Itzulia Basque Country-analyse: Da den danske fest blev spansk

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT

Da det stærkeste felt i nyere tid for en uges tid samledes i Baskerlandet, var der i den grad lagt op til en dansk fest. Det burde jo ikke være helt indlysende, når man samlede navne som Juan Ayuso, Remco Evenepoel og Primoz Roglic på samme startstreg, men når man samtidig anbragte Jonas Vingegaard ved siden af dem, kunne de baskiske arrangører godt begynde at finde kassettebåndet med ”Der er et yndigt land” frem. Den danske Tour-konge har nemlig været så suveræn i den seneste tid, at det nu om dage synes kun at være Tadej Pogacar, der reelt kan true den næsten usårlige Visma-kaptajn.

Festen kunne måske endda blive endnu mere dansk. I dette skræmmende felt lugtede det nu ikke af, at Mattias Skjelmose skulle på podiet, men med en sjældent let rute, hvor taktik kunne blive lige så vigtig som gode ben, kunne man bestemt ikke afvise, at der kunne komme to danskere blandt de bedste 3. Vi skal jo bare tilbage til Paris-Nice for at finde det seneste eksempel, hvor den snu Skjelmose med et taktisk fremstød havde sikret sig en etapesejr og en samlet placering, som benene måske ikke helt rakte til.

Læs også

Bjerg vil ikke stå i vejen for Vingegaard

Som bekendt blev den helt store danske fest aflyst i lørdags, da Vingegaard i stedet blev sendt på et spansk hospital med svære skader, der dog heldigvis heller ikke var så voldsomme som først frygtet. Nu var drømmen om to danskere på podiet væk, og udsigten til en stensikker samlet sejr var også pist borte.

De danske sejrschancer var imidlertid slet ikke døde. Da Skjelmose som bekendt var ”last man standing” fra den indledende enkeltstarts top 5, og da hans på papiret største tilbageværende rival, Ayuso, var et temmelig usikkert kort som følge af det styrt, han var involveret i onsdag, var der i hvert fald ingen grund til, at de baskiske arrangører med det samme gik på jagt efter et nyt kassettebånd med en ny nationalmelodi. Selv hvis Skjelmose ikke skulle vise sig som stærkeste mand, kunne omstændighederne på denne rute nemlig sagtens føre til, at der skulle svinges både med Dannebrog og skråles om yndige lande denne lørdag i den baskiske by Eibar.

Den lette rute kunne imidlertid også være et tveægget sværd. Den kunne være en gave, hvis Skjelmose ikke skulle vise sig som stærkeste mand, for på den slags ruter vinder bedste mand ikke nødvendigvis. Til gengæld kunne den også være en alvorlig hovedpine, hvis Skjelmose vitterligt var stærkest, men ikke så stærk, så han som Vingegaard i 2023 kunne køre resten af feltet midt over. Da løbet lørdag endelig skulle afsløre styrkeforholdet efter et par dage, hvor en kombination af lette ruter, passiv kørsel og neutraliseringer havde passiviseret løbet, blev der på kongeetapen nemlig budt på en rute, hvor de to sværeste stigninger, Krabelin og Izua, lå så langt fra mål, at der var masser af tid til et comeback for de ryttere, der måske ikke var de allerstærkeste.

Derfor må Skjelmose måske også være gået i seng fredag aften med en mindre hovedpine. Det var nok for meget at drømme om, at han kunne lave ”en Vingegaard” og køre resten af feltet og ikke mindst det skræmmende stærke UAE-kollektiv midt over. Derfor havde han nok gjort sig selv en tjeneste ved, at det var en anden, der var gået ind til etapen iført den gule trøje. Ja, faktisk havde det være helt ideelt, hvis Maximilian Schachmann fredag eftermiddag havde spurtet bare en smule hurtigere og sikret sig de bonussekunder, som havde givet Lidl og Skjelmose en stensikker allieret i Bora.

Nu lå alt ansvaret imidlertid på amerikanerne, og selvom holdet på papiret var stærkt, havde fredagens etape også stillet så store spørgsmålstegn ved Andrea Bagioli og den stadig ikke genrejste Tao Geoghegan Hart, at det næsten lignede en stensikker kendsgerning, at Skjelmose ville være alene efter Izua. Herfra kunne det meget let gå galt i et taktisk kaos, som ville blive umuligt at kontrollere, og derfor var der altså grund til en halvsøvnløs nat forud for lørdagens store slag.

Det kunne nemlig også gå galt længe inden Izua. Når UAE gik ind til etapen med fire trusler mod Skjelmose, var det helt oplagt, at de skulle få det hele til at eksplodere allerede på Krabelin. Inden Skjelmose ville få samling på sine hjælpere, kunne flere af UAE-rytterne nemlig være kommet væk i et taktisk kaos, og så ville gode råd være dyre for danskeren.

Så galt gik det imidlertid slet ikke. Skjelmose må have knebet sig selv i armen over sit eget held - og sit holds dygtighed - da han og resten af det decimerede felt ramte Izua, hvor han definitivt var overladt til sig. Risikoen for, at det hele ville eksplodere allerede fra start med skabelsen af et livsfarligt udbrud, var aldrig reel, for selvom der etableredes en stærk gruppe på hele 22 mand, var der ingen af disse, der kunne anses som reelle trusler mod danskerens gule trøje.

Endnu mere heldig var han på Krabelin. UAE angreb ganske vist med Marc Soler, der fik et forspring, men han var både den mindst farlige og den svageste fra den livsfarlige arabiske kvartet, og selvom han til sidst kun havde Geoghegan Hart tilbage, var det en situation, der var til at overskuet. Det kunne nemlig været gået langt, langt værre, hvis UAE for alvor havde åbnet for posen og brugt noget af det tungere skyts i form af Brandon McNulty, Isaac Del Toro og måske endda Ayuso selv. Det skete imidlertid aldrig, og da han endda var så heldig, at Bora troede så meget på Schachmann, at de alligevel blev en allieret, kunne han ikke have ønsket sig et bedre udgangspunkt for det slag, hvor han selv skulle vise, om han var god nok til at tage sin anden samlede sejr i et WorldTour-etapeløb.

Egentlig var jeg på det tidspunkt ret kritisk over for UAE-taktikken. For mig at se var det ret uforståeligt, at de ikke brugte tungere skyts, der for alvor kunne have sat Skjelmose tidligt under pres, men måske var ambitionerne hos McNulty og Del Toro for store til, at de ville risikere at kompromittere egne chancer med et risikabelt, tidligt fremstød. Eller måske var de bare så sikre på Ayuso, at de slet ikke følte et behov for at drage fuld fordel af den kollektive styrke, der på særligt denne rute havde udsigt til at blive den helt store fordel.

Læs også

Optakt: OL-enkeltstart (herrer)

Hvis sidstnævnte var tilfældet, var det i givet fald med god grund. Vinderen har som bekendt altid ret, og da Ayuso på Izua viste, at han ikke var spor mærket af eventuelle skader, var det svært at komme efter araberne med nogen form for kritik. Måske kunne de med en anden strategi også have fået McNulty eller Del Toro på podiet, men hovedmålet blev jo i hvert fald nået efter en taktik, der med Sjoerd Bax, Igor Arrieta og Soler som glimrende forposter jo er svær at kritisere.

Vi skulle nemlig ikke langt op ad Izua, inden det stod klart, at den danske fest nok i stedet ville blive spansk. Måske var Skjelmose en smule overmodig ved selv at åbne ballet med det første angreb, men udfaldet havde utvivlsomt været det samme selv med en mere passiv kørsel. Spansk cykelsports to største vidunderbørn, Ayuso og Carlos Rodriguez, viste sig nemlig stærkeste, og selvom Ayuso måske begik en fejl ved i første omgang at køre fra sin landsmand, så Skjelmose med god hjælp fra Rodriguez fik en livline med sit comeback inden den sidste stigning, var styrkeforholdet desværre helt klart. Den lette modvindsstigning burde ellers ikke kunne gøre forskelle, som den heller ikke kunne det i 2023, men denne gang var danskeren bare så mærket af sine strabadser, at han trods modvind og bløde procenter måtte sande, at der var to spaniere, der var bedre denne lørdag i Baskerlandet.

Det var ellers ikke langt fra, at det med lidt mere held kunne have ladet sig gøre. Det var pokkers ærgerligt, at Rodriguez denne gang kunne følge Ayuso, for havde UAE-stjernen været alene i modvinden til sidst, havde han formentlig fået svært ved at holde hjem. Derefter kunne Skjelmose formentlig have kørt sejren sig, for hvis Ayuso havde vundet etapen i en spurt foran danskeren - og det var på papiret de to hurtigste - ville han i kraft af hundrededele have vundet løbet. Og han var i den lykkelig situation, at han godt kunne lade Rodriguez, Oscar Onley eller Soler få lidt snor i det taktiske spil. Ja, faktisk kunne det endda være en fordel, hvis de havde fjernet nogle bonussekunder.

Desværre var Rodriguez for god. På Izua var Ayuso en tand for stærk, men de blødere procenter kunne han godt følge sin talentkollega, og da først hullet var slået, var slaget tabt. Alliancen mellem de to spaniere var jo indlysende, når Rodriguez kunne få etapesejren og Ayuso den samlede triumf, og fra det øjeblik var det for Skjelmose en kamp om 2. pladsen. Den kamp tabte han desværre også, da UAE igen spillede med overtalsmusklerne ved at udnytte, at Soler kunne spare sig til en spurt, han normalt ellers ville tabe klart, og dermed også sende Rodriguez op på podiets 2. plads.

Dermed blev det, der lignede en dansk fest, med ét i stedet et stort spansk jubelshow, så der alligevel skulle rodes med nye kassettebånd. Der må nemlig være faldet en sten fra mange spanske cykelhjerter, da nationens to lysende etapeløbskometer strålede om kap på hjemmebanen. Klarest strålede naturligvis Ayuso, der jo åbenlyst var den stærkeste af de to og dermed sikrede sig den første af utvivlsomt mange etapeløbssejre på WorldTouren.

Alligevel er det en smule uforløst. Nok engang viste han sig stærkere end Skjelmose på de store bjergdage med mange højdemeter, som han også gjorde det i Schweiz, men chancen for at se, hvor meget tættere han er kommet på Vingegaard, Evenepoel og Roglic fik vi jo ikke. I den sammenhæng skurrer hans svage enkeltstart jo desværre lidt, for selvom vi ved, at en kort, restitueret enkeltstart ikke passer hans enkeltstart ideelt, og selvom vi ved, at det er på de store og voldsomme bjergdage, at han for alvor kommer til sin ret, havde det været betydeligt sjovere at se ham mod giganterne i stedet for mod det nu lidt tamme felt, der var tilbage efter de mange styrt.

Det er dog ikke uvæsentligt at vise sig bedre end Rodriguez. Spanieren viste under Touren, at han allerede er blandt verdens allerbedste etapeløbsryttere, og hans genrejsning efter en helt uforklarligt svag sæsonstart var i virkeligheden nok den største lettelse for mange spaniere. Nu synes han nemlig tilbage på sporet, og når han kan ende som nr. 2 på en rute som denne, ligger der nok endnu en god Tour og venter forude. Vi ved bare heller ikke, hvor god form han vitterligt har fundet, for det er trods alt kun uger siden, han var skræmmende langt fra sit niveau i Paris-Nice. Derfor kan det være en anelse svært at vurdere, hvor stærkt der faktisk blev kørt denne lørdag i det baskiske.

Desværre blev der i hvert fald kørt for stærkt til Skjelmose, men det er nu ingen skam. Ayuso og Rodriguez er lysende etapeløbsstjerner, og skulle man inden løbet have lavet en rangering efter etapeløbspotentiale, havde de begge stået over danskeren. Ja, faktisk var der opløftende takter for Skjelmoses fremtid som etapeløbsrytter. For et år siden smeltede han efter en lovende indledning på løbet nemlig helt sammen på denne etape, og i dag var han trods alt klart den tredjestærkeste i løbet. Det viser i hvert fald, at det går fremad med både holdbarhed og klatreevner, men desværre må han også sande, at han på begge parametre stadig synes overstrålet af de to spanske vidunderbørn. Juryen er derfor stadig ude i forhold til den præcise rækkevidde af hans etapeløbstalent - men han ligner i hvert fald en mand, der er på sporet til Ardennerne, hvor vi ved, at hans talent er blandt de allerstørste.

Han tog også et par fine skalpe. Han slog eksempelvis Del Toro, men allerede fredag så vi, at der trods alt nok er grænser for hans nuværende niveau - i hvert fald på mere eksplosive ruter, hvor han ikke har så megen glæde af sin dieselagtige Almeida-stil. Det sletter jo ikke indtrykket, at vi taler om en juvel, der har vist sig at stråle endnu klarere, end selv de mest optimistiske mexicanere nok havde varslet inden sæsonstart.

Læs også

Britisk stjerne dropper OL-enkeltstart

Han fik også skovlen under McNulty. I Paris-Nice var amerikaneren ellers den stærkeste af de to, og det viser, at danskeren formentlig er blevet stærkere siden da. McNulty bekræftede ellers, at han har forbedret sin klatring ganske markant, for han har altid haft det lidt svært på de stejle baskiske stigninger - bare husk på hans sammenbrud, da han bar førertrøjen på den afsluttende kongeetape i 2021 - men etapen viser også, at der nok er en grænse for, hvor langt han kommer.

Det er der nok også for Kevin Vauquelin. Ganske vist bekræftede han i dette løb, at han efterhånden klatrer fint nok til at køre klassement på WorldTouren, men han blev alligevel sat ganske klart til vægs. Spørgsmålet er, om ikke han trods alt er lidt for robust til nogensinde at blive den helt store etapeløbsstjerne. Men i det mindste overstrålede han Romain Gregoire, der på papiret nok skulle finde denne etape for svær, men som med et mindre kollaps mindede os om, at han stadig ikke er til at regne med.

Det var i hvert fald en smule bekymrende i forhold til Ardennerne, hvor han risikerer at blive overstrålet af Oscar Onley. Skotten, der betog hele verden, da han som 18-årig ungdomsrytter pressede Vingegaard til det yderste i Kroatien, ser efter et skuffende 2023 endelig ud til at vise sit potentiale. Det fornemmede man allerede med kongeetapesejren i Australien, og efter at et brækket kraveben har sat ham tilbage, viste han med dette suveræne ridt på en etape, der ellers burde være svær for en mand, der indtil nu kun har været puncheur, at han stadig er rasende interessant - og er det allerede om kort tid i Ardennerne.

I det hele taget var også dette løb talenternes holdeplads. Til den kategori skal vi stadig regne Ayuso, Rodriguez og Skjelmose, og ud over Vauquelin, Del Toro og Onley var det også en fornøjelse endelig at se Johannes Staune-Mittet, som jeg inden sæsonen pegede på som en af de fire mest spændende nyprofessionelle, endelig folde sig ud. Dermed blev han en lille opmuntring på en ellers trist dag for Visma, der måtte sande, at Sepp Kuss stadig er en skygge af sig selv - men i det mindste er det jo normalt for ham at underpræstere i ugelange løb, hvis nød han aldrig har lært at knække. Han blev endda slået af Alex Baudin og Victor Langellotti, som stillede sig op i køen af spændende talenter - Baudin ved endelig at genfinde de lovende takter fra sæsonstarten og Langellotti ved endelig at leve op til de løfter, han gav i begyndelsen af 2023, inden uheldene begyndte at regne ned over ham.

De endte endda i samme gruppe som Santiago Buitrago. Det var ellers her, han skulle bekræfte, at han havde taget det skridt, man fornemmede i Paris-Nice, men nu endte han i stedet med at give indtryk af, at han som klatrer stadig er stærkt begrænset - hvis altså ikke han bare betalte en dyr pris for at forsøge at gå med de allerbedste på Izua. De endte endda også i samme gruppe som Jai Hindley, der vel var løbets og etapens største skuffelse efter en præstation, der var milevidt fra det, vi så i Tirreno - men også for ham gælder jo, at ugelange løb aldrig har været ham. Og så endte de i samme gruppe som Ion Izagirre, der nok engang viste, at han altid hæver sit niveau mærkbart til sit hjemmebaneløb, men som også for første gang må sande, at han ikke kan være med helt fremme - og dermed fortsætter den stabile tilbagegang, som vi har set i nu flere år. Til gengæld kan baskerne så glæde sig over, at Pello Bilbao kom tilbage på sporet efter et bemærkelsesværdigt svagt Paris-Nice, for han klatrede igen på det niveau, vi plejer at se.

Der var også andre lyspunkter. Vi så noget af det bedste, vi længe har set fra Esteban Chaves og Steven Kruijswijk. Louis Meintjes begynder også endelig at vise den form, han altid først finder om sommeren.  Ethan Hayter og Alex Aranburu, at de er helt tilbage på sporet efter den problematiske sæsonstart. Ja, det var vel også ret opløftende for Schachmann, for selv den gamle udgave af tyskeren var kommet til kort mod de bedste på denne etape, og den seneste uge har i stedet været scenen for et ganske pludselig og helt, helt uventet comeback fra en mand, der længe ellers ikke har kunnet træde en bule i en blød hat.

De bløde hatte, Vingegaard, Ayuso, Rodriguez og Skjelmose har trådt i, har til gengæld fået så mange buler, at de er blevet helt deforme. Alle har de nemlig kørt rasende stærkt i de seneste år, og derfor var der også en god chance for, at de alle ville spille hovedroller, da baskerne i mandags indbød til en uges cykelfest. Sådan gik det også - selvom Vingegaards hovedrolle desværre blev en særdeles kedelig en af slagsen - men alligevel blev festen helt anderledes end ventet. Det, der lignede endnu et dansk cykelshow med både Dannebrog og kassettebånd med ”Der er et yndigt land” blev nu i stedet én stor, spansk fællesdans, hvor to af nationens juveler strålede smukkere end alle andre.

 FELTET.DK'S NYE APP: FØLG LØBENE FRA START TIL SLUT