Giro d'Italia-analyse: Den uforudsigelige Giro med de to konstanter

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Det, der gør grand tours særligt fascinerende og adskiller dem fra alle øvrige cykelløb, er, at de er cykelsportens forsøg på at anskueliggøre darwinismen. Mens et endagsløb selvsagt handler om dagsform og sportens øvrige etapeløb er så korte og ofte koncentreret om så få nøgleetaper, at det er meget svært at øjne nogen form for udviklingstendenser i rytternes indbyrdes styrkeforhold, er det helt anderledes over et tre uger langt etapeløb. Det er nemlig i helt åbenbar et spørgsmål om evolution og ”survival of the fittest”. Her ser man sjældent kvantespring i rytternes udviklingsforløb - i hvert fald ikke i positiv retning - og i stedet handler det om at lure de små tendenser, der indikerer, om en rytter er på vej frem eller tilbage. Mens nogle gradvist falmer for til sidst at forsvinde helt ud det overordnede billede, bliver andre langsomt bedre og bedre, og når regnebrættet til sidst gøres op, er vinderen den rytter, der har været bedst over alle tre uger og ofte toppet til sidst, hvor de fleste grand tours byder på de vanskeligste udfordringer.

Sådan er det naturligvis også i årets Giro, men indtil det i dag gik løs på Monte Zoncolan, har alle vurderinger mest af alt været baseret på gisninger og mavefornemmelser. Mauro Vegni har nemlig til lejligheden sammensat en yderst bagtung rute, der måske nok har budt på sine vanskeligheder i løbet af de første 13 dage, men alle har de været af en karakter, der mere har givet indikationer end klare svar. Stigningerne har enten været korte og eksplosive eller lange og lette, og den eneste meget svære etape, grusvejsetapen, var i sin natur så anderledes end den tredje uges bjergetaper, at den ikke for alvor kunne bruges til at udmåle styrkeforholdet mellem de bedste til den afgørende tredje uge.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Derfor skulle man også være forberedt på at få rodet godt og grundigt rundt i favoritbilledet, da Giroen i dag endelig ramte de høje bjerge mod nord efter 13 dages opvarmning på Po-sletten og i de mere moderate Appenniner. Ikke blot var det nemlig i dag tid til den første virkelige klatreudfordring, den havde også form af selveste Monte Zoncolan, der måske nok tackledes fra den noget mere menneskelige Sutrio-side, men stadig over de sidste 3 km byder på så skræmmende procenter, at den forud for debuten i 2003 fik ryttere til åbent at spekulere på, om de i tiden med kun en spæd udvikling af moderne gearing ville være tvunget til at skulle gå op. Efter at have vundet på bjerget beskrev Gilberto Simoni det også som det mest vanvittige, han havde prøvet, og det endda forud for mødet med den meget sværere Ovaro-side, som Simon selv endte med at erobre fire år senere, da Giroen endte med at vende tilbage til løbets i dag klart mest frygtede bjerg.

Trods bevidstheden om at de forrige etaper kun har budt på små indikationer og få sikre svar, var det alligevel bemærkelsesværdigt, hvordan det med spænding imødesete Zoncolan-slag rystede godt og grundigt rundt i de mønstre, der havde tegnet sig de første 13 dage. Faktisk er billedet efter 14 dage nu så mudret, at der i det store mylder af meget forskellige udfordringer, Vegni har budt rytterne på, faktisk kun er to konstanter, der tegner sig. Og de to kontanter afspejler sig også i et klassement, der nok engang fik sig en rystetur i dag.

Den ene er selvfølgelig den åbenlyse. Igen i dag var Egan Bernal lysår foran rivalerne, og selvom han blot endte med at distancere Simon Yates med beskedne 11 sekunder, sad man med fornemmelsen af, at colombianeren kunne have leveret en magtdemonstration i stil med den, Ivan Basso leverede, da han sikrede sig den hidtil mest suveræne sejr på bjerget i 2010. Bernal så i hvert fald ud til at spørge sig selv, om det virkelig var alt, rivalerne havde at byde på, da han med lethed fulgte Simon Yates’ antrit, plantede alle rivalerne og slutteligt spurtede fra den udkørte Yates, da han endelig åbnede for posen til sidst.

Dermed gjorde Bernal præcis det, han også gjorde i Sestola, på San Giacomo og Campo Felice og senest på grusvejene, nemlig udnyttede enhver chance for at sætte rivalerne til vægs og stille og roligt styrke grebet om den førertrøje, der i stigende grad ser ud til at have fundet sin ejermand. På sin egen diskrete facon sørgede Bernal med sin sidste acceleration for ikke at efterlade nogen tvivl om, hvem der er løbets ubestridte konge, og det kunne formentlig være blevet til meget mere, hvis han og Ineos havde villet det.

Bernal har imidlertid lige fra sine allerførste trin mod verdenstoppen været rost lige så meget for sit mentale klarsyn som sin fysiske styrke, og han ved, at en grand tour først vindes i Milano. Måske var det meget passende, at det netop var Yates, der endelig åbnede ballet til sidst på Zoncolans stejle procenter, for briten var en passende påmindelse til Bernal om, at der ingen grund er til at spille med musklerne, når man allerede har et solidt forspring. Det lærte Yates som bekendt på den hårde måde for tre år siden, da han på den modsatte side af Zoncolan gravede sin egen grav ved at køre sig i den rødeste af de røde zoner i et desperat forsøg på at indhente Chris Froome og sikre sig en sejr på et af sportens mest prestigiøse bjerge. Den grav blev desværre bare dybere for hvert spadestik, Yates tog med sine spadestik de kommende dage, og vi ved alle, hvor trist en skæbne den lille brite endte med at få.

Den fejl begik Bernal ikke. Naturligvis havde han drømt om at kopiere sin læremester, Froome, og vinde på sportens stejleste bjerg - selvom det ikke var opstigningen fra den stejleste side - og det så da tidligt i løbet også ud til, at Ineos faktisk havde planer om at vinde etapen, da Filippo Ganna effektivt kørte en stor forfølgergruppe ind, men Bernal og briterne modstod fristen. Da Astana angiveligt tilbød, at de sammen kunne deles om arbejdet med at hente det stærke 11-mandsudbrud, der etableredes efter en vild og voldsom start, afslog både Bernal og hans hold, og i stedet gemte de sig stille og roligt i feltet. Heller ikke på Zoncolan spillede de med musklerne, da de som forventet overtog temposætningen, og farten sat af først Gianni Moscon og siden Jhonatan Narvaez, Jonathan Castroviejo og slutteligt Daniel Martinez var så moderat, at det stadig var en stor gruppe, der nåede den sidste stejle rampe til sidst. Her gjorde Bernal kun akkurat det, der var nødvendigt - hverken mere eller mindre - inden han slutteligt med tilsyneladende lethed sikrede sig et par ekstra sekunder, der nu gør hans føring så komfortabel, at det kun er uheld eller en pludselig opblussen af hans rygproblemer, der synes at kunne stå i vejen for, at han bryder den Ineos-forbandelse i Giroen, som det ellers kun er Froome og sidste år i sidste øjeblik Tao Geoghegan-Hart, som har formået at bryde.

Problemet for rivalerne er, at Bernal er en helt anden end Yates. Dels kører han langt klogere, end briten gjorde for tre år siden, og dels er han med sin enorme restitution kendt for kun at blive bedre og bedre over tre uger. Samtidig er han bakket op af et skræmmende stærkt hold, der i dag cementerede dominansen ved at placere Martinez som nr. 3 blandt favoritterne og dermed understrege, at den colombianske løjtnant altså bare havde en offday på gruset og eller er i den klare fremgang, som man har kunnet fornemme gennem alle løbets tre bjergetaper. Faktisk virker Martinez lige nu så stærk, at Ineos med tanke på hans stærke enkeltstart sagtens kunne begynde at lugte at få top mand på podiet. Men det er trods alt nok for tidligt at gøre det til et decideret mål, når løbet fortsat byder på næsten alle de sværeste etaper, ikke mindst mandagens frygtede kongeetape.

Hvor Bernal er den ene og alt andet end uventede konstant, er der straks langt mere overraskelse forbundet med den anden. At Damiano Caruso er solid og stabil, er bestemt ikke noget chok, for manden er trods alt en af de relativt få aktive, der har været i top 10 i alle grand tours - endda selvom han kun i meget få tilfælde er startet som kaptajn. At han synes at blive bedre med alderen, er også åbenlyst, efter at han sidste år endte i top 10 i et uhyre stærkt besat Tour de France, hvor han ellers var slave for Mikel Landa gennem hele løbet. I det lys er det slet ikke overraskende, at Caruso lige nu er den eneste udover Bernal, der har været stabilt god på alle nøgleetaper. Det overraskende er bare, at han har været så god.

Hans første præstationer har på ingen måde været et chok, for Caruso er en alsidig type, der er god i dårligt vejr, eksplosivt terræn og har robustheden og teknikken til at håndtere grus. Monte Zoncolan er bare et andet bæst end de hidtidige udfordringer, og hvis nogen på forhånd havde foreslået, at Caruso på Zoncolan skulle ende som favoritgruppens nr. 4, var der næppe nogen, der havde købt den - heller ikke selvom man havde fået at vide, at Mikel Landa ville udgå tidligt af løbet og Caruso overtage kaptajnrollen. Dagens ridt er imidlertid et bevis på, at det i denne vidunderbørnenes tidsalder stadig er muligt for enkelte veteraner at toppe i karrierens efterår, og hvis Caruso fortsætter med sammen med Bernal at være løbets eneste konstant, kan han nu reelt lugte et podium, der ikke virkede sandsynligt i et Giro-felt, som er blandt de stærkere i løbets nyere historie.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Caruso har bare haft den stabilitet, ingen andre har haft, og det har nu katapulteret ham op på 3. pladsen. Noget seriøst vinderbud er han dog trods alt ikke, og lige nu er det svært at se nogen reel trussel mod Bernal, hvis denne holder sig sund og rask hele vejen. Det var dog uhyre livgivende for fortsættelse, at Yates rejste sig fra de døde og efter sin alt andet end overbevisende start på løbet pludselig kørte sin første virkeligt gode bjergetape i en grand tour - i hvert fald som klassementsrytter - siden han vandt Vueltaen i 2019.

Det kom åbenlyst bag på mig. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg var af den faste overbevisning, at Yates nok engang ville følge sit vanlige, aftagende mønster igennem en grand tour - ikke mindst fordi han ligesom i 2020 var kommet til løbet i en for en fyr som ham bekymrende god form. Den tese blev kun bekræftet af hans skuffende præstation de første dage - en præstation, han på hviledagen da heller ikke kunne betegne som andet end ringere, end han havde forventet.

Men måske har han lært mere end som så af nedturen i 2018. Det viste han jo allerede i Vueltaen samme år, hvor han efter en haltende start, der ved et tilfælde indbragte ham førertrøjen, men ikke efterlod ham som en af de bedste i bjergene, faktisk kørte sig op undervejs, og selvom han var i krise på løbets sidste bjergetape, da Miguel Angel Lopez og Enric Mas satte ham under pres, lykkedes det ham faktisk at passe så godt på sig selv i begyndelsen af løbet, at han toppede senere. Måske havde holdet vitterligt ret, da de for et par dage siden sagde, at han havde bestræbt sig på at toppe i den tredje uge, og måske har han netop lært så meget af tidligere erfaringer, at han holdt igen i dagene op til løbet i erkendelse af, at han ikke kunne strække superformen fra Tour of the Alps hele vejen. At han så også i dag indikerede, at der måske er en underliggende, ikke nærmere specificeret årsag til hans svage start, er yderligere en indikation på, at Yates kan udvikle sig til manden, der kan komme nærmest Bernal i årets løb.

Han er i hvert fald hjulpet af ruten. Mandagens gigantiske bjergetaper med mange højdemeter er slet ikke skabt til Yates, men det er både 17. og 19. etape. De minder begge meget om dagens udfordringer i den forstand, at de indledende udfordringer ikke er alt for voldsomme, og at det hele slutter med et relativt kort, men stejlt målbjerg. Det er altid den slags opgaver, Yates har mestret bedst, som han har vist i sine to optrædender på Zoncolan, og kommer han solidt igennem på mandag, ser det ganske lyst ud for briten, der i hvert fald indtil nu ikke har slidt for meget på sin begrænsede holdbarhed. Og heldigvis for alle, der frygter, at alle har lagt sig ned for Kong Bernal, signalerede han i dag, at han i første omgang i hvert fald har tænkt sig at forsøge at vinde løbet.

Yates og Martinez var imidlertid ikke de eneste, der havde pil opad, efter skuffende præstationer tidligere i løbet. Det havde Giulio Ciccone også, da italieneren med dagens præstation viste, at hans nedtur på gruset vist bare var udtryk enten for hans vanlige udsving eller udfordringer på en etapetype, han ikke er vant til. I dag var han måske ikke lige så flyvende som i de første dage, men han kom så meget tilbage på sporet, at hans egen tvivl om fortsat at satse på klassementet i hvert fald foreløbig kan sættes på pause. I hvert fald er han nu entydigt Treks kaptajn, efter at Vincenzo Nibali nærmest med det samme og uden videre kamp sad op og smed mere end 10 minutter. Så kunne han vist heller ikke tydeligere signalere, at der er lagt op til Shark Attack på mandagens kongeetape, der lige fra starten af løbet nærmest har været designet som dagen, hvor italienernes darling skulle iværksætte det store ridt, der kan vise hans eksistens i løbet og fremhæve ham som den mester, han trods sin høje alder og svindende styrke stadig er.

For stort set alle andre var der pil nedad. Mest markant var det naturligvis for Remco Evenepoel, der nu ikke længere kan bruge dårlige dage, manglende evner på grus eller svage nedkørsler som undskyldning for, at han ikke får det bragende flotte comeback, han åbenlyst havde drømt om, men ikke artikuleret højt. I dag stod det hurtigt klart, at Evenepoel lige nu ikke er vidunderknægten fra tiden før styrtet, og selvom den gigantiske bjergetape på mandag passer hans motor langt bedre end dagens relativt eksplosive affære, synes det nu svært at se, at selv Evenepoel kan mønstre det storslåede comeback, han og Deceuninck indtil i dag troede på. Belgieren selv indikerede også tydeligt efter etapen, at målet nu er nedjusteret til top 10, og vi andre kan så bruge tiden på at spekulere på, om resultatet er et udtryk for den lange pause, eller om Evenepoel måske bare er for begrænset i de høje bjerge til at vinde en grand tour. I første omgang er førstnævnte nok den mest plausible forklaring. Joao Almeida derimod kan bruge tiden på at ærgre sig over, at han havde en for ham sjælden offday i Sestola, for løbet magede sig jo faktisk sådan, at han kunne have fået mulighed for at agere den plan B, Evenepoels tvivlsomme optakt havde givet ham muligheden for.

Evenepoels nedtur kan i lyset af onsdagens trængsler ikke komme som en overraskelse. Langt mere uventet var det at se Aleksandr Vlasov ende som etapens måske allerstørste taber. Det ser nemlig sjældent kønt ud, når et hold gør alt for at vinde en etape med kaptajnen og denne så flopper fælt - også selvom Astanas projekt om etapesejren allerede blev ødelagt af udbruddet, da både EF og BikeExchange åbenbart var så usikre på kaptajnernes formåen, at de overlod alt arbejde til kasakkerne. Igen i dag så det imidlertid ud til, at Vlasov begik den fejl, der efterhånden er blevet hans varemærke, nemlig at gå i rød zone alt for tidligt for siden at eksplodere. Nu var selve finalen tv-mæssigt ringe dækket, men Vlasov forklarer i hvert fald selv, at han betalte en dyr pris for at forsøge at gå med Yates og Bernal. Det har vi set utallige gange - senest på San Giacomo, men også på La Covatilla og Moncalvillo i Vueltaen - og det er i hvert fald foreløbig en stor forskel i kørestil på Bernal, der stod set aldrig sætter en taktisk fod forkert, og Vlasov, der stadig har en del at lære, hvis han skal være den grand tour-rytter, talentet rækker til.

Knap så overraskende var det nok, at Hugh Carthy skuffede. Dette skulle ellers have været etapen, hvor Angliru-vinderen virkelig ville udfolde sig, og hidtil har man kunne afskrive hans undervældende præstationer med et lidt for eksplosivt terræn. I dag tyder mere imidlertid på, at der er hold i den lurende fornemmelse af, at han altså ikke har fundet Vuelta-formen frem denne gang - måske fordi han alligevel endte med at køre sig for hårdt med det vanvidsprogram, han bød sig selv på igennem et forår, hvor han nærmest valgte ”All Inclusive”-modellen fra midten af marts og frem til Giroen.

Det gjorde Emanuel Buchmann bestemt ikke, og derfor kunne man have håbet, at hans skuffende forår var et udtryk for velplanlagt formtiming, selvom skuffende kørsel ikke ligger til den normalt stabile tysker. På gruset forleden lignede han da også en mand på vej mod sin velkendte tredjeugesform, men i dag fik han sig en lussing, der måske signalerer, at tidsgevinsten i Montalcino mere var udtryk for et veltilrettelagt angreb end overlegen styrke. Det ser i hvert fald stadig ikke ud til, at Buchmann fra tiden før styrtet i Dauphiné er genopstået, men til hans forsvar skal siges, at det hele tiden var uafklaret, om ikke Zoncolan ville være for stejl for ham. Hans virkelige niveau fornemmer vi først på mandag, hvor den gigantiske dieseletape er som skabt til en mand med Buchmanns karakteristika.

Læs også

Optakt: 7. etape af Presidential Tour of Türkiye

En rytter, der virkelig kan ærgre sig, er Dan Martin. Den lille irer ligner ganske vist ikke en rytter, der kunne være gå på podiet - dertil er han nok for begrænset i de rigtige bjerge og især på enkeltstarten - men sammen med Caruso og Bernal har han vel været den mest stabile mand i bjergene. Desværre for ham handler en grand tour om meget mere end bare bjerge og stigninger, og Martin lignede hele tiden et sandsynligt offer på den grusvejsetape, hvor positionering endte med at reducere hans rolle til indædt kæmper for at ende i top 10. Til gengæld gik det ham i hvert fald bedre end Davide Formolo, men for ham var det hele tiden forventet, at han ville få det svært på disse etaper. Her var det grusnederlaget og punkteringen, der var ærgerlig. På samme måde var det heller ikke uventet, at Tobias Foss trods den fine kørsel på grus ville være betydeligt mere udfordret i dette terræn. Og Romain Bardet er desværre stadig bare reduceret til en solid og mulig top 10-rytter uden det niveau, han havde i sine bedste år.

Det var nu ikke kun klassementsrytternes kørsel, der bød på uventede momenter. Det samme gjorde etapens forløb. En udbrudssejr var nu et plausibelt scenarium på et tidspunkt, hvor der stadig er så store opgaver forude, at Ineos skal huske at økonomisere på kræfterne, og Bernal har været så suveræn, at man godt kan forstå, at andre hold tænkte sig om to gange, inden den jagtede et brølstærkt udbrud over 200 km, men det er nu alligevel trods alt ikke hver gang, at udbrud får lov at vinde på sportens mest mytiske bjerge.

Sådan gik det imidlertid denne gang - vel først og fremmest grundet Bernals overlegenhed - og hvad var mere passende, end at også denne etape fik en uventet vinder. Nu var det ikke specielt uventet, at Lorenzo Fortunato skulle kunne vinde fra dagens udbrud, når man ser, hvor fremragende han har klatret tidligere i løbet, men hvis nogen for to uger siden havde foreslået, at Eolo skulle indfri manager Ivan Bassos drøm om at vinde på det bjerg, hvor han grundlagde sin Giro-sejr i 2010, havde de fleste nok rystet på hovedet.

Men i cykelsport sker der mirakler, og i et løb, hvor de små hold gang på gang har vundet på bekostning af de store, var det da kun passende, at det mindste og nyeste hold skulle vinde på det bjerg, hvor egentlig kun de største burde kunne vinde. Og mens det på baggrund af hans flotte kørsel i dette løb var klart, at Fortunato var en af de sandsynlige udbrudsvindere på denne etape, var der for bare få uger siden intet, der pegede i den retning. Dengang lignede han nemlig et stagneret talent, der stort set intet har vist siden ungdomsårene, og faktisk havde han indtil i dag ikke vundet én eneste gang siden juniortiden. Hans stagiareophold hos Tinkoff for efterhånden mange år siden bragte ham da heller ingen vegne, ligesom han hos Vini-mandskabet var stort set resultatløs, men da han i Asturien forud for løbet pludselig gjorde det hæderligt, stod det klart, at han sagtens kunne blive en spiller i løbet. Derfra og til at vinde løbets mest prestigiøse bjergetape er der dog et stykke, og det er et bemærkelsesværdigt, hvor langt Fortunato er kommet fra begyndelsen af Asturien til nu.

Til gengæld blev etapen endnu en nedtur for Bauke Mollema og George Bennett, der jo ellers var de to klart mest dekorerede udbryder på dagens etape, og endda med deres to stærke hjælpere i udbruddet havde bragt sig selv i en nærmest ufatteligt god position, der også gjorde det muligt at knække det stærke Astana-mandskab. For dem begge blev det imidlertid endnu en understregning af, at intet spiller i dette løb, og det var ikke just ventet at se halvtunge Jan Tratnik eller for den sags skyld den ellers uhyre talentfulde puncheur Alessandro Covi slå dem på et bjerg, der var skræddersyet til dem begge. Det er imidlertid endnu en påmindelse om, at Bennetts formniveau er uhyre svingende, og at Mollema trods den lovende sæsonstart i februar, altså slet ikke har fået det til at spille, efter han tog en pause.

I det mindste kan de glæde sig over, at den tredje uge i en grand tour ofte kan ændre dramatisk på formkurven, og de kan stadig krydse fingre for, at der sker et eller andet inden de sidste afgørende bjergetaper. Det er nemlig en grand tours natur, at nogle blomster op, mens andre falmer bort, og det har i den grad også været tilfældet i denne uforudsigelige Giro, hvor de små hold banker de store, og favoritterne stort set alle kører, som vinden blæser, og næsten alle har vekslet mellem gode og dårlige dage.

Kun to konstanter kan vi finde i løbet, nemlig Damiano Carusos stabilt gode kørsel og Egan Bernals suveræne dominans. Den første kan måske indbringe en forud for løbet meget uventet podieplads. Den anden kan sikre markere det definitive comeback for en mand, der for få uger siden stadig var usikker på karrierens fortsatte perspektiver, men nu i stigende grad synes stærkere og mere dominerende, end han nogensinde har været!

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER