sublime sprintertog, men de fleste talte om Edward Theuns og Jasper Stuyven. Begge havde trods alt vundet spurter på WorldTouren, mens den danske verdensmester, Mads Pedersen, havde skuffet de gange, han i 2019 havde fået chancen som holdets sprinter, blandt andet i BinckBank Tour. Og selvom Theuns fejlede fælt på 1. etape, og det er velkendt, at Trek har haft for vane at rotere mellem deres tre sprintere, var der stadig ingen, der havde megen fidus til Pedersen på løbets 2. etape. Selv hvis han fik chancen, ville det trods alt være ret utænkeligt, at han slog en stribe sprintere, han aldrig tidligere havde været tæt på at matche.

 

Retfærdigvis skal det siges, at omstændighederne var specielle. Groenewegen havde som bekendt på tragisk vis elimineret både sig selv og Jakobsen på den højdramatiske åbningsetape, men trods fraværet af de to lynhurtige hollændere var der stadig mange, der stod før Pedersen i køen til etapesejren. Det gjaldt ikke mindst Ackermann, der nok havde haft en skidt sæson, men immervæk havde vundet både etapesejr og pointtrøje i et 2019, hvor han definitivt havde indskrevet sig som en af feltets supersprintere.

 

 

Derfor kiggede Ackermann formentlig med lige så megen vantro som resten af cykelverdenen, da målstregen i Zabrze blev nået. Nok havde Pedersen fået et helt sublimt lead-out af Theuns og Stuyven, men fra en position på hjul af den danske verdensmester, havde Ackermann alle muligheder for at gå forbi. Det forsøgte han skam også, men på denne torsdag i august var det ikke den tyske supersprinter, men derimod den danske verdensmester, der var hurtigst. Det var intet mindre end sensation, for selvom massespurter med al deres kaos ofte kan blive lidt tilfældige, er det som regel ret få, der reelt har en chance for at vinde. Og til dem ville Pedersen normalt ikke være at regne.

 

Det er han imidlertid nu. Senere viste han i Touren og i BinckBank Tour, at vi fra nu af skal regne danskeren som en potentiel vinder, når det hele skal afgøres i en massespurt, især når Trek kommer med deres superspurt. Det er slut med at være overrasket, når Pedersen næste gang slår en supersprinter, for nu ved vi, at det kan lade sig gøre. Det var der bare ingen, der anede før den 6. august 2020.

 

Vidunderbarnets polske vanvid

Egentlig hører han slet ikke til på en liste over overraskelse. Hvis der er noget, hans første to år i det professionelle felt har lært os, er det, at vi altid skal vente det uventede af Remco Evenepoel, både når han i allerførste forsøg vinder en klassiker på WorldTouren, og når han i en alder af bare 19 år som regerende mester hos juniorerne bliver nr. 1 og 2 ved hhv. EM og VM i enkeltstart. Og når det uventede pludselig er ventet, er det vel ikke længere at kategorisere som en overraskelse.

 

Alligevel kan der ikke være mange, der stadig havde næse og mund intakte på deres vanlige plads midt i ansigtet, da årets kongeetape i Polen Rundt var kørt til ende. Selvom man på forhånd havde spekuleret i, om etapen ville være for let til, at det belgiske vidunderbarn, der ikke just er kendt som supersprinter, kunne vinde, men at han alligevel endte som nr. 1, var bestemt ikke overraskende.

 

Det var til gengæld måden, hvorpå han opnåede sin vel hidtil smukkeste sejr. Selvom det allerede står på side 1 i cykelsportens ABC, at man for alt i verden ikke må give Evenepoel en lillefinger, var det, hvad alle hans rivaler gjorde, da han udnyttede et øjebliks tøven til med hele 51 km til mål til at snige sig væk. Alligevel var der ingen grund til alt for voldsom alarm. Terrænet var trods alt ikke skræmmende svært, og den jagtende gruppe var stadig stor og med relativt mange hjælperyttere, der kunne ofres.

 

Man kan sagtens argumentere for, at mange af rivalerne ødelagde det for sig selv i en gruppe, hvor alt for få hjælpere blev sendt til fronten, og hvor det alt for længe var overladt til den forslåede Richard Carapaz’ Ineos-mandskab at stå for jagten. Alligevel var det rystende at være vidner til, hvordan forspringet blot blev større og større, efterhånden som kilometerne forsvandt, og det ændrede sig ikke, da de øvrige favoritter relativt tidligt selv åbnede for gassen.

 

 

Der var ellers mangel på kvalitet blandt de folk, der satte efter belgieren. Der var Jakob Fuglsang, som uge senere vandt Il Lombardia. Der var Simon Yates, som kort efter suverænt vandt Tirreno-Adriatico. Der var Rafal Majka, der klart var næstbedst på kongeetapen i selvsamme italienske etapeløb. Der var Diego Ulissi, der i år vandt et hav af cykelløb og endte i top 10 på verdensranglisten. Der var Maximilian Schachmann, der en uge forinden havde kørt med om sejren i Strade Bianche, hvor han havde været stærkere end blandt andre Fuglsang. Der var Carapaz, som nok var forslået, men dagen forinden havde taget en fornem etapesejr. Der var Wilco Kelderman og Jai Hindley, der i Giroen viste, at de godt kunne køre på cykel. Og der var ardennerspecialister som Tim Wellens og Rui Costa, der burde være i deres es på de korte, eksplosive polske bakker.

 

Fuglsang, Yates og Majka kom tættest på, men selvom de gav alt og samarbejdede fint i de perioder, hvor de sad sammen, gik afstanden til den ensomme belgier bare den forkerte vej. Da uret stoppede, var Fuglsang som nr. 2 hele 1.48 efter vidunderbarnet, Yates og Majka havde smidt 2.22, og alle andre var mindst 3 minutter efter. Dermed blev grunden lagt til en samlet sejr, som bestemt ikke var uventet. Det var det til gengæld, at den blev opnået med en margin til nr. 2 på næsten 2 minutter i et løb, hvor de fleste havde regnet med, at en sjældent let rute ville gøre det hele til et opgør om sekunder - i hvert fald lige indtil Evenepoel besluttede at omlægge løbet til en 51 km lang enkeltstart i stedet!

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SØG EFTER CYKELPRODUKTER PÅ TVÆRS AF WEBSHOPS