Giro d'Italia-analyse: En påmindelse om fordums storhed

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

I 2010 var Michael Matthews på alles læber. Det stod nemlig lynhurtigt klart, at Australien var i gang md at producere en ny verdensstjerne. Allerede inden han selv blev professionel, satte han det professionelle felt til vægs med to etapesejre i Langkawi, inden han blev U23-verdensmester på hjemmebane. Han havde end ikke været professionel i end måned, da han på hjemmebanen i Tour Down Under i januar 2011 havde taget sin første sejr på WorldTouren, og den dag blev det mere end nogensinde klart, at der var noget stort på vej fra den anden side af jordkloden.

Den første store sejr kom i den klassiske stigende spurt i Stirling, hvor han satte stjerner som Down Under-kongen André Greipel og Matthew Goss, der få uger senere vandt Milano-Sanremo, til vægs, og det skulle blive ganske symbolsk. Hvor mange nok var foranlediget til at tro, at han var sprinter, fordi de tre store sejre i 2010 kom i flade spurter, skulle det hurtigt vise sig, at det slet ikke var her spidskompetencen var. Nej, det var ikke en holdbar sprinter, men en superpuncheur, der var født.

Læs også

Chefen puster til rygte om superstjerne

Undervejs er det efter dagens Giro-etape blevet til 40 sejre, men alligevel har han aldrig befundet sig i det allerøverste luftlag. Han har nemlig været så slemt uheldig at ramme toppen samtidig med Peter Sagan, der har utroligt mange ligheder med sin australske rival, men bare var en tand bedre på de fleste parametre. Det er måske mest symbolsk kommet til udtryk ved, at Matthews to gange er endt på podiet i et af de VM-løb, Sagan har vundet, og at han først vandt pointtrøjen i Touren i det ene år, hvor Sagan var sat ud af spillet. Stort set hver eneste gang, man gik ind til en grand tour-etape, som passede Matthews, talte alle om en Sagan- og ikke en Matthews-etape, hvis de altså begge var med i feltet.

Det er naturligvis sort uheld at være en jævnaldrende og lidt dårligere kopi af en af alletiders bedste cykelryttere, og det har utvivlsomt kostet Matthews mange sejre. Alligevel står han tilbage med et generalieblad. Ikke blot har han vundet 40 gange, han vinder stort set kun store løb. Faktisk var hans seneste sejr uden for WorldTouren Vuelta a La Rioja helt tilbage i 2016, og siden han i 2013 i sin allerførste grand tour tog sin første etapesejr, er blot 3 af de 29 sejre, det er blevet til dengang, kommet på lavere niveau end det højeste. Bag de 40 sejre ligger således meget mere kvalitet end kvantitet, og Matthews kunne utvivlsomt have vundet meget, meget mere, hvis ikke han havde stræbt efter det største.

Træfsikkerhed har der også været masser af. I løbet af sine første syv grand tours, var det kun i hans Tour-debut i 2015, a7 han ikke vandt en etape, og det skyldtes formentlig primært, at han efter et tidligt styrt i den første uge kæmpede en dødskamp for blot at nå Paris, ganske tæt på løbets sidsteplads. Og mange af sejrene kom i den specialitet, vi bør huske Matthews for, og som havde hævet ham mod større tinder, hvis ikke det var for Sagan, nemlig hans eminente puncheurevner.

Allerflottest kom det vel til udtryk i 2017, hvor han vandt den forrygende puncheurspurt i Rodez under Touren. Her var Sagan som bekendt ude efter sin diskvalifikation, men han slog Greg Van Avermaet i den sæson, hvor belgieren havde vundet stort set alle brostensklassikere med Flandern Rundt som en ret ensom undtagelse. Det gjorde han endda i en spurt, der passede Van Avermaet så godt, at han havde slået - tør man skrive det - selveste Sagan i præcis samme finale få år tidligere.

Puncheurevnerne er også kommet til udtryk på den anden side af Atlanten i de canadiske klassikere, der på mange måder er et lille VM for puncheurs. Her har Sagan og Van Avermaet talrige gange jagtet the double, men den dag i dag er det stadig kun Simon Gerrans og Matthews, der har vundet begge løb i samme sæson. I 2019 vandt han sågar løbet i Quebec for anden gang foran - nå, ja - Sagan og Van Avermaet.

Da han var allerbedst, kunne Matthews slå dem alle i denne slags stigende spurter, men desværre er der løbet meget vand under åen siden dengang. Sejrsraten er aftaget så voldsomt, at dagens sejr i Giroen blot var hans fjerde i dette årti, og han er heller ikke længere den puncheur, han engang var. I den slags finaler taler vi i dag snarere om Mathieu van der Poel, Wout van Aert, Tadej Pogacar, Primoz Roglic og Julian Alaphilippe, og da han i Touren sidste år endelig tog sin første grand tour-etapesejr siden 2017, skete det på helt atypisk maner som udbryder og ikke som puncheur - dog i så vanskelig en finale, at det måske var karrierens flotteste og i hvert fald mest uventede sejr. Meget symbolsk var der to puncheurspurter i sidste års Tour, og her blev Matthews nr. 2 begge gang, slået af - naturligvis - hhv. Pogacar og Van Aert.

Nej, Matthews har ikke valgt sine modstandere med omhu, når han har været oppe mod så mange vidunderbørn, og lettere bliver det ikke af, at han i dag altså ikke er den rytter, der tidligere kunne næsten alt - eksempelvis både vinde pointtrøjen i Touren og gå i top 5 i alle tre ardennerklassikere. Men af og til mindes vi om, at den i dag lidt ældre australier altså er en større stjerne, end hans resultatliste måske umiddelbart tilsiger.

Han mindede os om det i Quebec sidste år, hvor han - ganske vist i en spurt om 2. pladsen - overspurtede en vis Van Aert bare få uger dennes store mål ved VM. Og i dag mindede han og så om det igen, da han imponerende ni år efter sin første Giro-etapesejr, der kom i hans blot anden grand tour få måneder efter debutsejren i Vueltaen, atter krydsede stregen først i en af den slags puncheurspurter, der mere end noget andet definerer ham.

Heller ikke denne gang havde Matthews gjort det let for sig. Denne gang var modstanderen Mads Pedersen, der ganske vist er en lidt tungere type end australieren, men som i en bakkespurt, der kun var 350 m lang og steg med beskedne 5%, med sin enorme power stadig må regnes som en af verdens allerbedste. Det må han særligt, når spurten kommer efter en af de lange og hårde dage, som mere end nogen anden definerer danskeren - og så endda i det regnvejr, han elsker.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Endnu vanskeligere blev det endda af, at Pedersen blev sat perfekt op. I den uhyre kringlede finale betød position langt mere end gode sprinterben, og derfor må danskeren have knebet sig lidt i armen, da Amanuel Ghebreigzabhier, Bauke Mollema og Toms Skujins serverede spurter så meget på et sølvfad, at intet tydede på, at Jesper Skibby ville være eneste dansker med etapesejre i alle grand tours mange sekunder længere, da Skujins førte Pedersen gennem sidste sving. Endnu mere umuligt blev det endda af, at Matthews, der ellers havde brugt sit hold til at gøre etapen til et blodbad, uden et tog havde valgt strategien med at følge Pedersens hjul, for siden blot at tabe det til Vincenzo Albanese til allersidst.

Dermed var oddsene for dansk sejr endnu større, og Matthews kunne ikke gøre andet end at åbne en af den slags lange spurter, som Pedersen endda elsker og mestrer bedre end de fleste. Herefter fik vi det drømmescenarium, man kunne have ønsket sig fra morgenstunden, nemlig at se de to forhåndsfavoritter spurte side om side i en rigtig stærkmandsspurt på den lille bakke op mod målet i Melfi.

I den kamp ville Matthews have været favoritten for år tilbage, men i dag ville de fleste nok have peget på Pedersen - i hvert fald lige ind til Matthews mindede os om, hvem det er, der har været en af de allerbedste puncheurs i mere end et årti. Det var præcis det, Van Aert også blev mindet om i Quebec sidste år, og den lektie må Pedersen nu også sluge som en ganske ubehagelig dessert efter en lang og mod slutningen også endelig begivenhedsrig etape.

Det var nemlig her, der endelig kom liv i en ellers lang og kedelig dag, da Jayco- og Trek-mandskaberne indledte det blodbad, der stod i de fleste drejebøger. Begge havde brug for det hårde løb, der kunne sætte de tunge sprintere til vægs, men det var også klart, at det var Pedersen og ikke Matthews, der var sårbar. Vi taler trods alt om en mand, der sidste år vandt på muren i Mende i Touren, og som har været i top 5 i både Fleche og Liege - resultater, der trods alt er helt uden for Pedersens rækkevidde. Spørgsmålet var bare, om Jayco kunne gøre det så hårdt, at selv Pedersen ville komme i problemer.

Det kunne de. Med Filippo Zana og den i år så chokerende godt klatrende Callum Scotson som motorer, gjorde de noget, der så ganske utænkeligt ud under Vueltaen, nemlig bragte danskeren i vanskeligheder. I sidste ende manglede de desværre de folk, der skulle til for at forhindre et comeback fra Matthews’ værste rival, men det er ikke utænkeligt, at det var den krise, der i sidste ende kostede Pedersen de få centimeter, der skilte ham fra et medlemskab af Skibbys ret ensomme klub.

Blodbadet havde jo også en anden effekt, nemlig at etapen blev akkurat lige så selektiv, som den havde potentiale til, og som sprinterne frygtede. De fleste havde udtrykt håb om at overleve, men i sidste ende var der kun de næsten sikre kort, nemlig Pedersen, Matthews, den i år så eminent klatrende Vincenzo Albanese samt Andrea Vendrame, der er svingende, men er så god, at han altså har vundet en halv bjergetape i dette løb.

Og så var der Kaden Groves. Det lå ellers ikke lige i kortene fra morgenstunden, når Jayco lykkedes med så voldsomt et blodbad. Nok vidste vi fra Catalonien og ikke mindst sejren i Limburg, at hans holdbarhed var stærkt forbedret, men med tanke på, at det kun er godt et halvt år siden, at Pedersen problemfrit satte ham af på stigningerne i Vueltaen, var det lidt af et gennembrud for Matthews’ tidligere holdkammerat, vi oplevede i dag. Det lykkedes ham endda med god hjælp fra en endelig igen formstærk Stefano Oldani, som ellers har haft et horribelt forår, at klare den positionskamp, han ikke mestrer, så godt, at han med de rette ben havde alle chancer for at gøre det færdigt. Det var han end ikke tæt på, hvormed det står klart, at han stadig er et stykke fra Matthews’ og Pedersens niveau, men i dag blev hans perspektiver pludselig meget, meget bedre efter en etape, hvor det var ham, der satte Pedersen på stigninger, og ikke omvendt, somd et var det i Vueltaen.

Endnu mere imponerende bliver det, når man ser, hvilke puncheurs der røg af. Inden etapen kunne man have talt om Alessandro Covi og Simon Clarke, men de var end ikke tæt på. Klatrere som Remy Rochas og Warren Barguil, der ganske vist ikke er på toppen efter sin sygdom, kom heller ikke med hjem. Og blandt de andre tungere sprintere var det kun den stadig mere klatrestærke Alberto Dainese, der var tæt på.

Albanese sad der imidlertid ganske som forventet, men han måtte igen sande, at han mangler lidt fart i forhold til de allerbedste. For ham skal finalerne nok være en anelse hårdere, hvis han skal have en chance, men i hvert fald fik han sat en fed streg under sit suveræne forår. Mere kneb for Vendrame, der nok engang må sande, at han ikke helt har den fart, han havde, da han var bedst. Og så viste Sven Erik Bystrøm lidt af den vilde klatring, han imponerede med i Australien i foråret, mens Simone Velasco gav lidt tiltrængt synlighed for Astana med en god spurt, der bekræftede det fornemme niveau, han havde i Ardennerne.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Bystrøm slog endda en af feltets allerbedste puncheurs, nemlig Roglic. Der var lidt tvivl om, hvorvidt sloveneren ville blande sig, særligt når de våde veje gjorde finalen halsbrækkende. Han var i hvert fald ikke helt afvisende for at gøre forsøget, for han valgte at spare sig i den indlagte spurt, hvor han slet ikke spurtede mod Remco Evenepoel, og mod slutningen kørte Koen Bouwman ham også frem mod fronten. I sidste ende sad han imidlertid så langt tilbage, at han ikke for alvor spurtede, og dermed missede han en lille chance for at hente et par sekunder på sin rival. Ja, faktisk betød hans beslutning om at satse på finalen jo, at han efter den indlagte spurt nu er et sekund længere fra sejren.

Derfor blev Evenepoel en - ganske vist meget lille - vinder af duellen på en dag, der ellers kunne være blevet Roglics. Til gengæld afslørede den også igen en af hans få tilbageværende svagheder, nemlig positioneringen. Han forsøgte at lime sig til Roglics baghjul, men i sidste ende sad han så langt tilbage, at han måtte spurte for fuld kraft for at sikre sig, at han ikke tabte sekunder. Det minder os om den for Roglic så skæbnesvangre 16. etape i Vueltaen, hvor han også sad så langt tilbage, at Roglic uden problemer kunne lancere det angreb, der i sidste ende sendte ham ud af løbet.

Men en vinder blev han altså på en dag, hvor han og Roglic satte rivalerne endnu længere tilbage - om end ganske marginalt. Til gengæld var etapen trods alt for let til, at vi fik andre svar i klassementet. Jo, vi fik bekræftet, at Brandon McNulty som lovet ikke har klassementsambitioner i dette løb, og vi fik at se, at Thibaut Pinot har interesse i bjergtrøjen - enten fordi han lige så godt kunne tage den, når den lå for hans fødder, eller fordi det er meget rart med en backup, hvis klassementet skulle kikse.

Dermed viste han igen det, vi så i Romandiet, nemlig at der fortsat er liv i de gamle ben. Det var han imidlertid ikke ene om. Denne dag tilhører nemlig hverken Pinot, Evenepoel eller nogen som helst anden. Den tilhører kun Matthews, der på denne regnfulde mandag mindede os om fordums storhed. Det er ikke, hvem som helst der kan slå Pedersen i en spurt som denne, men hvis danskeren mangler en lille trøst, må han minde sig selv om, hvem det var, der slog ham. Sagan, Van Avermaet, Van Aert og mange andre har nemlig oplevet præcis det samme!

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE