Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere

Giro d'Italia-analyse: Kunsten at lære af sine fejl

13. maj 2021 12:52Foto: Sirotti

I disse dage køres Giro d'Italia, som vi dækker intenst. Hver dag skriver vores ekspert, Emil Axelgaard, optakter til etaperne, og som led heri analyserer han den foregående dags begivenheder. Vi bringer her hans analyse af 5. etape.

Annonce

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

 

Tilværelsen for en sprinter ville være så enkel, hvis det bare handlede om at være hurtig. Hvis blot man kunne få lov at blive linet op side om side for derefter at finde ud af, hvem der havde den højeste topfart, ville vi nemlig se et helt andet sprinterhierarki end det, vi har i dag. Eksempelvis ville den positioneringssvage, men i hvert fald engang lynhurtige Jakub Mareczko formentlig have været kendt som en af sportens største sprintere, hvos bare verden havde været så ligetil.

 

Det er den ikke - heldigvis! Den slags massespurter ville nemlig være temmelig ensidige og formentlig give det samme udfald dag efter dag. Lykkeligvis er spurter langt mere komplekse og ikke bare et spørgsmål om fart, og den kompleksitet gavner altid mere komplette cykelryttere. I den enkle verden havde den ikke specielt hurtige, men uhyre positioneringsstærke Peter Sagan eksempelvis næppe vundet syv grønne pointtrøjer i Touren.

 

Caleb Ewan derimod havde nok gerne ønsket sig, at det var lidt mere enkelt. Det er nu ikke, fordi han er dårlig i positionskampen - tværtimod var han faktisk ret sublim til den i 2019 - men en massespurt handler heller ikke bare om sprinteren selv. Medmindre man er Sagan på en cykel, er det meget svært at begå sig i de hektiske finaler uden et hold, og det har den lille australier gentagne gange måttet sande.

 

Ewan er næppe verdens hurtigste. Før karantænen var Dylan Groenewegen i hvert fald åbenlyst hurtigere, og i de seneste sæsoner synes Sam Bennett også at have haft det fartmæssige overtag. Ewans imponerende grand tour-historik taler dog for sig selv, og særligt da han på 7. etape i årets UAE Tour som den hidtil eneste i år slog Bennett i et direkte opgør mand mod mand, viste han, at hans topfart hører til i den absolutte elite.

 

Alligevel har sejrslisten været pauver i år. UAE Tour tilhørte nemlig Bennett, der gang på gang fik fine lead-outs af sit stærke tog, mens det ellers på papiret så hæderlige Lotto-tog med Roger Kluge og Jasper de Buyst måtte se sig kørt over gang på gang. Mønsteret gentog dig i Tirreno, hvor en åbenlyst overlegen Ewan på 1. etape blev slået af Wout van Aert, der trods en langt lavere fart kunne tage sejren, fordi den australske kanonkugle nok engang var afleveret alt for langt tilbage.

 

Det er lidt et mysterium, hvorfor toget har en tendens til kronisk at underpræstere, men det er i hvert fald en klar tendens. Vi så det samme billede i sidste års Tour, hvor Ewan skal prise sig lykkelig for begge sine to etapesejre, der begge blev opnået fra en håbløs position på dage, hvor rivalerne fik åbnet for tidligt i modvinden. Dengang var han heldig at zigzagge sig vej til fronten ad veje, der pludselig åbnede sig, men den slags held kan man bare ikke regne med hver gang.

 

Det måtte han senest sande i søndags. Her pegede de fleste på Ewan som favorit, men det blev blot til en yderst skuffende 10. plads. Forklaringen var den samme som altid, nemlig at det kronisk underpræsterende tog - og nu kan man vel diskutere om ordet underpræstere efterhånden stadig er velvalgt, når det nærmer sig standarden - nok engang var blevet overmatchet af særligt UAE og Cofidis, der til dette løb er kommet med de mest potente lead-outs.

 

Noget kunne imidlertid tyde på, at der er blevet talt med store bogstaver fra den lille mand - eller i hvert fald fra holdet. I dag virkede det belgiske mandskab nærmest besatte af tanken om ikke at gentage søndagens fejltagelser, da de allerede relativt langt fra mål med ca. 15 km igen samlede hele truppen forrest i det felt, der efter en dødkedelig og forudsigelig langgaber på Po-sletten endelig havde nået den adriaterhavskyst, hvor de reneste af de rene sprintere typisk trives. Ganske vist var det helt åbenlyst for tidligt at lancere nogen form for tog, men det virkede nærmest som et must for holdet at vise, at de havde lært af de fejl, der blev begået i Novarra.

 

Det havde de i den grad. Da feltet ramte den tekniske finale i kystbyen Cattolica, var der nemlig langt mere klasse over Kluge og De Buyst, som sørgede for at gå først igennem de første af den serie på fem sving, der udgjorde en kringlet finale. Det var helt åbenlyst alt for tidligt, hvis målet var at lave et decideret lead-out for Ewan, men formentlig i erkendelse af egne begrænsninger mod Cofidis og UAE valgte holdet at bruge kræfterne tidligt i stedet.

 

Det var en god ide. Med det tidlige fremstød undgik Ewan sammen med toget at blive fanget alt for langt tilbage, og selvom han hurtigt blev overladt til sig selv, sad Ewan helt fremme, da andre hold - først og fremmest Felix Grossschartner og Daniel Oss for Bora og Sagan - senere tog over. Det kostede selvfølgelig lidt kræfter at skulle surfe i finalen selv, men den slags er Ewan som nævnt slet ikke så ringe til, og han undgik derved i hvert fald at blive fanget så langt tilbage, at det ville være endt med endnu en 10. plads

 

Alligevel kunne det godt være endt galt. Som Sagan selv hurtigt erfarede - manden læser jo spurter bedre end de fleste - havde også Bora-drengene fået fronten en anelse for tidligt, og mens slovakken klogelig slap Oss’ hjul og lod sig falde længere tilbage, var Ewan alligevel gledet så langt tilbage, at han kunne være blevet lukket inde. Men netop fordi Bora ikke kunne holde farten, opstod den ønskede åbning heldigvis.

 

Ewan havde også læst på lektien. Man skulle ikke bruge mange sekunder på søndagens og mandagens spurter for at forstå, at Simone Consonni lige nu ligner løbets bedste lead-out man, og det var formentlig derfor, at Ewan havde grebet Elia Vivianis hjul. Da fronten tabte fart, efter at Alexander Krieger havde forsøgt at holde farten så høj, at Tim Merlier ikke tabte sin gunstige, men ikke perfekt position, skød Consonni frem med samme kraft som de foregående dage, og igen satte han Viviani perfekt i scene.

 

Desværre for Viviani havde italieneren fået den forkerte mand på slæb. Ewan sad, hvor han skulle, og selvom en nærkamp med Merlier, der forsøgte at redde sig Vivianis hjul, da Kriegers fart alligevel ikke var høj nok til at forhindre Consonni at komme bagfra, kostede lidt momentum, viste Ewan samme tårnhøje topfart som i Emiraterne og Tirreno, da han blæste forbi både ned stagnerende Viviani og Giacomo Nizzolo, der ellers kørte en imponerende lang og flot modvindsspurt fra en ringe position.

 

Når Ewan sidder sådan, er der ikke mange, der kan slå ham. Det er formentlig kun Groenewegen og Fabio Jakobsen, ifald de genfinder fordums styrke, samt Bennett og Merlier. Det er i hvert fald hverken Viviani, der aldrig har haft Ewans fart, eller Nizzolo, som aldrig har fundet den topfart, han havde i tiden før knæskaderne.

 

Derfor var det også en skam, at det gik Merlier så ilde. Belgierens ellers så håbløse positionering har ellers virkelig fået rettet sig i dette løb, hvor skiftet af lead-out man fra Jonas Rickaert til Krieger egentlig var lavet af nødvendighed, men synes at have været en god beslutning. Krieger var allerede flyvende i Tyrkiet for Jasper Philipsen, og igen i dag fik han kørt sin belgier fint frem, inden han med sin egen forcering forsøgte at holde farten høj nok til, at kaptajnen ikke blev overrumplet bagfra.

 

Desværre skete det alligevel, og selvom han forsøgte at redde det tabte ved at bokse Ewan væk fra Vivianis hjul, lod det sig ikke gøre. Kæden blev tabt, og i stedet rullede Merlier over stregen uden for top 10. Det var ærgerligt af flere årsager. For det første betød det et dumt tab af point i den pointkonkurrence, han trods ytringer om det modsatte pludselig meldte sig ind i ved den indlagte spurt. Og for det andet fik vi ikke den fartudmåling, man kunne have ønsket sig mellem ham og Ewan - en fartudmåling, der var særligt spændende, fordi Merlier i den indlagte spurt viste skræmmende styrke ved at køre Viviani, Sagan og Fernando Gaviria midt over.

 

Heldigvis ved Merlier, at han er rigeligt hurtigt til at give alle andre end måske Ewan - og Groenwegen, hvis han vitterligt når at finde sig selv i løbet af de tre uger - baghjul. Langt mere bekymrede er det for Viviani, hvis fart i dag så urovækkende ud. Det gjorde den egentlig allerede i søndags, hvor han dog kunne undskylde sig med lidt tøven, samt i mandags, hvor han blev lukket ind, men i dag var det svært at finde forklaringer. Viviani blev sat perfekt op, men blev klart overmatchet af både Ewan og Nizzolo - og dermed er det genskabte momentum altså ikke helt så genskabt endda.

 

Det er det heller ikke for Gaviria. Det så ellers så lovende ud med hans klatring forleden, men nu står det vist klart, at farten slet ikke er fulgt med klatringen. I dag gik det desværre som forventet, da han for 117. gang tabte hjulet på Maximiliano Richeze, der sammen med Sebastian Molano igen lignede det stærkeste tog, men heldet var med ham, da han havde hægtet sig på Viviani og Ewan og dermed fik alletiders chance for at vise, at farten kan matche australierens, som den kunne i hans storhedstid - blandt andet i Giroen i 2017, hvor han klart vandt den indbyrdes duel med Ewan.

 

Det gør han i hvert fald ikke denne gang. Gaviria åbnede sin spurt, men som vi også så det i Tirreno, stod han nærmest stille, og end ikke Sagan, der jo aldrig har været supersprinter, kunne han gå forbi. De løfterige takter fra i mandags forsvandt i hvert fald lynhurtigt, og da han heller ikke i dag var i stand til at kapitalisere på det åbenlyst stærke tog, ser det pludselig slet ikke så lyst ud for Gavirias genfødsel.

 

Til gengæld var det opløftende med Nizzolo. Det er egentlig spøjst med europamesteren, der synes at være den omvendte udgave af sig selv i dette løb. Klatre kan han tilsyneladende ikke, men i de rene massespurter har han været fremragende. I dag svigtede hans positionering ham ellers for en gangs skyld, men en lang spurt var trods hård modvind rigeligt til at køre Viviani, Sagan og Gaviria over. Det er blot en skam for Nizzolo, at der i hvert fald er to mand, der er hurtigere end ham.

 

Nedturen forleden havde også sendt ham lidt tilbage i pointkonkurrencen, men nu er han faktisk tilbage i den trøje, han allerede to gange tidligere har vundet, fordi pointsystemet nu om dage som i Touren er gearet mod rene sprintere og belønner vinderen, hvad det ikke gjorde. Og med den fart, han har vist, ser det nu igen ganske lyst ud for italieneren, selvom Merlier med sin indmeldelse i kampen fremstår som en væsentlig trussel.

 

Til gengæld har starten ikke været ideel for Sagan. Ganske vist har han kørt spurterne klogt og dygtig og været lige så stabil, som han plejer, men den stabilitet belønnes ikke helt med pointsystemet. Farten rækker heller ikke helt som i gamle dage, hvor han næsten altid gik i top 3 på disse etaper, men aldrig vandt, og derfor er han nu helt nede som nr. 5 i konkurrencen, selvom han sammen med Viviani har været den mest stabile. Måske var det alligevel ikke så klogt af ham at bruge sit hold mere aktivt, end han plejer, for nu endte han med at blive fanget i stedet for at sidde på hjul af det bedste tog - i dette tilfældet Cofidis - som han ellers plejer.

 

Dagens store taber var dog nok Dylan Groenewegen, men det kan ikke komme helt bag på nogen. Hollænderen har aldrig været nogen ørn i positionskampen, og selvom David Dekker har alt til at være en god lead-out man, er han ung og uerfaren. Derfor det ikke et chok, at Groenewegen i denne tekniske finale risikerede at ende helt ude af position, men faktisk kan han glæde sig over, at hans spurt slet ikke så helt ringe ud. Spørgsmålet er bare, hvor meget af den fart, han manglede i søndags, det vil være muligt at finde inden løbets sidste rene sprinteretape om nu bare ni dage.

 

For de øvrige sprintere tegnede mønsteret sig helt, som det plejer. Matteo Moschetti har stadig ikke fordums fart, og han mangler toget til at ende andre steder end lige bag feltets supersprintere - og i dag hjalp det heller ikke, at han blev blokeret. Manuel Belletti og Davide Cimolai er med deres positionering stabile top 10-ryttere. Og Max Kanter må nok engang sande, at positioneringen betyder, at han stort set aldrig går i top 10.

 

Det kommer Mikel Landa desværre heller ikke til at gøre mere i dette løb. Dagens etape er en af den slags, hvor man intet kan vinde og alt kan miste, og desværre gjorde Landa det sidste. Den evigt uheldige basker, der har været forfulgt af uheld og ærgerlige roller gennem en nu lang karriere, så endelig ud til at have et brølstærkt hold bag sig som entydig kaptajn i et løb, hvor han endda lignede en af de stærkeste. Desværre betyder dagens styrt nu, at Bahrains supertrup nu i stedet skal jagte en yderlig top 10 med Damiano Caruso og Pello Bilbao og ikke et podium med Landa, der frem mod sin 32-års fødselsdag i december kan spekulere på, om han nogensinde igen får så stor en chance som denne. Det er i hvert fald svært at finde bedre ruter!

 

Det er det heldigvis ikke for Pavel Sivakov, men også for ham blev dagens ellers ligegyldige etape dyr. Som det var tilfældet i Touren for et år siden, røg russeren ned på en sprinterdag. I skrivende stund er meldingen, at han frygter et brækket kraveben, men selv hvis han fortsætter, kan man frygte, at løbet nu ender som samme lidelseshistorie, som Touren var det i september. Heldigvis for Egan Bernal har Ineos rigeligt af muskelkraft at tage af - særligt med den genfødte Gianni Moscon - men den ekstra taktiske option, Sivakov trods gårsdagens skuffelse var, er i hvert fald ikke længere brugbar.

 

Det stopper endda ikke her. På sin 30-års fødselsdag måtte Joe Dombrowski sande, at fødselsdagsgaven var kommet en dag for tidligt, og med et dumt styrt kan han nu skyde en hvid pil efter de lyserøde drømme, der ellers ikke virkede helt urealistiske i morgen. Samtidig kan han glemme alt om den klassementsambition, der pludselig opstod i går, hvor han ikke helt ville afvise at gå efter at forbedre 12. pladsen fra 2019. Det er ikke længere et tema for et UAE, der nu igen fokuserer 100% på Davide Formolo.

 

Alt sammen er det ærgerlige tab, særligt for de cykelfans, der elsker at have Landas utrættelige aggression som en uvurderlig part af en grand tour, men Ewan er formentlig ligeglad. Han har nemlig blikket stift rettet mod ambitionen om at vind etaper i alle tre grand tours i år, og efter bare andet skud i bøssen kan han sætte det første flueben. Nok har han måttet sande, at hans tog heller ikke i dette felt er stærkt nok til at være en dominerende faktor, men heldigvis blev den lektie hurtigt noteret og strategien ændret. En massespurt er nemlig ikke bare et spørgsmål om fart. En væsentlig del er også at lære af sine fejl - og det gjorde både Ewan og Lotto i dag.

 

HUSK, AT DU KAN SE ALLE ETAPER AF GIRO D'ITALIA EKSKLUSIVT PÅ DISCOVERY+ UDEN REKLAMER

Annonce

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
Giro d'Italia
Nyheder Profil Resultater
DELTAG I DEBATTEN

Annonce

KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:

Annonce

Annonce

/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Halle-Ingooigem(1.1) 16/06

Gran Premio Eccellenze Va...(1.1) 19/06

TF GD Dorigo MO Biemmereti(1.1) 20/06

Giro dell'Appennino(1.1) 24/06

Giro di Basilicata(2.1) 24/06-27/06

Acht van Bladel(2.1) 25/06-27/06

Tour de France(2.UWT) 26/06-18/07

Annonce

Annonce

AG2R Citroen Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana - Premier Tech

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain Victorious

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Education - Nippo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Intermarché - Wanty - Gobert

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team BikeExchange

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team DSM

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Qhubeka Assos

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Annonce

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

SÆT DIT TOUR-MANAGERSPIL - PRÆMIER FOR MINDST 80.000 KR