Giro d'Italia-analyse: Da tiden - kortvarigt - blev skruet fire år tilbage

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I denne vidunderbørnenes tidsalder skal man huske at smede, mens jernet er varmt. Man ved aldrig, hvornår den næste komet dukker op, og hvornår man skubbes ned fra den trone, man måtte have erobret. Det er derfor, man skal passe på med at konkludere, at Tadej Pogacar får et historisk godt generalieblad, for selvom han fortsat er ung og tager sejre på samlebånd, ved man aldrig, hvornår det næste fænomen overgår ham. Han kan jo eksempelvis allerede mærke Juan Ayusos hede ånde i nakken på sit eget hold.

Det er dog alligevel sjældent, at man kun har én sæson på toppen. Varigheden af storhedstiden er som regel længere, men Pascal Ackermann er undtagelsen, der bekræfter den regel. I 2019 så verden nemlig ud til at ligge for hans fødder, da han i en suveræn Giro ikke blot vandt to etaper, men også - ganske vist grundet en fatal taktisk brøler fra Arnaud Demare - løbets pointtrøje.

Læs også

Carapaz sniger sig til etapesejr - Ayuso knækker

Nu skal man altid passe på med at konkludere alene på baggrund af resultater, for det er mest af alt modstanden, der siger noget om det niveau, der ligger til grund. Den kunne Ackermann imidlertid ikke klage over. I det italienske løb var han nemlig oppe mod ikke bare Demare, men også mod både Fernando Gaviria og Elia Viviani i en tid, hvor de var tæt på deres bedste, og selvom han dengang havde sin lille krise, var Caleb Ewan også stadig så god, at han vandt en etape.

Ingen af dem så imidlertid ud til at kunne matche Ackermann, når det kom til fart. Nok var hierarkiet mellem særligt Gaviria, Viviani og tyskeren ganske tæt, men det stod i hvert fald klart, at verden havde fået en ny supersprinter. Nu så de fleste vel egentlig mest af alt frem til, at han også ville skulle blive konfronteret med Dylan Groenewegen, der dengang var verdens hurtigste, og den ustoppelige Sam Bennett, der stadig var på hans hold i 2019, men jo blev skubbet ud på en sidelinje af netop Ackermann og i 2022 var at finde hos Quick-Step.

Kursen mod toppen var sat, og den fortsatte i begyndelsen af 2022. Efter en tidlig sejr i Spanien slog han en god del af verdenseliten, herunder Ewan, Groenewegen og Bennett på 1. etape af UAE Tour. Nu syntes intet at kunne stoppe ham, for nu var der ikke den topsprinter, han ikke havde slået - måske med undtagelse af Fabio Jakobsen, der dog stadig kun var på vej frem.

Men så kom coronapandemien. Det var næppe sygdommen selv, der var årsagen, men sandt er det i hvert fald, at det var én udgave af Ackermann, der sammen med resten af verden blev lukket ned i marts 2020, og en anden udgave af tyskeren, der blev åbnet op i august. Jo, han vandt skam både i Tirreno og Vueltaen i samme sæson, men det var allerede dengang tydeligt, at farten ikke var den samme. Særligt var det tydeligt i den spanske grand tour, hvor Bennett i hvert fald havde en klar fartmæssig overhånd.

Siden dengang er det bare blevet værre og værre. Det foreløbige lavpunkt blev nået, da han i 2021 blev vraget til den Tour-plads, Bora havde lovet ham - ganske enkelt fordi udsigten til en sejr med tyskeren var forsvindende lille. Det gjorde ham så gal i skralden, at han ville væk, og mange var nok overraskede, at UAE valgte ham som deres nye topsprinter, når nu det tilsyneladende kun gik den forkerte vej.

De kunne da slet heller ikke vende kurven. Gennem hele 2022 fortsatte nedturen, og den totale ydmygelse kom vel i Madrid under Vueltaen, hvor han blev sat helt perfekt i scene af sin lead-out man Sebastian Molano, men som han end ikke kunne gå forbi, og som derfor højst overraskende endte med at vinde etapen. En tilsvarende ydmygelse kom tidligere i år i Koksijde, hvor selvsamme Molano igen afleverede ham helt perfekt, men hvor han slet og ret blev kørt over af Gerben Thijssen. Det er ingen skam, når man ved, hvor hurtigt belgieren kan være, men det var stadig lidt svært at forstå, at det var manden, der for blot fire år siden var verdens kommende supersprinter.

I det lys kan man også undre sig lidt over, at UAE har taget ham med til denne Giro. Holdet kom her nemlig med den ambition at køre klassement med Joao Almeida og Jay Vine, og den tyske sprinter virkede på alle måder som et lidt mærkeligt vedhæng, særligt når chancen for en etapesejr så meget lille ud for en mand, der ikke havde vundet ét eneste cykelløb, siden Molano - igen - satte ham så smukt i scene i Polen sidste sommer. Støtte kunne der jo ikke blive meget af - kun lidt fra Ryan Gibbons - og uden den var udsigten endnu ringere.

Alligevel var Ackermann overraskende vokal i sin kritik efter 6. etape, hvor han brokkede sig over fraværet af hjælp, når nu han viste, at han var hurtig nok til at vinde. Det var dog nu nok kun ham selv, der kom til den konklusion, for det var ikke just åbenlyst, at han var i nærheden af at slå Mads Pedersen eller for den sags skyld Jonathan Milan.

Heldigvis handler massespurter om mere og andet end at spurte. Det handler også om positionering og timing, og på det punkt har Ackermann altid kunnet noget. Nej, ikke på timingen, for han har særligt i de senere år haft for vane at åbne alt, alt for tidligt, men positioneringen har ingen kunnet brokke sig over. Det har også været tydeligt i dette løb, hvor hans placeringer i de foregående spurter tydeligt har vist, at han næsten altid sidder rigtigt.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Derfor var der håb, da sprinterne efter gårsdagens skuffels i dag havde udsigt til en relativt sikker chance på løbets længste etape, hvor modvind, gårsdagens strabadser og en relativt let rute gjorde det ganske sandsynligt, at sprinterholdene ville få let ved at kontrollere. Hvor de foregående spurter har været for dette løb ukarakteristisk enkle boulevardspurter, var der i dag mere Giro over en afslutning med et sving bare 450 m fra stregen. Det er den slags spurter, man kan vinde på andet end fart, nemlig også på position - og med relativt kraftig modvind også på timing.

Det krævede dog stadig, at det flaskede sig. De sprintere, der er hurtigere end ham - og her taler vi vel om Kaden Groves, Milan, Pedersen samt måske Mark Cavendish og Fernando Gaviria - skulle alle på en eller anden måde begå en fejl, enten i form af position eller timing. Med andre ord var skæbnen kun delvist lagt i Ackermanns egne hænder, hvis han skulle tage sæsonens første sejr - endda på en af de allerstørste scener.

Han gjorde imidlertid, hvad han skulle. Da det afgørende sving blev taget, sad han efter godt forarbejde fra Gibbons akkurat så godt, som han plejer, og han havde allerede fået løst to hovedpiner. Groves, som åbenbart er blevet syg, var nemlig én af bare to sprintere - den anden var Jake Stewart, der næsten også må være syg - som ikke overlevede det tempo, Jayco desperat forsøgte at sætte på nogle bakker, der ikke overraskende viste sig for lette til at eliminere selv Cavendish og den tunge Nicolas Dalla Valle.

Lige så skidt var det for Gaviria, hvis serie af uheld bare fortsætter. Dagen efter sit første styrt røg han nemlig i asfalten igen i dag, da han var involveret i det styrt, der splittede i finalen. Dermed blev vi også berøvet muligheden for at se, hvor meget fart der er i de colombianske stænger, efter at han på 6. etape havde rejst sig lidt efter den bekymrende spurt på 2. etape.

Men de andre var der stadig. Han skulle stadig slå Pedersen, Cavendish og Milan, og det så svært ud. For første gang i årets løb viste Alex Kirsch nemlig sin klasse som lead-out man, da han ikke helt uventet gik først igennem det altafgørende sving med sin danske kaptajn placeret lige i sulkyen. Som han har gjort flere gange før, var Kirsch i gang med at servere en sejr på et sølvfad til danskeren.

Problemet er bare, at en spurt som sagt også handler om timing, og lige netop i dag var det ikke nødvendigvis en fordel at have det bedste tog. De 450 m i modvind kunne nemlig let blive for langt for bare to mand, og det skulle også vise sig at være tilfældet, da danskeren åbnede en af den slags lange spurter, der ellers er hans speciale. Man kan måske nok hævde, at han manglede lidt tålmodighed, for på afstand så det ud til, at han godt kunne have udnyttet Kirsch lidt længere, men fra sofaen er det også ret svært at se, hvor meget fart luxembourgeren var ved at tabe - og tøver man for længe, bliver man let overrumplet bagfra.

Det gjorde Pedersen desværre også, men altså i hvert fald i et vist omfang, fordi spurten blev for lang. Om det er hele forklaringen, er til gengæld svært at sige, for spørgsmålet er, om løbet havde været hårdt nok. I hvert fald har vi gennem hele løbet set, at Milan på de lette dage er den hurtigste af de to. Men Ackermann plejer han trods alt ikke at have problemer med at slå.

Pludselig var vejen banet for en genfødsel. Med Pedersens mislykkedes timing og et helt usædvanligt kiks fra Andrea Pasqualon og Milan, der ellers i dette løb har været sande positioneringskonger, blev det pludselig en spurt mellem Ackermann og Cavendish, der mod slutningen af løbet pludselig er begyndt at ligne sig selv. Ikke blot overraskede han med sin position på 5. etape og med sin klatring i går. I dag sad han minsandten næsten helt perfekt i en spurt, hvor et sent sving tidligere i år ville have bortdømt ham 99 ud af 100 gange.

Men det gjorde svinget ikke i dag, og dermed fik han for vel nærmest første gang i år endelig chancen for at bevise, hvor meget af den gamle fart der er intakt. Desværre må vi nok konstatere, at der ikke bliver nogen anden genfødsel efter vanvidscomebacket i 2021. Nok hævdede Ackermann efterfølgende, at han havde været en perfekt lead-out man, men det var nu svært at se, at tyskeren fik specielt meget læ af den jo i forvejen aerodynamiske brite. Men måske han havde betalt en lille pris for Jaycos pres, der kortvarigt satte ham af, mens Ackermann trods sine trængsler i spurterne har klatret bedre og bedre i de seneste sæsoner, ikke mindst i dette løb.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Det er svært at se, at Cavendish kunne have gjort meget andet i sin jagt på den forløsende 17. sejr. Det kunne Milan til gengæld. Som bekendt har man kunnet fornemme, at han i frisk tilstand har været løbets vel nok med afstand hurtigste - bedst eksemplificeret med sin overlegne sejr over Groves på 2. etape - men i dag stod det i hvert fald lysende klart for alle. Nok havde han klar fordel af at komme bagfra i modvinden, men det fartmæssige overskud var så skræmmende, at Pedersen i den grad må bekymre sig om, hvordan i alverden han skal flå den cyclamenfarvede trøje af de gigantiske italienske skuldre. I svinget lignede det ellers en garanti, at danskeren som minimum ville nærme sig 1. pladsen i pointkonkurrencen, men Milans vanvidsspurt betød, at han nu i det mindste kan trøste sig over den ærgerlige position med et strammere greb om trøjen.

På mange måder kan man sammenligne hans spurt med den vanvidsspurt, Alberto Dainese kørte på netop 11. etape for et år siden. Også dengang kom blæsende frem i modvinden i en rystende høj topfart, der jo den dag i dag burde være nok til, at DSM altid kørte for deres hurtige italiener. Det hollandske mandskabs veje er imidlertid cykelsportens mest uransagelige, og igen i dag måtte Dainese brænde sit krudt af i en føring frem mod sidste sving, så Marius Mayrhofer nok engang kunne få en sekundær placering. Men italieneren er jo også det næste talent i rækken, der synes at være raget uklar med ledelsen og sikkert næppe har alt for mange år tilbage i holdets stald.

I dette felt er det nemlig relativt få, der har farten til at vinde en spurt. Det er vel kun Milan, Groves, Pedersen, Gaviria, Cavendish og Ackermann, der under de rette omstændigheder kan gøre det. De øvrige er henvist til en kamp om sekundære placeringer, og i dagens spurt var det noget, man i højere grad opnåede på position end på fart. Derfor så vi helt fremme Stefano Oldani, der bestemt ikke er verdens hurtigste, gribe chancen efter Groves’ exit, ligesom Vincenzo Albanese lukrerede på stærkt forarbejde fra Mirco Maestri.

Davide Ballerini måtte til gengæld sande, at det er svært at positionere sig i et felt, når man er til start med kun tre mand, der slet ikke havde planer om at køre spurter, og man kan undre sig over, at Intermarché prisgav Arne Marit ved at sende hans lead-out man, Laurenz Rex, i udbrud på en dag, hvor han ville være sin vægt værd i guld. Og så var det forbløffende at se, hvordan de normalt positioneringsstærke Simone Consonni og Niccolo Bonifazio ikke fik det udbytte af svinget, de burde.

Men de har nu også skuffet fælt i dette løb. Det kan man til gengæld ikke sige om Tao Geoghegan Hart, der jo desværre i virkeligheden var etapens hovedfortælling mere, end det var Ackermanns sejr. Det er nemlig svært ikke at tude over, at briten nu er ude af løbet på et tidspunkt, hvor han lignede en mand, der kunne fuldende sin genfødsel ved at vinde løbet for anden gang. Jeg var i hvert fald i stigende grad - ikke mindst efter 8. og 9. etape og med bevidstheden om hans historik i den tredje uge - mere og mere ved at hælde til, at han ville være manden, der skulle slås. Om han var det, og om han vitterligt kunne have sat Primoz Roglic til vægs i den tredje uge, finder vi nu aldrig ud af, og man forstår derfor godt, hvis han lige nu har svært ved at se nogle lyspunkter i tilværelsen. Efter to år med uafbrudte nedture var han endelig blevet genfødt, men rækken af uheld vil tilsyneladende ingen ende tage.

Det plejer jo ellers at være Roglic, der er uheldig i grand tours, men selvom han i dag for anden gang i løbet var i asfalten, er han jo nærmest ved at få sejren foræret. Ikke fordi han nødvendigvis er den stærkeste - det havde han måske været alligevel, for han er kommet overbevisende fra start - men måske nu i sidste ende, fordi han er bedst i det, der er ved at udvikle sig til en ”last man standing”-konkurrence. I det tilbageværende felt er det vel nu kun Geraint Thomas og Joao Almeida, man reelt kan se som potentielle vindere ved siden af sloveneren, der nu må fremstå som storfavorit. Bedre blev det ikke af, at Ineos mistede Pavel Sivakov som en trussel mod det Jumbo-hold, der stadig ligner Roglics største svaghed, men han lignede trods alt ikke en langsigtet trussel, og briterne er jo i den luksussituation, at de på én etape kan miste to kort og stadig have tre på hånden - hvoraf de to endda ser ganske spændende ud, hvis Thymen Arensman og Thomas er lige så stærke i den tredje uge, som de plejer.

At få skovlen under Roglic bliver pokkers svært, men skulle det lykkes for Thomas - om ikke andet så grundet corona eller andre uforudsete omstændigheder - vil det på mange måder være fuldbyrdelsen af et utroligt comeback fra en mand, der for under et år siden var kørt ud på et pensionistsidespor af sit hold. I givet fald vil han ikke være alene om stå for løbets comebacks, nu hvor det minsandten lykkedes for Ackermann at skrue tiden fire år tilbage. Desværre tilsiger omstændighederne i dagens spurt nok også, at det var en kortvarig affære.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE