Eksperten husker legenden: Den mest overlegne rytter

Den 1. januar fejrede han sin 20. sæson som professionel. Den 8. maj sin 80. professionelle sejr. Den 1. juli sin 25. Grand Tour. Den 5. juli sin 40-års fødselsdag.

Den 9. oktober, at den aktive karriere nu var forbi.

Ved årets Paris - Tours sagde cykelsporten farvel til et af dens moderne ikoner: Philippe Gilbert.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

”Det er ikke hverdagskost, at en rytter vinder fire forskellige monumenter. Alene det gør ham til noget helt, helt exceptionelt,” siger Feltet.dk´s ekspert Emil Axelgaard, der trods Gilberts status som udpræget endagsrytter hylder belgierens alsidighed.

I 00´erne og i de tidlige 10´ere var der dog intet, der tydede på, at alsidighed skulle blive den eksplosive Gilberts varemærke.

Til gengæld hamrede belgieren op ad bakkerne i en fart, der i de to første sæsoner efter skiftet fra FDJ til Lotto gav ham to sejre i Lombardiet Rundt, to etaper i Vueltaen og en triumf på sin senere favoritbakke Cauberg i Amstel Gold Race.

Og i 2011 skulle Gilbert, nu sidst i sine 20´ere, udvikle sig til et niveau, hvor alsidighed blot var en naturlig medfølge.

”Det er det mest overlegne, som en rytter har været i en sæson (i nyere tid, red.). Det var helt vanvittigt, hvad han lavede det år. Han var et niveau over alle andre i sit terræn, men formåede samtidig at brede det ud,” fortæller Emil Axelgaard.

Philippe Gilbert slår Samuel Sanchez og vinder sit første monument ved Il Lombardia 2009. Foto: Sirotti.

Ganske vist var Gilbert ikke i nærheden af at vinde i sine første fem sæsonstarter, men da først grusbakkerne i Strade Bianche dukkede op, var Lotto-rytteren uimodståelig.

Strade Bianche, en etape i Tirreno-Adriatico, Brabantse Pijl, alle tre Ardennere, Belgien Rundt, ZLM Tour, begge belgiske mesterskaber, 1. etape af Tour de France, Clasica San Sebastian, GP de Quebec og GP de Wallonie. De havde alle Gilbert som vinder i 2011.

”Det var helt uhørt det niveau, han havde. Det var synd for ham, at der var VM i København, for det gjorde det lidt umuligt for ham at blive verdensmester,” forklarer Emil Axelgaard, der imidlertid husker Gilbert vinde et andet fladt løb det år.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

”Det belgiske mesterskab var pandekagefladt. Tom Boonen sagde: ”Hvis han kører fra mig på den rute, så stopper jeg”. Til sidst kører de over en motorvejsbro, hvor Gilbert kører Boonen ud af hjulet og vinder løbet.”

Boonen gjorde som bekendt ikke alvor af de ord…..

Fik du læst: Vores legende-artikel om Alejandro Valverde?

En verdensmester i forfald

Efter den mageløse 2011-sæson, der sikrede Gilbert førstepladsen på diverse ranglister og adskillige internationale priser, valgte den dengang 29-årige stjernerytter at forlade Lotto Soudal til fordel for BMC.

Den vinter udtalte Gilbert, at han bestemt ikke regnede med at have toppet som rytter, men da kalenderen sagde 2012, skulle han helt frem til Vueltaen, før den første sæsonsejr kom i hus.

Kort efter den spanske Grand Tour lykkedes det Gilbert at hente det VM-guld, som han ikke formåede i sit jubelår. Desværre for ham var regnbuen ikke en indikation på retur til 2011-styrken, tværtimod.

”Han nåede aldrig de samme højder som i 2011. Man kan diskutere, om hans skifte til BMC var specielt klogt. Han trivedes jo åbenlyst rigtig godt hos Lotto. Jeg ved ikke, hvad der motiverede ham til skiftet, og hvorfor det gik galt,” fortæller Emil Axelgaard og giver sit bedste bud.

”Måske han bare havde toppet fysisk, og så kom han vel bare ind i en dårlig spiral. Presset var jo ekstremt på ham. Han var den store stjerne, der kom til BMC, og alle forventede, at han ville fortsætte med at være lige så suveræn.”

”Når man først kommer ind i den der dårlige spiral, så er den svær at bryde. Han viste jo ved at blive verdensmester og vinde to etaper i Vueltaen, at hans topniveau stadig var tårnhøjt.”

Læs også

Legende: Pogacar ville være fem minutter efter Merckx

”Så umiddelbart vil jeg tro, at han bare fysisk har toppet i 2011, og så er det bare forskellige omstændigheder, at han havde et skidt forår i 2012. Man bliver jo ikke verdensmester gratis, og han vandt da også cykelløb i de følgende år, selvom han aldrig kom tilbage til 2011-niveauet.”

De var to mod én, men selv ikke Schleck-brødrene kunne matche Philippe Gilbert i 2011. Her fuldender belgieren sin Ardenner-triple ved Liege-Bastogne-Liege. Foto: Sirotti.

Gilbert vandt blot et enkelt cykelløb i 2013, og trods at vinde to Giro-etaper i 2015 og levere stabile topplaceringer i endagsløbene var han blot i stand til at føje yderligere en enkelt stor klassikersejr (Amstel Gold Race i 2014) til CV´et frem til 2016.

2016-sæsonen skulle imidlertid udvikle sig til den dårligste i næsten 10 år for den nu 34-årige belgier.

”I de sidste år på BMC lignede han faktisk en mand, der var færdig. Han vandt ikke noget særligt,” mindes Emil Axelgaard.

Transformationen hos Quick-Step

Men i 2016 tog Gilbert så en beslutning. Han indså ikke længere at have punchet til at vinde Liege-Bastogne-Liege, Amstel Gold Race (hvilket alligevel lykkedes igen i 2017) og Fleche Wallonne, hvorfor han nu ville satse på de store løb, der krævede mere udholdenhed end eksplosiv power.

For at fuldende sin monumentsamling, der dengang kun bestod af to af de fem, skulle Gilbert ikke blot ændre karaktertræk som rytter, men også bruge et nyt hold.

”Han gik til Patrick Lefevere og sagde: ”Jeg vil køre for dig. Du behøver ikke give mig særlig meget i løn. Jeg skal bare have noget bonus, hvis jeg vinder”,” siger Emil Axelgaard om Gilberts Quick-Step-skifte forud for 2017.

”Dengang virkede det, som om at Lefevere satsede på en fuser. For på det tidspunkt lignede Gilbert en mand, der havde set sin bedste tid.”

Læs også

Optakt: Vuelta Asturias

Philippe Gilbert kører atter fra alt og alle på Cauberg og vinder sit tredje Amstel Gold Race i 2014. Foto: Sirotti.

Både Gilbert og Lefeveres satsning viste sig imidlertid som en gedigen genistreg.

I sit første Flandern Rundt for Quick-Step og første i fem år kører Gilbert solo med 60 kilometer tilbage. Ingen ser ham nogensinde igen, og på målstregen kan han gå over stregen med sin cykel løftet over hovedet.

To år senere leverer belgieren, næsten 37 år gammel, så en endnu større bedrift, da han spurtbesejrer den ellers hurtige og langt yngre Nils Politt på velodromen i Roubaix.

”Det vilde var, at han vandt Paris-Roubaix, som ikke passede ham, og som han kun havde kørt én gang før skiftet til Quick-Step.”

”Hvis jeg var blevet spurgt på det tidspunkt, hvilket monument han ikke ville vinde, så ville jeg have sagt Paris-Roubaix. Milano-Sanremo var et svært løb for ham, men det var et løb, han kunne vinde, hvis det flaskede sig.”

”At han kunne transformere sig selv, lave det kloge skifte til Quick-Step og så vinde det løb, der passede ham så dårligt, og endda i det bare tredje forsøg - det var fandeme flot.”

Fik du læst: Vores legende-artikel om Vincenzo Nibali?

”Det er det, der gør Gilbert ret unik”

Emil Axelgaard vil først og fremmest huske Gilbert for den forrygende 2011-sæson. Ikke desto mindre står belgierens transformation fra eksplosiv Ardenner-rytter til uopslidelig brostensmand også højt på listen.

Læs også

Tour de Romandie-analyse: Da cross leverede endnu et vidunderbarn i schweizisk modvindsfuser

”Det er meget imponerende, fordi transformationer er sjældne. Der er en grund til, at der er så få, der vinder mange forskellige monumenter. Løbene er forskellige.”

”Wout Van Aert ville måske som den eneste kunne i dag, men han ville få det svært i Lombardiet. Så hvis man i moderne cykelsport skal vinde alle fem monumenter, så skal man næsten, medmindre man hedder Wout Van Aert, transformere sig undervejs i karrieren.”

”Jeg kan ikke komme i tanke om en rytter, der i én periode har vundet de fladere monumenter og i en anden har vundet de kuperede monumenter. Det er det, der gør Gilbert ret unik.”

”Før skiftet til Quick-Step var der jo ingen, der talte om, hvorvidt han kunne vinde alle fem monumenter, udover ham selv, men ingen troede vel på det. Det er sjældent imponerende, at det lykkedes ham at vinde to monumenter i karrierens efterår.”

Philippe Gilbert vinder højst overraskende Paris-Roubaix. Trods yderligere tre forsøg ved Milano-Sanremo fik han dog aldrig fuldendt sin samling af monumentsejre. Foto: Sirotti.

Gilbert vandt sin sjette og syvende Vuelta-etape senere i 2019, men ellers blev Paris-Roubaix 2019 det sidste, som cykelfans skulle få at se af Gilbert på toppen. Hans tilbagevenden til Lotto i 2020 skulle blive ødelagt af styrt og corona, og niveauet i både 2021 og 2022 kalder Emil Axelgaard for ”ret ordinært”.

Eksperten har dog samtidig ros til belgierens afslutning på karrieren.

”Det var flot, at han nåede at vinde igen i 2022. Jeg troede i vinter, at han havde vundet sit sidste løb. At han vandt Dunkerque viste alligevel, at han havde noget. Og så synes jeg også, at han sluttede pænt af. Han nåede et fint niveau her i efteråret, selvom det ikke blev til de store resultater,” forklarer Emil Axelgaard og konkluderer:

”Han har ikke haft det der meget høje niveau i meget lang tid som Nibali eller Valverde. Til gengæld var han fandeme god, da han var allerbedst i 2011.”

Læs også

Lund blev overrasket i trumfens stund: Hvad laver du her?

Det manglende monument

Selv ikke i 2011 lykkedes det imidlertid for Gilbert at vinde Milano-Sanremo. Det løb, som trods 18 besøg og fem top 10-placeringer fra belgieren, altid vil mangle på 2012-verdensmesterens palmares.

Tredjepladser i 2008 og netop 2011 blev det tætteste, som Gilbert kom på den forløsende sejr på Via Roma.

”Han blev nok lidt ramt af, at de år, hvor han var god og skulle have vundet det, der havde sprinterne overhånden. Han kommer væk i en gruppe i sit gode år i 2011, men i den sidder Matthew Goss, og ham kan han af gode grunde ikke slå i en spurt.”

”Han har måske været lidt uheldig. For hvis du ser på, hvordan Milano-Sanremo har udviklet sig i de seneste par år. Vi har ikke haft en større spurt om sejren siden 2016. Havde Gilbert toppet i de her år, så havde hans muligheder været bedre. Jeg har ikke lige en god forklaring på, hvorfor løbet har udviklet sig sådan, for ruten har faktisk været nemmere end tidligere.”

”Det blev lidt en besættelse for ham til sidst. Men han havde ikke det punch, der skulle til mere i hans senere år,” mener Emil Axelgaard og udpeger 2008, hvor Fabian Cancellara til sidst sneg sig væk fra den frontgruppe, som Gilbert sad i, og 2012, hvor Simon Gerrans, Cancellara og Nibali snød sprinterne, som Gilberts største spildte chancer.

Matt Goss jubler over sejren i Milano-Sanremo i 2011. Bag toeren Fabian Cancellara kan Philippe Gilbert anes. Foto: Sirotti.

Slangehugget

Emil Axelgaard understreger, at 2011-Gilbert ville være blandt de tunge favoritter til dagens typiske udgave af Milano-Sanremo. For det år havde stjernen et punch sjældent set lignende.

Når Gilbert rejste sig fra sadlen på en bakke, var løbet typisk afgjort.

”Det var skræmmende. Det var hans spidskompetence, og som gjorde, at han elskede Cauberg. Det var det, der definerede hans karriere, før han transformerede sig til en dieselmotor,” fortæller Emil Axelgaard om det ryk, der blandt andet sikrede Gilbert seks Ardenner-sejre og et VM.

”Det er meget få, der har haft noget lignende. I nyere ryttere er det nok Alaphilippe, der kommer tættest på, men det er også bare to forskellige ryttere.”

”Gilbert er en tungere rytter end Alaphilippe, så det er ikke mærkeligt, at Alaphilippe elsker Mur de Huy, og Gilbert elskede Cauberg. Gilbert mente selv, at han aldrig ville vinde Fleche Wallonne,” siger Emil Axelgaard og nævner Valverde og Paolo Bettini blandt andre ryttere med lignende kick.

Gilbert indledte karrieren på FDJ i 2003. Han repræsenterede franskmændene frem til 2008, som også blev hans klart bedste sæson hos det hvidklædte hold. Han vandt Paris-Tours, som han genvandt som Lotto-rytter i 2009.

I sidste ende nåede Gilbert at notere sig for fire sejre i Amstel, to i Lombardiet, én i Liege, én i Fleche, én i Paris-Roubaix og én i Flandern Rundt. Derudover vandt han andre store endagsløb som VM, Clasica San Sebastian og GP de Quebec samt i alt 11 Grand Tour-etaper fordelt på alle tre store etapeløb.

Blot 15 ryttere i historien har vundet mere end Gilberts fem monumenter. Af disse blev otte også verdensmester.