Giro d'Italia-analyse: Den beskedne mand med de beskedne ambitioner

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

For halvandet år siden læste jeg et interview med Damiano Caruso på Cyclingnews (der varm kan anbefales, hvis I vil lære en sympatisk mand bedre at kende!). Det var en herlig lejlighed til at kaste lidt lys over en af feltets anonyme helte. En mand med så stort et talent, at han har været i top 10 i alle grand tours (dengang var det dog kun i Giroen og Vueltaen) og er blevet nr. 2 i Tour de Suisse. Men også en mand, der gennem hele sit liv har været den mest loyale hjælper nærmest uden personlige ambitioner. Det var ham, der blev kaldt tilbage på kongeetapen i 2019, da Vincenzo Nibali skulle iværksætte sin store offensiv mod Richard Carapaz, selvom han var i et udbrud, hvor han utvivlsomt kunne have vundet. Og det var ham, der dengang stadig blot havde én sejr, nemlig en uskyldig triumf som udbryder på en etape i Coppi e Bartali i 2011, hvor han stadig var et talent og ikke en dedikeret hjælper.

Siden lykkedes det ham at fordoble sejrskontoen, da han sidste sommer tog en flot solosejr på en regnvejrsdag i det lille Circuito de Getxo, men sejre har aldrig været en del af Carusos ambitioner. Kun allersidst i interviewet kunne han overtales til at indrømme, at han stadig drømte om at vinde en grand tour-etape - det absolutte loft af personlig stræben. Som han sagde: ”Jeg ved, at det ikke ændrer noget i statistikken, om jeg stopper med én eller fem sejre. Det ændrer kun på min personlige tilfredsstillelse, så det er noget jeg vil for mig selv og ikke for nogen som helst anden.” Og som han uddybede: ”Med den form, jeg havde i Giroen, kunne jeg let være sluttet i top 10, men at vinde en grand tour er ikke inden for min rækkevidde, så det er kun det rigtige at stille dig selv til rådighed for én, der kan.”

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Sådan skulle det også have været i dag. I den bedste af alle verdener skulle Caruso på dagens sidste bjergetape have været med til at lægge grunden til, at Mikel Landa kunne opbygge det forspring, han skulle bruge inden morgendagens enkeltstart. Caruso skulle måske endda være sendt med i det tidlige udbrud og igen vente på kaptajnen, når denne var angrebet på dagens næstsidste stigning, Splügelpass. Det er den rolle, han altid spiller, og hvorfor skulle han ændre det, når han jo alligevel ikke kan vinde Giroen?

Det kan han måske heller ikke. Det gør han i hvert fald ikke, når den 104. udgave i morgen slutter med enkeltstarten i Milano, for han bliver ikke den fjerde rytter i træk til at rive førertrøjen fra nr. 1 på sidstedagen i den italienske storby, som Tao Geoghegan Hart gjorde det i 2020, efter at Tom Dumoulin havde gjort det i 2017 og Ryder Hesjedal i 2012. Dertil er han alt for langt efter Egan Bernal, der om 24 timer vil kunne kalde sig den anden colombianske Giro-vinder, hvis blot han holder sig ude af uheld.

Til gengæld står det soleklart, at Caruso kan langt mere, end den beskedne sicilianer troede den decemberdag i 2019. Med en fabelagtig offensiv på den bjergetape, hvor han igen skulle have været slave for Landa, realiserede han nemlig den beskedne ambition om at vinde en grand tour-etape - og det endda på den næsten smukkest tænkelige facon. Og ikke nok med det: han sikrede sig endda en samlet 2. plads i det løb, hvor han sagtens kunne gå i top 10, men ifølge eget udsagn ikke meget mere end - ifølge ham selv kun for sin egen personlige tilfredsstillelses skyld.

Nej, Damiano! I dag tilfredsstillede du ikke bare dig selv. Ej heller gjorde du kun din sponsor og dit hold glad. Du tilfredsstillede en hel cykelverden, der må bukke sig i støvet i grænseløs beundring over en af de flotteste bedrifter i nyere grand tour-historie - en bedrift, der kun bliver endnu flottere af, at den blev sikret af manden, der altid arbejder for andre. Og du tilfredsstillede alle de kritikere, der var frustrerede over de seneste dages defensive kørsel, hvor fokus alene var på at sikre en 2. plads.

Det var da også ærgerligt, at Caruso åbent erkendte, at Bernal var urørlig, og at hans absolut maksimale ambition var at forsvare 2. pladsen. Men heldigvis er Caruso jo vant til at lytte til det, der bliver sagt, og da folk bad ham angribe, følte han sig ifølge ham selv tvunget til at prøve, da Simon Yates åbnede ballet på Alpe di Mera i går. Efterfølgende erkendte han, at det var en fejl, for ”lille Caruso” kunne alligevel ikke matche ”stjernen Yates”, og derfor lovede han sig selv igen at fokusere på 2. pladsen inden dagens sidste slag i bjergene.

Heldigvis har Jens Otto Krag lært selv en sicilianer, at man har et standpunkt, indtil man tager et nyt. Og det gjorde Caruso så, da Romain Bardet genfandt de offensive instinkter, vi ellers har set alt for lidt til i de senere år. Franskmanden, hvis generalieblad er ret ligeglad med, om han ender som nr. 6, 7 eller 8 i sin første Giro, var nemlig villig til at ryste båden og Ineos-maksinen allerede på San Bernardino-passet og iværksætte en stor offensiv, der gav mindelser om hans flotte kup på podiet på Tourens 19. etape i 2016 - den dag, hvor hans rivaler sejlede rundt på de regnvåde veje.

Dengang grundlagde han triumfen på en regnvåd nedkørsel, og den plan var nærliggende at genbruge, da nedbør lidt uventet gjorde den tekniske nedkørsel fra det berømte schweiziske alpepas til en krævende affære. Med god hjælp fra mountainbikeren Chris Hamilton slog han og holdkammeraten Michael Storer et hul, som pludselig fik Caruso til at lade forsigtighed være forsigtighed.

Det vil næsten også være dumt andet. Måske kan Caruso normalt ikke slå Bernal opad, men han kører nedad bedre end de fleste. Det viste han os allerede, da han og Peter Sagan gik i en mindeværdig Liquigas-offensiv i Vueltaen i 2011, og det viste han igen i dag, hvor han koblede sig på nedkørselsesfænomenet Pello Bilbao og spurtede op til den undslupne DSM-trio. Det var et fremstød, der kunne have endt i totalt kollaps og en knust podiedrøm, men Caruso var alligevel mere modig, end han troede. I hvert fald fortsatte han offensiven, selvom et Ineos-mandskab med Salvatore Puccio, Gianni Moscon, Jhonatan Narvaez, Jonathan Castroviejo og Daniel Martinez ved Bernals side nok kunne få de fleste til at tænke sig om en ekstra gang.

Nu var han heldigvis også hjælper af, at der var så mange hjælpere. Tilsammen havde han og Bardet tre mand til at gøre det beskidte arbejder, og af dem var Storer dokumenteret i sit livs form. Bilbao har måske ikke ramt formen til dette løb, men som guide på nedkørslen fra Splügelpass var han guld værd. Så var det måske alligevel værd at løbe risikoen trods Ineos’ skræmmende styrke.

Læs også

Klassikerrytter tæt på UAE-skifte

Desværre for ham gik taktikken ikke hans vej. Den store Yates-offensiv, som mange havde spået og drømt om, og som var en forudsætning, hvis briten ville skabe miraklet og vende løbet på hovedet, blev pludselig helt usandsynlig, da den lille brite sendte en forrygende velkørende Christopher Juul frem for at hjælpe Ineos-drengene. Nu havde Yates ellers fået sit livs chance for at slide på det Ineos-hold, han skulle knække, hvis den store Splügelpass-offensiv skulle lykkes, og så gjorde han pludselig sit bedste for at ødelægge den gyldne chance!

Det skulle dog senere vise sig, at der var en god grund. Allerede på det tidspunkt kunne det næsten ikke læses som andet end et tegn på, at Yates’ ben var så mærkede, at han havde droppet alle offensive planer og i stedet rettet blikket mod et angreb på Carusos 2. plads. I det lys var situationen jo ikke videre gunstig for briten, der på sin egen stille facon fortalte hele verden, at hans ben nok slet ikke var så gode. Det skulle senere vise sig, at dispositionen var absolut velbegrundet.

I kampen om 2. pladsen var situationen faktisk slet ikke så ringe for Yates. Nok havde Caruso hjælp, men da Storer og Bilbao var brændt af, var der på målbjerget Alpe Motta stadig 6 km til toppen. Af disse var de 3,5 endda i benhård modvind, som de kraftigt blafrende flag kun bekræftede, og derfor var al mulig grund til at tro, at Caruso risikerede at knække nakken og blive kørt midt over, når favoritterne åbnede for gassen i medvinden på de sidste 2,5 stejle kilometer.

I hvert fald hvis man havde overset, hvor stærk Caruso er og i øvrigt altid er det i den tredje uge. Caruso fik stort set ingen hjælp fra Bardet, men alligevel lignede franskmanden i den hårde modvind en hængt kat, inden han med det samme knækkede, da den italienske maskine drejede ind i medvinden. Bag ham kørte han helt lige op med uhyret Martinez, der efter endnu et fabelagtigt forarbejde fra den flyvende Jonathan Castroviejo, trodsede modvinden og kørte stort set alle klassementsrytterne ud af hjulet. Og da også han endelig kom ind i medvinden og ikke gav ”sin hale” den samme fordel af læ, varede det bare få sekunder, inden Yates’ lille varsel om dårlige ben blev til virkelighed og også den evigt fightende Joao Almeida faldt fra, så kun kaptajn Bernal kunne følge det colombianske uhyre.

Pludselig var der udsigt til, at Ineos kunne krone den samlede sejr på den flotte vis, jeg allerede spekulerede på i gårsdagens optakt, og som akkurat glippede for Chris Froome, da han vandt Vueltaen på Angliru i 2017. Dengang kørte hans luksushjælper Wout Poels så stærkt, at han kørte alle klassementsryttere undtagen kaptajnen ud af hjulet, men desværre lykkedes det ikke for Froome at give sin hjælper den sejr, han drømte om. Forinden var Alberto Contador nemlig kommet væk på en nedkørsel, og det lykkedes akkurat ikke at fange spanieren i tide. Som en trøst avancerede Poels dog til 6. pladsen.

I dag endte det som det totale deja-vu. Denne gang var det ikke Contador, men Caruso, der var undsluppet på en nedkørsel. Denne gang var det Bernal og ikke Froome, der cementerede sin sejr. Og denne gang var det Martinez og ikke Poels, der kørte alle favoritterne ud af hjulet og samtidig avancerede til 6. pladsen. Ellers var alt det samme, og Ineos var igen uhyre tæt på at slutte en grand tour på den smukkest tænkelige måde.

Det forhindrede kun Caruso dem i, og det var uhyre fortjent. Italieneren så nemlig ud til at være i sin helt egen liga. Det er let at overse, hvor stor en rolle den kraftige vind spillede, men det var ret åbenlyst, at folk faldt som fluer, så snart de drejede ind i medvinden. Alligevel holdt Caruso først Martinez stangen, inden vanviddet blev totalt, da Bernal ikke hentede noget som helst på ham, da den colombianske Giro-konge til sidst ville cementere sin sejr ved at køre fra alt og alle. Måske er det Bernal, der vinder Giroen, men hvis Caruso havde haft disse tredjeugesben hele løbet, er det altså ikke sikkert, at ordene om, at en Giro-sejr var ”uden for hans rækkevidde” havde været spor sande.

Set over hele løbet er det dog Bernal, der har været bedst. I de første to uger var han i særklasse, og da han fornemmede, at formen var aftagende, viste han, hvorfor alle i hans følge altid har beundret hans hoved lige så meget som hans fysik. Efter fejlen i onsdags, hvor forsøget på at følge Yates blev en dyr affære, har han nemlig grebet de sidste to dage an på den måde, man skal, hvis man vil være en vinder. Måske har det været kedeligt og maskinelt at lukrere på sit stærke hold, men det har været klogt og effektivt. At han tænker sig om, blev særligt tydeligt i går, hvor han efter eget udsagn lod Almeida køre, fordi en sidste tur i rød zone ville kunne koste dyrt på dagens etape, hvor han kunne tabe meget mere end de 17 sekunder, han smed til Almeida til sidst. Da han i dag åbnede op til sidst, beviste han, at han også i går havde et større overskud, end man kunne se af resultatet, og at den samlede sejr blev sikret ved lige dele fysisk styrke og fornem krisehåndtering, da der pludselig kom helt uventet grus i det colombianske maskineri.

På den måde kom Bernal til at køre løbet, som han formentlig havde forestillet sig, nemlig i en jagt på et angreb fra en podiekandidat. De fleste regnede dog nok med, at det var Yates, for hvem det er knap så vigtigt, om det ender med en 2. eller en 3. plads, der ville satse stort fra distancen. Den offensiv kom dog aldrig, og dermed fik vi vel igen bevist, hvor Yates har sine styrker og sine svagheder.

Læs også

Starttider: Enkeltstart i Romandiet Rundt 2024

Naturligvis er det nærliggende at tilskrive dagens nedtur det sædvanlige billede af, at han er rusten sidst i en grand tour. Denne gang tyder hans opblomstring dog snarere på, at det handler om hans natur. Det er velkendt, at Yates’ spidskompetence er de lette dage, men én eksplosiv og stejl stigning til sidst, og at hans svaghed er de store bjergdage med mange og lange stigninger. Helt omvendt er det for Bernal, og derfor kan det på ingen måde komme som noget chok, at dagens hierarki var et andet, end det var i går.

Det var det også, når det kommer til Almeida. Også han er nemlig mere ardennertype end klassisk klatrer, og derfor var det heller ikke helt uventet, at han ville få det sværere på en etapetype som denne, hvor de to Ineos-colombianere til gengæld var i deres rette element. Til gengæld beviste portugiseren nok engang, at hans evne til at fighte og begrænse tabet med sine bjergenkeltstarter ganske enkelt er uovertrufne. Det var hans eminente og offensive kørsel de seneste dage, der var undtagelsen. I dag så vi den klassiske Almeida - med den væsentlige forskel, at hans niveau bare er meget højere, end det har været tidligere.

Det er det til gengæld ikke for hverken Vlasov eller Hugh Carthy, der kom med podiedrømme, men hver især tager hjem med en vigtig lektie. Russerens flotte genrejsning er en påmindelse om, at niveauet rækker langt, men den endeløse serie af dårlige dage har også afsløret den mest bekymrende svaghed for enhver med grand tour-drømme. Heldigvis er stabilitet noget, der ofte kommer med alderen, og Vlasovs flotte afslutning viser i hvert fald, at det ikke er restitutionen, den er gal med.

Det er det heller ikke for Carthy, der har været et af løbets mest stabile elementer. Desværre har det stabile ligget i den konstante position i subtoppen, hvor han aldrig rigtigt har flyttet sig hverken i den ene eller den anden retning. Kun én regulær offday har der været, men Carthy har bare aldrig fundet sit niveau fra Vueltaen. Det er svært at finde andre forklaringer end det vanvidsprogram, han kørte i foråret, og det er i hvert fald nok en overvejelse værd, når EF skal evaluere denne lille fiasko. Selv Carthys motor må trods alt have en grænse.

Det har Bardets i hvert fald. Ligesom Vincenzo Nibali, der tidligt på etapen satte Jacopo Mosca til at føre i et forsøg på en stor genrejsning, må franskmanden nemlig sande, at der er forskel på, hvad hovedet og benene vil. Hans offensiv gav mindelser om tidligere tiders storhed, men hans nedtur til slut bekræftede også, at det kun er hovedet og ikke benene, der er det samme som i 2016 og 2017. Desværre for ham er dagens samlede 5. plads nok også en temmelig midlertidig ting, når tempomaskinerne Martinez og Almeida har været i gang på Po-sletten i morgen. Det er godt, at han har næsten fem minutter til Tobias Foss…

Netop nordmanden må også roses. Efter en relativt anonym start på karrieren har han i dette løb vist, at hans motor i hvert fald rækker i en grand tour. Måske er han ikke den Tour de l’Avenir-vinder, Tadej Pogacar eller Egan Bernal var, men der er lidt Almeida over hans kørsel i dette løb. Ganske vist ender han noget længere tilbage, end portugiseren gjorde i 2020, men det i et betydeligt stærkere felt. Opskriften har i hvert fald været den samme: en god motor, stærk restitution, en fremragende enkeltstart samt ukuelig fightervilje og skadesbegrænsning i bjergene. Og selvom et storhold som Jumbo må se på udbyttet som lidt pauvert, er det nu ikke helt ringe at ende med en 9., 11. og 12. plads i klassementet. Det vidner i hvert fald om et vist niveau på stjernetruppens B-hold, inden A-holdet skal i aktion i Frankrig om en måned.

Bahrains A-hold har Caruso længe været en del af. Det har han egentlig været på alle sine mandskaber, men det har altid været i den samme rolle, nemlig som den loyale hjælper. Hvorfor skulle det være anderledes, når man alligevel ikke kan opnå de største resultater selv? Den tænkning kan det godt være, at han skal til at genoverveje, hvis han kan omstille sit mindset fra at være gennemsyret af offervilje. Det virker i hvert fald ikke helt usandsynligt, at Mikel Landa igen i dette løb kunne være blevet overstrålet af en holdkammerat, hvis han stadig havde været i løbet. Sådan plejer det jo at gå, da Landas løjtnanter altid er flyvende. Det gælder åbenbart også for den beskedne mand med de beskedne ambitioner. Han kunne nemlig mere, end han troede!

OPDATERING: Simon Yates har bekræftet, at hans plan var det ventede store angreb på næstsidste stigning, men at benene manglede. Damiano Caruso har også bekræftet, at hans plan var det defensive forsvar af andenpladsen, indtil han og Bilbao greb en uventet chance.

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER