Itzulia Basque Country-analyse: Da de dyre stjerner satte krisen på pause

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser

Det er ikke tit, at man taler om krise i Quick-Step-lejren. Faktisk skal vi helt tilbage til 2012-sæsonen for at finde det seneste år, hvor belgierne ikke endte som det mest vindende mandskab, og dengang blev de endda kun slået af Sky med beskedne 51-50 i deres interne regnskab. I de efterfølgende ni sæsoner var det hver eneste gang Patrick Lefeveres tropper, der triumferede flest gange, og i langt de fleste tilfælde var der endda langt ned til nr. 2 på sejrsranglisten. Lægger man dertil, at der blandt de mange sejre både er et hav af klassikere og grand tour-etaper, er det ikke uden grund, at mange betegner det belgiske cykelprojekt som det mest succesrige.

I år er alt bare anderledes. Nogen katastrofesæson har belgierne bestemt ikke gang i. De er stadig nr. 2 på sejrsranglisten, bare fire sejre bag UAE-mandskabet og med god mulighed for at indhente araberne, hvis de for alvor for gang i sejrsstimen hos deres sprintere, hvor Mark Cavendish ikke for alvor har fået hul på bylden, og Fabio Jakobsen i en længere periode har kørt løb, der har været lidt for svære. Alligevel hersker der en krisestemning, når holdet, der mere end noget andet definerer sig selv som et klassikerhold, i den grad har været på bagkant i de brostensløb, der for dem betyder allermest. Jakobsens sejr i Kuurne er et alt for tyndt udbytte for et hold, der er vant til at være dominerende, og senest fik krisen sit tydeligste udtryk i søndags, hvor Kasper Asgreens 23. plads var holdets dårligste resultat i Flandern Rundt nogensinde.

Læs også

Optakt: 3. etape af Tour de Romandie

Det har naturligvis alt sammen sin forklaring. Sygdom har reelt elimineret tre af de fem på forhånd udpegede klassikerkaptajner, Zdenek Stybar, Yves Lampaert og Davide Ballerini, og sat Florian Senechal markant tilbage. Lægger man dertil, at Mikkel Honoré, der kunne have været en fuldgod erstatning, ligeledes har været ukampdygtig grundet helbredet, har oddsene været så ringe, at det næsten skulle gå galt. Patrick Lefevere har denne gang skullet hænge hele sin hat på Kasper Asgreen, og selvom danskeren aldrig fejler helt, er han ikke den garanti for god form, som Mathieu van der Poel og Wout van Aert, hvis bundniveau er urimeligt højt, er det. Desværre blev det lige netop i 2022, hvor holdet er i krise, at danskeren ikke lykkedes med at finde sin topform, da det gjaldt.

Men det handler ikke kun om sygdom. En anden del af forklaringen er også, at Lefevere er i gang med en transformation af sit hold. Da han øjnede muligheden for måske at kunne tage den første belgiske Tour-sejr siden Lucien van Impe i 1977 med Remco Evenepoel, der allerede inden sit fyldte 20. år var en megastjerne i hjemlandet, valgte han at investere sine sparsomme ressourcer i at opbygge en grand tour-trup omkring det belgiske vidunderbarn. Det var naturligvis et sats, da beslutningen blev truffet på et tidspunkt, hvor ingen endnu vidste, om belgieren vitterligt kunne blive grand tour-vinder, men det er naturligvis ikke en helt uforståelig satsning, når man ser på, hvordan belgieren bragede ind på scenen, og når man ved, at Evenepoels status har været med til at sikre de sponsorkroner, der garanterer holdets langsigtede fremtid.

Det har imidlertid også haft sin pris. Klassikertruppen er blevet negligeret, og der er aldrig for alvor fundet erstatninger for Philippe Gilbert og Niki Terpstra, der inden for de seneste år har vundet brostensmonumenter for holdet. Asgreen er kommet til i den mellemliggende periode, og Senechal er vokset i status, men det er tydeligt, at det er klassikertruppen, der er blevet negligeret - også selvom der blev bundet visse ressourcer i at forlænge Asgreens kontrakt efter sidste års sejr i Flandern Rundt.

I det lys er det måske meget symbolsk, at det i dag skulle blive holdets lettere ryttere, der satte krisen midlertidigt på pause. Endnu mere symbolsk blev det af, at de to klart mest løntunge ryttere i klatrergruppen, som begge har fået forlænget deres kontrakt til dyre penge i løbet af 2021, på smukkeste vis gjorde fælles front og sørgede for, at holdet i hvert fald kommer fra årets Baskerlandet Rundt med den succes, man er vant til at se fra holdet.

I virkeligheden kan man sige, at Evenepoel og Julian Alaphilippe i et vist omfang skyldte brostenstruppen at fjerne lidt af presset. Det er trods alt investeringen i dem og deres muligheder, der har betydet, at de tungere folk er blevet negligeret, og derfor skal der naturligvis leveres ved kasse 1. Det har bare knebet lidt for dem begge. Alaphilippe har haft en skidt sæsonstart - igen primært grundet sygdom - og selvom han har taget sine sejre, har Evenepoel vel mest trukket overskrifter for sine kollaps i bjergene, som endda har fået Lefevere til offentligt at lufte en bekymring for, om hans grand tour-satsning alligevel har været lidt for megen gambling.

I dag var de imidlertid alle pengene værd, da de tørrede gulv med rivalerne på den eneste etape i årets udgave af det baskiske løb, hvor en større massespurt kunne komme i spil. Allerede på forhånd lå det i kortene, at Alaphilippe måtte være manden, der skulle slås. Ikke fordi han nødvendigvis er den hurtigste i et felt, hvor hurtige folk er lige så sjældne, som mælkesyre i benene er det for Tadej Pogacar, men snarere fordi verdensmesteren havde Evenepoel ved sin side. I klassisk baskisk ånd var finalen nemlig designet så kringlet med tre sene sving, at det slet ikke var et spørgsmål om fart. Vinderen ville formentlig være den ”sprinter”, der kom først igennem de tre sving, som ledte ind på opløbsstrækningen.

Hvis det er missionen, er Evenepoel cykelsportens svar på et atomvåben. Nok er belgieren ikke nogen stor lead-out man, men i et felt helt uden sprintertog er hans power i særklasse. Vi har i år allerede flere gange set, hvor fabelagtigt han leverer, når han indgår i et sprintertog. Normalt sker det ikke i rollen som sidste mand - dertil mangler han trods alt noget fart - men i et løb helt uden lead-out men, er Evenepoels power som skabt til at sætte en sprinter i scene.

Derfor endte dagens etape i et smukt studium i, hvordan stjerner kan samarbejde. Nu har der ellers været så megen snak om Evenepoels loyalitet, men i dag var der ingen plads til sådanne diskussioner. Selvom vidunderbarnet havde sit klassement at tænke på, var det hans power mere end Alaphilippes fart, der sørgede for, at verdensmesteren endelig fik hul på den byld, der i år har været usædvanligt vanskelig at få hul på.

Det lover godt forud for ardennerklassikerne, der - hvis ikke Asgreen finder på noget i Amstel Gold Race eller Paris-Roubaix - skal redde holdets klassikersæson. Her har de to stjerner planer om at gøre fælles front, og da Evenepoel har store ambitioner i Brabantse Pijl og Liege - i Fleche Wallonne har han af logiske årsager meldt ud, at han er ren hjælper for den forsvarende vinder - var det måske ikke dumt at sætte lidt point i banken hos verdensmesteren. Det gjorde han i den grad med dagens show, der mindede os alle om, hvor kraftfuld han er.

Læs også

Lefevere kommenterer Asgreen og Casper P.s kontraktsituation

Alligevel så det længe ud til, at det måske alligevel ikke ville blive i dag, at krisen blev sat på pause, selvom finalen havde Alaphilippes navn skrevet med flammeskrift ud over sig. Baskerlandet Rundt er altid næsten klinisk renset for de sprintere, der løber skrigende væk ved udsigten til de kuperede ruter, men i år var det særligt grelt. Denne gang er det vel kun Andrea Vendrame og Orluis Aular, der vil acceptere sprinterprædikatet, og derfor lå det i kortene, at det kunne blive en tricky sag at kontrollere etapen. Jumbo ville næppe gøre alverden for at forsvare deres trøje, Caja Rural ville utvivlsomt sende en mand i udbrud, og Ag2r kører af en eller anden grund aldrig for en sprinter i de store løb, uanset hvor uforståeligt det kan synes.

Af samme grund var det også mærkeligt, men alligevel forventet, at der slet ikke var kamp om at ramme det tidlige udbrud. Det krævede ikke nogen større indsigt i cykelsporten at indse, at det meget vel kunne ende i et pokerspil, hvor ingen ville jagt, når nu sprinterfeltet er så fattigt, som det er. Alligevel synes der at herske en spøjs konsensus om, at det tidlige udbrud kører med det samme i starten af etapeløbene. Den logik giver mening, hvis der er åbenlyse hold til at jagte, for så giver det god mening at spare på kræfterne til senere, hvor trætheden er sat ind, og udbrud har en langt bedre chance. Sådan er det bare ikke i dette løb, og derfor burde der i hvert fald være nogle røde ører i sportsdirektørbilerne over, at de i dag missede en gylden mulighed.

Et stærkere udbrud havde i hvert fald haft en chance. Quick-Step påtog sig som ventet ansvaret sammen med Jumbo, der naturligvis ikke kunne give udbruddet 10 minutter, men der var ingen spor af Ag2r, der fastholdt deres princip om ikke at køre for deres sprinter. Caja Rural havde som ventet fået en mand med i det obligatoriske wildcardudbrud, og da UAE, som ellers også kunne se muligheder i denne finale, åbenbart ikke rigtigt troede på Alessandro Covi og Diego Ulissi, var det lige ved at gå galt.

I sidste ende stoppede pokerspillet akkurat i tide, da Quick-Step holdt op med at surmule over, at de ikke fik hjælp til den tidlige jagt og satte den velkørende Mauri Vansevenant frem. Det hjalp også, at Ag2r kortvarigt alligevel tog en enkelt føring, og at udbruddet i front var blevet splittet op, så Caja Rural nu skulle satse på Aular og ikke den i forvejen lidende Julen Amezqueta. Kombineret med den vilde positionskamp var det nok til at redde fadæsen, men udbruddet skulle kun have marginalt stærkere eller samarbejdet marginalt bedre. Så havde Alaphilippe stadig været sejrsløs, og Quick-Step havde været fem sejre efter UAE på den sejrsliste, de så gerne ville toppe.

Når man ser på top 10, er det imidlertid også klart, hvorfor det endte i så voldsom en omgang poker. Det er bestemt ikke hverdagskost, at Fabien Doubey, der aldrig har vist skyggen af spurtstyrke, ender som nr. 2 i en massespurt. Det er bestemt heller ikke hver dag, at Adam Yates og David Gaudu finder vej til top 10. Men den slags sker i finaler, der næsten alene handler om position, og som derfor endte i en fiasko for Vendrame og Covi, som aldrig kom frem. Det lykkedes trods svag støtte for Aular, men han kunne ikke bruge sin fart til meget på den korte opløbsstrækning. End ikke den stadig mere spændende Quinten Hermans, der ellers sad langt fremme, nåede forbi spurtsvage Doubey, da det endelig var muligt at åbne for gassen.

Netop fordi position var så afgørende, kan man måske godt forstå, at der ikke rigtigt var andre end Quick-Step, der for alvor troede på det. For Kern Pharma var det bare synd og skam, at de akkurat fik reageret i tide. Det lille, men uhyre lovende spanske mandskab havde ellers længe kurs mod en mindre sensation, hvis de skulle have sikret sig en WorldTour-sejr med Ibon Ruiz, der bestemt ikke hører til blandt de mest spændende af deres ellers mange lovende ryttere. I dag havde det været fortjent, hvis det var blevet spansk sensationssejr, når nu der var så mange hold med en manglende interesse i at gribe muligheden for faktisk at tage en WorldTour-sejr i et felt renset for sprintere.

I sidste ende blev det alligevel giganten og ikke miniputten, der løb med det hele, og det fremkaldte utvivlsomt nogle helt andre følelser, end en Ruiz-sejr havde gjort. Hvor Kern Pharma ville være brudt ud i et overstadigt jubeludbrud, der formentlig ville have varet resten af sæsonen, var det nok snarere lettelse, der fyldte sindet hos Alaphilippe, Lefevere og Evenepoel. Til gengæld kan det højlydte lettelsens suk formentlig fortsat høres ud over hele Flandern, efter at det i hvert fald midlertidigt lykkes for de to stjerner, som måske indirekte er skyld i den svage brostenssæson, at sætte den krise, der i de seneste uger blot er blevet dybere og dybere, på pause.

 Livestream Itzulia Basque Country, Scheldeprijs og Amstel Gold Race uden afbrydelser