Giro d'Italia-analyse: Godt vi har Landa

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO

Der gik formentlig et kollektivt suk gennem hele cykelverdenen, da Mikel Landa sidste år styrtede ud af Giroen allerede på 5. etape. Det gjorde der naturligvis hos den store fanskare, den populære basker hurtigt har fået opbygget, men det gjorde der utvivlsomt også hos et bredere publikum, der ikke nødvendigvis håbede på baskisk sejr.

Man kan nemlig være sikker på én ting, når Landa er til start, nemlig underholdning. Selv når han ikke føler sig på toppen, er han aldrig bange for at forsøge, og han er også villig til at risikere at tabe stort. Mange vil helt sikkert huske, hvordan han på kongeetapen i Touren i 2020 satte hele sit hold frem for at iscenesætte det helt store angreb på Col de la Loze, men da han selv skulle tage over, endte han som den måske største taber. Det kom næsten til at se lidt pinligt ud efter en hel etape med total Bahrain-dominans, men heldigvis lever Landa efter devisen, at man skal være villig til at tabe stort, hvis man også vil vinde stort.

Læs også

Tobias Lund laver fænomenalt hattrick

Det var derfor, det gjorde så ondt, at vi så hurtigt mistede ham for et år siden. Bare 24 timer tidligere havde han på den første bjergetape været den helt store animator og tilføjet flere af forhåndsfavoritterne nogle gedigne nederlag, og han lignede en mand, der for alvor var klar til med en forrygende form at sætte løbet i brand. Det kom han imidlertid aldrig til, og selvom erstatningen, Damiano Caruso, sluttede løbet med en fabelagtig offensiv på 20. etape, var det uden Landa et Bahrain-hold, der gennem det meste af de tre uger var i defensiven.

Det var Landa også i begyndelsen af denne Giro, men det var der en god forklaring på. Efter en forfærdelig tid i perioden efter styrtet i Giroen og en katastrofal sæsonafslutning var det helt naturligt, at han lige skulle føle benene lidt an. Med sin præstation på Blockhaus fik han imidlertid tanket selvtillid, og selvom han led et nederlag i Torino, var det ham og Bahrain, der på kongeetapen langt om længe tog initiativ, efter at kun Astana tidligere havde gjort bare lidt for at ryste Richard Carapaz.

Da andendagsgildet i denne uges italienske bjergfest i dag skulle afvikles, var der imidlertid en naturlig forventning om, at Bahrain måske skulle spille andenviolin. Efter kongeetapen måtte Jai Hindley nemlig have tanket lige så meget selvtillid, som Landa gjorde på Blockhaus. Ganske vist kunne han ikke sætte Carapaz, men han lignede en mand med stort overskud, og da han for tredje gang ud af tre mulige endda slog ecuadorianeren i en spurt, måtte den ligge til det tysk-australske højreben. Naturligvis skulle Hindley gå efter at ryste løbets favorit på dagens bjergetape, der med et brutalt finalebjerg var skabt til at være rammen om et nyt klassementsslag, og hvis ikke han kunne få skovlen under sin rival på stigningen, kunne han satse på sin spurt. For en mand, der med al sandsynlighed bliver slået af Carapaz i Verona på søndag, er der i et løb, der har været præget af enorm jævnbyrdighed ikke råd til at kaste 10 bonussekunder væk, slet ikke på en etape, der med meget fladland var relativt let at kontrollere.

Det så da også ud til at være sat perfekt i scene. I gårsdagens analyse bebrejdede jeg Bora, at de ikke kørte som klassementshold. I stedet for at bakke 100% op om en rytter, der ligner en reel vinderkandidat, sendte de deres to vigtigste hjælpere på en etapejagt, der endda lignede en næsten umulig mission, når man iagttog det selskab, de var oppe imod. Både Wilco Kelderman og Lennard Kämna blev da også sat til vægs, mens en velkørende Hindley på egen hånd forsøgte at lukrere på Bahrain-initiativet og ryste Carapaz.

I dag havde de lært lektien. Da der som ventet på Passo Tonale kørte et forrygende stærkt udbrud med deltagelse af mange af de mest formstærke klatrere, var der ingen spor af Bora. Tværtimod holdt tyskerne sig i ro, og det kunne kun læses på én måde. I dag skulle være dagen, hvor Hindley for alvor ville sætte kniven ind mod Carapaz.

Men så gik tiden. Minutterne fløj afsted og blev hurtigt til timer, uden at der var skyggen af reaktion fra feltet. Ineos fik lov at lade udbruddet sejle langt væk og stjæle Hindleys bonussekunder, alt imens Carapaz havde travlt med at knibe sig selv i armen, formentlig helt ude af stand til at forstå, at han tilsyneladende var den eneste, der ville vinde løbet.

I det mindste måtte det da handle om, at Bora bare solgte etapesejren og bonussekunder. I finalen måtte de da sende deres stærke folk frem i et forsøg på at ryste Carapaz, når vi ramte de to meget svære afsluttende stigninger. Men ak! Carapaz’ arm blev endnu mere blå, mens han kneb videre, for vi nåede langt op ad det første af de to bjerge, inden der skete noget som helst.

Da initiativet kom, var det ikke fra Hindley. Nej, det kom fra manden, man kan regne med, nemlig Landa. Det var helt naturligt, at baskeren ikke havde jagtet udbruddet, for i en finale uden mål på toppen ville risikoen for at forære bonussekunder til rivalerne være for stor. For Bahrain var det perfekte scenarium, at et udbrud fik så stort et forspring, at bonussekunderne var væk, hvorefter araberne kunne lægge det pres, der måske alligevel kunne gøre det muligt for baskeren at sætte sine to rivaler til vægs.

Det pres blev også hårdt. Domen Novak, der i dette løb har været helt uhørt stabil og kørt på det niveau, han normalt kun finder på én dag om året, skabte så stort et blodbad, at man næsten ikke kunne tro det, da den yderst problematiske tv-dækning endelig gav os et kort glimt af, hvem der faktisk sad i feltet. Der var næppe mange, der havde regnet med, at det var kroaten, der skulle sætte Domenico Pozzovivo, Emanuel Buchmann, Vincenzo Nibali, Joao Almeida og endda Landas egen løjtnant, Pello Bilbao, til vægs.

Læs også

Lynhurtig dansker forklarer, hvordan leadout blev til ny sejr

Det var ikke desto mindre resultatet af første trin i det arabiske blodbad, og derefter blev det bare endnu vildere. I en stund følte man sig nemlig hensat til svundne tider, da Wout Poels endelig genfandt den tredjeugesform, han engang var så berømt for, og som har hjulpet Chris Froome igennem flere kriser mod slutningen af en grand tour. Efter et løb som en kronisk nitte var der endelig fuld gevinst på den hollandske lottokupon, der helt ud af det blå pludselig var en af løbets fire bedste klatrere.

Han var imidlertid ikke den eneste, der rejste sig. Vi skruede nemlig årene endnu længere tilbage, da Richie Porte legede Touren 2013 med en vild føring på et tidspunkt, hvor han ellers var i gang med at køre en skuffende sidste grand tour. Al snak om svaghed hos Ineos forstummede, da Carapaz kunne se sig omkring og iagttage både Porte og Pavel Sivakov på et tidspunkt, hvor det meste af top 10 for længst var forsvundet fra feltet.

Det eneste hold, man aldrig så, var det hold, vi burde have set. Bora forblev passive, og når vi så så lidt til Kelderman og Kämna, kunne de såmænd lige så godt have jagtet etapesejr fra et udbrud. Måske var forklaringen, at Hindley ved første øjekast ikke virkede helt så skarp, som han gjorde i går, men i problemer var han aldrig. Og det er vel trods alt tvivlsomt, om han allerede inden første stigning følte så dårlige ben, at der var grund til helt at kaste håndklædet i ringen.

Det var måske denne passivitet, der fik Carapaz til at sende Porte til fronten. Pludselig var rollerne byttet rundt, og det var ecuadorianeren, der forsøgte at sætte kniven ind. Hans angreb kom imidlertid heller aldrig, og selvom han aldrig virkede i det mindste problemer og altid syntes i fuld kontrol, var det endnu en dag, hvor han styrkede sin favoritstatus med en fejlfri præstation, men også en dag, hvor det igen blev stillet til skue, at vi taler om en Giro med en uhørt jævnbyrdighed, hvor Carapaz ikke har det ekstra gear, mange forventede.

Igen i dag så Landa, Carapaz og Hindley nemlig ud til at være ligemænd. Landas mangel på punch betyder, at hans eneste strategi altid er at slide rivalerne end, men den strategi gav heller ikke dag resultat. I stedet kostede den ham nogle sekunder, da de to mere eksplosive rivaler kørte en vild spurt, selvom bonussekunderne var væk, og her fik Carapaz endelig skovlen under Hindley - et resultat, man dog næppe skal lægge alt for meget i, når der ingen grund var til at komme først.

I stedet for en indbyrdes kamp om sejren endte vi derfor hurtigt med det, der ligner Giroens ”alle-mod-Joao”-leg. De tre rivaler nåede hurtigt til en fælles overenskomst om én gang for alle at køre Joao Almeida ud af podiekampen, og den mission kom de et stort skridt mod i dag. Temposvage Landa har ikke et forspring, han kan være tryg ved, men hvis vi i morgen skulle køre enkeltstart i Verona, ville Almeida højst kunne blive nr. 3. På den facon burde der i hvert fald være plads til, at Hindley nu kan smide lidt flere hæmninger, da han uden offdays burde have sikret sig podiet.

Til gengæld måtte Almeida sande, at det ikke var i år, at han blev bedre og bedre, som han plejer. Det er muligt, at nedturen skyldes det dårlige vejr, han altid har haft det svært med, for selvom finalen fandt sted i tørvejr, var det påfaldende, at alle de ryttere, der er kendt for at have det svært med dårligt vejr, fejlede.

Det gjaldt for Almeida, men det gjaldt også for Alejandro Valverde og Domenico Pozzovivo. Begge oplevede noget, der mindede om et regulært kollaps, og dermed blev det ikke det drømmecomeback i grand tour-sammenhæng, de havde drømt om. Det er imidlertid sandsynligt, at det ikke kun handlede om vejret. Vi ved, at Pozzovivo aldrig har været god i den tredje uge, hvor han plejer at tabe niveau, og Valverde har altid haft en kedelig tendens til dårlige dage i grand tours.

Dermed blev den veteranfest, man kortvarigt lugtede på Blockhaus, også aflyst. Selvom han undgik samme kollaps som sine to veteranfæller, måtte Nibali igen sande, at der er forskel på 37-årige Nibali og den rytter, der vandt grand tours. Selvom han elsker regn og altid topper i den tredje uge, må han sande, at de dage, hvor han er podiekandidat i en grand tour er ovre. Den drøm var imidlertid også noget, ingen talte om inden løbet, hvor alene den top 5, han har kurs mod, ville være betragtet som et helt urealistisk resultat. Også Emanuel Buchmann må sande, at genrejsningen som grand tour-rytter kun rakte et vist stykke, mens Pello Bilbaos mangler i bjergene igen blev stillet til fuldt skue. I stedet kan Juan Pedro Lopez, der egentlig virker lidt mærket, nu føle sig sikker på et endnu større gennembrud med en samlet top 10, hvis han undgår en af sine offdays.

Læs også

Optakt: 4. etape af Tour de Romandie

Etapen fik således alligevel dramatiske konsekvenser, og det kan vi takke Bahrain og ikke Bora for. Derfor var det kun fuldt fortjent, at etapesejren gik til det arabiske mandskab. Santiago Buitrago var formentlig mest sendt ud som forpost - det sagde Poels i hvert fald, at han var, da han ramte udbruddet i går - men da muligheden bød sig, slog han til. Dermed fik han sat en fed streg under det store potentiale, der særligt åbenbaredes i Burgos sidste år og kom til udtryk igen med etapesejren i Mellemøsten tidligere i år, og han fik revanche for det store nederlag i søndags.

Dermed blev etapen også et billede på, at man aldrig kan regne med noget i den tredje uge af grand tours, hvor trætheden melder sig. I søndags var han ikke i nærheden af at matche Giulio Ciccone, men nu er det italieneren, der virker så træt, at han synes definitivt at have tabt kampen om bjergtrøjen til Koen Bouwman, der til gengæld har overvundet en krise og fundet ny luft. Dieselklatrerne Hugh Carthy, Thymen Arensman og Jan Hirt, der jo er kendt for at toppe i den tredje uge, og var så overbevisende i går, fejlede til gengæld i et udbrud, hvor de lignede de tre mest oplagte favoritter. Særligt Arensman må med bekymring konstatere, at han i dette løb har vist en overraskende ustabilitet, mens Carthys åbenlyse fremgang tilsyneladende endnu ikke har ført ham til det topniveau, han har.

Det var dog også en lidt billig sejr til Buitrago, der - måske grundet sin rolle som forpost - ikke rørte en finger hele dagen. Det gjorde i særdeleshed Carthy og i mindre omfang Hirt, der således meget vel kunne have været de stærkeste alligevel. Buitrago fik sin en fribillet, indtil han slog til, og det kan Carthy og Hirt med nogen berettigelse være lidt harme over.

De havde derfor nok også ønsket sig, at sejren var blevet hollandsk. Gijs Leemreize, der blev udtaget som erstatning for coronaramte Chris Harper i sidste øjeblik, fortsatte sit vilde gennembrudsløb, men en forrygende opvisning, der havde fortjent at give pote. Velvidende at han var oppe mod bedre klatrere, kørte han klogt ved at hægte sig på Mathieu van der Poel, der af åbenlyse årsager skulle maksimere udbyttet af nedkørslen, og den årvågenhed og kløgt kunne godt være blevet belønnet. Det kunne Van der Poels fantastiske kørsel også, for man må tage hatten af for hollænderens evne til altid at være til stede, selv på dage, hvor han egentlig burde være ligegyldig. I sidste ende gjaldt tyngdekraften dog trods alt også for ham, og vi løb i stedet ind i en af de Van der Poel-eksplosioner, som kun Julian Alaphilippe kan matche.

Nej, Buitrago var vel egentlig slet ikke den fortjente vinder, og så var han det alligevel. Hvis der var ét hold, der havde fortjent at få noget ud af dagen, var det nemlig Bahrain. Det var i hvert fald ikke Bora, for havde det stået til det tyske hold, havde Carapaz og Ineos formentlig fået lov til at fragte sig selv hele vejen til Lavarone uden videre sværdslag. Heldigvis sørgede araberne for, at det ikke skete, og de fik løn som fortjent med etapesejr og nu en sandsynlig podieplads til kaptajnen.

Sidste år begyndte alle at køre efter 2. pladsen, da først Egan Bernal havde vist sin styrke i den første uge, hvorefter løbet længe lignede en procession. Dengang manglede vi nemlig det vigtigste redskab for alle, der ønsker et underholdende og initiativrigt cykelløb. Hvor er det da godt, at vi i år har Landa tilbage, hvor han hører til!

EKSKLUSIVT: STREAM GIRO D'ITALIA TIL HALV PRIS

SE ALT OM GIROEN: FELTET.DK/GIRO