Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Giro d'Italia-analyse: Bedre end nogensinde?

Giro d'Italia-analyse: Bedre end nogensinde?

17. maj 2021 13:55Foto: LaPresse

I disse dage køres Giro d'Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 9. etape.

Annonce

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Det var nu ikke, fordi det var så svært at se. Efter de første to bjergetaper kunne selv en blind mand vel med sin stok føle, at snak om Egan Bernals rygproblemer i denne Giro nok vil være lige så relevant som en biografbillet for selvsamme svagtseende herre. I hvert fald var der ikke meget af den lidende colombianer, der kæmpede sig til toppen af Grand Colombier i september, over den Bernal, der virkede totalt i hopla både i Sestola og på San Giacomo-stigningen i udkanten af Ascoli Piceno.

 

Nu ved Bernal selvfølgelig ikke, hvordan ryggen responderer på tre ugers voldsom belastning, men noget tyder på, at de ellers livsvarige problemer i første omgang hører fortiden til. Træningen synes under igen omstændigheder at været blevet hæmmet, efter at Bernal for tredje gang ud af tre mulige lammede rivalerne med et uppercut, da den første uges tredje og sidste bjergtest i dag nåede sit klimaks på en stejl grusvejsrampe i udkanten af Rocca di Cambio i den sydlige del af Appenninerne. For selvom tidsgevinsten af selvindlysende årsager blev beskeden på en etape, der var designet med netop det formål at bevare spændingen, fik Bernal med endnu et velserveret bokseslag sendt rivalerne så meget til tælling, at de må grue for, hvordan det ser ud, når vi rammer colombianeres højder i hans foretrukne tredje uge.

 

Faktisk er det ret bemærkelsesværdigt, hvor god Bernal synes at være lige nu. Med nogen ret kan man vel hævde, at han aldrig har været bedre. Nok er hans generalieblad imponerende, men hverken hans sejr i Paris-Nice, hvor han ikke kunne sætte Nairo Quintana på kongeetapen, eller hans trods alt beskedne sejr over store Rohan Dennis i Tour de Suisse, var i selv skræmmende. Det var hans Tour-sejr for så vidt heller ikke, for her var Bernal faktisk alt andet end overbevisende i løbets første to uger, hvor han ikke lignede en mand med kurs mod sejr.

 

Det ændrede sig som bekendt ganske markant i den tredje uge, hvor han var i sin helt egen liga - i hvert fald efter at løbet havde sagt farvel til stakkels Thibaut Pinot - men det hele endte alligevel som lidt en uforløst oplevelse. Det skyldtes naturligvis det mudderskred, der formentlig frarøvede ham karrierens første grand tour-etapesejr, og som i hvert fald forhindrede os i at se, hvor god han vitterligt var - særligt fordi modstanden i et klatrerfelt, der savnede flere af verdens bedste, efter Pinots exit ikke virkede alt for overbevisende.

 

I den forstand er der en verden til forskel på Bernals Giro i 2021 og hans Tour i 2019. Dengang brugte han den første uge og ikke mindst afslutningen på La Planche des Belles Filles til at køre sig længere og længere ned ad en favoritliste, han efter sejren i Schweiz ellers havde toppet hos mange, da løbet gik i gang. Helt anderledes har det været i hans debut på de italienske veje, hvor han nærmest bare har styrket sin position dag for dag, indtil han i dag med sit uppercut maksimerede udbyttet af en etape, der sagtens kunne være endt med status quo mellem de allerbedste.

 

Arrangørerne havde nemlig været meget bevidste om etapens design, der bortset fra en betydeligt kortere distance - og markant bedre vejr - var nærmest en kopi af sidste års 9. etape, der fandt sted i præcis samme område. Også dengang havde man designet en rædsom rute med et hav af højdemeter, der imidlertid næsten alle blev fundet på de bløde 5%-stigninger, som denne del af Appenninerne er fyldt med. Præcis som i oktober var det først til allersidst, man havde fundet en lidt stejlere rampe, som lagde op til en eksplosiv finale, hvor der kunne vindes nogle sekunder - præcis som det var tilfældet sidst, hvor det var Wilco Kelderman, Jakob Fuglsang og Jai Hindley, der med deres punch stjal tid på rivalerne, herunder den førende Joao Almeida.

