Criterium du Dauphiné-analyse: Et tørt sted

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier

Det er sjovt, som cykelrytteres perspektiv kan være så forskelligt. For nogle vil det kunne redde en hel karriere, hvis blot man én gang kunne vinde en etape i et lille 2.1-løb, der end ikke blev tv-transmitteret. For andre kan man betegne sæsonen som en skuffelse, hvis ikke det er blevet til sejr i et monument.

Det er klart, at den første gruppe er større end den sidste. Et meget stort antal cykelryttere går igennem deres karriere uden at vinde ét eneste løb, og for dem, der går sejrsløse i graven, havde en triumf i selv det mest obskure og ligegyldige løb kunnet definere en stor del af karrieren. Den anden gruppe består til gengæld blot af et meget lille mindretal af stjerner, for hvem det forventes at vinde de største løb.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

En af dem er Wout van Aert, og det var netop ham, der efter 2021-sæsonen tillod sig at kalde sin sæson for en skuffelse, alene fordi han ikke vandt ét eneste af de endagsløb, som var hans store sæsonmål. Vi taler her om en mand, der vandt Amstel Gold Race, Gent-Wevelgem, tre Tour-etaper, OL- og VM-sølv, men alene fordi han ikke kom først over stregen ved OL, ved VM eller i Milano-Sanremo, Flandern Rundt eller Paris-Roubaix, var han ikke tilfreds med udkommet.

Man kan ikke sige, at hans landsmand Jordi Meeus befinder sig i den anden ende af spektret. I en alder af bare 23 år har han allerede fem professionelle sejre, og da han endda tog den første som en helt upåagtet 20-årig ved at snyde WorldTour-rytterne i Gooikse Pijl i 2018, har han længe været spået en stor fremtid. Alligevel tåler han naturligvis ingen sammenligning med Van Aert, for hvor hans sejre alle er kommet i 1.1- eller 2.1-løb, er Van Aert jo altså typen, der ikke kan være tilfreds, når han kun vinder ”små” løb som Amstel Gold Race og Gent-Wevelgem.

Det giver nogle helt forskellige perspektiver på karrieren, og det kom i den grad til udtryk, da de to landsmænd i dag udkæmpede en drabelig dyst om sejren på 5. etape af Criterium du Dauphiné. Da Van Aert efter et fremragende lead-out fra Christophe Laporte åbnede sin spurt i den hæsblæsende finale, hvor udbruddet kun blev hentet til allersidst, følte han sig i den grad som en presset mand. Hele fire dage var der nemlig gået siden den sidste sejr, efter at han med det yderste af neglene var blevet slået af et udbrud mandag, David Gaudu tirsdag og Filippo Ganna onsdag. Der var i den grad tørke i Jumbo-lejren, hvor man i det stille sind sikkert havde drømt om, at belgieren kunne have vundet de første seks etaper.

Derfor kom det helt sikkert også som en lettelse for Van Aert, at han akkurat lykkedes md at holde sin landsmand bag sig, og han vil sikkert ikke tøve med at sige, at sejren faldt på et tørt sted, når nu han i flere dage var kredset om en sejr, der bare ikke ville komme. Hvis til gengæld målstregen var kommet nogle meter senere, og Meeus, der så ud til at være den hurtigste af de to - i hvert fald fra slipstrømmen - derfor var gået forbi, ville han også kunne have skrevet under på, at triumfen var faldet på et akkurat lige så tørt sted.

Det har nemlig ikke været sjovt at være Meeus i 2022. Han var ellers på alles læber i efteråret 2022, da han efter coronanedlukningen vandt to massespurter i et Tjekkiet Rundt, som på startlisten blandt andre have en vis Tim Merlier samt et andet sprintertalent i form af Olav Kooij. Bora vandt kampen om hans underskrift, og efter en lidt sværstart på sæsonen, som dog stadig gav en sejr i Ungarn, fik han mod slutningen af året i den sidste del af Vueltaen endelig så meget hul igennem til de gode ben, at han rundede året af med fire podiepladser i endagsløb på under en måned, herunder en sejr i Paris-Bourges.

I år har alt til gengæld været helt galt. Meeus er kendt som en robust klassikertype, der også kan have ambitioner om at vinde hårdere endagsløb som Dwars door Vlaanderen og Gent-Wevelgem, men i dette forår var det næsten tragisk at se ham. Var det blevet budt på cykelløb på Valby Bakke, var belgieren formentlig blevet sat af, for han befandt sig i så gedigen en formkrise, at selv en motorvejsbro så ud til at kunne sende ham til tælling.

Heldigvis nåede de gode ben at komme. Meeus var med i det store Bora-show, da tyskerne splittede feltet til atomer i sidevinden i Scheldeprijs, inden han højst overraskende blev nr. 16 i Paris-Roubaix. Alligevel var det først med dagens 2. plads, at han fik sendt det definitive signal om, at han trængslerne er slut, og at han nu igen er klar til at udfolde sig som det supertalent, han engang var.

Det krævede nemlig sin mand at være med i dagens finale. Alt så ellers ud til at være kontrol, da det ganske vist stærke, men også lille udbrud med Benjamin Thomas, Sebastian Schönberger, Fabien Doubey og Jan Bakelants med 60 km igen blot havde lidt over et minut. BikeExchange havde forventeligt kontrolleret hårdt på den etape, der var den største chance for Dylan Groenewegen, og Van Aert var så sejrshungrende, at Jumbo var villige til at bruge de nødvendige kræfter på at gå efter endnu en etapesejr.

Alligevel nåede det at blive en lige så hektisk finale som i mandags. Da udbruddet åbnede for gassen, viste de sig stærkere end antaget, og deres styrke kom fuldt til skue til sidst, da også Ineos kom frem. Det var ellers lidt overraskende, at briterne ventede så længe, men planen var åbenbart at gemme alle kræfter til missionen om at gøre det for hårdt for Groenewegen på de sidste bakker. Den mission lykkedes, men pludselig kom briternes arbejde til at handle endnu mere om at hente udbruddet end om at riste sprinterne. Selvom en vis Filippo Ganna tog nogle gigantiske føringer, Jumbo brændte klasseryttere som Tiesj Benoot og Steven Kruijswijk af, og Ineos til sidste endda ofrede lead-out man Michal Kwiatkowski, faldt afstanden så langsomt, at det formentlig kun var det forhold, at samarbejdet forsvandt til allersidst, der forhindrede udbruddet i at holde hjem.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Feltet var således stærkt decimeret efter den vanvittige finale, men Meeus havde modsat Groenewegen klaret strabadserne. Pludselig pegede alle pile på ham som manden, der kunne slå Van Aert, for med genfunden form måtte han være en af gruppens to hurtigste. Det beviste han også med en fremragende spurt, selvom han var langt, langt tilbage med 2 km igen, inden han også viste sine evner til at bokse i finalerne, da han fik skubbet Ethan Hayter væk fra Van Aerts hjul.

Farten rakte dog akkurat ikke til at komme forbi, og det blev altså i stedet anden etapesejr til Van Aert, der dog igen i dag må være en smule bekymret. Det er vel tvivlsomt, om han havde vundet, hvis ikke Jumbo havde spillet højt spil og gemt Christophe Laporte til det sidste lead-out, for Meeus lignede i dag den hurtigste af de to. Det er naturligvis ingen skam for Van Aert at blive truet af et af de mest spændende sprintertalenter, men efter en sæson, hvor hans spurt ikke synes at have siddet helt i skabet, er det alligevel lidt urovækkende, når man ved, at han møder skrappere modstand til juli.

Modstanden er i hvert fald skrappere end den, Ethan Hayter kan frembyde. Ineos gjorde ellers deres bedste for at gøre løbet hårdt, men det hjalp Van Aert lige så meget, som det hjalp briten. I spurten stod det igen klart, at han mangler den fart, de rigtige sprintere har, og derfor var det nok Ineos, der havde brug for mere is i maven, hvis de skulle vinde. Hvor Jumbo sparede Laporte, brændte Hayter både Kwiatkowski og Ganna af, og dermed fik han ikke det lead-out, som havde bragt ham tættere på sejren i søndags. Det var formentlig hans eneste chance for at vinde i dette felt, men på den anden side var det jo netop briterne, der havde haft is i maven for fire dage siden, hvor Jumbo ofrede Laporte, da Remi Cavagna kom med et stærkt angreb. Nu står der 1-1 på den konto, og konklusionen er, at Van Aert havde overhånden, uanset om det var ham eller Hayter, der fik et lead-out.

En større taber var Sebastian Molano. Colombianeren havde ellers klaret bakkerne, men han kom aldrig frem i position til at spurte. Det har desværre været fortællingen om de fleste af hans spurter i år, for selvom han for nylig vandt i Mayenne, har han gennem hele året manglet både fart og positionering. Det var en skam, for han var sammen med Meeus den eneste med farten til at true Van Aert.

Den fart har Edvald Boasson Hagen ikke længere, men det har nu alligevel været opløftende at se nogle meget sjældne livstegn fra nordmanden i dette løb. Det har også været overraskende at se Hugo Page være så hurtig, som det har været tilfældet, for franskmanden har ikke alt for stor erfaring med spurter - og da slet ikke på dette niveau. Til gengæld må både Jasper Stuyven og Clement Venturini sande, at dette løb igen har bevist, at de ikke er de sprintere, de engang var, mens Luca Mozzato må sande, at han nok er en god sprinter på lavere niveau, men at han har fået kam til sit hår i et WorldTour-løb, hvor finalerne er blevet kørt knaldhårdt.

De har i hvert fald været hårde nok til at få skovlen under Groenewegen. Dette var hollænderens bedste chance for at få en sejr, men selv den relativt korte bakke til sidst var nok til igen at understrege, at hans klatreevner bare er stærkt begrænsede. Sejre kan dog heller ikke have været hovedmålet med hans deltagelse, for hvis det var missionen, havde han i ZLM Tour jagtet nogle af de point, BikeExhange så desperat mangler - endda i et hjemmebaneløb, hvor han før har vundet flere etaper. Dette løb må først og fremmest have handlet om at arbejde på sin klatring, og den mission er da i hvert fald lykkedes.

Missionen lykkedes til gengæld ikke for Benjamin Thomas. Franskmanden var udbruddets motor og den sandsynlige vinder, hvis de havde holdt hjem, og selvom han ærgrer sig gul og blå over at være gået glip af karrierens største sejr, har han heldigvis lidt overskud af give af. Efter skiftet til Cofidis er han nemlig virkelig blomstret op, og med både etapesejre og samlede triumfer i Besseges og Mayenne har han allerede sikret sig, at hans sæson er en gigantisk succes.

Nej, for ham ville dagens sejr ikke være faldet på et tørt sted. For en rytter, der inden sæsonen blot havde vundet fire gange, og som i løbet af fire måneder har fordoblet sin sejrskonto, er der bestemt ikke tale om tørke. Det er der til gengæld for sprinteren Meeus, der efter i dag stadig må konstatere, at hans seneste sejr ligger tilbage i oktober. Det var der også for Van Aert, der nu hele tre dage i træk ikke havde vundet. For ham faldt sejren i den grad på et tørt sted, akkurat som den havde gjort det, hvis det var Meeus, der havde vundet den belgiske duel. Sådan er cykelryttere så forskellige.

 Livestream Criterium du Dauphiné og Tour de Suisse uden afbrydelser

 Sæt dit managerhold Tour de Suisse og vind flotte præmier