Giro d'Italia-analyse: Fransk specialitet, norsk gennembrud og belgisk-slovensk våbenhvile

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE

Man kan køre klassement i en grand tour på mange måder. De fleste gør det på ganske konventionel vis ved at køre løbet bagfra, holde sig til favoritterne og se, hvor længe man kan følge med. Er man god nok, kan man endda deltage i de angreb, der udspiller sig mellem de ryttere, der kører om sejren, men faktisk er det store flertal af klassementsryttere ret anonyme. Deres chancer for at vinde en etape er nærmest minimale, for det handler alene om at begrænse tabet til de bedste, og derfor er det meget ofte en endeløs serie af sekundære top 10-placeringer, der leder til en lavere top 10-placering i klassementet.

Man kan imidlertid også gribe det anderledes offensivt an. Her består strategien i aktivt at opsøge udbruddene og derved enten sikre sig et forspring til favoritterne eller bringe sig tilbage i klassementet, selvom man egentlig har tabt lidt for meget tid. Det er en strategi, der kan have sin pris, for det betyder selvsagt, at man investerer mange kræfter, ofte på udbrudsdage, hvor favoritterne komme nemmere igennem, og derfor er det en taktik, der ikke er helt uden risiko. Man risikerer nemlig at betale en pokkers dyr pris senere.

Læs også

Optakt: 8. etape af Presidential Tour of Türkiye

Den strategi har særligt franskmændene gjort til deres helt egen specialitet i de senere år. Den fremmeste eksponent er Guillaume Martin, der i både Touren og Vueltaen i 2021 endte i top 10 på præcis den facon, og i sidste års Giro forsøgte han samme nummer. Her var han endda undervejs helt oppe som nr. 4 i klassementet, men he blev han også på den hårde måde mindet om den pris, man risikerer at skulle betale for de mange udbrud. I hvert fald gik han ned undervejs og endte løbet som en beskeden nr. 14.

Når man kan kalde det en fransk specialitet, handler det imidlertid ikke bare om Martin. Mange vil sikkert huske, hvordan David Gaudu i Vueltaen i 2020 slet ikke kunne leve op til de store forventninger og om så skidt fra start, at han midtvejs i løbet lå nr. 14 uden nogen udsigt til at ende i top 10. Det sendte ham imidlertid i offensiven, og - med fabelagtig hjælp fra Bruno Armirail - endte han ikke blot på den samlede 8. plads. Han fik såmænd to etapesejre med i købet.

Endnu mere mindeværdig er måske Warren Barguil i Touren i 2017. Han havde egentlig slet ikke klassementsambitioner, så da vi nåede bjergene, havde han allerede smidt masser af tid. Det gav ham imidlertid masser af frihed til at køre offensivt, og da vi nåede Paris, havde han takket for den ved ikke blot at ende som nr. 10, men også vinde to etaper og bjergtrøjen.

Man kunne såmænd også nævne Romain Bardet, der i Touren i 2015 kom til løbet med enorme ambitioner efter gennembruddet i 2014, men knækkede under det franske pres på den første bjergetape, hvor han blev sendt helt ned som nr. 22. Det sendte ham på jagt efter etapesejre i stedet, og da løbet var omme, havde han både vundet på sit holds hjemmebane i Alperne og bevæget sig helt op på den samlede 9. plads.

Om Aurelien Paret-Peintre har talt med Martin, Gaudu, Barguil eller Bardet, ved jeg ikke, men han har sikkert ladet sig inspirere. I dag blev listen over franskmænd med en offensiv tilgang til en klassementssatsning i hvert fald udvidet med endnu én, da den store franskmand, hvis enorme korpus slet ikke gør ham til prototypen på en klatrer, på Giroens første bjergetape ikke blot blev belønnet med karrierens tredje og suverænt største sejr, men også gav ham et forspring i klassementet - akkurat som særligt Martin har haft det for vane.

Med tanke på den franske tradition burde man næsten have gættet, at Paret-Peintre havde gjort sig den slags tanker, men det kom alligevel bag på mig at se franskmanden i front, da dagens etape efter en vanvidsstart endelig fandt noget ro og efterlod syv stærke og heldige lykkeriddere med muligheden for at køre om sejren. Giroen har gennem hele sæsonen været franskmandens helt store mål, og efter en 16. plads i Giroen i 2020 og en 15. plads i Touren i 2021 - hans to foreløbig eneste klassementssatsninger i grand tour-sammenhæng - er det målet denne gang at ende i top 10.

De to løb har han grebet traditionelt og defensivt an, og det ville også være det helt oplagte at gøre i dette løb. Det er nemlig ikke sikkert, at denne Giro, der har så brutal en tredje uge, er velegnet til den franske specialitet. Man risikerer nemlig meget let at betale en uhyre høj pris for alle udbrud i de to første uger, og særligt hvis man som Paret-Peintre kan tvivle lidt på holdbarheden over tre uger er det mest oplagte utvivlsomt at køre løbet på den helt klassiske, usynlige og defensive maner.

Den logik har Paret-Peintre bare ikke tænkt sig at følge. I dag legede han Martin, greb chancen og satte både tid og ikke mindst en stor sejr i banken. Det gjorde han naturligvis med stor styrke, men også en smule held. Det virkede nemlig fra start ikke som nogen helt fuldtonet satsning, at han for alt i verden skulle ramme det udbrud, som alle på åben invitation til at låne trøjen fra Remco Evenepoel næsten med 100% sikkerhed vidste, ville holde hjem.

Jo, Paret-Peintre var skam aktiv i den tidlige fase, men måler man ham op mod Ben Healy, Brandon McNulty, Jefferson Cepeda, Andreas Leknessund, Stefan Küng, Harm Vanhoucke, Alessandro De Marchi, Callum Scotson og Einer Rubio, der var her, der og alle vegne i løbet af den meget begivenhedsrige indledning på løbet, er det svært at komme uden om, at han fik en billig billet til udbruddet. Det var han imidlertid slet ikke ene om, for da elastikken endelig knækkede, var Leknessund den eneste af Tordenskjold angrebssoldater, der endte i front.

Læs også

Trek trækker sig fra sponsorat

Paret-Peintre var også pokkers heldig med, at udbruddet i sidste endelig endte med at køre på en våd nedkørsel, hvor det mest af alt handlede om risikovillighed. Det betød nemlig, at han slap for at skulle slås med folk som Healy, McNulty og Cepeda, der formentlig have været betydeligt vanskeligere at bide skeer med. Nu endte han i stedet med at skulle slås i en gruppe, hvor han på papiret var måske ikke den entydigt bedste klatrer, men i hvert fald den forventeligt mest formstærke, og da han tillige var blandt de hurtigste, tårnede han sig op som etapens favorit, da udbruddet var etableret.

Den værdighed levede han op til, men ikke uden sværdslag. Leknessund satte ham i hvert fald midlertidigt til vægs, og i det lys skal han nok glæde sig ganske meget over, at gruppen ikke var stærkere, end den var. Havde rivalerne været formstærke folk som Cepeda og Healy, var han næppe lykkedes med at bruge sin gode spurt til at sikre sig karrierens første sejr, og måske mere bekymrende er det, at hans trængsler på stigningen nok signalerer, at det forspring, han i dag sikrede sig, næppe sender ham i top 10, når løbet er slut. Når han har problemer med at følge Leknessund, der i år bestemt ikke har været nogen bjergged, kan man godt blive bekymret for, hvad der vil ske i den brutale tredje uge - særligt da hvis også han skal betale en pris for den offensive franske angrebsspecialitet.

Til gengæld kommer sejren ikke ud af det blå. Allerede i Var, hvor han satte blandt andre Gaudu, Mattias Skjelmose og Neilson Powless til vægs på kongeetapen, viste han nogle klatreevner, vi aldrig tidligere har set. Dem bekræftede han i Drome-Ardeche og senere i et uheldsramt Paris-Nice, men siden så vi også - blandt andet senest i Liege - at han altså aldrig bliver nogen stor klatrer. Det går såmænd nok også. Nu har han og ikke mindst Ag2r, der havde et skidt 2022 og har haft et forfærdelig forår, i hvert fald deres på det tørre, og selv hvis klassementet forventeligt ender med at kikse, er et løb, der aldrig har deres helt store prioritet, i hvert fald reddet for deres vedkommende.

Det er det i den grad også for DSM, der ikke har haft en meget bedre sæson. Det sørgede Leknessund for, og det kom mere ud af det blå. Det har nemlig slet ikke været et godt forår for nordmanden, der har fået lov at køre klassement flere gange, men har været bekymrende skidt kørende i bjergene. Det kommer ikke som noget stort chok, for karrierens første år, der trods etapesejr i Tour de Suisse, ikke helt har levet op til de enorme forventninger, hans U23-karriere skabte, har vist, at bjergbenene nok alligevel ikke gør ham til nogen stor klassementsrytter, men i dag viste han - akkurat som i Touren i 2022, hvor han kørte en fornem sidste del - at talentet bestemt ikke fornægter sig. Med tanke på hvor uendelig meget krudt, han brændte af i starten af etapen, er det nærliggende at tro, at han havde taget både sejr og førertrøje, hvis han var kommet lige så billigt til sin chance som Paret-Peintre.

En førertrøje er imidlertid lige så meget værd som en etapesejr. Paret-Peintre taler vi om i dag, men Leknessund vil vi formentlig tale om, indtil han forventeligt mister trøjen fredag eftermiddag, når de to kommende sprinteretaper er overstået. Samtidig er det kronen på værket for den talentfulde nordmand, der jo indtil nu havde sin flotte sejr i Schweiz som sin karrieres højdepunkt, og det var tiltrængt succes for DSM, der jo i dag henslæber en tilværelse som et af sportens klart svageste WorldTour-mandskaber. Nu er det næste oplagte skridt vel alligevel at se, om han kan køre lidt af det klassement, der ellers ikke var planen, selvom klatreevnerne næppe rækker til så voldsom en tredje uge, selvom det er der, hans motor er bedst.

Med tanke på hans aktivitet havde det heller ikke været til at bære, hvis ikke han havde fået sin belønning. Sådan kunne det ellers sagtens være gået, hvis han havde ønsket at få både i pose og i sæk. Var han gået efter etapesejren, da Paret-Peintre var tilbage, kunne han nemlig meget vel have mistet det hele. Franskmanden var den hurtigste af de to, og hvis Leknessund havde åbnet for et taktisk spil og den stilstand, der ellers altid opstår frem mod en spurt, kunne han sagtens have mistet de 28 sekunder, der endte med at sende ham i den lyserøde himmel. Heldigvis bevarede han roen, for alliancen var indlysende. Paret-Peintre ville efter alt at dømme vinde uanset hvad, og derfor måtte Leknessund naturligvis sælge en formentlig tabt etapesejr ved at føre hele vejen til stregen.

Også Leknessund var imidlertid heldig med, at udbruddet kørte på en nedkørsel, for det gjorde modstanden betydeligt mere overskuelig. Det var nemlig langt fra de store navne, han skulle slås imod. Jo, det var Barguil måske på papiret, men han viste jo allerede i går, at coronainfektionen i ugerne op til løbet havde efterladt ham i formsvag tilstand. Nicola Conci kørte jo ellers som en motorcykel i 2022 - så godt at han endda kom med Italien til VM - men det har vi slet ikke set noget til i et uhyre skuffende 2022, og selvom han i dag viste, at der er lys for enden af tunnelen, er Amanuel Ghebreigzabhier aldrig blevet sig selv igen siden sidste års grimme styrt i Catalonien.

Derfor siger det også meget om modstanden, når man ser på, hvem der endte som nr. 3 og 4. I dag bekræftede Vincenzo Albanese det vanvittigt høje klatreniveau, han har vist hele året, ligesom den stadig stærkere Toms Skujins leverede sit livs klatrepræstation, men var de to endt med at vinde så svær en etape, havde det også været et af de vildere scenarier. I det hele taget var det uventet at se Albanese i offensiven, når han nu i dagevis har set frem til sine to hjemmebaneetaper onsdag og torsdag, særligt da når han for 24 timer siden sagde, at han nu bare skulle frem til dem. Man har imidlertid et standpunkt, indtil man tager et nyt, og nu bliver det så interessant at se, om der bliver en regning at betale de kommende dage.

Nogen regning bliver der næppe for favoritterne, men det var også hele pointen. Akkurat som man kunne have forudset - og som tv-seer frygtet - endte det nemlig som våbenhvile mellem de store navne. Finalen var ellers svær nok til at teste hinanden, men i et løb, hvor alle har prædiket, at det handler om at spare sig inden den brutale tredje uge, var det helt oplagt, at den prædiken ville have akkurat dette udkomme. Derfor blev vi ikke spor klogere på det indbyrdes styrkeforhold, og det er heller ikke sikkert, at vi for alvor bliver det før 13. etape. Fredagens 7. etape kan nemlig få et ikke meget anderledes udfald, selvom vi dog nok vil se i hvert fald større forskelle end i dag.

Læs også

Optakt: 5. etape af Tour de Romandie

Alligevel blev vi klogere. Geraint Thomas kan ikke føle sig så skidt kørende endda. Ineos har ellers prædiket, at det for dem alene handler om den tredje uge, hvor waliseren forhåbentlig har fundet den form, hans forår har kostet ham ved løbets indledning, men alligevel var Ineos de eneste, der ville teste, om der nu var en enkelt, der skulle have en dårlig dag. Det havde Ryder Hesjedal jo på præcis denne etape i 2012, men dengang slap han igennem uden tidstab, fordi ingen tog ham alvorligt. Det fortryder Joaquim Rodriguez utvivlsomt i dag, og selvom Ineos fik sat lidt tempo til sidst, var det så moderat, at vi nok ikke fandt ud af, om der var folk, der havde Hesjedal-ben denne gang.

Det så Evenepoel ellers ud til at have undervejs. Belgieren virkede helt fra den på første del af etapen, og det kunne måske have ansporet særligt Primoz Roglic til at føle ham lidt an. Det undlod han imidlertid, og belgieren viste i finalen da heller ingen svaghedstegn. Det gjorde til gengæld hans hold, og det var dagens helt, helt store lektie. De to vigtigste folk, Jan Hirt og Ilan Van Wilder, skuffede fælt, Mattias Cattaneo var slet ikke på det ventede, og det var kun Louis Vervaeke, der var i nærheden af at leve op til forventningerne. Nu kan det sagtens vise sig, at Evenepoel og Roglic er så suveræne i et løb, der næsten automatisk giver enorme afstande, at holdet ikke bliver afgørende, men det må alligevel vække lidt bekymring - og i det lys var det helt sikkert ikke nogen dum ide at låne trøjen ud til Leknessund.

Den vil han bære frem til fredag, hvor han næsten med statsgaranti vil miste den, og så må tiden vise, om han vil forsøge at gøre en fransk taktik norsk, nemlig ved at se om hans forspring kan bringe ham langt frem i det endelige klassement. Det er hvert fald planen for Paret-Peintre, der på en dag, hvor hovedoverskrifterne ellers var et norsk gennembrud og en belgisk-slovensk våbenhvile, mindede os om, hvorfor Martin, Gaudu, Barguil og Bardet har gjort netop denne offensive tilgang til klassementskørsel til en helt særlig fransk specialitet.

STREAM GIRO D’ITALIA UDEN AFBRYDELSER

MODTAG ET AF FELTET.DKS POPULÆRE NYHEDSBREVE