 

Samme udkomme var næsten uundgåeligt i dag. Resten af etapen var nok svær, men slet ikke egnet til andet end nedslidning af favoritterne. Det store slag skulle slås på den 1600 m lange grusvejsrampe til sidst, hvor folk med samme punch som Kelderman og Fuglsang skulle forsøge at sikre sig det mentale overskud inden tirsdagens lidt forsinkede hviledag, som jo oftest kommer om mandagen. Og her var den store vinder ikke uventet Bernal, der jo ofte har vist så overbevisende eksplosivitet, at han med sin gode form stod som manden, der skulle slås.

 

At det også skulle blive til karrierens første grand tour-etapesejr - den først snød vejrguderne ham jo for i Frankrig - var bestemt ikke indlysende, og når han i dag kunne sætte 10 meget vigtige bonussekunder i banken, må han heller huske at skrive FDJ og Bahrain på listen over vinterens julekortmodtagere. Uden hjælp fra en mildt sagt tvivlsom fransk taktik er det nemlig meget sandsynligt, at vi lige nu havde talt om hollandsk eller til nøds fransk etapevinder - og i hvert fald ikke colombiansk!

 

Etapesejren slet ikke værd at gå efter for klassementsholdene. Dertil var den alt for svær at kontrollere, og finalens design gjorde, at det slet ikke var besværet værd. Ingen kunne vide, hvor store forskelle den korte rampe ville gøre, og uden et frygtindgydende målbjerg er det ikke en etape, der bærer den største prestige med sig. Holdets kræfter kan bruges langt bedre på mere klassiske bjergetaper senere i løbet, og derfor skulle man være overordentligt kreativ for at finde et hold, der vitterligt ville jagte etapesejren.

 

Det var da heller ikke. Den på papiret sandsynlige udbrudssejr ansporede alle feltets oplagte etapevinderbud til at angribe i højre og venstre i en vild og voldsom indledning, hvor dagens udbrud først blev etableret cirka halvvejs på den bare 158 km lange etape - lidt af en forandring i forhold til sidste års endeløse serie af mere end 200 km lange bjergmaratoner. Men faktisk burde udbruddet være kørt allerede tidligere på etapen, for det så egentlig ud til, at elastikken var knækket, da en gruppe med blandt andre Gino Mäder og den senere så uheldige Matej Mohoric var kørt væk uden at udgøre nogen væsentlig trussel mod Attila Valters lyserøde trøje.

 

Sådan så det i hvert fald ud, indtil Bahrain og Damiano Caruso traf en af de mere mærkelige beslutninger, vi har set længe. Ganske vist må man belønne initiativlysten, men det virkede mildt sagt hovedløst af italieneren at køre op til et udbrud, der kunne have givet Mäder både etapesejr og en markant mere sikker føring i bjergkonkurrencen. Med sig slæbte han endda Daniel Martinez og Fausto Masnada, og det gav åbenlyst sig selv, at ingen kunne lade så stærk en gruppe køre væk - uanset om Caruso havde fået selskab eller ej. Derfor trådte BikeExchange da også i karakter - og vupti! Bahrains gunstige situation var forsvundet, etapesejren gik til Ineos og bjergtrøjen til Geoffrey Bouchard.

 

I stedet var araberne helt væk, da Caruso igen havde fundet sin plads i feltet, og den rette gruppe kørte - endda med stort set alle forhåndsfavoritterne fra min optakt i går minus Mäder! Med Tanel Kangert mere end fem minutter efter som etapens bedst placerede tilsagde al logik nu, at FDJ-drengene skulle lade afstanden vokse til det leje, så bonussekunderne ikke kunne true Attila Valters trøje. Med favoritternes forcering til sidst var det nemlig indlysende, at det ville være en ganske komfortabel margin at tillade esteren.

 

Af en eller anden helt uforklarlig grund valgte franskmændene imidlertid at holde elastikken urimeligt stram. Bare tre minutter blev det til, og resultatet blev, at udbruddet kom tilbage af sig selv, da Ineos helt forventeligt begyndte at lægge det pres, som Bernal skulle bruge for at gøre forskellen. Ineos var ellers overraskende passive på næstsidste stigning, hvor kun Salvatore Puccio førte an, men da der blev åbnet for gassen på sidste stigning, smeltede det alt for lille forspring i den sol, der havde lidt svært ved at kigge frem på en ellers halvtør dag, og de 10 bonussekunder hos Bernal og ikke Koen Bouwman eller Bouchard. I det lys var det vel egentlig meget heldigt, at Valter nok engang havde en af sine mange udsving i præstationsniveauet og lynhurtigt måtte indse, at det lyserøde eventyr endte her. På den måde undgik han en taktisk katastrofe - præcis som Primoz Roglic gjorde det, da Jumbo udførte samme taktisk tvivlsomme manøvre på Vueltaens sidste bjergetape i november.

 

FDJ får til gengæld ingen julekort fra landsmændene hos Ag2r eller fra Jumbo. Mens Bernal vandt en etape, han og holdet slet ikke gik efter, stod Bouchard og Bouwman tomhændede tilbage på en dag, hvor de ellers havde investeret alt i at tage den sejr, Bernal nu lidt tilfældigt fik foræret. Begge havde ellers fortjent den store gevinst, ikke blot for deres overbevisende kørsel i dag, hvor de satte mere etablerede navne som Bauke Mollema, George Bennett, Diego Ulissi og Ruben Guerreiro, der vist heller ikke fik udnyttet tilstedeværelsen af holdkammeraten Simon Carr alt for klogt, til vægs.

 

Bouchard har nemlig været fabelagtig gennem hele foråret, hvor han efter et mildt sagt skuffende 2020 har lagt yderligere procent til det flotte niveau, der indbragte Vueltaens bjergtrøje i 2019. Efter at være frosset ud af udbruddet i torsdags slog han endelig til, da det blev tørvejr, og den sejrsløse franskmand har virkelig fortjent at blive belønnet for en hidtil fremragende sæson. Med dagens erobring af bjergtrøjen kan han heldigvis trøste sig med, at han måske kan blive en af de relativt få, der har vundet den eftertragtede trikot i både Giroen og Vueltaen.

 

Endnu mere synd var det næsten for Bouwman, der i dette løb ellers er vendt tilbage til tidligere tiders styrke efter nogle meget sløje sæsoner. Dagens næsten tragiske afslutning var nemlig næsten en kopi af den triste skæbne, samme Bouwman oplevede på Montevergine di Mercogliano i 2018. Dengang havde han også kurs mod etapesejr, indtil en anden sydamerikansk komet, Richard Carapaz, som på det tidspunkt stadig jagtede sit gennembrud, blæste ud af feltet på de regnvåde veje, der havde sendt Chris Froome på rumpen, og forbi den stakkels Bouwman, der var ”åh så tæt” på den store sejr - akkurat lige så tæt, som han var det i dag. Forhåbentlig er tredje gang lykkens gang!

 

Nu blev det i stedet Bernal, der løb med sejren, men selvom det åbenlyst var et følelsesladet øjeblik for ham at erobre en alt for sen første grand tour-etape, var det væsentligste den tidsgevinst og det moralske overtag, han sikrede i forhold til rivalerne, der alle måtte tage imod det colombianske uppercut.

 

Al fokus samler sig selvfølgelig igen om Remco Evenepoel, der ikke kunne fortsætte den opadgående trend, han ellers havde kurs mod. Det vil dog være alt for overilet at læse dette som et klart bevis på styrkeforholdet mellem løbets to forhåndsfavoritter og sandsynlige kandidater til sejren. Dagens finale mindede nemlig meget mere om Sestola end om San Giacomo, og Evenepoel synes stadig at mangle den eksplosivitet, der aldrig har været en naturlig kompetence, og som derfor ganske naturligt er røget sig en tur under pausen. I stedet kørte han etapen præcis som i tirsdags, nemlig med et støt og jævnt tempo, og hvor det halvvejs oppe ad grusrampen så ud til den totale katastrofe, dukkede han pludselig op på etapens fjerdeplads med et ganske beskedent tab.

 

Med 30 km enkeltstart og en tidsgevinst i forhold til Bernal på næppe under to minutter i baghånden er han stadig reelt ret sikkert i pole position, selvom det er indlysende, at den konstante tidsblødning ikke kan fortsætte. Hans kørsel på den lange, jævne San Giacomo-stigning tilsiger dog, at vi vil se en helt anderledes Evenepoel på de dieselstigninger, der kommer senere, og hvor han vil være langt mere komfortabel.

 

Det vil Aleksandr Vlasov også, og derfor må russeren stadig regnes som bedste bud på manden, der kan true de to forhåndsfavoritter. Russeren fik sig ganske vist en lille lussing i torsdags, men med tanke på hans afsky for dårligt vejr var det slet ikke så ilde. I dag lignede han igen den Vlasov, vi så på Sestola, og når han forsvarer sig så flot på denne slags etaper, er der al mulig grund til at tro, at den indledende enkeltstart fortæller mere end stejle ramper om det tårnhøje niveau, russeren kan ventes at have i de rigtige bjerge.

 

Lige nu er det dog hverken Evenepoel eller Vlasov, der har været næstbedst. Det har derimod været Giulio Ciccone, der (i hvert fald med Mikel Landas exit) vel har været nr. 2 på alle tre bjergetaper, når vi husker på, at han i torsdags ødslede unødigt med kræfterne længe inden målbjerget. I dag bekræftede han i hvert fald sit tårnhøje niveau i en eksplosiv finale, der dog heller ikke var ham uvenlig, og dermed er Trek i den paradoksale situation, at de faktisk står stærkere nu, end de havde gjort, hvis Vincenzo Nibali ikke havde brækket hånden. I det tilfælde havde Ciccone nemlig været reduceret til ren hjælper, men selvom Nibali forsvarer sig ganske flot trods endnu et styrt i går, er der nu ingen tvivl om hierarkiet - og næppe heller om, at Ciccone har bedre podiechancer, end den aldrende Nibali havde haft i frisk tilstand. Det kræver dog betydeligt større stabilitet, end vi kender ham for, og jeg frygter stadig, at Ciccone får svært ved at holde det tårnhøje niveau hele vejen til Milano, hvor Evenepoel i øvrigt også står klar til at tæske løs på ham på den helt flade enkeltstart.

 

Derudover bekræftede etapen stort set det billede, vi har set hidtil. Damiano Caruso er ikke en fuldgod erstatning for Landa, men han er langt bedre kørende end ventet og med en større stabilitet og en dokumenteret holdbarhed også et mere sikkert kort end den lige nu bedre Ciccone. Til gengæld er det nu også helt indlysende, at han er Bahrains plan A, efter at Bilbao nok engang må sande, at det tårnhøje niveau fra april helt uventet er gået fløjten, inden det gjaldt.

 

Skræmmende god virker også Daniel Martinez. Man skal ikke glemme, at han i torsdags banede vejen for Bernals angreb, men alligevel endte næsten helt fremme. I dag bekræftede han den stigende form, og det gør Ineos til en voldsom modstander, når plan B er så velkørende, at han reelt ligner en podiekandidat i sin egen ret - hvis altså blot kaptajnen ikke havde været endnu bedre. Når man så betænker, at overmennesket Gianni Moscon, der nu må være meget tæt på det uhyggelige 2018-niveau, i dag endte som nr. 16 efter at have smadret feltet på en stor del af målbjerget, kan der ikke være tvivl om, hvem der har løbets i særklasse stærkeste mandskab.

 

Her må Evenepoel nemlig sande, at hans Deceuninck-mandskab ikke helt når de ønskede højder. Ganske vist er Joao Almeida tilbage efter sin dårlige dag i kulden, men hans begrænsninger i mindre eksplosive finale kender vi desværre. Da både Fausto Masnadas og James Knox’ superform synes glemt i hhv. Romandiet og Baskerlandet, er belgierne mere sårbare end ventet.

 

Andre ryttere, der kan være tilfredse, er Romain Bardet og Marc Soler. Efter endnu en gedigen nedtur til den kroniske lottokupon Jai Hindley har Bardet cementeret sin status som DSM-kaptajn, og ligesom i sidste års Tour har han vist, at han stadig har niveauet til at være top 10-rytter i en grand tour - men desværre næppe heller mere end det. Langt mere usikkerhed var der om den uhyre ustabile Soler, der led på de stejle procenter i tirsdags, men siden har været meget overbevisende, særligt i dag hvor finalen ikke passede ham. At se ham holde alle tre uger uden dårlige dage er dog stadig noget, der sætter forestillingsevnen på prøve.

 

Det gør det til gengæld ikke, når vi taler om Hugh Carthys holdbarhed, men for anden gang i træk var briten ikke helt oppe at ringe. Det er dog svært at være voldsomt urolig over feltets mindst eksplosive dieselmotors præstation på denne stejle rampe. Efter at han led i kulden i torsdags, hvor han angiveligt glemte at få spist, taler meget for, at den Carthy, vi vil se i den tredje uge, mere minder om den Carthy, vi så i Sestola, end den Carthy, vi så i dag, hvor det alene handlede om forsvar.

 

Sådan er det også for Emanuel Buchmann, og det var faktisk opløftende at se tyskeren i dag. Finalen passede ham overhovedet ikke, og selvom der stadig er langt til 2019-udgaven, er det den bedste Buchmann, vi har set i år. Finalen passede ham slet ikke, men det virkede ikke helt ubegrundet, at han i går talte om bedre ben i bedre vejr. Niveauet synes stadig ikke at række til fordums resultater, men pilen peger i hvert fald opad for tyskeren.

 

Det gør den til gengæld ikke for Simon Yates. Britens desværre lidt forventede nedtur fortsætter sin triste gang med endnu en etape, der blot handlede om overlevelse bagerst i favoritgruppen. Yates, der jo blæste fra alt og alle på den eksplosive rampe i Osimo i jubelåret 2019, ser nok engang ud til at leve op til alle forudsigelser om igen at have toppet for tidligt. Med tanke på hans historik i de høje bjerge i den tredje uge er det i hvert fald svært at bevare den sidste rest af optimisme.

 

Billedet er straks mere blandet for Dan Martin. Ireren var igen en af de bedste, men i sit stille sind havde han utvivlsomt håbet på mere i en puncheurfinale, der passede en superpuncheur. Med tanke på Evenepoels dieselagtige tilgang til etapen burde en eksplosiv Martin nok have kunnet være gået forbi. Han kan sagtens undskylde sig med, at punchet ikke er som i gamle dage, men det var altså ikke den Martin, der sidste år slog Roglic i en puncheurspurt i Vueltaen. Omvendt ved vi, at Martin aldrig er stabil i en grand tour, og det viser tirsdag, torsdag og søndag vel ganske udmærket.

 

Det er Davide Formolo i hvert fald heller ikke - tværtimod. Italieneren er kommet fint igennem den første uge, men når den ret eksplosive Formolo, der blev nr. 2 bag Carapaz på føromtalte Montevergine di Mercogliano-etape, hvor han vandt feltets spurt, og er blevet nr. 2 på grusvejene i Strade Bianche, ender i overlevelsesmode her, ligner det en bekræftelse på, at han stadig er mere ardenner- end grand tour-rytter. Det svære terræn for Formolo melder sig nemlig først i den tredje uge.

 

Sådan er det ikke med Bernal - tværtimod! Den tredje uge er nemlig hans legeplads, når højderne bliver store, stigningerne stejle, højdemeterne mange og trætheden iøjnefaldende. Sådan var det, da han knuste al modstand i Tourens døende dage i 2019, og sådan vil det efter al sandsynlighed være igen i år. Om det er nok til at slå Evenepoel, når også belgieren rammer for ham bedre terræn og genfinder løbsrytmen, er stadig et åbent spørgsmål, men sandt er det i hvert fald, at Bernal er kommet langt mere flyvende fra start end for to år siden. Den belgiske modstand kan vise sig betydeligt mere formidabel, end den var på de franske veje, men Bernal har i hvert fald gjort alt for at signalere, at han lige nu er bedre end nogensinde.

 

OPDATERING: Efter udarbejdelsen af analysen har jeg erfaret, at Remco Evenepoel mistede sin gode position i tunnelen grundet et uheld. Det forklarer hans ringe placering i bunden af gruset og hans stærke comeback - alt sammen lovende for fremtiden!

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Adriatica Ionica Race(2.1) 14/06-18/06

Paris - Camembert(1.1) 15/06

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR