Tak for dit besøg, det er vi rigtigt glade for!

Vi er dog knap så glade for at se, at du blokerer for annoncer, som gør det muligt for os at tilbyde vores indhold – helt GRATIS. Hvis du tillader annoncer fra Feltet.dk, kan vi blive ved med at servere dig gratis nyheder. Måske værd at overveje en ekstra gang?

På forhånd tak!
Feltet.dk

Fjern min adblock - og støt Feltet.dk
Fortsæt uden at deaktivere
Gå til forsiden af feltet.dki samarbejde medGå til forsiden af feltet.dk
Log ind Nyhedsbrev VELOMIO

Giro d’Italia: Outsiderne (*)

Giro d’Italia: Outsiderne (*)

02. oktober 2020 13:50Foto: Sirotti

Giro d’Italia endte desværre som den store taber, da vores kære virus tvang UCI til at omstrukturere kalenderen, og et sammenfald med klassikerne og Vueltaen samt en start umiddelbart efter Touren har ført til et uhørt smalt felt af klassementsryttere. Med hele tre grand tour-vindere, tre ryttere, der har været på et grand tour-podium, en flyvende dansk fugl og en russisk komet mangler toppen imidlertid ikke klasse, og sjældent har en grand tour været å åben, som det er tilfældet med en Giro, der mangler én åbenlys favorit. Feltet.dk giver i en serie på fem artikler en analyse af de 15 største favoritter og finder ud af, hvilke svagheder og styrker de hver især har på vejen mod at realisere drømmen om at skrive sig ind i historie som vinder nummer 103 af sportens næststørste løb.

Hvis man var i tvivl, har corona-krisen til fulde udstillet, at der i cykelverdenen intet er over, ved siden af eller blot i nærheden af Tour de France. Da den nye cykelkalender skulle lægges, kunne ASO frit vælge datoen til verdens største cykelløb, og herefter måtte alle indrette sig under de mægtige franskmænd.

 

De fleste fandt en løsning, de kunne leve med. Klassikerne afvikles i oktober med fin afstand til Touren, og det samme gør Vueltaen, der fint kan kombineres med den franske grand tour. Til gengæld var der krisestemning i Italien, der ikke blot var det land, hvor først kunne se deres cykelkalender falde fra hinanden, men som også måtte se, at Giroen blev placeret på et tidspunkt, hvor det er blevet stort set umuligt at kombinere med andre store cykelløb.

 

Det har da også haft en afgørende indvirkning på feltet, der i forvejen så relativt tyndt ud i en sæson, hvor OL betød, at Giro-Tour-kombinationen allerede så umulig ud, inden coronavirus vendte verden på hovedet. Sjældent har man haft et grand tour-felt, hvor så få klassementsryttere er til start, og hvor man normalt må være meget selektiv for at skære favoritlisten ned til 15 navne, er det denne gang nærmest en udfordring at finde 15 værdige kandidater.

 

Til gengæld kan arrangørerne ikke brokke sig over de ryttere, der ventes at kæmpe om sejren. Hhv. dårlig form og et styrt har sendt nr. 2 og 3 fra sidste års Tour, Geraint Thomas og Steven Kruijswijk, til Italien, hvor de slutter sig til Vincenzo Nibali, Simon Yates, Jakob Fuglsang, Rafal Majka og Wilco Kelderman, der fra sæsonstart har haft den italienske grand tour som det store mål. Det skete desværre på bekostning af Richard Carapaz, der i stedet drog til Frankrig, men når man samtidig føjer den russiske komet Aleksandr Vlasov samt de spændende talenter Ivan Ramiro Sosa, Joao Almeida og Jack Haig til feltet, er der lagt op til en uhyre spændende tur rundt i Italien, hvor det er helt umuligt at pege på én soleklar og åbenlys forhåndsfavorit. Nej, der er ikke mange, der kan køre med om top 10. Til gengæld er der sjældent mange, der reelt kan tro på, at de kan vinde løbet.

 

Feltet.dk tager i en serie på fem optakter et blik på de 15 største favoritter, hvoraf én har fået fem stjerner, to har fået fire, tre har fået tre, fire har fået to, og fem må nøjes med en enkelt stjerne. I denne artikel giver vi en dybdegående analyse af løbets fem enstjernede favoritter, der kan betragtes som outsidere med en mulighed for en podieplads, hvis alt går deres vej.

 

Joao Almeida (*)

Deceuninck-manager Patrick Lefevere kan være en bramfri og kontroversiel herre, men ingen kan benægte, at belgieren kan sit kram. Hans sejrsliste er i sig selv beundringsværdig, og hans evne til altid at holde mandskabet på toppen, når succesen sender holdets stjerner videre til andre og mere pengestærke hold, er beundringsværdig.

 

Mest af alt må man dog beundre hans evne til at spotte og udvikle talenter. Listen over unge stjerner, der er slået igennem under Lefeveres vinger, er så lang, at man næsten skulle udgive et leksikon i flere bind for at komme igennem dem alle. Nogle som eksempelvis Remco Evenepoel har allerede været så dominerende på ungdomsscenen, at det er helt forventeligt, at de brager igennem på elitescenen også, men det mest imponerende er, at langt de fleste unge ryttere hæver deres niveau markant, så snart de ifører sig Deceunincks blå trøje.

 

Et godt eksempel på denne tendens er Joao Almeida. Den unge rytter har vi holdt øje med længe, for da han i 2018 blev nr. 2 i Baby-Giroen - i øvrigt slået af en vis Aleksandr Vlasov samt nr. 7 i Tour de l’Avenir og endda vandt U23-udgaven af Liege-Bastogne-Liege lå det i kortene, at den næste store portugisiske rytter var på vej. Et helt igennem forfærdeligt 2019, hvor han først med en flot 4. plads i Tour of Utah viste lidt af sit potentiale, betød imidlertid, at Almeida hurtigt gik lidt i glemslen i en verden, hvor navne som Evenepoel og Tadej Pogacar stjal alle overskrifter.

 

Men så røg Ameida i den blå trøje, og så skete det sædvanlige mirakel. Allerede i Algarve var mange ved at falde på halen over det flotte arbejde, den unge portugiser gjorde for Evenepoels på løbets to bjergetaper, og corona-pausen gjorde ham bare endnu bedre. Øjnene skulle gnides en ekstra gang, da den Almeida, der havde ført hele dagen for Sam Bennett, på Castillo-stigningen i Burgos blev nr. 2 på første etape af etapeløbet i regionen af samme navn, og selvom hans opgave igen var at arbejde for Evenepoel, endte han minsandten selv på podiet. Kort efter blev han nr. 7 mod Tour-favoritterne i Tour de l’Ain, inden han var så tæt på at vinde Giro dell’Emilia, som man overhovedet kan komme, indtil den onde ånd Vlasov spurtede forbi ham på de sidste meter af San Luca-stigningen.

 

Siden har der været mere stille om Almeida, der kun har været til start i Coppi e Bartali, hvor han på de eksplosive stigninger blev overstrålet af holdkammeraten Andrea Bagioli, men alligevel udnyttede en holdløbssejr til at ende som nr. 3, så han nu kan prale af top 10-placeringer i alle sine etapeløb siden en anonym debut i Tour Down Under i januar. I den seneste måned har han så forberedt sig til en Giro, hvor han nok engang skulle have været Evenepoels boydguard, men hvor han nu får al den frihed, han kunne ønske sig.

 

Det er slet ikke sikkert, at Almeida kører klassement. Deceunincks erklærede ambition er alene etapesejre, men det skal man ikke nødvendigvis lade sig narre af. Samme melding kommer næsten altid, også da James Knox kæmpede for at komme i top 10 i sidste års Vuelta. Lefevere er nemlig god til ikke at lægge pres på sine unge talenter, og meget kunne tale for, at Almeida vil forsøge at holde sig til. Skulle det briste undervejs, er katastrofen ikke større, end at han kan jagte en etapesejr, mens han suger erfaring til sig.

 

Der er naturligvis et hav af spørgsmål at stille sig. Almeida har ganske vist sine evner i bjergene i år, men i Algarve, Burgos, Emilia og Coppi e Bartali var det på relativt korte stigninger. Da højdemeterne blev mange i Ain, var han knap så overbevisende, og han havde en decideret offday, da Evenepoel skulle bruge ham allermest i Il Lombardia, hvor han forsvandt, nærmest inden kaptajnen overhovedet havde set ham.

 

Der er derfor mange spørgsmål at stille forud for et løb, hvor bjergmaratonerne er gigantiske, for vi aner ikke, hvordan Almeidas spinkle krop kan absorbere den udfordring. Enkeltstartsevnerne er relativt uprøvede, men han synes ikke at være helt uden evner, selvom han mest har imponeret på korte, eksplosive prologer og ved de portugisiske U23-mesterskaber, der ikke just er voldsomt stærkt besatte.

 

Endelig er der holdbarheden. Den flotte 2. plads i Baby-Giroen, der er det længste U23-etapeløb, er lovende, men nu skal han køre dobbelt så langt. Og kollapset i Il Lombardia, der var karrierens længste løb, er måske et dårligt tegn, selvom det også kan være et udslag af stort pres på en dag, hvor Evenepoel behøvede ham mere end nogensinde.

 

Det er således slet ikke sikkert, at Almeida bliver nogen faktor i klassementet, og han kan ende med at være på knæene gennem hele den tredje uge. Kender vi Lefevere ret, går det imidlertid anderledes. Sådan plejer det nemlig at være, når den belgiske købmand slår kløerne i et talent. Og når nu stimen med top 10-placeringer i alle europæiske etapeløb i den korte WorldTour-karriere er så fin, ville det næsten være synd at bryde den, ikke?

 

Hermann Pernsteiner (*)

Cadel Evans, Jakob Fuglsang, Michael Rasmussen, Mathieu van der Poel, Zdenek Stybar, Wout van Aert… Historien viser, at det er en god ide at holde et vågent øje, når en rytter skifter fra en terrængående disciplin til landevejen. Og selvom man under ingen omstændigheder kan sammenligne Hermann Pernsteiner med denne stjerneparade af navne, kan han blive interessant at følge i en Giro, hvor top 10-placeringer kan være relativt billigt til salg.

 

Sådan var det nemlig også i sidste års Vuelta, hvor der nok var en stærk top af stjernenavne, men hvor man hurtigt løb tør for top 10-kandidater, hvis man gled længere ned i hierarkiet. Det udnyttede selvsamme Pernsteiner til at avancere til en 10. plads, selvom han slet ikke havde klassementsambitioner, indtil den spinkle klatrer blæste hele vejen hjem til Østrig, da Deceunincks klassikerdrenge åbnede for gassen på den nu legendariske og lynhurtige sidevindsetape på den spanske højslette.

 

Det bemærkelsesværdige ved Pernsteiner har da heller aldrig været hans power på flad vej. Det har været hans klatreevner, og faktisk er det også yderst fattigt med resultater, hvis man pløjer hans cv igennem. Han viste halvlovende takter inden skiftet til WorldTouren i 2018, men siden dengang er det ikke navnet Pernsteiner, diverse kommentatorer har nævnt oftest.

 

Det gjorde de imidlertid under sidste års Vuelta. Lille Pernsteiner er en rigtig dieselklatrer, der elsker de store bjergetaper med lange stigninger og mange højdemeter, og det kom til udtryk på de spanske veje. Først blev han nr. 6 på løbets brutale kongeetape i Andorra, og da alle var allermest trætte på den sidste bjergetape mod slutningen af tredje uge, kørte lille Pernsteiner fra næsten hele klassementsfeltet og nåede mål sammen med Alejandro Valverde, Rafal Majka og Primoz Roglic som de første efter Tadej Pogacar, der var kørt væk forinden.

 

Det er den slags bedrifter, der taler deres tydelige sprog i grand tour-sammenhæng, og som er værd at holde øje med. Noget kunne tyde på, at Pernsteiner er et østrigsk svar på Enric Mas og Louis Meintjes, der heller ikke har de store resultater i kortere etapeløb, men hvis motor kun kommer til sin ret over tre uger. Tendensen blev også bekræftet af grand tour-debuten i Vueltaen i 2018, hvor Pernsteiner kørte stærkt på de sidste bjergetaper, inden han blev tvunget til at udgå i den tredje uge.

 

I virkeligheden er det på høje tid, at Pernsteiner køre Giro. De store bjergetaper med mange højdemeter passer ham langt bedre end Vueltaens stejle mure, og faktisk kunne han vel næppe ønske sig en bredre rute end til denne bjergmaratonernes Vuelta. Den tredje uge synes i hvert fald at være skabt til den østrigske dieselmotor, der denne gang heller ikke skal slås med farlige sidevindsetaper i et løb, hvor det aldrig rigtigt blæser.

 

Enkeltstarten er en udfordring, men her forsvarede han sig faktisk overraskende godt i Vueltaen sidste år. Det ændrer ikke på, at han kommer til at bløde tid over de 65 km i kamp mod uret, men det gør næppe så meget. På denne bjergrige rute vil afstanden være enorm mellem nr. 1 og 10, og det er formentlig bjergene og ikke enkeltstarterne, der afgør, hvem der ender blandt de 10 bedste. Enkeltstarterne er vigtige i kampen om podiet, men det er slet ikke et realistisk mål for Pernsteiner.

 

Usikkerhed er der masser af, for Pernsteiner har efter en god start i Down Under, der ikke passer ham, været uhyre skuffende, senest i Tirreno. Det var imidlertid det samme sidste år, hvor vi skulle frem de store grand tour-bjergetaper for at se den lille østriger folde sig ud. Om det sker denne gang, ved vi ikke, men erfaringen fra Vueltaen kunne tale for, at det vil gå sådan igen. Og så vil vi alle blive mindet om, at man altid skal holde øje med ryttere, der skifter terræncyklen ud med en landevejsracer.

 

Louis Meintjes (*)

Har du spist søm, Emil? Du kan da ikke i ramme alvor pege på Louis Meintjes til årets Giro. Den engang så lovende sydafrikaner har jo stort set intet vist, siden han i 2018 vendte tilbage til NTT med ambitionen om at blive den første afrikanske Tour-vinder. Faktisk har det endda i perioder været så skidt, at han selv på bjergetaper har kæmpet med at komme i top 50 - og han har jo ikke været i nærheden af noget virkeligt topresultat siden holdskiftet.

 

Og ja, det kan da godt være, at der er gledet søm ned i maven, eller at den vilde efterårsstress har knust klarsynet. Alligevel vover jeg pelsen med en forsigtig antydning af, at denne Giro kan blive løbet, hvor Meintjes viser glimt af den klasse, der har givet ham to 8. pladser i Tour de France og en 10. plads i Vueltaen.

 

Der har nemlig været løfterige takter på det seneste. Det var der bestemt ikke i foråret, hvor han blev nr. 11 i et svagt besat Tour de Langkawi. Det var der bestemt heller ikke, da han genstartede sæsonen i Burgos og Dauphiné. Det var der til gengæld, da Meintjes betrådte italiensk jord i Tirreno, hvor vi endelig så glimt af den rytter, der altså to gange er blevet nr. 8 i verdens største cykelløb.

 

Først var Meintjes meget aktiv med en imponerende solooffensiv på den første af de to bjergetaper, og dagen efter blev han en ganske hæderlig nr. 10 på kongeetapen, hvilket alt sammen resulterede i en hæderlig samlet 12. plads. Det er naturligvis ikke noget, der giver invitation til rådhusfejring eller anden festivitas, men det er alligevel en præstation, der er værd at notere sig.

 

Meintjes er nemlig indbegrebet af en grand tour-rytter. Hans dieselmotor bliver aldrig varm, før vi er halvvejs inden i et langt etapeløb, og derfor er han også næsten blottet for nævneværdige resultater i ugelange etapeløb. Faktisk er en 12. plads i Tirreno et af de bedre af slagsen, også når man sammenligner med storhedstiden i 2016 og 2017.

 

Når jeg fremhæver ham, skyldes det tillige ruten. Hvis Meintjes nogensinde skal genrejses i en grand tour, må det være i denne Giro. Bjergmaratonernes løb er skræddersyet til en dieselklatrer, der bare bliver bedre og bedre undervejs, og som er umulig at slide op med sin stabile og jævne kørsel. Bedre bliver det endda af, at den tredje uge er brutal med tre af de i alt fem maratoner i en fase, hvor Meintjes altid er på sit bedste. Faktisk vi endda et kortvarigt glimt af den tredjeugesklasse i sidste års Vuelta, hvor han leverede et imponerende ridt på næstsidste bjergetape og endte som nr. 7 blandt alle favoritterne, selvom han havde været i udbrud hele dagen.

 

Naturligvis er enkeltstarterne en udfordring, for den disciplin mestrer han ingenlunde. Som skrevet under beskrivelsen af Pernsteiner er det imidlertid meget tvivlsomt, om enkeltstarterne betyder det store i kampen om de nedre top 10-placeringer, som Meintjes trods alt kun er kandidat til. De kan meget vel afgøre kampen om sejren, men i et løb, hvor forskellene kan ventes at blive meget store, er det sandsynligvis næsten udelukkende bjergene, der bestemmer, om man kommer i top 10 eller ej.

 

Det er desværre langt fra sikkert, at det lykkes for Meintjes. Det kan sagtens ske, at han kollapser igen, og at det hele bliver lige så trist, som det plejer at være for både ham og NTT. Kombinerer man hans lovende etape i sidste års Vuelta med de takter, vi så i Tirreno, er der dog alligevel en grund til, at afrikanerne måske skulle kunne se et lys i det mørke, der for kontinentet har været dominerende siden Meintjes’ kollaps. Og hvis det alligevel viser sig, at jeg har spist søm, håber jeg, at I vil krydse fingre for, at det ikke fører til akut indlæggelse med en perforeret mavesæk!

 

Brandon McNulty (*)

Amerikanerne har ledt og ledt efter Lance Armstrongs afløser i nu snart to årtier, og det har ikke skortet på kandidater. Efter Floyd Landis’ syndefald viste Tejay van Garderen og Andrew Talansky uhyre stort potentiale for siden hurtigt at forsvinde fra scenen. Neilson Powless gik hurtigt i stå efter en lovende start, og supertalentet Adrien Costa kunne ikke finde motivationen og fik jo desværre senere en tragisk skæbne.

 

I det lys skal man altid være varsom med spådommene, men måske er han på vej nu. Brandon McNulty var allerede i juniortiden kendt som et sandt monster, der i 2016 var helt umulig at slå, vandt to af de største etapeløb og levede ved VM i enkeltstart op til sin status som storfavorit ved blandt andre at slå en vis Mikkel Bjerg med hele 35 sekunder over 29 km. Hans første år som U23 var også løfterigt med en 3. plads i det bjergrige Tour Alsace - også selvom Bjerg fik sin revanche ved VM i Norge, endda i overlegen stil.

 

Siden har McNulty haft lidt svært ved at leve op til de løfter, han gav som juniorrytter. Nok blev han i 2018 nr. 7 i WorldTour-løbet Tour of California, men særligt hans tempoevner har været af en helt anden kaliber end i de unge år, særligt i et 2019, hvor det første var med bronzemedaljen ved VM, at han viste lidt af sit gamle potentiale, selvom han stadig var langt bag sin danske rival. Til gengæld foldede han sit klatrepotentiale ud i fuldt fjor ved at vinde den første udgave af Giro di Sicilia med en fornem præstation på Etna-vulkanen, som han genbesøger i årets Giro.

 

Det er dog ikke 2018 eller 2019, der berettiger til at blive nævnt her. Nej, det er hans kørsel efter skiftet til WorldTouren, hvor han har taget et stort skridt. Således imponerede han stort i San Juan og Andalusien i starten af året, hvor det blev til hhv. en 4. og en 7. plads efter ganske overbevisende kørsel både på enkeltstarter og i bjergene, og det var kun en dum offday på 1. etape i Spanien, der forhindrede ham i at køre med i kampen om podiet mod flere verdensstjerner.

 

Til gengæld har McNulty intet viste efter pausen, hvor han har været helt anonym. Det kan naturligvis være urovækkende, men det er nærliggende at tro, at det alt sammen handler om at spare sig frem mod grand tour-debuten i Giroen. En første optræden i et tre uger langt løb er en monumental udfordring, og derfor er det formentlig ganske klogt, at McNulty ikke har brændt sig ud forinden.

 

Hans rolle i løbet er ikke specielt velbeskrevet. UAE nævner i forbindelse med udtagelsen ham som allerførste mand med en bemærkning om, at de vil give ham plads til at skinne, men helt uden pres, og det kan kun læses sådan, at han skal forsøge at køre klassement, indtil et kollaps måtte betyde, at han i stedet kan jagte etaper og samle erfaring i stedet.

 

Sandsynligheden for, at det går galt, er da også stor. McNultys holdbarhed er helt uprøvet, og der er intet, der specifikt peger på, at det skulle være spidskompetence. Der er imidlertid heller intet, der taler for det modsatte, og hans motor synes umiddelbart at være ganske stor. Samtidig er han stadig - trods sit lille niveaufald - en af klassementsfelts bedre temporyttere, og det er som bekendt et vigtigt våben på denne rute.

 

Om han så kan absorbere de mange højdemeter mod slutningen, har vi til gode at se. Hans kørsel på Etna sidste år var i hvert fald meget autoritativ og klog, og det er formentlig den afdæmpede og velovervejede tilgang, der fører folk langt i et løb med så store og vanskelige bjergetaper, som vi så med den klogt kørende Pavel Sivakov for et år siden. Der kan i hvert fald være lidt Sivakovsk diesel over den måde, McNulty kører på, og han lærte i Andalusien, at man skal passe på med at køre alt for aggressivt i dette selskab. Den lektie vil han utvivlsomt tage med sig til sin første grand tour.

 

Derfor kommer vi næppe til at se meget til McNulty, hvis klassementsambitionerne holder, men vi så heller ikke meget til Sivakov for et år siden, og det gik som bekendt meget godt. McNultys ambition er hverken at vinde eller køre på podiet, men at vise at han er gjort af det grand tour-stof, amerikanerne har sukket efter, siden Armstrong for sidste gang kørte cyklen i garagen for præcis 10 år siden. Og hvad ville være mere passende end at fejre 10-året med, at den næste mulige amerikanske grand tour-stjerne åbenbarer sig på de italienske landeveje?

 

James Knox (*)

Der var næppe nogen, der ikke havde medfølelse med James Knox under sidste års Vuelta. Den lille brite var efter et tidligt styrt egentlig kørt langt agterud i klassementet, men et par gode udbrud kombineret med Deceuninck-mandskabets gigantiske kup i sidevinden sendte ham pludselig op i en top 10, der næsten syntes helt sikker. Faktisk skulle han til slut bare overleve to relativt uskyldige etaper og den sidste bjergetape, inden han kunne kalde sig top 10-rytter i grand tour-sammenhæng.

 

Sådan gik det desværre ikke. Et styrt på de regnvåde veje mod Toledo sendte ham til tælling, og selvom Philippe Gilbert nærmest slæbte ham til mål på den sidste dag i bjergene, manglede han til slut bare 21 sekunder for at opnå den 10. plads, der af en eller anden grund er noget helt, helt andet end den 11. plads, det blev til. Og faktisk så det ud til, at det skulle blive ved det for den unge brite, da Remco Evenepoel i 2020 kørte så stærkt, at det stod soleklart for enhver, at belgieren var en af Giro-favoritterne. Med et svagt hold ved sin side lignede Knox pludselig en af de vigtigste hjælpere.

 

Sådan gik det ikke. For Knox endte Evenepoels styrt som held i uheld, og nu får han således atter den chance, han håbede på, da det gik galt sidste år i Spanien. Ganske vist har Deceuninck ikke åbent sagt, at de kører klassement med den spinkle brite, men i lyset af de ambitioner, han gav udtryk for sidste år, handler det vist alene om, at den samlede stilling ikke er hovedmålet. Meget taler for, at Knox og Almeida begge skal prøve at køre lidt klassement, mens jeg regner med, at den altid aggressive Fausto Masnada langt hellere vil jagte etapesejr og måske bjergtrøje.

 

Alligevel er det faktisk med nogen modvilje og først efter svære overvejelser, at jeg nævner ham her. Knox har nemlig indtil nu ikke vist noget, der tilsiger, at vi taler om en kommende toprytter. Jo, dygtig er han, men han har ikke vist noget, der er specielt opsigtsvækkende. I stedet kæmper han ofte med at komme i top 10, og faktisk har der været meget langt mellem snapsene i det meste af 2020.

 

Heldigvis nåede Knox at give løfterige tegn. Hans 6. plads på kongeetapen i Tirreno viser, at han i dette felt stadig må regnes som en af de bedre klatrere, og hans skuffende kørsel hidtil handler naturligvis især om, at Giroen hele tiden har været målet. VM var ikke specielt opmuntrende, men kørslen i Tirreno antyder, at han må regnes som en kandidat, når det går løs på Sicilien, især hvis han som forventet har lagt yderligere nogle procent til.

 

Det positive ved Knox er nemlig, at han kørte stærkest i Vueltaens tredje uge. Det hænger naturligvis først og fremmest sammen med det tidlige styrt, men det er trods alt lovende, at han trods en forslået krop alligevel var i stand til at præstere mod slutningen af den første grand tour, han gennemførte. Samtidig viste han på enkeltstarten, at hans tempoevner ikke er så ringe, som man kunne frygte, og alt sammen taler det for, at han kan gøre det fornuftigt i et felt, hvor antallet af klatrere er begrænset, og hvor bjergene formentlig bliver altafgørende i at bestemme, hvem der kommer i top 10. Forskellene på den brutale rute bliver nemlig nok så store, at enkeltstarterne kun for alvor bliver relevante i den øverste del af klassementet og næppe, når top 10-placeringerne skal fordeles. Og han har jo vist, at han kender den velkendte udbrudsopskrift, der meget ofte er en god genvej til et topresultat.

 

Det er imidlertid også nu, han skal slå til. Næste år er Evenepoel forventeligt tilbage, og så ligger det i kortene, at Knox bliver en del af den klatregruppe, manager Patrick Lefevere er ved at samle om vidunderbarnet. Derfor er der vel næppe heller nogen, der ikke kan unde briten, at det skal lykkes, når nu den benhårde asfalt i Toledo for et år siden betød, at bare 21 sekunder adskilte ham fra sin drøm.

 

Holdoversigt

Det kan være en yderst svær opgave at barbere kandidatfeltet ned til 15 navne. For overblikkets skyld gennemgår jeg herunder de øvrige ryttere, der på de enkelte hold kan tænkes at spille en rolle i klassementet.

 

Ag2r-La Mondiale: Holdet har ambitioner om at køre klassement med Aurelien Paret-Peintre, der i begyndelsen af året endelig viste lidt takter igen. Han har dog ikke vist noget, der berettiger til at tro på top 10. Unge Jaakko Hänninen har på det seneste vist lidt af sit store potentiale, men han skal bare jagte etaper. Tony Gallopin kører ikke klassement denne gang, selvom han har været tæt på top 10 i Vueltaen, og det gør de øvrige klatrere, Geoffrey Bouchard og Francois Bidard, heller ikke.

 

Androni Giocattoli-Sidermec: Holdet stiller med de unge klatrere Mattia Bais, Simone Ravanelli og Jefferson Cepeda , men ambitionen er alene at jagte etaper.

 

Astana Pro Team: Det handler om Fuglsang og Vlasov. Det er klart, at Miguel Angel Lopez springer i øjnene, men han er en sen tilføjelse som hjælper. Formentlig skal han spille samme rolle som Fuglsang i Vueltaen, dvs. spare sig de første uger for at være en vigtig hjælper i den tredje uge, hvor han tillige kan jagte den etape, der kan fuldende hans hattrick. Med to kaptajner kan heller ikke Oscar Rodriguez køre klassement.

 

Bahrain-McLaren: Mark Padun er desværre faldet helt sammen, og Pello Bilbao kommer med en Tour og i benene og jagter kun etaper. Det er vist kun Pernsteiner, vi kan tro på, men han har også klassementet som erklæret mål.

 

Bardiani-CSF-Faizanè: Den engang lovende Giovanni Carboni er faldet helt sammen, og Luca Covili og Filippo Fiorelli klatrer ikke godt nok til at køre klassement.

 

BORA-hansgrohe: I tillæg til Majka har holdet Patrick Konrad, der kørte i top 10 for to år siden. Han er dog faldet gevaldigt af på den siden dengang, og i forvejen er han mere puncheur end klatrer, så han burde få det for svært på denne rute. Matteo Fabbro har virkelig fundet takterne efter skiftet, men han må være ren hjælper.

 

CCC Team: Zakarin er den eneste, der kører klassement, men nu må vi se, om Victor de la Parte kan lade være med at gå efter en top 20. Unge Attila Valter har imponeret på det seneste, men han skal bare lære og jagte etaper undervejs.

 

Cofidis: Nicolas Edet endte faktisk med at køre klassement i Vueltaen, men med Touren i benene handler det vist bare om etaper. Jesper Hansen og Mathias Le Turnier er klatrere, men det handler også kun om etapejagt.

 

Deceuninck-Quick Step: Jeg regner som nævnt med, at både Almeida og Knox vil holde sig til i klassementet. Det vil være logisk at pege på Fausto Masnada også. Han kan ikke udelukkes, men hans temperament er langt mere til etapesejr- og bjergtrøjejagt, og det er et mere sandsynligt mål for en angriber som ham.

 

EF Pro Cycling: Stabile Tanel Kangert bør få sin chance, og man kan ikke helt udelukke, at han kan gå i top 10, selvom han ikke er så stærk som tidligere. Ruben Guerreiro slog igennem i Vueltaen, men stigningerne her er for voldsomme, hvorfor etapejagt er mere oplagt. Jonathan Caicedo er ved at slå igennem, men han kører næppe klassement, når top 10 ikke er realistisk. Lachlan Morton er vist færdig som topklatrer.

 

Groupama-FDJ: Spurterne er hovedmålet, og holdets klatrer, Kilian Frankiny, skal næppe andet end at jagte etaper. Det kan dog ikke udelukkes, at han alligevel kan lave en top 20, men han har været sløj efter pausen.

 

Israel Start-Up Nation: Kun Daniel Navarro er klatrer, men han er desværre faldet gevaldigt af på den i de seneste to år.

 

Lotto Soudal: Carl Fredrik Hagen skal jagte en top 10 efter den fine 8. plads i Vueltaen, men det er svært at tro på. Han har intet vist siden dengang, og i forvejen sikredes hans top 10 i Spanien primært via udbrud og sidevind. Unge Harm Vanhoucke er endelig ved at slå igennem, men han er alt for skrøbelig til at køre klassement.

 

Mitchelton-Scott: Det handler om Yates, men som nævnt håber jeg, at Haig får lov at holde sig til. Lucas Hamilton er uhyre spændende, men det virker svært usandsynligt, at han får lov at køre bare lidt klassement. Det samme gælder for Damien Howson, der heller ikke klatrer godt nok.

 

Movistar Team: Hvis han genfinder benene fra sidste års Giro, hvor han var guld værd for Carapaz, kan Antonio Pedrero aspirere til top 10, men hans kørsel siden Burgos sidste år har været uhyre skuffende. Unge Einer Rubio har slet intet vist i sit første år som professionel, og Dario Cataldo og Eduardo Sepulveda er slet ikke længere i stand til at køre klassement som i gamle dage.

 

NTT Pro Cycling: Holdets erklærede kaptajn er Domenico Pozzovivo , men desværre ser det ud til, at styrtet sidste sommer har sendt den erfarne italiener til tælling - og styrtet i Touren har næppe hjulpet på forberedelsen. Ben O’Connor er faldet helt og aldeles sammen, og den ellers spændende Amanuel Ghebreigzhabier kan trods alt ikke køre klassement.

 

INEOS Grenadiers: Holdet plejer jo egentlig at have en plan B, men denne gang handler det formentlig 100% om Thomas. Tao Geoghegan Hart har top 10-potentiale, men med udsigt til at Thomas kommer i førertrøjen i hvert fald efter 14. etape, er det svært at se, at han kan beskyttes.

 

Team Jumbo-Visma: Det må handle 100% om Kruijswijk. Tour de l’Avenir-vinderen Tobias Foss har stort set ikke kørt på WorldTouren endnu og skal helt sikkert passe på sig selv. Det samme skal klatreren Chris Harper, mens lottokuponerne Antwan Tolhoek og Koen Bouwman bestemt ikke har imponeret på det sidste,

 

Team Sunweb: Kelderman er den erklærede kaptajn. Naturligvis bør man også pege på Sam Oomen, der som hjælper for Dumoulin gik i top 10 i 2018, men efter arterieoperationen har han været en skygge af sig selv. Jai Hindley og Chris Hamilton mangler stabilitet.

 

Trek-Segafredo: Holdet er bygget 100% op om Nibali. Giulio Ciccone kunne ellers være kommet langt, men efter en omgang med Covid-19 skal han bare nurses igennem de første to uger, så han kan være der for Nibali i den sidste uge.

 

UAE-Team Emirates: Som nævnt ovenfor tyder det på, at McNulty skal prøve at køre lidt klassement, men jeg var faktisk tæt på også at nævne Joe Dombrowski i favoritvurderingen. Amerikaneren blev nr. 12 sidste år, hvor han viste glimt af sin gamle klasse, og han vil elske denne bjergrige rute, men stabiliteten bliver nok alligevel for stort et problem - hvis han overhovedet holder sig til. Diego Ulissi og Valerio Conti jagter bare etaper.

 

Vini Zabu-KTM: Det handler alene om etapejagt, også for de klatrestærke Lorenzo Rota og Giovanni Visconti. Klatreren Edoardo Zardini er jo desværre en skygge af sig selv.

DEL
INFO
Optakter
Nyheder
DELTAG I DEBATTEN
KOM FORREST I FELTET - FÅ NYHEDERNE FØRST:
/var/www/vhosts/feltet.dk/httpdocs/octo_data/Feltet/layouts/default_front/data/boxes/box_417.data.json

Tour of Chongming Island ...(2.WWT) 23/10-25/10

Tour of Chongming Island ...(2.WWT) 23/10-25/10

Paris-Roubaix(1.UWT) 25/10

AG2R La Mondiale

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Astana Pro Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bahrain-McLaren

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Bora-Hansgrohe

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

CCC Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Cofidis

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Deceuninck - Quick-Step

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

EF Pro Cycling

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Groupama-FDJ

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

INEOS Grenadiers

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Israel Start-Up Nation

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Lotto Soudal

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Mitchelton-Scott

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Movistar Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

NTT Pro Cycling Team

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Jumbo-Visma

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Team Sunweb

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Trek-Segafredo

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

UAE Team Emirates

Profil »

Nyheder »

Ryttere og stab »

Resultater »

Statistik »

Log ind

Husk mig. Glemt kodeord?

Har du ikke en bruger?

Opret bruger

HOMETRAINER? BLIV INSPIRERET, FIND FORHANDLER OG SPAR MANGE PENGE